syns-punkter, som i nogen grad var baseret på skatteideer fremsat af den tidligere finansminister, professor Thorkil Kristensen, m en som det aldrig var lykkedes ham at gennem føre. Jeg bad om, at det, ligeledes u n d erh ån d en , blev sendt til Lykketoft og Baunsgaard. Da de også havde læst det og fundet det interes
sant, blev vi tre enige om, at vi ved udtalelser til pressen ville sige, at vi fandt, at rapporten var et velegnet grundlag for de forestående skattedrøftelser. D erm ed havde vi fået et fælles dokum ent, vi kunne forholde os til, og politisk havde alle tre p arter bevaret deres uskyld.
Når forhandlingerne lykkedes i den forstand, at der for før
ste gang siden 1903 opnåedes politisk enighed om væsentlige og principielle æ ndringer – fx sænkning af marginalskatten og Mit nytårskort, f or 1987. Med den sædvanlige blanding a f munterhed og ironi har Bo Bojesen foreviget 1987’s store begivenhed – set med Skatteministeriets øjne: Ikrafttræden a f skattereformen.
Folketinget er en usædvanlig spændende arbejdsplads. Debatterne kan være hårde, og afstemningerne kan være afgørende for, om regeringen eller den enkelte minister har succes eller fiasko. Ikke desto mindre er forholdet mellem de enkelte medlemmer – uanset partitilhørhed – normalt usædvanlig godt. Jeg mindes en aften i Det Kgl. Teater, hvor vi overværede Marie Stuart. Ipausen mødte vi først Lone Dybkjær og senere Svend Auken. Vi inviterede dem hjem til lidt natmad. Og så sad vi til kl. 4 om morgenen og diskuterede de magt
mennesker, som stykket beskrev. Indimellem fik vi også drøftet aktuelle politiske problemer. Det var en indholdsrig nat. I ingen andre lande i verden ville et sådant hyggeligt samvær mellem politikere fra regering og opposition være muligt. Billedet her er fra Folketingets festdag: Folketingets auring den anden tirsdag i oktober. AnkerJørgensen deler ud a f sine mange erfaringer, medens Knud Heinesen ser ud, som om han er enig.
skatteloftet m ed 5 procentpoint, gennem førelse af ligestilling mellem selvstændige erhvervsdrivende og aktieselskaber (virk
som hedsordningen) og ikke mindst æ ndringer i beskatningen af gæld og kapital – skyldtes det jo bl.a., at de særdeles sagkyn
dige forhandlere for oppositionen accepterede reform ens nødvendighed. Men hertil kom, at vi tre – på et om råde, hvor personlige relationer mellem forhandlere har væsentlig betyd
ning – havde en helt naturlig tillid til og åbenhed over for hin
anden.
Ikke alt gik im idlertid glat. Og den efterm iddag, forliget skulle underskrives, sagde Schlüter – hvis om sorg for den en
kelte ministers ve og vel var enestående – a t je g ikke m åtte blive for ked af det, hvis det hele faldt til jo rd e n . Det var jo næ ppe tænkeligt, at den socialdemokratiske gruppe kunne acceptere det udarbejdede forslag, d er indeholdt så m ange borgerlige tanker.
Der var naturligvis vanskeligheder hos socialdem okrater
ne. Mogens Lykketofts politiske tæft m edførte im idlertid ik
ke alene, at gruppen tiltrådte reform en, m en også at m an fik (for) m ange til at tro, at det i virkeligheden var en socialde
mokratisk skattereform . Sådan kan politik også vende op og ned på begreberne.
Det danske samfunds forandring fra et gældsætningssam- fund til et opsparingssam fund var im idlertid begyndt.
For en skatteminister kan det ikke undgås, at han må lave love, som han er inderligt imod, m en hvor andre vigtige hensyn gør det påkrævet, at loven gennemføres. På samme måde, som alle en regerings juridiske problem er en d er i Justitsministeriet, uanset i hvilket ministerium de m åtte være opstået, på samme m åde ender regeringens økonomiske problem er næsten altid i Skatteministeriet. Det kan være nødvendigt for at skaffe pen
ge eller for at udligne en tilsyneladende uretfærdighed.
På et tidspunkt, hvor mine forhandlinger om skatterefor
m en var næsten afsluttet, blev jeg en sen aften ringet op af finansminister Palle Simonsen. Han stod i en meget vanskelig situation på arbejdsmarkedet. Parterne ville ikke acceptere forligsmandens forslag, og nu forberedtes et lovindgreb, hvor forligsmandens forslag skulle gennemtvinges ved lov. Det er naturligvis altid politisk ubehageligt. Der kunne imidlertid skaffes flertal for et sådant indgreb, hvis regeringen opfyldte de Radikales krav om at forhøje aktieselskabsskatten fra 40% til 50%. Og nu bad finansministeren mig om at forberede en æ ndring til aktiebeskatningsloven. Jeg protesterede voldsomt,
og næste m orgen tog je g en samtale m ed statsministeren.
Jeg forklarede statsministeren, at det var en m eget dårlig idé. Dels var det et forkert politisk signal at udsende fra en borgerlig regering og skattemæssigt ubegrundet, og dels fra
tog man mig et kort, som je g kunne have spillet i forbindelse m ed forhandlingerne om skattereformen. Der måtte kunne findes andre løsninger. Schlüter forklarede mig venligt, at i politik måtte man løse de første problem er først, og det var uom gængeligt nødvendigt for regeringen at løse overens
komstsituationen. Så m åtte man se, om det senere betød noget for skattereform forhandlingerne. I øvrigt havde Venstre alle
rede tilsluttet sig aftalen m ed de Radikale. Men så tilføjede han: »Jeg forstår godt, at du fra et skattepolitisk synspunkt er betænkelig. Det har du jo bedre forstand på end vi andre (!), o g jeg har da også forståelse for, at du ikke vil lave loven. Men hvis du bestem m er dig for ikke at fremsætte et lovforslag, synes jeg, at du skal vide, at din efterfølger vil lave loven i løbet af en halv time.« Det var jo ret præcist udtrykt, og je g m ener at kunne huske, at vi et øjeblik så hinanden i øjnene. Da vore blikke mødtes, var der et glimt i Schlüters øjne. Vi forstod i virkeligheden hinanden. Det var jo klart, at tiden ikke var til nye ideer. Sagen var jo i realiteten afgjort, og lovforslaget blev da også nogle timer senere forelagt og vedtaget.
Overenskomstsituationen blev derm ed reddet. Og Schlüter var som sædvanlig en stærk og god støtte, da erhvervslivets og de borgerlige vælgeres massive – og ikke uberettigede – kritik af den forhøjede aktieselskabsbeskatning satte ind.
Jeg var im idlertid helt klar over, at je g nu aldrig af Det Danske H andelskam m er ville blive udnæ vnt til »Arets Politi
ker«. Det blev finansm inisteren vistnok ...
De lovregler, som Folketinget vedtager, har – som vi allerede har set det – intet mål i sig selv. Man laver ikke love, bare fordi m an skal have nogle regler. Man laver regler, fordi m an søger at frem m e en bestem t handlem åde eller holdning.
Da m an i 1986 lavede »Kartoffelkuren«, hvorved d er blev lagt en afgift på 2% af ren ter af gæld, var det ikke form ålet at få folk til at betale denne afgift. Form ålet var i virkeligheden d et modsatte. Nemlig at få folk til at lade være m ed at betale de 2%, altså til at undlade at stifte gæld til forbrug eller form å dem til at tilbagebetale gammel gæld. Man havde således op
givet ideen om at belønne opsparing og valgte i stedet for at straffe gældsætning. Man gjorde altså lige det m odsatte af, hvad regeringer plejede at gøre.
Dette at vende en argum entation 180 grader viste sig at være overraskende effektivt. Skønt afgiften var forbløffende lille sam m enlignet m ed rente- og provisionsudgifter ved op
tagelse af et lån, blev »Kartoffelkuren« en højst uventet suc
ces i den forstand, at den næsten om gående satte den private gældsætning i stå. Alle, d er kunne gøre det, tilbagebetalte deres gæld frem for at øge forbruget. Afbetalingssalget – især for så vidt angik biler – standsede helt, og detailhandlen gik ned på laveste blus. Det var næsten for m eget af det gode. Det lærte os, hvor vanskelig lovgivningsteknikken er, og hvor svært det er at forudberegne borgernes økonomiske disposi
tioner og altså konsekvenserne af en lov. På den anden side blev det bekræftet, hvor lidt lyst folk h ar til at betale selv be
skedne skatter. Det sidste var i hvert fald ikke nogen nyhed ...
Ufejlbarlighed er bestem t ikke en generel egenskab hos en skattem inister og var det slet ikke hos mig. Men at dette kun sjældent kom m er frem i lyset, giver følgende oplevelse en ganske god begrundelse for.
For at få finansloven til at balancere var det i begyndelsen af regeringsperioden – i 1983 – nødvendigt at skaffe indtægter på 100 m illioner kroner. Finansminister Henning Christophersen havde fundet ud af, at der i Danmark blev drukket 100 millio
ner liter frugtsaft, og at disse ikke hidtil var beskattet på nogen måde. En afgift på én krone ville løse finansministerens pro
blem.
En minister er meget alene. Også i Folketinget under skattedebatterne. De fandt sted praktisk taget hver tirsdag og fredag sidst på eftermiddagen. Ifølge
grundloven skal alle skatter - og ændringer a f skatter - vedtages ved lov.
Skatteministeren er derfor den, der fremlægger de fleste lovforslag. Disse skattedebatter blev normalt kun overværet a f partiernes skatteordførere og skatteministeren. Det, at salen stort set var tom, gav god lejlighed til fordybelse i spørgsmålet om, hvorvidt det at være skatteminister er livets sande mening.
Efter nogle politiske skærmydsler – der m edførte, at afgif
ten blev fordelt m ed 50 øre pr. liter m ineralvand og 50 øre pr.
liter frugtsaft – blev loven om saftafgiften vedtaget.
Den gav praktisk taget ingen indtægter. Saftproducenterne holdt sim pelthen op m ed at købe dansk frugt og im porte
rede i stedet eksotiske grøntsager, som ikke var »frugt« i lo
vens forstand, og så var det jo ikke beskattet frugtsaft. Med tilsætning af smagsessenser havde m an nu skabt et salgbart og skattefrit produkt. Det var jo ærgerligt for statskassen og for finansm inisterens intentioner. Men det var d er på den anden side ikke ret m eget at gøre ved.
Nogle m åneder senere holdt je g foredrag om skattepolitik i en politisk forsamling på Lolland. U n d er den obligatoriske spørgerunde rejste en ung m and sig op og bad om et godt råd. H an og hans unge kone havde sparet samm en i m ange år, og nu havde de endelig for tre år siden kunnet købe sig en frugtplantage. Nu kom det første år, hvor de kunne høste frugter og sælge dem til saftproducenterne. Men ingen ville købe som følge af saftafgiften. Hvad ville je g råde ham til, når nu fogeden kom for at udpante for ejendomsskatter? Det var ikke noget rart spørgsmål.
På vejen hjem besluttede je g at ophæve loven, som jo havde udspillet den rolle, den eventuelt måtte have haft. Da je g frem- lagde lovforslag herom på ministermødet, så mine kolleger overbærende på mig. De advarede mig og sagde, at det eneste, je g ville opnå, var at blive skældt ud to gange: Første gang, da je g lavede loven, og anden gang, når je g ophævede den. Det var jo ikke særlig smart politik. Jeg holdt imidlertid fast ved, at en lov, der var uden reel betydning, og som samtidig slog tilvæ
relsen i stykker for en række mennesker, måtte væk. Saftafgif
tens ophævelse blev da også gennem ført m ed fuld tilslutning – og m ed slet skjult skadefryd – fra samtlige partier i folketinget.
Jyllands-Posten bragte nyheden u n d er overskriften: Skatte
ministeren fumler ...