Den første store gruppe flygtninge, der kom til D anm ark i min form andsperiode, var de polske jøder. En dansk jo u rn
a-I clag forfølger man mennesker på grund a f deres afstamn ing; race eller religion. De, der overlever, kaldes flygtninge. Et billede fra flygtningeskibet
»Set. Lawrence« a f en a f de polske flygtninge, der kom til Danmark i 1969.
list havde i efteråret 1969 været i Polen. H an havde d ér set, hvorledes det kommunistiske regime havde startet en tradi
tioneljødeforfølgelse. Alle jø d e r blev afskediget fra deres stil
linger som et led i en systematisk nedværdigende b ehand
ling. Man skulle åbenbart aflede befolkningens opm ærksom hed fra andre alvorligere problem er. Journalisten foreslog, at Danm ark åbnede sine grænser for de forfulgte, og skrev herom til Kongen. Via Justitsm inisteriet blev sagen forelagt Dansk Flygtningehjælp til udtalelse.
Det var jo en uhyggelig situation så kort tid efter anden ver
denskrigs afslutning. Jeg gjorde da også i udtalelsen opm ærk
som på, at Danmark tidligere – ligesom andre af Tysklands na
bolande – havde ført en særdeles restriktiv asylpolitik, da jø d e forfølgelserne satte ind i Tyskland i 30rne. Dette havde jo m ed
virket til, at mange ikke kunne slippe væk. Det skulle nødigt gentage sig, når historien nu syntes at repetere sig selv i et af vore nabolande.
Regeringen var særdeles lydhør og besluttede, at enhver, der var racemæssigt forfulgt i Polen, kunne få asyl i Danmark uden forudgående ansøgning. Det var en historisk beslutning. Man gav begrebet »forfølgelse« i vor fremmedlovgivning en fortolk
ning, der svarede til realiteterne i den kommunistiske verden.
Jeg tror, at m an forstod, at m ennesker kan have m ange ambi
tioner, m en dén ambition, at m an på et tidspunkt i sit liv skal forlade sit land og blive flygtning, den ambition har intet m en
neske!
Og så stod je g en aften alene m ed en tolk ude i lufthavnen og ventede på flygtninge, som skulle kom m e m ed m askinen fra Warszawa. Jeg var forinden af Flygtningehjælpens effek
tive generalsekretær Arne Piel Christensen blevet strengt for- manet: »Lad nu være m ed at love noget. Du ved jo , at vi har svært ved at skaffe lejligheder, skolegang, sprogundervisning og medicin lige straks. Husk nu at sige, at de må være forbe
redt på store vanskeligheder i begyndelsen.«
De ankom m ende flygtninge, d er i påklædning og
udseen-de skarpt adskilte sig fra udseen-de hjem venudseen-denudseen-de ferierejsenudseen-de m ed deres klirrende plasticposer, samlede sig hurtigt om kring tolken og mig. De så spørgende og usikre på os. Plud
selig var d er en, d er spurgte: »Er dette et godt land?«
Jeg ved i dag ikke, om d er blev spurgt på polsk, tysk, engelsk eller jiddisch. Jeg hørte bare dette tusindårige gamle spørgsmål, d er udtalt og uudtalt er båret ru n d t i verden af g enerationer af m ennesker på flugt. Altid d et samme spørgs
mål. Og altid igen.
Det var et mærkeligt øjeblik for mig. Jeg glemte naturligvis om gående alle form aninger og sagde: »Ja, det er et godt land.
Og ja, I skal få boliger. Og ja, jeres børn kom m er i skole. Og I skal få arbejde. Alt bliver perfekt, når bare I har lidt mazel-Yiåt held!«
Det gik nu ikke så smertefrit, for vor organisation, d er tid
ligere havde bistået m ed at integrere ca. 40-60 flygtninge om året, stod nu pludselig m ed ansvaret for ca. 3000 m ennesker, familier, enlige, gamle børn i alle aldre, d er dukkede op i løbet af de første uger. Det stillede store krav til vort perso
nale, m en de organisationer, d er var m ed i Flygtninge
hjælpen, og utallige private rykkede sam m en og hjalp til m ed arbejdskraft, barnevogne, privat gæstfrihed, således at flygt
ningene kunne føle sig nogenlunde hjem m e. Af m angel på sengepladser m åtte vi indkvartere dem i den gamle flod
dam per »Set. Lawrence«, d er lå fortøjet i Sydhavnen.
Vi lærte en del om det kommunistiske sam fund u n d e r inte
grationsarbejdet. Jeg husker således, at vi en aften fik m edde
lelse om, at 200 nye flygtninge var på vej fra Polen til Køben
havn. For at skaffe plads til dem på »Set. Lawrence« m åtte vi flytte nogle af skibets beboere. Jeg sam m enkaldte dem i ski
bets spisesalon og fortalte dem , at 200 af dem nu fik tilbudt at kom m e til et feriehotel uden for København. Jeg viste bille
d er af hotellet og kunne fortælle, at je g selv og min familie netop havde tilbragt ferien dér, så d et var et godt hotel. Da
De polske flygtninge blev indkvarteret i den gamle floddamper »Set.
Lawrence«, der lå ved kajen i Københavns Havn. En dag i januar 1970fik jeg meddelelse om, at politiet havde evakueret skibet, da man havde modtaget
telefonbesked om, at der var anbragt en bombe om bord, der ville sprænge skibet i luften. Jeg togstaks til havnen for at berolige de opskræmte flygtninge. Da politiet havde konstateret, at der' ingen bombe var på skibet, nægtede flygtnin
gene imidlertid at gå tilbage. De var ikke vant til at stole på politiets meddelel
ser. Først da jeg tilbød at sove om bord sammen med dem, indtog de igen deres kahytter. Jeg var nu noget lettet, da jeg næste morgen kunne konstatere, at politiet — som forventet — havde gjort deres arbejde ordentligt.
je g h erefter spurgte, hvem d er frivilligt ønskede at rejse, var der ingen, der m eldte sig.
Jeg spurgte efter m ødet en af skibets beboere, der var advo
kat fra Warszawa, hvad je g havde gjort forkert, siden ingen havde m eldt sig frivilligt. H an forklarede mig ligeud, at jeg havde gjort det hele forkert! Jeg måtte jo forstå, at flygtningene
kom fra et land, hvor man kun kunne klare sig, hvis man for
stod, hvad m yndighederne ville gøre, så at m an kunne foretage sine modtræk. Vi repræ senterede – efter flygtningenes opfat
telse – de danske myndigheder. Og de kunne ikke forstå Dan
mark. Ikke alene havde Danmark givet dem en helt ubetinget adgang til at bosætte sig h er i landet. De havde også straks af venlige m ennesker fået penge, tøj, lægehjælp og lom m e
penge. Nok var indkvarteringsforholdene ikke særligt gode på skibet “Set. Lawrence”. Men så kom je g nu og tilbød dem, at de kunne flytte ind på et luksushotel m ed swimmingpool etc. Det var for meget. Der m åtte stikke noget under.
Vi m åtte æ ndre strategi og bestem te, hvem d er skulle flyt
tes. Det var ren anskuelsesundervisning i, hvad et system, d er bygger på frygt og ikke på objektive rettigheder og pligter, kan gøre ved det menneskelige sind.
Lom m epengene til de unge skabte også et problem . Efter dansk skik blev lom m epengene udbetalt til de unge over 15 år, således at de selv kunne adm inistrere dem til indkøb af sm åfornødenheder og måske også til et glas øl nu og da, når de blev trætte af at være på skibet. Efter nogle uger m odtog vi im idlertid en deputation af bekym rede fædre, d er forkla
rede os, at vi nedbrød familien og fædrenes autoritet. De var vant til, at det var faderen, d er bestem te, hvor m ange penge de unge skulle have, og faderen skulle nok bestemm e, hvad pengene skulle bruges til. Vi fastholdt, at de nu m åtte vænne sig til den danske model. Men episoden understreger, at m an ikke bare kan forvente, at regler bliver accepterede, selv om de i og for sig er fornuftige nok, hvis disse regler strider m od traditionelle vaner og opfattelser.
Den pludselige og voldsomme tilgang af flygtninge skabte an
dre store vanskeligheder i integrationsarbejdet. Flygtninge
hjælpens socialrådgivere havde været vant til at yde en kvali
tetsmæssig ypperlig indsats. Hver asylsøger, der kom til Dan
mark, fik en personlig sagsbehandler, der tog sig af alle spørgs
mål, og som også gik m ed den pågældende på indkøb i Daells Varehus, da han eller hun jo havde svært ved at gøre sig forstå
elig. Det var en enestående hjælp i et nyt land. Dette system forsøgte m an at opretholde også over for de polske flygtninge.
Og det gik jo slet ikke. I løbet af nogle uger var hundredvis af de nyankom ne end ikke registrerede, og vort system brød fak
tisk sammen. Hertil kom, at jeg fandt det forkert, at alle flygt
ninge skulle købe deres fornødenheder i Daells Varehus. Jeg havde nogle år tidligere m ødt to kvinder, d er nu boede i Syd
amerika, m en som um iddelbart før krigen som 17-18-årige flygtninge var kom m et til Danm ark fra Tyskland. De havde fået den hjælp, som private organisationer dengang gav dem i form af m åltider og brugt tøj. Det, der gjorde indtryk på dem, var imidlertid, at da de besøgte en privat familie for at få et måltid mad, havde familiefaderen taget dem ved hånden og var gået m ed dem ind i Magasin, hvor de i parfum eforretningen – der for dem, var et paradis af indkøbsm uligheder – fik lov til at købe al den kosmetik, de ønskede. Først i det øjeblik følte de sig atter som mennesker. De fik deres værdighed og selvrespekt tilbage, og det var denne familie, de nu var kom m et for at be
søge. Moralen i denne historie har je g aldrig glemt: I ydmy
gende situationer er den enkeltes værdighed og selvrespekt af kollosal betydning.
Jeg fik udvirket, at flygtningene selv kunne købe ind og selv vælge, hvor de ville købe ind, for et fast beløb. Det var efter m in m ening vigtigt, at de ankom ne hurtigt igen kunne føle sig som ansvarlige individuelle mennesker, og ikke kun som klienter.
Alle disse problem er m edførte en ganske alvorlig arbejdskon
flikt, idet alle vore socialrådgivere – hvoraf nogle var ganske overordentligt dygtige – sagde deres stillinger op. Form anden skulle ikke blande sig i det sociale arbejde og foreslå, at indar
bejdede systemer skulle ændres. Det énstrengede system: hver socialklient skulle have sin socialrådgiver, var jo det – hævdede
de – som alle kyndige socialforskere betragtede som det eneste rigtige. At det ikke kunne fungere i praksis i den foreliggende situation spillede åbenbart ingen større rolle.
Arbejdsnedlæggelsen skabte naturligvis en uhyre vanskelig situation: Nogle tusinde flygtninge og intet personale! Nye so
cialrådgivere kunne ikke opdrives, og de, der forlod deres stil
linger, brugte systematisk dagspressen til at retfærdiggøre, at de havde forladt deres arbejde. Det var første gang, je g i avi
serne var udsat for daglige personlige angreb. Jeg følte klart, at stridens parter ren t pressemæssigt var ulige: Der var hos jo u r
nalisterne tydeligt m ere sympati for unge socialrådgivere m ed de rette politiske og sociale ideer end for en »etableret« profes
sor. Selv om jeg fik lejlighed til at komme til orde, var dette både for Flygtningehjælpen og for min familie og mig en højst ubehagelig tid. Det var ikke m orsom t at stå op hver m orgen og frygte, hvad man nu havde fundet på at skrive i aviserne.
Både m edlem sorganisationerne og Socialministeriet var im idlertid uhyre loyale og hjælpsomme. Og problem erne skulle jo løses. Mange af m ine venners ægtefæller, hvoraf de fleste havde en akademisk uddannelse, var ikke dengang på arbejdsm arkedet. De tilbød deres hjælp samm en m ed Fanny Hartmann og Grethe Fenger Møller fra Socialministeriet og pro
fessionelle m edarbejdere fra m edlem sorganisationerne, såle
des at vi kunne fortsætte indregistreringen og placeringen af de flygtninge, som nu kom i stort antal hver uge. De frivillige hjælpere fik hurtigt betegnelsen »hattedam erne«, m en efter nogle ganske arbejdsom m e m åneder, var vi igen på højde m ed situationen. Det var i det hele taget en uventet og ube
hagelig tid. Men vi fik da klaret problem erne. Og m ange af vore frivillige hjælpere blev særdeles gode m edarbejdere i Flygtningehjælpen i m ange år.
En tankegang,jeg mødte, og som ikke havde noget m ed ju ra at gøre, viser noget typisk om den m entalitet, et forfulgt m enne
ske udvikler. Jeg fik en dag besøg af en af de polske jødiske
flygtninge. Det var en internationalt kendt professor i øko
nomi. H an havde tidligere været gæsteprofessor ved forskel
lige amerikanske universiteter og ventede nu på, at et af disse universiteter ville ansætte ham, hvilket i øvrigt skete kort efter vort møde. U nder samtalen spurgte jeg ham, hvordan han op
levede at m åtte flygte, fordi han blev forfulgt som jø d e. H an så m eget forbavset på mig og forklarede mig omhyggeligt, at det skam ikke var derfor, han var flygtet. H an var flygtet af økono
miske grunde. Han var jo blevet afskediget, fordi han var jøde, og så havde han ikke noget at leve af! H an havde så åbenbart psykologisk fortræ ngt det, der for ham føltes særligt nedværdi
gende og ubehageligt, og erstattet den egentlige flugtårsag m ed noget, hvorved han ikke skilte sig ud fra resten af m enne
skeheden. Det var for ham tilsyneladende m indre belastende at være fattig end at være jøde.
I Flygtningehjælpen lærte vi hurtigt, hvor vanskeligt d et er at adm inistrere en gruppe mennesker, d er er så h ård t såret, som m ennesker på flugt.
Nu 25 år efter kan d et im idlertid konstateres, at integratio
nen af d enne flygtningegruppe – og det er nu anden genera
tion – er lykkedes godt. Den fortolkning af fremmedlovgiv
ningen, som regeringen lagde til grund i 1969, blev klart accepteret af det danske samfund.
Helt så nem t skulle det tilsyneladende ikke gå, da 100 flygt
ninge fra Vietnam – seks år senere – i 1975 kom til landet og skulle placeres i en af Københavns omegnskommuner. Det var oprindelig en beskæm m ende affære. Før flygtningene kom til Danmark, skrev man smædeskrivelser og forsøgte at oparbejde en stem ning m od de frem m ede, der skulle komme. Det var temmelig uhyggeligt at m åtte konstatere, at nogle folkevalgte politikere var parat til at ville bøje sig for sådanne synspunkter.
Sagen endte im idlertid lykkeligt. V ietnam eserne kom, og deres naboer tog godt imod dem. Sådan set var alting godt, fordi m an oplevede de ankom ne som ulykkelige og venlige
mennesker, der på det helt m enneskelige plan lignede os selv. Vi opførte os m ed andre ord helt som H.C. A ndersen har beskrevet det i »Den grim m e Ælling«. Så længe m an er an
derledes, skal m an kanøfles. Men eventyret en d er godt, fordi den, der var anderledes, slet ikke var det. Den grim m e ælling var i virkeligheden en svane.
Jeg har ofte spurgt mig selv, om det egentlig er så smuk en m orale i vort nationale eventyr. Ville det ikke have været ær- ligere af H.C. A ndersen at beskrive, hvorledes det ville være gået, hvis den grim m e ælling for resten af sit liv var forblevet en grim ælling? Ville man da have accepteret den?
På det spørgsmål findes d er naturligvis ikke noget juridisk svar. Ikke desto m indre har ju ra e n vist sig at have stor betyd
ning i vor holdning til frem m ede. Det har m an set efter ved
tagelsen af udlændingeloven af 1983.
D enne lov blev udform et på basis af et udvalgsarbejde, hvori Flygtningehjælpen – efter min tid – deltog. U nder behandlin
gen i Folketinget fik den daværende opposition gennem ført nogle ændringer, som utvivlsomt var motiveret af stærke hum a
nitære synspunkter. Man gjorde det betydeligt lettere for flygt
ninge at komme ind i landet, og sammen m ed den m eget menneskelige regel om ret til familiesammenføring fik loven den virkning, at flygtningetallet pludselig steg fra gennem snit
ligt ikke over 4.000 pr. år til nu over 30.000. Det skabte proble
mer. Offentligheden kunne ikke acceptere så stort et antal fremmede. Flygtningesagen, der tidligere havde været en god sag, som alle i landet gerne ydede deres bidrag til, var nu blevet forpestet. Politisk blev flygtningesagen så betændt, at ingen fra de ansvarlige politiske partier ønskede at ytre sig om den. Man frygtede, at en politisk debat om den danske flygtningepolitik kunne føre til et »flygtningevalg«, som kunne vise sider af vor karakter, som vi plejede ikke at tro på, at vi havde. Efter denne lovs vedtagelse har frem m ede det ikke længere så godt h er i landet.
Kong Frederik og Dronning Ingrids personlige interesse for flygtningesagen var en meget stor hjælp for flygtningearbejdet. Som start på Lands- indsamlingen for flygtninge i 1971 blev jeg kaldt til privataudiens, hvor kongeparret overrakte en check til indsamlingen. Hoffet havde arrangeret med fotografer, således at budskabet kunne blive spreclt: Kongeparret støtter ind
samlingen. Det var vist Kong Frederik, der udtalte, al sympati og venlige ord alene hjælper ikke en flygtning. Men del er da altid en begyndelse.
Det var ikke D anm ark eller danskerne, der havde æ n d ret sig. Men lovgiverne havde ladet deres hum anitæ re indstilling overskygge den gamle juridiske grundsæ tning om, at det fuldkom ne er det godes fjende. Vil man hjælpe alle og en
hver, da risikerer m an, at så hjæ lper m an ingen. Ju ra e n – og flygtningesagen – fejrede ingen trium fer m ed d en n e lov. Den dannede tværtimod grundlaget for det frem m edhad og den ubehagelige stram ning af diskussionen om flygtninge, som kom til at præge de følgende års debat.