tiden fastsætte regler for de sagsområder, som skulle overfø
res (den lovgivende magt), og varetage forvaltningen og det økonomiske ansvar for de pågæ ldende sam fundsom råder (den udøvende magt). Dom stolene (den dømmende magt), som på m ange m åder adskilte sig fra d et danske domstolssystem, skulle dog bevares u n d er dansk ansvar – d er skulle stadig kunne appelleres til H øjesteret – for at bevare rigsenheden.
I Hjemmestyre kommissionen blev d er hurtigt enighed om, at ansvaret for skolerne og for kirken hurtigst m uligt skulle overgå til de grønlandske myndigheder. Det var ingen tilfæl
dighed. U n d er den nævnte m iddag og gennem de samtaler, je g siden førte m ed de grønlandske politikere og andre i G rønland, blev det klart, at ønsket om større ansvar var et bred t og dybfølt folkeligt ønske. Det var d erfo r vigtigt – og rigtigt – at begynde hjem m estyret m ed at overdrage sam
fundsom råder, d er berørte stort set alle hjem i det udstrakte land, og som var samlingssteder for udviklingen af den grøn
landske kultur: skolen og kirken.
Hertil kom, at netop i de år, hvor Hjemmestyrekommissio
nen drøftede råstofspørgsmålet, rejste eskimoerne og india
n erne i Canada og USA krav. De krævede, hvad der betegnedes som de indfødte befolkningers »oprindelige rettigheder« til de naturlige ressourcer, der måtte findes i de områder, som tidligere kolonim agter havde annekteret fra de indfødte, da kolonierne blev etableret.
Disse synspunkter og det håb, der var blevet skabt om tilste
deværelsen af betydelige olieforekom ster i G rønlands konti
nentale sokkel, prægede debatten i G rønland, også u den for kommissionen. Den kulm inerede i en principvedtagelse i G rønlands Landsråd i novem ber 1975. Principvedtagelsen sagde ganske enkelt og bestemt, at »de mineralske råstoffer tilhører den i G rønland fastboende befolkning.«
Også i D anm ark blev fronterne trukket m eget skarpt op.
U nder en debat i Folketinget om retten til eventuelle råstof
fer i G rønland sagde statsminister Anker Jørgensen, at så
frem t grønlæ nderne ville have retten til de m ineralske råstof
fer, m åtte grønlæ nderne »sejle deres egen sø. Der er ikke noget at rafle om ...«. D enne udtalelse vakte såvel bitterhed som sorg i G rønland.
Med disse m arkeringer fra begge sider syntes det, som om Hjemmestyrekommissionen var blevet låst fast. Og selv om je g i kommissionen forsøgte mig m ed forskellige fortolknin
ger af ejendom sretsbegrebet, var det oplagt, at ingen af de to sider ville give sig. Enten ejede D anm ark råstofferne m ed alt, hvad dertil h ø rer af bestemm elsesret, indflydelse og penge
værdier, eller også tilhørte de grønlæ nderne. N ogen m ellem løsning syntes ikke mulig. Problem et fortsatte m ed at præge alle kommissionens møder.
Det var helt klart for mig, at vi stod over for en situation, hvor en egentlig juridisk løsning var utilstrækkelig og derfo r ubrugelig. En juridisk løsning ville jo resultere i, at enten D anm ark eller G rønland havde ejendom sretten, og dette ville ikke bringe os videre. På den anden side stod det også
Det grønlandske landskab rummer uendelig og betagende skønhed. Det bjergtager enhver besøgende. Under Hjemmestyrekommissionens møder var der heldigvis lejlighed til en gang imellem al nyde udsiglen over de grønlandske byer.
klart for alle, at hvis vi ikke fandt en for alle p arter tilfredsstil
lende løsning, ville hjem m estyret næ ppe kunne gennem fø
res i d en n e omgang. Og hvornår så?
Jeg kom da i tanker om, at jeg havde læst, hvordan m an i de Forenede N ationer 10 år tidligere havde klaret en lige så tilsyneladende um ulig situation. Det drejede sig h er om de palæstinensiske territorier, som Israel havde besat i forbin
delse m ed Seksdages-krigen i 1967. Sikkerhedsrådet ønskede at standse kam phandlingerne. De arabiske regeringer ønske
de, at Israel skulle røm m e de besatte om råder, hvad Israel ikke var villig til, m edm indre d er blev sluttet fred, hvad der på den anden side ikke var nogen um iddelbar chance for.
Man bestem te så i den berøm te Sikkerhedsråds-Resolution
nr. 242, at Israel for at opnå en retfæ rdig og varig fred skulle trække sig ud af »besatte om råder«. Man havde bevidst ude
ladt den bestem te artikel de foran »besatte om råder«. Det in
debar, at Israel kunne acceptere resolutionen, da spørgsmå
let om tilbagetrækningens om fang var overladt til frem tiden, m edens de arabiske stater havde fået an erkendt princippet om, at Israel skulle trække sig tilbage fra »besatte om råder«.
Kunne m an finde frem til noget lignende m ed hensyn til råstofferne i G rønland ved at form ulere sig ud af problem et, altså finde et ordvalg, som begge p arter kunne acceptere?
Løsningen kom først i sidste fase afkom m issionens arbejde i foråret 1978. Den søndag, råstofproblem et blev løst i Hjem
mestyrekommissionen, skinnede solen i Nuuk. Dagen før, da kommissionsmedlemmerne var ankom m et til Nuuk, blev det på de grønlandske m edlem m ers opfordring og til nogle folke
tingsmedlemmers fortrydelse bestemt, at vi ikke skulle holde kommissionsmøde søndag formiddag. Dette havde en dobbelt begrundelse: For det første var det klart for mig, at et ønske om ikke at arbejde i kirketiden m åtte respekteres. For det andet havde Venstres medlem af Hjemmestyrekommissionen, tidli
gere statsminister Poul H artling (der i kommissionen havde afløst den tidligere grønlandsminister, den kloge og eftertænk
somme Holger Hansen) lovet at prædike i Nuuks kirke netop denne søndag. Og det ville je g gerne overvære.
At beslutningen var rigtig, blev i øvrigt u nderstreget af, at samtlige kom m issionsm edlem m er lidt efter lidt dukkede op i det smukke og stem ningsfulde kirkerum . Hjemmestyre
kommissionens m øde m ed den lokale festklædte befolkning ved netop d enne lejlighed kastede en ganske særlig stem ning over kommissionens arbejde i den weekend.
Da m ødet blev genoptaget om efterm iddagen, var vi pla
ceret i Landsrådets m ødelokale på en sådan m åde, at je g sad lige ved siden af Lars Emil Johansen, d er var den ledende grønlandske forhandler i råstofspørgsmålet. Lars Emil og je g vidste begge, at vi i efterm iddagens løb ville kom m e til
Fra én a f de mange pressekonferencer i Grønlan d under Hjemmestyre- kommissionens arbejde. Jeg sidder her mellem Lars Chemnilz, Lars Emil Johansen- og Otto Steenholdt.
det vanskelige spørgsmål om retten til de naturlige ressour
cer.
U n d er m ødet blev d er naturligvis holdt nogle lange ind
læg, og u n d er disse udvekslede Lars Emil og je g små sedler m ed forslag om form uleringen af en paragraf om naturlige ressourcer i den foreslåede hjemmestyrelov. Det spæ ndende var jo , at vi begge ønskede at finde en for alle p arter accepta
bel løsning på dette punkt. Vi var langt fra en juridisk proces, for vi var i situationen ikke m odparter.
Efter måske 10-15 forskellige form uleringer skød je g en ny udform ning af den pågæ ldende paragraf over til Lars Emil.
H an så længe på form uleringen, rettede nogle få ord og satte så sine initialer på sedlen. Vi havde fu n d et en løsning efter de samme linier som i FN-Resolution nr. 242.
Hovedbestem m elsen fik følgende form ulering:
»Grønlands fastboende befolkning har grundlæggende rettigheder til naturgivne ressourcer«.
Ved at udelade den bestem te artikel de foran »grundlæg
gende rettigheder« havde m an ikke udelukket, at D anm ark også skulle have noget at skulle have sagt, samtidig m ed at m an klart havde anerkendt, at den grønlandske befolkning h ar grundlæ ggende rettigheder til G rønlands naturlige res- soucer. Kommissionen foreslog i tæt tilslutning til de tanker, d er lå bag den foreslåede form ulering, at d er skulle o p ret
tes et råd, d er var sam m ensat af et lige antal grønlandske og danske m edlem m er. Dette råd skulle afgive indstilling om alle spørgsmål om udnyttelse af råstoffer, miljøbeskyttelse etc. Ingen udnyttelse af de naturgivne ressourcer kunne således finde sted, u d en at d er var enighed m ellem den danske regering og d et grønlandske Landsstyre. Det var ka
rakteristisk for grønlandsm inister Jø rg en P eder H ansens indstilling til G rønland, at han udnæ vnte den grønlandske landsstyreform and Jonathan Motzfeldt til form and for dette dansk-grønlandske fællesråd.
Klarere kunne ligestillingen mellem G rønland og Danmark næppe udtrykkes. Kommissionens forslag kunne nu form ule
res til forelæggelse for Folketinget og udsendes til en vejleden
de folkeafstemning i Grønland.
Løsningen af det grønlandske råstofspørgsmål er naturligvis interessant, først og frem m est på grund af de frem tidige m u
ligheder, det indebæ rer for G rønland og Danmark. Men det illustrerer bedre end noget an d et den begrænsning, d er ligger i ju ra e n som system. En juridisk løsning indebæ rer så godt som altid, at d er er en taber og en vinder. Der er m ange situa
tioner, hvor m an ikke har brug for netop det. Sagen om G rønlands råstoffer er et klart eksempel herpå. H er havde m an brug for to vindere for at komme godt videre. Og så u nderstreger sagsforløbet også, at det kan være en god idé at
Tiårsdagen for hjemmesty rets indførelse blev fejret med festlige dage i Grøn
and. Dronning Margrethe og Prinsen ankom med Dannebrog, og da skibet agde til i Nuuks havn, blev der givet salut fra søværnets skibe. Dronningen år overrakt en smuk buket, medens Landstyrets formand Jonathan Motzfeldt wnstaterer, at alt går rigtigt til. Buketten var i øvrigt aftenen før bundet a f min kone, Edit Molthe-Leth a f polarfjeldets små blomster. Dagen bød bl. a. på Den Kongelige Livgarde i rød galla, kajakopvisning og sluttede med et festlig )al, hvor dansen blev åbnet a f Dronningen og landsstyreformanden.
følge m ed i, hvorledes problem er løses ude i den store ver
den.
Hjemmestyrets 10-års jubilæ um i 1988 blev fejret m ed store fester. D annebrog lå på reden i Nuuk, og det var en rimelig tilfreds landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, der bød D ron
ningen og Prinsen velkommen. Livgarden i rød galla spillede alle de kendte danske m elodier til stor fryd for Nuuks borgere.
Ved den officielle frokost fortalte forhenværende statsmini
ster Anker Jørgensen om sine oplevelser i forbindelse m ed hjemmestyrets indførelse, og han benyttede lejligheden til at beklage sin 10 år gamle udtalelse om, at G rønland bare »...
kunne sejle sin egen sø!« Det var flot og storstilet gjort og gjorde et stærkt indtryk på de mange tilstedeværende.
G rønland gør indtryk og fo ran d rer i nogen grad dem , der besøger landet. Men det er svært at sige, hvorfor d et er sådan, i betragtning af, hvor m ange storladne og uendeligt smukke landskaber der findes m ange andre steder i verden. Jeg har ofte spurgt mig selv og andre, hvad d er er årsagen til, at G rønland træ nger sig så stærkt ind i ens sind. På et tidligt tidspunkt, på en af m ine m ange rejser i G rønland, syntes jeg, at jeg fik en forklaring.
Den kom fra en ung dansk kvindelig biologistuderende, der tilbragte hver som m er i Sydgrønland, hvor hun arbejdede på en forsøgs-planteskole. Planteskolen lå langt fra al bebyggelse.
Man måtte sejle flere tim er for at komme dertil – eller derfra.
Planterne var naturligvis ganske små. En seksårig rabarber var ca. 8 cm høj, og de forsøgsplantede fyrretræer nåede efter flere år næ ppe højere end ca. 15 cm. Den unge piges eneste selskab var en m eget gammel grønlænder, der kun talte grønlandsk, og en næsten blind hund. Jeg spurgte hende, hvorfor h un til
bragte alle sine ferier på dette gudsforladte sted, når der var så mange herlige steder i verden, der var åbne for en køben
havnsk biologistuderende. Steder, der m åtte være betydeligt
m ere attraktive end at gå alene ru n d t heroppe. H un rystede bare på hovedet, skrabede m ed hånden m ere jo rd sammen om kring rabarberplanten og sagde: »Du forstår faktisk ingen
ting. Det er m ed planter som m ed mennesker. I G rønland er klimaet og livsbetingelserne så hårde, at i hvert fald planterne befinder sig på grænsen mellem liv og død. Og når m an befin
der sig på grænsen mellem liv og død, kan man stille alle de spørgsmål, m an ønsker. Og m an får nogle m eget interessante svar ...«