Grønland skal have
grønlændere og danskere aldrig kan blive det samme som mellem jyder og sjællændere ...
Grønlænderne er gennem generationer vænnet til, at tingene styres a f danskerne. 20 år som ligestillet del a f det danske rige har ikke ændret dette forhold for Grønland. Følelsen a f at være fjernstyret fra Danmark er fortsat meget stærk ...«
Det var jo et alvorligt budskab til Danmark. Det var i virkelig
heden m otiveret af tre forhold:
For det første – og vel nok væsentligst – kan der peges på den udvikling, der var sat i gang knap 25 år tidligere. Udviklingen henim od ligestilling i social, undervisningsmæssig, boligmæs- sig og andre henseender mellem G rønland og Danm ark havde på væsentlige om råder og over et relativt kort åremål forandret det grønlandske samfund.
Den effektivitet og hastighed, hvorm ed forandringerne skete, havde hos m ange i G rønland skabt usikkerhed og frem m edgørelse over for alt det nye. Selv om m an nok har svært ved at argum entere for, at det kan ske m ed for stor ef
fektivitet, og at det kan gå for hurtigt m ed at skabe nye boli
ger, bekæm pe tuberkulosen, m odernisere fiskerflåden etc., betød de enorm e danske investeringer og d et store antal ud
sendte eksperter ikke desto m indre, at statens indflydelse på alle p u nkter i grønlæ ndernes dagligdag blev stærkere m arke
ret, og den grønlandske indflydelse oplevedes naturligt nok som stadig m indre. Man følte sikkert fra G rønlands side, at det var så som så m ed ligestillingen. »Man lever til leje i sit eget land,« som det er blevet udtrykt.
Jeg husker i d enne forbindelse, at jeg u n d er et af m ine al
lerførste besøg i G rønland en dag gik en tur m ed et kom m u
nalbestyrelsesmedlem i Sukkertoppen – nu Manisog. H an viste mig ru n d t på de to hyperm oderne skoler, på sygehuset og i de m oderne boligblokke. Jeg var fuld af b eundring for den indsats, som de danske m yndigheder havde gjort for at m odernisere byen og for at give dens indbyggere de samme
faciliteter, som danskere norm alt har. Da vi havde sluttet rundgangen, forklarede han mig, at jeg nu havde set resulta
tet af, hvad han kaldte »de danske forbrydelser«. Det forstod je g ikke. Var det, je g havde set, ikke noget, det grønlandske folk ønskede? Troede han, at m an i D anm ark ville have for
ståelse for en udtalelse som den, han lige var kom m et med?
H an var nødsaget til at kom m e m ed en næ rm ere forklaring, som kunne give mig grundlag for at forstå hans følelser!
H an fortalte mig så, at da han blev født, var det en dansk jo rd em o d er og en dansk læge, der hjalp ham til verden. Hans børnehave var dansk, og skolen var danskbygget, havde danske lærere, og undervisningssproget var dansk. Han var dygtig i skolen, og de danske m yndigheder sendte ham siden til Dan
mark, hvor han fik en eksamen og blev u ddannet til radiotele
grafist. Da han kom tilbage til Grønland, søgte og fik han en stilling i den danskledede organisation GTO (Grønlands Tek
niske Organisation). Da han senere skulle giftes, kunne han af de danske m yndigheder leje et m oderne hus for en symbolsk lav husleje. »Og forstår du,« sagde han, »på intet tidspunkt har danskerne opfordret mig til, bedt mig om, eller tilladt mig at tage hæ nderne op af lommen. Man har taget min selvfølelse fra mig. Det er det, der er forbrydelsen!«
EF-afstemningen i 1971 spillede vel nok også ind i det poli
tiske forhold mellem Danmark og Grønland. Folkeafstemnin
gen, der blev særskilt afholdt i Grønland, viste, at kun 28,4% af de afgivne stem m er ønskede at tilslutte sig EF. Men de grøn
landske stem m er blev lagt sammen m ed stem m erne i det øv
rige Danmark, hvorved G rønland blev om fattet af det danske EF-medlemskab. Det var her første gang, en dansk regering over for G rønland gennem førte en politik, som af m ange blev opfattet som værende i modstrid m ed Grønlands erklærede ønsker. Dette skabte en følelse af afmægtighed. (Efter hjem
mestyrets indførelse m eldte G rønland sig – efter aftale m ed den danske regering og m ed dennes aktive støtte – ud af EF).
Endelig er det utvivlsomt, at tildeling af koncessioner til
efterforskning af olie ud for de grønlandske kystom råder i foråret 1975 skabte såvel uro som forventninger om en an
den frem tid, d er gav nye tanker om forholdet mellem Dan
m ark og G rønland vind i sejlene.
Anker Jørgensens regering besluttede at im ødekom m e de grønlandske ønsker om at starte en drøftelse. Man stod h er over for et om fattende og alvorligt forfatningsretligt og m en
neskeligt problem. En del af riget, som Danm ark havde stærke bånd til, historisk, familiemæssigt og folkeligt, ønskede en ny styreform. Dette problem kunne, som nævnt, ikke løses blot m ed traditionel lovgivning. Den ju ra, d er skulle bidrage til problemets løsning, m åtte naturligvis være af en anden art end den, der selv ved den største om hu kunne komme ud af den sædvanlige lovgivningsprocedure. H er var det ikke nok, at m an havde et flertal bag sig i Folketinget. For den lovgivning, der skulle til, måtte være et resultat af drøftelser og efterføl
gende enighed mellem G rønland og Danmark. Og det skulle vise sig, at der var mange problem er af en art, som betød, at de ikke kunne løses udelukkendele ved hjælp af jura. Ju raen var ikke nok.
På d en n e baggrund nedsatte grønlandsm inister Jørgen Pe
der Hansen den 9. oktober 1975 Kommissionen om hjem m e
styre i G rønland. Kommissionen afsluttede sit arbejde i ju n i 1978 m ed at afgive betæ nkning m ed forslag til hjem m estyre
lov og tilhørende følgelove. Dette lovkompleks blev i uæ n
d ret skikkelse vedtaget af Folketinget den 17. novem ber 1978. Efter vedtagelsen, d er fra tilhørerlogen blev fulgt m ed den allerstørste opm æ rksom hed af de grønlandske m edlem m er af kommissionen, skete d er noget m eget bevægende.
Samtlige folketingsm edlem m er rejste sig spontant og vendte sig m od tilhørerlogen for at udtrykke deres respekt for de grønlandske politikere, som nu havde fået så stort et ansvar.
En ny æra nu var indledt. Lovgivningsprocedure er således ikke altid kun noget form elt og regelbundet.
Efter sidste møde i Hjemmestyrekommissionen i Grønland: Forrest Jacob Janussen (sehr.),Jonathan Motzfeldt, Søren B. Jørgensen (S), Isi Foighel (for
mand), Lars Chemnitz, Lars Emil Johansen, Peter Kreutzmann (tolk). Ba
gest: Steen Folke (VS), Bernhard Tastesen (S), Ado Lynge (Grl. kommuners formand), Peter Mathiassen (kommunerne), Frederick Williams (kommuner
nes sekr. chef, Sv. Haugaard (R), Jacob Karup Pedersen (sehr. chef kommu
nerne), Erik Hesselbjerg (departementschef), Otto Steenholdt (MF), Severin Johansen, Niels Carlo Heilmann (KNAPP), Ole Olesen (kommissionens sekr.)
Ikke til stede: Ivar Hansen (V), Konrad Steenholdt, Helge Dohrmann (Z), Erik Ninn-Hansen (C) og Jørgen Gersing (departementschef i statsministe
riet).
Hjemmestyrekommissionen
Hjemmestyrekommissionen bestod af 5 m edlem m er udpeget af Grønlands Landsråd samt de 2 grønlandske folketingsmed
lemmer, 7 m edlem m er af Folketinget og en form and udpeget af grønlandsm inisteren. Som sekretærer for kommissionen fik vi fra Grønlandsm inisteriet den energiske og uhyre
velformu-lerende m inistersekretær Ole Olesen. Grønlands Landsråd stil
lede sekretariatschef – senere rigsom budsm and – Gunnar Martens til rådighed. Hans integritet og enorm e viden hjalp os ved m ange lejligheder.
M inisteren valgte mig som form and. Det var je g naturligvis glad for. Det forekom at være en spæ ndende opgave, hvor den juridiske m etode – at sørge for, at alle væsentlige syns
p u nkter kom frem på b o rd et til drøftelse og vurdering – kun
ne stå sin prøve, og hvor je g kunne udnytte nogle af de erfa
ringer, je g havde samlet op i årenes løb. Det var alt i alt en relevant udfordring, hvis m an gerne ville være m ed til at ska
be noget nyt og betydningsfuldt.
Jeg kendte ikke m eget til G rønland og havde navnlig ikke deltaget i den om fattende grønlandsdebat, d er i de år havde m anifesteret sig stadig m ere m arkant i m edierne. Dette viste sig dog at være en fordel m ed henblik på den opgave, der forestod.
Jeg kunne i øvrigt ikke m odstå fristelsen til, nogen tid efter at jeg var blevet udnæ vnt til form and, at spørge Jørgen Peder H ansen, hvorfor han havde udpeget mig til d en n e opgave. Vi havde ganske vist lært h inanden at kende nogle år tidligere, da vi begge var m edlem m er af den danske delegation til FN’s generalforsam ling i New York, m en d er var jo adskillige, der stod regeringen næ rm ere, og som havde et godt kendskab til G rønland og grønlæ nderne. H an så eftertæ nksom t på mig og fortalte, at D ronningen havde stillet det samme spørgsmål til ham, og da havde han svaret, at han skulle bruge en jurist, som kendte noget til statsretlige og internationale forhold.
Men dertil kom, havde Jørgen P eder H ansen tilføjet, at jeg var m edlem af Det mosaiske Trossamfund. Og den, som selv tilhører en m inoritet, vil næ ppe gøre en m inoritet uret. Det
te var vigtigt for G rønland og for grønlæ nderne. Grønlands- m inisteren så på mig igen og spurgte: »Var det et rigtigt svar, je g gav Dronningen?«
Da jeg, um iddelbart efter at jeg var blevet udpeget som for
m and, besøgte G rønland for første gang, m ærkede je g straks den ideologiske baggrund og indflydelse, der lå bag kravet om hjemmestyre. Jeg kendte, som nævnt, ikke m eget til grønland
ske forhold, og det var derfor en um ådelig god håndsrækning, at den første person, der henvendte sig til mig på Hotel G røn
land i Godthåb (N uuk), var en gammel spejderkam m erat fra flygtningetiden i Göteborg, Miriam Brøndsted, der var gift m ed landsdom m eren i Nuuk, og som havde boet i mange år i G røn
land. H un spurgte, hvad hun kunne gøre for at hjælpe mig m ed den opgave, der forestod. Jeg bad hende om så hurtigt som muligt at invitere til en m iddag i hendes og landsdom m e
rens hjem, hvor je g u n d er private form er kunne møde de per
soner, der i G rønland havde arbejdet for at etablere et hjem
mestyre. Det var vigtigt at kende deres drøm m e, håb og for
ventninger.
Det blev samme aften en bemærkelsesværdig middag. Den begyndte kl. 18 og sluttede kl. 3 om m orgenen. Jeg lyttede til, hvad kredsen om kring Lars Chemnitz, Jonathan Motzfeldt, Lars Emil Johansen, Ingmar Egede og Finn Lynge ønskede og havde på hjerte. Det var ikke vanskeligt at forstå dybden, alvoren og den idealisme, der motiverede de krav, som G rønland stillede til de danske myndigheder. Vi kom hurtigt på bølgelængde, da je g altid havde haft den opfattelse, at ethvert m enneske og ethvert folk har ret til selv at bestemm e sit tilhørsforhold. Ingen bør forhindre, at personer, der er født og opvokset i Grønland, identificerer sig m ed G rønland som deres land og m ed det grønlandske folk, som forskelligt fra andre folk. Det gjorde i øvrigt ikke stem ningen dårligere, at d er til m iddagen blev ser
veret en rygende varm russisk borsjtj efter en original opskrift, der stam m ede fra værtindens barndom shjem .
Kommissionen m ødtes regelmæssigt, skiftevis i G rønland og i København. Opgaven var at overføre ansvar fra danske politiske m yndigheder til grønlandske politiske m yndighe
der, Landstinget og Landsstyret. Disse organer skulle i frem
tiden fastsætte regler for de sagsområder, som skulle overfø
res (den lovgivende magt), og varetage forvaltningen og det økonomiske ansvar for de pågæ ldende sam fundsom råder (den udøvende magt). Dom stolene (den dømmende magt), som på m ange m åder adskilte sig fra d et danske domstolssystem, skulle dog bevares u n d er dansk ansvar – d er skulle stadig kunne appelleres til H øjesteret – for at bevare rigsenheden.
I Hjemmestyre kommissionen blev d er hurtigt enighed om, at ansvaret for skolerne og for kirken hurtigst m uligt skulle overgå til de grønlandske myndigheder. Det var ingen tilfæl
dighed. U n d er den nævnte m iddag og gennem de samtaler, je g siden førte m ed de grønlandske politikere og andre i G rønland, blev det klart, at ønsket om større ansvar var et bred t og dybfølt folkeligt ønske. Det var d erfo r vigtigt – og rigtigt – at begynde hjem m estyret m ed at overdrage sam
fundsom råder, d er berørte stort set alle hjem i det udstrakte land, og som var samlingssteder for udviklingen af den grøn
landske kultur: skolen og kirken.