I m idten af 60’erne havde D anm ark fået et stort problem m ed hensyn til afgrænsningen af den kontinentale sokkel i Nord
søen. Man var begyndt at finde olie på havbunden og havde nu teknikker, d er gjorde det m uligt at få olien op selv fra store dybder. Mod syd var Tyskland allerede begyndt at ud
nytte olieforekom sterne, ligesom Norge m od n o rd havde fået opstillet boreplatform e. Med Storbritannien havde vi fået en aftale om at fastlægge grænsen m od vest. Tyskerne var derim od ikke villige til at indgå en aftale, fordi de fandt, at de danske krav i N ordsøen var for store og uberettigede. Samme holdning indtog Tyskland over for Holland.
Den danske regering indbragte – efter lange og forgæves forhandlinger – sagen for den Internationale Domstol i Haag.
Danmark krævede – sammen m ed H olland – at grænsen skulle fastlægges efter folkerettens ligedelingsprincip – equidistance- princippet. Dette ville betyde, at et hvilket som helst punkt på den foreslåede dansk-tyske sokkelgrænse ville have samme af
stand til den danske og til den tyske kyst.
Den Internationale Domstol – i den form vi nu kender den - er et organ af de Forenede Nationer, d er vælger de 15 dom mere. Den afgør stridsspørgsmål mellem stater, m en ikke kon
flikter m ed private. For en stat er det et stort skridt at indbringe en sag for domstolen. Så længe en konflikt løber, har staterne norm alt en række forskellige politiske eller økonomiske m u
ligheder for at løse konflikten, heriblandt den m ulighed – som
det bedste af flere o n d er – ikke at foretage sig noget som helst.
Så snart konflikten indbringes for domstolen, er sagen ude af regeringens kontrol. Det er nu overladt til 15 jurister at finde en løsning. Dette er noget, som staterne kun griber til i nøds
tilfælde.
For Danm ark var det nødvendigt at indbringe sagen for den Internationale Domstol. Takket være A.P Møllers natio
nalt m otiverede initiativ var m an parat til at begynde udnyt
telsen af eventuelle oliefund i den danske fastlandssokkel.
Men m an kunne ikke kom m e i gang, da d er ikke var enighed om græ nsedragningen. Og det var alt for risikabelt at begyn
de at udnytte et eventuelt oliefelt, hvis d et senere m åtte kon
stateres, at det ikke tilhørte Danm ark, m en Tyskland.
Til forberedelse af retssagen nedsatte regeringen et udvalg m ed repræ sentanter for de forskellige interesser og ministe
rier samt m ed en række sagkyndige jurister, hvoraf je g var den ene. Forberedelserne strakte sig over et par år og resulterede i skriftlige indlæg på adskillige hundrede sider. Vi skulle bl.a.
undersøge, hvorledes grænsedragning ved søer, floder og have var gennem ført alle andre steder påjorden. Til dette formål fik je g lov til at engagere en halv snes af mine dygtigste juridiske studerende, og der var snart ikke det vandløb, som vi ikke havde fingrene stukket ned i. En af de deltagende studenter, der ofte mindes dette arbejde, er folketingets om budsm and, Hans Gammeltofi-Hansen. Han har senere flere gange betroet mig, at han egentlig havde tænkt sig at opgive det juridiske studium, som han på det tidspunkt fandt alt for kedeligt og upraktisk. H an ville m eget hellere spille på fløjte. Men arbej
det m ed Sokkelsagen bragte ham tilbage på sporet. Ju raen var jo i virkeligheden spændende. H er fik det danske samfund en uventet sidegevinst af retssagen.
Retssagen i Fredspaladset i Haag varede i 6 uger. Det danske indlæg blev procederet af højesteretssagfører Bent Jacobsen, og je g var udpeget som hans substitut, parat til at gribe ind, hvis han af en eller anden grund ikke kunne gennem føre sagen. Til
Voldgiftssagen mellem den am erikanske og den britiske regering om bruger afgifter ved Heathrow lufthavn fandt sted i Fredspaladsel i Haag. Til høp
den engelske dominer Jeremy Lever, Q C. , der med sil fornemme sprog for
mulerede den 400 sider lange kendelse. Den amerikanske dommer (tv) Frea Fielding, esq. havde tidligere været præsident Ronald Reagans chefjurist i . Hvide Hus. Som sådan havde bl. a. han ansvaret for konstateringen a f at præsidenten efter el mislykket attentatforsøg havde gen vundet fornuftens In hvilket forfatningen kræver. Han forledte mig, at ha n efter operat ion en va t gået ind i præsidentens sygeværelse for som den sidste a f en række tests at afprøve præsidentens umiddelbare hukommelse. Han startede med al hilse Ronald Reagan med en kendt åbningsreplik fra en a f hans gamle film.
Reagan svarede straks: »Oh, you remember my old movie.« Reagan var hermed fundet egnet til igen at styre verden.
støtte for vore argum enter havde vi fra England hentet de in
ternationalt anerkendte kapaciteter, Sir Humphrey Walldock og Eli Lauterpacht.
Jeg havde fået arrangeret, at et hold af m ine stu d en ter kunne overvære retssagen. Den var jo af historisk betydning.
Jeg havde forinden omhyggeligt forklaret dem , at dom m er
nes øjne ville hvile på de unge ansigter, og opfordrede dem d erfo r til at være passende påklædt i retssalen, hvilket den
gang betød nederdele for pigernes vedkom m ende og jakke m ed slips til drengene. Jeg skal love for, at de var fine, da de sad i dom stolen. Kort efter, at sagen var begyndt, røg im idler
tid min troværdighed fuldstændigt. Pludselig, m idt u n d er proceduren, gik d øren til tilhørerpladserne op, og ind kom fagets nestor, professor, dr.jur. & phil. Alf Ross, d er ligeledes var kom m et fra København for at overvære sagen. H an var iført en selvkom poneret løbetræ ningsdragt m ed højhalset sweater! Jeg har siden aldrig givet råd om andres påklæd
ning.
Det var u n d er sagens forløb interessant at konstatere, hvor stor en rolle den m undtlige fremstilling spiller. Der var inden retssagen af alle sagens p arter afleveret hundredvis af trykte sider m ed argum enter og synspunkter. De m undtlige indlæg havde vi også udarbejdet i forvejen. Enhver sten var vendt op til flere gange. Alligevel m åtte vi hver dag efter retsm ødet til
passe vort næste indlæg. N etop ved det talte ord fornem m er m an, om argum enterne kan bære, eller om m an skal u n d er
strege synspunktet på en anden måde. Det er en fascine
rende oplevelse, som alle talere kender, og som stiller store krav til procesdelegationen.
Men det hjalp alt sam m en ikke ret meget. Da dom m en faldt et par m åneder senere, havde hverken Tyskland eller vi fået ret. Man sagde sim pelthen i dom m en, at d er ikke eksiste
rede andre regler, end at grænsen m åtte fastlægges ved aftale mellem parterne. Og hvis aftale ikke kunne opnås, da ingen grænse! Jeg tror, at vi dengang syntes, at dom stolen ikke
hav-de gjort sit arbejhav-de færdigt. Men måske konstaterehav-de dom m erne blot, at ju ra e n var ikke nok.
I det kom m ende år m ødtes tyske og danske em bedsm æ nd m.fl. for at fortolke dom m en og finde frem til en aftale. Det var interessante forhandlinger at deltage i, m en de var ikke lette. Til sidst blev vi dog nogenlunde enige om en skitse til grænsedragningen, således at vi fik nogle af de lovende olie
felter, m edens Tyskland fik resten. Da den tyske kansler, Willy Brandt, senere kom på sit første officielle statsbesøg i Dan
mark, erklæ rede han sig over for statsm inister Jens Otto Krag indforstået m ed den udarbejdede skitse. Det danske olie
eventyr kunne begynde for alvor.
Sagen var – som det blev udtrykt ved den udenrigs- ministerielle middag, hvorm ed sådanne sager norm alt afslut
tes – tabt af ju ristern e og vundet af diplom aterne. Ju ra en var kom m et til kort.