Ikke alle m øder i statsrådet drejer sig om loves fremsættelse og vedtagelse. Enkelte sjældne gange m æ rker man, at histo
riens vingesus går gennem statsrådssalen. Dette skete således den 26. maj 1986, den dag, Kronprins Frederik fyldte 18 år.
K ronprinsen var m ødt op til et ekstraordinært Statsråd sam
m en m ed D ronningen for, som krævet af grundloven, at afgive en skriftlig erklæring om, at han u n d er udøvelsen af en regents pligter »ubrødeligt vil holde grundloven«. Statsministeren holdt på regeringens vegne en elegant, morsom og samtidig højtidelig tale, hvor dagens begivenhed blev analyseret i danmarkshistoriens lys. Derefter talte D ronningen til regerin
gen og til sin søn. Der gik, m edens D ronningen talte, de varme
ste vibrationer fra D ronningen til hendes ministre og fra en m oder til alle de forældre, der sad om kring bordet. Og da den unge Kronprins herefter forsikrede, at han ville holde grund
loven og tjene vort folk og vort land, som en lang række af hans forgængere har gjort det før ham, var d er ikke m ange ministre, der ikke blinkede lidt m ed øjnene. Vi overværede jo kontinui
teten i vor historie. Det var bevægende. Det var en juridisk handling. Men det var langt m ere end det.
afbalancere m odstridende synspunkter. N år på den ene side A synes at have ret, og på den anden side B også synes at have ret, og en løsning skal findes, da kræver dette en omhyggelig afvejning af parternes synspunkter. Vægten er således symbo
let for d et helt grundlæ ggende i den juridiske procedure. Jeg har altid opfattet fru Justitias sværd som udtryk for, at ju ra e n til sidst må skære igennem . P roblem erne kan ikke trækkes ud i en uendelighed. A ndre m ener, at sværdet repræ senterer m agten, og at en retsudøvelse, d er ikke kan gennem føres m ed magt, ikke er m eget værd. Endelig symboliserer bindet for øjnene ikke, at retfæ rdigheden er blind, m en at den skal udøves uden hensyn til, om den, d er søger retfæ rdighed, er rig eller fattig, m and eller kvinde, hvid eller sort. Med andre ord: Bindet for øjnene er et udtryk for ethvert retfæ rdigt rets
systems fundam entale lighedsprincip.
Der ligger im idlertid i selve det sproglige udtryk “ret” en dobbelthed. Udtrykket “ret“ opfattes i én sproglig sam m en
hæ ng som udtryk for gældende ret, dvs. som de regler, der gælder i et samfund, og som håndhæves ved domstolene. Ud
trykket “re t” bruges dog også i en anden betydning, nem lig i betydningen “rigtig”. At gøre det rette vil jo netop sige at gøre det rigtige, oven i købet på en positiv måde. At ordet er positivt værdiladet, finder vi også i begreberne “retskaffen”, “retsstat”
og “retssam fund”. Et “retssam fund” er netop et samfund, der respekterer visse fundam entale rettigheder, og som i øvrigt bygger på principper, der svarer til den vesteuropæiske kul
turtradition.
Tager m an imidlertid udtrykket “ret” i dets første og m ere koncise betydning – nem lig som de regler, d er faktisk gælder, og som håndhæves af dom stolene – vil enhver stat, der bygger på en lovgivning, som udgangspunkt kunne betragtes som et retssamfund, uanset om de regler, der regulerer borgernes for
hold, har en karakter, som vi efter vor kulturtradition ikke ac
cepterer som ret. En stat, hvis regler bygger på et for os uaccep
tabelt indhold, vil vi imidlertid næ ppe betegne som en retsstat.
For det er – n år alt kom m er til alt – netop kulturtraditio
nen, d er giver retfæ rdighedsbegrebet og derm ed retsfølelsen indhold. Vi forventer fx, at d er i et sam fund må gælde et al
m indeligt lighedsprincip. Dette betyder ikke, at alle skal be
handles ens, m en at alle i samme situation skal have samme behandling. Med andre ord: Det lige skal behandles lige. Alle skal have samme retsstilling i forhold til loven, uanset om d et er loven om forbrugerkøb, straffeloven, færdselsloven eller skattelovene. Og ligheden må gælde for alle, uanset om de er m æ nd eller kvinder, eller om de h ar synspunkter, som nogle i sam fundet ikke kan lide. I de tilfælde, hvor lighedsgrund- sætningen fraviges, må dette kun kunne ske på grundlag af generelle og velbegrundede kriterier.
Et ganske illustrerende eksempel på en situation, hvor det
te ikke blev respekteret, m åtte je g som dom m er ved den Europæiske M enneskerettighedsdom stol tage stilling til i ja nu ar 1997 i sagen van Raaltje imod Holland. I H olland havde m an indført en lovgivning, hvorefter m an for at finansiere et børnetilskud havde indført en afgift, d er skulle betales af alle skatteydere, undtagen ugifte kvinder, der var barnløse og over 45 år. Var d er derim od tale om en ugift barnløs m and over 45 år, m åtte han betale. Det hollandske parlam ent hav
de m ent, at det ville være at føje spot til skade at lade sådanne kvinder betale til andre folks børn (!). Domstolen kom natur
ligvis til det resultat, at d er h er forelå en diskrim ination på basis af kønskriterier, der ikke var velbegrundede. H olland m åtte ophæve loven. Den var ikke en retsstat værdig.
I D anm ark oplevede vi i 1996 et heldigvis usædvanligt eksem
pel på, at lovgivningsmagten på ganske alvorlig m åde for
brød sig m od retsstatsprincippet. Man vedtog h er en lov, d er fastslog, u n d er hvilke betingelser staten kunne give tilskud til højskoler, efterskoler og lignende. Det er indlysende, at Fol
ketinget kan bestemm e, hvornår d er skal ydes tilskud til visse aktiviteter, og u n d er hvilke betingelser dette skal ske. Men så
Skolesamvirket Tvind er vel nok et resultat a f 1968-oprøret på samme måde som Roskilde Universitet, rødstrømpebevægelsen, studenter
oprøret og Christiania. Disse manifestationer a f oprørs trang forskrækkede vide kredse i befolk
ningen. Nu 30 år efter må det konstateres, at de ikke har revolutioneret samfundet, men tværtimod tilført det mange nye positive holdninger. I midlen a f
70 'erne byggede Tvind verdens største vindmølle til frembringelse a f miljøvenlig energi. Vindmøllen fungerer endnu og har an tageligt inspireret til og dannet grundlag for dansk industrieksports succes-
historie: den danske vindmølle- produktion. På billedet besigtiger jeg sammen med min søn Allan
vindmøllen ved Ulfsborg i Jylland.
Allan var med blandt pionererne på » Mølleholdet«.
bestem te man i loven, at 25 navngivne skoler – som alle var eller havde været knyttet til Tvindsamvirket – ikke kunne få tilskud, selv om de enkelte skoler kunne opfylde lovens be
tingelser. Begrundelsen for denne usædvanlige lov var på
standen om, at Tvindskolerne havde fået milliontilskud på grundlag af falske oplysninger om elevtal mv.
Det er klart, at en m inister har både ret og pligt til at sank
tionere overtrædelser af lovgivningen, hvis de m åtte fore
komme. Det har hidtil været anerkendt, at den borger, der rammes af sådanne sanktioner, har adgang til at få m iniste
rens sanktioner – og adm inistration i øvrigt – efterprøvet af uafhængige domstole eller af Folketingets om budsm and.
Det fremgik im idlertid udtrykkeligt af lovforslagets
bemærk-ninger, at hensigten m ed at erstatte en administrativ sanktion m ed en lov var at fratage Tvindsamvirket den retsbeskyttelse fra domstoles og om budsm andens side, som sikres alle andre borgere og institutioner i vort samfund.
Hvad m an end kan m ene om d et politisk hensigtsmæssige i den frem gangsm åde, Folketingets flertal valgte i d en n e sag, var det påfaldende, at hovedbegrundelsen ifølge lovforsla
gets bem æ rkninger var de »store og m angeartede omkost
ninger for samfundet«, som forventede retssager ville m ed
føre. En sådan økonomisk begrundelse for at fratage nogle borgere fundam ental retsbeskyttelse var ikke tidligere set.
Lovforslaget m edførte stærke reaktioner fra den juridiske verden. Juridiske professorer fra alle vore universiteter prote
sterede. Det blev bl.a. påpeget, at Folketinget h er afsagde en dom , hvilket jo ikke er foreneligt m ed vor grundlov. Men alt dette påvirkede ikke i nævneværdig grad lovens indhold
Da undervisningsm inisteriet nogle m åneder efter lovens vedtagelse skulle gøre regnskabet op, viste det sig, at der for så vidt angår de m odtagne statstilskud næ ppe var tale om sny
deri fra Tvindsamvirkets side, m en snarere om uenighed om fortolkningen af visse administrative regler. I øvrigt drejede det sig om i sam m enhæ ngen helt forsvindende beløb. For m ange blev det nu pludselig let at forstå, hvorfor skolerne ikke m åtte få sagen prøvet ved dom stolene.
Det var beskæm m ende at se, hvorledes størstedelen af pressen og flertallet i Folketinget bakkede op om undervis
ningsm inisteren. De havde åbenbart ikke forstået, hvor vig
tigt det er, at lighedsprincippet og m enneskerettighederne gælder for enhver, også for dem , d er m åtte foretage handlin
ger, d er er uønskede. Det kan i hvert fald ikke være ansvar over for et dem okratisk folkestyre, der kan have m otiveret undervisningsm inisteren.
Retsfølelse, retsbevidsthed og retfæ rdighed er altså begreber, der er vanskelige at konkretisere. Men de eksisterer, de spiller
en rolle og de bestem m er retning og mål for vort retssystem.
De skaber forbindelsen mellem det, der er, og det, der skal komme. Og man behøver ikke at være udd an n et ju rist for at handle i overensstemmelse m ed de juridiske regler. I de fleste situationer tænker og handler det enkelte m enneske ubevidst i overensstemmelse m ed samfundets retsregler, sim pelthen fordi disse – heldigvis – er um iddelbart naturlige og selvfølge
lige. Et lille eksempel fra dagliglivet kan illustrere dette:
Mit otteårige barnebarn, Adam, havde den for et barn tra
giske oplevelse, at hans nye drage var fløjet bort. Den var b u n d et til en bænk på vor som m erhusterrasse og vajede højt over Skagens strand. Det havde den gjort hele d en lyse som
m ernat. Næste m orgen var den fløjet bort. Sent på efterm id
dagen opdagede han im idlertid dragen højt på him len ca. 1 km borte. Det var en ret speciel drage, som hans far havde købt til ham i USA, så han var sikker på, at det var hans. Adam og je g blev hurtigt enige om at køre hen til dragen for at kræ
ve den tilbage af den, d er havde fu n d et den, m od en pas
sende findeløn. Inden vi satte os ind i bilen, tøvede han og sagde: »Jeg tager lige posen m ed fra den forretning, hvor dra
gen er købt, så at m an kan se, at d et er vores drage!«
Ved dette helt intuitive og naturlige ræ sonnem ent havde drengen i virkeligheden form uleret den juridiske sætning, at den, der påstår at eje en genstand, skønt genstanden er i en andens besiddelse, skal kunne bevise, at genstanden tilhører ham.
Ju raen h ar sin naturlige plads i dagligdagen, og d en n e af
spejler sig igen i ju ra en . Men den er aldrig i sig selv nok.
Indviklede love er gode love ?
Lovgivningsprocessen er imidlertid vanskelig. Ministrenes in
tentioner slår ikke altid igennem . Det kan betyde, at en lov får et andet indhold end tilsigtet, eller det kan betyde, at loven
bliver m ere indviklet end godt er. Der findes talrige eksem pler på begge dele. At det er sådan, skyldes bl.a. den kendsgerning, at vort land rum m er mange interessegrupperinger, og det, der er en fordel for én gruppe, er nok en ulem pe for andre. Der må altså et kompromis til, hvis alle skal være glade.
Især n år m an taler om skat, fremhæves det altid – ofte som et klart eksempel på skattem inisterens helt specielle n ed er
dræ gtighed – at lovene er alt for lange, alt for indviklede og alt for detaljerede.
En stor detaljeringsgrad, der gør lovene indviklede, dvs. reg
ler m ed m ange undtagelser, er im idlertid ikke altid en ulempe.
Inden for skatteom rådet er det snarere en nødvendighed.
Tæ nker man sig fx, at en skatteminister finder på at lave en lov om beskatning af hunde, vil han næppe slippe af sted m ed at lave en lov, der kun består af én paragraf, som siger, at »Hunde i Danmark skal beskattes m ed 500 kroner om året«. Der vil straks blive rejst en række spørgsmål: Gælder loven alle hunde uanset størrelse eller værdi? Gælder loven de blindes fører
hunde? Skal hunde, der fødes i løbet af et år, betale et helt års skat? Hvad med hunde, der opholder sig m idlertidigt i landet?
Skal diplomaters hunde være skattefri? Hvad m ed hunde, der tilhører bistandsklienter? Kan hundeskatten eventuelt fås godtgjort helt eller delvist på bistandskontoret efter samme retningslinier som bistand til hjemmehjælp? Eller hvem hæf
ter for den skat, der pålægges umyndige børns hunde?
Eksemplet m ed en hundeskat er naturligvis et konstrueret eksempel, m en det adskiller sig ikke i princippet fra den ræk
ke af spørgsmål, d er opstår, hver gang en lov bliver til. Lovgi
ver kan naturligvis sætte sig ud over de forskellige spørgsmål, for at gøre loven m indre indviklet og m ere forståelig, m en i det omfang, han gør dette, bliver loven m indre »retfærdig«.
Den vil jo ram m e nogen, som det næ ppe har været tilsigtet at ramme. Et lidt sørgm untert eksempel fra d et virkelige liv vil illustrere dette:
Efter at Firkløverregeringen havde siddet et par år, blev d et
klart i 1984 – ikke ganske uventet for en dansk regering – at staten påny m åtte øge sine indtæ gter for at få finansloven til at hænge sammen. Den gamle m etode m ed en »bunden op
sparing« blev luftet og besluttet i regeringen. Problem et var alene, hvordan den skulle gennem føres. Og d et var m in op
gave som skatteminister.
Da je g arbejdede m ed lovens form ulering, opstod også hos mig enhver skatteministers drøm om at lave en lov, d er var helt enkel, og som ikke havde en række svært forståelige u n d tagelser. Det m åtte – syntes je g – være m uligt at form ulere en kort lov, hvor m an ud fra et kendt og accepteret skattegrund
lag (forrige års accepterede skattepligtige indkomst) fastsat
te en procent, således at det b u n d n e opsparingsbeløb skulle beregnes som en procent af et allerede kendt og endeligt be
løb. Det m åtte være nem t at regne ud såvel for borgerne som for skattem yndighederne. Da loven kun var en engangsfor- anstaltning, kunne m an vel også bestem m e, at ansættelsen af den b u n d n e opsparings størrelse ikke skulle kunne gøres til genstand for klage til overordnede instanser eller dom stole
ne. Det hele skulle være let forståeligt og såre enkelt.
U nder lovens forberedelser gjorde ministeriets økonom i
ske eksperter mig opm ærksom på, at selv om systemet var enkelt, og selv om grundlaget for skatteberegningen var en
deligt fastsat, så kunne d er i visse situationer opstå en urim e
lighed ved m askinudregningen, således at den pågæ ldende skulle betale et betydeligt større beløb. Det kunne opstå – viste vore com putere – i specielle situationer, hvor ægtefæl
lers indkom ster på en ganske særlig m åde relaterede sig til hinanden.
Man kunne ikke sige, hvor m ange tilfælde det drejede sig om. Men det var dog næ ppe m ere end 5-10 og muligvis slet ingen. På dette grundlag og u n d er hensyntagen til, at loven kun skulle få betydning for ca. 150.000 skatteydere, fastholdt je g lovforslagets helt enkle form ulering.
Loven blev vedtaget, og postopkrævningerne blev sendt
Regeringens nestor, økonomiminister Anders Andersen, har jeg altid betragtet som en a f de mest spændende og solide danske politikere. Han havde tidligere været både finans- og skatteminster. Der var dog ikke meget i skattepolitikken, vi kunne enes om, og når vi for alvor diskuterede, kunne det høres på gangene på Christiansborg. Men han lærte mig mange ting, bl. a. at man måtte passe på ikke at skynde sig for hurtigt! Igennemfem års samarbejde oparbejdede vi stor respekt for hinanden, og jeg kan kun mindes vort samarbejde med megen glæde.
ud. Da je g en skønne dag havde fået min opkrævning, to g jeg min lom m eregner og forrige års skattefastsættelse frem for at regne opsparingsbeløbet efter. Oh, rædsel: Beløbet stem te overhovedet ikke m ed lovens regel. Jeg blev sandt at sige
fryg-telig forskrækket. U m iddelbart så d et jo ud, som om m iniste
riets com putere havde regnet forkert, og hvis alle opkrævnin
ger var behæ ftet m ed den samme fejl, var d et jo ikke så m or
somt at være skattem inister de næste par uger.
I m inisteriet tog m an det ganske roligt. Man hev alle bereg
ninger frem og sam m enlignede dem m ed m ine regnskaber, og sandelig: Det var lige præcis den situation, som com pute
ren havde forudset. Jeg skulle opspare tre gange så m eget som lovens hovedregel – og d er var ingen klageadgang.
Da det viste sig, at ingen andre havde rettet henvendelse om samme situation, måtte det være krystalklart, at skatteminis
teren var den eneste i landet, der var blevet ram t af ønsket om at lave en lov, der var enkel og uden klageadgang ...
Da je g nogen tid senere fortalte statsm inisteren om d en n e bestem t ikke um orsom m e situation, forklarede han mig om
hyggeligt og m ed et stort ironisk smil den dybere sam m en
hæ ng mellem det at være skattem inister og den jordiske ret
færdighed. Og som trøst tilføjede han, at jeg kun skulle være glad for d et passerede, »... for når pengene engang bliver til
bagebetalt, er det jo nok de eneste, vi har.«
Helt så galt gik det heldigvis ikke, skønt je g på det tidspunkt var trådt ud af regeringen. Men spørgsmålet om retfærdighed – og specielt denne histories morale – tænker je g stadig over ...