G
anske kort tid efter, at jeg var blevet udnæ vnt til professor fik je g en interessant opgave uden for universitetet.
Den berørte dels krigstidens danm arkshistorie, og dels illu
strerede den et enkelt, m en vigtigt aspekt af betydningen af den udøvende magt.
Den udøvende magts mest m arkante træk er anvendelsen af politiets magt. Politi er nødvendigt for at opklare forbrydelser, holde orden og give borgerne tryghed og retssikkerhed. Poli
tiet skal også håndhæve de retsregler, som den lovgivende m agt fastsætter, og dom stolene udm ønter. Et samfund uden en politistyrke kan næppe karakteriseres som et retssamfund, m edm indre andre overtager den statslige magtudøvelse.
Denne situation indtraf i Danm ark den 19. septem ber 1944, da den tyske besættelsesmagt arresterede størstedelen af det dan
ske politi og sendte politifolkene i koncentrationslejr. H erm ed var det danske samfund blevet et politiløst samfund.
Jeg var – som nævnt – i Sverige på dette tidspunkt og h ar således ikke oplevet det politiløse samfund, m en je g m ødte problem et nogle år senere.
Da m an fejrede 20-års dagen for Danmarks befrielse den 5.
maj 1965, holdt statsminister Jens Otto Krag en tale på Råd
huspladsen, hvori han lovede, at den danske regering ville frede gravene for frihedskam pens faldne. Det var en tanke, der havde hele befolkningens sympati. Opgaven var im idler
tid ikke så nem , som den um iddelbart så ud til. Det viste sig
m eget hurtigt, at der var en række spørgsmål, d er skulle be
lyses nærm ere.
Hvem var deltager i frihedskam pen? Var det alle dem , der fx var d ep o rteret til tyske koncentrationslejre? Også de dan
ske jø d e r og kom m unisterne, d er var arresteret udelukkende på grund af afstamning og m edlem skab og ikke nødvendigvis for aktiv deltagelse i frihedskam pen? Og hvad ville det egent
lig sige at være »falden«? Skulle m an være dræ bt af tyskerne for at høre til d enne kategori? Mange døde efter hjem kom sten fra fangenskab i koncentrationslejr. Var de om fattet af statsministerens løfte? Hvis de døde inden for én m åned ef
ter hjem kom sten til Danmark? Efter ét år? Efter fem år?
Disse og andre uafklarede spørgsmål i forbindelse m ed den forestående fredning førte til, at Kirkeministeriet ned
satte et udvalg m ed højesteretsdom m er A. Blom-Andersen som form and, og hvori je g blev bedt om at indtræ de.
Udvalgets problem var im idlertid først og frem m est at skaffe oplysninger om de stedfundne dødsfald. Indtil 1944 forelå der politirapporter, idet politim estrene landet over – så godt det nu u n d er de givne forhold var m uligt – havde sørget for at undersøge og beskrive alle dødsfald, som på en eller anden m åde stod i forbindelse m ed kam pen m od besæt
telsesmagten. Disse politirapporter eksisterede.
For de dødsfald, der havde fundet sted i den politiløse tid, var opgaven vanskeligere. Men h er viste d et sig, at Socialmi
nisteriet u n d er departem entschefstyret havde overtaget op
gaven. De dødsfald, m an havde fået kendskab til, var alle re
gistreret og beskrevet og dannede et godt grundlag for udval
gets betænkning.
Jeg h ar altid syntes, at d et forhold, at politiets arbejde var blevet fortsat, rækker langt ud over den konkrete sag. D et viser ikke blot, hvor vigtigt politiets arbejde er også for efter
tiden, m en d et illustrerer tillige, hvor su n d t og effektivt og navnlig robust d et danske samfunds offentlige m yndighe
der reagerer: Da politiet var sat ud af spillet, var d er straks
De frihedskæmpergrave, der er blevet fredet, er alle blevet forsynet med denne smukke medaljon, der er lavet a f billedhuggeren K nud Nellemose.
andre, d er tog opgaven op. Den udøvende m agt m åtte fun
gere.
Udvalgets betæ nkning om fattede ca. 900 personer. Vi fore
slog at frede gravene for ofre, d er døde i forbindelse m ed aktiv tjeneste som frihedskæm pere. Ligeledes for dem , der var blevet henrettede, og for de modstandsfolk, d er var ble
vet m yrdet af besættelsesm agten eller af deres danske h ån d langere. Gravene blev også fredet for de, d er døde på grund af ulykker, d er var direkte forårsaget af arbejdet i m odstands
bevægelsen, eller hvis dødsfaldet indtraf på g rund af syg
dom m e, der var blevet pådraget, m edens vedkom m ende var
» u nderjorden«. Desværre var d er også en del selvmord, som følge af aktiv indsats eller som en følge af de om stæ ndighe
der, hvorunder frihedskæm pere m åtte leve.
En aktiv kamp m od en besættelsesmagt m edførte også nogle fejllikvideringer af modstandsfolk, som kam m eraterne m ed urette havde mistænkt for at være »stikkere« for tyskerne. Når sådanne sørgelige fejltagelser kunne konstateres, blev gravene fredet.
De, der døde i koncentrationslejr eller som følge af efter
virkninger af ophold i tyske fængsler eller fangelejre, var om
fattet af fredningen, såfremt fangenskabet skyldtes deres mod- standsarbejde. De, der var deporteret af racemæssige grunde, samt danske politim ænd og grænsegendarm er, var ikke omfat
tet af fredningen. Derimod foreslog vi fredning af gravene ef
ter syv m edlem m er af det kommunistiske parti, der omkom u n d er deportation. Synspunktet var her, at deportationen havde ram t dem som en præventiv aktion m od et parti, der opfattedes som – og også udviklede sig til at blive – en m od
standsorganisation.
En frihedskæmper, der efter opsamling af nedkastede vå
ben var faldet ned fra lastbilen og i m ørket var blevet kørt over af den efterfølgende bil, fik sin grav fredet. Det gjaldt im idlertid ikke den vicevært i Amaliegade, d er døde u n d er skyderiet mellem politi og tyskerne, da besættelsesmagten den 19. septem ber 1944 forgæves angreb Amalienborg. Vice
værten var blevet nysgerrig og ville se på skyderiet. Da han stak hovedet ud gennem porten, blev han ram t af et strejf
skud og døde um iddelbart.
Fru M i ABC-gade på Ø sterbro i København fik ikke sin grav fredet, selv om h un blev offer for besættelsestidens retsløse til
stande. Fru M’s m and måtte flygte til Sverige, og efter nogen tid faldt det nogen af de næringsdrivende i den lille gade for brystet, at hun, m edens m anden var væk, modtog, hvad de op
fattede som mystiske besøgende. Der måtte være noget galt, hun måtte være stikker til tyskerne, m ente de tre handlende.
De etablerede et »tribunal«, hvor de stemte om, hvorvidt fru M skulle dræbes. Da stem m erne stod to-ét til fordel for fru M’s likvidering, lokkede man u n d er falsk påskud fru M ud i Dyre
haven, hvor man skød hende. Heldigvis blev de tre aktivister tiltalt og straffet efter krigen. Men beretningen om fru M og det selvbestaltede tribunal viser, hvad der kan ske, når samfun
det og dets institutioner holder op m ed at fungere normalt.
Disse eksempler var dog undtagelser. Mere karakteristisk er beretningen om den 25-årige Niels Fiil, der var medlem af den berøm te Hvidsten-gruppe. Niels Fiil deltog i gruppens arbejde m ed at modtage faldskærmsfolk, våben og sprængstof, der blev nedkastet fra de engelske fly, der om natten fløj over Danmark.
Han deltog også aktivt i gruppens arbejde m ed at sende flygt
ninge til Sverige. I efteråret 1943 tog han sammen m ed en ven til Aalborg for at lære at lave håndgranater. Men u n d er forsø
get på at m odtage nogle nedkastede våben den 10. marts 1944 gik det galt. Radiom eldingen fra London udeblev, og en række misforståelser opstod. Allerede næste dag blev gruppen arre
steret. Den 26. ju n i 1944 blev Niels sammen m ed sin far og svoger døm t til døden sammen m ed fem andre m edlem m er af gruppen. De blev den 29. ju n i 1944 alle h enrettet ved skydning i Ryvangen. Efter befrielsen blev deres lig fundet, ført til Hvid
sten og begravet i en m indelund dér.
Udvalgets betæ nkning er på grund af de følsomme oplys
ninger, d er m åtte være om dem , der ikke fik deres grave fre
det, ikke offentliggjort, m en de fleste biografier er samlet i bogen »Faldne i Danmarks Frihedskamp«, d er er udgivet af Frihedskam pens V eteraner i 1970.
Arbejdet i udvalget var – på trods af den sørgelige bag
grund – fascinerende. Vore undersøgelser koncentrerede sig om den enkelte, som blev dræ bt u n d er aktiv indsats m od den nazistiske besættelsesmagt. Mange døde i ildkamp. Mange blev henrettet. H u n d red er omkom i koncentrationslejre eller døde senere som følge af de lidelser, de havde været udsat for.
Udvalgets betæ nkning fortæller også om den dræbtes del
tagelse i frihedskam pen og giver derved også et billede af besættelsestidens dram a og den danske modstandsbevægel
ses organisationer, deres opgaver og indsats. Det var en gen
nem gang af besættelsestidens historie set fra en ganske utra
ditionel vinkel, nem lig fortalt netop gennem de begivenhe
der, der førte til, at frihedskæm pere blev dræbt. Det er en heroisk historie, de døde fortæller os.