så snart han havde fortalt om de faktiske tilstande, afbrød han sig selv m ed et karakteristisk: »End of Story.«
Efterskrifi: I flere år opretholdt jeg kontakten med Leo Nichols, indtil han en dag meddelte mig, at, det var for farligt for ham at få breve fra Danmark. Iforåret 1996 blev han fængslet, officielt fordi han havde en faxmaskine for meget. Uofficielt fordi han havde en for tæt kontakt til Aung San Suu Kyi. En morgen blev han fundet død i sin celle. Allerede da jeg var i Burma, fik jeg fornemmelsen af, at han vidste, at dette kunne ske. Måske er det forklaringen på den sætning, han hele tiden gentog: »End of Story ...«
For at drøfte konsekvenserne a f nogle ganske alvorlige raceuroligheder i Tyskland afholdt den tyske forbundskansler Helmuth Kohl i 1992 en privat middag for en snes »prominente europæiske jøder«. Betegnelsen »prominent«
var i øvrigt lidt pudsig. Ifølge ordbogen betyder det noget i retning a f »fremstå
ende«. 1 1997 blev jeg a f Europarådet sendt til Georgien for at konstatere, om dette land overholdt menneskerettighederne, så at det kunne optages som medlem. Dette skete under betegnelsen »eminent jurist«. Både »prominent« og
»eminent« er betegnelser, som man særligt i internationale forhold bliver udstyret med. De mister åbenbart deres egentlige sproglige betydning i takt med afstanden fra ens naturlige hjemsted.
indvandrernes arbejdskraft, der var billigere. Resultatet blev um iddelbart, at løfterne om og forventningerne til en bedre frem tid ikke syntes at kunne realiseres.
På den anden side havde m an jo fået ytringsfrihed og for
samlingsfrihed. Og disse friheder skulle udnyttes. Det spillede utvivlsomt en rolle, at højreradikale - nazistiske - bevægelser var undertrykt u n d er østregimet. Nu flippede de helt ud. Hvad
kunne være »skønnere« i disse m enneskers øjne end at bruge de nyerhvervede frihedsrettigheder til at kaste sig over de frem m ede, dem, der var anderledes i sprog, udseende og leve
vaner, og som fyldte op på arbejdsmarkedet?
For d et dem okratiske Tyskland var dette en højst alvorlig sag. Ikke blot kostede disse m ordbrande m ange menneskeliv.
Men de stedfundne episoder kastede på en ubehagelig m åde hos de europæiske folk erindringen tilbage til nazitiden og dens racistiske forfølgelser. Hertil kom, at det virkede, som om Tyskland ikke m agtede – eller ønskede – for alvor at be
kæm pe de nynazistiske, racistiske tendenser. Var d er ikke lo
ve, d er forbød den slags forbrydelser? Havde de effektive ty
skere intet politi og retsmaskineri, d er kunne forhindre, at m an bræ ndte andre m ennesker ihjel? Kunne Tyskland virke
lig lægge ryg til alt dette?
M edens debatten om disse forhold var på sit højeste i m edi
erne, m odtog je g en middagsinvitation fra den tyske kansler Helmuth Kohl. H an ønskede at samle, hvad d er blev betegnet som »20 prom inente europæiske jøder« for sam m en m ed dem at drøfte situationen. På baggrund af Tysklands nyeste historie følte han – m ed rette – at situationen i Tyskland m åt
te påvirke de jødiske sam fund særligt.
Kohl var u n d e r aftenens m iddag utrolig åben. H an fortalte os om sin barndom , og om hvordan han havde oplevet nazis
mens opståen og nazisternes optræ den over for deres lands
m ænd. H an beskrev den afmagt, m an som et anstæ ndigt m enneske m åtte føle, og fortsatte m ed at fortælle om sin be
slutning om at blive politiker for at kunne påvirke og skabe forandring. Om aftenens em ne understregede han nogle af de afgørende faktorer, d er var bestem m ende for tingenes til
stand.
H elm uth Kohl fortalte os blandt andet, at samme m orgen havde han m odtaget den engelske dronning, d er kom på sit første officielle statsbesøg i Tyskland. Da han sam m en m ed
dro n n in g en skred fronten af foran æreskom pagniet, kom han til at se ind i de unge soldaters ansigter. De var først i tyverne, og indtil for tre år siden var de af dem , d er kom fra d et tidligere Østtyskland, blevet in d o ktrineret m ed, at deres hovedfjende var NATO og den kapitalistiske verden m ed USA og Vesttyskland i spidsen. Og den værste forbryder af dem alle var H elm uth Kohl! Og nu stod de samme unge m en
nesker i NATO-uniform æresvagt for Kohl. Det m åtte da na
turnødvendigt give dem nogle problem er i deres opfattelse af sam fundet og af, hvad dette nye sam fund betragtede som rigtigt og ret.
H elm uth Kohl understregede tillige, at Vesttyskland havde levet u n d e r et forbryderisk totalitæ rt regime i 12 år fra 1933- 45. Alle om kring m iddagsbordet var sig jo ganske bevidst, hvilken ravage dét havde skabt i E uropa og i m enneskenes sind også i Tyskland. Østtyskland havde levet u n d e r disse for
hold i yderligere 44 år. H vordan kunne m an forvente, at den dem okratiske opfattelse kunne opstå i løbet af 2-3 år og for
træ nge to generationers effektive hjernevask?
Endelig forklarede Kohl, at m an naturligvis ikke m ed ét slag kunne forandre det østtyske politi. Deres situation var jo den, at n år de sam m en m ed deres vesttyske kolleger rykkede ud, så kunne de iagttage et politikorps, d er kørte i hurtige Mercedes-biler, og som m ed et m oderne kom m unikations
udstyr stod i forbindelse m ed sagkyndige, d er kunne give dem de fo rnødne instrukser ved æ ndrede situationer. Selv kørte de i foræ ldede Lada'er, d er – som Kohl udtrykte d et – tabte rattet n ed i skødet, hvis de drejede for hurtigt om hjør
ner! K unne m an virkelig forvente, at disse politifolk gik til opgaverne m ed den entusiasme, som burde være til stede i et effektivt, dem okratisk politikorps?
Vi løste naturligvis ikke problem erne den aften. Og ingen følte, at Kohls synspunkter var et forsøg på at undskylde eller m inim ere, hvad d er var sket. Men alle gik hjem m ed
forståel-sen af, at et retssam fund bygges ikke op alene af regler og af domstole. Det forudsæ tter desuden hos borgerne en forstå
else af de dem okratiske værdier, en langsigtet opdragelse til og oplevelse af dem okrati, som ikke kan erstattes af en plud
selig vedtaget ny forfatning, og at de retshåndhæ vende myn
digheder h ar såvel økonom i som de nødvendige tekniske res
sourcer for at kunne skabe en effektiv retshåndhævelse.