fredsstille d et bagland, d er h ar m agten til at genudnævne. Så sikrer m an i hvert fald, at de m edlem m er, d er ønsker at blive genvalgt, følger partiets politik, selv om det m åtte være på bekostning af institutionens konkrete interesser. Den politi
ske integrering i en upolitisk institution vil på d en n e m åde i nogen grad kunne opretholdes. Om d en n e fare også i praksis er særligt overhængende, er svært at sige.
Personligt foretræ kker je g den første m odel, som i øvrigt anvendes på TV2. Den giver alle bestyrelsesm edlem m er sam
me valggrundlag og en klar ansvarsfordeling. O g je g tror ikke på, at nogen m inister ville misbruge en m agt til at udnævne en hel bestyrelse i strid m ed saglige interesser og synspunk
ter.
Danmarks Radio er et klart eksempel på en offentlig institu
tion, d er er blevet privatiseret, m en hvor den politiske indfly
delse er søgt bevaret. Den oprindelige danske radiostation, Statsradiofonien, var en traditionel statsvirksomhed, d er var ledet af en m inister og et stærkt politisk præ get radioråd.
Den blev ved radioloven af 1987 om d an n et til en institution, d er skulle ledes af en bestyrelse. Jeg blev af kom m unikations
m inister Torben Rechendorff udnæ vnt til form and for Dan
marks Radios bestyrelse i 1991.
O prettelsen af en ansvarlig bestyrelse blev gjori m ed den hensigt at sikre, at radio og tv kunne frigøres for enhvex form for politisk indflydelse, i hvert fald for så vidt angår program m ernes indhold. Dette var naturligvis en helt rigtig idé, og for så vidt angår program m erne, er den da også stort set gennem ført. Men man skal være m eget blind, døv og ufølsom, hvis man ikke som form and m ærker de politiske vinde og favntag.
Et klart eksempel oplevede bestyrelsen kort tid efter kul
turm inister Jytte Hildens tiltræden. H un havde den for en politiker helt klare forståelse for, at politisk popularitet er ligefrem proportional m ed de m æ ngder af penge i form af støtteordninger og tilskud, m an kan skaffe til sit ressortom
råde. Dette gælder først og frem m est for de ministerier, hvis opgaver i et vist om fang netop bygger på støtteordninger og tilskud. Penge giver ikke blot magt, m en altså også populari
tet, og hvis m an ikke h ar penge i sit m inisterium , så m å m an skaffe sig dem på en anden måde.
Jytte H ilden ville gerne støtte dansk film produktion, hvil
ket de fleste kunne være enige i var et særdeles relevant og godt formål. Men h u n havde ingen penge. Da fandt hun på, hvad h u n selv offentligt betegnede som den »fiffige« idé at forhøje radio/tv-licensen og give Danmarks Radio 100 millio
n er kr. på betingelse af, at disse penge blev brugt til at ind
købe danske film, hvorved pengene blev overført til filmin
dustrien. Keine H exerei ...
U nder et bestyrelsesmøde i Danmarks Radio, hvor kultur
ministerens forslag blev drøftet, gav et enkelt ikke politisk valgt bestyrelsesmedlem udtryk for, at han ikke kunne overskue lovligheden i ministerens forslag. Der var lige faldet en vigtig dom om bestyrelsesansvar (Nordisk Fjer-sagen), fordi bestyrel
sesm edlem m er havde sovet i timen og truffet beslutninger, der ikke overholdt loven. De havde ikke spurgt sig for. Nu ville han gerne have at vide, om form anden ville udtale sig om forslagets lovlighed både i forhold til radioloven og til grundloven.
Jeg sagde, at jeg syntes, at det rejste spørgsmål var yderst relevant, og at jeg selv havde mine tvivl – helt klart m ed hensyn til radiolovens bestemmelse om, at hverken m inisteren eller bestyrelsen – som er budgetansvarlig – kan bestemme, hvilke film der skal udsendes i tv. Jeg kunne imidlertid også se, at der muligvis var et grundlovsproblem. En kulturm inister kan for
høje licensen for at videregive pengene til radio/tv. Men en kulturm inister kan ikke opkræve skat hos borgerne i form af licens for at bruge de indkom ne penge til andre kulturelle for
mål. Det ville være klart i strid m ed grundlovens §46 om, at skatter kun kan opkræves ved lov vedtaget af Folketinget. Om det var denne situation, der forelå her, var det ikke min opgave at tage stilling til – je g var hverken Folketing eller
justitsmini-I 1994 skulle Danmarks Radios bestyrelse finde en ny generaldirektør efter Hans førgen Jensen (tv), der med stor charme og megen menneskelig forståelse og politisk tæft havde ledel institutionen i ti år. Søgningen efter egnede kandidater havde bestyrelsen lagt i – hvad vi troede var — professionelle hænder. Heller ikke selve valgproceduren forløb på en måde, man bagefter ville betegne som helt tilfredsstillende. Dette synes afspejlet i ansigtsudtrykkene fra det pressemøde, hvor valget a f Christian Nissen (th.) blev bekendtgjort.
ster – så vi blev enige om, at vi ville give udtryk for vore bekym
ringer i et brev til Kulturministeriet. Bestyrelsen ville sikre sig, at vi ikke ifaldt ansvar, hvis vi tiltrådte ordningen.
Det vil være en stærk underdrivelse at sige, at vort brev spredte glæde i Kulturm inisteriet, og det blev klart antydet, at vi måske ikke kunne forvente en budgetforøgelse etc. Kul
turm inisteren indkaldte endda bestyrelsens form andskab og generaldirektøren til et m øde i m inisteriet for at få lejlighed til helt klart og utvetydigt at fortælle de frem m ødte om, hvem der bestem te i kulturlivet.
Men efter nogen betænkningstid sendte K ulturm inisteriet dog sagen til justitsm inisteriet, d er nogle m åneder senere fastslog, at kulturm inisterens frem gangsm åde ville have væ
ret i strid m ed loven.
Min forbindelse m ed Danmarks Radio startede m ange år før min form andsperiode 1991-95.
Jeg havde på dette tidspunkt i ca. 20 år været juridisk råd
giver for Radiosymfoniorkestret. Det var en spæ ndende op
gave. Et orkester er en interessant organisationsform . Alle orkesterm edlem m er er stærke individualister. De er højt kva
lificerede musikere, som gennem slid og slæb h ar konkur
reret sig ind på en plads i Danmarks fornem ste symfoniorke
ster. Noget sådant giver naturlig og velfortjent selvfølelse.
Alligevel er det sådan, at orkestret altid o p træ der som et kol
lektiv. Alle følger dirigenten, hans fortolkninger og intentio
ner. Man er fælles om succeserne og – hvis det ikke kan u n d gås – fiaskoerne. Kommer man ind i koncertsalen um iddel
bart før en koncert, ser m an enkelte musikere, d er på trods af, at de h ar siddet i orkestret i m ange år, øver fingersætning og gennem prøver særligt vanskelige passager. Man vil yde sit bedste inden for helheden. Jeg tror ikke, m an m ange steder i det danske samfund finder en sådan arbejdsm odel, hvor over 100 individualister alle trækker på samme hammel.
At arbejde m ed orkestret og hjælpe dem i deres forhand
linger om løn og arbejdsvilkår var en m eget taknem m elig op
gave for mig.