Statsbesøg 1985-87
En som m erdag i 1985 spurgte statsm inisteren mig, om je g i stedet for ham ville være vært for Ismelda Marcos, d er var gift m ed Filippinernes præsident, og som havde titel af First Lady.
Hvis je g ville påtage mig den opgave, ville han af protokol
lære grunde udnævne mig – så længe besøget varede – til vicestatsminister. Men betingelsen var, at jeg ikke m åtte sige det til nogen ...
Fru Marcos ville kom m e til D anm ark for at m odtage et skib, d er var bygget på danske værfter, og som skulle fungere som kom bineret skoleskib og fragtskib for at give unge m en
nesker på Filippinerne en søm andsuddannelse. Skibet, der var bygget for DANIDA-midler, skulle navngives på Lange
linie af Ismelda Marcos, før det sejlede til sit nye hjem land.
Ismelda Marcos var vel nok det egentlige statsoverhoved, idet hendes m and var gammel og svagelig. Jeg havde i øvrigt m ødt præ sident Marcos en halv snes år tidligere. H an åbnede ved den lejlighed en international juristkongres i Manila. Et af kongressens em ner var dem okrati og m enneskerettighe
der, og det m edførte lidt forlegne smil hos deltagerne i kon
gressen, da præ sidenten i sin åbningstale henviste til, at som et bevis for, at Filippinerne var et virkeligt dem okrati, havde han i kongressens anledning ophævet den m idlertidige u n d ta
gelsestilstand, ligesom han havde løsladt halvdelen af landets politiske fanger ...
Jeg afhentede fru Marcos i lufthavnen, hvor h un og hendes selskab på ca. 100 personer fyldte en hel DC-7, d er var forsy
n et m ed hendes initialer. Det forekom jo godt nok ret usæd
vanligt, at et land, d er m odtog en gave fra DANIDA-midler, lod d enne gave afhente af et stort selskab af personer, hvis personlige rigdom ingen forsøgte at skjule. De havde i forve
je n bestilt et stort antal suiter på H otel d ’A ngleterre.
Vi kørte i Udenrigsministeriets store attentatsikre bil til Langelinie, hvor det færdigbyggede skib lå forankret, og hvor navngivningen skulle foregå. U nder den efterfølgende frokost betroede fru Marcos mig, at hun var så træ t efter den lange
Av time goes by ... Ismelda Marcos, der i sine unge år var en dygtig natklubsangerinde, underholdt sine danske gæster i Tivoli med bl.a. kendte sange fra amerikanske film og Cole Porter
melodier.
rejse, at h un desværre ikke kunne deltage i det længe planlagte aftenarrangem ent i Tivoli. Jeg gjorde mit bedste for at forklare hende, hvad Tivoli var, og hvor m ange danskere, d er denne som m eraften ville være d er for at se hende. Jeg fortalte også, at tivolidirektøren Niels-Jørgen Kaiser havde forberedt et specielt festfyrværkeri til hendes ære osv. osv. Det var m ed andre ord ganske uacceptabelt, hvis hun ikke kom til stede. »Synes De det, hr. vicestatsminister. Så må je g vel hellere komme.« Så var den sag i orden ... troede jeg.
Om aftenen kl. 19.00 havde Filippinernes generalkonsul,
3-r murxi
Thorkild Errilzøe, sat alle sine venner og gæster stævne ved Pjerrotstatuen i Tivoli, så at m an samlet kunne m odtage Filip
pinernes First Lady. Vi var vel om kring 100 m ennesker samlet, heriblandt hoffets repræ sentant, hofmarskal Hans Sølvhøj, da vi fik besked om, at fru Marcos hvilede sig på H otel d'A ngleterre, og at hun ikke agtede sig til Tivoli den aften.
G eneralkonsulen, som havde fået samme farve i ansigtet som Pjerrotstatuen, tog sporenstregs til hotellet for at overtale æresgæsten. Sølvhøj blev m ed god ret tem m elig vred og fore
slog, at vi skulle gå hjem. Vi blev dog hurtigt enige om, at vi ikke fik vore respektive gager for at blive fornæ rm ede, så vi m åtte vel hellere gå i Grøften og byde de øvrige gæster på en kold øl. Det var jo efter dansk skik en god m etode til afvær
gelse af en diplomatisk krise.
Efter at vi alle havde overværet Alvin Ailey-balletten i Tivolis koncertsal, samledes vi i Divan II, hvor generalkonsulen havde inviteret til et prægtigt koldt bord. Samtidig blev d et fortalt, at fru Marcos antagelig ville dukke op. Skønt gæ
sterne var sultne og nok lidt vrede, rørte ingen m aden, før æresgæsten kom.
O m kring kl. 23 kom hun så endelig, smuk og smilende, og festen kunne begynde. Ingen havde rigtig lyst til at tale m ed hende, så den opgave blev naturligvis min. Jeg havde i dagens løb talt m ed hende i flere timer. H un var helt igennem inte
ressant at lytte til, m en på et tidspunkt havde vi ikke flere emner, og re n t ubevidst sad je g og nynnede for mig selv H um phrey Bogarts yndlingssang fra filmen Casablanca, den gamle »As time goes by ...« Det fik uoverskuelige konsekven
ser, og følgende samtale udspandt sig m ellem fru Marcos og mig (frit oversat):
- Hr. minister, hvor synger De dog smukt!
- F ru e , je g kan jo slet ikke synge.
- Hr. minister, De har jo en overmåde smuk stemme.
-J a m e n frue, je g har i virkeligheden ingen stemme. Jeg er brum m er.
Før den officielle statsmiddag på Marienborg. Både kjolen og halssmykket var stærkt iøjnefaldende.
Der var ingen tvivl om, at fru Marcos var både en
begavet og stærk personlig
hed. Sin styrke fik hun hårdt brug for, da hun blev landsforvist og mødt med adskillige retssager, hvori, hun blev beskyldt for at have tømt statskassen for at berige sig selv. H un har imidlertid ikke givet op, men forsøger at blive sit lands nye præsident.
- Ved De, hr. minister, at den sang, De nynnede, er min yndlings
sang. Jeg synes, De skulle synge den for mig.
-J a m e n frue, je g kender ikke en gang ordene.
- Jeg skal nok hjælpe Dem, hr. minister!
Og så skete, hvad ingen kunne have forudset. Pludselig sad en ung filippinsk pianist ved klaveret, og en m ikrofon blev lagt foran mig. Tonen blev slået an, og efter at je g havde ind
ledt m ed You must remember this, greb hun m ikrofonen og fort
satte a kiss is just a kiss ... og sådan lykkedes d et ved fælles hjælp at kom m e igennem sangen, hvorefter h un m ed m ikro
fonen i h æ n d ern e gik frem til klaveret og m ed sin m eget smukke stemme sang alle de kendte Cole Porter - sange. H un var ikke for ingenting tidligere natklubsangerinde.
Gæsterne følte pludselig, at de fik en aften ud af det. De fik
god underh o ld n in g og oplevede, at landets skattem inister kunne lokkes på glatis. Hvilke konsekvenser d er blev draget af dette sidste, ved je g faktisk ikke. Men den følgende aften, da je g var vært ved regeringsm iddagen på M arienborg, gen
tog vi succesen, efter at h un ved m iddagen havde holdt en tim elang tale uden m anuskript, hvor h un på blæ ndende m åde gav en spæ ndende analyse af den politiske og økono
miske situation i Sydøstasien. H un var, som tidligere nævnt, bestem t værd at lytte til.
Det var i øvrigt ved den lejlighed, at jeg kom plim enterede h ende for hendes overordentligt smukke halssmykke af de skønneste rubiner. Smykket så ud til lige at være kom m et fra Cartier i Paris. H un svarede mig m ed den helt uforglem m e
lige bem ærkning, at h un var glad for, at jeg lagde m ærke til det, fordi de var jo så gode til husflid i Filippinerne ...
Besøget var et lidt ejendom m eligt islæt i en skatteministers dagligdag. Selv om besøget og anledningen ikke stem te m ed min opfattelse af, hvorledes bistand til udviklingslande skal gennem føres, var d er h er tale om et indblik i en verden, som, når alt kom m er til alt, ikke er så usædvanlig. Jeg var glad for opgaven, og statsm inisteren var sikkert glad for at kunne være på golfbanen. Skibet, d er blev navngivet, fik – ligesom fru Marcos – en krank skæbne. Det kom ikke ud at sejle som skoleskib, og fru Marcos fik ingen frem tid som statsoverho
ved, m en blev i stedet verdensberøm t for sine m ange sko.