m an vel at m ærke havde væ nnet sig til at se alle m æ nd i »ne
derdele«. D esuden havde alle kvinderne m alet deres brune kinder m ed en gul farve, d er var pålagt i tykke streger og m ønstre. Det var et specielt planteudtræ k, som blev knust og sm urt på kinderne. Farven var let skrigende og virkede ekso
tisk. U den for de smukke pagoder lå m ange m ennesker på fliserne i en tranceagtig tilstand for på denne m åde at søge kontakt m ed deres gud. Det var sm ukt og virkede fredfyldt og betagende. N år vi – som nogle af de m eget få europæisk ud
seende – gik i Rangoons gader, hæ ndte det ustandseligt, at vi blev standset af byens borgere, d er spurgte, hvorfra vi kom, og hvad vi syntes om landet. Med varm venlighed bød de os velkom m en og ønskede, at vi m åtte få glæde af vort ophold.
Der er næ ppe tvivl om den enkelte burm esers ønske om at få kontakt m ed den om verden, som Burm a i disse år var næsten totalt isoleret fra.
G ennem Leo fik je g kontakt m ed nogle af de intellektuelle kredse i Rangoon. Jeg husker navnlig en samtale m ed en top
kirurg, d er i øvrigt samme dag havde gennem ført en opera
tion, der skilte et par siamesiske tvillinger ad. H un fortalte mig, hvorledes militærstyret holdt hele landet i en je rn h å n d , og hvorledes landet blev fattigere og fattigere. M enneske
rettighedskrænkelser hørte til dagens orden. På et vist tids
punkt spurgte je g h ende om uddannelsessituationen og om, hvilke chancer et ungt velbegavet m enneske ville have i Bur
ma. Til det sidste svarede h un kort og godt: »Absolut ingen.
Hvis den pågæ ldende påtæ nker at blive i landet!« D er var in
gen forventninger tilbage.
Tidligt søndag m orgen blev je g h en tet af Leo, d er havde ar
rangeret, at je g skulle besøge Mother Burma. Skønt h un var u n d er husarrest, var hun stadig en institution. Sammen m ed sin m and, Aung San Suu, havde h un i sin tid kæm pet m od englæ nderne for at få gjort Burm a selvstændigt efter 2. ver
denskrig. Det lykkedes, og Aung San Suu blev ud råb t til den
første burmesiske præsident. To år efter blev han m yrdet af sine egne folk, der nu ville have præsidentposten.
På tidspunktet for vort besøg var M other Burm a om kring 80 år. H un virkede glad for at m øde europæ ere, d er gav h en de en lejlighed til at snakke politik og samfundsforhold. H un ville vide, hvad d er skete i FN, hvor h un selv havde været am
bassadør i en årrække, efter at man havde slået hendes m and ihjel. På kam inhylden stod en række signerede fotos af Gandhi og Nehru, Indiens tidligere præsidenter, og af Lord og Lady Mountbatten. H un fortalte lidt om historien om kærlig
h eden mellem Lady M ountbatten og N ehru og hans store sorg, da Lady M ountbatten døde. H an sendte hendes kiste hjem til England eskorteret af indiske krigsskibe. Jeg fik til
lige et dybt indblik i Burmas historie og i om rådets politiske, økonomiske og personlige problemer.
Nogen tid efter vort besøg blev M other Burma svagelig, og hendes datter, Aung San Suu Kyi, kom hjem fra England. H un ville løfte den politisk arv efter sine forældre. Ved en folkeaf
stemning, som militærstyret havde givet tilladelse til, blev hun m ed overvældende majoritet valgt til præsident, m en blev af m ilitærregim et forhindret i at overtage sit em bede. I dag sid
der borgerretsforkæm peren Aung San Suu Kyi i husarrest i det samme hus og holder fra indkørslen til haven sine berøm te taler til det burmesiske folk. Selv om hun stadig har befolknin
gens tillid og sympati, har hendes tilstedeværelse ikke æ ndret forholdene i Burma. I foråret 1997 besluttede den am erikan
ske regering at iværksætte handelsboykot over for Burma på grund af de alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Men samtidig m eddelte de lande, der var tilknyttet den Sydøstasia
tiske Sam m enslutning (ASEAN), at Burma fuldt ud var kvalifi
ceret til at være medlem af denne organisation. International politik og international retfæ rdighed følges sjældent ad.
Leo havde besluttet, at jeg skulle have så m ange forskellige indtryk som muligt. Han tog os m ed på m arkedet i Rangoons
Sammen med den danske konsul James Leander (Leo) Nichols i 1987 i Burma. 1 1996 blev han fundet død i en fængselscelle.
centrum , hvor alt kunne erhverves, hvis m an havde noget a bytte med. En kuglepen eller lommekniv var i høj kurs. Inger ville have penge, i hvert fald ikke landets egne. Jeg kunne mær ke, n år je g gik ru n d t på m arkedet, at Leo var en person a betydning. H an tog mig også m ed til Mandalay, hvor den gri Mulmain-pagode stadig kaster sit blik ud m od det blå hav. Kip lings sang kunne dog ikke fortrænge det triste indtryk, der ble1 skabt ved, at vi på den timelange køretur fra Rangoon ustand seligt passerede lange m ilitærkolonner i begge retninger. Dis se m agtdem onstrationer var åbenbart nødvendige, for at mili tærregim et kunne beholde magten.
Hver gang vi var samm en, benyttede Leo lejligheden til a fortælle om det land, han elskede, og som engang havde væ ret d et rigeste i O rienten på ressourcer – også de m enneske lige. H an håbede, at Burm a igen ville blomstre. Om han tre ede, at det var n æ rt forestående, var svært for mig at vide, fo
så snart han havde fortalt om de faktiske tilstande, afbrød han sig selv m ed et karakteristisk: »End of Story.«
Efterskrifi: I flere år opretholdt jeg kontakten med Leo Nichols, indtil han en dag meddelte mig, at, det var for farligt for ham at få breve fra Danmark. Iforåret 1996 blev han fængslet, officielt fordi han havde en faxmaskine for meget. Uofficielt fordi han havde en for tæt kontakt til Aung San Suu Kyi. En morgen blev han fundet død i sin celle. Allerede da jeg var i Burma, fik jeg fornemmelsen af, at han vidste, at dette kunne ske. Måske er det forklaringen på den sætning, han hele tiden gentog: »End of Story ...«