forståel-sen af, at et retssam fund bygges ikke op alene af regler og af domstole. Det forudsæ tter desuden hos borgerne en forstå
else af de dem okratiske værdier, en langsigtet opdragelse til og oplevelse af dem okrati, som ikke kan erstattes af en plud
selig vedtaget ny forfatning, og at de retshåndhæ vende myn
digheder h ar såvel økonom i som de nødvendige tekniske res
sourcer for at kunne skabe en effektiv retshåndhævelse.
Under Golflirigen i 1991 sendte Saddam Hussein missiler mod israelske byer.
Man frygtede, at missilerne indeholdt giftgas. Der blev derfor udleveret gasmasker til hele befolkningen. Da jeg under et besøg, kort. tid efter at krigen var brudt ud, var på restaurant i Jerusalem, med mine børn og børnebørn, kom der pludselig luftalarm. Den 7-årige Sirah sidder iført gasmaske roligt med hånden under hovedet. Min datter, Hanne, har sin 2-årige søn, Adam, på skødet. Han er iført en babygasmaske. Den består a f en plasticpose, som ha n puttes incl i. Posen er forsynet med en pumpe, der sørger forfiltreret luft
forsyning. Det er intet rart syn at se en lille sovende dreng i en lukket plastic
pose. På billedet fører min datter min hå nd til pu mpen, for at jeg kan forvisse mig om, at barnet få r luft. (Foto: André Brut mann ©).
Det lød lidt mystisk, m en i de tidlige m orgentim er fyldtes flyet i den polske hovedstad m ed næsten 300 russiske jøder, der var kom m et ud af Rusland, og som nu var på vej til Israel.
De var i alle aldre fra m eget gamle til babyer, dårligt klædt og m ed deres sparsom me bagage pakket ind i avispapir. Det jø diske folk var igen på vandring. Der var pludselig m eget langt
til den villa i Vedbæk, hvorfra je g lige var b ru d t op fra et m id
dagsselskab for at nå flyet.
Vi ankom til Tel Aviv kl. 9 om m orgenen på en skøn solskins
dag. Ved siden af bagagebåndet var der indrettet en pult, hvor en kvindelig soldat uddelte gasmasker til os alle. Man frygtede stadig raketangreb og frygtede navnlig, at missilerne var forsy
net m ed giftgas. Vi fik at vide, at fra luftalarm en lød, ville der gå fire minutter, indtil missilet slog ned.
Fra lufthavnen tog vi til Jerusalem , hvor vi nød det gode vejr på en herlig spadseretur. Vi traf den danske præst, som også luftede sin familie, og snart efter sad vi alle på en fortovs
café og hyggede os. Krigen og missilerne var langt borte.
Da vi kom tilbage til hotellet, kom den første luftalarm. Jeg var nogle m in u tter tidligere gået ned i hotellets foyer for at finde m ine børnebørn, d er legede et eller an d et sted, me
dens deres foræ ldre arbejdede i det internationale presse
center, d er var ind rettet i hotellets kælderetage. Da alarm en lød, begyndte alle folk at løbe til trapper og elevatorer. Mine b ørnebørn kunne je g ikke se nogen steder, og inde i mit hoved dunkede det: fire m inutter, fire m inutter -..Jeg m åtte have fat i gasmaskerne, d er lå på værelset på 18. etage. Jeg for til elevatoren. Den var stuvende fuld allerede. Men je g fik dog trykket på knappen til 18. etage. Da vi havde kørt nogle sekunder, gik elevatoren i stå mellem to etager. Det var be
stem t ikke nogen rar situation. Men mirakuløst kom den i gang igen. Nogle m inutter senere var vi alle samlet på værel
serne. Min d atter havde fundet sine børn og havde m ed en baby på arm en taget b ran d trap p en til 18. etage. H un så ud, som om h un skulle få et hjertestop. Den 7-årige Sirah dem on
strerede nu for mig, hvorledes m an tager en gasmaske på.
Det havde h un lært i skolen, hvor de havde øvelser hver dag.
Efter ca. 10 m inutter kom afblæsningen af alarm en.
Vi var ret rystede over vor oplevelse og aftalte at være bedre forberedte næste gang. Med gasmaskeæsken over skulderen begav vi os til en restaurant i det gamle Jerusalem , hvor den
internationale presse holdt til. Der var fyldt ved alle bordene, og d er blev stort set talt alle europæiske sprog. På gulvet ved hver stol havde m an anbragt sin gasmaskeæske. Der var en god stem ning, m en pludselig, m edens servitricen skænkede vor rødvin op, kom d er på ny luftalarm. Alle i restauranten lagde kniv og gaffel og iførte sig gasmasker. Det var et m ærke
ligt, m en også skræ m m ende syn at se børn og voksne iført gasmaskerne foran de fyldte tallerkener og glas. Alle tænkte:
Kommer d er giftgas d enne gang. H eller ikke u n d e r d en n e alarm kom d er im idlertid noget missilnedslag i Jerusalem , m en vi havde fået nok. Vi gik tilbage til hotellet for at få lidt nattesøvn.
Klokken ca. 3 om natten kom døgnets tredje alarm, m en nu havde vi lært det: Blive i sengen og tage gasmasken på, og så bare vente ... Det ville være urigtigt at hævde, at vi ikke var bange.
Dagene gik, og je g var snart hjem m e igen. H er fandt je g en avis, hvor Svend Aulien var interviewet på forsiden. H an havde som Socialdemokratiets form and været i Israel for at ud
trykke sin solidaritet m ed den socialdemokratiske regering.
H an var ved hjem kom sten blevet spurgt om, hvad han følte, da han i lufthavnen i Tel Aviv fik udleveret sin gasmaske. »Det var ikke noget særligt. Det var ligesom at kom m e ind på en dansk arbejdsplads, hvor m an må tage sin beskyttelseshjelm på.« Den udtalelse forstod je g ikke.