Restancer på forprioriteter

Restancer på forprioritet 169 indeholdende en opfordring til øjeblikkelig betaling af en forfalden ter­

minsydelse, at restgælden i tilfælde af misligholdelse af terminsbetalingen først forfalder til total indfrielse ved gentagen misligholdelse, at der i ste­

det for totalindfrielse blot skal erlægges et mindre beløb, evt svarende til det beløb, der skal erlægges i en ejerskifte-situation, at renten og/eller afdraget blev forhøjet på en i forvejen fikseret måde, eller lignende. Man kunne i hvert fald overveje en sondring mellem lempeligere reaktion ved misligholdelse i overensstemmelse med nuværende praksis, og streng reak­

tion (hele kapitalen forfalden) ved fortsat misligholdelse trods påkrav fra kreditor.

170 ^{§ 15.11.}

ikke desto mindre selv mod en realisation, når m an gør gældende, at der foreligger en misligholdelse. Meningen kan herefter kun være den, at efterpanthaveren vil have indflydelse p å tidspunktet for den auktion, som synes forestående. Navnlig kan der være tale om, at efterpant­

haveren vil søge dette tidspunkt frem skyndet, medens forpanthaveren foretrækker at stille sig afventende, da hans sikkerhed dog er større end efterpanthaverens. Betragtningen skyder derfor over målet. I hvert fald kan den kun føre til en regel om, at efterpanthaveren kan reagere, når forpanthaveren påbegynder retsforfølgning. I norsk retspraksis afventer man endda, at der tillyses auktion på forpanthaverens an­

modning, Arnholm . 136.

2° Medens den anførte betragtning virker med lige stor styrke, hvad enten efterpanthaveren har oprykningsret eller ej, men til gengæld svigter, hvis der bevilges henstand på forprioriteten, kan den efter- panthaver, der har oprykningsret, henvise til, at enhver forlængelse af afdragsordningen på en forprioritet kommer ham til skade, og dette m å gælde, hvad enten denne forlængelse frem kommer ved aftale mel­

lem forpanthaver og pantsætter, eller den blot rent faktisk kommer i stand, jfr Illum: Ejerpant. 139-40. M ed henblik på oprykningsretten er efterpanthaverens interesser dog tilstrækkeligt varetaget, hvis blot de afdrag, som debitor er i restance med, erlægges til ham. D ette resul­

tat kom m an til under den før T L gældende ordning, jfr U 1908.539."' Denne afgørelse angik et tilfælde, hvor en forpanthaver havde givet afkald på erlæggelse af et ejerskifteafdrag. Det siges, at efterpanthaveren havde »en selvstændig ret over for debitor til ikke som panthaver med den ham som sådan ved obligationen tildelte stilling i prioritetsrækken ved 2den prioritetshaverens vilkårlige eftergivelse at stilles ugunstigere, end om 2den prioriteten virkelig, som stipuleret, ved ejerskiftet var blevet nedbragt..

Afgørelsen dannede udgangspunktet for den regel, som nu findes i TL § 40, stk 3. I overensstemmelse med de faktiske forhold i den nævnte sag har m an formuleret reglen således, at den angår tilfælde, hvor der vedtages en nedsættelse af afdragets størrelse eller anden standsning i lånets afvikling, uanset at de reale betragtninger lige så vel dækker i de tilfælde, hvor der blot rent faktisk sker en forsinkelse i lånets afvikling.

3° M an m å helt afvise en tredie begrundelse for restancereglerne:

De kan ikke betragtes under synsvinklen: anteciperet misligholdelse.

Restancer på forprioritet 1 7 1

Hvis dette var tilfældet, m åtte m an i lige grad lægge vægt på restancer på for- og efterprioriteter. Men navnlig m åtte m an erkende, at re­

stancereglerne går langt videre, end de almindelige regler om ante- ciperet misligholdelse tilsiger. Efter dem kræves der – bortset fra insolvenstilfælde – en til vished grænsende sandsynlighed for, at mislig­

holdelse vil indtræde, jfr Ussing: Alm Del. 93, A m h o lm II I.30, 2 2 7 - 29. Dette kan jo ikke siges at være tilfældet her.

Lund Christiansen, 98 ff, jfr samme i J 1958.405, kritiserer restance­

klausulerne, som han foreslår afskaffet: De påberåbes uhyre sjældent, og i så fald meget muligt med et ganske andet formål: at skaffe sig en kurs­

gevinst.

Ved den nærmere gennemgang m å man sondre mellem, om man anvender den i pantebrevsformular I anvendte klausul (A), om man anvender den almindeligt formulerede restanceklausul (B), eller der slet ikke findes nogen klausul (C).

A. Klausulen i formular I

Bestemmelsen i pantebrevsformular I, pkt 8 f, må sammenholdes med reglen i T L § 40, stk 3, 3. pkt:

»En henstand m ed afdrags erlæggelse fra forpanthaverens side kan ikke bevirke, at efterpanthaverens kapital er forfalden, hvorimod efter- panthaveren i så fald kan forlange det forfaldne beløb udbetalt til ham selv som afdrag på skylden til ham«.

Reglen m å opfattes præceptivt og derfor have fortrin frem for den deklaratoriske bestemmelse i pantebrevsformularen, der altså må for­

tolkes i overensstemmelse med T L ’s regel.

P å den anden side m å bestemmelsen i formularens pkt 8 f fortolkes således, at den dog får et vist praktisk indhold. D ette virker tilbage på fortolkningen af T L § 40, stk 3, 3. pkt.

Hvis der er bevilget henstand på forprioriteten, forfalder efterpant­

haverens kapital altså ikke. Dette stemmer meget vel m ed de foran anførte betragtninger. Forpanthaveren har jo ved at give henstand netop tilkendegivet, at han ikke vil skride til realisation. Efter sammenhængen med de omgivende regler i T L § 40, stk 3 (navnlig 1. og 2. pkt), ligger det ganske vist nærmest at læse den nævnte regel således, at den kun omfatter tilfælde, hvor efterpanthaveren har oprykningsret.

172 § 15.11.A.

Men den efterpanthaver, som ikke har oprykningsret, har efter den an­

førte betragtning lige så lidt grund til at kræve sin kapital udbetalt, når der er bevilget henstand på forprioriteten. D erfor m å denne regel gælde uafhængigt af oprykningsordningen.

På den anden side m å reglen om udelukkelse af forfaldsvirkningen være begrænset til de tilfælde, hvor henstanden er vedtaget, og altså ikke gælde, hvor der kun faktisk er ydet henstand, uden at dette er aftalt, udtrykkeligt eller stiltiende. Hvis m an ikke antog dette, ville restanceklausuler miste enhver betydning, da alle restancer i så fald var ensbetydende med henstand.

Med henblik på afdragets betaling til efterpanthaveren er det vel motiveret, at reglen kun gælder, hvor der er oprykningsret. Hvis efter­

panthaveren ikke har oprykningsret, har han ikke noget rimeligt krav på at få afdrag på forprioriteten betalt til sig. H vad enten disse afdrag erlægges, som de skal, eller ej, forbliver efterpanthaveren på den priori- tetsplads, som nu engang er givet ham. Efter formuleringen i stk 3 i det hele skulle reglen også begrænses til de tilfælde, hvor henstanden er vedtaget. Denne begrænsning m åtte m an – som lige anført – gøre med henblik på forfaldsklausulernes anvendelse. M en begrænsningen er ikke på sin plads, når der er tale om at anvende afdragsreglen.

M an har ved reglens formulering taget for meget hensyn til forbille­

det, U 1908.539*, der angik et tilfælde, hvor der som anført forelå en aftale ikke blot om henstand, men endda om fuldstændig eftergivelse.

M an er da også inde på, at m an kan fortolke »henstand« som også omfattende tilfælde, hvor der stiltiende er ydet henstand. Denne for­

tolkning hjælper, men den slår ikke til. Selv om man kommer til det resultat, at der ikke foreligger et sådant stiltiende samtykke (forpant­

haver er fraværende, og hans fravær tyder ikke på, at han vil disponere i denne retning – eller forpanthaver vil gerne skride til forfølgning, men mangler i øjeblikket nogle nødvendige dokumenter), er reglen om afdrags erlæggelse til efterpanthaveren lige vel motiveret.

Det rette bliver da sikkert at fortolke § 40, stk 3, således at forfalds- klausulerne kun udelukkes, hvis der er bevilget – udtrykkeligt eller stiltiende – henstand, men i så fald hvad enten der er oprykningsret eller ej, medens afdragsreglen kun anvendes, såfremt der er opryk­

ningsret, men panthaver kan forlange hele sin kapital udbetalt, når der faktisk er restance på forprioriteten, og betingelserne herfor iøvrigt er opfyldt, jfr Pantebrevsformular 1, pkt. 8 f.

Restancer på forprioritet 1 7 3

Se om disse fortolkningsproblemer ER III. 1501-1502, O. K. Magnussen i TfR 1937.39 f, Vinding Kruse sammesteds. 58 f, T or kild-H ansen i U 1927 B. 287 f, samme i JurT 1928.49 ff, Kai G. Jensen i U 1932 B. 36, Lund Christiansen. 104 ff, Kæstel. 115.

Problemet har navnlig betydning for kreditforeninger, som meget ofte faktisk yder henstand i flere måneder, efter at terminen er udløbet, jfr oplysninger i VLT 1945.53.

For skatter og afgifter kan det ikke kræves, at der er foretaget bekendt­

gørelse om udpantning, den afgørende termin må være det tidspunkt, da skatterne er forfaldet til udpantning. VLT 1945.53.

Kapitalen forfalder, hvis debitor ikke på opfordring inden 7 dage – regnet fra opfordringens modtagelse, VLT 1945.53 – godtgør, at ydelser til de bedreprioriterede er betalt. (Om bevis herfor se VLT 1945.53. Hvis der er foretaget udlæg eller udpantning, eller ejendommen er taget til brugeligt pant, er kapitalen forfalden efter formularen pkt 8 c, jfr neden­

for III.E.5).

Særlige forhold kan bevirke, at debitor kan forlange dokumentation for, at den, der sender opfordringen efter formular I, pkt 8 f, er berettiget ifølge pantebrevet, U 1958.310 H, Juul-Olsen i J 1959.364.

Det er antaget i retspraksis, at opfordringen efter pantebrevsformularens pkt 8 f skal rettes til den, der er indtrådt som personligt hæftende skyldner, U 1955.1017 H. Herefter kan opfordringen ikke tillægges afgørende betyd­

ning, hvis den er rettet til den, der vel har overtaget den pantsatte ejen­

dom ved ejerskifte, men endnu ikke er indtrådt i skyldforholdet. Det ses ikke, hvorfor en sådan opfordring skal frakendes enhver betydning. Pante­

brevsformularens misligholdelsesregel har også betydning med hensyn til spørgsmålet om, hvornår kreditor kan søge sig fyldestgjort i pantet. Dette er helt indlysende, hvis panteretten ikke er forbundet med noget personligt gældsansvar. I disse tilfælde må opfordringen i hvert fald kunne rettes til den, der er ejer af pantet.

B. Den almindelig holdte restanceklausul

Restanceklausulen med den almindelige formulering findes fortrinsvis i ældre pantebreve, som stadig kan tænkes at cirkulere, men m an m ø­

der den også i nye pantebreve. I disse tilfælde har den ældre praksis stadig interesse. På grundlag af denne kan m an sige, at m an anlægger en for debitor lempelig fortolkning, og m an vil måske endda være til­

bøjelig til at anlægge en mere almindelig vurdering af debitors soliditet, jfr U 1923.426 og den i noten 427 refererede dom, samt 1921.858.

Af disse afgørelser fremgår, at der må kræves et forholdsvis groft for­

hold, jfr også 1921.585. Hvis debitor tidligere har erlagt mindre punktligt til forprioritetshaver, uden at denne har gjort indsigelse, forfalder kapitalen

1 7 4 § 15.IL B .-III.

ikke, U 1902 A. 7. Hvis debitor retter for sig, inden efterpanthaveren går til retten, er kapitalen heller ikke forfalden, U 1924.152, 1911.661, smh 1917.824 H. Med hensyn til skatter vises der særlig lemfældighed, idet man bl a har lagt vægt på, at det er almindeligt at vente med betaling til lige før udpantning påbegyndes. U 1909.520, 1898.741, 1895.200, 1893.

1185 H, smh U 1915.766 H. Om henstand efter ældre ret se U 1932.850 (ikke restance ved henstand), anderledes 1902 B. 112 H, 1877.1007.

C. Ingen klausul

I disse tilfælde m å m an vist nå til om trent samme resultater, som hvis restanceklausulen er anvendt, jfr under B, idet den retsteknisk til- skårne regel i pantebrevsformular I, pkt 8 f, vanskeligt kan anvendes uden særlig aftale herom.

Om restanceklausulerne se ER III. 1498 ff, Lund Christiansen. 98 ff.

Vinding Kruse anbefaler pantekreditor at følge formular I’s regel ved ældre pantebreve, og reglen anses som deklaratorisk regel ved nye pantebreve, smh Borum: Lovkonflikter (3. udg), 1948.20 ff. Dette må være udelukket allerede af den grund, at reglen ikke er fastholdt almindeligt ved udfær­

digelse af nye formularer.