Panterets stiftelse
I. Underpant i fast ejendom A. Pantebrevsf or mular erne
Efter Tinglysningsanordningens § 3, stk 1, skal pantebreve, der an
meldes til tinglysning, være affattet på de af justitsministeriet aner
kendte formularer (formular I for fast ejendom og form ular II for løsøre). M en efter den samme bestemmelse kan der anerkendes særlige blanketter for kreditforeninger, hypotekforeninger og andre offentlige anstalter, og efter § 3, stk 2, kan privatretlige dokumenter, der udstedes af eller til statens myndigheder eller komm uner på trykte blanketter, ligeledes få anerkendelse i denne henseende. I medfør af disse und
tagelsesbestemmelser har justitsministeriet anerkendt et større antal formularer, således at der nu i alt findes 53 (hvoraf 6 for løsøre). Efter TA § 4, stk 4, skal en samling af disse blanketter findes på ethvert tinglysningskontor. Dette er dog ikke blevet gennemført i praksis.
Det er ikke meningen m ed § 3, at m an er tvunget til at anvende de af justitsministeriet godkendte formularer, hvorimod det godkendte genpartspapir skal benyttes for at opnå tinglysning, U 1958.1 H. De formelle krav vedrørende form ularen indskrænker sig til følgende:
1) Pantebrevet skal deles i to afdelinger: E n afdeling med det indivi
duelle indhold (side 1-2 ) og en afdeling m ed det sædvanemæssige ind
hold (side 3).
2) Der m å kun ske tilføjelser til og udstregninger i den sædvanemæs
sige tekst, når de angives i det særlige indhold, § 3, stk 3. Hvis der ikke er plads til de individuelle afvigelser p å s 1-2, m å m an kunne
56 § 6.I.A.
fortsætte på 4. side, hvor der kan påføres påtegninger om ændringer, overdragelser og kvitteringer m v, jfr U 1957.218.
3) I det individuelle indhold skal rækkefølgen fra form ularen følges:
Parternes navne, skyldens størrelse, forrentning og afdragning, ejen
dommens betegnelse, angivelse af foranstående og jævnsides pante
hæftelser, angivelse af byrder, henvisning til en af de anerkendte pante- brevsformularer, debitors underskrift, vitterlighedsvidner, jfr justits
ministeriets cirk nr 16 af 1 0 /3 1927.
Form ålet med dette system er dels at skabe overskuelighed, dels at undgå ophobninger af ensartede vilkår i m apperne med genparter.
Efter TA § 4, stk 3, skal genparten kun gengive dokumentets særlige indhold. Af dette vil det fremgå, hvilken form ular der er anvendt. Dette system forudsætter imidlertid, at den sædvanemæssige tekst i form u
larerne er let tilgængelig, men dette er som anført ikke tilfældet. M an har fulgt en meget lemfældig praksis med hensyn til godkendelse af formularer. R e re form ularer er blevet godkendt for samme kredit
institution, om end m an norm alt har krævet, at lånevirksomheden ifølge en ældre form ular er ophørt, før ny form ular er godkendt. M an har også godkendt form ularer med et indhold, som afviger fra nugældende ret, navnlig om pant i tilbehør. Forskelle mellem forskellige form ularer beror ofte p å mindre afvigelser mellem forskellige vedtægter. Disse forskelle er undertiden af meget ringe betydning og kunne formentlig let være bragt ud af verden. M an kan sikkert fastslå, at debitorer oftest er ganske ukendt m ed disse nuancer, og der gøres ikke meget for at henlede deres opmærksomhed derpå. I reglen – men ikke altid – er disse forskelle af ringe betydning for debitorerne.
Selv om der ved udformningen af pantebrevsformularerne i forbin
delse med T L blev foretaget en gennemgribende rationalisering, er der behov for en yderligere rationalisering. Form en er stadig præget af en vis højtidelighed, som m å vige for en rationel kontorteknik m ed an
vendelse af rubra, som udfyldes, uden at m an herved behøver at for
falde til helt uforståelige papirstykker, som m an ser praktiseret ved større institutioners opkrævninger og udbetalinger.
En redegørelse for og kritik af formularsystemet findes hos Lund Chri
stiansen, særlig 1 ff, en oversigt over formularerne findes 270 ff.
Formularerne skal have formatet A 4, bkg nr 187 af 28/6 1956.
I Sverige er gennemført nye regler om panterettigheder og deres tinglys
ning ved Jordabalk 6. kap. Herefter er grundlaget for panteretten et pante
brev udstedt af tinglysningsmyndigheden efter anmodning fra ejeren, men
Pantebrevsformularer 57
stiftelsen af panteretten sker først ved ejerens overladelse af pantebrevet til en anden som pant for en fordring, Jordabalk 6:2. Er sådan overladelse ikke sket, er ejeren berettiget til ved tvangsforfølgning at få andel i midler
ne med pantebrevets beløb, 6:9. Rentebeløbet fikseres til et vist standardi
seret beløb, ikke overstigende 15% af fordringens inden for pantebrevets beløb liggende kapitalbeløb med tillæg af 6% p a fra den dag, der gøres udlæg. 6:3. Forskellige regler søger at hindre, at der opstår komplikationer ved ejendommens realisation, jfr nærmere Olivecrona i SvJT 1971. 514- 537 med kritik af reglerne og panteretskonstruktionen.
Der er intet i vejen for, at pantebrevet s 1 -2 affattes på den måde, at teksten helt omskrives – hvad der kan være mere overskueligt end at foretage rettelser, jfr U 1930.333 (om løsørepantebreve) – eller at vedkommende kreditinstitution lader disse sider trykke med det speci
elle indhold, som institutionen ønsker, blot m an iagttager rækkefølgen af de forskellige vilkår, som den er angivet i de almindelige pantebrevs
formularer. Tilsvarende trykt tekst kan angives på genpartspapiret, så
ledes at trykningen finder sted på genpartspapir m ed blanke blade i stedet for m ed tekst som beregnet til pantebreve. Benyttes der afvigelser i forhold til den almindelige tekst s 3, kan disse afvigelser mest hen
sigtsmæssigt trykkes på s 2 lige før underskriften og henvisningen til pantebrevsformularens nr.
Justitsmin cirk nr 173 af 16/12 1927 har fastslået, at skyldnerunderskrift under de sædvanemæssige bestemmelser kan undlades. Alligevel underskri
ver debitor efter de stdvanemæssige bestemmelser ved nogle af formula
rerne.
Side 2 kan henstå blank og underskrift med attestationer anføres på s 4, U 1966.319, hvoraf dog fremgik, at genparten ikke havde blanke sider.
M an er gået ud fra, at pantebrevsform ularen ikke er anvendelig ved skadesløsbreve, medens den på den anden side anvendes ved ejer- pantebreve. F or skadesløsbrevenes vedkommende har m an henvist til, at de ikke egner sig til formularmæssig behandling, således at det lige
frem ville blive til ulempe for erhvervslivet, hvis de blev underkastet formulartvang, U 1928.99 (om løsørepantebreve), Vinding Kruse i U 1927 B .354-55, E R III. 1455. Denne betragtning er ikke holdbar, jfr L und Christiansen. 259 ff. D er er blevet udarbejdet forskellige blanketter til skadesløsbreve, og disse benyttes almindeligt. I det store og hele benytter m an de sædvanemæssige vilkår fra form ular I.
Forskellene består navnlig i, at man ikke benytter bestemmelserne i pkt 1 og 2 om rentebetaling ved erlæggelse senere end »1ste terminsdag«
58 § 6.I.A.
og om portrofri betaling på kreditors bopæl. Forfaldsklausulerne er noget ændrede, henvisningen til Rpl § 478, stk 1, nr 3, om umiddelbart udlæg er udgået og værnetingsbestemmelsen ændret. Disse forskelle er imidlertid ikke større, end at man kunne gennemføre formularer, der i alt det væsent
lige kom til at svare til de almindelige formularer for pantebreve. Man har da også benyttet formular I ved ejerpantebreve, uanset at der i disse tilfælde i lige så høj grad kan være grund til at træffe afvigende bestem
melser. Dette gælder ikke mindst, efter at det i praksis er fastslået, at Rpl
§ 478, stk 1, nr 3, i hvert fald normalt ikke lader sig anvende ved ejer
pantebreve, da de for så vidt ganske må ligestilles med skadesløsbreve, jfr nedenfor i § 18. I stedet for at godkende en række formularer, hvor de indbyrdes afvigelser undertiden er ligefrem ubegrundede, burde man kon
centrere sig om at godkende velegnede formularer som for ejerpantebreve og skadesløsbreve.
Tinglysningsanordningen har i forskellige bestemmelser taget positiv stil
ling til, om skadesløsbreve skal behandles efter samme regler som (andre) pantebreve. I § 11, 2), 4) og 5) (men ikke 6) bruges vendingen »pantebreve (derunder skadesløsbreve)« i forskellige tilfælde, hvor der sker afvisning fra dagbogen. I § 15, stk 1, 8) tales der derimod om »pantebreve (og skadesløsbreve)«. Terminologien er altså vaklende, og udtalelserne om skadesløsbreve på de nævnte steder opfattes vel nærmest som ex tuto be
stemmelser, jfr redaktionsnoten til U 1927.701: »at der ikke i TA § 11, 6) er tilføjet »(derunder skadesløsbreve)« må være uden betydning.« I ER 11.954 udtales det ligefrem, at »pantebreve« i TL i det hele omfatter ska
desløsbreve, medmindre reglen står i forbindelse med negotiabiliteten.
Der har været tvivl om, hvorvidt m an ved retsforlig skal benytte pantebrevsformularen. Dette er antaget f s v angår ratihaberede forlig (efter de dagældende regler ratihaberet i en forligskommission) ved U 1930.555, jfr E R III.1455, Illum: Tinglysning. 104. M an havde forsøgt med en begæring om lysning af retsforlig efter T L § 12 eller dennes analogi, idet der i denne bestemmelse tales om tinglysning af
»udlæg, dom og anden offentlig retshandling«. R etten lagde imidlertid vægt på, at det i virkeligheden drejede sig om en pantsætning, hvorfor der m åtte udstedes pantebrev i den i T A foreskrevne form.
Denne argumentation virker ikke overbevisende. Tinglysningsanordnin- gens § 3 foreskriver kun formulartvang for pantebreve, der anmeldes til lysning, men der er ikke taget stilling til, hvornår der skal udstedes pante
brev. Et ejerpantebrev er i hvert fald et pantebrev, og et skadesløsbrev kan også betegnes som et pantebrev, jfr ovenfor om terminologien i TA. Allige
vel har man i det sidstnævnte tilfælde set bort fra formulartvangen. Af
gørelsen må bero på praktiske betragtninger over, om formular er hensigts
mæssig. Men netop retsforlig kan indeholde vilkår, der afviger ganske
Pantebrevsformularer 59
væsentligt fra de sædvanlige pantebreve, og navnlig er det praktisk, at panteretten i dette tilfælde optræder i stedet for et udlæg. For så vidt er det ikke nogen fjerntliggende tanke, at man i den nævnte sag henviste til TL § 12; en bekræftet udskrift af retsbogen er jo den autentiske oplysning om den aftale, som i det foreliggende tilfælde var indgået med rettens bistand. Det kan ikke forventes, at man i retten får affattet et formelt pantebrev, og vel kan debitor forpligte sig til senere at underskrive et pante
brev, men opstår der vanskeligheder herved, idet debitor nægter at under
skrive, eller hvis dette kommer til at trække ud, kan kreditor blive sat i en vanskelig stilling. I hvert fald løber han en risiko ved ikke at få retsværn hurtigst muligt efter forligets oprettelse.
Retsforlig, der hjemler en panteret, er i øvrigt så sjældne, at det ikke vil volde praktiske vanskeligheder, om de tinglyses som individuelle dokumen
ter, forskellige fra almindelige pantebreve.
Skifteekstrakt efter de før lov nr 412 af 18/12 1963 gældende regler i Skiftelovens § 63 kunne lyses uden benyttelse af formularen, idet vil
kårene, der beroede på specialregler, afveg meget væsentligt fra de sædvan
lige. Det samme gælder aftægtskontrakter, Sand i U 1957 B. 98 og 99 f.
Såfremt pantestiftelsen fremkomm er som et supplement til en anden aftale, gælder formulartvangen ikke, idet vilkårene i disse tilfælde norm alt vil afvige væsentligt fra de sædvanlige som følge af sammen
koblingen med hoveddokumentet. D ette synes også forudsat ved T A
§ 5, stk 3, sidste pkt, hvorefter der skal leveres ekstraktgenpart, hvis et skøde tillige begæres lyst som pantestiftende, jfr også § 11, 8) sidste pkt.
I U 1952.1116 udtales det generelt, at TA § 3 kun kan antages at finde anvendelse på »almindelige pantebreve«. Afgørelsen strider herefter mod den tidligere anførte afgørelse U 1930.555 om et ratihaberet forlig.
Ændringer i panteaftalen kan ske uden oprettelse af nyt pantebrev, blot ved påtegning på det oprindelige. D ette er forudsat i TA § 26 og er anerkendt ved U 1933.540 (opskrivning ved, at der gaves pant for et henstandsbeløb; i dette tilfælde ændredes rentefod og afdragsvilkår i forhold til det oprindelige pantebrev; antaget til lysning på grundlag af en påtegning), Illum: Tinglysning. 104. Den i T A § 26 nævnte sær
lige teknik (opklæbning i m appen af tinglyste påtegninger på pante
breve) anvendes ikke almindeligt i praksis, idet genpartsdokumenter vedrørende påtegninger blot anbringes i m appen um iddelbart efter hoveddokum entet og fjernes sammen med dette. Opregningen i § 26 er ikke udtømmende, idet de fremhævede tilfælde kun betegnes som eks
empler. M an m å derfor kunne gå den samme vej i andre tilfælde, hvor
60 § 6.I.A.-B.
ændringen praktisk kan gennemføres ved en påtegning. Dette m å gælde, hvis en anden ejendom skal være panteobjekt, og dette formentlig end
og selv om denne anden ejendom ligger i en anden retskreds, se U 1934.
622 smh med U 1934.786 (med redaktionsnote), Illum: Tinglysning.
104, v. E yben i J 1951.61. Den samme lette fremgangsmåde kan an
vendes, hvis et pantebrev transporteres til pantsætter og fra ham til en ny panthaver, jfr nedenfor i § 13, I. Derimod må der udstedes et nyt pantebrev, hvis det gamle pantebrev er kvitteret til aflysning eller på anden måde ophørt og derefter påny bringes i anvendelse med en an
den ejendom som panteobjekt. Udlæg kan ikke ved en påtegnet aftale overføres til en anden ejendom, U 1971.871.
B. Lysningsreglerne
Ud over de formelle krav, som følger af formulartvangen, gælder dels de almindelige tinglysningsregler, som er fælles for alle dokumenter, dels nogle særlige regler for pantebreve. H erom m å i hovedsagen hen
vises til tinglysningslæren, jfr Formuerettigheder afsnit V, men nogle hovedpunkter skal fremhæves.
1° Ejendom m en, parterne og rettens karakter og indhold skal være identificeret gennem dokumentet. Det kræves ikke ubetinget, at ejen
dommen er matrikuleret, jfr nedenfor i § 7, III, men hvis den er det, må m atrikelnummeret angives øverst på første side, og dette gælder også, hvis lysningen angår bygning på lejet grund, T L § 9, stk 3, § 8, stk 2.
Findes der gade og hus nr, skal dette angives, T A § 11, 2). Udstede
ren og rettens karakter og indhold skal kunne identificeres, for at reglen 1 T L § 10, stk 1, kan efterleves, idet det skal kunne ses, at udstederen er beføjet til at råde i den angivne retning, kreditor skal være angivet, således at han kan identificeres, jfr U 1968.890, og hans bopæl skal være angivet, hvis den ikke er almindelig bekendt, eller der er opgivet en anden person eller anstalt, som er berettiget til at modtage forkyn
delser og meddelelser på panthavers vegne, T L § 9, stk 3, § 14, stk 2, T A § 11, 5). Endvidere skal anmelderens navn og bopæl angives, T L
§ 9, stk 3, § 14, stk 2. Endelig skal vitterlighedsvidners navn, stilling og bopæl være påført pantebrevet, TA § 1 1 , 4 ) smh med T L § 10, stk 2 og § 14, stk 2.
2° E t pantebrev skal altid angive de enkelte foranstående hæftelser samt disses beløb. T L § 15, stk 5, 2. pkt. Det er altså ikke som ved
Tinglysning af pantebreve 61 andre dokum enter tilstrækkeligt at henvise til tingbogens oplysninger herom.
Ved anvendelsen af reglen opstår der navnlig tvivl om, hvorledes
»pantebrev« skal forstås i denne sammenhæng, hvad der ligger i frem hævelsen af »foranstående hæftelser«, og hvad der nærm ere kræves, for at m an kan sige, at »disse beløb« er angivet.
a. Udtrykket »pantebreve« antages at omfatte såvel ejerpantebreve som skadesløsbreve, selv om sådanne dokum enter sjældent er genstand for omsætning, og skadesløsbreve i hvert fald ikke er negotiable. Det dækker derim od ikke panteaftaler i andre dokumenter, f eks skøder, og heller ikke udlægspant og pant i brugsrettigheder og servitutter.
b. Uanset at der kun tales om »foranstående hæftelser«, m å opreg
ningen også dække sideordnede hæftelser.
c. Angivelsen af beløbenes størrelse skal stemme med tingbogens angivelser, men kan suppleres med oplysning om, at beløbet er ned
bragt, uden at aflysning er sket. Reglen dækker kun allerede eksiste
rende eller samtidig stiftede hæftelser, hvorfor der kan henvises til, at pantebrevet viger for »størst muligt kreditforeningslån«, jfr nedenfor i § 17. II. D.
3° Med et pantebrev skal som legitimation følge det sidst tinglyste skøde, T L § 9, stk 2, TA § 11, 6).
4° Ved transporter og ændringer på pantebreve kræves enten, at transporten eller ændringen er påtegnet dokumentet, eller at dette fore
vises samtidig med den særlige erklæring om transporten eller ændrin
gen, som ønskes lyst, TA § 1 1 , 8 ) .
5° Ved skadesløsbreve skal størstebeløbet angives, se nærmere ne
denfor i § 10. I.
II. Underpant i løsøre