Ophør
I. Særregler i forbindelse med retsværnsreglemes iagttagelse A. Præklusion
De ældre lovregler m åtte forstås således, at man generelt har ude
lukket præklusion af panterettigheder, jfr D L 5-14—29 og 5 -1 4 -3 6 , Krigsartikelbrev af 2 9 /7 1756 § 777, og Skiftelovens § 22 har om dødsboer blot udtalt, at det har sit forblivende ved gældende rets regler om den pligt, som indkaldelsen pålægger kreditorerne til at melde sig under deres fordringers fortabelse. De forsøg, der er gjort på at for
tolke de ældre regler indskrænkende, har ikke virket overbevisende.
M an m å sikkert erkende, at det på D L ’s tid virkelig har været menin
gen, at samtlige arter af panterettigheder var undtaget fra præklusion.
M en denne opfattelse kan næppe være bindende i dag, da den er baseret på en anden opfattelse af forholdet mellem panterettigheder og fordringsrettigheder end den, der er herskende nu. M an m å derfor stå ret frit ved opstillingen af retsreglerne.
Præklusionen rammer de personlige krav, som måtte være forbundet med pantet, medmindre man ved indkaldelsen udtrykkelig har undtaget pantekreditors krav uden at præcisere, at man alene har villet undtage pantekravet, jfr bemærkninger i U 1896.294 i forbindelse med en skifte
decision, U 1896.293, der gik i modsat retning.
Det er ikke ganske klart, hvorfor m an i større eller m indre omfang undtager panterettigheder fra præklusion. Forestillingen om, at tinglige rettigheder i det hele har en større m odstandskraft end obligatoriske rettigheder, har antagelig spillet en rolle, men disse forestillinger kan i hvert fald ikke være afgørende, efter at det er afklaret, hvad der ligger bag ved sondringen mellem de to grupper af rettigheder.
M an kan heller ikke lægge vægt på, om panthaveren er separatist.
Antog m an det, kunne m an ikke ved underpant i fast ejendom komme til et fælles resultat, idet der kun er separatiststilling, n år de særlige betingelser efter Rpl §§ 680 og 681 er opfyldt. Men det er i det hele
Præklusion af håndpant 1 4 3
taget vanskeligt at se, hvorfor separatiststillingen kan motivere en und
tagelse fra præklusion. Hvis ikke det pågældende aktiv helt m å betrag
tes som værende uden for boets formuemasse, idet der intet kan blive tilovers af aktivets værdi efter dækning af separatistens krav, er boet dog interesseret i at få en afklaring af forholdet gennem præklusionen.
M an har henvist til, at rettens notoritet bør bevirke undtagelse fra præklusionsreglen. D ette stemmer imidlertid dårligt m ed den fast an- tagne regel om, at proklamaudstederens kendskab til fordringen ikke udelukker præklusion, Ussing: Alm Del. 415, Jul. Lassen: A lm . Del.
881. Ved denne regel er m an ganske vist kommet ud over, hvad præ- klusionsformålet tilsiger, men det er næppe muligt på grundlag af de gældende lovregler at komme til andet resultat. D et kan derfor ikke være notoriteten alene, som medfører, at panterettigheder i et vist omfang udelukkes fra præklusion. Alligevel m å det være rigtigt at lægge megen vægt herpå, om end andre praktiske betragtninger må inddrages i de enkelte undersøgelser.
En række afgørelser forudsætter, at krav på individuelt bestemte ting ikke prækluderes, idet vægten lægges på, om retten er tinglig eller obligato
risk, U 1915.736, 1933.810, 1932.383, jfr fra norsk ret NRt 1931.385, se hertil ER III. 1445. Dette harmonerer dårligt med, at krav af denne art kan forældes, Ussing: Alm Del. 414.
1 ° Pant for egen gæld
a. Håndpant og pant i fordringer. Panteretten rammes ikke af præ
klusionen, da den rådighedsberøvelse, som kræves for at opnå rets- værn, bevirker, at et dødsbo ikke uden videre kan medregne det pant
satte som et ubehæftet aktiv i boet, og at boet er opfordret til at søge forholdet klaret ved henvendelse til kreditor. Desuden foregår realisa
tionen ikke gennem boet, men ved vedkommende håndpanthaver.
Tilsvarende regel må gælde om pant i fordringer, for hvilke der er skabt retsværn ved denuntiation til debitor eller ved rådighedsberøvelse vedrørende dokumentet.
Jfr herved U 1917.427 H, noten. 428 (dommen i Schl III.452 angår derimod pantsætters krav på tilbagesøgning af pantet eller dets overskud, hvilket krav ikke anses prækluderet).
Samme regel antages om skadesløsbreve i løsøre og fordringer, idet de praktiske grunde, der taler mod præklusion, er uændrede.
1 4 4 § 14.I.A .
b. Underpant i fast ejendom. Hvis panteretten er tinglyst, er det urimeligt at forlange, at kreditor skal anmelde sit krav overfor boet, idet boet med udgangspunktet i tingbogen kan få oplysning om kredi
tor og om gældsforholdet. Ved ejerpantebreve og skadesløsbreve gæl
der dette dog kun til en vis grad. Ved ejerpantebreve er det ganske vist ikke klart, hvem der er den reelle kreditor, m en i praksis kan det let læses ud af de tinglyste oplysninger, som vil angive, til hvem henven
delser skal sendes. Ved skadesløsbreve er kreditors navn vel anført, men gældens nærmere størrelse, bortset fra maksimum, kendes ikke.
Alligevel er boet også i disse tilfælde stærkt opfordret til at skaffe forholdet oplyst, og boet vil have forholdsvis let herved.
Almindelige pantebreve kan være overdraget ved utinglyst transport, således at boet selv i disse tilfælde kan have vanskelighed ved at opnå kontakt med rette kreditor. Trods dette er det klart, at præklusion ikke indtræder ved de almindelige underpantebreve i fast ejendom. Boet ved, at beløbet skyldes, men kan være i tvivl om, hvem der er rette kredi
tor, således at legitimationsregler og deponering kan komme på tale.
Panterettigheder, der er fritaget for lysning efter T L § 4, præ- kluderes ikke, da boet lige så vel som omsætningserhververe m å være forberedt på sådanne rettigheder og let kan skaffe sig oplysning herom.
Præklusion vil også være udelukket i de fleste andre tilfælde af lov- bestemt pant.
Praksis stemmer med det anførte, jfr Schl III. 181, 1860.452 (ud
talelse i skiftedecisionen), 1887.644 H (1885.1112), 1879.1074 (skadesløs
brev for egen gæld), Canc Skr 13/7 1819, Rescriptsamling 1819.241 (242).
U 1938.817 har antaget, at en utinglyst byrde, der måtte betragtes som grundbyrde, ikke prækluderedes. Landsrettens begrundelse er ikke helt klar.
Efter Jordabalk 6:4 prækluderes pantebreve ikke, selv om kreditors fordring er prækluderet.
c. Underpant i registreret skib. Herom m å gælde samme regler som om underpant i fast ejendom, jfr Kæstel. 71.
En dom fra 1807, Jur Arkiv bd 14.123 om søpant udtalte i almindelig
hed, at fordringer, der er forsynet med pant, ikke er undtaget fra præklu
sion, så meget mindre som DL 5-14-29 endog udtrykkelig nævner pante
brev.
d. Underpant i løsøre. Den almindelige opfattelse går i overens
stemmelse med ældre retspraksis ud på, at underpant i løsøre præ
kluderes. Det er dog et spørgsmål, om ikke denne opfattelse hvilede på
Præklusion af underpant i løsøre 1 4 5 den antagelse, at underpant i løsøre i det hele var et institut, som rets
ordenen så på med en vis mistillid. Efterhånden som det er blevet almindeligt, at der gives underpant i værdifulde maskiner o l , således at bohavepantet økonomisk set træder i baggrunden, m å denne opfat
telse ændres. I hvert fald er der ikke grund til at bygge på den ældre opfattelse, efter at retsstillingen for underpanthaveren i løsøre er blevet helt ændret ved ændringslovene nr 176 og 177 af 2 9 /4 1960 til K L og TL. Hvis panteretten er tinglyst, er det da også en let sag for boet at konstatere, om der i personbogen er indført rettigheder af denne art på afdødes navn.
e. Der er i hvert fald ikke grund til at prækludere tinglyst skifte ekstrakt efter Skiftelovens § 63, som den var formuleret før lov nr 412 af 18/12 1963. Undladelse af at anmelde kan skyldes, at man betragter kravet som værdiløst, fordi der ingen aktiver er i boet, som må være vel bekendt med, hvem der er kreditor. Det vil da virke urimeligt, om børnenes arvekrav, der er sikret på denne måde, skal stå tilbage for kreditorkrav, hvis boet senere reassumeres, fordi der er indkommet nye værdier i boet. Ved proklamabe
villinger plejer man generelt at undtage umyndiges krav. Det ville harmo
nere dårligt hermed, om man ved dødsboproklamaer ramte en væsentlig gruppe af krav, der falder ind under denne undtagelse, uanset at den tinglyste skifteekstrakt endog skulle betyde en ekstra sikkerhed.
Der foreligger ikke nogen nyere afgørelse om præklusion af underpant i løsøre. En afgørelse fra 1839, JT bd 36.166 antog, at retten prækluderes.
En afgørelse i U 1885.1112 i samme retning blev ikke prøvet i denne henseende ved højesteret, idet denne ret opfattede forholdet som et tilfælde af pant i fast ejendom, U 1887.644 (pant i »Nådensåret« opfattedes som pant i løsøre, men bortfaldt som utinglæst). Afgørelsen i HRT 1862.306 angik tinglyst skifteekstrakt; det blev antaget, at den umyndiges krav præ- kluderedes, idet der blev lagt vægt på, at retten efter skifteekstrakten ikke var af samme »natur« som pant i fast ejendom. Dette gamle præjudikat med den anførte begrundelse kan dog kun tillægges ringe vægt nu. Retsan
vendelsen må i det hele stå ganske frit ved bedømmelsen af dette spørgsmål, og i hvert fald kan det ikke være rigtigt, at en afgørelse i modsat retning af det gamle præjudikat skulle kræve en lovændring, se derimod i denne ret
ning Illum i U 1959 B. 132. Juul-Olsen tager ikke endelig stilling til spørgs
målet i J 1959.364, men henstiller spørgsmålet som tvivlsomt, Kæstel. 71 antager, at underpant i løsøre bortfalder ved præklusion sammen med for
dringen, og spørgsmålet nævnes kun i forbigående af Gomard: Fogedret. 1.
udg. 95 note 235.
I den ældre litteratur er opfattelserne divergerende. Ørsted: Håndbog VI.240 ff, J. O. Hansen: Systematisk Fremstilling af det Danske Skifte
væsen, 3. udg 1837, 159-63, Ernst Møller. 363 ff, Gram 1.655, Deuntzer.
239 ff, /. E. Larsen: Saml Skr II.2, 123-124, har ment, at underpant, eller
10 Panterettigheder
1 4 6 § 14.I.A .
dog i hvert fald underpant i løsøre, ramtes af præklusionen, anderledes Torp. 741-43, samme i U 1891.9, Hagerup. 447-48, Jul. Lassen: Alm Del.
876-77, Matzen. 584-86. I ER 111.1444-45 antager Vinding Kruse, at håndpant og underpant i fast ejendom ikke prækluderes, men at underpant i løsøre, herunder også retten ifølge tinglyst skifteekstrakt, prækluderes. Det antages endvidere, at skadesløsbreve prækluderes, hvad enten de er stillet for egen eller for trediemands gæld.
Efter norsk ret rammer præklusion i dødsboer overhovedet ikke pante
rettigheder. Arnholm. 257-58, jfr 272 om skadesløsbreve. Det samme gæl
der efter svensk og finsk ret. Undén 1.221, 11.461, Taxell. 186-88, Wrede.
487-88.
Anerkender m an de foranstående betragtninger, kommer m an til det resultat, at tinglyste (registrerede) panterettigheder og andre pante
rettigheder, hvor retsvæmsreglerne er iagttaget, ikke prækluderes.
2° Pant for trediemands gæld
Pant for trediemands gæld prækluderes kun i samme omfang som panterettigheder for egen gæld. Der opstår imidlertid et særligt spørgs
mål, fordi panteretten i disse tilfælde kan bortfalde efter forudsætnings- synspunkter, nemlig når den personlige skyldners forpligtelse bortfalder ved præklusion.
Form ålet med pantsætning i disse tilfælde er, ligesom ved kaution, at sikre mod skyldnerens insolvens, eventuelt også mod hans mangel på præcision med betalingen ved forfaldstid. Derimod er der ikke nogen grund til at sikre mod det forhold, at kreditor mister retten ved ikke at anmelde i den personlige skyldners bo. D et ville også være byrdefuldt for pantsætter, om han skulle hæfte i disse tilfælde, idet han efter at have dækket tabet gennem pantet ikke kan gennemføre regres mod boet, når hovedskyldnerens personlige ansvar er bortfaldet.
I kautionslæren er man da også trods udtalelser i modsat retning i praksis tilbøjelig til at mene, at m an ikke ved selvskyldnerkaution kan opretholde noget ansvar mod kautionisten, når hovedfordringen er prækluderet, Ussing: Enkelte Kontrakter. 196, Kaution. 198-99, se hertil Nebelong: Forløfte. 96-97, Krag Jespersen. 49, Carsten Smith:
Kausjonsrett. 110-111.
Accepterer m an disse betragtninger, m å m an komme til det resultat,
Forældelse af underpant i fast ejendom 1 4 7
at præklusionen rammer panteretten, stillet af trediemand, hvad enten det drejer sig om et skadesløsbrev eller et almindeligt pantebrev.
H erved kommer m an ganske vist til et resultat, der ikke stemmer med indholdet af de under 1° nævnte ældre lovbestemmelser. Det kan dog ligeså lidt antages, at disse bestemmelser har gjort op med det særlige forudsætningsspørgsmål, som at T L § 42 har gjort op med tilsvarende forældelsesspørgsmål, jfr nedenfor under B.2°.
I praksis har man antaget, at pant for trediemands gæld bortfaldt ved præklusion, U 1917.155*, Kcestel. 71. Det drejede sig om et skadesløsbrev, men begrundelsen blev søgt i, at pantet var stillet for trediemands gæld.
B. Forældelse
Forældelsesspørgsmålet er delvis afgjort ved TL § 42, dels direkte, dels modsætningsvis. Direkte fastslår reglen, at panteretten for hoved
stolen ifølge tinglyst pantebrev i fast ejendom for en bestem t angiven sum ikke forældes. Der hersker nogen tvivl om, hvad der kan sluttes fra reglen. F or at få overblik over retsreglerne på dette område er det praktisk at dele op på samme m åde som ved præklusion.
1 ° Pant for egen gæld
a . Håndpant og pant i fordringer er uforældelige, idet retten stadig holdes i kraft ved rådighedsberøvelse.
b. Underpant i fast ejendom. Hovedreglen i TL § 42 er begrundet i forskellige betragtninger. M an har gjort gældende, at tinglysningen i sig selv er ensbetydende med en perm anent advarsel, idet den afskærer pantsætteren fra at disponere i strid med pantsætningen, jfr Torp.
7 46-47, jfr 737 ff og samme i U 1891.1 ff. Det må imidlertid erkendes at mange ejere ikke ser deres tingbogsblad igennem selv gennem meget lange perioder, og hvis der ikke sker bevægelser med ejendommen, kan der gå mange år, uden at der bliver nogen anledning til at foretage et sådant eftersyn, jfr E R III. 1446. I relation til præklusionsreglerne gi
ver derimod proklam aets udstedelse en anledning til på et bestemt tidspunkt at se tingbogen efter. Reglen underbygges derfor yderligere med den betragtning, at det i langvarige låneforhold er upraktisk at skulle sørge for fornyelsespåtegninger, E R III, 1446 f, ligesom disse fø
rer til overfyldning af tingbogen. Allerede denne hovedbetragtning blev 10*
1 4 8 § 14.I.B.
anført i den gamle Højesterets dombog 1693, bd 2.162, Højesterets protokol 1693, litr A 173 og 271, hvor m an dog yderligere henviste til D L ’s skarpe sondring mellem pantebreve i D L 5-7-7 og almindelige gældsbreve i D L 5-14-4.
Ørsted: Håndbog IV.354 ff søgte under påvirkning af Code civil art 2180 at gå imod denne opfattelse, hvorefter pantebreve i fast ejendom ikke skulle forældes, og han fik praksis med sig ved højesteretsdom af 21/10 1851 (Schl Saml 1.399), der stadfæster dommen i JU 1850.259, JU 1857.199, U 1913.249 H (1911.693). Se i øvrigt Bentzon i U 1891.289 ff, Hagerup.
446 ff, Matzen. 581, Niels Lassen: Nordisk Tingsret. 237, Ernst Møller i U 1891.225 f, TfR 1891.46 ff, Arnholm. 255-57, luul: Højesteret. 23-25.
N år det udtrykkelig siges, at »hovedstolen« ikke forældes, er det klart, at reglen ikke gælder rentekrav, for hvilke panteretten forældes samtidig med det personlige krav.
Derimod kan m an ikke uden videre slutte modsætningsvis fra T L
§ 42 til, at skadesløsbreve forældes. M an må ved afgørelsen heraf sondre mellem 3 spørgsmål: 1) om det personlige gældsansvar, som skadesløsbrevet dækker, forældes, 2) om dæknings adgang i pantet bort
falder for de krav, der forældes, og 3) om de dækningsmuligheder, der overhovedet er skabt ved skadesløsbrevet, forældes.
Det er klart, at adgangen til at søge sig fyldestgjort i kraft af det personlige gældsansvar bortfalder efter de almindelige forældelsesregler.
Men da det ikke kan være meningen med T L § 42, at man ved ud
trykket »bestemt angiven sum« blot har taget et forbehold vedrørende det personlige ansvar, m å det tillige antages, at adgangen til at søge sig fyldestgjort i pantet for krav, der er forældede, samtidig bortfalder, jfr derimod om præklusion foran under A.
M en hermed er selve skadesløsbrevet som sådant ikke faldet bort.
Det sker først, når det mellemværende, som det skal sikre, er endeligt afviklet, f eks efter lovlig opsigelse fra en af parternes side efterfulgt af den skyldige gælds betaling.
Hermed stemmer U 1922.218, jfr Ussing: Alm Del. 403. I dette tilfælde, der angik pant i en livspolice, havde kreditor først anlagt sag for at få mellemværendet afgjort; under denne sag blev det fastslået, at en del af gælden ikke var forældet. Den ikke-forældede del blev derefter betalt af debitor. Herefter var kreditor pligtig til at udlevere pantet (mod refusion af et præmiebeløb, som kreditor havde afholdt for at holde pantet, en police, i kraft), jfr herved Illum: Ejerpant. 77. U 1925.948 H stemmer også hermed, idet der frifandtes for en påstand gående ud på, at kreditor skulle
Forældelse ved skadesløsbreve 149 kendes berettiget til at gøre udlæg for en gældspost – som antoges forældet - inden for skadesløsbrevets rammer. Selve skadesløsbrevet bestod derimod fortsat. U 1943.130 udtaler, at modsætningsslutningen fra § 42 kun med
fører, at det må afgøres efter hidtil gældende rets regel, hvornår forældelse indtræder ved skadesløsbreve, og at forældelsen derfor må afhænge af, hvorvidt det underliggende forhold er forældet. Den omstændighed, at det underliggende forhold er forældet, betyder altså, at kreditor hverken kan søge sig fyldestgjort ved at sagsøge debitor personligt eller ved at søge sig fyldestgjort i pantet. Dommen syntes at forudsætte, at man i så fald uden yderligere betingelser kunne få skadesløsbrevet udslettet, men direkte er der ikke taget stilling hertil. – Spørgsmålet blev ikke påkendt ved U 1969.
919, idet retten anså et dokument, der betegnede sig som et skadesløsbrev
»overvejende« som et egentligt pantebrev.
Som teksten Kæstel. 69.
Efter den norske forældelseslovs § 1, stk. 3, falder panteretten ifølge skadesløsbrev bort sammen med den sikrede fordring, men dette gælder dog kun i det omfang, hvori det sikrer fremtidig opstående gæld, Arnholm. 304, 288.
Om forældelse af ejendomsforbehold se Fast ejendoms regulering I, § 16 II.A.3.
TL § 42 er blevet anvendt over for ældre pantebreve fra før TL, når blot de var i kraft ved lovens ikrafttræden, U 1936.785. Bestemmelsen er også blevet anvendt på forlig, der er lyst som hæftelse på fast ejendom, U 1943.130, idet forliget fandtes at måtte sidestilles med pantebreve; rets
stillingen var altså blevet en anden, hvis forliget kun havde skabt almindeligt udlægsgrundlag.
Om anvendelsen af TL § 42 på aftægtskontrakter og andre grundbyrder, se ER III. 1474, 1475, Sand i U 1957 B. 109.
Efter Jordabalk IV 2:11 forældes pantebreve ikke, selv om kreditors fordring er forældet.
c. Underpant i løsøre. M an bør næppe slutte modsætningsvis fra T L
§ 42 til, at sådanne rettigheder forældes, selv om reglen ikke er gentaget i T L ’s afsnit om løsøre. Efter lovens system kan m an kun drage slut
ninger til visse andre tilfælde, hvor der er tale om underpant i fast ejendom. D et m å altså afgøres ud fra selvstændige overvejelser, om underpant i løsøre forældes.
De grunde, der har ført til at gøre tinglyste underpanterettigheder i fast ejendom uforældelige, foreligger sjældent her. Om underpant i løsøre kan det anføres, at det kun sjældent lever så længe, at forældelse efter D L 5-14-4 indtræder, og personbogen giver ikke som tingbogen en advarsel, hver gang der skal disponeres. Afgørende er imidlertid, at T L § 47, stk 3, kræver fornyet lysning, inden der er gået 10
150 § 14.1.B.
år siden pantebrevets tinglysning. Hvis fornyet lysning ikke er sket in
den denne frist, er der i hvert fald ikke nogen grund til at lade pante
retten, som ikke længere har beskyttelse mod trediemand, og som ikke længere står indført i noget register, eksistere mellem parterne ud over den almindelige forældelsesfrist. E r der derimod sket fornyet lysning – hvilket kan ske uden debitors medvirken – foreligger et tilfælde, hvor der næppe er nogen særlig trang til at ramm e med den almindelige forældelsesregel. Den praktisk nødvendige udrensning opnås ved lys- ningsreglen. F or kreditor vil det virke uforståeligt, at han udsættes for forældelse, selv om han foretager de retsskridt, som er nødvendige for at holde retsbeskyttelsen mod trediemand vedlige. Finesser af denne art kan man ikke regne med, at almindelige kreditorer er forberedt på.
Torp. 747 antog, at underpant i løsøre ikke forældes, idet han fandt, at de samme betragtninger som ved fast ejendom tildels gjorde sig gældende.
ER III. 1447 slutter modsætningsvis fra TL § 42, jfr også Illum. 327, som i U 1959 B. 132 fastholder sin opfattelse, idet der lægges vægt på, at TL § 42 kun har indført en særlig motiveret undtagelse fra en praksis, hvorefter underpant som hovedregel var genstand for forældelse. Juul- Olsen vil i J 1959.364 ikke lægge vægt på betragtningerne ud fra TL § 47, stk 3, Kæstel. 70 anfører, at forældelsen måske afbrydes ved fornyet lys
ning, og at en ratihabition af pantebrevet med tinglysning må bedømmes som et nyt pantebrev. Om retskildeproblemet se v. Eyben i J 1967.51-52.
d. Underpant i registreret skib. Selv om T L § 42 ikke uden videre kan anvendes analogt, m å m an i hvert fald erkende, at en del af de om pant i faste ejendomme anførte betragtninger finder tilsvarende anvendelse på større skibe. Antages det i overensstemmelse med det under c. anførte, at underpant i løsøre, der stadig står som tinglyst, ikke forældes, m å det samme antages om registreret pant i skib. Det ville virke urimeligt, om den mere betryggende ordnede skibsregistrering ved større skibe skulle have mindre m odstandskraft over for forældel
sen end lysning af underpant i løsøre, selv om der ikke findes nogen regel om fornyelse af registreringer inden 10 års forløb.
Skibsregistreringslov nr 93 af 29/3 1957 har ikke overført TL § 42 på skibe, se derimod betænkning om forældelse af gældsfordringer, 1957 § 29.
men hertil Vinding Kruse i J 1957.399 note 3 og NL. 414.
Kæstel. 69 tiltræder, at TL § 42 ikke uden videre kan anvendes analogt på underpant i registreret skib.
e. Tinglyst skifteekstrakt efter Skiftelovens § 63, som den var formuleret før lov nr 412 af 18/12 1963, bør ikke forældes, idet der i disse forhold