W. E. von E Y B E N
PANTERETTIGHEDER
F J E R D E U D G A V E
U N I V E R S I T E T S F O R L A G E T I K Ø B E N H A V N
I kommission hos
D A N M A R K S J U R I S T F O R B U N D 1971
Trykt hos Andelsbogtrykkeriet i Odense
ISBN 87 505 111 1
Forord
4. udgave er ført â jour med nyere lovgivning, retspraksis og udtalelser i nyere nordisk litteratur.
Reglerne om den organiserede realkredit er behandlet af under
direktør A. Bonnis, Østifternes Kreditforening, pant i skibe af direktør Viggo Nørby og afsnittet om byggeriets belåning af landsretssagfører B. Fisch-Thomsen. Afsnittet om den organiserede realkredit er som følge af den nye Realkreditlov helt omarbejdet. Systematikken i de øvrige afsnit er ændret af undervisningsmæssige grunde. Enkelte afsnit er af samme grunde blevet noget udførligere behandlet.
Stud. jur. M . Marstrand-Jørgensen har ført registre à jour.
Domme og domskommentarer, der er medtaget i »Formueretlige domme til studiebrug«, 1967, er mærket med *.
Universitetet har ydet tilskud af midler til udgivelse af lærebøger.
November 1971.
v. Eyben.
Afsnit I
Almindelig del
Panteret
§ 1. Panteretsbegrebet
I. Panteretten som en fordringsretPanteretten kan bestemmes som en fordringsret, der hjemler kreditor særlige fyldestgørelsesmåder og i større eller mindre udstrækning be
grænser debitors råden over det pantsatte. Disse beføjelser kan, om end i almindelighed kun ved særlige sikrings akter, opnå beskyttelse over for trediemand. Panteretten kan være forbundet med personligt gælds- ansvar, men behøver ikke at være det.
N år panteretten bestemmes som en fordringsret, ligger der ikke heri, at panthaver altid har beføjelse til at søge sig fyldestgjort i skyldnerens hele formue, ikke blot i den pantsatte genstand. Dette afhænger af, om der tillige er personligt gældsansvar. Meningen er kun at understrege, at obligationsrettens regler om opfyldelse og ikke-opfyldelse, mislighol
delse og fordringshaverm ora naturligt kan udformes, således at de også gælder panterettigheder. Panteretten rum m er altså en præstationspligt, som kan misligholdes. D et karakteristiske ved panteretten i modsæt
ning til fordringsretten bliver den gunstige stilling, som kreditor indta
ger, når der søges fyldestgørelse. Ofte forkortes retsforfølgningen, idet kreditor i vigtige tilfælde ikke behøver at opnå dom eller blot foretage udlæg, før tvangsrealisationen kan ske. Selv om han ikke har denne be
gunstigelse, begrænses i hvert fald skyldnerens adgang til at bestemme, hvad kreditor kan søge sig fyldestgjort i. F or at gøre kreditors fortrins
stilling værdifuld er debitor under panterettens norm ale forløb begræn
set i sin faktiske og retlige råden. Ved håndpanteretten er den faktiske råden således helt berøvet ham, og ved underpanteretten gøres væsent
lige begrænsninger i den fri råden. Ved tinglysning eller rådigheds- berøvelse opnår pantekreditor beskyttelse over for trediemand. I en
kelte tilfælde opnås denne beskyttelse endda uden foretagelse af sær
lige sikringsakter. Selv om beskyttelsen over for trediemand ikke er begrebsmæssig nødvendig, for at m an kan tale om en panteret, er
8 § l . I . - I I .
denne beskyttelse dog så praktisk nødvendig, at man med god grund kan tale om en uegentlig panteret, indtil beskyttelsen er indtrådt. I den typiske form er panteretten beskyttet mod trediemand.
Traditionelt anses beskyttelsen over for trediemand som kernen i pante- retsbegrebet, jfr Lejman i TfR 1965.224–225. Når dette ikke kan anses for hensigtsmæssigt, skyldes det, at fremstillingen på mange væsentlige punkter bliver fælles for panterettigheder med og uden beskyttelsen over for trediemand.
Om panteretsbegrebet og panterettens forhold til andre rettigheder, her
under navnlig fordringsretten, henvises til Formuerettigheder § 2.IV.
II. Afgrænsning over for andre retsinstitutter
1. Forskellige retsinstitutter ligger nær op ad panteretten. Af det under I anførte fremgår, at der ikke ved almindelige gældsfordringer er hjemlet kreditor de samme begunstigelser under tvangsfyldestgørel- sen som ved panteretten, og at der ikke gælder samme regler om skyld
nerens begrænsede rådighed over, hvad han ejer. Derfor kan andre privilegier godt være tillagt kreditor ifølge visse fordringer, således som tilfældet er ved de personligt privilegerede fordringer.
2. Grundbyrden er en pligt for den til enhver tid værende ejer eller bruger af en fast ejendom til at erlægge visse ydelser. Lige så lidt som fordringsretten hjemler den i sig selv de særlige panteretlige begunsti
gelser, når der søges fyldestgørelse, og allerede herved adskiller den sig fra panteretten. Konsekvensen er da, at der heller ikke under rettens norm ale forløb gælder særlige begrænsninger i skyldnerens adgang til at råde over ejendommen. Faktisk kan han råde, som han vil. Der gælder derimod den retlige begrænsning, at ejeren ved afståelse af ejendommen kun kan overdrage med respekt af grundbyrden. Noget lignende kendes ganske vist ved specielle, lovbestemte panterettigheder.
Men i disse tilfælde skal erhvervelsen respektere den særlige, fortrinlige fyldestgørelsesadgang. D ette gælder ikke ved overdragelse af en ejen
dom, der er behæftet med en grundbyrde, som ikke tillige er sikret ved pant.
Se hertil nærmere Formuerettigheder § 2.V.
3. Tilbageholdsretten er nær beslægtet med panteretten. Den for- pligtedes adgang til at råde over det tilbageholdte begrænses effektivt
Panteret – andre retsinstitutter 9
ligesom ved håndpant, og sikringsakten er principielt den samme som ved håndpant i løsøre. M an har navnlig fundet modsætningen mellem tilbageholdsret og håndpant deri, at tilbageholderen ikke i kraft af tilbageholdsretten kan søge sig fyldestgjort. Dette er imidlertid blevet bestridt og kan i hvert fald ikke fastholdes fuldt ud, se nærmere i § 24.
V III. Ganske vist kan tilbageholderen ikke som håndpanthaveren søge sig fyldestgjort uden lovmål og dom, men dette gælder jo heller ikke altid ved underpant, navnlig ikke underpant i løsøre. I hvert fald kan tilbageholderen i de sædvanlige tilfælde, hvor der består et gældskrav, i kraft af dette søge sig fyldestgjort efter a lm regler, herunder evt i den tilbageholdte genstand.
Tilbageholdsretten kan derfor kun sættes i modsætning til håndpant, men ikke til pant i almindelighed, hvis m an lægger vægt på fyldest
gørelsen. Tager m an derimod hensyn til rådighedsforholdet, minder tilbageholdsretten om håndpanteretten og kan stilles i modsætning til underpanteretten.
4. Også arrestretten ligger nær op ad panteretten. Der skabes ved den en urådighedstilstand, jfr Rpl § 616, stk 1. M an kan sige, at medens tilbageholdsretten er beslægtet med håndpanteretten, nærmer arrestretten sig til underpanteretten. Det antages – trods ordene i Rpl
§ 616 – at rekvisitus kan udøve en rådighed, som alene medfører al
mindeligt slid p å tingene, og at han kan afhænde og pantsætte dem, blot det sker p å en sådan måde, at arresthaveren ikke hindres i at udnytte sin ret, jfr Gomard: Fogedret. 135 f, Rpl K II. 660-661. Af
gørende er det imidlertid, at arrestretten ikke hjemler nogen adgang til fyldestgørelse, jfr Gomard: Fogedret. 128, samme: Skifteret. 181, Rpl K II. 661. Den underbygger blot foretagelse af et senere udlæg.
Herudover plejer man at lægge vægt på, at arresten alene kan opnå beskyttelse over for aftaleerhververe, ikke over for kreditorer, bortset fra arrestkreditorer. Dette kan dog næppe være aldeles afgørende. En panteret består dog, selv om der ikke er skabt retsværn over for trediemand. Vel er det som nævnt udelukket at opnå beskyttelse over for kreditorer for en arrestret, men det må dog erindres, at underpant i løsøre efter de tidligere gældende regler aldrig kunne opnå beskyttelse over for privilegerede kredi
torer.
5. Man træffer i praksis undertiden de såkaldte tilbagetrædelseserklærin
ger (privilegia exigendi). Det centrale i disse erklæringer er, at visse kredi
torer opnår en fortrinsstilling derved, at andre kreditorer går ind på i til
fælde af konkurs-, likvidations- eller anden bobehandling at overlade deres dividende til den fortrinsberettigede kreditor, så længe denne ikke har fået
10 § l.II.
dækning, ligesom de erklærer sig uberettiget til uden kreditors samtykke at kræve eller modtage betaling, så længe det fortrinsberettigede kreditfor
hold ikke er ophørt, jfr Kæstel. 202 f, Hagerup. 40-41. Dette indhold antages at ligge i kortfattede tiltrædelseserklæringer, selv om de ikke ud
trykkelig udtaler sig herom, U 1964.253 H. Forholdet kan navnlig tænkes etableret mellem bankkreditorer og familiekreditorer. I disse tilfælde er der ikke skabt nogen som helst urådighedstilstand for skyldneren, og der er heller ikke etableret nogen særlig fyldestgørelsesmetode. Det er altså klart, at forholdet falder uden for pantebegrebet, uanset at der i disse tilfælde op
nås en vis fortrinsstilling. Aftalen regulerer alene forholdet mellem de kredi
torer, som deltager i aftalen, og er altså allerede derved mindre vidtgående end en pantsætningsaftale. Ved anmeldelse over for skyldneren kan man hindre, at denne med frigørende virkning betaler til den tilbagetrædende kreditor, og der kan herved opnås beskyttelse over for denne kreditors kreditorer, jfr Kæstel. 202 f .
6. Det har været diskuteret, om pant i rettigheder er at betragte som virkelige panterettigheder. M an har henvist til, at en retlig beføjelse ikke kan være genstand for en anden retlig beføjelse. Spekulative be
tragtninger af denne art førte til, at m an opstillede en successionsteori.
D er forelå i virkeligheden, m ente man, en succession, ikke en panteret.
Vinding Kruse skar igennem disse spekulationer ved at henvise til sin opdeling af ejendomsretten, idet de m iddelbare rettigheder efter hans opfattelse opstår ved deling af den »indre« råden over genstanden.
De m iddelbare rettigheder kan da ganske naturligt deles påny, således at m an har en m iddelbar ret over en m iddelbar ret. U d fra disse be
tragtninger er der intet mærkeligt i, at m an kan have en panteret i en panteret.
Hvis m an imidlertid kommer til den erkendelse, at der ikke ligger megen realitet i overhovedet at tale om en genstand for beføjelserne ved ejendomsretten, brugsretten, panteretten o s v , idet forestillingen herom er temmelig traditionelt begrundet, er der ikke nogen grund til at forvilde sig ind i betragtninger af denne art. Hvis m an hensigtsmæs
sigt kan fremstille reglerne om pant i rettigheder på den måde, at m an taler om den pantsatte ret, hvor m an ved de sædvanlige panteform er ville tale om den pantsatte genstand, er det rigtigt at tale om pant i rettigheder. Selv om der nu gælder visse afvigelser med hensyn til den måde, hvorpå urådighedstilstanden gennemføres, og de fyldestgørelses- metoder, som er hjemlet, er dette dog ikke tilstrækkeligt til at hævde, at der er en principiel forskel. Hovedlinierne er tværtimod de samme.
Om rettighedernes »genstand« se Formuerettigheder § 3.
Forskellige sikkerhedsrettigheder 11
III. Panteret og andre sikkerhedsrettigheder
Det kan undertiden være tvivlsomt, om løsøre er givet i pant i modsætning til andre sikringsformer, herunder navnlig tilbageholds
retten. Udtrykket »pant« bør derfor benyttes, hvis pantsætning er til
sigtet, og er dette ord virkelig anvendt, m å betydningen heraf anses så velkendt, at det er forsvarligt at se bort fra andre sikringsmuligheder.
Tvivl kommer navnlig frem, når der er anvendt vendinger som »til sik
kerhed«, »som garanti«, »som depot« eller »som skadesløs erstatning« – eller hvis der overhovedet ikke er afgivet nogen udtrykkelig erklæring, eller dennes indhold ikke kan bevises, idet der alene kan fremskaffes oplysning om overlevering af aktiver til en kreditor.
NL § 647, stk 3, opstiller en formodning for, at der er stiftet en hånd- panteret og ikke en tilbageholdsret, når der sker en »rådighedsberøvelse til sikkerhed« som ved håndpantsætning.
1. Udtrykket »til sikkerhed« forstås vist almindeligt som ensbety
dende med, at der aftales en pantsætning, og navnlig er der ikke grund til at antage, at der i et sådant tilfælde alene opnås beskyttelse mod kreditorer, men ikke realisationsmuligheder som ved pantsætning, Torp.
642, jfr M atzen. 514 f. E n del afgørelser har da også fortolket aftaler af denne art som pantsætningsaftaler, jfr U 1890.164, 1884.523, 1875.
140, JU 1864.55, jfr U 1929.262 H (hvor dette ikke var bestridt).
Om terminologien »overdragelse til sikkerhed« se Formuerettigheder
§ 10.VII og Gbl § 22.
I sagen JU 1861.892 forelå særlige forhold. Et gældsbrev var overgivet til en prokurator, der nærmest var mellemmand mellem kreditor og debitor.
Meningen med denne overgivelse – selv om det var udtalt, at gældsbrevet skulle ligge til sikkerhed for gælden – kunne lige så godt have været kun at vække tillid til opfyldelsesevnen. Derfor kom man til et andet resultat.
2. Det antages ofte, at anvendelsen af udtrykket »deponere« ikke giver noget afgørende fingerpeg, jfr Arnholm . 82, der mener, at særlige omstændigheder ved forholdet i de fleste tilfælde vil give nogenlunde sikre holdepunkter. Det er temmelig klart, at deponering oftest finder sted, uden at der består et gældsforhold mellem deponenten og deposi
taren, og at der i så fald kun kan være tale om en almindelig opbeva
ring. M en forholdet ligger anderledes, hvis der i forvejen består et gældsforhold mellem disse personer, eller der samtidig med deponerin
gen eller senere etableres et sådant gældsforhold. D er vil da være en
12 § I.III.
vis formodning for, at deponeringen er sket med henblik på gælds- forholdet, og vel endda, at sikringen er tænkt ikke blot som en tilbage
holdsret, men som en panteret, medmindre en tilbageholdsret må antages at give tilstrækkelig betryggelse.
Afgørelsen i U 1904 A. 173 kom til det resultat, at kreditor havde føje til at opfatte et tilfælde, hvor der »til betryggelse« for et lån var deponeret et jagtgevær, som en pantsætning. Ved afvejningen lægges der bl a vægt på, at en tilbageholdsret ikke ville have betydet nogen følelig pression på skyldneren, idet geværet hørte til skyldnerens varelager og derfor kun havde betydning for ham som almindelig salgsgenstand. Hertil kom, at skyldnerens kontorist – muligvis uden bemyndigelse hertil – på kreditors opfordring underskrev et bevis, hvorefter geværet var givet i håndpant.
Om deponering af penge eller værdipapirer hos advokat se Foighel i U 1964 B. 25-33 og Axel H. Pedersen: Indledning til Advokatgerningen II, 2. udg, 1963. 202-08.
3. Der kan næppe opstilles en formodning for pantsætning, hvis man anvender udtrykket »som garanti«. E r dette tilfældet, m å man søge hen i andre omstændigheder for at få udtrykket uddybet, idet denne vending ikke uden yderligere støtte kan identificeres med en pant
sætning.
To afgørelser er kommet til forskelligt resultat: U 1914.849 angik et dokument, der betegnedes som »skadesløsbrev«, og hvorved der blev an
vendt vendinger som »garanti« og overgivelse af »fuld ret og rådighed«.
Dette dokument afløstes senere af et formelt pantebrev, men pant ansås indrømmet allerede ved det første dokuments udstedelse. På den anden side har U 1916.4 H antaget, at der ikke var stiftet pant i et tilfælde, hvor skyldneren som garanti for et lån stillede en del af sit varelager indtil et bestemt beløb. Heri lå alene en pligt til at holde denne del af varelageret ubehæftet. Dommen lagde vægt på, at det drejede sig om et venskabslån, og at en pantsætning ville vanskeliggøre driften.
4. M an m å i det hele taget prøve at sætte sig ind i parternes situa
tion. Hvis m an ikke kan finde nogen anden fornuftig forklaring p å af
talen, m å m an antage, at der foreligger en pantsætning, idet man går ud fra, at parterne tilsigter et fornuftigt resultat. U d fra denne betragt
ning har m an antaget, at der forelå en pantsætning i et tilfælde, hvor der om en livsforsikringspolice var anvendt udtrykket »skadesløs erstatning« næstefter gælden til en panthaver, der havde udstedt recepisse for modtagelsen af policen. Denne recepisse blev samtidig overgivet til den nye långiver, jfr U 1874.631.
Forskellige sikkerhedsrettigheder 13
5. P å tilsvarende m åde m å løsningen findes i de konkrete forhold, hvis m an blot har overleveret uden nærm ere at præcisere, hvad for
målet med overleveringen er.
I sagen U 1887.1198 overvejede man, om der ved overlevering af fragt
breve på nogle varer var skabt en tilbageholdsret eller en panteret. Det blev ikke anset »fuldt godtgjort«, at der forelå en panteret, men dette var i det foreliggende tilfælde formentlig uden praktisk betydning, idet skyld
neren senere var gået konkurs, således at kreditor over for konkursboet kunne betinge fragtbrevenes udlevering af, at hans fordring blev dækket.
Heri var der sikkert tilstrækkelig pression over for boet, som procederede på, at den ret, som ved overleveringen var skabt for kreditor, var bortfaldet ved konkursens indtræden.
6. Selv om m an taler om »ejerpant«, bør dette begreb ikke opfattes som en egentlig panteret. Ejerpant er udtryk for, at der i kraft af reg
lerne i T L § 40, stk 1, er opstået en ledig plads i prioritetsordenen, eller at der efter reglen i § 40, stk 2, er forbeholdt en senere stiftelse af en panteret. T L § 40 bruger ikke udtrykket ejerpant. N år der i T L § 40, stk 2, tales om »en af ejeren forbeholdt plads til senere stif
telse af en panteret«, dækker dette også over de tilfælde, hvor ejer
pantebrevet er eneste pantebrev eller står sidst i prioritetsordenen.
M an behøver ikke at gentage lysningen, når lånet p å ejerpantebrevets plads til sin tid gennemføres, og et senere pantebrev, der angiver at stå tilbage for ejerpantebrevet, m å stå tilbage for det lån, der ydes ifølge ejerpantebrevet, jfr herved Illum : Ejerpant. 38, 5 4 -6 0 , Ipsen i U 1953 B. 2.
N år det fastholdes, at oprettelsen og tinglysningen af et ejerpante
brev kun er en forberedelse til den senere stiftelse af en panteret, ligger heri, at m an må lægge afgørende vægt på den reelle disposition, der sker ved, at ejerpantebrevet omsættes og dermed udnyttes, jfr nedenfor i § 5, IV om afkræftelse, men også det forhold, at der reserveres en sikkerhed vil i mange relationer medføre, at oprettelsen af ejerpante
brev tillige får betydning, jfr nedenfor i § 12, I om myndighed, se her
til i det hele Ignaz Hansen i U 1964 B. 83.
Ejerpantebrev benyttes som betegnelse for et pantebrev, der angiver udstederen som panthaver.
Om ejerservitutter se Fast Ejendoms Regulering § 15. I. F.
7. Det antages, at den sikkerhedsstillelse, hvorved man afværger en arrest, jfr Rpl § 615, har karakter af en egentlig panteret, således at retten
14 § l.III.-IV .
er beskyttet over for senere kreditorforfølgning, jfr Gomard: Fogedret.
132, Erwin Munch-Petersen: Tvangsfuldbyrdelse. 313, Rpl K 11.659, U 1902 B. 156 H, 1876.807.
8. Ved et endossement på en anvisning må man vist nu formode, at transporten kun er sket til inkasso, således at der hverken er erhvervet en ejendomsret eller en panteret, jfr. Ussing: Enkelte kontrakter. 151, se allerede U 1881.552. Særlige omstændigheder kan vise, at overgivelse af et konnossement ikke tilsigter at stifte en ejendomsret eller en panteret, SHT 1870.72, hvor overgivelse var sket til en oplagsindehaver og alene ansås foretaget for oplægningens skyld. Et blankoendossement på et gælds
brev betragtes undertiden blot som en pantsætning, ikke som en ejendoms
overdragelse, smh U 1887.916 H (1886.1075).
IV. Kontraktspant retspant og lov- og retsbestemt pant E n fremstilling af panteretten begrænses mest hensigtsmæssigt til kun at omfatte kontraktspantet, således at al pant, der opstår på anden måde end ved privat viljeserklæring eller hvad der kan ligestilles her
med, principielt holdes udenfor. Dette udelukker naturligvis ikke, at man i tilslutning til gennemgangen af kontraktspantet gør bemærknin
ger om tilsvarende problem er fra andre panteretsform er. H ertil ind
skrænker de almindelige panteretsfremstillinger sig da også. Dette betyder, at m an udenfor holder de panteretsform er, der traditionelt betegnes som retspant og lov- og retsbestemt pant.
1. Ved retspant forstås i almindelighed pant, der stiftes ved en rets
afgørelse til tvungen fyldestgørelse for kreditorkrav. H erunder falder udlæg, udpantning og konkurs. Ved disse form er for pant hjemles der ligesom ved kontraktspant kreditorer særlige fyldestgørelsesmåder, man begrænser ligeledes i ikke ringe udstrækning debitors rådighed over det, der søges fyldestgørelse i, og de særlige fyldestgørelsesmåder op
når som regel beskyttelse over for trediem and ved iagttagelse af for
skrifter af lignende art som ved kontraktspanterettigheder. M en der er afgørende forskelle. D er gælder særlige regler om betingelserne for foretagelse af udlæg (udpantning) og for gennemførelse af konkurs, om fremgangsmåden ved gennemførelse af udlæg (udpantning) og kon
kurs, og om genstanden for disse retsskridt. Reglerne herom kan ikke fremstilles sammen med de tilsvarende problem er for kontraktspants vedkommende. V ed realisationsmåderne er der ganske vist væsentlige ligheder mellem de nævnte form er for pant, men de tekniske regler
Lovbestemt pant 15
herom henvises naturligst til processen, også for så vidt angår kon
traktspantet. Tilbage bliver som fællesproblemer: spørgsmål om sik- ringsakters foretagelse, begrænsninger i debitors rådighed og rangfølgen m ellem forskellige rettighedshavere, og herom m å der følgelig gøres almindelige bemærkninger.
Om stiftelse af retspant ved udlæg se Gomard: Fogedret. 2-3, 98-112.
Om konkursen som en panteret se Gomard: Skifteret. 43 ff.
2. a. I en række lovbestemmelser er der hjemlet panteret for forskel
lige krav, lovbestemte panterettigheder. D ette gælder således:
1) Skatter og afgifter hvilende på faste ejendomme, bankhæftelses- renter, brandforsikringspræmier m v efter T L § 4.
2) Investeringsfondsbidrag efter lov nr 24 af 1 4 /2 1967 om midler
tidig boligregulering § 32, stk 5 (som ændret ved lov nr 288 af 1 8 /6 1969 og nr 246 af 9 /6 1970), idet disse bidrag har fortrinsret efter ejendomsskatter.
3) Søpanterettigheder efter Sølovens kap 11 og de i Sølovens § 17 nævnte panterettigheder.
4) Vægtafgift for m otorkøretøjer efter lovbkg nr 160 af 4 /5 1965
§ 14, stk 2 og omsætningsafgift for m otorkøretøjer efter lovbkg nr 308 af 2 9 /6 1970 § 14, stk 5.
5) Postvæsenets ret efter Postlovens § 26 vedrørende krav på bøde, porto og erstatning.
6) Optagerens ret til dækning af optagelsespenge, foderløn, omkost
ninger og erstatningskrav efter M ark- og vejfredslovens §§ 10 og 11, jfr §§ 7 og 8.
7) Kommissionærens ret efter Kmsl §§ 31 og 36, hvorefter han har håndpanteret i kommissionsgodset, handelskommissionæren endda i særlig vidt omfang, § 32, og for handelsagentens vedkommende i varer, som han har på lager til salg, § 75, jfr nedenfor i § 24. I.
Man har også anført, at vekselerere ifølge sædvane og forholdets natur har håndpanteret i de hos dem for lån beroende værdipapirer, jfr. ER III.
1368. Dette støttes navnlig på et Grosserer-Societets responsum i U 1916.
969, der udtaler, at det ikke er praksis i vekselererstanden, at der, når en vekselerer yder sin kommittent lån eller forskud på sammes hos vekselereren beroende ihændehaverpapirer, i den anledning oprettes særligt dokument om sikkerhedsretten, idet en sådan sikkerhedsret (»håndpante
ret«) anses etableret eo ipso ifølge praksis og forholdets natur. Det forud
sættes herved, at vekselereren optræder som kommissionær for indehaveren af papiret, som vekselereren skal sælge videre. Dette følger nu af Kmsl,
16 § l.IV .
jfr lovens § 4, der nævner salg af værdipapirer, og § 2, hvorefter vekse
lerere betragtes som handlende i lovens forstand, men før Kmsl måtte man støtte reglen på sædvane, jfr Torp. 733. De afgørelser, der i øvrigt anføres til støtte for reglen, U 1887.476, 1888.10 H og 422 H udtaler intet om problemet, idet der alene har været spørgsmål om, hvilke gældsposter de som håndpant stillede værdipapirer dækkede.
For forskellige forbrugsafgifter består der nu kun et konkursprivilegium, men dette gælder alene leverandørers krav mod detaillister for betalte af
gifter og ikke selve statens af giftskrav, KL § 33 a som formuleret ved 1 nr 332 af 18/6 1969. Om krav på krigsforsikringsbidrag efter 1 nr 208 af 21/5 1969 gælder særregler om fortrinsstilling forud for ejendomsforbehold og viljesbestemte panterettigheder, lovens § 26, jfr §§ 30 og 34.
Om legale panterettigheder efter norsk ret se Arnholm. 89-93, efter svensk ret Undén 1.225 ff, 11.557 ff.
Om tilbageholdsret hjemlet ved forskellige lovbestemmelser, se § 24.
M an har diskuteret, om panteret kan opstå med hjemmel i den almindelige retsopfattelse, altså uden støtte i lovbestemmelser. D et er tvivlsomt, om der overhovedet findes klare eksempler på sådanne retsbestemte panterettigheder.
Om tilbageholdsret, hjemlet ved almindelige grundsætninger, se i § 24.
b. M an kan kun bestemme disse lov- og retsbestemte panterettig
heder negativt som de panteretsform er, der ikke kan betegnes som kontraktspant eller retspant, Torp. 589, A rnholm . 89-92. Det er nem
lig ikke rigtigt at beskrive disse panteretsform er positivt ved at sige, at de stiftes ved lov eller i henhold til retsgrundsætninger. D er kræves altid særlige retsstiftende kendsgerninger til at udløse de virkninger, som loven eller retsgrundsætningerne hjemler. N år der således i hen
hold til Kommissionslovens § 32, jfr § 31 opstår panteret i overgivne varer, kræves der som en forudgående kendsgerning en aftale om kommission.
Den sikkerhed, som efter de før lov nr 412 af 18/12 1963 gældende regler i Skiftelovens § 63 opstod ved tinglyst skifteekstrakt, betegnedes også som en lovbestemt panteret, uanset at forholdet endda var det, at der skulle foreligge såvel en viljeserklæring, nemlig den efterlevende ægtefælles an
modning om at ordne forholdet på denne måde, som en retsafgørelse, nemlig skifterettens godkendelse af ægtefællens begæring. Der var ikke tale om retspant, eftersom retsafgørelsen ikke blev truffet til tvungen fyldest
gørelse af et kreditorkrav. At holde instituttet uden for kontraktspantet kunne kun forklares ved, at der skulle foreligge ganske bestemte, i loven opregnede betingelser, før det kunne anvendes, og at det havde et i loven nærmere beskrevet indhold, som afveg fra almindeligt kontraktspant.
Lovbestemt pant 17
Netop fordi de såkaldte lov- og retsbestemte panterettigheder kun kan adskilles fra de øvrige panterettigheder på denne negative måde, idet de i øvrigt udgør en broget buket af forskelligartede rettigheder, kan de vanskeligt behandles samlet. De opstår på forskelligartet måde;
ofte er særlige sikringsakter unødvendige; begrænsningerne i debitors råden er af forskellig rækkevidde; om rangfølgen gælder komplicerede og indbyrdes afvigende regler. K un realisationsmetoderne er i det store og hele de samme som ved andre panteform er; men disse spørgsmål henvises som nævnt i det hele til processen.
c. M an kunne spørge, om de lov- og retsbestemte panterettigheder overhovedet m ed rette kan betegnes som panterettigheder. M an har særlig diskuteret, om der egentlig er nogen forskel på de generelle lov- bestemte panterettigheder og de privilegerede fordringer, jfr E R III.
1359 ff. Ved tvangsfyldestgørelsen synes der ikke at blive væsentlige forskelle. Hvis m an ser noget karakteristisk for panterettighederne i den rådighedsbegrænsning, der gælder, indtil der søges fyldestgørelse i pantet, m å m an fremhæve følgende:
I de under l) - 4 ) nævnte tilfælde har retten en underpantelignende karakter, idet debitor stadig beholder genstanden i sin besiddelse. De begrænsninger i den faktiske råden, som er almindelige ved det kon- traktsmæssige underpant, kendes dog ikke her. Det offentlige kan trods skatte- og afgiftskrav aldrig gøre gældende, at debitor ikke m å »af
klæde« ejendommen, og der påhviler i det hele ikke debitor en sådan vedligeholdelsespligt, som kendes ved kontraktsmæssigt underpant.
D ebitor er heller ikke begrænset i sin retlige råden som ved kontrakts
pant. Heller ikke i denne henseende er debitor begrænset af vanrøgts- regler. M en de lovbestemte panterettigheder skal respekteres af tredie
mand, når den pågældende genstand overføres, for bankhæftelsesren- tens vedkommende dog først ubetinget, når den er tinglyst.
I disse tilfælde m å det erkendes, at m an står over for en gruppe rettigheder, der ligger på grænsen mellem underpanterettigheder og privilegerede krav.
De under 5 )-7 ) nævnte panterettigheder er karakteriseret derved, at de har en håndpantelignende karakter. D ebitor er altså begrænset i sin råden p å samme om fattende m åde som ved kontraktsmæssigt hånd
pant, og betegnelsen panteret er altså også her på sin plads.
d. T L § 4, stk 1 og 2, omfatter 3 grupper af tilfælde: 1) skatter og afgifter til stat og kommune, der hviler på faste ejendomme, 2) for- sikringsbidrag til de af staten anerkendte brandforsikringsselskaber
2 Panterettigheder
18 § l.IV .
(»brandhjælpspenge«), jfr Stig Jørgensen I. 210-211, og 3) ydelser, hidrørende fra foranstaltninger, der tjener til at sikre ejendommens forsyning m ed vand, lys, varme o l, dens forbindelse med omverdenen, afledning eller fjernelse fra ejendommen af vand eller andet, under forudsætning af, at nævnte foranstaltninger foretages af det offentlige selv eller efter en af det offentlige givet bemyndigelse.
Det m å formentlig antages, at de omhandlede skatter, afgifter og andre udgifter ikke blot er fritaget for lysning, men også er sikret ved panteret, selv óm m an ikke i øvrigt kan finde støtte herfor i de specielle love, E R III. 1365, Harbou og M unch. 154, v. Eyben i J 1951.57, Lund Christiansen i J 1962.363, anderledes Illum: Tinglysning. 50 og samme: Ejerpant. 9, 11.
Denne opfattelse støttes på afgørende måde af den betænkning, der lå til grund for Vandløbsloven, lov nr 114 af 11/4 1949, § 97, stk 2, idet man ikke anså en særlig lovhjemmel nødvendig ved siden af reglen i TL
§ 4. Der ville altså opstå et ikke tilsigtet hul i lovgivningen, hvis man ikke fulgte denne opfattelse. Nogen principiel ændring i reglerne er der ikke sket ved ændringsloven, 1 nr 147 af 9/4 1969, se Tolstrup: Vand og vand
løb, 1970. 112-113.
I øvrigt har divergensen meget ringe betydning, idet man praktisk taget altid kan finde sådan hjemmel i den øvrige lovgivning. Udtalelserne om fortrinsretten er ofte af meget vag karakter (»hæfter på de pågældende ejendomme i deres helhed«, lov nr 352 af 7/8 1922, § 9, »hæfter på den pågældende ejendom i sin helhed med den for kommunale skatter og afgif
ter hjemlede pante- og fortrinsret«, lov nr 188 af 20/5 1933, amtstuefor- ordningen af 8/7 1840, § 2, »hefte de på de eiendomme, hvoraf de ere forfaldne, med fortrinsret endog fremfor pantefordringer«).
I øvrigt er det den ovenfor under 3) nævnte bestemmelse om sikring af de der nævnte særlige ydelser, som giver anledning til fortolknings
tvivl. M an m å i denne forbindelse sondre mellem 3 form er for udgifter:
a) anlægsudgifter, b) vedligeholdelsesudgifter og c) vederlag for de løbende ydelser. Hovedreglen kan ikke have tænkt på anlægsudgifter, da der herom findes særlige regler i § 4, stk 2, sidste punktum og stk 4.
Efter disse regler skal anlægsbidrag lyses, m edm indre der i lovgivningen hjemles kom m uner fortrinsret for afgifter til disse foranstaltninger som for offentlige skatter, f eks hvor kom munen forskudsvis udreder ud
gift til vej og vandafledning, og foranstaltningerne foretages af det of
fentlige eller efter dettes bemyndigelse. P å den anden side kan der heller ikke være tænkt p å vederlag for selve ydelserne, dels fordi m an ikke kan sige, at dette vederlag hidrører fra foranstaltninger, der tjener
TL § 4 19
til at sikre ejendommens forsyning med vand etc, dels fordi det af sammenhængen mellem § 4, stk 2 og stk 4, kan ses, at der herm ed m å være tænkt på »årlige bidrag«, en betegnelse, som ikke kan dække betaling for selve ydelserne. M an kom m er herved til det resultat, at reglen om fatter mellemgruppen, vedligeholdelsesudgifterne.
Klart afgrænselig er denne gruppe nu ikke. Udgifter til vedligeholdelse af elektricitetsnet, rørledninger o l , og udgifter til den kontormæssige administration kan enten lægges på prisen for de enkelte ydelser eller fast
sættes som et årligt bidrag, alt efter hvad der er den mest hensigtsmæssige måde at ordne forholdet på.
I praksis hersker der heller ikke klarhed over afgrænsningen. Vederlag for brandsyn og skorstensfejning er blevet henført under bestemmelsen, U 1941.627, men næppe med rette, da der i dette tilfælde er tale om vederlag for de enkelte præstationer, Illum: Tinglysning. 52. Afgifter for levering af vand fra kommunalt værk har efter lov nr 169 af 18/4 1969 § 55 samme fortrinsret som kommunale afgifter, hvorfor de også efter § 4, stk 1 er fritaget for lysning, jfr Gersing i J 1971. 441-443, smh Berning smst 195-199.
Reglen om fortrinsret for de årlige ydelser forudsætter, at foranstalt
ningen foretages af det offentlige, selv om der ikke herfor gælder nogen særlig lovordning (fjernvarme), eller efter en af det offentlige givet bemyndigelse, hvorved der m å være sigtet til en bemyndigelse til at udføre denne konkrete foranstaltning – i modsætning til en almindelig personlig bemyndigelse (autoriseret installatør).
Selv om der i loven måtte være hjemlet kommunen fortrinsret som for offentlige skatter, er dette ikke i sig selv nok til at fritage anlægsbidrag fra tinglysningsbudet. Det må også kræves, at foranstaltningen foretages af det offentlige (eller efter det offentliges bemyndigelse), § 4, stk 4, smh med stk 2. Lysning blev derfor foretaget i et tilfælde, hvor et privat vand
løb ifølge en vandsynsforretning skulle reguleres, idet dette skulle ske ved privat foranstaltning, omend kommunen overtog lånet på lodsejernes vegne og førte tilsyn med arbejdet, U 1936.1120. Omvendt kunne en kommune ikke gøre et utinglyst krav hidrørende fra anlægsbidrag til et kommunalt vandværk gældende mod en senere erhverver, da der ikke i loven var hjemlet den særlige fortrinsret, U 1940.956. TL § 4, stk 2, kræver, at begge forudsætninger er i orden. Sagens udfald kom herefter til at bero på forståelsen af kommunens vandværksregulativ.
Om fortolkningen af § 4 se i øvrigt Illum: Tinglysning. 49-54, samme:
Ejerpant. 9-13, Vinding Kruse: Kommentar til TL. 28-36. U 1952.739 H angår et tilfælde, hvor der i første række var spørgsmål om, hvorvidt en speciallov om ordningen af afløbsforholdene ved Ringkøbing fjord (lov nr 2*
20 § l.IV .
71 af 29/3 1924) hjemlede en hæftelse på ejendommen, og i bekræftende fald, fra hvornår denne hæftelse fik virkning. Hvis der var pålagt sådan hæftelse, og hvis denne hæftelse ansås pålagt før TL, var hæftelsen efter den før TL gældende ret gyldig mod trediemand uden lysning, jfr herved TL § 52. Hvis den først var pålagt efter TL, var der ikke hjemmel til at fritage for lysning, idet det drejede sig om anlægsbidrag, og betingelserne efter TL § 4, stk 4, var ikke opfyldt. 4 dommere mente ikke, at der var pålagt ejendommen en hæftelse, 4 dommere fandt vel, at dette var tilfældet, men at bestemmelsen herom først var truffet i 1941, altså efter TL. Begge disse grupper af dommere ville frifinde en godtroende erhverver af ejen
dommen. En enkelt dommer fandt, at der var pålagt en hæftelse før TL, og ville derfor dømme erhververen.
Hvis betingelserne om fortrinsret for kommuner er opfyldt, jfr § 4, stk 4, finder tinglysning ikke sted, selv om man i det konkrete tilfælde er gået ind på at lade kravet vige for visse pantehæftelser, f eks for kredit- foreningslån, U 1935.791.
NL § 554, jfr 1. udg. 427, foreslår ophævelse af fortrinsret for anlægs
bidrag, jfr Harald Petersen i U 1965 B. 197.
Der har hersket nogen tvivl om, hvorledes forholdet er mellem fortrinsretten for krav, der nu omfattes af T L § 4, og den udpantnings
ret, som formentlig altid vil findes for disse krav, jfr Udpantnings- lovens § 1. Problem et kommer navnlig frem med hensyn til forældelse.
Det m å sikkert antages, at fortrinsretten og udpantningsretten forældes uafhængigt af hinanden.
Se herom nærmere i tidligere udgaver, 3. udg. 20.
Fortrinsretten bevares ved anmeldelse inden fristen i skyldnerens bo, fr 1840 § 2, U 1930.1103, og vil således kunne gøres gældende over for den, der køber på en af boet afholdt auktion. Hvis køberen på auktionen påtager sig pligt til at betale alle på ejendommen hvilende restancer af skatter m v, forældes restancekravet mod køberen efter Forældelsesloven 1908, således at 5-års-fristen regnes fra auktionsbudets dato, U 1930.1103.
Særlige regler i love eller vedtægter kan medføre, at restancekrav ikke kan gøres gældende mod en køber, der er i god tro, U 1902 A. 151.
En tidligere hævdet opfattelse, hvorefter sognekommunale skatter ikke var egentlige ejendomsskatter, jfr HRT 1857.243, er senere forladt, jfr U 1930.271 H, 1927.1066. Den omstændighed, at der først er foretaget udpantning i løsøregenstande, som dog ikke er blevet realiseret, hindrer ikke, at der senere foretages udpantning i fast ejendom, U 1927.1066. Om forsømmelse ved forfølgningen af udpantningen se U 1934.1088, 1930.271 H. Udpantning skaber ikke det særlige retsgrundlag, der udelukker anven
delsen af Forældelsesloven 1908, Ussing: Alm Del. 406 og de der nævnte afgørelser.
Er bankhæftelsen tinglyst, overgår pligten uden videre på erhververen af ejendommen, jfr fra før TL U 1869.1074, JU 1873.585, og dette gælder også, selv om den tidligere ejer ved transport fra Nationalbanken er blevet berettiget ifølge bankhæftelsesobligationen, jfr fundats 5/1 1813 § 11, hvorefter transporten til ejeren sker med de rettigheder, hvormed obliga
tionen tilhørte banken. Men transporthaveren kan naturligvis give afkald på denne sin ret over for en senere erhverver af ejendommen, JU 1867.305 (køber skulle ifølge skødet netop kun overtage bankhæftelsen i det omfang, hvori den ikke var indfriet). Denne ordning medfører, at der ved trans
porten til ejeren er opstået et ejerpant, som panthavere ikke uden videre kan tilegne sig, jfr allerede dom i Schlegels Samling III.92. Reglen i TL
§ 40 om fortabelse af prioritet for restancer ud over 1 år må formentlig kunne anvendes ved bankhæftelsesrestancer, jfr allerede dom i Schlegels Samling III.334 om den til TL § 40 svarende regel i fr 12/3 1790.
Om bankhæftelser se V. Ravnsholt Rasmussen i J 1943.467-76 med oversigt over retspraksis og administrativ praksis.
Fortrinsret for afgiftskrav hviler på vedkommende motorkøretøj, uanset om en anden end den af giftspligtige er ejer af dette, jfr U 1962.832 H, og bevares, selv om motorkøretøjet sælges til en erhverver, der er i god tro, U 1935.1015. Derimod må disse krav efter omstændighederne vige for en tilbageholdsret, U 1932.845, jfr nedenfor i § 24. VII. Om massekrav i et bo, der sælger motorkøretøj, hvorpå der hviler afgiftskrav, se U 1925.434.
TL § 4 21
I de fleste tilfælde har en pantekreditor bevaret de almindelige fyldest- gørelsesmetoder, som står til rådighed ved personlige fordringer. Ved pantsætningen er der opnået en yderligere sikkerhed. D et dobbelte ansvar opstår norm alt også, selv om der ikke forud for panterettens stiftelse har bestået noget personligt gældsansvar.
De sædvanlige panteform ularer udtaler da også indledningsvis, at debitor erkender at være kreditor skyldig et vist beløb. Dernæst erklæ
rer debitor, at han giver kreditor sikkerhed for det skyldige beløb i den pantsatte genstand. Der er imidlertid intet til hinder for, at kreditor giver afkald p å den personlige hæftelse. Ved klausuleringen af ejer
pantebreve er praksis forskellig. Form ularerne indleder ofte m ed ud
trykkeligt at sige, at skyldneren giver kreditor pant for en nærmere angivet sum. Derefter tages der stilling til den personlige hæftelse:
»m ed/uden personligt gældsansvar«. V ed udstregning kan m an i det enkelte tilfælde vælge den løsning, som foretrækkes. – E t senere afkald på den personlige hæftelse i forhold til skyldnerens konkursbo kan være dikteret af ønsket om at opnå separatiststilling i boet, Rpl § 680.
Om klausuleringens betydning ved håndpantsætning af ejerpantebreve se Illum: Ejerpant. 105. Klausulering »uden personligt gældsansvar« anses som et rudiment fra den tid, da håndpanthaverens overdragelse af en akko- modationsobligation medførte forpligtelse til at opfylde den fulde fordring, dokumentet lød på. Hvis debitor ikke ejer og ikke kan forventes at komme til at eje andet end pantet, har det personlige gældsansvar ingen betydning.
Således kan forholdet være, hvis et byggeaktieselskab pantsætter den byg
ning, som er selskabets eneste aktiv.
I et enkelt tilfælde har lovgivningen udtrykkelig udelukket det per
sonlige gældsansvar. Efter lov nr. 281 af 1 0 /6 1970 om realkredit- institutter § 23, stk 2, er låntagere i disse institutter for lån m od 1.
prioritet alene med deres pantsatte ejendomme solidarisk ansvarlige
§ 2. Panteret og det personlige gældsansvar I. Panterettigheder uden personligt gældsansvar
Pant og personligt gældsansvar 23
for instituttets forpligtelse m ed et beløb, der svarer til 2/3 af vedkom
mende låns hovedstol, jfr herom i § 19.
Efter en fast sædvane antages håndpant i løsøre hos erhvervsmæssige udlånere ikke at være forbundet med personligt gældsansvar. Ved fast
sættelsen af lånets størrelse tages alene hensyn til den pantsatte gen
stands realisationsmuligheder, ikke til låntagerens personlige forhold.
Denne opfattelse står fast i Danmark, U 1964.24 H, 1867.454, ER III.
1372, Torp. 599, Matzen. 531 f. I Sverige er personligt gældsansvar forbudt ved lov af 29/12 1949 § 7, stk 2, der dog ifølge § 13 kan fraviges med til
ladelse af länsstyrelsen, se hertil Jordabalk 1.8:6, jfr 11.15, 155-58. I schweizisk ret er opfattelsen udtrykt i ZGB § 910, den antages i finsk ret, Taxell. 13, Wrede. 431, men vistnok ikke i norsk ret, Arnholm 5, note 1.
NL § 657 opstiller formodning for, at håndpant er forbundet med en personlig fordring.
D a ophørsreglerne ikke er ens for pant og personligt gældsansvar, kan det tænkes, at panteretten består, selv om gældsansvaret er ophørt, jfr nedenfor i § 14. P å tilsvarende m åde kan en ugyldighedsgrund ram m e den ene form for hæftelse, men ikke den anden. Den omstæn
dighed, at der ikke består nogen personlig hæftelse som følge af en ugyldighedsgrund, kan bevirke, at en trediemands pantsætning heller ikke er bindende, nemlig i kraft af reglerne om svigtende forudsæt
ninger. H erom m å gælde grundsætninger, svarende til dem, der op
stilles om kaution. Løsningen her menes at bero på en række konkrete omstændigheder, jfr herom Jørgen Nørgaard i U 1968 B. 369 -3 7 2 om U 1968.352, Carsten Smith: Kausjonsrett. 4 2 -4 5 , og hertil Jørgen Nørgaard i J 1970.439.
I overensstemmelse m ed ejerpantebrevenes sædvanlige formulering bør m an foretrække at tale om personligt gældsansvar i forbindelse med panteretten i stedet for personlig fordring eller blot fordring ved siden af panteretten. M an understreger herved, at der ikke er tale om to forskellige rettigheder, der principielt er uafhængige af hinanden, men at panteretten er det principale, blot sekunderet af et gældsansvar, som kan få betydning i særlige situationer.
II. Valg mellem fyldestgørelse gennem pant eller gældskrav Det var været omtvistet, hvorvidt den panthaver, der tillige har et gældskrav, frit kan vælge mellem, om han vil søge sig fyldestgjort i
24 § 2.II.
kraft af panteretten eller gøre det personlige gældsansvar gældende.
Hvis m an foreløbig ser bort fra de problem er, der opstår i konkurs- tilfælde, kan m an til støtte for en sådan valgfrihed henvise til, at den kreditor, der tillige får stillet pant til sikring af fordringen, ikke herved bør stilles ringere end andre personlige kreditorer. Ved indrømmelsen af panteretten har det kun været meningen at skabe en yderligere for
del for kreditor, ikke at beskære nogen af de beføjelser, som han allerede har. På den anden side vil det ofte være urimeligt, om pante- kreditor, uanset at han let og sikkert kan få fuld dækning gennem pantet, alligevel skulle kunne foretrække at søge sig fyldestgjort i debitors almindelige formue. Denne betragtning kan imidlertid ikke gælde, hvis pantet er vanskeligt at realisere, hvis det er tvivlsomt, om pantet kan yde dækning, hvis der er tvivl om pantsætningens gyldighed, eller hvis der hos debitor findes penge eller særlig let realisable aktiver.
Disse krydsende betragtninger m å føre til en mellemløsning. H erom hersker der også overvejende enighed i teorien, ligesom de lovbestem
melser, der løser spørgsmålet i de forskellige lovgivninger, peger hen imod denne løsning. N år opfattelserne tilsyneladende står skarpt over for hinanden, hænger dette sammen med, at problemet undertiden flyttes fra den materielle ret til tvangsfuldbyrdelseslæren. Om m an nu vil placere en regel herom i den ene eller den anden del af retssystemet er mindre væsentligt. M en realiteten er, at begrænsningerne i den frie valgret først viser sig ved selve tvangsfuldbyrdelsen.
D L 5 -7 - 1 7 m å forstås således, at den først giver en almindelig valg
frihed mellem at søge fyldestgørelse i kraft af panteretten og at benytte sig af det personlige gældsansvar. K un hvis der er givet pant i jord, bør kreditor fortrinsvis søge sig fyldestgjort i pantet, før han søger at realisere anden jord, der tilhører debitor. Det ligger da nær at drage den videre slutning fra reglen, at kreditor på lignende måde er begræn
set i sin valgfrihed, hvis det er sikkert, at han gennem pantet kan opnå fuld dækning lige så hurtigt og bekvem t som ved at holde sig til debitors øvrige formue. Rpl § 506 om rekvisiti påvisningsret fører vel omtrent til samme resultat, og de begrænsninger, der gælder i påvisningsretten efter § 506, stk 2, spiller næppe nogen rolle i denne forbindelse.
Alligevel kan det have en vis interesse at fastholde, at kreditor er begrænset i sit valg mellem det pantsatte og andre aktiver, selv om rekvisitus ikke udnytter påvisningsretten. Fogedsagen kan nemlig frem mes, uden at rekvisitus er behørigt repræsenteret, jfr Rpl § 517, stk 2. Problemet indskrænker sig herefter til, om fogeden ex officio
DL 5-7-17 25
kan gribe ind, når kreditor insisterer på at tage udlæg i andet end det pantsatte, og rekvisitus ikke er til stede under forretningen. Selv om problem et altså ikke er stort, kan det dog have interesse at fastholde, at fogeden kan gribe ind for at afværge åbenbare urimeligheder over for rekvisitus, p å samme m åde som fogeden ex officio påser trangs- benificiets bevarelse efter § 509.
En hof- og stadsretsskiftedecision fra 1841, NJT 11.336, der angår pant stillet af trediemand til sikkerhed for en embedsmands ansvar, udtaler, at panthaver kan forfølge sin obligatoriske ret, når ikke specielle omstæn
digheder er til hinder herfor. I denne henseende henvises alene til, at der ikke var modsat aftale. JU 1863.538 tog ikke stilling til spørgsmålet, dels fordi det drejede sig om arrest – mens 5-7-17 taler om indførsel – og dels fordi panthaver ikke mente sig betrygget i sit pant. Et Grosserer-Societets responsum i U 1888.811 udtaler, at der ikke i København er nogen kutyme for, at en bank først skal søge sig fyldestgjort i pantet, før man skrider til personligt søgsmål. Låneafviklingen afhænger af bankens regler og låne
betingelserne. Udtalelsen drejer sig altså kun om konstatering af, om der foreligger særlig kutyme. Men i øvrigt er det klart, at selve søgsmålet i kraft af den personlige fordring aldrig kan hindres. U 1888.198 forudsætter i sine præmisser, at kreditor ikke kan benytte sig af personligt søgsmål, medmindre pantet ikke tilstrækker, eller der er givet afkald herpå, »cfr DL 5-7-17«. Dommen synes at gå ud fra, at 5-7-17 skal forstås således, at indledningsordene om at »blive ved sit pant« hentyder til, at kreditor ikke har givet afkald på pantet. Dette er i hvert fald næppe rigtigt. I øvrigt angår dommen et konkurstilfælde, jfr nedenfor under III, og den er næppe heller rigtig i resultatet. U 1898.752 fastslog, at debitor ikke kunne nægte at betale et restbeløb efter en panteobligation, idet betragtningen om, at kreditor ved at modtage pantet havde forpligtet sig til først at søge fyldest
gørelse heri, var ubeføjet.
I ældre dansk teori var man sikker på, at kreditor kunne vælge mellem de to fyldestgørelsesmåder, Ørsted: Håndbog VI.228, Gram 1.513 (der gør undtagelse fra valgretten, når alt debitors løsøre er pantsat eller udlagt), Matzen. 529 ff, Torp. 600-601. Ernst Møller: Dækningsadgang. 388 ff gik derimod ind for, at pantekreditor først måtte undersøge, om pantet var tilstrækkeligt, før kan gjorde udlæg i anden formue; p d a s var Ernst Møller indforstået med, at pantekreditor kunne få dom over debitor i kraft af den personlige fordring, 388 note 2. Vinding Kruse i ER III. 1372 f sluttede sig til den almindelige opfattelse, jfr også Illum i U 1959 B. 125, Juul-Olsen i J 1959.360, Gomard: Fogedret. 38, Krag Jespersen i U 1963 B. 119. I Norge sluttede Hagerup. 51-52 sig ligeledes til den traditionelle opfattelse, medens Arnholm. 8 ikke vil anerkende adgangen til at søge fyldestgørelse i andre genstande, hvis pantet er tilstrækkeligt, og udlægget ikke vil give væsentlig lettere eller hurtigere realisation, se hertil Carsten Smith 122 f.
For svensk rets vedkommende antager Undén 1.177 valgretten, medens
26 § 2.II.-III.A.
Taxell. 17 for finsk rets vedkommende slutter sig nær til Arnholms op
fattelse.
I de kontinentale retssystemer findes meget uensartede regler om spørgs
målet, og man har vaklet mellem at henvise det til procesreglerne eller afgøre det i den materielle ret.
Om skyldnerens adgang til i kraft af reglerne om trangsbeneficiet i Rpl
§ 509 at udtage også pantsatte genstande se Gomard: Fogedret. 68 f, jfr 37 f.
Rpl § 478, nr 3-4 medfører, at udlæg på grundlag af pantebreve i fast ejendom ikke kan udstrækkes til andet end den pantsatte ejendom. Denne fyldestgørelsesmåde udelukker altså valg mellem fyldestgørelse i pantet eller i kraft af det personlige gældsansvar.
III. Dividendekrav ved konkurs
I konkurstilfælde opstår der særlige problemer, hvis der udover pan
teretten findes et personligt gældsansvar. Problem et er navnlig, om pantekreditor har begrænset dividenderet, d v s at han kun kan an
melde forskellen mellem, hvad pantet indbringer, og det fulde krav, eller fuld dividenderet, d v s at han kan anmelde det fulde gældskrav, uafhængigt af, hvad pantet indbringer. Naturligvis kan kreditor aldrig få m ere end 100 % af hele sit krav. Den fulde dividenderet giver ham imidlertid en ekstra chance for at få dækning for sit krav, medens den begrænsede dividenderet altid vil medføre et tab for kreditor, hvis pantet ikke strækker til, og boet ikke giver 100 % i dividende.
Der sondres mellem pant for egen gæld og pant, stillet af tredie
mand.
A. Pant stillet for egen gæld
Hvis den personligt hæftende skyldner selv har stillet pant for gæl
den, har kreditor kun begrænset dividenderet, jfr K L § 130. Teknisk er reglen gennemført p å den måde, at kreditor får hele det forfaldne beløb udbetalt, hvis pantet er tilstrækkeligt. Boet indtræder da i pante
retten. Hvis dette ikke er tilfældet, afsættes der foreløbig kun dividende af hele fordringen, da pantet i værste fald ingenting indbringer. Men dette beløb bliver kun afsat, da pantet i bedste fald fuldt ud dækker kravet. Hvis pantet ikke er tilstrækkeligt, tages der altså ikke stilling til selve udbetalingen til kreditor, før m an ved pantets realisation har konstateret, hvad pantet kan indbringe, eller der mellem boet og pante
kreditor er enighed om pantets værdi.
Dividende ved konkurs 27 Registreringsværdien kan være udtrykkelig eller stiltiende godkendt, jfr herved U 1934.134 (om realisation af løsøre, solgt med ejendomsforbehold).
Den begrænsede dividenderet er i disse tilfælde anerkendt udtrykkelig eller dog forudsat i flere afgørelser, jfr U 1908.918, 1901.572, 1896.566.
N år m an i denne gruppe anerkender den begrænsede dividende- ret, når pantet ikke er tilstrækkeligt, skyldes det i første række følgende betragtning: Hvis der var fuld dividenderet, ville dette betyde, at pant
sætteren ikke blot gav kreditor den begunstigelse, der ligger i, at pan
tets værdi reserveres ham, men at der herudover ydes kreditor en yderligere begunstigelse. Den del af fordringen, som ikke dækkes af pantet, ville få en større dækning i boet, takket være, at pantet har dæ kket andre dele af fordringen. D ette er lige så utilstedeligt som det forhold, at en kreditor uanset afbetaling på gælden ifølge aftale med debitor skulle kunne få dividende af hele den oprindelige hovedstol.
Kun restgælden kan anmeldes. Restgælden får ikke en bedre stilling i kraft af den del af gælden, som allerede er bragt ud af verden. På til
svarende m åde kan den del af en gæld, som ikke er dækket ved reali
sation af pant, ikke få en fortrinsstilling takket være den øvrige del af gælden, som er dækket ved realisationen. Herved kommer betragtnin
gen i samklang med det historiske udgangspunkt for reglen i K L § 130.
Efter den m å panthaver vælge mellem, om han vil forfølge sin ret uafhængigt af bobehandlingen, eller om han vil gøre sit fulde krav gældende mod boet. M en han m å ikke gøre begge dele. M an kan også til støtte for reglen anføre, at kreditor ikke bør misbruge sine fyldest- gørelsesmuligheder ved at gå løs på frie aktiver, når han har særlig sikrede aktiver til rådighed. Herved kommer m an ind på samme be
tragtninger som anført under II. Men det m å erkendes, at de her anførte synspunkter er motiveret med et hensyn til debitor, medens det i denne forbindelse nok så meget er hensyn til andre kreditorer, der gør sig gældende.
N år pantet er tilstrækkeligt, er situationen en anden. Boet kan siges at udløse panthaveren, idet der i dette tilfælde ved de partielle udlod
ninger gives fuldt udlæg for de til betaling forfaldne dele af pante- fordringen. Boet kan derfor ved en rolig realisation af pantet søge at få mest muligt for pantet, således at provenuet ikke blot dækker ud
læggene til panthaveren, m en også giver et bidrag til betaling af boets kreditorer.
Om den anførte hovedbetragtning se Evaldsen i U 1885.823 f, Olivecrona i NJA 1941.173-174, om den mere historiske begrundelse se Deuntzer.
28 § 2.III.A.-B.
176-177, 248, motiverne til KL. 122-123, Schlegel: Skifteret. 164, Ot Prp 7 1859/60. 28 (motiver til den tilsvarende norske bestemmelse), Hagerup:
Konkurs. 120 ff. Arnholm. 163 lægger vægt på, at der i konkurstilfælde må gælde begrænsning i kreditors ret til at vælge mellem dækning i pantet og dækning i kraft af den personlige fordring. Han kan ikke konkurrere om de frie aktiver, sålænge pantet strækker til, jfr Gomard: Skifteret. 186.
Konkurslovsbetænkning II § 44 fastslår på samme måde som KL § 130, at der kun opnås dividende af restfordringen, når der gennem pant eller an
den sikkerhedsret i skyldnerens ejendom er opnået delvis dækning for en fordring. Ved den tekniske gennemførelse af udlodningen fastslår § 142, at der må sondres mellem tilfælde, hvor panthaveren selv kan realisere pantet, og situationer, hvor realisationen sker ved boet. Skal pantet realiseres gen
nem boet, hvilket efter forslagets § 85 i almindelighed gælder underpant både i fast ejendom og løsøre, får panthaveren udlodning på lige fod med de øvrige kreditorer. Når realisationen af pantet har fundet sted, konsta
teres det, hvor stor en del af fordringen der bliver dækket af pantet.
Denne del af fordringen giver ikke panthaveren ret til dividende, og det for meget udbetalte dividendebeløb fradrages ved udbetalingen af prove
nuet af sikkerheden eller ved andre udbetalinger. Det anføres i Mot. 228, at denne regel ikke har stor praktisk betydning, da der sjældent vil ske udlodninger, før boets pantsatte faste ejendomme og løsøre er realiseret.
Håndpanthaveren kan efter forslagets § 84 realisere uden om boet; hvis boet udbetalte dividende, ville der kunne blive tale om tilbagesøgning, som bl a kunne forhales ved, at pantet ikke blev realiseret. Da panthaveren i reglen selv bestemmer realisationstidspunktet, kan han ikke få udbetalt dividende, før det er konstateret, hvor meget han får ind gennem pantet.
Man må imidlertid sikre sig, at der er penge til at betale ham, og der skal derfor ved udlodning af boet afsættes tilsvarende dividende af pantefordrin- gen. Man kan undlade afsætning, hvis håndpanthaveren samtykker heri, fordi han har fuld sikkerhed. Udbetaling sker først, når det ved realisation af pantet har vist sig, hvor stor en del af pantefordringen der bliver dæk
ket. Resten går tilbage til boet, og når boet er sluttet, kan der blive tale om efterudlodning til de almindelige kreditorer, jfr i det hele Mot. 228.
B. Pant stillet af trediemand
Hvis pant er stillet af trediemand, er der enighed om, at K L § 130 ikke kan anvendes, idet bestemmelsen forudsætter, at pantet er stillet af skyldneren selv. Det synes da nærliggende at anvende § 18, der hjemler fuld dividenderet, når flere, der hæfter solidarisk for samme fordring, er kommet under konkurs. Ganske vist hviler denne bestem melse på den forudsætning, at de flere skyldnere hæfter personligt for fordringen, men det er nærliggende at slutte, at der m å gælde det
Dividende ved konkurs 29
samme, hvad enten de flere skyldnere hæfter personligt, eller forholdet er det, at én eller nogle af skyldnerne hæfter personligt, andre derimod reelt med pantsatte aktiver.
Det m å herefter blive betragtninger af tilsvarende karakter, som gøres gældende ved bedømmelsen af det i Obligationsretten traditionelt dyrkede problem om flere solidarisk hæftende skyldneres dividende i konkursboer og det her foreliggende spørgsmål.
Den herskende opfattelse er blevet, at m an lægger afgørende vægt på, hvad der m å udkræves, for at forskellige garantiinstitutter, herunder navnlig kaution og trediemandspantsætning, kan komme til at fungere på en sådan måde, at långivning kan gennemføres i tilfælde, hvor det ellers ville volde vanskeligheder at få lånesagen igennem. M en den fordel, der ligger i kreditors fulde dividenderet, betyder til gengæld, at pantsætter må stå tilbage m ed sit regreskrav over for kreditors krav, da boet naturligvis kun kan udrede dividende af fordringen én gang.
Regressen bliver derfor af dominerende betydning: Skal trediem and have den fordel, der ligger i regressen, også i denne situation, eller skal kreditor netop kunne opnå en ekstra fordel på trediemands bekostning?
Det er rigtigt, at långiverne ifølge udtalelser i retssager har insisteret på at få trediemands pant, fordi de hermed påregnede at få en bedre retsstilling, jfr N R t 1930. 1399, U 1937. 1135, 1905 A. 282. Det er dog et spørgsmål, om sådanne udtalelser ikke er udtryk for en efter
rationalisering, og om kreditorerne ikke – trods alt – ville have ydet kreditten, selv om de i konkurssituationen ikke fik den fordel, der ligger i den fulde dividenderet, jfr Carsten Smith. 353 f.
De muligheder, der herefter foreligger vedrørende løsningen af de stærkt om stridte spørgsmål, kan skematisk stilles således op:
1. Solidaritetsbegrebstorien. Denne fører til fuld dividenderet i alle tilfælde, trods betaling før eller efter medskyldnerens konkurs, trods frivillig eller tvungen betaling fra medskyldnere. Solidaritetsbegrebet menes at medføre, at kreditor er berettiget til at kræve hele fordringen hos hver enkelt skyldner, lige indtil hans hele fordring er betalt. Be
tragtningen er anvendt som begrundelse i motiverne til K L § 18, jfr motiverne. 5 2-53, og den blev accepteret af Bentzon og Jul. Lassen.
Der er taget klar afstand fra den under voteringen i U 1895. 88 H, jfr navnlig førstvoterendes skarpe udtalelser herom, og af Ussing: Alm Del. 435, og der kan næppe være tvivl om, at m an i dag vil afstå fra en sådan argumentation: solidaritetsbegrebet må afpasse sig efter de gældende retsregler, ikke omvendt.
