Pantekravet
II. Håndpant og pant i fordringer
116 § ÍO.I.-II.
havere, jfr Jordabalk 11.183-84. – Om norsk ret se navnlig NRt 1962.369 (plenumsafgørelse).
d. I slægt hermed er også aftaler om, at der til sin tid skal udredes et beløb, svarende til forskellen mellem prioriteterne og ejendom mens værdi, forudsat at denne værdi objektivt kan fastlægges, f eks ved henvisning til ejendomsværdien. Sådanne dokum enter kan altså lyses.
Derimod kan det næppe være tilstrækkeligt, hvis der blot henvises til ejendommens værdi i handel og vandel. Allerede af denne grund kan man tiltræde resultatet i afgørelsen U 1953.381.
Afgørelsen fandt imidlertid begrundelsen deri, at der ikke forelå nogen ret over en fast ejendom – uanset at forpligtelsen hvilede på den til enhver tid værende ejer af ejendommen. Dette er næppe holdbart, jfr Vinding Kruse i U 1954 B. 209, se hertil Illum: Tinglysning. 22 note 21.
U 1967.887 afviser ganske vist fra lysning i et tilfælde, hvor hoved
stolen i pantebreve skulle op- eller nedskrives, således at den til enhver tid var 1/6 af den skattemæssige ejendomsværdi, men dette skyldtes navnlig, at der kunne ske fradrag for forbedringer. Da der er anvist udvej for af
gørelse af en konflikt herom, var det næppe nødvendigt at afvise, jfr Illum i U 1970 B. 251, Jesper Berning i U 1971 B. 19-20 (med henvisning til tilsvarende spørgsmål om regulering af afgiftsydelsen iflg forpagtningskon
trakter), anderledes Trolle i U 1970 B. 266.
Man må kunne klausulere pantebreve, således at panteretten også sikrer udgifter, der opstår som følge af, at panthaver må holde forsikring i orden, forudsat at dette ekstrabeløb er maksimeret. Dette kan få praktisk betyd
ning for skibspant, jfr nedenfor i § 10.11.
Det norske justisdepartement har anset det for stridende mod pante- lovens § 4, at et pantebrev lød på 66% af ejendommens værdi til enhver tid, fastsat efter offentlig værditakst. Pantebrevet blev afvist fra lysning, Schumann Andersen. 28.
e. De såkaldte kontantlån i realkreditinstitutter tinglyses uden ende
lig fastsættelse af den årlige ydelse – som dog ikke m å overskride den angivne ydelse – uanset at den først kan beregnes, når kasseobligatio- nerne realiseres, jfr L und Christiansen i J 1964.251, men de særlige indfrielsesvilkår anføres i tingbogen, jfr nærmere nedenfor i § 19.
Størstebeløb ved håndpant 117
at skabe en fast ordning for sekundærprioriteter. Muligheden for at kunne udnytte aktiver af denne art over for sekundære panthavere er forholdsvis ringe. Disse får under alle omstændigheder en usikker stil
ling. M an kan altså ikke som ved faste ejendomme argumentere ud fra det samfundsmæssigt værdifulde i at skabe betryggende forhold for sekundærpanthavere. M an kunne måske tværtimod argumentere p å den måde, at m an ved ikke at påbyde fastsættelse af maksimum skaber et yderligere motiv til at undgå overdrevne udnyttelser af aktiver til pant
sætninger.
H eller ikke hensynet til at undgå svigagtige kreditorbegunstigelser virker med nogen vægt i disse tilfælde. Selv om m an gennemfører en regel om, at et størstebeløb skal fikseres, hindrer m an dog ikke, at pantsætter og pantekreditor trænger igennem med en påstand om, at pantet til skade for sekundærpanthaver dækker et større beløb end det virkelige lån, som er ydet af den første panthaver. Det er jo ikke nød
vendigt at nedfælde panteaftalen i skriftlig form, da nogen registrering ikke er påbudt. Hvis aftalen er mundtlig, er det lige så let at påstå, at der er fikseret et eller andet højt maksimumsbeløb, som at hævde, at gælden til førstepanthaver er større, end den faktisk er. Og selv om af
talen er nedfældet i skriftlig form, er der ingen garantier mod ante- daterede dokumenter, hvori maksimumsbeløbet angives meget højt – udelukkende med det formål i givet fald at trænge sekundærprioriteten ned, således at han ikke opnår fuld dækning.
I praksis vil et påbud om angivelse af et maksimumsbeløb blot medføre, at også pantekreditorer, for hvem medvirken til svigagtige aftaler ligger fjernt, fordrer indsat et eller andet maksimumsbeløb, som ligger så højt, at der bliver en meget rigelig margen udover den skyld, som kan forventes at ville opstå. Man vil måske sætte beløbet så højt, at sekundærpantsætning herved i realiteten afskæres, fordi det overskydende beløb ud over første
prioritetshavers maksimumsbeløb må antages at blive meget ringe. Herefter indskrænker problemet sig til blot at være et gebyrspørgsmål, idet der kan påløbe en vis omkostning i denne henseende ved at sætte maksimums
beløbet meget højt. Selv i denne henseende er der ikke efter den gældende lovgivning noget virkeligt problem, idet stempelafgiften i det praktisk forekommende tilfælde er upåvirket af beløbets størrelse.
Efter reglen i den tidligere Stempellovs § 143 var der stempelbegunsti
gelse for banker, vekselerere m v, hvorefter der gjaldt et fast stempel på 50 øre for håndpantsætningsdokumenter, jfr om fortolkningen af bestemmel
sen Erik Mangor: Lov om Stempelafgift. 1936.334. Efter Stempellov nr 174 af 30/4 1969 § 62, stk 3, er reglen erstattet af en ny bestemmelse, hvorefter håndpantsætningsdokumenter i anledning af byggefinansiering til
118 § 10.11.
banker, sparekasser og evt vekselerere og andelskasser helt er fritaget for stempel, medens andre håndpantsætningsdokumenter skal stemples efter alm regler. Skattedepartementet har – med tvivlsom føje – antaget, at for
højelser af tidl oprettede håndpantsætningsdokumenter for andet end byg
geri skal stemples for det fulde beløb, ikke blot forskelsbeløbet.
Derimod m å det erkendes, at der ud fra en helt anden betragtning består en faremulighed, men denne betragtning er ikke baseret på et hensyn til sekundærprioriteterne. Personer, som ikke har fået sikret deres fordring ved pant, kan bringe fordringen ind under pantesikker- heden ved at overdrage kravet til panthaveren, som netop på grund af sine sikringsmuligheder er villig til at give et særlig stort vederlag for erhvervelsen. Denne metode kan udnyttes til skade for de almindelige kreditorer, idet mulige »tomrum« inden for pantesikkerheden beslag
lægges af de fordringshavere, der får transporteret deres fordring til en panthaver. Hvis der skal angives maksimum for pantegælden, vil denne særlige fremgangsmåde vel nok blive bremset i nogen grad; men da muligheden for optagelse af sekundære prioriteter gennemgående ikke er særlig stor, kan pantekreditorerne få indsat maksima, der er så høje, at reglen ikke kommer til at betyde meget i praksis. Derimod kan faremuligheden bekæmpes noget bedre ved en regel om, at pantet kun kan dække krav, som panthaver har erhvervet m od pantsætter ved dennes medvirken.
Det var formentlig ud fra denne betragtning, at afgørelsen i U 1951.759 H* fastslog, at en bank ikke kunne skyde nogle disconterede veksler, accepteret af pantsætter, ind under panteretten, uanset at banken ifølge håndpantsætningsdokumentet havde sikkerhed for samtlige sine fordringer
»være sig almindelige håndskriftkrav, vekselkrav eller fordringer af hvil- kensomhelst art, forfaldne som uforfaldne«. Men et mindretal på 4 dom
mere bøjede sig for ordlyden og for den omstændighed, at vekslerne dog vedrørte pantsætterens forretningsvirksomhed.
Svagheden ved denne afgørelse er imidlertid, at den – både for så vidt angår flertallets som mindretallets begrundelse – bevæger sig i det dekla- ratoriske plan. Resultatet fremtræder som en fortolkning af pantsætnings- aftalen. Hvis man bruger så skarpe udtryk, at pantsætningen klart også omfatter fordringer, som opkøbes, og fordringer, som ikke vedrører debi
tors forretning, er der intet at gøre. Aftalen dækker. Da disse fortolknings- forsøg altså ikke kan klare alle vanskeligheder, måtte man gennemføre reglen i præceptiv form ud fra de almindelige retlige betragtninger om fare for opkøb o l. Men en sådan regel lader sig ikke gennemføre uden lov
hjemmel, jfr ligeledes Juul-Olsen i J 1959.361, der ikke anser dette for praktisk nødvendigt, anderledes Illum i U 1959 B. 127 f, der nærmest
Størstebeløb ved håndpant 119 mener, at en sådan regel kan gennemføres i kraft af forholdets natur. Dette er i hvert fald i modstrid med den opfattelse, som de 4 dissentierende dom
mere gjorde gældende i den ovenfor nævnte sag.
Den norske pantelovs § 4 kræver kun fordringens størrelse eller maksi
mum angivet ved pant i fast ejendom, og Jordabalk 6:1 taler om »inskriv- ning i fastigheten av visst penningbelopp«, således at maksimum må angi
ves ved pant i fast ejendom. Arnholm. 75 er under indtryk af fransk ret inde på den tanke, at man ved større beløb må kræve en vis registrering de lege ferenda. I svensk retsopfattelse har man diskuteret, om det er mu
ligt at anvende generalklausulen i Gbl § 8, jfr Cederschiöld i SvJT 1943.
165-168, Lejman i SvJT 1943.363-364, Wiirtemberg og Sterzel: Lagen om skuldebrev jämte dithörande författningar, 1937. 58. Baggrunden herfor er afgørelsen i NJA 1923.258, som i et sådant tilfælde vel kom til det resultat, at panteretten kun omfattede gældsposter, som med skyldnerens samtykke gik ind herunder, men også bevægede sig i det deklaratoriske plan. Efter den sparsomme anvendelse § 8 har fundet i praksis, er det dog næppe sand
synligt, at dette er en farbar vej. I den nævnte danske retssag, U 1951.759 H* havde fortolkningen af aftalen objektiv støtte bl a i nogle skrivelser fra banken; der var ikke tale om at begå »præstebedrag« – hvad der så end måtte ligge i dette udtryk – se herom Lando i TfR 1966.355, der går ind for indførelse af en særlig offentlig myndighed, der kan tilsidesætte byrde- fulde vilkår i standardkontrakter, en løsning, der i hvert fald ikke synes anbefalelsesværdig for dansk rets vedkommende.
Om flere panthaveres indbyrdes prioritetsstilling i et tilfælde, hvor et ejerpantebrev i fast ejendom var håndpantsat se U 1958.744 H*, 1971.182.
Ved sekundær håndpantsætning må underretning gives til håndpanthaveren.
§ 1 1 . Pant for hoved- og biydelser I. Hovedydelsen
I de almindelige pantebreve, hvor skyldneren erkender at skylde pantekreditor et vist nærmere angivet beløb, opstår der ikke noget sær
ligt problem vedrørende hovedydelsen. Derimod er der også i disse tilfælde et problem angående biydelser, jfr under II.
Hvis der imidlertid oprettes et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev, eller hvis et almindeligt pantebrev benyttes som sikkerhed for varie
rende ydelser, opstår der særlige problem er vedrørende selve hoved
skylden. I princippet m å disse spørgsmål afgøres ved fortolkning af det dokument, som sædvanlig vil foreligge. Ved et ejerpantebrev m å m an ty til den aftale, hvorved ejerpantebrevet er blevet håndpantsat.
A. I løbende forretningsmellemværender er der en formodning for, at panteretten dækker al gæld fra dette mellemværende, jfr. U 1971.
616 H. Selv om man på et eller andet tidspunkt gør gælden op og i for
bindelse hermed yder pantesikkerhed, m å det formodes, at også nyere gæld dækkes af sikkerheden, hvis forretningsforbindelsen fortsætter no
genlunde uforandret, U 1877.623, JU 1855.767, jfr. også V LT 1954.
40. På den anden side ligger det også nærmest at gå ud fra, at ældre gæld fra samme løbende mellemværende dækkes af sikkerheden, selv om denne er blevet krævet som betingelse for en fortsat kreditgivning, V L T 1931.22 (dissens). Denne formodning kan naturligvis brydes ved de konkrete omstændigheder, navnlig hvis skyldneren kan have nogen grund til at tro, at den ældre gæld er afgjort, således at kreditor er opfordret til at henlede opmærksomheden specielt på denne gældspost, U 1928.556.
B. Hidtil er der kun tænkt på gældsposter, der ligger inden for samme løbende mellemværende. Hvis der mellem de samme parter er tale om forskellige arter af gældsposter, f eks tjenestelån og varegæld, kan man ikke antage, at en sikkerhed, der ydes med henblik på den ene art af gældsposter, også omfatter gæld af anden art. D ette m å gælde, selv om
Pantegældens karakter 1 21
der anvendes vidtgående udtryk (»til sikkerhed for skadesløs betaling af alt, hvad NN er eller til enhver tid m åtte være skyldig«).
Ved afgørelsen i U 1924.25 H kom man ganske vist til det resultat, at sikkerheden ikke blot dækkede lån, men også varegæld, men i dette til
fælde var dokumentet konciperet af debitors sagfører, og debitor havde udarbejdet en opgørelse, som syntes at vise, at skadesløsbrevet også omfat
tede varegælden.
Hvis pantebrevet (skadesløsbrevet) kun dækker gæld af en bestemt art, f eks vekselgæld, dækker det ikke anden gæld, selv om denne gæld har tilknytning til den fremhævede gældsart. Skadesløsbrevet for vekselgæld omfatter derfor ikke uden videre berigelseskrav, som måtte opstå efter Veksellovens § 74 efter vekselkravets bortfald, jfr hertil Illum i U 1959 B.
129.
Af det lige anførte følger, at en sikkerhed, der efter ordene skal dække alt, hvad pantedebitor kom mer til at skylde pantekreditor, ikke om fatter erstatningsforpligtelser uden for kontraktsforhold, hvis sikker
heden er oprettet med henblik på kontraktsgæld. Hvis pantesikkerheden er indrøm m et over for en bank, kan det i hvert fald kun antages, at sikkerheden dækker gæld, som hidrører fra sædvanlig bankvirksomhed, og pant for kasselån dækker ikke andre fordringer, når dette ikke er aftalt, U 1887.476, 1888.10 H (1887.782), jfr herved Illum: Ejerpant.
94 -9 5 , Torkild-Hansen i Advokatbladet 1961.282.
C. H erudover m å der sikkert gøres andre begrænsninger. Trods gene
relle formuleringer i dokum enterne kan det norm alt ikke antages, at en sikkerhed dækker krav, der opstår uden debitors medvirken og uden at pantekreditor ved kravenes opståen har regnet m ed pantesikker
heden. I hvert fald kan sikkerheden ikke omfatte krav, som opkøbes af pantekreditor, således at fyldestgørelse søges i pantet, ikke i pante- kreditors interesse, men udelukkende i deres interesse, fra hvem for
dringerne opkøbes, jfr U 1951.759 H (dissens).*
Sagen U 1951.759 H* drejede sig om et tilfælde, hvor pantekreditor, en bank, for nogle kunder diskonterede veksler på pantedebitor. Sikkerheden dækkede ikke disse tilfælde, uanset at der anvendtes vidtgående udtryk:
»være sig almindelige håndskriftskrav, vekselkrav eller fordringer af hvil
ken som helst art, forfaldne som uforfaldne«. Se om afgørelsen Fr. Vin
ding Kruse i TfR 1962.26, Illum: Ejerpant. 89 og Ipsen i U 1953 B. 16.
Afgørelsen i U 1917.427 H (U 1916.490) går næppe herimod, idet det kan oplyses – hvad dog ikke fremgår af afgørelsen – at sagen drejede sig om veksler, som pantedebitor enten selv havde diskonteret i banken eller selv havde udstedt som solaveksler. Hvis banken kommer til at lide tab på
1 2 2 § 11.1.—II. A.
vekselengagementerne, må det dog måske i opkøbstilfældene anerkendes, at sikkerheden dækker sådanne tab. Dette var i hvert fald anerkendt under sagen U 1951.759 H.* U 1958.744 H* fastslår, at panteretten i forbindelse med en kassekreditkontrakt, hvorefter pantet hæftede for alt, hvad debitor måtte blive kreditor – en bank – skyldig, ikke blot gjaldt et byggelån, men også gæld hidrørende fra en anden kassekreditkontrakt med banken og et beløb, hidrørende fra en af debitor udstedt solaveksel. Alle disse gælds
poster var altså opstået direkte mellem banken og pantsætter. Se om dom
men Illum: Ejerpant. 87 ff. U 1970.852 kommer også til det resultat, at et ejerpantebrev, håndpantsat til en bank, omfattede vekselskyld ifølge veks
ler, accepteret af pantsætter og disconteret af håndværkere, som medvir
kede ved pantsætters byggeri. Pantet var stillet til sikkerhed for dels hvad der udbetaltes til pantsætteren, dels hvad han på anden måde blev banken skyldig (f eks hidrørende fra vekselengagement). Det lægges til grund, at såvel banken som pantsætteren, der selv havde medvirket til tilvejebringel
sen af aftalen om disconteringen i banken, havde regnet med, at veksel
skylden omfattedes af panteretten. Afgørelsen ligger herefter formentlig på linie med de tidl afgørelser.
VLT 1957.68 lægger vægt på, at diskontering af to veksler i en bank, der havde sikkerhed i skadesløsbrev for, hvad der skyldtes af en hvilken som helst skyldgrund, havde karakter af ganske normale bankforretninger, og at acceptanten – skadesløsbrevsdebitor – var bekendt med, at han blev forpligtet over for banken, således at bankens krav mod ham måtte anses for stiftet ved aftale med ham. Den ene veksel dækkede nemlig over rest- skyld til banken ifølge et tidligere lån, og skadesløsbrevsdebitor var gjort bekendt med, at den anden veksel ville blive diskonteret i banken. Se også VLT 1957.74.
Om disse spørgsmål se i øvrigt Vinding Kruse i U 1933 B. 196 noten, ER III. 1420, 1433, 1436, Ju l Søe i U 1933 B. 151, note 4, Ussing:
Kaution. 39 note 7, U 1928.349, 1929.245 H, svensk dom i NJA 1930.65, Arnholm. 268-69.