Overdragelse af unegotiable panterettigheder

Hvis panteretten ikke er knyttet til et omsætningspapir, men er for­

bundet med personligt gældsansvar, opstår der særlige vanskeligheder ved en overdragelse, da reglerne om beskyttelse over for overdragerens kreditorer og afledede aftaleerhververe ikke er de samme i begge ret­

ninger. M an kan herved komme til det resultat, at der er opnået be­

skyttelse for så vidt angår panteretten, men ikke i relation til det per­

sonlige gældsansvar – eller omvendt.

Problemet kommer frem i forhold til reglen i T L § 2, der efter den historiske oprindelse, jfr fr 7 / 2 1738 § 5, Ørsted i JT bd 16, II. 317, Vinding Kruse: Tinglysning. 142, kun angår negotiable pantebreve, men ikke skadesløsbreve, tinglyst skifteekstrakt, aftægts- kontrakter, udlæg o l. Skibsregistreringslovens § 32, stk 2, har da også udtrykkelig begrænset den tilsvarende regel til pantebreve, der er omsætningspapirer.

Luftfartøj sregistreringslovens § 3 har derimod ikke taget stilling til spørgsmålet, men ladet det stå åbent, jfr FT 1959/60, B. sp 486.

I norsk ret antages – i tilslutning til norsk TL § 22 nr 1 – at de alminde­

lige regler om overdragelse af negotiable og ikke-negotiable fordringer, herunder udlægspant, finder anvendelse, Brækhus-Hærem. 443—444.

Overdragelse af unegotiable panterettigheder 1 3 3

En sondring mellem pantekravet og det personlige ansvar giver imidlertid anledning til en række problemer, som kan være vanskelige at løse, om end de ikke vides at have foreligget nogensinde i praksis:

a. Hvis panthaver overdrager retten ifølge et skadesløsbrev til en ny kreditor og derpå går konkurs, bliver det afgørende, om sikrings- akten er foretaget. Hvis f eks lysning af erhververens ret er sket, men der ikke er denuntieret over for pantsætter, bliver spørgsmålet, hvad m an skal foretrække. Hvis m an siger, at der er opnået beskyttelse f s v angår det panteretlige krav, men ikke f s v angår det fordringsretlige, ligger heri nærmest kun, at såvel den um iddelbare panthavers konkurs­

bo som den afledede aftaleerhverver hver for sig kan gøre kravet gæl­

dende, blot m ed den forskel, at konkursboet i kraft af at være beret­

tiget vedrørende gældsbrevet kan inddrive ved at få dom, foretage udlæg, holde auktion over det udlagte, medens erhververen som pant­

haver kan søge fyldestgørelse efter de særlige regler, som gælder for panthavere. M en pantsætter m å kunne nægte at erlægge det skyldige beløb m ere end én gang. D et kan ikke være afgørende, hvem der når at komme først, idet pantsæ tter m å kunne nægte at erlægge, indtil tvisten er afgjort. Det er derfor rigtigt, at m an i denne situation tvinges til et valg.

Det er utvivlsomt, at man ved udarbejdelsen af forslag til T L tilsig­

tede at opretholde en regel om, at lysning var afgørende, Vinding Kruse: Tinglysning. 142, jfr Ørsted i JT bd 16, II. 137, omend senere udtalelser hos M atzen. 543 og Torp. 6 7 1 -6 7 2 ikke synes at have fulgt Ørsteds opfattelse. Spørgsmålet er så, om dette, der m å have være rig­

tigt ved TL, er ændret ved analogien af Gbl § 31, som i hvert fald i et vist omfang anvendes ved overdragelse af simple fordringer, der ikke er knyttet til gældsbreve, jfr U 1957.741 H , men dog ikke f eks ved overdragelse af fordringen på at få erlagt en individuel bestemt løsøre­

genstand, jfr Ussing: Alm Del. 216. Tinglysning er i hvert fald nød­

vendig for at undgå, at der sker aflysning på grundlag af en løs kvit­

tering fra den oprindelige kreditor, jfr TA § 16, medm indre der er tinglyst en »originalklausul«, d v s en klausul om, at skadesløsbrevet kun kan aflyses på grundlag af en kvittering p å selve dokumentet, jfr Kæstel. 131. D a tinglysning herefter er praktisk nødvendig for en ny kreditor, og da tinglysning h ar fordele frem for denuntiationen, idet en debitor kan modtage flere indbyrdes modstridende denuntiationer uden at reagere, jfr v. Eyben i J 1951.56 taler meget for at blive stå­

ende ved den traditionelle opfattelse:

1 3 4 § 13.11.

Dette betyder dog ikke, at det er uden betydning at fastholde denun- tiationen f s v angår det personlige krav. Hvis også pantsætter er kon­

kurs, og skylden overstiger den sikkerhed, som panteretten dækker, bliver denuntiationen formentlig afgørende vedrørende dette person­

lige krav. Hvis altså erhververen af skadesløsbrevet vel har foretaget lysning af sin ret, men ikke foretaget denuntiation, m å overdragerens konkursbo kunne gøre dette krav gældende og anmelde i pantsætters konkursbo. Efter K L § 130 kan der dog kun blive tale om dividende af restbeløbet, jfr ovenfor i § 2. III.

b. P å tilsvarende måde bør man formentlig også løse problemerne, hvis panthaver overdrager retten til flere forskellige erhververe: Den ret, der skal kunne fortrænge den utinglyste ret, skal selv være tinglyst og erhververen i god tro, jfr T L § 1, stk 2. M en i tilfælde af pantsætters konkursbo bliver denuntiationen afgørende for det overskydende per­

sonlige krav.

c. Pantsætter kan komme ud for vanskeligheder, når han vil erlægge.

H an må imidlertid kunne henvise til de alm legitimationsregler, som til fordel for ham gælder kumulativt. Hvis han er i den fornødne gode tro, m å han kunne erlægge med frigørende virkning efter gældsbrevslovens regler – og altså betale til overdrageren, medmindre han vidste, at denne ikke længere havde ret til at modtage beløbet, eller ikke har udvist den fornødne agtpågivenhed, jfr Gbl § 29, hvorfor en denun­

tiation faktisk får afgørende betydning. M en han kan også i et vist omfang erlægge til den, der ifølge tingbogen er berettiget, T L § 29, stk 1, men afdrag kan dog kun erlægges overensstemmende med reg­

lerne i Gbl, T L § 29, stk 2.

Hvis m an følger disse betragtninger, kan løsningerne oversigtsmæs- sigt stilles således op:

1. Hvis overdragelsen er tinglyst, og meddelelse herom er givet til debitor, er beskyttelse opnået såvel vedrørende det panteretlige som det personlige ansvar.

2. Hvis overdragelsen er tinglyst, men der ikke er givet meddelelse til debitor, m å den panteretlige beskyttelse være i orden. Derimod er der ikke opnået beskyttelse for så vidt angår overdragelse af det per­

sonlige gælds ansvar.

3. Hvis der er givet meddelelse til debitor om overdragelsen, men tinglysning ikke er foretaget, kan det ikke antages, at erhververens

Overdragelse af skadesløsbreve _{1 3 5} retsstilling er ringere, end hvis kravet ikke var sikret ved pant. Der opnås altså beskyttelse for så vidt angår det personlige gældsansvar, men ikke for den panteretlige del.

Den praktiske konsekvens af det anførte er, at såvel tinglysning som denuntiation bør foretages for at være sikret i alle retninger.

Det er vel uheldigt, at der sker en adskillelse mellem den panteretlige del og den del, der angår gældsansvaret. Men med noget besvær kan pro­

blemerne dog løses. Efter formuleringen i KL § 22, stk 2, som ændret ved lov nr 177 af 29/4 1960 må man ved beregning af afkræftelsesfrister lægge vægt på sikringsakten ved negotiable fordringer og på underretnin­

gen til skyldneren ved andre fordringer.

Det kan i øvrigt ikke helt undgås, at det panteretlige og det personlige gældsansvar går hver sin vej, da der vel næppe uden positiv lovhjemmel kan opstilles et præceptivt forbud mod at overdrage hver del for sig. Formod­

ningen vil dog altid være imod en sådan adskillelse, se ER III. 1436-1437, Arnholm. 122 f, Undén 1.209 f, Wrede. 501-03, Taxell. 94.

Pantebreve, der giver underpant i løsøre, er ikke negotiable, medmindre de er forsynet med ordreklausul, jfr Gbl § 11. Da der ikke på dette om­

råde findes en til TL § 1 svarende almindelig grundregel om, at rettigheder skal lyses for at opnå beskyttelse, kan man formentlig her anvende de almindelige regler om overdragelse af fordringer.

At transport af løsørepantebreve ikke kræver tinglysning, er fastslået ved U 1966.73 H og forudsat i Betænkning vedrørende underpantsætning af løsøre, 1957.15.

Om forståelsen af TL § 2 se diskussionen: Illum: Tinglysning. 40 f, jfr U 1953 B. 230 og U 1959 B. 79, 131 f, der foretrækker at anvende TL § 2 på såvel negotiable som ikke-negotiable panterettigheder og i hvert fald ikke vil bryde de almindelige regler om overdragelse af fordringer, men herimod ER III. 1438-1439, v. Eyben i J 1951.54-55, se hertil Lund Chri­

stiansen i J 1962.368 og i U 1960 B. 143-44. Juul-Olsen i J 1959.363, og Ipsen i J 1960.30 synes alene at ville kræve underretning til skyldneren efter Gbl § 31. Kæstel. 78, 131, 146, følger den her hævdede opfattelse.

Om aftægtskontrakters overdragelse se Sand i U 1957 B. 101.