Pantet
II. Forsikringssummer
1 0 2 § 9.I.E.-II.A.
E. Lysning
Efter T L § 1 er der ikke tvivl om, at ekspropriation skal lyses for at opnå beskyttelse over for senere godtroende aftaleerhververe og over for kreditorer. U nder senere aftaleerhververe går også senere pant
havere. Hvis ekspropriationen som følge af manglende lysning ikke kan gøres gældende mod senere panthavere, m å der foretages en ny ekspropriation, som er særlig rettet mod disse. Derimod kan ekspro- prianter ikke i kraft af tinglysningsregleme fortrænge utinglyste rettig
heder.
Om disse spørgsmål – de lege ferenda – se Illum: Tinglysning. 26 f, Heering i Landinspektøren 1951.214, v. Eyben i Juristen 1951.53, Vinding Kruse i U 1951 B. 157. Om tinglysning eller notering ved off indskrænk
ninger i rådighed over faste ejendomme, se Formuerettigheder § 14. A. 1.
Om norsk retsopfattelse se Harbek og Solem. 144, Schjödt. 281 ff, Axel Heiberg i NRt 1940.65.
Panthavers krav mod forsikringsselskab 103
men herfra kan der givet ikke sluttes modsætningsvis. Spørgsmålet har haft størst praktisk betydning på dette område, og det pågældende afsnit i T L angår alene fast ejendom. Lovbestemmelsen, der tilsigtede at fjerne en tvivl i teori og praksis, m å nærmest siges at støtte den forsvarede opfattelse.
Tilbage står da spørgsmålet, om panthaveren kan opnå en større ret end den, som pantsætteren isoleret set ville have. Det er givet, at m an ikke uden videre kan komme til de samme resultater som i for
hold til en ekspropriant. Ovenfor under I, A er det blevet berørt, at vederlagsspørgsmålet vil komme til at spille en særlig rolle i forhold til forsikringsselskabet. Selskabet har beregnet sig en præmie, som svarer til risikoen i forhold til ejeren af det pantsatte. Det m å derfor kunne protestere mod at få en øget risiko, som det ikke vederlægges for. Dernæst m å det understreges, at det i denne forbindelse snarere end ved ekspropriation kan tænkes, at panthaverens interesser går videre end pantsætterens. Pantsætteren kan have gjort sig skyldig i et eller andet irregulært forhold, han kan have givet urigtige risikooplys
ninger eller ved forsætligt eller uagtsomt forhold frem kaldt forsikrings- begivenheden, således at hans krav mod selskabet m å nedskæres eller helt bortfalde. Panthaverens interesser rækker da ud over den risiko, som selskabet efter den fastsatte præmie har villet sikre imod.
Herved kom m er m an til at understrege forskellen mellem to "sæt retsregler: Hvis m an nøjes med den deklaratoriske regel om panteret i forsikringssummen, er det klart, at panthaveren ikke kan få en større ret end pantsætteren. Pantsætterens irregulære forhold påvirker da automatisk panthaverens krav mod selskabet. Problem et er derfor, om der skal opstilles en deklaratorisk regel om, at panthaverens særlige interesser samtidig forsikres. Hvis denne regel antages, kan panthave
rens interesser være dækket, selv om pantsætterens ikke er det.
Ørsted hævdede reglen om, at pant i fast ejendom uden særlig aftale også omfatter forsikringssummen, Håndbog VI. 167 ff, Nyt JA 26. bd. 31, jfr også Niels Lassen i Nordisk Retsencyklopædi, Den nordiske Tingsret.
195. Denne opfattelse blev imødegået af Matzen. 503 ff og Torp. 635 ff, der navnlig hævdede, at betingelserne for pantsætning af fordringer måtte være opfyldt også i denne henseende, men denne kritik slog ikke igennem, og retspraksis fulgte vistnok Ørsted, jfr Schlegels Samling III.397. U 1899.
937 H tog ikke stilling til spørgsmålet. Derimod har U 1877.184 H (1876.
802) – der dog angik et straf fespørgsmål – udtalt, at pant i en hest ikke medførte, at der var panteret i assurancesummen. I Norge blev spørgsmålet afgjort ved loven af 8/6 1895 § 1, der fastslog, at panteret, medmindre
104 § 9.II.A.
andet er aftalt eller fastslået ved lov, omfatter den pantsatte genstands forsikringssum. Denne regel blev ophævet ved den norske FAL. NRt 1952.
790 viser, at det retsværn, der skabtes ved aftalt pant, stadig måtte anses at bestå.
Illum i U 1959 B. 128 f finder det tvivlsomt, om reglen i TL § 37, stk 2, også gælder deklatorisk uden for pant i fast ejendom.
FAL § 54, stk 2, har om ejerskifte fastslået, at forsikringen, selv om den skal ophøre ved ejerskifte, dog gælder i 14 dage (i kreaturforsikring 3 dage) efter ejerskiftet i det omfang, hvori den nye ejer ikke gennem en af ham tegnet forsikring har krav på erstatning. Denne bestemmelse gælder ikke for søforsikring af skib. Da selve grundreglen i FAL § 54, stk 2, er præcep
tiv, og da man også på dette område har måttet begrænse søforsikrerens risiko ved irregulært forhold fra ejerens side, har det været nødvendigt i selve loven at modificere grundreglen.
På søforsikringsrettens område benytter man de såkaldte panthaver
deklarationer, som udstedes af reder, panthaver og skibets kaskoassuran- dører i hvert enkelt tilfælde. Det væsentligste i disse deklarationer er, at selskabet påtager sig at give underretning til panthaveren, hvis forsikringen ophører som følge af ejerskifte eller af andre grunde før den aftalte forsik- ringstids udløb, og hvis der foreligger restance med præmiebetalingen. Når panthaveren har modtaget sådan underretning, må han selv sørge for at varetage sine interesser.
Forskellen mellem de to retsregler illustreres ved at sammenligne T L § 37, stk 2, med F A L § 54. Den førstnævnte regel er en deklara- torisk regel om panteret i forsikringssum, den sidstnævnte regel er en regel om medforsikring af panthaverens interesser. F A L § 54 m edfører nemlig, at panthaveren, når intet andet er aftalt, m å betragtes som sikret i F A L ’s forstand. F A L § § 18 ff giver regler om den sikredes forsætlige eller groft uagtsomme fremkaldelse af forsikringsbegivenheden, F A L
§§ 21 ff giver regler om den sikredes pligter, når forsikringsbegiven
heden indtræder, og §§ 4 5 -5 2 om fareforøgelse og manglende iagtta
gelse af sikkerhedsforanstaltninger, jfr dog et særligt tilfælde i § 50, stk 2. Hvis flere m å betegnes som sikrede, m å spørgsmålet afgøres selvstændigt i forhold til hver af de sikrede. Hvis derfor panthaver ikke har medvirket til de nævnte irregulære forhold, påvirkes hans krav ikke heraf. Ved urigtige risikooplysninger er det efter F A L § 6 derimod forsikringstagerens forhold, der er afgørende. Hvis forsik
ringen er tegnet af ejeren af genstanden, påvirkes altså panthaverens krav af de urigtige risikooplysninger. Ved brandforsikring af fast ejen
dom fraviges principperne, idet selskabet i henhold til F A L § 86 over for panthaveren dog har et subsidiært ansvar – betinget af, at der ikke
TL § 37, stk 2 – FAL § 54 105
kan opnås fyldestgørelse i pantet eller af skyldnerens øvrige formue – når der foreligger irregulære forhold efter §§ 4, 6 og 50, 2. stk.
P å denne baggrund er det vel forståeligt, at forsikringsselskaberne insisterer på at fravige reglen i F A L § 54, hvis irregulært forhold fra ejerens side kan medføre betydelig risiko for selskabet, og dette må navnlig gælde, hvis reassurance er sædvanlig, og det ved reassurancen er umuligt at få genforsikret den øgede risiko. Ved kaskoforsikring af skibe fraviger m an derfor F A L § 54, jfr Søforsikringskonventionens
§ 4, stk 3, der bestemmer, at forsikringen, hvis den forsikrede er an
givet i aftalen, og andet ikke er bestemt, kun omfatter hans interesse, m en altså ikke panthaverens interesse ved søpant i skib og fragt.
Ved søforsikring af varer og ladningsinteresser går man ved Søforsik
ringskonventionens § 176 derimod videre end FAL § 54, idet panthave
rens interesse er sikret, hvadenten der er en personlig fordring mod pantets ejer eller ej, og forsikringen omfatter dens interesse, til hvem ret til varer
ne er eller bliver overdraget eller på anden måde overført fra den forsik
rede, eller på hvem faren for vårene er gået eller går over, se om disse spørgsmål Stig Jørgensen II. 47, 49-50.
Allan Philip i Festskrift til Alf Ross, 1969. 423-431 slutter sig til den i teksten anførte opfattelse vedrørende forholdet mellem FAL § 54 og TL
§ 37, stk 2, men anbefaler, at § 54 ændres, således at den ikke finder anvendelse på søpant, da det har vist sig, at reglen dog fraviges i praksis.
Formularen for skibspantebreve indeholder bestemmelse om, at pantet også omfatter andele i selskabets overskud, bonus o l, hvorfor disse beløb indgår under pantet og opnår beskyttelse ved pantebrevets registrering for
ud for senere specielle pantsætninger af sådanne beløb, hvorom der er gjort anmeldelse til selskabet, jfr Gbl § 31, U 1964.650 (med dissens).
Om søforsikringensselskabets adgang til modregning for præmierestancer over for panthaver se NRt 1969.126.
Selv om m an nu i søforsikringsretten har fraveget reglen om, at pant
haverens interesse er medforsikret, ligger der ikke heri en fravigelse fra den m indre vidtgående regel om, at panteretten deklaratorisk om
fatter forsikringssummen. D ette får navnlig den betydning, at pant
haveren kan gøre krav på andel i forsikringssummen forud for pant
sætterens konkursbo. Den grundsætning, som genfindes i T L § 37, stk 2, har altså stadig betydning i søforsikringsretten, jfr om norsk ret N R t 1953.790, Kcestel. 158.
Afgørelsen i U 1940.1087 fastslår, at en panthaver ikke kunne få andel i forsikringssummen i et tilfælde, hvor forsikring var tegnet på Søforsik
ringskonventionens vilkår. I dette tilfælde var forsikringen ikke tegnet af
106 § 9.II.A.-B.
pantsætter, men en senere ejer af skibet, som ikke havde villet påtage sig forpligtelsen ifølge panteobligationen. Det er derfor klart, at den senere ejer, altså forsikringstageren, ikke havde pligt til at afstå nogen del af for
sikringssummen til panthaveren. Præmisserne til dommen lægger imidlertid i første række vægt på, at kun den nye ejer var angivet som forsikret i poli
cen, men tilføjer dernæst det utvivlsomt rigtige, at ejeren kun kan få udbe
talt af selskabet, hvad der dækker hans interesser i skibet, men i intet tilfælde noget beløb til dækning af trediemands interesser.
Den omstændighed, at en pantsætter påtager sig en forpligtelse til at holde det pantsatte forsikret, taler i høj grad for, at man i forholdet mel
lem panthaver og pantsætter har villet, at panthaver i påkommende tilfæl
de skulle have andel i forsikringssummen. Panthaver kan ikke være tilfreds med, at pantsætter får udbetalt assurancesummen til fri benyttelse, og selv om han kan få dømt pantsætter til at retablere pantet, er dette heller ikke tilstrækkeligt for panthaver.
At panthaver i disse tilfælde har ret til en andel i forsikringssummen, har man antaget i et tilfælde, hvor en bank havde givet kredit til indkøb af afleveringspligtigt korn, og hvor retsforfølgning i kornet ifølge de gældende regler ikke kunne foretages af andre end banken, U 1950.1025 H. Tilsva
rende resultat må man formentlig også komme til, hvor der i forbindelse med et ejendomsforbehold er påtaget forpligtelse til at holde det købte forsikret, jfr den af Prytz i U 1952 B. 60-64 omtalte sag.
Når man indser, at FAL § 54 fortolker forsikringsaftalen, medens andre lovregler fastslår, at panthaveren får andel i det krav, som pantsætter har mod selskabet, er det lettere at forklare forholdet mellem FAL § 54 og Sølovens §§ 268, stk 4, og 278, stk 2. De sidstnævnte regler angår også spørgsmålet om panthaverens del i pantsætters krav. Der er derfor ikke nogen modsætning mellem de to sæt regler, som må gælde hver for sig, jfr Lars Fogelklou i Arkiv for Sjørett, bd 2, 1954.1-7 (mod Nils Grenan
der smst, bd 1, 1953.465-69), se i øvrigt ER III. 1414—15, Drachmann Bentzon og Knud Christensen. 320-21, Behrendt Poulsen i Assurandøren, 1950.198, Sindballe: Dansk Forsikringsret 1.31, Kæstel. 64 f.
Om forsikring af pantsat løsøre se Göran Almgren i Festskrift till Håkan Nial, 1966.30-55, hvor der også tages stilling til problemer vedrørende delskade og underforsikring.
B. Legitimationsspørgsmål 1. Før udbetalingen af forsikringssummen
Selv om forsikringen anses tegnet til fordel for panthaveren, er for
sikringstageren berettiget til at træffe afgørelse om ændring, ophævelse eller opsigelse af aftalen, og han kan m ed retsvirkning m odtage op
sigelse eller anden meddelelse forsikringen vedrørende, F A L § 56, s tk l.
Denne regel angår ikke blot forsikringstagerens legitimation, men afgør selve spørgsmålet om hans ret i relation til panthaveren, der dog ved
Legitimationsspørgsmål ved forsikring 107
særlig aftale m ed forsikringstageren kan opnå en videregående retsstil
ling. Selv om forsikringstageren ifølge panteaftalen har pligt til at holde genstanden brandforsikret, jfr pantebrevsform ular I, pkt 6, og pante- brevsformular II, pkt 4, kan pantsætteren som forsikringstager altså i mangel af m odsat aftale ophæve forsikringen, m en det vil være rets
stridigt over for panthaveren, hvis m an ikke indgår anden forsikrings
aftale i stedet. Ved brandforsikring af fast ejendom er panthavers ret sikret i videre omfang, jfr F A L § 87. Efter denne bestemmelse får panthaver en frist på 14 dage til at ordne forholdet, når forsikringen ophører (eller forsikringssummen nedsættes) ved aftale med forsik
ringstageren, og når selskabets ansvar ophører som følge af manglende præmiebetaling eller ejerskifte.
Selv om forsikringstageren på grund af særlige aftaler er ubeføjet til at foretage sådanne dispositioner, som omhandles i F A L § 56, stk 1, er disse alligevel bindende i forhold til forsikringsselskabet, hvis dette er i god tro, F A L § 56, stk 2. Der findes dog særregler ved sø- og anden transportforsikring, F A L § 56, stk 2, 2. pkt. M en bortset herfra har m an altså en fast legitimationsregel i forhold til selskabet.
2. V ed udbetalingen af forsikringssummen
Ved forsikringsbegivenhedens indtræden tilkommer forsikringssummen umiddelbart den eller dem, hvis interesse forsikringen dækker, jfr F A L
§ 57, stk 1. M en denne grundregel brydes ved legitimationsreglen i F A L
§ 57. stk 2, hvorefter forsikringstageren med bindende virkning kan forhandle m ed selskabet om erstatningen og oppebære denne, m ed
mindre en bestemt angivet person af forsikringstageren er opgivet, eller nogen selv har anmeldt sig til selskabet som berettiget, eller den sikrede har en ved tinglysning sikret ret i den forsikrede faste ejendom. Hvis forsikringstagerens legitimation ikke på denne m åde er ophævet, er han altså i forhold til selskabet legitimeret til helt at opgive kravet eller dog indgå p å en overenskomst om nedsat erstatning. Det antages dog, at selskabet m å tage et vist hensyn til den sikrede trediemand. Hvis selskabet ved eller bør vide, at aftalen med forsikringstageren væsent
lig krænker den sikredes ret, frigøres selskabet ikke. Selskabet må kunne nægte at gå med til en ordning helt uden om panthaveren, hvis det f eks skønner, at forsikringstageren ikke tilbørligt varetager p ant
havers interesser. Den fuldmagt, som reglen indeholder, ophører for
mentlig ligesom andre oppebørselsfuldmagter, når forsikringstageren går konkurs.
108 § I1I.A.
N år skaden er udbedret, en forsikret bygning genopført, andre af forsikringen og panteretten omfattede ting genanskaffet eller lige så betryggende sikkerhed for panthaverens fyldestgørelse stillet, har for
sikringstageren ikke blot legitimation til at oppebære forsikringssum
men, men han er berettiget hertil, F A L § 58. Ved partielskader må panthaveren formentlig vente en rimelig tid, før han kan kræve noget udbetalt til sig, idet det forinden kan afklares, om udbedring vil blive foretaget. Hvis der ved totalskader foretages anskaffelse af andre gen
stande, m å det undersøges, dels om forsikringen kommer til at omfatte disse genstande, dels om pantet også kommer til at omfatte disse gen
stande. Den sidste betingelse vil være opfyldt, hvis man antager, at panteaftalen uden videre omfatter sådanne surrogater. Ellers m å der træffes ny panteaftale. D a det kan bero på et vanskeligt skøn, om der efter genanskaffelsen bydes lige så betryggende sikkerhed som tidligere, vil m an kræve panthaversam tykke, medm indre det er klart, at sikker
heden er fyldestgørende.
Om forsikringsspørgsmålene se navnlig Stig Jørgensen 1.113-21, Drach- mann Bentzon og Knud Christensen. 309, 328 ff, Sindballe: Dansk Forsik- ringsret I. 30 ff, 35 ff, ER III.1412 ff, Ussing: Enkelte Kontrakter. 261 ff, 267 ff, Tybjerg: Dansk Søforsikringskonvention (1935). 16, 193 f, Grundt:
Lærebok i Norsk Forsikringsrett, Oslo, 1939.374 ff, 380 ff, 400 ff, Hult:
Föreläsningar over försäkringsavtalslagen, Stockholm, 1936.162 ff, Folke Schmidt: Faran och försäkringsfallet, Lund, 1943.78 ff.
Om panthavernes forhold til forsikringsselskaber, i hvilke landbrugsejen
domme skal være brandforsikret, se Tolstrup: Landbrugsejendomme. 115 ff, lov nr 114 af 4/4 1967 om landbrugsejendomme § 8, stk 2. Om pant
havers stilling, når ejeren af en brandforsikret fast ejendom har udvist irregulære forhold se FAL § 86 og U 1954.241 H.
Om forholdet til Afbetalingsloven se Torben Jensen. 220-228.
HL Erstatningskrav
A. Panthaverens krav m od den erstatningsforpligtede
I princippet m å panthaverne kunne gøre gældende, at de skal have andel i erstatningskrav m od trediemand, som på en til erstatning for
pligtende m åde ødelægger eller forringer den pantsatte ting. H vad man end vil mene om erstatningskravets fastsættelse ved ekspropriation, m å m an i hvert fald i denne relation hævde, at panthaveren har krav på dækning af sit individuelle tab, uafhængigt af, hvorledes den faste ejen
doms værdi isoleret m å ansættes. Pantsætter kan derfor heller ikke op
Panthavers ret til erstatning 109
give det krav, som panthaverne m åtte have. De betænkeligheder, som foreligger ved forsikring, fremkommer heller ikke her. Det m å blot forlanges, at de almindelige krav om adæquans mellem den skade
voldende adfærd og følgerne er opfyldt. Det praktiske resultat bliver, at panthavere får erstatning svarende til pantebrevets pålydende, hvis det kan rummes inden for pantets værdi, men der er mulighed for at føre bevis for et større eller et mindre tab.
Hvis det erstatningskrav, pantets ejer har, nedsættes eller bortfalder efter reglerne om egenskyld, m å dette formentlig også påvirke pant
haverens krav, jfr Juul-Olsen i J 1959.363.
B. Legitimationsspørgsmål 1. Før udbetalingen af erstatningssummen
Den erstatningsforpligtede m å kunne forhandle med ejeren om fast
sættelse af erstatningens størrelse og udbetalingen af erstatningen, idet panthaverens interesser varetages ved reglerne om udbetaling. P ant
sætter kan dog ikke gøre panthavernes krav på erstatning illusorisk ved at give afkald – helt eller delvis – med tilsidesættelse af panthavernes krav.
2. V ed udbetalingen af erstatningssummen
Panthaverne kan modsætte sig, at der udbetales til ejeren uden deres samtykke, medmindre de allerede er dækket for deres tab eller har fået betryggende sikkerhed. De kan i hvert fald kun hvis der foreligger særlige forhold selvstændigt gøre krav gældende uden om ejeren, jfr Illum i U 1959 B. 129 og Juul-Olsen i J 1959.363.
Hvis trediemand hverken ved eller bør vide, at den ødelagte ting er pantsat, eller hvis han med føje går ud fra, at panthavers interesser ikke vil blive krænket ved udbetaling til ejeren, idet de m å anses for fuldt ud betrygget trods skaden, eller m an m ed sikkerhed tør regne med, at skaden vil blive udbedret, må betaling kunne ske med fri- gørende virkning til ejeren.
Om disse spørgsmål se A Vinding Kruse: Erstatningsret. 371, Ussing:
Erstatningsret. 164 ff, ER III. 1410—11, Torp. 634, Hagerup. 222, Arn- holm. 138-41, Undén 1.191, Henrik Bache i U 1953 B. 321-25, Gert Jessen i U 1954 B. 309-13, v. Eyben i TfR 1954.236-38. I sagen U 1914.887 havde panthaver udtrykkelig givet pantsætter tilladelse til at oppebære erstatningen fra trediemand, men det fremgår af sagen, at panthaver kun
1 1 0 § 9.III.B.-IV.
havde givet denne tilladelse, fordi han betragtede pantsætter som legitime
ret som ejer af pantet. Pantet bestod af nogle aktier, ved hvis tegning der var givet vildledende oplysninger af selskabet, som følgelig var pligtig til at yde erstatning. Sagen kom nu frem som en sag mellem panthaver og pantsætter, som dømtes til at betale erstatningsbeløbet videre til panthaver, da denne end ikke fik fuld dækning herigennem, og da han fremfor pant
sætter havde ret til at søge dækning i »aktiernes fulde virkelige værdi«.