Biydelser

1 2 2 § 11.1.—II. A.

vekselengagementerne, må det dog måske i opkøbstilfældene anerkendes, at sikkerheden dækker sådanne tab. Dette var i hvert fald anerkendt under sagen U 1951.759 H.* U 1958.744 H* fastslår, at panteretten i forbindelse med en kassekreditkontrakt, hvorefter pantet hæftede for alt, hvad debitor måtte blive kreditor – en bank – skyldig, ikke blot gjaldt et byggelån, men også gæld hidrørende fra en anden kassekreditkontrakt med banken og et beløb, hidrørende fra en af debitor udstedt solaveksel. Alle disse gælds­

poster var altså opstået direkte mellem banken og pantsætter. Se om dom­

men Illum: Ejerpant. 87 ff. U 1970.852 kommer også til det resultat, at et ejerpantebrev, håndpantsat til en bank, omfattede vekselskyld ifølge veks­

ler, accepteret af pantsætter og disconteret af håndværkere, som medvir­

kede ved pantsætters byggeri. Pantet var stillet til sikkerhed for dels hvad der udbetaltes til pantsætteren, dels hvad han på anden måde blev banken skyldig (f eks hidrørende fra vekselengagement). Det lægges til grund, at såvel banken som pantsætteren, der selv havde medvirket til tilvejebringel­

sen af aftalen om disconteringen i banken, havde regnet med, at veksel­

skylden omfattedes af panteretten. Afgørelsen ligger herefter formentlig på linie med de tidl afgørelser.

VLT 1957.68 lægger vægt på, at diskontering af to veksler i en bank, der havde sikkerhed i skadesløsbrev for, hvad der skyldtes af en hvilken som helst skyldgrund, havde karakter af ganske normale bankforretninger, og at acceptanten – skadesløsbrevsdebitor – var bekendt med, at han blev forpligtet over for banken, således at bankens krav mod ham måtte anses for stiftet ved aftale med ham. Den ene veksel dækkede nemlig over rest- skyld til banken ifølge et tidligere lån, og skadesløsbrevsdebitor var gjort bekendt med, at den anden veksel ville blive diskonteret i banken. Se også VLT 1957.74.

Om disse spørgsmål se i øvrigt Vinding Kruse i U 1933 B. 196 noten, ER III. 1420, 1433, 1436, Ju l Søe i U 1933 B. 151, note 4, Ussing:

Kaution. 39 note 7, U 1928.349, 1929.245 H, svensk dom i NJA 1930.65, Arnholm. 268-69.

Pant for biydelser 123

pantebrevsform ularer anvendes, jfr Form ular I, pkt 3, Form ular II, pkt 2, men det samme bør sikkert også gælde i andre tilfælde, jfr D L 5 -7 - 2 , i hvert fald hvis m an anvender udtryk som »skadesløs betaling«.

U 1970.671 fastslår, at forrentning af sælgerpantebrev med bankens

»til enhver tid værende kassekreditrente« også omfattede den for sådanne konti sædvanlige provision på 1%, U 1906.659 (sikkerhed for skadesløs betaling for alle forpligtelser ifølge en forpagtningskontrakt – panteretten omfattede udgifter ved retsforfølgning, selv om realisation skete efter aftale ved frivillig auktion), U 1893.827 (skadesløs betaling for kapital, renter og omkostninger omfattede også morarenter og rentes rente), U 1868.931 (til sikkerhed for skadesløs betaling af veksel – omfattede også omkostninger ved inddrivelsen), se endvidere Schl III.452, 11.301 (pantet dækkede også renter), HRT 1860.900 (pantet dækkede omkostninger), smh JU 1852.250 (konkret begrundelse).

Om dækning for omkostninger med samme prioritet som kreditors krav se Gomard: Fogedret. 168 note 29.

Om sikkerheden også gælder i forhold til trediemand, beror på de almindelige retsværnsregler, jfr navnlig T L § 1.

B. Hvis pantet er stillet af trediemand, bør m an vel nok i princippet anlægge samme synspunkter som ved kaution, men herved m å dog tages i betragtning, at disse påvirkes af særlige hensyn, som kun kan foreligge ved visse form er for kaution, men som typisk kommer frem ved alle form er for pantsætning.

Med hensyn til renter har m an ved kaution været inde på at tillægge de konkrete udtryk i dokum enterne megen vægt, således at f eks renter ikke skulle være omfattet af sikkerheden, hvis kautionisten indestår for

»kapitalen« eller »for tilbagebetalingen af lånet eller beløbet«, eller hvis m an indestår for betaling af et nærmere angivet beløb. Både for kautions og pants vedkommende kan m an kritisere, at m an tillægger de ofte tilfældigt valgte udtryk afgørende betydning for udfaldet af retssagen. M en for så vidt angår pant kommer der det særlige frem, at renterne ikke i tidens løb kan løbe op til betydelige beløb, set i for­

hold til hovedstolen. D ette synspunkt komm er ikke frem ved kautions- former, hvor der ikke er sat nogen absolut grænse. Pantets realisations­

værdi sætter i hvert fald en absolut højeste grænse. Selv om der kan være en margin mellem hovedstolens maksimum og denne værdi, m å det tages i betragtning, at pantsætteren i hvert fald ved håndpant og underpant i løsøre vurderer sin maksimale risiko efter pantets værdi

124 § 1 l.II.B .

mere end efter hovedstolens størrelse. Ved pant i fast ejendom ligger det vel nok anderledes, m en her m å til gengæld biydelser norm alt rykke ned i prioritetsordenen, hvis der ikke som ved skadesløsbreve er fikseret et absolut maksimum, jfr T L § 40, stk 4. A lt i alt taler det anførte vist mest for, at panteretten norm alt om fatter rentekrav, eller – som det udtrykkes af Carsten Smith: Kausjonsrett. 57: der skal ikke meget til, før en fortolkning fører til hæftelse herfor.

M ed hensyn til morarenter og procesomkostninger er det vel nok mere tvivlsomt, om sikkerheden dækker. Ved kautionsforhold er man inde på den tanke, at kautionistens ansvar bør betinges af, at kreditor giver ham meddelelse om forsinkelsen, således at han får lejlighed til at afværge ansvarets udvidelse. Ved panteforhold kommer der det sær­

lige moment til, at realisation af håndpant og til en vis grad også underpant i fast ejendom foregår særlig let, således at omkostningerne bliver væsentlig m indre end ved et personligt søgsmål. I disse tilfælde m å pantsættere da i hvert fald i endnu højere grad end kautionister kunne henvise til, at omkostninger ved personlige søgsmål mod den personlige skyldner bør undgås. Særlige forhold kan dog føre til, at kreditor har rimelig grund til først at søge gælden inddrevet hos skyld­

neren, navnlig hvis fyldestgørelsesmulighederne m å antages at blive mindre, hvis m an venter.

Om inkassosalær kan medtages blandt omkostningerne, se U 1910.857 Det er antaget, at udpantningsret efter høstpantebrev også omfatter om­

kostninger ved indfrielsen, f eks inkassosalær, U 1933.319.

Om problemet sagførersalær i »egne sager« se Axel H. Pedersen: Sag­

førersalær, 1958.129, Th. Roepstorff i J 1956.388-89.

Om pant for biydelser og de tilsvarende spørgsmål ved kaution se ER III. 1418-20, Illum: Ejerpant. 114-20, Torp. 604, Matzen. 495, Arnholm.

55-56, Hagerup. 59 f, Augdahl. 127, Undén, 1.180 f, Ussing: Kaution. 50 ff, Nebelong: Forløfte. 48 ff, U 1958.945, Krag Jespersen: Kaution. 1965.

25, Carsten Smith: Kausjonsrett. 56-57.

Illum: Ejerpant. 119-20 kritiserer den almindelige antagelse af, at sags­

omkostninger ved skadesløsbreve ikke er dækket ved panteret ud over maksimum.

Tysk rets regler om pantehæftelse for biydelser er temmelig komplicere­

de, idet man i BGB § 1118 har regler om fordringsforholdet, medens § 1146 har regler om hypotekforholdet. § 1118 fastsætter, at grundstykket hæfter for renter ifølge loven, d v s navnlig forhalings- og procesrenter, hvorimod § 1146 udtaler, at grundstykket hæfter for forhalingsrenter, men ikke procesrenter. Efter § 1115 hæfter hypoteket kun for aftalte renter, når satsen er indført i grundbogen (cfr dog § 1115, stk 2, om

kreditanstalt-Udvidelse af pantekravet 125 lån). Efter § 1210 hæfter løsørepant også for renter. Reglerne gælder uden hensyn til, om pant er stillet for egen eller trediemands gæld. Se i det hele Palandt §.§ 1115, 1118, 1146, 1210 (975, 979, 996, 1045 f).