Afhjælpning af kompetencemangler ved, at pantsætter senere bliver berettiget

Hvis pantsætter ikke er berettiget til at foretage pantsætningen, og panthaver heller ikke erhverver ret ved en eksstinktiv erhvervelse, op­

står spørgsmålet, om ikke den manglende berettigelse kan afbødes derved, at pantsætter under panteforholdets videre forløb opnår den berettigelse, som han manglede til at begynde med. Der foreligger en form for vanhjemmel, og når denne vanhjemmel afhjælpes, udeluk­

ker det i hvert fald ofte, at panthaver kan påberåbe sig vanhjemmelen, jfr Ussing: Alm Del. 40, jfr 38. Panthaver kan ofte få pantsætter dømt til at afhjælpe en vanhjemmel, som ikke var panthaveren bekendt, Ussing: Alm Del. 71. Hvis panthaver har været klar over, at pantsætter ikke var berettiget, m å afgørelsen i første række bero på, om pantsætter har lovet at afhjælpe manglen. Ussing: Alm Del. 39. Det er jo meget vel tænkeligt, at panthaver med åbne øjne går ind på at yde kredit m od pant i en genstand, som ikke tilhører pantsætter, idet han har tillid til, at pantsætter vil erhverve retten. Hvis pantsætter kun har en betinget ret til det pantsatte, idet retten f eks er betinget af købesum ­ mens erlæggelse e l, er det ikke udelukket, at panthaver tager til takke m ed denne form for sikkerhed.

Afhjælpning af kompetencemangler 43

Principielt kan pantsætning meget vel finde sted, selv om pant­

sætter (endnu) ikke er berettiget til at foretage pantsætningen. Spørgs­

målet om manglende ret er ikke et problem om et enten-eller, men derimod om grader. Der er jævn overgang fra de tilfælde, hvor pant­

sætter overhovedet ikke har nogen som helst ret til det pantsatte, gen­

nem de tilfælde, hvor han har en vis, om end en begrænset ret hertil, til dem, hvor han fuldt ud er berettiget til at pantsætte. Det synes også derfor uheldigt at tillade pantsætning, blot pantsætter har en minimal ret til det pantsatte – om end denne minimale ret på ingen m åde til­

fredsstiller panthaver – men bestride, at der foreligger nogen som helst mulighed for pantsætning, hvis pantsætter ved aftalens indgåelse end ikke har denne minimale ret.

N år m an er inde på den tanke, at man vil udelukke pantsætning i de tilfælde, hvor pantsætter ikke har ret til at foretage pantsætning, fordi trediemands ret er til hinder herfor, skyldes det da ret beset ikke så meget inkompetencen som den omstændighed, at det kan volde van­

skelighed at honorere de krav, som m å stilles i retning af rådigheds- berøvelse og individualisering for at opnå en fuldt beskyttet panteret.

Men disse særlige problemer m å i princippet løses uafhængigt af kom ­ petencespørgsmålet. Noget andet er, at man naturligvis m å belyse kravene om rådighedsberøvelse og individualisering specielt i disse relationer.

Det er klart, at beskyttelsen over for trediemand først kan opnås, når de nødvendige sikringsakter er foretaget. Der melder sig derfor naturligt den tanke, at sikringsakten bringes i orden før det tidspunkt, da pantsætteren erhverver den forventede ret.

A. Pant i fast ejendom

H vad fast ejendom angår er spørgsmålet afgjort ved T L § 15, jfr

§ 10. Efter denne bestemmelse skal lysningsbegæringen som hoved­

regel afvises, hvis dokumentets udsteder ikke er berettiget til at råde over ejendommen i den angivne retning. Hvis der blot er fejl i doku­

mentets angivelse af prioritetsstillingen, lyses dokumentet, om end med anmærkning. E n sådan lysning med anmærkning giver beskyttelse mod senere erhververe. Resultatet er altså på dette område, at sikringsakten ikke på forhånd kan bringes i orden, m edmindre den manglende beret­

tigelse blot består deri, at en foranstående hæftelse er til hinder for, at panteretten får den ønskede plads i prioritetsordenen.

44 § 4.II.B.-C.

B. Håndpant i løsøre

H vad dernæst angår håndpant i løsøre antages det undertiden, at sikringsakten ikke kan foretages lovligt før det tidspunkt, da pant­

sætter har erhvervet ret, E R III. 1386, idet man – med opmærksom­

heden henvendt på den sædvanlige sikringsakt – kræver, at besiddelsen skal være overgået lovligt, d v s fra en dertil berettiget person. Denne betragtning gennemføres nu ikke i andre relationer. Det erkendes, at en overgivelse, som sker under urigtig forudsætning fra pantsætters side eller opnås ved svig eller ved ensidig bemægtigelse mod pant­

sætters vilje, er tilstrækkelig til, at sikringsakten kan siges at være i orden, uanset at m an i disse tilfælde står over for en ulovlig overgang, E R III. 1398. Den anførte betragtning kan derfor næppe motivere resultatet. M en resultatet kan næppe heller forsvares på anden måde.

E t krav om overlevering efter pantsætningen ville føre til, at en pant­

haver, som allerede forinden havde fået genstanden i sin besiddelse, m åtte give den tilbage til pantsætter, som påny m åtte overgive den til panthaver efter panteaftalens indgåelse. A t en sådan formalitet skal have nogen betydning, er der næppe nogen, der kan forstå. Det anførte demonstrerer i øvrigt, at opfattelsen formentlig beror på en misfor­

ståelse. D et centrale i sikringsakten er ikke selve overgivelsen af det pantsatte, altså noget m om entant, men derimod selve urådighedstil- standen, jfr nedenfor i § 21, I. Erkender m an dette, skulle det være klart, at en frem- og tilbagegivelse ikke har nogen reel betydning, og at det nødvendige retsværn: urådighedstilstanden består fra det øjeblik, hvor den overhovedet har nogen betydning, altså fra det tidspunkt, da pantsætter erhverver ret til genstanden.

C. Underpant i løsøre

Ved underpant i løsøre er det klart, at sikringsakten, tinglysning, udmærket lader sig gennemføre, selv om pantsætter ikke er berettiget til at foretage pantsætning i det øjeblik, da lysningen foretages. Der sker ikke nogen undersøgelse af, om pantsætteren er berettiget til pantsætning. K un hvis pantsætter i øvrigt har foretaget løsørepantsæt­

ninger i samme retskreds, gøres der anmærkning herom, men denne anmærkning m å nødvendigvis have en vag karakter, da tinglysnings- dommeren ikke indlader sig p å at fastslå identitet mellem det tidligere og det nu pantsatte, jfr nedenfor i § 22, I, B.

Afhjælpning af kompetencemangler 45 Med tinglysningen skabes der et værn mod aftaler, der i god tro bliver indgået med pantets ejer om det pantsatte løsøre, og mod rets­

forfølgning, T L § 47, stk 1. Denne regel betyder imidlertid kun, at der skabes retsværn mod visse grupper af trediemænd, som afleder deres ret fra pantsætteren, men derimod ikke mod personer, der afleder deres ret fra den virkelige ejer af pantet. Hvis B pantsætter noget løsøre, som tilhører A, og pantsætningen lyses, opnås der herved beskyttelse mod trediemænd, som afleder deres ret fra B, men der opnås ingen beskyttelse overfor trediemænd, som afleder deres ret fra A. Hvis A sælger genstanden til en trediemand, eller hvis A ’s kreditorer foretager udlæg i genstanden, erhverver disse personer ret forud for panthaveren, der har fået tinglyst sin ret. I denne henseende ændres retstilstanden i det øjeblik, da det pantsattes ejer overdrager retten til pantsætteren.

Nu kan der ikke længere afledes nogen ret fra den tidligere ejer i strid med panthavers ret. Det kan altså betale sig at have sikringsakten i orden på forhånd, således at der ikke opstår et tomrum, i hvilket pantsætters afledede erhververe får en chance for at fortrænge den utinglyste panteret.

Konsekvensen af det anførte m å være, at en panthaver, som får lyst underpant i en genstand, som pantsætter har købt på afbetaling med ejendomsforbehold, m å respektere ejendomsforbeholdet fuldt ud. H an må også respektere, at afbetalingssælgeren udnytter ejendomsforbehol­

det ved i tilfælde af misligholdelse at tage det solgte tilbage. H an må endvidere respektere, at afbetalingssælgeren efter at have taget tingen tilbage sælger tingen til trediemand. Denne trediemands ret afledes jo fra en ret, der eksisterede forud for (stiftelsen og) lysningen af pant­

havers ret. Endelig m å panthaver også respektere, at afbetalingssælge­

ren udbetaler det provenu, der bliver tilbage efter realisationen, til pantsætter, U 1952.978 H. Vil panthaver hindre denne udbetaling, m å han foretage denuntiation over for afbetalingssælgeren for at afskære skyldnerens legitimation til at betale dette beløb til pantsætteren.

Se hertil Illum: Ejendomsforbehold. 76 og samme i U 1950 B. 301 og U 1959 B. 125.

Om de tilsvarende spørgsmål efter svensk ret, når der er registreret løs­

ørekøb efter løsørekøbsforordningen, se Karlgren. 119 f.

I forhold til afkræftelsesreglen i KL § 21, jfr 22, stk 2, opstår der van­

skeligheder. Uanset at der lægges vægt på sikringsaktens foretagelse, må man i disse tilfælde vælge det tidspunkt, da sikringsakten kan virke som sådan. Hvis sikringsakten er foretaget, før pantsætter erhvervede ret til det

pantsatte, kan man i almindelighed ikke regne med sikringsaktens foreta­

gelse, men derimod først med det tidspunkt, da sikringsakten kommer til at virke, fordi pantsætteren erhverver ret. Smh herved Undén I. 203, Lej- man: Återvinning i konkurs. 135.

I sagen U 1890.724 forelå en underpantsætning af en dampkedel, som vel var bestilt i foråret 1883, men endnu ikke leveret, da der blev oprettet og lyst pantebrev d 2/4 1883. Levering skete i juni samme år, og d 9/7 1884 solgte pantsætter kedlen. Det fastslås i afgørelsen, at der ikke kunne være tale om nogen anden kedel, da pantsætter kun havde ejet denne ene kedel. Pantsætningen måtte da antages at være blevet »fuldkommen gyldig«

ved leveringen.

46 § 4.II.C.—III.

III. Afhjælpning af kompetencemangler ved realisation af pantet