Pant i fast ejendom
III. Forringelse af pantet
1 7 4 § 15.IL B .-III.
ikke, U 1902 A. 7. Hvis debitor retter for sig, inden efterpanthaveren går til retten, er kapitalen heller ikke forfalden, U 1924.152, 1911.661, smh 1917.824 H. Med hensyn til skatter vises der særlig lemfældighed, idet man bl a har lagt vægt på, at det er almindeligt at vente med betaling til lige før udpantning påbegyndes. U 1909.520, 1898.741, 1895.200, 1893.
1185 H, smh U 1915.766 H. Om henstand efter ældre ret se U 1932.850 (ikke restance ved henstand), anderledes 1902 B. 112 H, 1877.1007.
C. Ingen klausul
I disse tilfælde m å m an vist nå til om trent samme resultater, som hvis restanceklausulen er anvendt, jfr under B, idet den retsteknisk til- skårne regel i pantebrevsformular I, pkt 8 f, vanskeligt kan anvendes uden særlig aftale herom.
Om restanceklausulerne se ER III. 1498 ff, Lund Christiansen. 98 ff.
Vinding Kruse anbefaler pantekreditor at følge formular I’s regel ved ældre pantebreve, og reglen anses som deklaratorisk regel ved nye pantebreve, smh Borum: Lovkonflikter (3. udg), 1948.20 ff. Dette må være udelukket allerede af den grund, at reglen ikke er fastholdt almindeligt ved udfær
digelse af nye formularer.
Vanrøgt 1 7 5
sammenligningen m ed stiftelsestidspunktet, kan anføres, at der almin
deligvis foretages en vurdering på dette tidspunkt. Dette kan dog ikke være eneafgørende. D et er nok rigtigt, at m an foretager en vurdering i forbindelse m ed stiftelsen, men vurderingen tager principielt sigte mod pantets antagelige værdi den dag, da m an m å skride til realisation.
I værste fald kan dette ske, når første afdrag skal erlægges. M an ved det ikke. D a en sådan vurdering nødvendigvis m å være behæftet med en stor usikkerhed, nøjes m an vel nok med vurderingen af de øjeblikkelige forhold, m en denne vurdering optræder kun som en erstatning for den vurdering, som principielt tilsigtes. I øvrigt vil man ved aktiver af spe
ciel karakter, f eks en bygning, hvori der drives restauration e 1, ikke nøjes med en vurdering, som alene tager hensyn til de øjeblikkelige forhold, men også til den nedgang i værdien, som forældelse nødvendig
vis m å medføre. – Noget andet er, at konkrete forhold ved pante- stiftelsen, f eks en nøje opregning af den forhåndenværende besætning, kan pege på, at m an skal tillægge sammenligningen m ed stiftelsestids
punktet særlig vægt.
M an kan ikke ensidigt lægge vægt på, om pantesikkerheden kommer i fare. Dette er både en for vid og en for snæver regel. Den er for vid, idet det kan tænkes, at pantesikkerheden allerede ved pantestiftelsen erkendes at være i fare, men m an med føje regner med en gunstig udvikling, eller med, at en ugunstig udvikling kun bliver af midlertidig karakter. D en er på den anden side også for snæver. Selv om pante
sikkerheden ikke kommer i fare vil det ofte være i strid m ed forud
sætningerne, at den forringes, idet f eks rentesatsen og afdragsvilkårene er fastsat under hensyn til en bred risikomargen. Det afgørende m å derfor snarere være, om denne risikomargen nedsættes, jfr således Hagerup. 244, A rnholm . 135, L und Christiansen. 141, smh. E R III.
1491.
Hermed stemmer det, at man i tysk ret fortolker BGB § 1133, der netop lægger vægt på, om pantesikkerheden kommer i fare, derhen, at det af
gørende må være, om der efter den indtrådte forværring må befrygtes en større deficit, jfr Palandt. 989. Efter nogle hypotekforeningers formularer lægges der vægt på, om pantet efter direktionens skøn f remby der »betryg
gende (statutmæssig) sikkerhed«, Lund Christiansen. 133. Denne klausul må forstås i overensstemmelse med det anførte.
E n sammenligning med administrationen af andre tilsvarende aktiver giver heller ikke altid tilfredsstillende resultater. Dels kan det tænkes,
1 7 6 § 15.III.A.-B.
at der overhovedet ikke eksisterer tilsvarende aktiver, dels kan man ikke uden videre forlange, at aktiver positivt forbedres i takt med, hvad der sædvanligt sker ved tilsvarende aktiver.
Ved bedømmelsen af disse forhold kan der efter det anførte ikke anlægges en enkelt samlende betragtning. Vurderingen af mislighol
delsen kan sammenstilles med den, der i Obligationsretten anlægges om adgangen til at hæve en kontrakt. H eraf følger, at misligholdelsen må anses for væsentlig, og at pantsætters subjektive forhold principielt ikke tillægges afgørende betydning. Men den særlige formulering, som pantebrevsformularerne indeholder, kan ændre dette udgangspunkt.
I tilfælde af, at der foreligger en sådan forringelse, at kapitalen forfalder til betaling, kan panthaver principielt også gøre andre særlige virkninger gældende, hvis tillige de betingelser er opfyldt, som skal til i denne hen
seende. Der kan blive tale om nedlæggelse af forbud, pålæggelse af erstat
ningsansvar eller strafansvar. Særlig praktisk er det ikke. Erstatningsan
svaret har kun betydning, hvis der ikke er noget personligt ansvar for gæl
den, og de subjektive betingelser, som kræves opfyldt for strafansvaret, vil ofte svigte.
A. A ktivets udstyr ved stiftelsen afviger fra normalen
1. Hvis der på dette tidspunkt findes særlig værdifuldt udstyr – altså udover hvad der findes ved tilsvarende ejendomme – kan det være nødvendigt for panthaver at betinge sig, at denne særlige tilstand opret
holdes. Selv om det ikke er udtrykkeligt aftalt, kan dette vilkår dog fremgå af forhandlingerne eller være tilstrækkeligt klart forudsat.
2. Hvis udstyret ved stiftelsen er under jævnmålet, bør panthaver i almindelighed reagere ved udtrykkelig at forlange det forøget, smh U 1923.426. Men særlige omstændigheder kan vise, at panthaver uden særlig aftale herom har krav herpå, og hvis det drejer sig om en mid
lertidig forringelse, f eks på grund af sygdom i besætningen, vil en så
dan forøgelse norm alt være forudsat uden videre, se hertil Illum: Fast Ejendom. 91 ff.
B. Forringelse som følge af den samfundsmæssige udvikling Hvis den pantsatte ejendoms værdi midlertidigt forringes, fordi man begynder at udnytte tørvelejer, brunkulslejer, skove m v udover, hvad der tidligere var sædvanligt, bør panthaver affinde sig hermed, hvis
Vanrøgt 1 7 7
denne ændrede udnyttelse svarer til, hvad der nu er blevet almindeligt som følge af den samfundsmæssige udvikling, jfr U 1919.491 og forud
sætningen i U 1944.548, Illum: Fast Ejendom. 54 ff, Arnholm . 142, Undén i T fR 1942.334 f. Ligeledes må panthaver finde sig i en væsent
lig reduktion af besætningen e 1, der er nødvendiggjort ved vanskelige forsyningsforhold, Illum: F ast Ejendom. 91. N år de særlige forhold er forbi, kan panthaver forlange en retablering, hvis dette er faktisk mu
ligt.
Hvis pantsætter opnår særlige indtægter ved reduktion af pantet, opstår spørgsmålet om, hvorvidt panthaver kan kræve et skønsmæssig fastsat ekstraordinært afdrag erlagt til sig, jfr tilbudet i U 1919.491.
D et ville være urimeligt, om pantsætter alene skulle lukrere ved de samfundsmæssigt vanskelige forhold. M en det er vanskeligt for dom
stolene at fastsætte et sådant beløb med fornøden sikkerhed.
I denne forbindelse kan anføres en bestemmelse i statutterne for Østif
ternes Kreditforening § 17: Når en . . ejendom udnyttes ved udvinding af tørv, ler, kalk, grus eller på anden måde, der medfører formindskelse eller forringelse af ejendommens nytteareal eller ulemper for dens drift, er ejeren pligtig at give meddelelse herom til foreningens direktion. Såvel i sådanne tilfælde som . . er ejeren forpligtet til at underkaste sig de ændrin
ger i låneforholdet til foreningen, som direktionen i den anledning anser fornødne.
C. Alm indelige ændringer i pantsatte aktivers værdi
1. Hvis der sker en almindelig nedgang i værdien af aktiver af denne art, f eks landbrugsejendomme, maskinværksteder, kan dette ikke anses som misligholdelse i forhold til panthaver, jfr herved U 1959.
713 og U 1893.1185 H. F or den værdinedgang, som skyldes slid og ælde, m å panthaver holde sig skadesløs ved at forlange kapitalen betalt i afdrag. Værdinedgang som følge af konjunkturbevægelser m å pant
haver også tage risikoen for, jfr A rnholm. 136.
2. Hvis der sker værdiforøgelser af tilsvarende aktiver, fordi det bliver almindeligt at forbedre udstyret – landejendomme forsynes med traktorer, byejendomme med WCer, badeværelse, centralvarm e m v - kan panthaver vanskeligt rejse noget krav, fordi pantsætter ikke
»følger med«. Dertil er sammenligningsnormen for usikker. E n foran
dring vil skyldes en gradvis udvikling, som kan tage meget lang tid, og en pantsætter m å være fuldt berettiget til at indtage et konservativt
12 Panterettigheder
178 § 15.III.C.
standpunkt og afvente udviklingens gang. H ertil kommer, at en pant
haver ved afskrivningen holdes skadesløs for den forringelse, der skyl
des forældelse – ikke blot slid – og hvis der kan påregnes en hurtigere forældelse i visse forhold, må panthaver til gengæld forlange hurtigere amortisation. Det m å være hans risiko, hvis han har ladet sig nøje med amortisation over en længere tid, uanset at det viser sig, at pantet som følge af teknikkens udvikling forældes hurtigere.
En pligt til at foretage forbedringer foreligger i særlige tilfælde, således ved byggelån, forhåndslån i kreditforeninger og driftslån, Lund Christian
sen. 137 f.
3. Af det udviklede følger, at en kom demnering i sig selv ikke kan bevirke, at kapitalen er forfalden til betaling p å grund af vanrøgt.
Årsagen til kondemneringen m å undersøges nøjere. Hvis kondem nerin
gen skyldes, at ejendommen er blevet forældet på grund af teknikkens udvikling – ikke p å grund af vanrøgt e l – kan dette næppe, heller ikke efter et forudsætningssynspunkt, bevirke, at kapitalen er forfalden, smh herved Illum: F ast Ejendom. 58 f. Forældelsesrisikoen m å pant
haver bære, medmindre han specielt h ar sikret sig herimod, f eks ved særlig bestemmelse herom i statutter for kredit- og hypotekforeninger.
I U 1946.515 H* var lånet overtaget af ny ejer ca 3 år før ejendommen blev kondemneret. På tidspunktet for lånets overtagelse reagerede kredit
foreningen ikke, uanset at ejendommen vel på dette tidspunkt har været praktisk taget lige så forældet, som da kondemneringen blev gennemført.
Når man ville påberåbe sig kondemneringen, var det heller ikke så meget på grund af den bag ved kondemneringen liggende faktiske tilstand som pä grund af den retlige status, der indtræder ved kondemneringen, og som medfører, at ejendommen fremtidig ikke kan udnyttes på samme måde som hidtil, hvorfor ejendommen går ned i værdien som følge af denne ret
lige afgørelse. Hermed sidestilles kondemneringer med rådighedsindskrænk
ninger, jfr landsrettens begrundelse. Det er klart, at panthavere ikke kan påberåbe sig rådighedsindskrænkninger, som pålægges ejendomme uden nogen konkret prøvelse i det enkelte tilfælde f eks i kraft af naturfred
nings- og byggelovgivningens almindelige regler, men der bør næppe gælde nogen principiel forskel mellem sådanne tilfælde og tilfælde, hvor rådig
heden indskrænkes efter en konkret prøvelse. Afgørelsen var formentlig begrundet med statutternes beskrivelse af de forringelser, der bevirkede kapitalens forfald. Beskrivelsen kunne ikke gå på kondemneringer. Hvad enten man vil sidestille kondemneringen med rådighedsindskrænkninger – som den refererede dom har været inde på – eller man vil ligestille med omlægninger af ejendommens anvendelse, se nedenfor under D., jfr således
Vanrøgt 179 Illum i U 1959 B. 133, fører betragtningerne til, at der må anlægges en konkret vurdering. Kondemneringen er – som anført i teksten – ikke i sig selv tilstrækkelig til, at kapitalen forfalder.
Se om dommen i øvrigt v. Eyben i U 1955 B. 40, Lund Christiansen.
150 f, Axel H. Pedersen i Festskrift til O. A. Borum 1964. 369-70. Se end
videre U 1893.1185 H.
D. Ændringer i pantets karakter
Hvis den pantsatte ejendom på afgørende måde skifter karakter, kan dette undertiden virke som en bristende forudsætning, selv om man måske ikke kan sige, at ændringen er ensbetydende med en værdi
forringelse. Panthaver kan have ydet lånet, fordi han har forudsæt
ninger for at vurdere aktiver af denne art og er i stand til at følge med i ejendommens administration og i påkomm ende tilfælde overtage administrationen. E t typeeksempel foreligger ved nedlæggelse af land
brugsejendomme, jfr U 1871.391, 1890.1053, 1892.341, 1913.718.
I de førstnævnte 3 afgørelser var pantet forringet, hvorfor problemet ikke forelå rent. Afgørelsen i U 1913.718 fremhæver, at der ved nyopførel
ser og bedre kultur af jorderne var vundet i værdi, således at pantet som helhed ikke var forringet, men lægger vægten på forudsætningen om, at ejendommen fortsat skulle drives som landbrug, idet det fremhæves, at pantegælden var uopsigelig.
U 1953.626* angik et tilfælde, hvor der var sket en omlægning af en landbrugsejendoms bedrift, nemlig fra landbrug med kvæg til kvægløst brug med svinehold. Dette skete imidlertid efter råd fra sagkyndige, idet den tidligere driftsform var urentabel, og ca 70% af landbrugsejendomme på egnen blev drevet kvægløst. Gælden betragtedes derfor ikke som for
falden. Driftsformen havde vel skiftet karakter, men ikke på en sådan måde, at det kunne spille nogen rolle for panthaveren (den tidligere ejer af ejendommen), der kun kunne være interesseret i, at ejendommen blev drevet på bedst mulig landbrugsmæssig måde. I øvrigt var han ved opret
telse af pantebrevet informeret om planerne om omlægning. Der forelå altså i denne sag en række særlige omstændigheder. At en sådan omlæg
ning af driften ikke i ethvert tilfælde betyder en vanrøgt af ejendommen, men undertiden kan være en fornuftig disposition, fremgår af dommen og er vel en selvfølge, se hertil Juul-Olsen i J 1959.364.
Om overgang fra landbrugsdrift til gartnerivirksomhed se VLT 1929.179.
U 1962.421 har ved fremhævelse af en række konkrete omstændigheder antaget, at et pantebrev ikke forfaldt i et tilfælde, hvor panteskyldneren havde forpligtet sig til at opretholde en vis nærmere angivet besætning.
Der lægges bl a vægt på, at der ikke i pantebrevet var truffet bestemmelse om virkningen af, at bestemmelsen blev tilsidesat, at den senere erhverver
12*
1 8 0 § 15.III.D.-E.
var ukendt med klausulen, og at sikkerheden ikke var forringet, idet ejen
dommen var blevet moderniseret.
At den pantsatte ejendom midlertidigt og forsøgsvis drives på anden måde, U 1922.660 (biograf i stedet for varieté) vil normalt ikke bevirke, at kapitalen forfalder. På den anden side vil en omlægning af bedriften kunne medføre denne virkning, hvis man fjerner inventar, som var nød
vendigt under den gamle driftsform, men ikke under den nye, og ikke får inddraget inventar, anskaffet til den nye drift, under pantet, U 1921.774.
Pantet kan være blevet ændret væsentligt og dog ikke have skiftet karakter, jfr U 1884.421 H (omlægning af Vi af en pantsat bane, kapitalen ikke anset forfalden).
Se hertil Lund Christiansen. 158 ff.
E. Supplerende synspunkter
1. Ved bedømmelsen af, om der foreligger en forringelse af pantets værdi, anlægges en helhedsbetragtning, idet forringelser kan være op
vejet af forbedringer.
U 1940.684 H (forringet med værdier til ca 335 kr, opvejet af forbedring med ca 300 kr), 1913.718 (besætning og inventar betydeligt forringet, dårlig ladebygning nedrevet, men opvejet af forbedringer), 1920.502 (pan
tet i sin helhed således forringet, at kapitalen var forfalden), se også U 1921.774, anført foran under D og U 1920.14 (en hest og 2 kvier var erstattet af én – som det hævdedes – mere værdifuld hest og en vogn, alligevel var ejendommen kendelig forringet). Se hertil Illum: Fast Ejendom.
56 og Lund Christiansen. 142.
Selv om der anlægges en helhedsbetragtning, kan det meget vel tænkes, at en vanrøgt af en landbrugsejendoms jorder ikke kan opvejes af for
bedringer af f eks bygninger, jfr Tolstrup: Landbrugsejendomme. 93.
2. Der lægges ganske vist ikke vægt på, at der kan bebrejdes pant
sætter noget, men der m å indrømmes en rimelig tid til udbedring, hvis pantsætter ikke på forhånd kunne afværge skaden.
U 1867.13 (staldbygning styrtet sammen for ca 1 år siden og ikke gen
opført, kapitalen anset forfalden, hvad enten sammenstyrtningen skyldtes manglende tilsyn eller ej), U 1943.1113* (frostskader i usædvanlig streng vinter, ejendommen havde stået ubeboet i vinteren og var solgt, men køber kunne ikke skaffe midler til handelens gennemførelse, kapitalen ikke anset forfalden), U 1884.258 (3 køer solgt på grund af sygdom, dette blev kun anset som en midlertidig forringelse).
Se hertil Hagerup. 246, Arnholm. 135-36, Lund Christiansen. 144 f, anderledes Koer sner. 120. Efter BGB § 113 indrømmes en passende frist til genoprettelse.
Vanrøgt 181
Der vil formentlig blive anlagt en strengere bedømmelse, hvis forrin
gelsen skyldes positive handlinger fra pantsætters side, end hvis der kun foreligger undladelse, se hertil Wrede. 449.
3. Forringelsen må være væsentlig. Heri ligger, at sikkerheden skal være blevet væsentlig mindre, end den var ved panteforholdets stiftelse.
Der m å herved tages hensyn til panterettens placering i forhold til ejendommens værdi, dels ved stiftelsen, dels ved bedømmelsen.
Til illustration kan henvises til U 1920.14, omtalt foran under 1 (meget streng afgørelse), U 1920.502 (den oprindelige kvægbesætning var på 8 køer og 7 ungkreaturer, nu var der 1 ko og 3 ungkreaturer, hestebesætningens værdi var væsentlig forøget, og der var anskaffet en værdifuld petroleums- motor – selv under behørig hensyn til værdistigninger fandtes pantet som helhed forringet i værdi), VLT 1929.179 (salg af besætning og dårlig ved
ligeholdelse af tag – kapitalen forfalden).
4. Passivitet fra panthavers side kan bevirke, at kravet p å omgående betaling af pantesummen mistes, men hertil m å dog kræves temmelig meget, jfr herved V L T 1929.179 og U 1946.515 H* (underrettens afgørelse), L und Christiansen. 143.
5. K onkrete forhold kan vise, at forringelser af pantet m å bedømmes strengere, f eks hvis panthaver har påbegyndt retsforfølgning, men derefter opgivet denne, jfr herved U 1914.56 H. U 1958.388 antager, at et specielt hulkortanlæg ikke kunne anses som et naturligt tilbehør til en ejendom, da det ville være fordelagtigere at fjerne anlægget og afhænde det særskilt end at sælge det sammen med ejendommen.
Om vanrøgtsklausulen se i det hele ER III. 1488 ff, Lund Christiansen.
132 ff.
Modtagelse af forudbetalt leje kan betragtes som en art vanrøgt af pantet, jfr ovenfor i § 8. I.B., men spørgsmålet er særlig reguleret ved Pantebrevs- formular I, pkt 8 d, hvorefter kapitalen forfalder, hvis der hæves leje for mere end 3å år forud, se hertil Lund Christiansen. 174 f.
Efter Formular I, pkt 8 c medfører udlæg i pantet eller overtagelse af dette til brugeligt pant, at kapitalen forfalder. Bestemmelsen varierer i de forskellige formularer, og udpantning må ligestilles med udlæg, jfr U 1951.
215. Den er efter ordene meget vidtgående og bør derfor ved fortolkning underkastes rimelige begrænsninger, se U 1959.713 og Lund Christiansen.
84 ff. NL § 636 c foreslår reglen ændret derhen, at der lægges vægt på, om der som følge af udlæg i pantet eller udpantning indkaldes til forbere
dende auktionsmøde, eller ejendommen tages til brugelighed.
Efter pantebrevsformular I, pkt 8 g skal pantedebitor på opfordring godtgøre, at det pantsatte er behørigt brandforsikret, og en vægring ved at
1 8 2 § 15.III.E.-IV.A.
give oplysning om forsikringsforholdene kan medføre misligholdelsesvirk- ning jfr U 1968.159, der dog kommer til det resultat, at gælden ikke var forfalden, idet der lægges vægt på, dels at opfordringen tildels kunne være forstået således, at den angik indboforsikring, ikke erhvervsløsøret, dels at der ikke havde været nogen økonomisk risiko.
IV, Ejerskifte
A. Ejerskifte vedrørende (afhændelse af) hele den pantsatte ejendom.
1. A Imindelige synspunkter
Pantebrevsform ular I, pkt 8 h, lader kapitalen forfalde, »dersom debitor – bortset fra udtrykkelig vedtagelse i dette pantebrev – skulle afhænde den pantsatte ejendom eller væsentlige dele deraf.« Afgørende er herefter, om ejendommen afhændes. Ikke desto mindre fortsætter bestemmelsen med at fastslå, hvad der skal gælde, hvis kapitalen ifølge særlig bestemmelse indestår »uanset ejerskifte«. H erefter synes det, som om bestemmelsen bruger udtrykkene i flæng. Sprogligt er det klart, at udtrykkene har forskellig betydning, således som det blev fremhæ
vet under proceduren i U 1969.25 H, jfr Spleth i U 1969 B. 129
»Afhændelse« forudsætter en vis frivillighed hos ejeren, hvorimod
»ejerskifte« m å siges at være sket i alle tilfælde, hvor der skiftes ejer, selv om dette er sket uden den tidl ejers vilje, som f eks ved hævd, ekspropriation og retsforfølgning.
Eli række kreditforeningsform ularer lægger vægt på, om pantet »over
går til ny ejer«, og hypotekforeningsformularerne bruger samme ven
ding, m en uddyber udtrykket ved at tilføje »være sig ved skøde, mage
skiftebrev eller anden adkomst, eller ved arv eller i kraft af bestemmelse om hensidden i uskiftet bo.« A ndre form ularer bruger varierende ud
tryk, hvor der vel tales om ejerskifte, men dette udtryk uddybes ved supplerende vendinger, se også U 1918.277.
Det eksempel på et pantebrev, som findes bag i fremstillingen af- klarer problemet ved at betinge afdragsbetaling senest 3 uger efter tinglysning af endeligt eller betinget skøde ved ejerskifte, bortset fra overgang til ægtefælle eller livsarvinger.
Der er tvivl om den deklaratoriske regel i de tilfælde, hvor der ikke findes nogen aftale om spørgsmålet. Spørgsmålet er ikke særlig praktisk, fordi tilfældene så godt som altid vil være dækket af form ularudtryk
Ejerskifte 1 8 3
eller en særlig aftale herom. Det rigtige er dog formentlig helt at opgive at opstille en generel regel for disse tilfælde, idet resultatet må afhænge af, om ejerskiftet (afhændelsen) m å anses som en bristende forudsæt
ning for pantekreditor, v. Eyben i U 1955 B. 37. Dette vil være tilfæl
det, hvis lånet er ydet som en støtte til den pågældende debitor, afpas
set efter hans individuelle forhold, eller hvis ejerskiftet skaffer kon
tante midler frem, hvorved forudsætningen for den fortsatte kredit er bortfaldet.
For at få klarhed herover m å m an gennemgå de betragtninger, som kan anlægges om ejerskiftets betydning. Selv om problem et om den deklaratoriske regel ikke har praktisk betydning, har det dog interesse at få disse betragtninger klarlagt, da de har betydning for forståelsen af de i formularerne anvendte udtryk.
De betragtninger, der har været anført til støtte for en deklaratorisk regel om, at kapitalen forfalder ved ejerskifte, er ofte af meget ringe vægt. Ejerskiftet bør i hvert fald ikke medføre andre misligholdelses- virkninger. D er kan ikke nedlægges forbud herimod, og der kan ikke pådrages erstatningsansvar.
Ved off lån aftales oftest ejerskifteafdrag, som normalt kun har karakter af et gebyr for ekspeditionen ved ejerskiftet. Ved private lån er ejerskifte- afdragene normalt 10-15% af hovedstolen eller restgælden, – Betænkning om en statistisk belysning af pantebrevsmarkedet, 1970. 36.
1° Pantekreditor kan – hvis ikke der foreligger særlige omstændig
heder – henvise til, at ejerskiftet medfører et administrationsskifte. Selv om det naturligvis har betydning for kreditor, hvem der bestyrer ejen
dommen, har m an dog ikke tillagt denne betragtning en sådan vægt, at han kan modsætte sig en bortforpagtning eller bestyrelsesovergang fra én samejer til en anden. De almindelige vanrøgtsregler giver nemlig tilstrækkelig betryggelse for kreditor. Disse er så strenge, at kreditor kan påberåbe sig dem, hvis der virkelig viser sig at være noget at ind
vende imod en andens administration af ejendommen. En regel om kapitalens forfald, der er m otiveret m ed den abstrakte mulighed for, at en ny ejer er en ringere administrator, skyder derfor langt over målet.
2° Pantekreditor kan heller ikke med føje henvise til, at ejerskiftet giver en passende anledning til en revision af låneforholdet ved op
tagelse af en ny vurdering af pantet eller ved ændringer i rente- eller opsigelses vilkår. Det er jo ganske tilfældigt, hvornår denne begiven
hed indtræder. Ejendom m en kan være i samme eje under hele låne