Pantet
III. Pant i fordringer og andre rettigheder
Udbyttet af andre rettigheder end fordringer, f eks af patentrettig
heder, m ønster- og varemærkerettigheder tilfalder pantsætter, hvis ikke andet er aftalt, jfr E R III. 1409 f, anderledes Illum i U 1959 B. 128.
Udbytte, som fremkommer forholdsvis sjældent og afhængigt af ube
regnelige forhold, omfattes ikke af panteretten, når de forfalder før fyldestgørelsesøjeblikket. Dette gælder således bonus efter den udtryk
kelige regel i F A L § 112, stk 3. Ved pantsætning af aktier er der enighed om, at friaktier omfattes af panthaverens ret, idet udste
delse af friaktier i realiteten blot betyder, at de nominelle aktiebeløb bliver større. D er er derimod tvivl om, hvorvidt ret til nytegning også omfattes af panthaverens ret. H erfor taler, at også denne ret undertiden kan være udtryk for den samme nominelle ændring, og ofte falder kursen på aktier efter nytegningen. M en forholdene kan ligge på meget forskellig måde, hvorfor det m å anses for rettest, at panthaver
-Frugter ved pant i fordringer 89
i overensstemmelse med den tidligere almindelige opfattelse – sørger for en særlig aftale herom, således at tegningsretten i mangel heraf kan udnyttes af pantsætter.
Sindballe. 188 har hævdet, at pantsætter kunne udøve retten til ny teg
ning, herimod Illum i U 1959 B. 128, Kæstel. 202, medens Juul-Olsen i J 1959.363 og Svend Ipsen i J 1964.176-77 vil lade det bero på de kon
krete omstændigheder. Gomard: Aktieselskabsret 2. udg. 243-244 mener, at pantsætter kan udnytte tegningsretten, når tegningskursen for de nye aktier er på højde med de gamle aktiers kurs. I andre tilfælde kan pant
sætter ganske vist vælge, om tegningsretten skal udnyttes, men hvad der kommer ind ved benyttelse af tegningsretten – være sig penge eller aktier – må indgå i pantet. Argumentationen søges i, at værdien af de pantsatte aktier i disse tilfælde normalt falder. Dette er vel nok rigtigt, men normalt kun i en periode. Efterhånden rettes kursen op, helt eller delvis. Aktiekapi
taludvidelsen er normalt udtryk for, at virksomheden ekspanderer, og at aktionærerne skal have andel heri. Medens en panthaver, der på en eller anden måde har direkte pant i en erhvervsvirksomhed, får andel i udvidel
ser, kan man ikke uden videre anlægge samme betragtning, hvor pant er givet i en bestemt værdiandel i virksomheden. Henvisningen til U 1912 B.
516 H, jfr 1911.822, jfr herom Borum-Iuul-Schlegel. 79-80, er ikke af
gørende. Den angår fortolkningen af et testamente, hvorefter en rentenyder kun kunne oppebære udbyttet, men ikke disponere over selve aktierne, og H fastslår, at det ved nytegningen indvundne beløb ikke kunne betragtes som udbytte af aktierne i den forstand, hvori det var brugt i testamentet, mens underinstansen havde anset det for et ekstraordinært udbytte. Om resultatet ved H kan der næppe være tvivl. Men ved pantsætning er andre hensyn afgørende. Der er dog den afgørende lighed, at man også ved pant
sætning må tage udgangspunkt i aftalens udtryk og forudsætninger, og de vil vel ofte bringe en løsning. Men det må kunne forlanges, at de institu
tioner, som må være velbekendte med dette problem, udtrykkelig får taget standpunkt til spørgsmålet i de kontrakter, som sædvanlig er affattet af dem.
Om andre relationer af dette spørgsmål se Ernst Andersen: Ægteskabs- ret II. 71-72 om surrogater for særeje. Opfattelsen støttes på U 1912.516 H og er videreført i Ernst Andersen: Familieret. 118.
Pantsætning af aktier medfører ikke uden videre, at panthaver kan udøve stemmeretten, jfr Schaumburg i U 1969 B. 120 med kommentar til U 1968.
766 H. Spørgsmålet er alene, om pantsætter ved aftale kan overdrage stemmeretten til panthaver eller give ham en uigenkaldelig bemyndigelse til at udøve den. U 1963.111 H har anerkendt en sådan bemyndigelse for en trediemand, en bank, der var interesseret i aktionen, men dels drejede sagen sig om et énmandsselskab, dels var der intet i vedtægterne, der udelukkede bemyndigelsen, jfr Spleth i TfR 1963.59-61. Sindballe. 230, jfr 189, jfr Krenchel: Håndbog i Dansk Aktieret, 2. udg. 274 note 11, hævder, at overdragelsen kun kan have virkning som en genkaldelig bemyndigelse, og
90 § 8.III.
Borum underbygger det aktieselskabsretlige udførligt i U 1966 B. 97-104, jfr J 1962.255-266, anderledes David i U 1947 B. 205-227 og i væsentlig tilslutning hertil Gomard: Aktieselskabsret. 2. udg, 1970. 244-247. Terkel Lund-Nielsen i U 1966 B. 175-177 finder, at der bør tages hensyn såvel til medaktionærers som panthaveres interesser, men konkluderer i, at aftaler ikke kan håndhæves over for selskabet, men evt imellem parterne. Kæstel.
202 anser det for tvivlsomt, om selskabet skal finde sig i en varig adskil
lelse mellem ejendomsret til aktien og stemmeret. Se iøvrigt C. M. Roos:
Avtal och rösträtt, Stockholm 1969. 229 ff, samme i TfR 1967.334 note 40, Borum i U 1971 B. 213-219.
I første række må afgørelsen bygges på vedtægtsbestemmelser, i anden række på, om panthaver kan godtgøre, at aftalen er begrundet i særlige interesser, som ikke opvejes af modstående aktionærinteresser. I tvivls
tilfælde må formentlig de aktieretlige interesser have overvægten.
Der har også været tvivl om, hvorvidt renter og lignende regel
mæssigt faldende udbytte ved fordringer bør tilfalde pantsætter eller panthaver. Det volder ikke – som ved håndpant i løsøre – praktiske vanskeligheder at lade pantsætter oppebære sådant udbytte, og lov
givningen har ligefrem søgt at lette denne praksis derved, at rente 0 1 kan betales med frigørende virkning mod løs kvittering, jfr ud
trykkelig begrundelsen for den gamle regel i forordning af 9 / 2 1798 1 indledningen. Efter Gbl § 20 kan forfaldne renter og tidsfæstede af
drag betales til pantsætter, hvis skyldneren ikke kender pantsætningen eller har mistanke herom. Den eneste praktiske vanskelighed ligger deri, at panthaver, når han skal realisere værdipapiret, har brug for de rentekuponer, som hører til et pantsat negotiabelt papir, da en køber naturligvis m å have kuponerne med ved købet. Hvis kuponerne af hen
syn hertil er hos panthaver, m å pantsætter, der vil inddrive rente ifølge kuponerne, altså henvende sig til panthaver for at få kuponerne udleve
ret. Dette er dog i praksis ikke nogen større ulejlighed for nogen af parterne. I det nævnte realisationshensyn ligger i øvrigt forklaringen på, at panthaver har interesse i at få overladt kuponerne sammen med værdipapiret, selv om han ikke ønsker at realisere dem uafhængigt af selve værdipapiret. At kuponerne overlades til panthaver kan følgelig ikke opfattes som et udtryk for, at panthaver har ønsket en sådan speciel realisationsadgang, A rnholm . 150, anderledes Hagerup. 212.
Der er almindelig enighed om, at panthaver kan søge sig fyldest
gjort i frugterne alene, når pantsætter har misligholdt. Der er jo ingen tvivl om, at han da kan søge sig fyldestgjort i fordringen inclusive den værdi, som dens fremtidige afkast repræsenterer. Hvis panthaver nøjes
Frugter ved pant i fordringer 91
med at søge sig fyldestgjort gennem de forfaldne, ikke oppebårne frugter, betyder dette ganske vist en deling af pantet, men en deling, som pantsætter kun kan være interesseret i. Kan panthaver få fyldest
gørelse gennem realisation af udbyttet alene, undgår pantsætter det for ham ubehageligere, at fordringen som helhed realiseres. Der kan for
mentlig også opnås enighed om, at panthaver ikke har nogen rimelig interesse i at oppebære frugter, så længe pantsætter opfylder sine for
pligtelser over for panthaver. Hvis panthaver vil benytte renterne til ekstraordinære afdrag på pantsætterens gæld, må der derfor kræves særlig aftale herom.
Hvis m an vil forsvare en ganske almindelig adgang for panthaver til uafhængigt af de almindelige realisationsregler at oppebære frugterne, kan det da formentlig kun tænkes forsvaret ud fra følgende synspunk
ter: 1) panthaver behøver ikke ved oppebørsel af frugterne at give pantsætter den i K L § 155 påbudte underretning, og 2) panthaver be
høver ikke at indlade sig i en diskussion, om, hvorvidt pantsætter har misligholdt eller ej, men kan realisere rentekuponerne, selv om pant
sætter – være sig med føje eller uden – påstår, at der ikke foreligger misligholdelse.
H vad nu den første betragtning angår, m å det anføres, at en under
retning er en så ringe ulejlighed for panthaver, at der ikke er nogen grund til at se bort herfra. Den i denne forbindelse påberåbte dom, U 1929.578* angik et tilfælde, hvor panthaver ganske naturligt ikke behøvede at give nogen underretning om realisation, idet pantsætter ligefrem havde anmodet panthaver om at realisere papirerne. Der var derfor ikke nogen anledning til at underrette om, at m an realiserede værdipapirerne eller udbyttet eller begge dele.
H vad dernæst angår frygten for, at panthaver m å indlade sig i dis
kussioner om, hvorvidt der foreligger misligholdelse, m å det vel erken
des, at dette har betydning for panthaver. Men en så vid adgang til realisation af frugterne er på den anden side betænkelig. Det vil da komme til at bero på panthavers velvilje, om han i de ganske alminde
ligt forekom mende situationer, hvor der klart ikke foreligger mislighol
delse, vil afstå fra at inddrive frugterne. Netop af denne grund er det forståeligt, at m an meget vel kan bøje sig for bankers krav om, at der i pantsætningsaftalen indføjes en vidtgående klausul, hvorefter banken kan oppebære frugterne, idet det kan forventes, at bankerne ikke vil misbruge beføjelsen, men optræde loyalt over for pantsætter. Men i forhold til visse private panthavere kan en så vidtgående regel føre til
92 § 8.III.
uheldige konsekvenser. Selv om man m å bøje sig for en udtrykkelig aftale herom i pantsætningsaftaler, er der ingen grund til at opstille reglen uden støttepunkt i den foreliggende aftale.
Til støtte for, at panthaver kan oppebære frugterne før mislighol- delsestidspunktet, har m an henvist til, at der i bankernes sædvanlige håndpantedokum enter er optaget en bestemmelse om, at pantsatte frugter indgår under pantet, og at banken er berettiget til at oppebære frugter til betaling af renter og afdrag. H erm ed skulle der være dannet en fast handelssædvane. Dette kan dog ikke godkendes. M an har ikke villet bøje sig for alle klausuler i disse dokumenter, idet de på afgø
rende punkter indeholder bestemmelser, der tager ringe hensyn til skyldnerens interesse. M an vil i hvert fald ikke uden videre acceptere som deklaratorisk retsregel, at henstand ikke har betydning i forhold til pantsætteren, og det kan heller ikke uden særlig aftale derom an
tages, at pantet skal dække enhver gæld til kreditor, ligegyldigt hvor
dan den end er opstået. Pantedokum enters sædvanlige klausuler herom forklares derved, at disse dokumenter er præget af kreditorinteresserne.
Derfor kan disse dokumenter ikke på alle punkter opbygge en rets- sædvane, jfr hertil Karlgren: Kutym och rättsregel, Stockholm, 1960.
6 7-72, A rnholm i T fR 1960.361, Illum i U 1959 B. 128. Om m an vil falde tilbage på tilsvarende regler i kontraktsforhold, hvor dokum en
terne ikke er anvendt, m å bero på selvstændige overvejelser. Konkrete forhold kan naturligvis tilsige, at kontrakten udfyldes i overensstem
melse med disse dokumenters indhold, f eks hvis en panteaftale indgås med en bank uden benyttelse af de sædvanlig anvendte dokumenter, fordi m an tilfældigvis i øjeblikket er udgået for eksemplarer deraf. Men i forhold til andre kreditorer end banker skal der mere til, før m an ud
fylder kontrakten på denne måde.
Nogen almindelig slutning fra udtalelserne i indledningen til forordning 9/2 1798 kan ikke drages, cfr derimod Ussing: Alm Del. 222. Den viser kun, at man dengang jævnligt lod skyldneren oppebære udbyttet af værdi
papirerne.
Hvis fordringen pantsættes til flere, ville der opstå særlige vanskeligheder, hvis man antog den videregående regel. Resultatet måtte vel blive, at 1. panthaver kunne oppebære udbyttet, og dette kan vanskeliggøre forholdet over for den sekundære panthaver, jfr Mellberg i Tidskrift utg av Juridiska Foreningen 1944.281.
I tidligere retspraksis har det stået fast, at panthaver ikke har den videre
gående ret, jfr U 1880.988, 1877.813, 1878.461. U 1929.196 fulgte den samme linie. Om afgørelsen U 1929.578* har der været diskussion, idet den
Frugter ved pant i fordringer 93 er blevet påberåbt til støtte for den videregående regel, ER III. 1409. I dette tilfælde havde pantsætter imidlertid misligholdt, og en underretning efter KL § 155 var efter det ovenfor anførte åbenbart overflødig.
Det rigtige er formentlig at fastholde den traditionelle opfattelse, hvorefter panthaver kun kan søge sig fyldestgjort i udbytte, når der foreligger misligholdelse. Det m å formentlig være tilstrækkeligt, at udbyttet ikke er oppebåret i dette øjeblik. Hvis pantsætter har undladt at oppebære udbytte, som er forfalden i det øjeblik, der foreligger mis
ligholdelse, kan der i hvert fald ikke anføres noget afgørende mod at give panthaver mulighed for at søge sig fyldestgjort specielt gennem udbyttet. Gør man ikke det, kan m an komme ud for den noget ejen
dommelige situation, at panthaver m åtte udlevere kuponer til pant
sætter, der oppebærer udbyttet, uanset at han har misligholdt sine for
pligtelser over for panthaver.
I denne gruppe af tilfælde er der næppe – som ved pant i fast ejendom - anledning til at lægge vægt på, om udbyttet er fortjent. Der er ikke den samme nære forbindelse mellem indtægter og udgifter ved den pantsatte genstands administration som ved faste ejendomme.
Om Vinding Kruses afvigende opfattelse se Pant i Løsøre og Rettigheder.
29 f, ER III. 1408 f, men heroverfor Ussing: Alm Del. 222 f, Arnholm.
149 f, Kcestel. 202, TaxelL 116 f, Undén 1.190 f, Illum i U 1959 B. 128, og i samme retning Jul Lassen: Alm Del. 554, Matzen. 520, Torp. 651 f, Hagerup. 212 f, Augdahl. 87 ff, Lie. 94 ff, Hasselrot: Några sporsmål ang pant- och retentionsratt, 1926.86 f, samme: Handelsbalken VIII.1704 ff, Wrede. 498 f, 523, se endvidere svensk Handelsbalk 6:4 (man forkastede i Lagberedningen et forslag, hvorefter panthaver som almindelig regel skulle nyde frugter og avl af det pantsatte, jfr Undén 1.190). Ved en diskussion i Juridiska Foreningen i Finland var der enighed om, at panthaver ikke burde kunne søge sig fyldestgjort i dividender og renter, så længe hoved
fordringen endnu ikke er forfalden til betaling. Tidskrift utg av Juridiska Foreningen 1944.273 ff.
§ 9. Pantets surrogater
Hvis den pantsatte genstand går til grunde, men der samtidig opstår et surrogat herfor, f eks en ekspropriationserstatning, en forsikrings
sum eller et erstatningskrav mod trediemand, opstår spørgsmålet, om panteretten kan rettes mod disse erstatningsværdier i stedet for mod den oprindelige pantsatte genstand. Som almindeligt synspunkt kan fremhæves, at der i det indbyrdes forhold mellem pantsætter og pant
haver ikke kan indvendes meget mod en sådan løsning. Pantsætterne står sig gennemsnitligt ved en sådan løsning, idet den ulempe, der opstår for dem, er væsentlig mindre end den, der ville opstå i m odsat fald. Panthaverne m åtte da nemlig enten nægte kreditgivning i adskil
lige tilfælde, fordi der ville opstå en ubehagelig risiko, eller forlange et særligt vederlag for denne risiko. Derimod opstår der vanskeligheder i forhold til trediemand, som skal udrede erstatningssummer e 1. Dels kan der opstå legitimationsvanskeligheder ved forhandlinger om sum
mernes størrelse og udbetaling, idet m an ikke kan nøjes med at klare spørgsmålet over for ejeren alene. Dels kan der opstå materielle vanskeligheder, fordi det kan tænkes, at panthaveren gør krav gæl
dende, som pantsætteren ikke selv kunne have rejst.