Pantet
I. Underpant i løsøre
M an har ofte taget udgangspunkt i K L §§ 151 og 152. Disse regler opstiller som allerede nævnt ikke noget absolut krav om, at genstanden skal være individualiseret. Det er i hvert fald klart, at reglen i § 152
5 Panterettigheder
6 6 §7.1.
om forbud mod pant i tingsindbegreb ikke hindrer, at der gives pant i en enkelt genstand, selv om denne genstand ikke er blevet klart indi
vidualiseret. D er er jo ikke tale om pant i en samling af ensartede eller til fælles brug bestemte ting. Reglen i § 151 om forbud m od general- pant hindrer heller ikke, at der gives pant i et større antal genstande, blot formen ikke er så generel, at pantet om fatter alt, hvad skyldneren ejer eller ejendes vorder.
Der kan derfor snarere henvises til grundsætningen i T L § 10, jfr Illum: Tinglysning. 336 f. § 10, stk 1, kræver ved lysning af rettig
heder over fast ejendom, at retten skal angå en bestemt fast ejendom, og § 10, stk 3, kræver, at dokumentets indhold skal være endelig fast
sat. Disse regler er ved T L § 43, stk 4, overført på tinglysning ved
rørende løsøre og form ue i almindelighed. Reglerne kan ganske vist ikke overføres uden noget forbehold, da de også forudsættes anvendt på lysninger vedrørende formue i almindelighed. M en m an m å gå ud fra, at m an ved denne henvisning til § 10 har stillet krav om en vis identifikation i beskrivelsen af underpant i enkelte løsøregenstande.
M en der er tvivl om, hvorledes dette krav nærmere skal formuleres, og i denne henseende hjælper henvisningen til § 10 ikke.
Kravet i T L § 10 om, at tinglyste rettigheder over faste ejendomme skal angå »bestemte« faste ejendomme, er vel i første række motiveret med ønsket om, at m an ad denne vej understøtter bestræbelserne for faste afgrænsninger af jordstykkerne. Kravet om identifikation af pant
satte løsøregenstande er som anført i første række begrundet med ønsket om, at skyldneren ikke skal underskyde genstande, som i virke
ligheden ikke omfattes af panteaftalen. M an kan derfor lige så godt – og måske endda bedre – bestemme identifikationskravet ved underpant i løsøre uden at henvise til bestemte lovsteder.
E n enkelt afgørelse har dog henvist til grundsætningen i § 10, stk 1, U 1966.891*, jfr også underrettens bemærkninger ved kæren i U 1966.
685 H. På den anden side har tinglysningsdommeren i U 1944.158 sagt, at princippet »ikke har fundet udtryk hverken i tinglysningsloven eller i tinglysnings anordningen«. Alligevel kom dommeren til det re
sultat, at der m åtte stilles krav om individualisering. Dette tiltrædes principielt af landsretten, der fastslår, at løsøregenstande »i videst muligt om fang« skal betegnes på en måde, der tilstrækkelig adskiller dem fra andre lignende effekter af samme art. Derimod har forskellige afgørelser, men næppe med føje, henvist til K L § 152, jfr således U 1931.579, 1933.960 (ifølge »hovedet til dommen«), 1936.450
(ting-Individualisering af underpant i løsøre 67
lysningsdommerens henvisning), samt V LT 1952.243, 1955.211, 1956.
246 (tinglysningsdommernes henvisninger), U 1939.1170 henviser lige
ledes til K L § 152, men i dette tilfælde med fuld føje, da der virkelig forelå pant i tingsindbegreb, jfr også tinglysningsdommerens henvisning i U 1936.673. – P å den anden side har en række afgørelser undladt at henvise til nogen som helst positiv bestemmelse, jfr U 1935.566, 1942.130, 1943.166, 1944.158, 1956.866, 1958.393, 1959.789. V LT 1955.335, 1956.246, 1958.62, 1963.903, U 1966.685 H*.
VLT 1955.335 er også inde på at tillægge det vægt, om det er forbundet med særlige vanskeligheder at betegne noget hotelinventar på en sådan måde, at det i tilstrækkelig grad adskiltes fra effekter af samme art, se også U 1954.1009 (»uden vanskelighed kunne have været nærmere kendeteg
net«), jfr VLT 1954.358, U 1956.866.
Ved underpantsætning af andele i interessentskaber er det ikke tilstræk
keligt, at andelen er angivet som en brøkandel, og at selskabet er betegnet ved nummer i handelsregistret, idet der bl a kan være tvivl om, hvorvidt det er »bruttoandelen« eller »nettoandelen«, der pantsættes, jfr U 1966.685 HKK,* Spleth i U 1967 B. 57-58*. Såvel afgørelsens formulering som kommentaren hertil viser, at det var pantebrevets formulering, ikke det materielle retsspørgsmål, som gav anledning til retstvisten, se Formueret
tigheder § 8. II. B om det selskabsretlige problem.
D er synes at være en fast praksis for, at der kan tinglyses underpant i en forretnings good-will efter løsørereglerne. Ud fra individualiserings- synspunktet ses der heller ikke at kunne rettes nogen indvendinger herimod. Meningen hermed kan – når andet ikke foreligger – kun være, at pantet omfatter realisationsværdien af kundesøgningen til den pågældende forretning, og der er formentlig ingen risiko for, at der herved kan underskydes andre værdier til skade for de øvrige kredito
rer, hvis ellers kundekredsen – ved angivelse af forretningen – er til
strækkelig entydigt bestemt. Den omstændighed, at det kan blive van
skeligt at få denne værdi realiseret, dels fordi udlejeren af forretningen kan modsætte sig overførelse af lejemål til en køber, dels fordi der kan foreligge vanskeligheder p gr af konkurrenceklausuler, kan ikke anføres herimod, idet dette svarer til, at det pantsatte objekt i mange andre tilfælde af faktiske eller retlige grunde kan vise sig at være værdiløst, når realisationen skal ske.
U 1934.518 H viser, at pantebrev bl a i ret til overdragelse af en forret
ning til fagmand var blevet tinglyst, og at pantsætter ved realisationen påtog sig en konkurrenceklausul og endog en positiv forpligtelse til at virke for.
5*
6 8 § 7.1.
at kunderne gik over til køberen. Problemet i sagen synes alene at have været, om det var dette sidste, der bevirkede, at købesummen for forret
ningen blev så høj, men H fastslår, at provenuet af de værdier, der om
fattedes af den »gyldigt stiftede panteret«, herunder retten til at afstå leje
målet til en fagmand, i hvert fald udgjorde så stor en del af købesummen, at der var dækning for pantefordringen. U 1939.1158 viser ligeledes, at der tinglystes underpant i good-will, og dette blev end ikke bestridt for landsretten, der alene beskæftigede sig med spørgsmålet om underpant i lejemålet. U 1946.1022 fastslår, at man vel ikke kunne få tinglyst under
pant i »den mig tilhørende købmandsforretning«, men derimod godt i spe
cificerede bestanddele og forretningens good-will og lejemål – alene med de begrænsninger i retten til overdragelse, som udlejeren måtte have fastsat.
U 1955.533 H viser, at der var tinglyst underpant i en forretnings good
will, men ved realisationen blev der alene betalt for inventar og varelager, og H fastslår, at der ikke var nogen good-will og tilføjer, at panteretten kun kunne antages at omfatte værdien af good-will i snævrere forstand, hvor
med der vel må være hentydet til, at inventar og varelager ikke kunne gå ind under formuleringen. VLT 1955.211 anså individualiseringen for til
strækkelig i et tilfælde, hvor pantet var betegnet som »bagerivirksomhedens afståelsesværdi (good-will)«. Den kritik, der af Erik Mikkelsen i TfR 1961.
264 ff er fremsat over for denne praksis, har næppe vægt, idet den navnlig hviler på, at panteobjektet i mange tilfælde ikke er klart angivet, og i virkeligheden ikke har noget objektivt indhold, og at panteretten i realite
ten er et pant i den købesum, som til sin tid kan opnås, og dermed bør opfattes som et konkursprivilegium. Hermed synes overset de ovenfor i teksten anførte betragtninger om individualiserings- og realisationspro- blemer.
Se Formuerettigheder § 11. III.2 ° om ejendomsforbehold i good-will.
Det er næppe rigtigt, når nogle afgørelser har været inde på at stille ringere krav til individualiseringen, når denne volder praktiske vanske
ligheder, jfr Illum : Tinglysning. 337 f, der i stedet vil lægge vægt på, om angivelsen opfylder rimelige krav til klarhed. Også denne formule
ring synes dog at indebære risiko for pantsætninger til fare for de almindelige kreditorer. Hvis m an virkelig kommer til det resultat, at det er praktisk vanskeligt at foretage en klar individualisering, og at en mindre klar individualisering frembyder fare for de øvrige kredito
rer, m å m an erkende, at det pågældende aktiv ikke lader sig pantsætte efter reglerne om underpant i løsøre.
M an m å derfor formentlig komme til det resultat, at man ud fra almindelige reale overvejelser – og med en vis støtte i T L – m å kræve en klar adskillelse fra andre genstande, som tilhører pantsætteren, således at denne ikke er i stand til at underskyde ikke-pantsatte gen
stande under aftalen og dermed skade de øvrige kreditorer.
KL §§ 151-152 69 I denne sætning ligger naturligvis ikke, at det skal være fysisk umuligt at foretage en sådan besvigelse af kreditor. En praktisk sikkerhed i denne henseende må naturligvis være tilstrækkelig. Der er ingen grund til at tro, at et sådant krav, som anført af Illum i U 1959 B. 126 f, vil betyde van- skeliggørelse af at pantsætte standardinventar, idet man med passende mærkningsforanstaltninger er i stand til at foretage den fornødne indivi
dualisering. Den her hævdede opfattelse kommer derfor i praksis til at falde sammen med det mellemstandpunkt, som Juul-Olsen gør gældende i J 1959.
360, idet det kræves, at genstanden beskrives således, at forveksling er praktisk udelukket, men at man, hvis sådan beskrivelse ikke uden vanske
lighed gives, kan nøjes med »en mulig beskrivelse«. Men forholdet er netop det, at man altid – med lidt fantasi, god vilje og praktisk håndelag – er i stand til at foretage denne individualisering. I hvert fald er det urigtigt, når Juul-Olsen anf sted vil mene, at tinglysningen ikke skal varetage pant
havers interesse. Det er et af hovedformålene med tinglysning, at man ved at skabe klarhed stræber efter at undgå konflikter. Til de anførte betragt
ninger kommer i øvrigt, at den forbedrede retsstilling, som underpant i løsøre har fået, tilsiger, at der stilles større krav, end man måske ellers kunne have accepteret. Mod Juul-Olsens opfattelse se også Lejman i TfR 1965.225. Se om spørgsmålet i øvrigt Kæstel. 41.
M an kan altså sammenfatte reglerne for underpantets vedkommende derhen, at der dels gælder et forbud m od generelt pant, K L § 151, dels et forbud m od pant i et tingsindbegreb, K L § 152, og dels en regel om, at der ikke opnås retsværn, m edmindre pantet er individualiseret på en sådan måde, at det ved hjælp af den tinglyste betegnelse klart adskil
les fra andre lignende genstande. Den sidstnævnte regel er ikke en forbudsregel, der forbyder pantsætningen og gør aftalen ugyldig inter partes. Reglen angår kun retsværnet over for trediemand.
I norsk ret er der tvivl om, hvorvidt reglen i Pantelovens § 4 alene er en retsværnsregel, eller om den medfører ugyldighed. Reglen kræver både individualisering af genstanden og kravet. Man er inde på den tanke, at man vil lade ugyldighed indtræde, hvis der ligefrem aftales generalpant, men ikke hvis man i øvrigt tilsidesætter individualiseringskravet, jfr Arn
holm. 75 note 2. Men netop denne sondring viser, at man hellere bør holde de to sæt regler ude fra hinanden: Generalpantreglen og individualiserings- reglen.
F ra reglerne i K L §§ 151 og 152 gælder der visse undtagelser:
1) § 152, stk 2 – som ændret ved lov nr 177 af 2 9 /4 1960 p å grundlag af forslag i Betænkning vedrørende underpantsætning af løs
øre, 1957 (hvor bestemmelsen var foreslået indføjet i T L § 47, stk 2, se betænkningen. 44) – tillader, at driftsinventar og driftsmateriel,
70 §7.1.
der hører til en erhvervsvirksomhed, som drives fra lejet ejendom, kan underpantsættes. D et fremhæves, at reglen også dækker maskiner og tekniske anlæg af enhver art, og at den ved landejendomme også gæl
der den til ejendommen hørende besætning, gødning, afgrøder og an
dre frembringelser. Den tidligere specialregel om forpagteres adgang til at pantsætte bedriftens ejendele og produkter til sikkerhed alene for udlejerens krav er hermed blevet overflødiggjort.
M ed hensyn til omfanget af pantsætningen kan der henvises til for
tolkningen af T L § 37, som bruger samme ord, jfr U 1971.616 H og nedenfor i § 16, III, men det kræves ikke, at ejendommen er indrettet med erhvervsvirksomhed for øje. Også erhvervsvirksomhed, som drives fra en almindelig lejlighed, omfattes af bestemmelsen. Der kræves ikke nogen opregning af de genstande, som omfattes af pantet, som kan variere i omfang under panteforholdets forløb, men m an kan be
grænse pantet, således at det ikke om fatter nærmere opregnede gen
stande eller grupper af genstande. Ligesom efter T L § 37 om fatter pantet genstande, som er købt med ejendomsforbehold, men med re
spekt af sælgerens ret, medmindre ejendomsforbeholdet kan tilside
sættes efter de grundsætninger, som gælder om indføjelser foretaget af lejere, jfr Ignaz Hansen i U 1964 B. 83, se herom nedenfor i § 16, IV, A. 2.
Når der i KL § 152, stk 2 tales om afgrøder, må dette udtryk omfatte såvel indhøstede afgrøder som afgrøder på roden, jfr U 1964.746, jfr § 16 III. B. om TL § 37.
Se i øvrigt om fortolkningen af bestemmelsen Harbou og Munch. 247- 49, Kæstel. 175 f. Det antages her med tvivlsom føje – i overensstemmelse med Betænkningen vedrørende underpantsætning af løsøre, 1957.46 – at bestemmelsen også gælder vederlagsfri brug. Det antages endvidere, at be
stemmelsen også gælder i tilfælde, hvor et interessentskab har lejet ejen
dommen af en af interessenterne.
Pantebrevsformular II om løsørepant fordres ikke anvendt ved pant i tingsindbegreb efter § 152, stk 2, U 1961.464.
Om bestemmelsen, der i praksis kun benyttes i begrænset omfang, se i øvrigt v. Eyben i Nordisk Gjenklang. 363-368, R. Koch Nielsen i J 1960. 132.
Konkurslovsbetænkning II foreslår, at bestemmelserne i KL §§ 151 og 152 overføres til TL som § 47 a og § 47 b, men indeholder ingen ændringer i forhold til gældende ret, jfr Mot. 286-87.
2) E fter lov nr 50 af 1 4 /2 1951 kan ejere og brugere af landbrugs
ejendomme til sikkerhed for betaling for såsæd, frø, kunstgødning og
Høstpant – Apotekerpant 71
læggekartofler med kom m unalrådets samtykke stifte pant i den efter gældsstiftelsen førstkom m ende høst efter de regler, som gælder om pant i fast ejendom, jfr nærmere Illum : Tinglysning. 343 ff. E fter lov nr 242 af 8 /6 1966 kan ejere og brugere af landbrugsejendomme, på hvilke der ikke er tinglyst høstpantebreve, i tiden 1 /8 - 1 5 /1 0 pantsætte afgrøder til sikkerhed for lån til opretholdelse og forbedring af driften.
Ejere pantsætter efter regler om pant i fast ejendom, forpagtere og lejere efter regler om underpant i løsøre, men notering foretages også på ejendommens blad i tingbogen. Besætningen skal specificeres, men iøvrigt stilles der ikke specifikationskrav.
Loven svarer til et udkast, udarbejdet af realkreditkommissionen, se be
tænkning 1956/153. 170 ff. Om formularer efter loven se bkg nr 273 af 30/6 1966, om loven i det hele se Kæstel. 92 ff og Palle Kiil i J 1966.278- 280, der bl a kritiserer prioritetsreglen i lovens § 2, stk 2, hvorefter pante
retten går forud for tidligere stiftede panterettigheder i ejendommen og for panterettigheder efter KL § 152, stk. 2.
3) Efter Apotekerloven, lov nr 209 af 1 1 /6 1954, § 65, stk 2, kan der gives underpant i inventar og varebeholdning (og brandforsikrings
summer) til sikkerhed for lån i apotekerfonden.
T L § 37 om tilbehørspant er vel formelt underpant i fast ejendom.
I realiteten er det dog en form for elastisk løsøreunderpant af stor praktisk betydning.
Mens man i norsk ret har den omtalte regel i Pantelovens § 4, der bl a fastslår, at pantet ikke må angå pantsætters faste ejendomme i almindelig
hed eller dem, som han måtte eje eller komme til at eje inden for et bestemt distrikt, har man ikke en lignende positiv regel i svensk ret. Men her udledes den af de samme synspunkter, som gælder ved overdragelse af ejendomsretten eller stiftelse af begrænsede tinglige rettigheder, Undén I.
201 ff, jfr 61 ff. Det viser sig da også, at man i eksemplerne har forholdet til trediemand for øje. – Også i dansk ret har man været inde på, at dette specialitetsprincip, der »gennemgående behersker de tingligt beskyttede ret
tigheder« kan føres i marken ved sikringsrettigheder, jfr Illum. 152 om ejendomsforbehold, Formuerettigheder § 11. III. 2°. Om »företagsinteck- ning« efter svensk ret se nedenfor i § 22.
Om baggrunden for reglerne i KL §§ 151 og 152 og Betænkning vedr Underpantsætning af Løsøre. 8 f, 44, 46 f, 50, og om tilsvarende regler i fremmed ret. 11.
72 § 7.II.
Sædvanlig vil individualiseringen være i orden, hvis skyldneren be- røves rådigheden over det pantsatte, men dette gælder ikke uden videre, a) hvis det pantsatte befinder sig hos trediemand, b) hvis det pantsatte allerede befinder sig hos panthaver, eller c) hvis det pantsatte efter
hånden forventes at komme i panthavers besiddelse. Det kan navnlig tænkes, at den rådighedsberøvelse, som er sket, om fatter såvel det pantsatte som andre genstande, der tilhører pantsætter. I så fald er der vel sket en rådighedsberøvelse, men ikke nødvendigvis en individua
lisering.
a) Hvis rådighedsberøvelse er foretaget derved, at der er givet tredie
m and meddelelse om pantsætningen, behøver der ikke hermed at være foretaget en klar individualisering af de genstande, som skal præsteres til pantsætter og altså nu er blevet pantsat. M en det m å kræves, at der også sker en klar individualisering af det, der pantsættes, hvad enten det drejer sig om løsøre eller fordringer. Denne fordring m å kunne udskilles fra andre formuegoder, som pantsætter kan tænkes at ville disponere over. Pantsættes der gældsbreve eller pantebreve, må altså disse dokum enter og dermed fordringerne p å debitorerne være således individualiseret, at pantsætter ikke kan underskyde andre for
dringer i stedet for det pantsatte. Ved overdragelse til ejendom af generisk bestemte fordringer kræves efter den almindelige opfattelse samme betingelser opfyldt som ved overdragelse af løsøre, Ussing:
Alm Del. 218. Men drejer det sig om en pantsætning af generisk bestemte fordringer, kan m an ikke kræve, at denne individualisering er sket som led i en norm al handels afvikling, jfr ovenfor under I.
M an kan derfor kun forlange den samme individualisering, som er krævet i forbindelse med underpantsætning af løsøre: Individualiserin
gen m å være så klar, at andre fordringer ikke kan underskydes.
Ved pantsætning af varer, der ligger på lager hos en anden, har man anerkendt, at panteretten omfatter det til enhver tid værende lager, i hvert fald når det drejede sig om mindre dele, der er blevet udskiftet (i det væ
sentlige under panthavers medvirken), U 1957.264 H.*
Ved pantsætning af fordringer opstår et særligt individualiserings- problem, som intet har at gøre med det, der er behandlet i det fore
gående.
Det er indlysende, at man ikke i almindelighed kan stille krav om, II. Håndpant i løsøre og pant i fordringer
Individualisering af håndpant 73
at selve de præstationer, med hvilke pantsætter skulle fyldestgøres, er individualiserede. Opstillede m an dette krav, ville det være umuligt at pantsætte pantebreve, gældsbreve og andre fordringer, efter hvilke pantsætters skyldner skal præstere penge over for pantsætter. Det er herefter lige så indlysende, at man heller ikke kan stille krav om, at varer, som pantsætters skyldner skal præstere over for pantsætter, foreligger individualiserede. D er opstår naturligvis særlige risici i til
fælde, hvor disse præstationer ikke er individualiserede. Pantsætters skyldner kan vælge at opfylde andre forpligtelser i første række, eller hans kreditorer kan gøre udlæg i penge eller varepartier, som han havde til hensigt at opfylde med. Endvidere kan det tænkes, at pant
sætter påvirker sin skyldner til at tage m indre hensyn til opfyldelsen af denne fordring end af andre forpligtelser, eventuelt endda andre forpligtelser over for pantsætteren. M en risici af denne og lignende art er mom enter, som panthaver m å tage i betragtning, når han tager pant i aktiver af denne art.
Problemet belyses af to afgørelser, U 1940.310 H og U 1952.812 H.
I den førstnævnte sag havde pantsætter givet pant i det udbytte, som han forventede at få ved at afsætte sin fangst til et selskab, i den anden sag havde pantsætter givet pant i et vareparti, som skulle leveres af en uden
landsk fabrik. I begge tilfælde var den pantsatte fordring klart individuali
seret: i den første sag var der givet »transport på 500 kr af det nævnte skibs fiskeriudbytte for indeværende år«, i den anden sag havde pant
sætter erklæret sig enig i »ikke at disponere over nævnte vareparti«, d v s
»den først afgående sending kunstsilkevarer, ca. 10.000 meter, der afgår fra firma MLL Milano, til os«. Derimod var de præstationer, der påhvilede pantsætters skyldner, ikke individualiseret i noget af tilfældene, i den første sag var præstationen en pengeforpligtelse, i den anden var det en vis mængde varer, som overhovedet ikke var udskilt endnu. I den første sag kom man til det resultat, at pantsætningen var bindende i forhold til pant
sætters kreditorer, i den sidste sag til det modsatte resultat. Men dette skyldtes formentlig, at der i den første sag var givet direkte meddelelse herom til det selskab, som skulle modtage fangsten og afregne udbyttet, mens der ikke i den anden sag var givet meddelelse herom til det uden
landske selskab, der skulle levere varen, men alene til en speditør, der som sidste led i transporten skulle sørge for varens fremkomst. Rådigheds- berøvelsen var derfor ikke i orden i den sidste sag, før overgivelsen var sket til speditøren. I den første sag var rådighedsberøvelsen derimod sket.
Ganske vist kunne pantsætter efter sin kontrakt med selskabet i et vist om
fang afsætte fangst til andre end selskabet, og navnlig var det ikke faktisk udelukket for ham at afsætte til anden side. Men herved ville der blot ske det, at der ikke opstod noget krav på selskabet – altså på samme måde, som