Som sagt dukker kedsomhed op i stort set alle de interviews, jeg har foretaget i forbindelse med denne afhandling. Ofte er begrebet dukket ganske uventet op i forbindelse med elevernes fortællinger om deres skoledag sammen med en længsel efter sjov eller mangel på mening i forhold til den faglige del af skolelivet. Eleverne gør ofte i samme sætninger opmærksom på, at de andre elever også keder sig. Som f.eks. når Gorm siger: ”Nærmest hele skoledagen keder jeg mig. Det er rigtig, rigtig kedeligt det meste - det synes mange – det synes rigtig mange”.
Igennem suk, højlydte protester mod opgaver, slåskampe, høj latter, uro, rast-løshed og søvn blev kedsomheden også genkendelig i mine observationer i klassen. Kedsomhed blev på den måde et lille ord, som alle sagde, men ingen stillede spørgsmålstegn ved. I første omgang heller ikke jeg selv.
Foucault peger på, at fordi at noget er banalt, betyder det ikke, at det ikke er vigtigt:
”[…] the fact that they’re banal does not mean they don’t exist. What we have to do with banal facts is to discover – or try to discover – which specific and perhaps original problem is connected to them” (Foucault 1982:779).
- Hvilket er det jeg vil gøre med kedsomhed. Kedsomhed må betegnes som et hverdagsfænomen, og ”udfordringen ved at studere hverdagsfænomener er, at man ar-bejder i et felt fyldt af hverdagsforestillinger, som er med til at konstituere fænomenet” (Ko-foed og Søndergaard 2013:9). Jeg havde inden interviewene tænkt kedsomhed ind i min spørgeguide, men jeg tillagde det ikke synderlig betydning og tænkte i første omgang ikke teoretiserende om kedsomhed. Det var først efter gen-nemlæsninger af empirien, at det blev tydeligt, hvor meget kedsomhed egent-ligt fyldte, hvor mange variationer af kedsomhed der kom til udtryk, og hvor meget kedsomhed betød for, hvad der kunne ske og ikke ske i klasseværelset.
I det følgende vil jeg gennem en række udvalgte elev-citater illustrere, hvor-dan jeg stødte på oplevelser med kedsomhed i mine interviews, og hvad det var, der inspirerede mig og vakte min nysgerrighed i forhold til fænomenet.
Elev-fortællinger om kedsomhed
”Det kan godt være kedeligt, men jeg laver det alligevel”, fortæller Poul mig om det arbejde, han skal lave i skolen. ”Hvorfor?” spørger jeg ham. ”Fordi det står i loven”, forklarer han mig. ”Hvordan det?” spørger jeg igen ”Så vi kan blive kloge og få et godt job”, siger han.
Da jeg spørger Simon, hvad det værste ved at gå i skole er, siger han: ”Når det er kedeligt”. ”Hvornår er det kedeligt?” spørger jeg. ”[Når DDC] det er rigtig kedeligt så er det grammatik […] det synes jeg ikke er sjovt - det er det, der er mest kedeligt”.
Lidt efter svarer han på et andet spørgsmål, om hvornår han er den ’gode elev’: ”De fleste af fagene er jeg go’ i, men i engelsk der larmer jeg nogle gange ret meget”.
”Hvordan kan det være”, spørger jeg. ”Fordi det er kedeligt for det meste” svarer han.
”Hvad gir det så at larme?” spørger jeg, hvortil Simon svarer: ”Så laver man noget andet, så det bliver sjovt”.
Søren svarer også på mit spørgsmål om, hvad der er det værste ved at gå i skole: ”Det er, når undervisningen er kedelig, synes jeg - så sidder man bare og keder sig”.
”Når man keder sig?” siger jeg. ”Hvor tit keder du dig?” ”Altså inden jeg tog til Jylland i en uge, da var jeg rigtig skoletræt - ja så gad jeg ikke. Så hjalp det lige lidt at komme til Jylland i en uge - og friske lidt op”.
Mia fortæller, som svar på det modsatte spørgsmål:”Hvornår synes du, det er sjovt at få undervisning?”
Mia svarer: ”Jeg kan godt li sådan nogle projektuger, som vi havde før, det synes jeg er rig-tig spændende. […] det var demokrati - min gruppe havde om Kina”. Mia fortsætter med at forklare: ”Altså sådan noget kan jeg godt li - det er sådan anderledes. Og at man skal - man styrer det sådan lidt mere selv. Vi ku selv gå ned i computerrummet og søge på oplysninger, hvis vi ville det. Og der var også nogen, der ringede til nogen og sådan, for at få nogle svar på nogle spørgsmål. Man skal selv sådan styre det. Også sådan at man laver noget, som man senere skal vise for de andre. Det var ret godt, synes jeg”.
[…]”Så det var en god måde at blive undervist på?” spørger jeg for at se, om jeg har forstået det rigtigt.
”Ja, det synes jeg. Også fordi når der er fremvisning, så kan man vise, at man har gjort det rigtig godt. I stedet for bare at lave et kopiark, som er ret let, som alle næsten kan, så der er ikke så meget i det”.
[…] ”Hvad med resten af året?” spørger jeg, da jeg ved, at projektugen kun fore-går en uge om året.
”Det er forskelligt, tror jeg. Altså, jeg kan ikke så godt li’ bare at skulle sidde og læse.
Det synes jeg hurtigt kan blive kedeligt”.
Senere stiller jeg hende spørgsmålet: ”Hvad kan du bedst li ved skolen?”
”Altså fagene eller venner?” spørger hun.
”Bare sådan i det hele taget” svarer jeg og håber, det hjælper hende.
”Så vil jeg sige ens venner herovre, ik’” svarer hun.
”Hvad er det værste ved at gå i skole?” spørger jeg hende så.
”Jeg vil nok sige - nogen gange - hvor det er virkelig lange dage, og så når det er noget kede-ligt, man skal lave”.
I mit interview med Kasper på mit spørgsmål om, hvilke fag han ikke så godt kan lide, svarer han: ”Det ved jeg ikke. Det er altså, det er også svært. Man kan jo si-ge, - på en måde kan jeg ikke rigtig li nogle fag - fordi det bare er kedeligt at gå i skole”.
”Det er kedeligt?” spørger jeg.
[…] Kasper forklarer: ”Det er bare kedeligt. Der er ikke noget at lave. Der er mange regler og sådan noget der - og det er det samme hver dag. Jeg har gået i skole i næsten otte år, og det har været det samme hver dag, stort set jo”
[…] ”Så den er du ikke særlig begejstret for?” spørger jeg med henvisning til sko-len, ”og du keder dig?”
[…] ”Det er også det, der er problemet. Man er i skole så lang tid hver dag […], hvor man laver det samme”.
Sarah fortæller om, hvordan det er nogen gange i undervisningen: ”Jeg forstår ikke noget, når de bare snakker”.
”Er der nogen af lærerne, der gør det?” spørger jeg.
”For det meste Susanne - hun snakker meget”.
”Hvordan er det at ha’ hendes fag?” spørger jeg.
Sarah svarer: ”Jeg synes, de er fine nok, men for det meste også kedelige”.
”De er kedelige” siger jeg: ”Hvad sker der, når man keder sig?”
”Så går jeg i stå”, siger Sarah.
Jeg bliver mere nysgerrig og spørger: ”Hvordan? Prøv at forklare det”.
Sarah forklarer: ”Så orker jeg ikke at lave noget […] jeg får lyst til at sidde i fælles-rummet. Og for det meste tænker jeg bare på, hvornår jeg har fri”.
Ovenstående er blot nogle eksempler på, hvordan kedsomhed bliver talt frem i interviewene om elevernes oplevede skoleliv. Det dukker op i forskellige sammenhænge, men det har altid konsekvenser for eleverne. Både for hvor-dan de går til undervisningen, for hvad de får ud af den, men også for hvad de ellers kan finde på at lave. Så: “If boredom is a gloss for what is going on, we need to look more closely at how people talk about boredom” (Conrad 1997:469), og jeg vil derfor træde et skridt nærmere fænomenet og se på betydningen af det.
For hvorfor er kedsomhed så selvfølgeligt, at det bliver en næsten indlysende betingelse? Hvad er det, og hvordan kan det være, at det i dén grad har tag i eleverne? Hvad er det for kræfter, der er på spil, og som former dette fæno-men? Og hvilken betydning får det for eleverne, læring og sociale processer?
Med udgangspunkt i undersøgelsesspørgsmålene:
• Hvordan viser og materialiseres ’temaet’/fænomenet sig væsentligt i empirien?
• Hvilke betydning har det for forbindelse til faglige og sociale proces-ser og praksisproces-ser?
• Hvilke betydning har det for subjektet?
• Hvilke intra-agerende kræfter synes at træde frem i forbindelse med fænomenet?
Har jeg udarbejdet følgende arbejdsspørgsmål i forhold til denne analyse:
• Hvordan er feltet kedsomhed beskrevet i forhold til hverdagsliv af hidtidig forskning?
• Hvordan kan det forstås historisk og teoretisk?
• Hvordan kan en definition på kedsomhed se ud med inspiration fra hidtidig forskning, når der tænkes gennem afhandlingens teoriram-me?
For at se på hvordan kedsomhed får betydning, og på hvordan den blander sig i konkrete elev-liv vil jeg gå et skridt tættere på eleverne gennem en analy-se på langs af de fire caanaly-ses og spørge:
• Hvordan forbinder eleverne deres forestillinger om fremtiden med deres nuværende skoleliv?
• Hvad siger eleverne om at kede sig? Hvilke situationer, grunde osv.
kæder eleverne sammen med deres oplevelser af kedsomhed?
• Hvordan kommer kedsomhed til udtryk?
• Hvilken betydning får kedsomhed for elevernes subjektiveringspro-cesser?
• Hvilke intra-agerende kræfter synes at være medskabere af kedsom-hed?
De intra-agerende kræfter, der viser sig som formende fænomenet, vil jeg se på i den efterfølgende opsamling på tværs af de fire elever.