I de følgende begrebsforklaringer vil de teoretiske begreber, der ligger til grund for denne afhandlings analyser blive forklaret. Begreberne fungerer på to niveauer. Først er de er på et mere overordnet plan en forlængelse af det teoretiske afsæt og den metateoretiske tænkning, som afhandlingens teoreti-ske fundament, og samtidig hentet inden for denne ramme. I læsninger af empiri er disse begreber udvalgt med henblik på analytisk udfoldelse af empi-rien. Begrebet agentiale skæringer viser fænomeners afgrænsninger. Material-diskursive praksisser henviser til betydning af disse skæringer, intra-aktion, og de intra-agerende kræfter er begreber, der beskriver, hvad fænomener skabes af og igennem.
I forlængelse af disse lidt overordnede og gennemgående begreber forklares afhandlingens grundlag for en subjektforståelse, og disse begreber er tættere på subjektivitet. Subjektiveringsbeskrivelsen indeholder også en række analy-tiske begreber. Mennesket som placeret i tid og sted henviser tilbage til de overordnede begreber, idet tid og sted er med til at skære fænomener til. Sub-jektet tager genkendelig form gennem fænomener som sociale kategorier, der får betydning for positionering. Affekter bliver betydningsfulde for subjekti-vering, da de er afgørende for både fornemmelser og følelser og reaktioner, der affekter tilbage på omgivelserne. Etik og moral som både materielt-diskursivt og situeret i tid og sted synes at hænge nøje sammen med subjekti-vering og de muligheder, der er for at handle i de tomrum, der opstår på bag-rund af disse fænomener.
Efter subjektbegrebet følger et læringsbegreb. Læring ses i denne afhandling som en del af subjektiveringsprocesserne og som situeret, samtidig med at læring også kan ses som noget løsrevet i kraft af faglig viden, og derfor kom-mer dette i umiddelbar forlængelse af subjektiveringsbegrebet. Gennem be-greber om flugtlinjer og fortættede linjer9 beskrives to typer af processer for måder at lære på.
Agentiale skæringer
Gennem en onto-epistemologisk tilgang bliver verden til gennem effekter (Barad 2007:175), som dét den iagttages som, og som det subjekterne kan få øje på. Gennem agentiale skæringer fremtræder fænomener og/eller effekter, mens de iagttages, mærkes, høres, lugtes osv.
Materialitet bliver væsentlig, gennem Barads optik, ikke som tingene i sig selv, men netop gennem disse agentiale skæringer som: ”en gøren, en størkning af handling” (Højgaard & Søndergaard 2010:338). Effekter og fænomener er på en gang separeret fra noget, men samtidig skåret ind i noget andet (Barad 2007:179), igennem denne proces får fænomenet karakter af noget i sig selv (Barad 2007:175), hvorved forskellige skæringer får forskellige fænomener til at træde frem (ibid.).
”Cuts are agentially enacted not by willful individuals but by the larger material arrange-ment of which ”we” are a ”part”. The cuts that we participate in inacting matter” (Barad 2007:178).
Skæringerne er på den måde midlertidig tilstande, der er størknet i en tilstand, hvorfra en opløsning altid vil være potentiel og derved flygtige og konkrete på samme tid (Højgaard & Søndergaard 2010:324). Disse agentiale skæringer er ikke bare fysiske overflader, men kan ses som særlige kategoriserede fænomener tilknyttet en særlig betydning, og altid i en særlig sammenhæng.
Således er et eksempel på dette, at f.eks. ’skole’ som fænomen er skåret til på
9 Fortættede linjer er en oversættelse af Deleuze og Guattaris begreb Molar lines.
bestemte måder og skåret fra noget andet, hvorigennem skolen får konkret og genkendelig betydning, som et bestemt fænomen, der får effekt igennem de konkrete skæringer. Fænomenet ’Skoleliv’ er ikke det samme fænomen i frikvarterer eller timer, i dansk eller matematik osv. eller hvis man er sammen med bedsteveninden eller ham, man ikke bryder sig så meget om. Marie ses ikke som det samme af læreren Janni og veninden Sarah eller Mikkel, der ikke kan lide hende. Alle disse processer, som finder sted, sker gennem agentiale skæringer og størknes således i en midlertidig form og tilstand, hvorigennem de tillægges betydning og værdi, men de er hele tiden i bevægelse og i intra-aktion med andet.
Materiel-diskursiv praksis
Barad har arbejdet et Foucault-inspireret diskursbegrebet diffraktivt sammen med Bohrs kvantefysik og tilført det mere materiel betydning.
Dette sker i tråd med den onto-epistemologiske tilgang (Barad 2003:802, Barad 2007:808). Diskurs bliver ikke et synonym med sprog (Barad 2007:146), og materialitet bliver ikke løsrevet fra betydning/diskurs, men begge dele bliver mere end det, idet diskurs også kommer til at indeholde ma-teriel betydning, og materialitet indeholder diskursiv betydning, deraf binde-stregen og sammentænkningen mellem materialitet og diskurs.
”A performative understanding of discursive practices challenges the representationalist be-lief in the power of words to represent preexisting things” (Barad 2007:133).
Barad er således inspireret af Foucault, men: “The belief that grammatical categories reflect the underlying structure of the world is a continuing seductive habit of mind worth questioning” (Barad 2003:802). Barad stiller sig derved kritisk over for diskurs-begrebets Foucaultske betydning, samtidig med at hun lader det informere sit eget diskursbegreb. Hun udfordrer dette gennem spørgsmål som:
“Are not biological forces in some sense always already historical ones? Could it be that there is some important sense in which historical forces are always already biological?” (Ba-rad 2003:809).
Diskursbegrebets diffraktive læsning med det materielle, det naturlige og bio-logiske er således affødt i Barads kritik af fraværet af materialitet, i postmo-derne teori. Med bl.a. afsæt i det Foucaultske diskursbegreb, som Barad lader sig inspirere af, samtidig med at hun mener, det mangler en kobling med be-tydningen af det materielle (Barad 2003:809). Barad skriver:
”Language has been granted too much power, the linguistic turn, the semotic turn, the in-terpretative turn, the cultural turn: it seems that at every turn lately every ”thing” – even materiality – is turned into a matter of language or some other form of cultural representa-tion” (Barad 2003:801).
Ved at læse ’materialitet’ diffraktivt med ’diskurs’ kan man se, at materialitet ikke er passivt, men har agens sammen med diskurs og tid. Barad skriver:
What is needed is a robust account of materialization off all bodies – ”human” and “non-human” – and the material – discursive practices by which their differential constitutions are marked. This will require an understanding of nature of the relationship between dis-cursive practices and material phenomena an accounting of ”nonhuman” as well as “hu-man” forms of agency, and an understanding of the precise causal nature of productive prac-tices that takes account of the fullness of matter’s implications in its ongoing historicity”
(Barad 2003:810).
Ved at antage at både humane og nonhumane agenter har agens, og at de skal ses som betydningsfulde for forståelse af produktive praksisser og processer (Barad 2003:810), kan disse agenter bidrage til forståelser af, hvorledes ideen om en ’virkelighed’ konstitueres og viser sig. Det får betydning i måden, de blander sig sammen på. F.eks. er det ikke lige meget for elev-tilblivelse, hvor og med hvad, ’der sker’, om der for eksempel er lyddæmpende materiale i klasseværelset, eller om lyde kastes frem og tilbage. Det er ikke ligegyldigt, hvordan bygninger, stole, elever og historicitet blander sig med sociale kate-gorier, mobiltelefoner, computerspil og kroppe i forskellige aldre, og det er ikke ligegyldigt for f.eks. Anders’ faglige forbindelser og sociale position, om han sidder ved siden af Mikkel eller Kasper i timerne. Disse måder, ting og betydning blander sig på, kaldes her for intra-aktion.
Intra-aktion
Når jeg ønsker at se på, hvordan læring og sociale praksisser (og alt muligt andet) infiltreres, bliver Barads begreb om intra-aktion virksomt.
Intra-aktion er et alternativ til interaktionsbegrebet og et nøglebegreb i Karen Barads teori om agential realisme (Barad 2007:33) og i tråd med hendes onto-epistemologi som ’altings’ infiltrering (Søndergaard 2009a:41).
Hvor begrebet interaktion ifølge Barad indikerer afgrænsninger og adskillelser af f.eks. ’subjekter’, ’materialitet’, ’tid’ og ’rum’ som noget, der går forud for interaktionen (Højgaard & Søndergaard 2010:322, Barad 2007:33), er proces-sen i intra-aktion betinget af de agentiale skæringer gennem diffraktive pro-cesser. Noget nyt opstår i mødet, og dette nye bliver til gennem intra-aktion.
Barad forklarer det således:
”The neologism ”intra-action” signifies the mutual constructions of entangled agencies. That is, in contrast to the usual ”interaction”, which assumes that there are separate individual agencies that precede their interaction, the notion of intra-action recognizes that distinct agencies do not precede, but rather emerge through their intra-action. It is important to note that the ”distinct” agencies are only distinct in a relation, not an absolute, sense, that is,
agencies are only distinct in relation to their mutual entanglement; they don’t exist as indi-vidual elements” (Barad 2007:33).
Intra-aktion bliver på den måde materiel-diskursive processer, hvorigennem virkelighed får betydning igennem, det de intra-agerer med (Juelskjær 2009:54 Søndergaard 2009a:41), og er således også en form for diffraktion.
Dog vil jeg her stoppe op et øjeblik og henlede opmærksomheden på netop nødvendigheden af, at de agentiale skæringer indikerer, at afgrænsninger i den agentiale realisme også finder sted og er påkrævet. Således taler Barad på en gang om ’altings’ intra-agerende og flydende karakter, og at ’alting’ er infiltre-ret uden egentligt egen eksistens, i tid og sted, samtidig med at hun med be-grebet agentiale skæringer påpeger nødvendigheden af at afgrænse fænome-ner for at kunne iagttage dem og tale om dem.
”Intra-action cut ”things” together and apart. Cut’s are not enacted from the outside, nor are they ever enacted once and for all” (Barad 2007:179).
Sagt på en anden måde må man selv med den agentiale realisme se på af-grænsninger af fænomener som værende kategoriserende, selvom de skabes gennem hinanden og ikke er statiske. Dette er en nødvendig manøvre for overhovedet at kunne tale om eller forstå noget i en verden, der ofte er ord-net gennem kategoriseringer og materielt-diskursive strukturer. Subjekter, ting og tid lader sig genkende netop gennem kategorisering (som her bliver de agentiale skæringer).
Sproglige symboler er uden betydning uden sammenhæng med tid, sted og materialitet. Når intra-aktioner på den måde skærer fænomener til og fra, får de betydning som kræfter ind i de sociale sammenhænge, de virker i. Derfor vil jeg introducere begrebet intra-agerende kræfter, da det med dette bliver muligt at anvende de onto-epistemologiske intra-aktioner og agentiale skærin-ger analytisk på empirisk niveau. Hvis vi følskærin-ger eksemplet fra før, kan man f.eks. sige, at når Anders sidder sammen med Mikkel, bliver Anders også til igennem denne fysiske placering, gennem hans måde at samarbejde med Mikkel - eller afvise ham på, og gennem hans muligheder for at holde øje med tavlen og de andre elever, og hans manglende muligheder for at være sammen med bedste vennen Søren, der til gengæld sidder ved siden af Ka-sper.
Intra-agerende kræfter og fænomener
Begrebet intra-agerende kræfter, som anvendes i denne afhandling, er inspire-ret af Dorte Marie Søndergaards læsninger af Barad (Søndergaard 2009a:41, Højgaard & Søndergaard 2010:515). Det er et begreb, der er udviklet med af-sæt i Søndergaards egne empiriske analyser.
Kræfterne ses her, som særligt afgrænsede fænomener, der skabes gennem materielt-diskursive praksisser og agentiale skæringer, som medfører særlig betydning for de måder, hvorpå ’verden’ kan ’forstås’.
”’Verden’ findes altid infiltreret af og i ’forståelser’ af ’verden’ ligesom ’forståelserne’ altid er infiltreret af og i ’verden’” (Søndergaard 2009a:41).
Fænomener bliver i denne sammenhæng ikke det samme som det, fænome-nologer ofte forbinder med fænomener, som noget ’værende’ der eksisterer forud for diskurser og materialitet (Merleau-Ponty 2009). Fænomener bliver i denne sammenhæng til gennem de agentiale skæringer, som dét særlige de skæres til som, gennem intra-aktiviteter (Barad 2007:336). Fænomener skærer og grænsesætter igen nye fænomener og af andre fænomener, hvorfor de ana-lytiske agentiale skæringer bliver nødvendige, når man ønsker at studere et fænomen. Således bliver Bards begreb ”cutting together and apart” (Barad 2007:179) relevant, idet fænomenet skæres sammen med noget, og skæres fra noget andet på samme tid.
F.eks. i arbejdet med et fænomen som kedsomhed, skæres og formes dette fænomen af analyseblikket, idet det trækkes ud som en væsentlig intra-agerende kraft med særlig betydning i forhold til elevernes muligheder for at forbinde sig til faglige og sociale processer i klasseværelset. Herved skæres kedsomhed ud af en større (skole)sammenhæng, samtidig med at det er skåret til sammen med andre fænomener, som det virker igennem. Ved at isolere kedsomhed som fænomen og skære det fra noget andet, kan jeg give det sær-skilt opmærksomhed og se på dets betydning. Således vil et fænomen, bliver til det, det skæres til som, og analysegenstanden vil blive etableret som et fæ-nomen, der kan iagttages som noget i sig selv.
Men der er også noget, der efterlades uset, da det er analyseblikket, der be-stemmer fænomenets karakter, alt efter hvilket niveau der kigges på, og hvad der kigges efter – og derved også hvad der ikke kigges efter.
Kræfterne, der skaber fænomenerne, kommer mange steder fra, og gennem-trænger subjekter, ’ting’, tid og steder og skaber særlige muligheder for f.eks.
stemtheder (Søndergaard 2013b:129) og tilblivelser.
For at illustrere kræfternes betydning vil jeg med udgangspunkt i en metafor, som jeg låner af Dorte Marie Søndergaard, (Søndergaard 2013b:139), og som billedlig-gør dette ved forestillinger om, at man kan dryppe fosforescerende farver i de intra-agerende kræfter (ibid.). I denne sammenhæng, hvor kræfter skaber skolesammenhænge, bliver kræfterne måske lettere at ’se hver for sig’.
Kræfterne beskrives i denne metafor som flydende strømme mange steder fra. I min afhandling strømmer de fra bl.a. skolehistorien, fra forældre, fra venner, fra fysik og matematik, fra regeringens, kommunens og skolens do-kumenter og love. Fra timerne der føles lange eller korte. Fra ungdomskultur, fra krig, og computerspil og for Maries vedkommende især Paradise hotel i TV. Fra mode, og danskfaget som er ”SÅ kedeligt” ifølge Marie. Fra
diagno-ser, som DAMP som en af pigerne intra-agerer med og taler om som be-grundelse for hendes mangel på veninder, og fra en lidt for ram luft i klasse-værelset osv. osv.
Store som små strømme, nogle brusende med kraftig strøm og store bølger, nogle mere snørklede med svag strøm, nogle blot piblende som fra små kil-der, men alle strømmene fører gennem skolen, klasseværelset, og elev-forældre- og lærer-kroppene.
Følger vi Søndergaards metafor og de fosforescerende farver i de mange bække og floder, bliver det tydeligere at se, hvor og hvordan farverne gen-nemløber og lyser op, og hvordan nye farver blandes i de aktuelle steder, de passerer.
De blå nuancer kan ses som udefrakommende perspektiver, hvor elever for-stås som ’råmateriale-kræfter’. De gule kan være ’faglige forventnings-kræfter’, som får forskellige farvestyrker og nuancer alt efter, om de kommer fra forældre, politikkere, lærere eller de andre elever. Disse blander sig med blå ’skole-historiske-kræfter’, der tilsammen skaber en anden grønlige nuance.
Farverne strømmer videre gennem de subjekter, der befinder sig inden for de sammenhænge, de relevante kræfter virker i. Gorm bliver mere violet end Mia, fordi han også får farve gennem kræfter fra bestemte maskulinitetsko-der, der er mere blå, men stadig ikke ligeså blåviolet som Kasper, der trækker på sociale kategorier om gangstere. Stemningen i klasselokalet hos 7.x er ofte mere rød end gul, hvor den er mere gul inde i c-klassen. Fra Mia, Gorm og klasseværelset fortsætter strømmen videre gennem andre subjekter. Således strømmer farverne gennem landskabet og subjekter og farver dem alle i for-skellige nuancer som paletter af farverige lysshows uden nogen begyndelse eller endelig slutning. Ligesom i al intra-aktion kan dette ikke lade sig endeligt afgrænse og har aldrig helt samme farve.
Fra disse metafoer og teoretiske begreber vil jeg bevæge mig over i den sub-jektforståelse, der ligger til grund for denne afhandlings elevanalyser. Dette subjektperspektiv viser sig væsentligt for, hvordan analytiske pointer kan trækkes ud med hjælp fra de teoretiske begreber, i forståelsen af subjektet som positioneret og situeret. Menneskets kommen til eksistens som sig selv sker både igennem længsler med afsæt i fortid, nutid og fremtid, sammen med etikske og moralske kulturelle og situationelle betingelse. Derfor er disse be-greber skrevet sammen i beskrivelserne af menneskets komplekse tilblivelse gennem både fantasi og forståelser i kropslige væren og i forhold til nutid, fortid og fremtid.