Først og fremmest tager det metateoretiske perspektiv afsæt i ”afhandlingens grundlæggende idé” (Kofoed 2004:29). Den grundlæggende ambition og ideen med afhandlingen handler om at blive klogere på, hvordan skoleliv giver me-ning eller ikke giver meme-ning for elever i en 7. klasse, og hvordan skolelivet får betydning for dem og gennem hvad.
Til denne ide har jeg brug for en metateoretiske platform, som vil være ste-det, hvorfra jeg anskuer mit felt (Kofoed 2004:29, Juelskjær & Plauborg 2013:2). Platformen skal dog fungere som mere end et skuepunkt (Kofoed 2004:29), da platformmen også er stedet for både produktion af teoretiske begreber, metodiske og metodologiske overvejelser og refleksioner over disse overvejelser.
Platformen er på den måde til stede fra start, men skal ses som plastisk og formbar med mulighed for løbende justeringer i det processuelle arbejde med afhandlingen (Juelskjær & Plauborg 2013:2). De teoretiske begreber der skal arbejde sig ind i empirien, bliver til et sted imellem, det systematiske arbejde med empirien (Søndergaard 2006:29), i mødet med den metateoretiske ram-me, og forskningsambitionen. Dette sker i fokuserede frem - og tilbagelæs-ninger og - skrivtilbagelæs-ninger mellem teori og empiri, når empirien læses igennem efter f.eks. temaer og fortællinger om meningsfuldhed. F.eks. er et oplagt be-greb at anvende inden for en Foucaultinspireret poststrukturalistisk tænkning, begrebet om subjektet som skabt gennem magtfulde diskursive praksisser.
Men idet min empiri synes at kalde på noget mere, end at sprog alene siger noget om noget må der tilføjes noget andet. Nogle eksempler på, hvad dette
’noget’ udspringer fra, er f.eks., at eleverne ofte taler om, hvad de føler, og om hvordan forskellig materialitet har væsentlig effekt i deres hverdagsliv.
Samtidig taler de også om, hvordan noget gøres og siges, f.eks. som når Søren siger: ”Men det er også ret hyggeligt at være i klassen […] man taler lidt grimt til
hinan-den nogen gange. Men det ved alle sammen godt, at det er bare for sjov” Således synes en analyse af sprog alene ikke at kunne fange det, jeg er på jagt efter, da der er uendelige muligheder for kommunikation i det som ord udtales med og igen-nem i forhold til tid, sted og relationer. Således må diskurs i forhold til min ambition også indeholde materialitet, hvilket Karen Barads teori om et øjeblik vil hjælpe med at udfolde.
At udvide begrebet om diskurs i forhold til materialitet, tid og sted har også betydet, at jeg har genereret en udvidelse af subjekt-begrebet, som et andet eksempel. Begreberne skal så at sige passer ind i den teoretiske ramme, og de skal kunne favne det, der kan udfolde analytiske pointer i forhold til kom-pleksitet i tid og sted og bevægelse. Et sidste eksempel her kan ses i begrebs-produktionen af f.eks. hverdagsbegrebet om kedsomhed. Kedsomhed dukke-de hele tidukke-den op i empirien, og dukke-derfor har begrebet kaldt på teoretisering til analytisk udfoldelse, hvorfor jeg har teoretiseret et begreb om kedsomhed ind i mit metateoretiske afsæt.
På den måde er teorien, og især de teoretiske begreber, ikke vokset frem line-ært og kronologisk og med baggrund i mere ortodoks poststrukturalistisk teo-ri, men er blevet til løbende med forskningsambitionen som skuepunkt.
Ikke-ambitioner/ambition
Min forskningsambition går ikke i retning af at skabe et generelt sandheds-konstaterende produkt (Søndergaard 2006:12), men er mere at tilbyde et rele-vant videnskabeligt vidensbidrag til den etablerede forskning på feltet. Dette gøres med afsæt igennem kvalitativ forskningstraditioner med vægt på kom-pleksitetssøgende processer og etablerede mønstre. Når jeg ikke er optaget af at generalisere mine analyser som en totalitær udefra-viden, eller sammenligne mine fund f.eks. via kontrolgrupper, er det netop, fordi jeg er interesseret i forskellige fortættede fortællinger og situeret viden (Haraway 1988:581) i en helt bestemt og isoleret sammenhæng. Disse fortællinger tænkes kan og skal ikke sammenlignes eller bekræftes som ’rigtigt’ eller ’forkert’. Samtidig inde-bærer mit teoretiske blik at jeg ikke kan stå udenfor det felt, jeg undersøger (Haraway 1988, Barad 2007 Barad 2003, Søndergaard 2006, Søndergaard 2005a Hasse 2011), hvilket igen betyder at den viden der frembringes er situe-ret.
Diskussionen om forholdet mellem positivistiske og humanistiske traditioner vil jeg ikke gå ret meget nærmer ind i men henvise til Haraway, idet hun skri-ver:
”We have used a lot of toxic ink and trees processed into paper decrying what they have meant and how it hurts us” (Haraway 1988:575),
- idet hun henviser til spørgsmålet om objektivitet i forskning, i en argumen-tation for, at objektivitet godt kan finde sted uden at forskeren er usynlig og uden krop. Således er Haraways argumentation at kvalitativ (feministisk)
forskning kan have legitimitet i forhold til mere ’maskuline’ traditioner, som hun kalder det, og at der er efterhånden er skrevet meget om hvorfor det er rimeligt (ibid).
Jeg forholder mig, med Haraway in mente, ydmygt til både empiriproduktion og behandling og analyser som et videnskabeligt bud, der er skabt gennem en særlig forskningsproces, hvor jeg på en gang står på skuldrende af andre for-skeres tekster, og hvor jeg også som forsker har genereret tekst gennem mit forskningsapparatus (et begreb jeg vil forklare nærmere om et øjeblik).
”Enhver repræsentation er formet af forskerens subjektivitet og af repræsentationsmediet”
(Brinkmann & Tangaard 2010:19).
Således bliver begreber om perspektiver relevante, idet jeg f.eks. ikke kan an-tage et rent elev-perspektiv, selvom jeg efterstræber elevernes forståelser af deres hverdagsliv. Det, jeg mener, jeg kan tilbyde min læser, er vinkler på hvordan social virkelighed blandt skoleelever kan ses som kundskabstilbud til videre refleksion og eftertanke (Søndergaard 2006:12). Med dette ønsker jeg også at skabe et blik ind i en verden af elev-forståelser og oplevelser, som voksne normalt ikke har adgang til (Davies et.al. 2013:1, Søndergaard 2006:12). Gennem en teoretisk informeret analyse ønsker jeg at komme med bud på, hvordan både elever som gruppe, men også som individuelle subjek-ter, oplever deres hverdagsliv i skolen, Om det at se på menneskelig tilblivelse siger Pearce:
”Fysikerne siger, at der ikke er to snefnug, som er helt ens. Hvis det er tilfældet, ville det ikke rigtigt føre til noget, hvis man forsøgte at indsamle, tælle og kategorisere dem. Men det er derimod en god ide i at fokusere på den proces, hvori de dannes – i dette tilfælde krystal-lisation af vand der fryses” (Pearce 2007:70).
Snefnug bliver som mennesker, skabt som unikke tilblivelser, i den samme proces (Pearce 2007:70). Det liv, der leves i den observerede skoleklasse, er på en gang helt enestående anderledes fra andre liv, og alligevel er det ikke.
Man kan se det som om, at disse 24 forskellige elever i den klasse, jeg har un-dersøgt på denne skole kan forstås som ”en af slagsen” i en almen proces (Pearce 2007:70).
Sagt på en anden måde, selvom der er et virvar af uforudsigelighed og bevæ-gelige ændringer over tid (Pearce 2007:70), synes også noget at være let gen-kendeligt, gennem den måde vi er blevet enige om, at skole og elever kan genkendes på. Derfor findes der side om side med det ustabile og bevægelige også trægheder og mere eller mindre stabile mønstre.
Således vil det, når jeg ser på elevtilblivelse, være interessant at se på dyna-mikken mellem disse trægheder, som mønstre, vaner, gentagelser og rigide sociale kategorier - sammen med det bevægelige, foranderlige og det, der gør, at subjekter (og skoleklasser) til stadighed indgår i foranderlige og unikke til-blivelsesprocesser.
Onto-epistemologi og metateoretiske kommentarer
Denne afhandlings metateoretiske platform og afsæt er poststrukturalistisk inspireret, men er arbejdet ind i en ny-materialistisk tilgang.
Først skal vi se lidt på det poststrukturalistiske inspirationsgrundlag.
Poststrukturalisme
En poststrukturalistisk tilgang er ikke en entydig overordnet teori, men kan ses som en samlebetegnelse for et sæt af tænketeknologier og analysestrategi-er, der abonnerer på særlige videnskabsteoretiske forståelser af og om verden (Stormhøj 2006:13, Khawaja 2010:24, Juelskjær & Plauborg 2013:1, Esmark et.al. 2005:12). Forståelser der både kan variere og have lidt forskellig vægt-ning og fokus, men de har også noget til fælles.
Dette fælles peger ofte på en interesse i at se på det sociales tidslighed i form af en insisteren på strukturernes temporale afgrænsninger. F.eks. bliver histo-ricitet, begivenhedernes betydning for tilblivelse, forskydninger og brud (Es-mark et.al. 2005:12) oplagte at se på i en poststrukturalistisk analyse. Herefter følger ofte metateoretiske og kritiske spørgsmål til, hvordan virkelighed virke-lig(gøres) med fokus på processuelle tilblivelser og kompleksitet (Juelskjær &
Plauborg 2013:1). Disse processer handler om, hvordan ideen om verden og erkendelse ses som flydende, og hvordan erkendelse om verden kommer til eksistens (Stormhøj 2006:15) igennem magtfulde diskursive processer. Disse processer skabes på en gang af, samtidig med at de også skaber de sandheds-regimer, som virkelighed konstrueres igennem og virker igennem (Foucault 2008:41, Højgaard og Søndergaard 2010:315, Søndergaard 2006:35, Juelskjær 2009:14, Stormhøj 2006:15), ofte med vægtning på sproglige repræsentationer (Foucault 2008, Barad 2003:803).
Magt bliver som oftest et centralt begreb i poststrukturalistisk teori. Ofte gennem en Foucaultinspireret illustration af bindingen mellem magt og un-derkastelse i en magt-videns relation og etableringen af overordnede diskursi-ve betydninger for menneskelig subjektidiskursi-vering:
”There are two meanings of the word ‘subject’: Subject to someone else by control and de-pendence and tied to his own identity by a conscience or self-knowledge. Both meanings sug-gest a form of power that subjugates and makes subject to” (Foucault 1982:781).
Magten er med et Foucault-perspektiv ikke noget nogen har, eller ikke har, og som udelukkende handler om undertrykkelse. Det er en producerende kraft, der på en gang begrænser og skaber muligheder (Søndergaard 2000a:86), og som både kan brydes og opretholdes (Christoffersen 2008:35, Bjerg & Knud-sen 2007:82). ”[…](M)agt udøves snarere end den besiddes” (Foucault 2008:41) som en dobbelt proces, der tager afsæt i eksisterende kulturelle koder (Sønder-gaard 2006, Christoffersen 2008:35, Bjerg & Knudsen 2007:82). Ofte ses magt som en handling på handling (Bjerg & Knudsen 2007:82), hvorved der
menes, at de handlinger der (u)muliggøres i bestemte sammenhænge, altid sker på baggrund af andre handlinger, og disse handlingers relevans i den konkrete sammenhæng.
F.eks. ligger der for eleven Anders forskellige muligheder for at svare på lære-rens spørgsmål en magtfuld/underkastet handling. Men det er på en gang bå-de en handling på selve spørgsmålet, som Anbå-ders må forholbå-de sig til, og sam-tidig også i forhold til de andre elevers handlinger. Det er ikke ligegyldigt, om de andre klapper eller vender det hvide ud af øjnene, når Anders bliver spurgt, og det er ikke ligegyldigt, hvad han forestiller sig, at de vil gøre. Det er ikke ligegyldigt, hvordan læreren spørger, og det er ikke ligegyldigt, hvordan Anders svarer, for hvem han kan blive til som, på baggrund af disse handlin-ger på handlinhandlin-ger.
Magt fungerer gennem særlige vidensregimer, der producerer viden (Foucault 2008:42), f.eks. i et særligt politisk felt (ibid.:40) der medfører særlige effekter bl.a. i skolen. Andre vidensregimer kan f.eks. vise sig i selvfølgeligheder i, at læreren så at sige bestemmer over eleven, hvor eleven skal sidde, hvornår de må tale og om hvad, hvad de skal lave osv. (Bjerg & Knudsen 2007:83). Eller når eleverne gensidigt skaber sandheder mellem hinanden i forhold til for ek-sempel, ’hvad der er hot, og hvad der er not’, hvem der er populær og hvor-for, og hvem der ikke er. Men magt er også relevant, når magt og viden ud-fordres gennem modmagt (Bjerg & Knudsen 2007:82), eller når den afsted-kommer afmagt (ibid.) Når eleverne ikke gør, som læreren siger, eller når f.eks. Mikkel ikke vil passes ind i de hierarkiserende klassekulturelle koder og markører, der etableres som mønstre mellem eleverne. Så vil der opstå et an-det rum for magt/videns-produktion og for subjektivering, for Mikkel og for hans klassekammerater.
Dette vil groft sagt sige, at verden bliver til det, mennesker gør den til, gen-nem diskursive praksisser. En poststrukturalistiske tilgang vil i lyset af dette ofte gå analytisk til værks gennem diskursanalyser (Esmark et. al. 2005:8, Stormhøj 2006:77).
Jeg er også interesseret i spørgsmål, der lukker op for at kunne se betydning, effekter, mening og betingelser. Jeg ønsker at kunne gribe noget af den kom-pleksitet, der befinder sig i meningsfuldhed, derfor ser jeg det som en oplagt vej at gå til mine analyser med et afsæt fra en poststrukturalistisk tilgang, og tænke med disse forståelser. Den poststrukturalistiske baggrund danner et særligt grundlag med blik for netop at kunne få øje på det foranderlige, det processuelle og det komplekse (Søndergaard 2006, Khawaja 2010:27) i for-holdet mellem samfund og subjekt (Khawaja 2010:24). Men jeg vil noget me-re end det.
Jeg ønsker nemlig også at kunne gribe verden, som den fremtræder i form af materialitet, fysik og natur. Jeg antager, at klasseværelser, sygdom, skoler, po-litikere, lys, lærere, elever, deres kroppe med sult, lyst, og angst og nervebaner osv. samt stole, briller, stramme jeans, mobiltelefoner, luft, og dokumenter - findes i verden som materielle, naturlige/kulturelle materialiteter. Og disse
materialiteter får betydning i de diskursive sammenhænge, de virker i og som biologi, natur og kultur tænkt sammen. Disse effekter skal således ikke ses som modsætninger, men som sammenhængende (Barad 2007:40). Dette in-debærer, at jeg må lade mig inspirere af noget andet og mere end de klassiske poststrukturalister. Derfor vil jeg her hente fysikeren Karen Barads agentiale realisme ind til at supplere min poststrukturalistiske inspiration, da hun netop tænker ontologi og epistemologi sammen. Dette vil jeg forklare herunder.
Agential realisme og onto-epistemologi
”The fact that scientific knowledge is constructed does not imply that science doesn’t
”work,” and the fact that science ”works” does not mean that we have discovered human-independent facts about nature” (Barad 2007:40).
Barad har gennem inspiration fra blandt andre så forskellige teoretikere som;
fysikeren Niels Bohr, fysikeren og feministen Donna Haraway, filosoffen Michel Foucault, feministen Judith Butler udviklet et nyt teoretisk be-grebsunivers. Dette begrebsunivers rækker udover de videnskabsteoretiske domæner, som disse teoretiske tænkere selv repræsenterer, idet deres respek-tive begreber arbejdes sammen med andre begreber og derigennem får tvistet deres betydning. Barad kalder sit begrebsapparat for agential realisme, og det-te apparat bliver et væsentligt bidrag til denne afhandling fletdet-tet sammen med den poststrukturalistiske optik.
Barads agentiale realisme bygger på en argumentation om ’altings’ infiltrering, hvor både humane og nonhumane processer flettes ind i hinanden, og at fæ-nomener får betydning igennem denne infiltrering (Barad 2007, 2003, Søn-dergaard 2009a:41). Forskeren såvel som andre subjekter og objekter er ikke i verden løsrevet fra den, men befinder sig infiltreret i den, og som Barad for-mulerer det:
”We do not obtain knowledge by standing outside the world; we know because we are of the world. We are part of the world in its differential becoming. The separation of epistemology from ontology is a reverberation of metaphysics that assumes an inherent difference between human and nonhuman, subject and object, mind and body, matter and discourse. Onto-epistem-ology – the study of practices of knowing in being – is probably a better way to think about the kind of understandings that are needed to come to terms with how specific intra-actions matter” (Barad 2003:829).
Således bliver konsekvensen af, at hun ser alting som infiltrering, og ser både humane og nonhumane processer som sammenfiltrede, at hun kalder sit vi-denskabsteoretiske afsæt for en onto-epistemologi (Barad 2007:44, Barad 2003:829).
Barad siger: ”Agential realism takes into account the fact that the forces at work in the materialization of bodies are not only social and the bodies produced are not all human”.
(Barad 2007:225).
Dette adskiller sig fra mange andre sociale videnskaber, da de fleste ofte for-søger at tænke ontologi og epistemologi som noget, der trækker videnskabens interesser i forskellige retninger og skaber distinktion mellem verden og er-kendelser af verden, Barad tænker dem sammen (Barad 2007:185, Sønder-gaard 2009:41, Juelskjær & Plauborg 2013:9 Taguchi 2009:93). Således bliver viden et spørgsmål om væren, samtidig med at væren også er et spørgsmål om viden. Viden skabes på den måde i det, Barad kalder, diffraktive bevægel-ser (Barad 2007:185, 378), hvilket vil blive forklaret i næste afsnit.
Barad mener, at man med fordel kan inkorporere materialitet i poststruktura-listisk tænkning (Barad 2007:225), da natur og diskurs ikke bør ses, som noget der kan skilles ad, men tværtimod må ses som hinandens forudsætninger og betingelser (Barad 2007, Højgaard & Søndergaard 2010:321).
En overordnet erkendelse af, at ’alting hænger sammen’ er dog ikke en særlig Baradsk opfindelse. Der er mange andre, og især mange andre poststruktura-lister, social konstruktivister og kritiske teoretikere etc., der taler om, at alting hænger sammen. Så dette ved vi godt, men hvordan det sammenhængende får karakter og måden, hvorpå vi skiller fænomener fra hinanden, og derefter kigger på dem, kan variere. Og det er her det bliver interessant, hvilke be-grebsapparat man vælger at gøre brug af i det efterfølgende analysearbejde.
For selvom vi er interesserede i komplekse fænomener og problemstillinger, vil vi altid få brug for at skære til og afgrænse både feltet, empirien og teorien, og dette kan gøres på meget forskellige måder. Vi kan derfor ikke gøre andet end at reducere kompleksitet, hvis vi som forskere ønsker at sige noget om et felt. Det er i måden at skille tingene ad på, at forskellen mellem f.eks. Barad og mange andre forfatteres tilgang til poststrukturalisme især adskiller sig, idet Barad ikke giver ’noget’ mere agens end andet og f.eks. har udviklet begreber som materiel-diskursive praksisser og onto-epistemologi.
En af forskellene mellem Barad og mange af disse poststrukturalister er i høj grad, at Barad, netop ikke skelner mellem materialitet som værende overord-net det sociale eller det sproglige - eller omvendt (Barad 2003:810)
Med agential realisme kan man bygge et begrebsapparat, der kan fange kom-pleksitet på andre måder end uden. Materialitet, tid, sted i sammenhæng med nutid, fortid og fremtid er med til at skabe betydning for en situeret analyse.
Så derfor må jeg se på, hvad Barad kan tilføre både mine teoretiske greb og senere analyser. I min begrebsdannelse tænkes de poststrukturalistisk begre-ber sammen med en agential realistisk tænkning, og her understreges det at, tid, humane som nonhumane agenter, rum, natur og kultur altid må ses som væsentlige agenter, der skaber effekter sammen som fænomener igennem i diffraktion.
Således analyseres ikke på sprog uden blik for materialitet og omvendt, så der må hele tiden være fokus på bindestregen mellem materialitet og diskurs, hvilket jeg vil forklare nærmere om et øjeblik i begrebsafklaringen om materi-elt-diskursive praksisser. Et eksempel på dette kan være i analyser af eleven Maries fortælling, om hendes forventninger og ønsker for fremtiden, hvor hun fortæller om den måde, hun agerer i klasserummet, gennem latter og be-vægelser. Den effekt dette synes af få for hendes muligheder for at handle, hænger sammen med hendes fortid og fremtid gennem nutid. Således bliver f.eks. latter en materiel-diskursiv praksis ind i analysen om Marie (og flere an-dre), idet latter har både materiel og diskursiv karakter og effekt.
Diffraktion
Diffraktion har som agential realistisk begreb oprindeligt rod i fysik. Diffrak-tion er et begreb, der beskriver det processuelle i de infiltreringer, der skaber fænomener.
Højgaard og Søndergaard beskriver illustrativt begrebet diffraktion, med refe-rence til Barads eget fysik-eksempel, idet de forklarer hvordan bevægelser dannes i mødet mellem vand-, lys-, og/eller lydbølger. I mødet opstår således diffraktion gennem den måde elementerne komponeres på, i nye bevægelser indefra (Højgaard & Søndergaard 2010:322). Bevægelserne skaber på den måde noget nyt sammen, hvorved elementerne bliver hinandens forudsæt-ninger for, hvordan bevægelser i bølger (eller partikler) formes (ibid.). Heref-ter skaber disse betydninger/bølger nye bevægelser, der igen infiltreres med andre, hvilket betyder, at det er en konstant proces. Barad er inspireret af Professor Donna Haraways beskrivelser af diffraktion. Haraway skriver i 1992:
”Diffraction does not produce ”the same” displaced, as reflection and refraction do. Diffrac-tion is a mapping of interference, not of replicaDiffrac-tion, reflecDiffrac-tion, or reproducDiffrac-tion. A diffracDiffrac-tion pattern does not map where differences appear, but rather maps where the effects of difference appear” (Haraway 1992:300).
Således bliver det mere virkningen af de forskellige infiltreringer, der bliver
Således bliver det mere virkningen af de forskellige infiltreringer, der bliver