AF
KAPTAJN E. A. HOFFMANN
D
anmarks strategiske Stilling er bestemt af to Faktorer: 1) Landets Beliggenhed ved Forbindelsesvejene mellem Vesterhavet og Østersøen, og 2) Landgrænsen til Tyskland.Medens Kampene i Grænselandet har præget vor Historie siden Rigets Skabelse — lige fra Dronning Thyras Dannevirke til vore sønderjydske Krige i forrige Aarhundrede —, har Gennemsejlingsfarvandenes store Be tydning først i den nyere Tid gjort sig stærkeregældende. Oprettelsen afen Del nye, selvstændige Stater ved Østersøens Sydkyst har yderligere forstær ket og understreget disse Passagefarvandes Betydning i en europæisk Kon flikt, der berører Stater, som grænser op til Østersøen.
Af de tre Gennemsejlingsfarvande har navnlig Store Bælt Betydning, idet det er bedst egnet for dybtgaaende Skibe, medens Sundet har for ringe Dybde for større Skibe, og Lille Bælt med sine krogede og snævre Sejlløb ikke byder Gennemfarten tilnærmelsesvis saa gode Muligheder som Store Bælt. Foruden saaledes at være det vigtigste, for større Skibe i Praksis eneste anvendelige, Gennemsejlingsfarvand, har Store Bælt — med tilgræn sende mindre Farvande — den Betydning, at det for en vestfra kommende Krigsflaade byder gode Betingelser for Oprettelse af den Mellembasis, der er nødvendig for videre Operationer ind i Østersøen, medens det for en Østersømagt byder gode Muligheder for en Spærring af Gennemsejlingen.
En Løsningaf de to her nævnte Opgaver er imidlertid betinget afet varigere Herredømme i Store Bælt, og dette kan kun opnaas, hvis vedkommende Magt har fast Fod paa, altsaa har besat, det tilgrænsende Landomraade, i første Række Sjælland og (eller) Fyen.
I det følgende skal redegøres for, hvorledes en saadan Trusel mod Dan
marks Fred kan forme sig og hvorledes den kan søges imødegaaet. Her skal blot yderligere anføres, at lige saa vel som Englands Grænse for dets Luftforsvar — efter engelske Politikeres Udtalelser — ligger ved Rhinen, ligger Grænsen for Tysklands Luftforsvar Nord — og ikke Syd — for Gen
nemsejling s farvandene.
Det kan vel anses for givet, at enhver dansk Regering vil betragte det som sin Hovedopgave, under behørig Hensyntagen til vore Folkeforbunds-forpligtelser, at holde Danmark uden for en krigersk Konflikt og med dette for Øje at bevare en neutral Holdning. Men allerede dette stiller betydelige Krav til os: Danmark maa ikke begunstige nogen krigsførende Magt paa Modpartens Bekostning, ikke give nogen af de kæmpende Parter Lejlighed til at udnytte dansk Territorium eller danske Hjælpemidler paa en for den anden skadelig Maade.
Faar en af de krigsførende Magter det Indtryk, enten at vor Neutralitet ikke er alvorlig ment, eller at vi ikke har tilstrækkelige Midler til at opret
holde den overfor Modparten, er der Grund til at befrygte, at vor neutrale Holdning ikke vil blive respekteret.
Under en europæisk Konflikt, der berører Østersømagterne, vil, som alt anført, Gennemsejlingsfarvandene, og da især Store Bælt og Sundet, have særlig Betydning, og det er da navnlig her, eventuelle alvorlige Neutralitets-krænkelser kan ventes at forekomme — og faa afgørende Betydning for Landets Fred. Der kan derforvære Grund til nærmere at undersøge Neutra
litetskrænkelsers Art og Betydning i Almindelighed.
Efter deres Natur kan Neutralitetskrænkelser deles i:
tilfældige, der — som Navnet antyder — hyppigst forekommer spredt med Hensyn til Tid og Sted (Nødlanding af Flyvere, Stranding, Ind træffen af forsprængte Styrker o. lign.); over for saadanne mindre Krænkelser er det i Reglen uden Betydning, om der straks er en væb
net Styrke til Stede eller ej; endog rene Politiforanstaltninger vil i mange Tilfælde kunne gøre Fyldest,
forsætlige, der igen kan være mere ellermindre farlige ogalvorlige for os.
Til de mindst farlige maa henregnes forbigaaende, mere eller mindre lyssky Forsøg paa at drage Nytte af vort Søterritorium. Saadanne Krænkel ser repræsenterer ikke nogen virkelig Trusel foros, ogdevil i Reglen kunne ordnes ad diplomatisk Vej.
Farligere er Forsøg paa varig og planmæssig Udnyttelse af vort Territo rium, f. Eks. ved Etablering af en Minespærring eller Oprettelse af en maritim Basis ivore indreFarvandsafsnit. Hvis et saadant Foretagende skal have en varig Karakter, maa det kombineres med en Krænkelse af vort Landterritorium, og Situationen faar da straks en afgørende Karakter.
Neutralitetskrænkelser af denne Art maa før eller senere bekæmpes, hvis man vil fastholde Viljen til og Udseendet af en ærlig Neutralitet. Finder man sig i en neutralitet s stridig Udnyttelse af vort Landterritorium, bliver Bruddet paa vore folkeretlige Forpligtelser aabenbart.
Man kan ikke forlange af et lille Land med en udstrakt Kyst, at det skal optræde øjeblikkeligt og virksomt overalt, selv om en Anvendelse af et kraftigt Flyvervaabenhar forøget Mulighederne i saa Henseende væsentligt;
men der kan og vil blive stillet det absolutte Krav til os, at vi ikkeovergiver vigtige Dele af vort Territorium til en Fredsbryder eller endog indtager en saadan Holdning over for hans Overgreb, at vi faktisk allierer os med ham.
Den farligste og alvorligste Situation opstaar, naar en af de krigsførende 77
Magter for at opnaa en hurtig zkfgørelse søger alle vore Neutralitetsforan staltninger lammet paa een Gang i deres Rod ved et direkte Angreb paa Regeringens Sæde og Forsvarsstyrkens Basis.
Et saadantAngreb kan have Karakter enten af et Luftbombardement, en Beskydning fra Søen eller et Angreb til Lands mod Hovedstaden.
Det er Forsvarets fundamentale Opgave at afværge en saadan Eventuali tet. Undlader man dette, vil Nytten af alle mere eller mindre periferiske Bevogtningsforanstaltninger være spildt, thi hvis det direkte Overfald er det letteste og hurtigste Middel for en Fjende til at opnaa sin Hensigt, vil han ikke vælge de mere langvarige og usikre Fremgangsmaader.
At Krænkelser af vort Landterritorium har en langt farligere Karakter end Krænkelser af vort Sø- eller Luftterritorium ligger i de paagældende Objekters Natur. Landterritoriet er det givne, medens Søterritoriets Stør
relse er afhængig heraf, idet det er lagt som en Bræmme uden om Land- territoriet, der er Kernen; ogsaa Luftterritoriets Størrelse er — som Sø
territoriets — afhængig af Landets Størrelse. Enhver Krænkelse af Land territoriet betyder et langt alvorligere Indgreb i Rigets Højhedsret end Krænkelser paa Sø- eller Luftterritoriet, ogsaa hensettil, at kun Landterri toriet kan mere eller mindre varigt besættes, hvad Sø- og Luftterritoriet ikke kan. Alene heraf vil det ses, at Imødegaaelse af Krænkelser paa Land- territoriet er langt vigtigere end Imødegaaelse af Krænkelser paa Sø- eller Luftterritoriet.
Selv den mest neutrale Holdning vil imidlertid ikke kunne sikre Landet mod at blive angrebet. Enhver Magt lader nemlig i Øjeblikke, hvor det gælder dens Eksistens eller Livsinteresser, kun sine egne Ønsker og Inter
esser i Forbindelse med en Afvejen af Risikoen — Udsigtentil en heldig og hurtig Gennemførelse, Tabene, Omkostningerne — være bestemmende for sin Handlemaade. Dette kan medføre, at selv ret alvorlige Neutralitetsbrud kan gaa upaatalt hen, men det kan ogsaa medføre, at selv ubetydelige Neutralitetsbrud benyttes som Konfliktemne. Og et Konfliktemne vil altid kunne skabes. Alene den Omstændighed, atvi er Medlem af Folkeforbundet, vil kunne stille os i Modsætningsforhold til en af de stridende Magtgrupper.
Men yderligere rummer vore geografiske Forhold, som foran anført, i sig selv en Krigsfare. Her er det navnlig Gennemsejlingsfarvandenes Betydning for Østersømagter som Spærringsobjekt, for Vestmagter som Basis og Støt
tepunkt for maritime Operationer mod en Østersømagt, derspiller en Rolle.
Ved Løsningen af Neutralitetsopgaven om Gennemsejlingsfarvandene vil en Optræden her som Vogter af Adgangene til Østersøen rumme en Krigs
risiko for os, naar vi lukker og aabner disse Adgange efter vort eget Tykke. Men det er heller ikke vor Opgave at virke som Portner i Gennem sejlingsfarvandene. Betingelsen for at have Herredømmet i disse Farvande og særlig det vigtigste: Store Bælt, er, at man lægger Haand paa Sjælland og Fyen, og vor Opgave maa være at fastholde disse Øer, saaledes at ingen fremmed Magt uden større Kraftindsats og Risiko kan tage dem fra os.
Løsningen af Opgaven kræver først og fremmest landmilitære Styrker (heri Luftkræfter) af et saadant Omfang, at vi kan yde en virkelig Mod stand mod Forsøg paa at fravriste os Sjælland og Fyen. Et Samarbejde
med maritime Kræfter er her Forudsætningen, men Tyngdepunktet ved Forsvarsmidlernes Opstilling bør, under Hensyn til den absolutte Nødven dighed af at fastholde i hvert Fald Sjælland, afgjort ligge ved Hærstyrken.
Som tidligere fremhævet maa Formaalet med vore Forsvarsforanstalt
ninger i første Linie være at virke forebyggende, saa at Landet ikke ind drages i Konflikten. De kan ikke under alle Forhold garantere os Freden;
Muligheden for at bevare denne vil, foruden af den Betydning for Operatio
nerne som Helhed, som de krigsførende Magter tillægger Besiddelsen af vort Territorium, især afhænge af det Indtryk, en Modstander har af vore Forsvarsforanstaltningers Værdi, altsaa af vor Vilje og Evne til at bevare vor Neutralitet.
At skubbe Imødegaaelse af alle de mere eller mindre betydende Neutrali tetskrænkelser, der kan finde Sted paa vort Søterritorium, frem i første Linie, er ulogisk og derfor forkert, et saadant Forsøg kan under ingen Omstændigheder yde nogen som helst Betryggelse mod vor eventuelle Ind
dragen i en Konflikt, idet en saadan Inddragen er afhængig af ganske an
dre, og for de krigsførende Parter langt vigtigere, Grunde end vor mere eller mindre omfattende Neutralitetsbevogtning paa Søen.
Regeringens Bestræbelser maa i alle Tilfælde gaa ud paa længst muligt at bevare Selvbestemmelsesretten. Bedømmelsen af, hvad der tjener Landet bedst, kræver et vist Overblik; det kan sjældent paa Forhaand siges, hvil ken Magt eller Magtgruppe der i det lange Løb vil vinde Overhaand. Laa det fra første Færd klart, er det mindre sandsynligt, at Konflikten mellem Magterne var endt med Krig.
Ud fra disse Synspunkter gælder det først og fremmest om, at Forsvaret ikke med eet Slag kan sættes ud af Funktion. Var dette muligt, vilde en Modstander hurtigt kunne frigøre de mod os anvendte Kræfter til Anven
delse mod sine andre Modstandere; han behøvede derfor ikke at nære Be
tænkelighed ved at angribe os. Faar han derimod det Indtryk, at Angrebet paa Danmark vil kunne trække i Langdrag, saaledes at han risikerer, at hans Kræfter bindes paa længere Tid, og Modparten faar Tid til at komme os til Hjælp, hvorved Udsigten til en heldig Gennemførelse bliver usikker, er der Grund til at tro, at et Angreb paa os ikke vil blive forsøgt.
Foruden den almindelige Fordel, som det moderne Forsvars Modstands
kraft medfører, kommer det os rent i Almindelighed til Gode, at en Mod stander kun kan sætte sig i blivende Besiddelse af den for Bevarelsen af vor Selvbestemmelsesret vigtigste Del af vort Territorium, Sjælland med Regeringssædet samt Hærens og Flaadens Basis, ved at føre de hertil be stemte Angrebsmidler over Vandet, hvad der sætter en Grænse for Stør relsen og Omfanget af disse. Behovet af Transportskibe og Udskibnings-midler samt Vanskeligheder ved Landsætning paa aaben Kyst gør sig her gældende.
Hertil kommer den Styrkelse, som vort Forsvar nu i Modsætning til tid
ligere kan opnaa ved en Udvikling af et kampdygtigt Luftvaaben; dette vil være i Besiddelse af en strategisk Bevægelsesfrihed, som man — fra det Øjeblik en stærk Modstander vil isolere vore adskilte Landsdele — ikke tør regne med hverken for Hærens øvrige Dele eller for Flaaden. Luft- 79
vaabnet kan sættes ind med hele sin Masse og Kraft der, hvor man i den enkelte Situation maatte ønske det: ved Grænseforsvaret, ved Hovedstadens Forsvar mod Angreb fra Sø og Luft, ved Kystforsvaret af Sjælland; det kan anvendes ved hurtige Ekspeditioner til vore Smaaøer, til Varetagelse af Neutralitetsopgaver med kortesteVarsel hvor som helst i vore Farvande
— altuden at hæmmes af de Vanskeligheder, en ugunstig sømilitær Situa tion ellers vilde betyde. Luftvaabnet bliver paa een Gang Hærens Øjne over LandogSø og dens første, hurtigst bevægelige og yderst kampkraftige, stra
tegiske Reserve. Man raader heri over Muligheder, som ikke var beskaaret Fortiden. Den Frihed til at give Kampen Eftertryk dér, hvor Øjeblikket kræver det, som under tidligere Krige varsikret Hæren gennem vor Flaades Overlegenhed over Modstanderen, men som gennem lange Aar derefter har været tabt, den er Hæren sat i Stand til selv i væsentlig Grad at genvinde gennem sit Luftvaaben.
De Krav, Danmarks strategiske Stilling stiller til vor Hærorganisation — i delvis Samarbejde med Søværnet —, kan derfor resumeres i:
Imødegaaelse af Luftangreb paa Hovedstaden,
Imødegaaelse af Bombardement fra Søsiden af Hovedstaden,
Imødegaaelse af et Landgangsforetagende med det Formaal at lægge Haand paa Sjælland, hvilket vilde give Angriberen Raadighed over den østlige Storebæltskyst og vestlige Sundkyst med vor Flaades Basis,
Imødegaaelse af Angreb gennem Jylland med det Formaal at sikre sig den vestlige Storebæltskyst og begge Lillebæltskysterne,
Imødegaaelse af et af andre Grunde iværksat Forsøg paa helt eller delvis at besætte Jylland og da navnlig Sønderjylland.
A. Imødegaaelse af Luftangreb mod København.
Et saadant Angreb vil have til Formaal gennem et Tryk mod Befolknin
gen at tvinge Regeringen til Eftergivenhed.
Problemet kan for vort Vedkommende ikke løses ved at gøre København til en aaben By; thi, uanset om alle militære Virksomheder fjernes fra Byen, vil København ingenlunde herved faa nogensomhelst folkeretlig Sik kerhed mod Angreb (Bombardement).
Folkeretlig Beskyttelse af København — om den overhovedet vil blive givet— maai hvert Fald forudsætte, at København gøres betydningsløs for Forsvaret ved Opgivelse af ethvert Værn af Sjælland og de omgivende Far
vande, mén herved vil vi være ude af Stand til at kunne opfylde vore Pligter som neutral Stat.
Opretholder man Forsvaret af Sjælland uden for København, kan Byen under Hensyn til de Hjælpekilder, den altid raader over: Værfter, Dokker, Havneplads, Maskinfabrikker, Konservesfabrikker, Levnedsmiddel- og For syningsoplag af enhver Art, altsammen saa at sige Krigsfornødenheder for en opererende Hær og Flaade, ikke forventes anerkendt som betydningsløs for Forsvaret og kan derfor selv som aaben By ikke anses for sikret mod Angreb.
Militært set er det uigennemførligt at opgive Forsvaret af Hærens og Flaadens Basis og at skabe et tomt Rum i Kystforsvaret, thi som Kystby
indgaar København — det bedste Landgangssted paa Sjælland — i Kyst
forsvaret, og lægges Byen aaben, er Forsvaret af Sjælland umuliggjort; det tages i Ryggen fra København.
Som aaben By er København forsvarsmæssigt set et Udtryk for en fuld
stændig Selvopgivelse, for Kapitulation.
Besættelsen af vor forsvarsløse Hovedstad og dermed af Sjælland giver den Magt, der faar Sjælland i sin Haand, afgørende Betingelser for at til kæmpe sig Herredømmet over Gennemsejlingsfarvandene Øresund og Store Bælt, og herved paadrager Danmark sig Skyld for ikke at have gjort al vorligt Forsøg paa at opfylde sine folkeretlige Neutralitetsforpligtelser.
Alene som Flaadebasis for de krigsførende Magter har København Be tydning. København som aaben By giver tilmed Angriberen den bedste Chance for uden nogensomhelst Risiko at naa sin Hensigt, naar han alene ved Trusel om Bombardement kan lægge et saadant Tryk paa Regering og Befolkning, at han derved fremtvinger Landets Kapitulation.
De foregaaende Betragtninger fører derfor logisk til Anerkendelse af Kø benhavns Luftforsvar som en Nødvendighed. Ingen By kan sikres helt mod Luftangreb; derfor maa det passive Forsvar — Beskyttelsesforanstaltnin
gerne — gøres saa virksomme som muligt, og de aktive Foranstaltninger bør have en saadan Effektivitet, at Angriberen kun kan forvente at gen nemføre sit Forehavende med betydelig Risiko af kostbart Materiel, der vanskeligt vil kunne undværes andre og vigtigere Steder, og derfor ledes til at afstaa derfra. Luftforsvarets Formaal bliver da at være forebyggende og i hvert Fald at hindre, at en Angriber alene ved et Angreb fra Luften kan tvinge sin Vilje igennem og sætte den danske Regering ud af Spillet ved at bringe Hovedstaden til Fald.
Luftbeskyttelse af andre vitale Punkter er ogsaa ønskelig, men det har ikke den samme Betydning som Forsvaret af Hovedstaden.
B. Bombardement fra Søen af København.
Et Bombardement fra Søen af Københavnkan, for saa vidt det drejer sig mi mindre eller ældre Skibe, ikke foretages uden en Kamp med Søbefæst- iingen,somherunderkan finde fortrinlig Støtte i bevægelige (motoriserede) Batterier i Land og i Luftstridskræfterne.
Kun de forholdsvis faa moderne større Skibe vil med deres største Pjecer
<unne række Byen uden selv at blive beskudt af Søforterne. Det er imidler- :id en meget begrænset og slet ikke til Bombardement egnet Ammunitions- nængde, der paa denne Maade kan anvendes af Angriberen, og Skydningen
<an paa Grund af Afstanden vanskeligt lægges over bestemte Objekter.
Under hele Foretagendetvil de her nævnte kostbare Skibe være udsat for Jndervandsbaadsangreb, Luftbombardement, Minefare og Artilleriskyd-ling fra Land, og lykkes det blot at stille Angriberen over for en alvorlig Bisiko med Hensyn til hans kostbare Skib s materiel, er det ingenlunde isandsynligt, at hele Bombardementet vil blive opgivet.
6
81
C. Imødegaaelse af Landgangsf oretagender mod Sjælland.
Betydningen af Herredømmet over vore Gennemsejlingsfarvande under en Kamp om Magten i Østersøen behøver næppe nærmere Paavisning, hvad enten Formaalet er at gøre det muligt at trænge fra Vest ind i Østersøen eller at spærre Vejen for en saadan Fremtrængen. Herredømmet over Ad gangene til Østersøen kræver imidlertid, at man har lagt fast Haand paa de Kyststrækninger, der grænser op til disse, og da den Magt, der har sat si^
fast paa Sjælland, har afgørende Betingelser for at beherske Øresund oc Store Bælt, stiller Opfyldelsen af vore Neutralitetsforpligtelser i første Række afgørende Krav om etForsvar af Sjælland. Overfor den nærliggende Mulighed, at vore Flaadekræfter, under Sammenstød medoverlegne Flaade- styrker, vil blivebesejret eller tvunget til at vige ud for Overmagten, og vore Kyster herved bliver lagt blot for Landgangsangreb,er Imødegaaelse af der alvorlige og farlige Neutralitetskrænkelse, som en Landsætning af frem
mede Tropper paa Sjællands Kyst frembyder, en Hæropgave af største Betydning.
Til nærmere Belysning af Landterritoriets Betydning for Beherskelse al Gennemsejlingsfarvandene skal anføres, at Chefen for den engelske Marine stab, Admiral Oliver, i 1915 gjorde gældende, at saafremt den britiske Flaade forsøgte at trænge ind i Østersøen, maatte det nødvendigvis have ti Følge, at Tyskland besatte de danske Øer, en Handling, der meget hurtigl vilde resultere i, at den britiske Flaade blev afskaaret fra sine Støtte punkter. Tilsvarende kom den engelske Admiral Keyes, der i Oktober 1911 fik den Opgave at udarbejde en Operationsplan for et engelsk Fremstøc gennem vore Bælter mod Østersøen, til det Resultat, at den britiske Flaad(
maatte begynde Operationerne med Erobringen af de omliggende Øer.
Der er ingen Grund til at tro, at en Angriber af Hensyn til den danskt Flaade vil tvinges til at erhverve sig Herredømmet i det Farvandsafsnil (Sjællands ene Kyst), hvor Landsætningen skal foregaa, ved forudgaaendt maritime Operationer, der kunde tjene os som Varsel om den Fare, dei truer. Landgangsekspeditionen vil utvivlsomt blive foretaget med en sas effektiv sømilitær Dækning, at den med Sikkerhed overraskende og brutal kan rense sig en Vej frem til Landgangsstedet. Den vil samtidig ved a udnytte Mørketiden søge at mindske Faren for Angreb af Forsvarets Flyver kræfter under selve Sejladsen.
Alle Erfaringer og Undersøgelser viser, at vor Hærstyrke paa Sjællanc har de bedste Betingelser for at løse sin Opgave, jo tidligere, d. v. s. jo nær mere Kysten, bedst paa selve Kysten, den kan møde Landgangsangrebet saaledes at Angriberens Landgangsmidler med Tropper kan beskydes o{
angribes fra Kysten og Luften, medens de saa at sige er værgeløse.
Kan Forsvaret derfor bygges saa stærkt op, at man paa de vigtigste Kyst strækninger kan opstille en fast Besætning og endda have en kraftig, delvi.
motoriseret Reserve foruden et stærkt Luftvaaben, vil Angrebet have ringt Udsigter til at lykkes, Forsvaret de størst mulige Betingelser for at afvist Angrebet. Hertil vil paa Sjælland formentlig kræves et i Styrke og Udrust ning effektivt Fodfolk — ca. 6 Regimenter — med et Artilleri, der ma:
være stærkt nok til at kunne støtte et Modangreb med op til Halvdelen a