FODFOLKETS ORGANISATION, BEVÆBNING
Generalinspektøren for Fodfolket.
I Foraaret 1857 udnævntes den første Generalinspektør over Infanteriet, og i Kundgørelse for Hæren Nr. 8 af 9. Marts samme Aar fandtes en »Mid
lertidig Instruktion for Generalinspektøren over Infanteriet«, af hvis § 1 det fremgaar, at denne Stilling oprettedes af Hensyn til, at man derved opnaaede den fornødne Enhed i de forskellige Afdelingers Undervisnings væsen og Uddannelse saavel som i de derom til Krigsministeren indkom
mende Rapporter og Bedømmelser, samt et samlet Overtilsyn med Afdelin gernes Materiel og Lokaler; og endelig, at man derved fik en Repræsentant for hele Vaabnet til at varetage og foreslaa, hvad der maatte være til dettes Gavn og Fremme.
Generalinspektøren blev ansat umiddelbart under Krigsministeren, men Posten som Generalinspektør over Infanteriet har i den første Tid ikke været betragtet som nogen selvstændig Post, idet Hvervet undertiden har været varetaget sammen med anden Tjeneste, og der ses ikke at have været tildelt ham nogen særlig Stab til Hjælp ved Udførelsen af sine Embedsforretninger.
I Aaret 1861 nødvendiggjorde en følelig Mangel paa Reserveofficerer Oprettelse af nogle Uddannelsesskoler for Reserveofficersaspiranter.
Disse Skoler oprettedes henholdsvis i København (Frederiksberg Slot og Landkadetakademiet) og Helsingør (Kronborg) og blev i Overensstemmelse med det i Generalinspektørens Instruks omtalte Hensyn: at skabe Enhed i Undervisningsvæsenet, underlagt Generalinspektøren. Disse Skoler ophørte dog atter med deres Virksomhed efter at have uddannet forskellige Hold Elever.
Først ved Hærloven af 1867 blev Generalinspektøren for Fodfolket ind
ført som fast Institution i Hæren med en General udelukkende som General
inspektør og med en fast Stab bestaaende af 1 Kaptajn, Stabschef, 1 Pre mierløjtnant, Adjutant, og 1 Underofficer, Skriver.
Under Generalinspektøren for Fodfolket henlagdes forskellige Uddannel sesanstalter, saaledes i 1867 den af »Det kongelige militære gymnastiske Institut« fremgaaende Gymnastikskole, der fremdeles er Generalinspektøren underlagt, samt en Skole til Uddannelse af Officersaspiranter og en Cen tralskole til Uddannelse af Korporaler til Fodfolket, der dog begge atter ophævedes, da det første Hold Elever var uddannet. I samme Aar blev Overtilsynet over Elevskolen overdraget til Generalinspektøren for Fod folket, der beholdt det, indtil Skolen i Efteraaret 1880 overgik til at være Forberedelsesskole for Underofficerselever til Artilleri- og Ingeniørkorpset.
I 1869 oprettedes Skydeskolen, i 1887 Sekondløjtnantsskolen paa Kron borg og i 1909 2 Underofficersskoler, henholdsvis paa Kronborg og i Aar hus; samtlige disse Skoler blevunderlagt Generalinspektøren for Fodfolket, under hvem de endnu sorterer om end med ændrede Navne: Skydeskolen for Haanduaaben (København), Fodfolkets Kornet- og Løjtnantsskole
(Kronborg) samt Fodfolkets Sergent- og Oversergentskole (Sønderborg).
Generalinspektøren for Fodfolket har stadig haft Garnison i København med Undtagelse af Perioden 1923—1933, hvor Generalinspektøren af visse Mobiliseringshensyn garnisonerede i Viborg.
119
Generalinspektøren, der hidtil stod direkte under Krigsministeriet, blev ved Hærloven af 1932 lagt ind under Chefen for Generalkommandoen, idet han dog med Hensyn til Personelforhold stadig staar umiddelbart under Ministeren.
BEVÆBNING
Ved Verdenskrigens Udbrud i 1914 bestod de europæiske Hæres Fodfolks Bevæbning i alt overvejende Grad af smaakalibrede Magasingeværer (Kali
ber 6,5—8 mm) med Bajonet (i vor Hær Gevær 1889). Der var herigennem tilvejebragt en efter Vaabenudviklingens daværende Standpunkt fortrinlig Enhedsbevæbning, som paa heldig Maade paavirkede (simplificerede) Fod
folkets Organisation og Taktik og lettede Uddannelsen af det værnepligtige Mandskab, som for mange Hæres Vedkommende kun i relativ kort Tid holdtes til Uddannelse under Fanerne.
Ganske vist var de automatiske Vaaben (Maskingeværerne) forlængst konstruerede oghavdeogsaa naaet en saadanUdvikling, at de havde fundet Indførelse i adskillige (navnlig de større Staters) Hære, hvor de var ind ordnede i særlige Maskingeværkompagnier, men deres Antal var endnu i 1914relativt ringe og havde ikke naaet at paavirke Fodfolkets Organisation og Taktik i synderlig Grad.
Verdenskrigens Lære og Erfaringer skulde imidlertid ganske revolutio neredette Forhold.
De automatiske Vaabens altovervejende Betydning, der bunder i, at de formedelst deres meget store Skudhastighed er i Stand til i korte gunstige Momenter at overdænge Fjenden med Projektiler, blev hurtig fastslaaet og skabte saavel under som efter Krigen en rivende Udvikling af Fodfolkets Bevæbning og derigennem ogsaa af dets Organisation og Taktik.
Magasingeværet ophørte med at være Fodfolkets Hovedildvaaben og maatte i saa Henseende vige Pladsen for det lette og det tunge Maskin gevær.
Men talrige andre Vaaben skabtes af Verdenskrigen (ikke mindst af den langvarige Skyttegravskrig). Her skal saaledes nævnes:
Finskydningsgeværet, Haandgranaten, Haandbomben, Geværgranaten, Fodfolksmorteren og Fodfolkskanonen,
hvis Opgave (Bestemmelse) og Virkemaade nedenfor hver for sig kortelig skal omtales.
Fodfolket er, som det vil ses, ikke længere »enhedsbevæbnet«, men ud
rustet med mange og højst forskelligartede Vaaben, hvilket selvsagt stiller stærkt forøgede Krav til Befalingsmændenes Viden og Kunnen samt øger Omfanget afdet Stof, den menige Soldatmaa lære for atvære krigsbrugbart uddannet, hvilken Uddannelse — om den da med Henblik paa den Alvor,
Rekylgevær i Stilling bag Jordvold.
som erBaggrunden for den, skal være forsvarlig — atter stiller Krav om en passende lang Uddannelsestid.
Foran er alene omtalt de Angrebs- og Forsvarsvaaben, hvormed Fod
folket er forsynet, men det maa anføres, at Verdenskrigen ogsaa har vist Nødvendigheden af at indføre visse Beskyttelsesmidler, af hvilke skal nævnes
Gasmasken og Hjelmen,
der indgaar som integrerende Dele af et moderne Fodfolks Udrustning.
Det lette Maskingevær — hos os Rekylgeværet — er indordnet i Fodfol
kets almindelige Kompagnier (Rekylgeværkompagnierne) og er disses (og samtidig hele Fodfolkets) Hovedildvaaben. Geværet, der betjenes af 1—2 Mand, understøttes fortil af to Støtteben, og kan bagtil stabiliseres med en Kolbestøtte. Geværet lader automatisk fra et Magasin, der indeholder 20 Patroner. Skudhastigheden er betydelig, og Geværet er derfor forsynet med 2 Vekselpiber. Er derien kritisk Situation ikke Tidtil at skifte Pibe, kan en overhedet Pibe afkøles med Vand. Rekylgeværets virksomste Ildomraade er indenfor ca. 800 m. Til nogle Rekylgeværer haves der en Rekylgeværtrefod.
Et saadant stabiliseret Rekylgeværs Ildomraade strækker sig normalt til ca. 1500 m.
Vort gamle, veltjente Gevær 1889 indtager som foran nævnt nu en mere beskeden Stilling end tidligere, men Størstedelen af Mandskabet er dog endnu udrustet med dette Vaaben, der træder i Virksomhed paa de kortere Afstande, dels for at forsvare Rekylgeværet, der kun kan have eet Maal under Ild ad Gangen, delsfor at skabe den fornødne Ildkraft ved Forstærk-121
Maskingevær i Stilling.
ning af Rekylgeværets Ild eller for bedst muligt at erstatte denne Ild, hvis Rekylgeværet for kortere eller længere Tid sættes ud af Kamp.
Vort Maskingevær, der er indordnet i særlige Maskingeværkompagnier, er af samme Konstruktion som Rekylgeværet. Det er anbragt i en Trefod, der giver Skydningen stor Præcision, tillader en mekanisk Flytning af Skudneget til Siden og op og ned og derved muliggør, at Ilden kan lægges nøjagtigt ned over et Maal, let flyttes til et andet Maal og gives en bestemt Bredde og Dybde. Maskingeværet har saadanne Retningsmidler (Retteren), at det i Skjul, bag f. Eks. en Bakke, kan rettes ind mod Maal i Forterrainet, naar blot Ildlederen fra et Sted lidt fra Maskingeværet kan se saavel Maalet som Maskingeværet. Denne Skydemaade benævnes skjult Skydning. Ilden kan lægges over Maal, der er indtil 3000 m borte.
Maskingeværet benytter samme Ammunition som Fodfolkets øvrige Ge værer (Karabiner) og er forsynet med Magasiner, der kan optage 30 Patro ner. Det er nødvendigt, at Maskingeværet kan skyde et stort Antal Skud i kort Tid, og det er derfor forsynet med ialt 4 Vekselpiber.
At bekæmpe Flyvere tilkommer i første Række det særlige Luftværns
artilleri, men hvis Flyveren gaar ned i lav Højde, ca. 800 m og derunder, kan Fodfolkets Maskingeværer deltage i Beskydningen af Flyvemaskiner.
Til dette Formaal har Maskingeværerne en særlig Opstilling i et Luftmaals- pivot, særlige Sigtemidler og særlig Ammunition.
De særlige Sigtemidler er konstruerede saaledes, at Maskingeværets Munding, naar Sigtet rettes paa selve Flyvemaskinen, peger saa langt foran Maskinen, at Projektilet naar et bestemt Punkt paa Flyvemaskinens Bane, netop i samme Øjeblik, som Maskinen naar dette Punkt.
Den særlige Ammunition, der anvendes mod Flyvemaskinerne, er dels Panserpatroner, der kan gennembryde Motorens forskellige Metaldele eller de tynde Panserplader, der undertiden dækker Motor og Flyver, dels Lys sporpatroner, der ved et skarpt Lys tegner Projektilets Bane i Luften og derigennem giver Oplysning om, hvorvidt Maskingeværet er rettet rigtigt ind.
Maskingevær i Stilling til Beskydning af Luftmaal.
Flyvemaskinernes store Hastighed (2—400 km i Timen) gør det dog me
get vanskeligt for et Vaaben med saa primitive Sigtemidler og hele usikre Opstilling som Maskingeværets at opnaa tilstrækkelig Træfning.
Normalt transporteres Maskingeværet med Tilbehør og Ammunition, af hvilken der maa medføres et betydeligt Kvantum som 1’ Forsyning, i et »Karretog« trukket af en Hest.
»Karretoget« bestaar af en Forstilling, hvortil er prodset en Patronkarre, til hvil ken igen er prodset en Maskingeværkarre.
Hver Maskingeværgruppe har et Karretog.
Til Beskydning af smaa og vanskelige Maal, hvis Nedkæmpning kræver en Præci
sionsskydning, til hvilken Gevær 1889 ikke slaar til, og som de automatiske Vaaben ikke med Fordel kan sættes ind paa, an vendes »Finskytter«, afhvilkeder findes en hos hver Delingsfører. Finskytten er forsynet med et særligt godt Gevær — Finskydningsgeværet — med gode Sigte-midler, ja, undertiden med Sigtekikkert og
har Udsigt til at træffe de nævnte smaa Maal paa Afstande helt ud til ca.
800 m uden og ca. 1200 m med Sigtekikkert.
Haandgranaten og Haandbomben er ensartede af Konstruktion; den førstnævnte er noget tungere end sidstnævnte og anvendes væsentligst i Forsvaret; begge er Nærkampvaaben, der først kan træde i Virksomhed paa Kasteafstand. Før de kastes, afsikres de, og Kasteren antænder ved et Slag en Sats, der efter Forløbet af 5,5 Sekunder bringer Sprængladnin
gen til Detonation.
Gevær granat en. er et krumbanet Vaaben, hvis Opgave det er paa de kor tere (korteste) Kampafstande (d. v. s. indtil ca. 200 m) at bekæmpe en Fjende, som dækker sig mod Ilden fra de fladbanede Ildvaaben (automati ske Vaaben og Magasingeværer); den udskydes af et Geværgranatbæger, der anbringes over Mundingen af et Gevær 1889. Drivkraften er en Gevær-granatpatron uden Projektil. Indretningen sker paa Øjemaal, saa Skud
sikkerheden er ikke særlig stor.
Den gamle Knivbajonet er nu afløst af en noget længere Kaardebajonet, der ligesom Knivbajonetten anbringes paa Geværet.
Fodfolksmorteren er i vort Fodfolk indordnet i Regimenternes Skyts-kompagnier.
123
Den er af franskKonstruktion og er et let Stykke Forladeskyts af 81 mm Kaliber, der med stor Skudhastighed udskyder Granater med brisant Sprængstof. Morteren skyder altidi meget krumme Baner, hvilket muliggør, at den kan bringes i Skudstilling i dybe Slugter, Grusgrave o. lign., hvorved den er meget vanskelig at faa Ram paa for Fjenden. Granaten, der altsaa kommer fra stor Højde, kan naa ned bag ret stejle Skraaninger, og det er derfor vanskeligt at finde et Sted, der giver Dækning mod Morterild.
Morteren skyder særdeles præcist, Ilden kan let flyttes fra et Maal til et andet, og selve Granaten har Virkning indenfor ca. 50 m fra det Sted, hvor den springer. En Udleder ved en Morter har i Modsætning til Ildlederen ved et Maskingevær den store Fordel, at han kan se Nedslagene og derefter
Mortergruppe i Marchkolonne.
rette paa Morterens Indstilling, et Gode, der gør det muligt at spare paa Ammunitionen.
Morteren kan adskilles i 3 Hoveddele (Morterrøret, Støttepladen og Stati
vet) og derefter bæres af Mandskabet, men normalt transporteres Morter og Ammunition i en Morterkarre og en Granatkarre, hver forspændt med 1 Hest.
Fodfolkskanonens Opgaver er navnlig at beskyde Kampvogne (Tanks), smaa Maal samt Maal bag svagere Dækninger, der hindrer det øvrige Fod folks Fremrykning.
Fodfolkskanonen er endnu ikke indført i den danske Hær, men da de ovenfor omtalte Opgaver ogsaa maa løses for vort Vekommende, kan det kun blive et Tidsspørgsmaal, hvornaar den indgaar som Bevæbning i Fod folkets Skytskompagnier ved Siden af Fodfolksmorteren.
En saadan Kanon vil antagelig faa et Kaliber paa 37 mm og være i Stand til paa Afstande indtil ca. 1000 mat bekæmpe Tanks med en Panser tykkelse af ca. 30 mm.
KAMPMAADE a. Indledning.
Fodfolket er Hærens Hovedvaaben. Ene af alle Vaabenarter er det i Stand til at erobre, besætte og fastholde Terrain. Det kæmper saavel i Fjern kampen som i Nærkampen, saavel med Ilden fra sine mange og forskellig artede Vaaben som i sidste Instans med det blanke Vaaben, Bajonetten.
Det bærer Kampens Hovedbyrde, men høster ogsaa Hovedparten af Sej
rens Hæder.
Fodfolket kan, i Modsætning til de andre Vaabenarter, selvstændigt gennemføre en Kamp, men enhver Kamphandling af større Omfang kræ
ver et virksomt og skolet Samarbejde (Samvirke) mellem de forskellige Vaabenarter, af hvilke Hæren bestaar, i særlig Grad mellem Fodfolket og Artilleriet.
Fodfolkets vigtigste Kampmiddel er Ilden fra dets fladbanede, langtræk kende Vaaben og herunder ganske særlig fra de lette og tunge Maskin geværer; det er Ilden fra disse Vaaben, der fortrinsvis er bestemmende for FodfolketsTaktik og for de Formationer, i hvilke det optræder under Kamp.
Den spredte Orden er Fodfolkets Hovedkampformation saavel i Angrebet som under Forsvaret.
I 1914, ved Verdenskrigens Begyndelse, da Magasingeværerne endnu var Fodfolkets Hovedildvaaben, var den spredte Orden Skyttekæden med 3—5 Skridt mellem Skytterne, men Erfaringerne fra Krigens første Maaneder viste, at selv disse relativt aabne Skyttekæder led saa voldsommeTabved de automatiske Vaabens (d. v. s. Maskingeværernes) Ild, at de maatte for
svinde fra Slagmarken og erstattes med andre, endnu mere aabne Forma tioner, der frembød mindre Maal for Fjenden og gav færre Tab.
Men samtidig maatte det kræves, at Ilden fra Fodfolkets forreste Linier, som i Angrebet skal bære Bevægelsen fremad og i Forsvaret skal bringe Fjenden til Standsning, var mindst lige saa effektiv som Ilden fra Skytte
kædens Magasingeværer.
Dette Problem løste man ved Indførelsen af det lette Maskingevær (Rekyl
geværet), der nu er Fodfolkets Hovedildvaaben. Det indordnes i Kamp
gruppen, d. v. s en Gruppe paa ca. 10 Mand, hvoraf 2 betjener Rekylgevæ ret, medens Resten tjener til Sikring, Ammunitionsforsyning, Reserve og Nærkamp; Gruppens Bevæbning bestaar foruden af Rekylgeværet tillige af Gevær 1889, Haandgranater, Haandbomber, Geværgranater og Bajonetter.
Gruppen danner saaledes en lille, alsidig udrustet Kampenhed, i hvilken en stor Del af Fodfolkets Vaaben er repræsenteret.
Fadfolkets Ildfront dannes af Kampgrupper med indbyrdes Mellemrum af ca. 50 m; i selve den forreste Ildlinie findes normalt kun Rekylgeværerne og de til deres Betjening nødvendige Rekylgeværfolk (2—3 Mand pr.
Gevær). Resten af Gruppernes Folk holdes noget længere tilbage i Skjul (Dækning), indtil der bliver Brug for dem.
Bag Ildfronten følger i en Afstand, der retter sig efter Fjendens Udvirk
ning og Terrainets dækkende (skjulende) Evne, Kompagni- og Bataillons- reserver i mer eller mindre aabne Formationer.
Ilden fra de lette Maskingeværer (Rekylgeværerne) i forreste Linie supple
res i størst muligt Omfang ved Ild fra de tunge Maskingeværer, som fra Stillinger længere tilbage enten skyder gennem Mellemrummene mellem Kampgrupperne i forreste Linie eller — hvis Terrainet tillader det — hen over Hovedet paa egne foranværendeTropper.
Mod vigtige og farlige Maal og navnlig saadanne, som er dækkede i Skyttegrave eller Terrainfolder o. lign., og som derfor kun kan bekæmpes med krumbanet Ild, griber Fodfolksmorteren ind i Kampen.
125
b. Angrebet.
Fodfolkets Kamp præges under Angrebet af Ild og Bevægelse, og kun gennem Bevægelse kan man fordrive Fjenden fra det Terrain, han vil fast
holde. Viljen til at søge ind paa Livet af Fjenden, for om fornødent ved Nærkamp at gøre det af med ham eller drive ham tilbage, maa derfor være fremherskende hos enhver, der hører til Fodfolket.
I det følgende skal gives en kort Skildring af Fodfolkets Fremrykning imod og Angreb paa en Stilling.
Den første Fjende, som Fodfolket møder efter Opbruddet, er sandsyn
ligvis fjendtlige Flyvere. For at undgaa at blive iagttaget og muligvis beka- stet med Bomber eller beskudt af Flyvernes Maskingeværer, marcherer man ofte om Natten; men er man tvunget til at marchere om Dagen, undgaar man saa vidt gørligt de fjentlige Flyvere ved at søge Skjul, f. Eks. ved at lægge Marchen gennem skovrigt Terrain, marchere paa de mørke Vejra
batter, i Skygge af Vejtræer o. s. v. eller, hvis Terrainet er aabent, saa Skjul ikke findes, tage større Afstand mellem Kompagnier, Køretøjer o. lign., hvorved Virkningen af de fjentlige Flyverangreb formindskes.
Naar Fodfolket under den videre Fremrykning naar Grænsen for det fjendtlige Artilleris Rækkevidde, kan det ikke længere bevæge sig i March kolonner, idet disse frembyder et meget gunstigt Maal for det fjendtlige Artilleri, men maa foretage en Udfolding, d. v. s. at Kompagnier, Delinger eller endog Grupper trækkes ud fra hverandre med saadanne Mellemrum og Afstande, at det Resultat, Fjenden kan opnaa ved en Beskydning, ikke staar i noget rimeligt Forhold til den Ammunitionsmængde, der anvendes.
Naar Fodfolket er kommet den fjentlige Stilling paa mellem 3—4 km nær, maa det yderligere være forberedt paa at kunne blive beskudt af Ma skingeværer. Foranstaltningerne mod Tab ved denne Ild er en fortsat Udfoldming, saa Grupperne bliver de største samlede Led, og hvis Terrainet er meget ugunstigt (uden Dækning eller Skjul), kan man blive tvunget til at udvikle i spredt Orden.
Fodfolket fortsætter længst muligt sin Fremrykning under eget Artilleris Beskyttelse uden selv at aabne Ilden.
Naar Fodfolkets egne Vaaben maa gribe ind, er det de tunge Maskin
geværers og Morterernes Sag sammen med Artilleriet at skabe den nød vendige Ildbeskyttelse for Angrebet, hvilket vil sige, at de nedkæmper eller lammer de fjendtlige Vaaben, der hindrer Fremrykningen. I Ly af denne Ildbeskyttelse arbejder de lette Maskingeværer (Rekylgeværerne) sig ind mod Fjenden uden selv at aabne Ilden, idet de ved spredte Formationer og under UdnyttelseafTerrainet søger at komme hurtigt frem og undgaa Tab.
Jo tættere de kan komme Fjenden uden at aabne Ilden, jo bedre, men paa et eller andet Tidspunkt, som oftest 6—800 m fra Fjenden, maa ogsaa Rekylgeværerne sættes ind, hvis det skal lykkes at holde Fjenden nede, saa Fremadbevægelsen kan vedligeholdes.
Under skiftevis Ildafgivelse fra Rekylgeværerne og Bevægelse (Spring) fremefter, kraftigt støttet af Ilden fra Maskingeværer og Morterer, arbejder Fodfolket sig fortsat frem mod Fjenden.
Er Fodfolket naaet ind paa en Afstand af ca. 200 m fra den
fjendt-lige Stilling, maa det paaregnes, at den Støtte og Hjælp, der hidtil er ydet af eget Artilleri, hører op; thi dette Vaaben kan da ikke læn
gere beskyde Fjendens forreste Dele uden Fare for at ramme egne, nærmest Fjenden værende Styrker. Skal Angrebet lykkes, maa Fjen den paa dette Tidspunkt være nedkæmpet i saadant Omfang, at Fremad- bevægelsen ikke desto mindre kan fortsættes og Stormen gennemføres. For
inden denne maa Angriberen have ubetinget Ildoverlegenhed over Fjenden, og dennes Pigtraadsspærringer maa være ødelagt, saaledes at Fremtrængen er mulig. Dog vil der ofte, efter at Stormen er sat an, dukke skudklare automatiske Vaaben op hos Forsvareren, navnlig saadanne, der under hele Angrebethar værettavse for i det rette Øjeblik flankerende at beskyde den ved de maaske kun delvis ødelagte Prigtraadshegn standsede Angriber.
Saadanne enkelte, koldblodigt betjente Spærreildsmaskingeværer kan faa en Storm til at bryde sammen i deres meget tætte og uigennemtrængelige Skudneg.
Lykkes det Angriberen at trænge ind i Stillingen, maa Kampen føres videre om de enkelte Skyttehuller og Skyttegravsstykker, og herunder vil navnlig Haandgranat, Gevær med Bajonet samt Pistol være virksomme Kampmidler.
Det Fodfolk, som under den sidste Del af Angrebet og Stormen støttes afKampvogne (Tanks), der ødelægger de fjendtlige Spærreildsmaskingevæ rer og Modstandsreder, der endnu holder Stand, vil undgaa mange Tab.
Fodfolkets anstrengende Kamp for at vinde ind paa Fjenden kan yder ligere vanskeliggøres, saafremt Fjenden anvender Gas. I alle Tilfælde tvin
ger Gassen Angriberen til at paasætte Gasmasken, hvorved alt Arbejde bliver mere anstrengende, Skydningen bliver ringere, og de Styrker, der skal gennemføre Stormen, mangler maaske det nødvendige Overskud af Kraft til at opnaa et gunstigt Resultat.
Hvilke Kampmidler der end bringes til Anvendelse, saa vil Afgørelsen som Regel falde i Nærkampen og afhænger derfor af Troppernes Stødkraft, der atter betinges af deres sjælelige og legemlige Kraft i Forbindelse med forstandig og dygtig Brug af Nærkampvaabnene.
c. Forsvaret.
Forsvaret er den Kampmaade, som den svagere Part ofte vil være hen
vist til, i hvert Fald for en Tid.
Terrainet, hvori Forsvaret skal føres (Stillingsterrainet), vælges under Hensyn til de Planer, Føreren har for Kampens videre Førelse, og skal helst frembyde frie og lange Skudfelter.
Stillingen deles som Regel i Forpostterrain og Hovedstilling. Bag Hoved
stillingen anbringes Hovedreserven enten samlet eller delt paa passende Steder.
Hovedstillingens forreste Kant benævnes Hovedkamplinien.
Fronten deles i Afsnit og Underafsnit.
Bag Hovedstillingen opstilles Artilleriet formeret i Dybden og efter en samlet Plan, saaledes at det paa bedste Maade kan støtte det foran kæmpen
de Fodfolk.
127