privat special-bibliotek med værker, der er

SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK

Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

Slægtsforskernes Bibliotek

Slægtsforskere.

privat special-bibliotek med værker, der er

fælles kulturarv

slægts-, lokal-

personalhistorie.

Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor

Som sponsor

i

række

Læs

fordele

https://slaegtsbibliotek.dk/sponsorat

Ophavsret

Biblioteket

værker både med

ophavsret. For værker,

er

ophavsret,

PDF-filen kun

personligt

husstanden

er ulovlig.

Links

Slægtsforskernes

https://slaegtsbibliotek.dk

Danske Slægtsforskere:

DANMARKS HÆR

UNDER REDAKTION AF

KAPTAJN HECTOR BOECK KAPTAJN S. E. JOHNSTAD-MØLLER OG KAPTAJNLØJTNANT C. V. HJALF

DET BIOGRAFISKE STOF UNDER REDAKTION AF H O V E D A R K I VA R

H. H J O R T H - N IE L S E N

I. BIND

KØBENHAV N

SELSKABET TIL UDGIVELSE AF K UL T UR S K R I FT ER M C M XXXI V

DANMARKS HÆR

L. Albert, fol.

HANS MAJESTÆT KONGEN

Hærens højestbefalende

HANS MAJESTÆT KONGEN har allernaadigst tilladt, at nærværende Værk dediceres Aller li øjstsamifte

STAMBLAD FOR FASTE BEFALh

AFSKRIFT AF DET SIDST UDFÆRDIGEDESTAMBLAD FOR HANS MAJESTÆT KONGEN

HANS MAJESTÆT GUSTAF V

KONGE AF SVERIGE General i Hæren

HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUG FRIEDERICH FRANZ

General i Hæren

Elfelt, fot. Eneret.

HANS KONGELIGE HØJHED KRONPRINS FREDERIK

TIL DANMARK OG ISLAND Kaptajn a la suite i Hæren

HÆREN AF I DAG. DENS AAND OG VIRKE

AF

GENERALLØJTNANT E. WITH

E ^{nhver Hær, ogsaa vor,} er en levende Organisme, der er underkastet Udviklingens og Forvandlingens Love. Bliver den rodløs, mister den sin Værdi, thi der er en dyb Sandhed i det gamle Ord, at »Hærens Værd

langsomt

Slægters

Vor Hær er ikke rodløs, den føler sig i nøjeste Grad knyttet til den danske, nationale Hær igennem Tiderne og til det danske Folk.

Den danske Hær af i Dag føler sig som Arvtager af de gode Tradi ­ tioner, vore Forfædre gennem de skiftende Tider har lagt i den natio­

nale Hær, og som besjælede de Hære, der under Absalon befriede Dan­

mark for Vendernes Herredømme, som i Slaget ved Lyndanis i Aaret 1219 tilkæmpede sig vor Fane, Dannebroge, som sammen med Køben ­ havns Borgere i Februarnatten 1659 reddede Landet fra den truende Undergang, som gennem Tiderne har holdt Vagt ved Danmarks gamle Grænsevold og i vore to sidste Krige udholdende og tappert har kæm­

pet og blødt for Sønderjylland.

Hæren føler sig ogsaa paa det nøjeste knyttet til hele det danske Folk, udgaaet, som den er, af selve dette. Vel kendte man ogsaa før 1849 til Værnepligt her i Landet, men den paahvilede hovedsagelig Bondestanden. Den almindelige Værnepligt indførtes først ved Grund ­ loven, hvis (nuværende) § 88 siger, at »Enhver vaabenfør Mand er for ­ pligtet til med sin Person at bidrage til Fædrelandets Forsvar efter de nærmere Bestemmelser, som Loven foreskriver«. Vel uddannes — des­

værre — ikke enhver vaabenfør Mand, men den Maade, paa hvilken de værnepligtige udtages og den paagældende Paragraf efterkommes, be­

virker dog, at Hærens Personel er et fuldgyldigt Udsnit af hele Folket, at der ikke er Tale om en særlig Krigerklasse eller Krigerkaste, men at Hæren med Rette kan føle sig som hele Folkets Repræsentant, som det danske Folks Hær.

Vor Hær, saaledes som den er bygget op efter Hærloven 1932, er kun

lille. Den udnytter kun i meget begrænset Omfang Folkets Værnekraft

og kræver i Forhold til de fleste andre Lande kun ringe aarlige økono ­ miske Ofre.

Ved Lov er det fastslaaet, at de aarlige Udgifter til Hæren ikke maa overstige 24 Millioner Kr., og hermed blev det en given Sag, at Hæren efter Loven 1922 maatte skæres ned til den Størrelse, den har i Dag, thi en moderne Hærs Kraft og Værdi kan ikke opretholdes med ud- tyndede Liniekadrer og mangelfuldt Materiel. Prisen for at

brugelig Hær

med det nedskrevne Budget

den kendte

Hærreduktion af 1932.

Den kommanderende Generals Bemærkninger til og Vurdering af Hærlovsforslaget findes i det officielle Referat af Landstingets For ­ handlinger 1931 — 32, Blad Nr. 153, Side 43— 47. Her opgøres Ordnin ­ gens Fordele og Mangler, der redegøres for bl. a. den store Indskrænk­

ning i Hærens Musik og udtales endvidere:

»Paa et andet Punkt — og det er et Kapitalpunkt — er Løsningen foreløbig, i Henhold til det givne Direktiv, skudt ud: Luftforsvaret af København.

Man har fra politisk Side ønsket at afvente Resultatet af Forhand­

lingerne i Genéve om Forbud

Luftbombardement af Byer. Saa- freint Resultatet af Genéveforhandlingerne paa dette Punkt maatte give et negativt Resultat, maa Chefen for Generalkommandoen frem ­ deles fastholde, at et Luftforsvar

København er et ubetinget

­ vendigt

Forsvar, idet der henvises til den af Chefen .for Generalkommandoen under 17. Februar d. A. til Krigsministeriet ind­

sendte detaillerede Plan for

baseret

­ derne Skyts.«,

og Udtalelsen konkluderer bl. a. i følgende Bemærkning:

»Hæren efter Forslaget

byder bedre Betingelser for hurtigere at være krigsbrugbar, men den har den Brøst kvantitativt ikke sam ­ tidig at kunne løse Forsvarsopgaverne baade Øst og Vest for Store Bælt. Hovedmanglen er,

Hæren er for lille.

Jeg kan af denne Grund ikke give den foreslaaede Ordning min Til ­ slutning, men maa betegne Ordningen som det sandsynligst bedste Re ­ sultat, der kan naas med de til Raadighed stillede Midler, hvor­

ved Hæren vil blive i Stand til at løse mere begrænsede

­ ver.

En Forhøjelse af Budgettet, hvorved Opstillingen af flere Regimen ­ ter m. v. blev muliggjort, er i allerhøjeste Grad ønskelig.«

Ved Udarbejdelsen af Hærloven 1932 var den budgetmæssige Situation saaledes, at man paa Baggrund af den udenrigspolitiske Situation, der da ikke syntes at rumme særlige Faremomenter ved Grænsen, fandt det rigtigt lige som tidligere udelukkende at samle sig om den mobilise­

rede Hærs Kampkraft og anvende de anviste Midler hertil.

Et særligt Grænseværn blev da heller ikke opstillet.

Siden 1867 har Danmark baade af økonomiske og udenrigspolitiske

— og for den Sags Skyld ogsaa indenrigspolitiske — Grunde maattet afstaa fra et permanent Grænseforsvar med dertil hørende Befæstnings-

Generalløjtnant E. With.

anlæg og Opstilling af et fuldt uddannet krigsbrugbart Troppekontin ­ gent til Grænsens Beskyttelse og Bevogtning. —

Ved alle de forskellige Hærlove gik man den Vej, man var nødt til at gaa, at organisere Hæren i Fredstid som et Uddannelsesapparat og at tilrettelægge Mobiliseringen saaledes, at Hæren hurtigst muligt kunde bringes paa Krigsfod.

Fra 1920— 22 var der formeret en særlig Grænsebevogtning,

paa ca. 2000 Mand, en Foranstaltning, der des ­ værre af økonomiske Grunde bortfaldt ved Gennemførelsen af Hær ­ loven 1922.

13

Det stærke økonomiske Indgreb i Hærens Budget 1932 bragte saa- danne Reduktioner af Hæren, at der ingen Mulighed blev for at op­

stille et særligt Grænseværn, saa ønskeligt, som dette end maatte være.

Det skal iøvrigt bemærkes, at ingen af de udarbejdede Forslag til

»Vagtværn«,

der udelukkende tager Sigte paa en Bevogtning med ringe Evne til at forsvare det, som man vil bevogte, vil være i Stand til at løse de Grænsebevogtningsopgaver, som der er Tale om i Dag. —

Det er en Selvfølge, at Grænsebevogtningen ikke kan etableres, uden at den vil medføre ekstraordinære Udgifter; det er en ny

som Forholdene paalægger Hæren at løse, og selv om Bevogtningsstyrkerne opstilles i størst mulig Tilknytning til Vaabnenes alt eksisterende Afde ­ linger og med fuld Udnyttelse af disses Rammer af Befalingsmænd m. v., kan det ikke undgaas, at der maa stilles Krav om en Forhøjelse af Hærens aarlige Budget, hvis Hærloven af 1932 skal vedblive at gælde baade efter sit Bogstav og sin Aand.

Kendsgerningen er,

at Hæren

Men over

dette, at Hæren er for lille.

Der kan ikke opstilles fuldgyldige Beregninger over, hvor stor Hæren bør være, men i Realiteten bestemmes dens Størrelse ved en Afvejning af de territoriale og militære Krav samt de udenrigspolitiske og militær ­ geografiske Forhold. — Bestemmende bliver dog i sidste Instans Folkets Vilje og Evne til at fyldestgøre disse Krav ved at bringe de dermed forbundne økonomiske Ofre.

Det har ikke kunnet undgaas, at de bitre politiske Kampe, der i en Menneskealder har staaet om Forsvarssagen i Danmark, har sat sit Præg paa Hærens Liv og Udvikling. Paa disse Vilkaar har dog Hæren selv kun haft ringe Indflydelse, men takket være dens Aarhundreder gamle Traditioner er det lykkedes at bevare dens indre Kraft sund og frisk, og der har altid været Pligtfølelse nok til at komme igennem van ­ skelige Tider og Fremsyn nok til at følge med Udviklingen ude i Ver­

den, baade naar det drejede sig om nye Tanker og om at følge med i Teknikkens rivende Udvikling.

Trods de politiske Kampe har Hærens Befalingsmænd — deres van ­ skelige og ansvarsfulde Gerning fuldt bevidst — dog aldrig opgivet Troen paa, at den Dag vilde komme, da Hærens Virke bliver et levende Udtryk for dansk Folkevilje, og Hæren det danske Folks Fælleseje, og den værnepligtige Ungdom, der Aar efter Aar er mødt under Fanerne, har altid, præget af Folkets naturlige Pligtfølelse, taget Soldatertiden med et glad Sind og et friskt Humør.

Det er derfor en Kendsgerning, at Hærens Aand den Dag i Dag leven­

degør de grundlæggende disciplinære Bestemmelser i Tjenestereglé- ment for Hæren § 1:

»For

Hæren skal kunne opfylde sin

at

om Sta­

tens Sikkerhed,

maa

uære gennemtrængt af Troskab

Konge

Fædreland

af

Den væbnede Magt — Hær og Flaade — skal alene ved sin Tilstede­

værelse skabe Respekt for Staten, skal virke som en tavs og rolig Trusel mod ydre og indre Fredsforstyrrere. — Den er et Udtryk for Statens Autoritetsvilje. — Forhaabentlig er det danske Folk ved at lære at for- staa den dybe Samhørighed mellem den almindelige Valgret og Folke- frihedens Vedcrlagspligt — den almindelige Værnepligt — og at et stærkt Forsvai' alene ved sin Tilstedeværelse er det bedste Værn for Freden, den Fred, som er alle Danskes Haab.

Men i Hæren maa det ikke tabes af Syne, at Krigen — det danske Folks udprægede Fredsvilje til Trods — kan komme over vort Land.

Derfor er Krigens ubønhørlige Krav stadig over os, og Hæren maa — foruden i Vaabenbrug — opøve Landets Ungdom til streng Pligtfølelse, Haardførhed, Nøjsomhed, Udholdenhed, Viljekraft og Mod, netop de Egenskaber, der skaber Mænd, de Egenskaber, der i Treaarskrigen skabte »Landsoldaten«, i 1864 Soldater, der aftvang Europa den dybeste Respekt, og som gav Sønderjyderne Kraft til at føre deres lange, sejge folkelige Kamp frem til Genforeningshaabets Sejr.

Dybbøl Mølle.

15

BLANDT KAMMERATER I HÆREN

AF

HANS KONGELIGE HØJHED GENERALLØJTNANT PRINS HARALD

N ^{aar jeg efter 38} Aars Tjeneste i den danske Hær i alle Grader fra Rekrut til General skal se tilbage og samle mine Indtryk fra disse mange Aar, hæfter mine Tanker sig først og fremmest ved den Kamme­

ratskabsfølelse, som altid og blandt alle Klasser har givet sig de smuk ­ keste Udslag. Kammeratskabets Betydning for Hæren — for dens indre Forhold, Kraft og Sammenhold — maa staa klart for alle, og det har da ogsaa indenfor Hæren givet sig de smukkeste Udslag gennem vore store Forsvarsbroder- og Soldaterforeninger, for hvilke den bærende Idé nu som altid har været Kammeratskabsfølelse og Sammenhold.

Mine første Minder fra Tjenesten stammer fra min Rekruttid ved 1.

Regiment, og jeg har altid været min Bedstefader taknemmelig for, at han bestemte, at jeg skulde have min første Uddannelse ved netop dette Regiment, omend jeg selv dengang mest ønskede at komme til Tjeneste ved Rytteriet; thi netop her fik jeg Lejlighed til paa lige Fod med Kammerater fra alle Samfundslag og dengang fra København, at lære at kende og at forstaa den unge Soldats hele Indstilling og Karakter.

At dette Regiments gode Aand og gode Traditioner lever videre baade ved dets Afdelinger og i 1. Regiments Soldaterforening, har jeg ofte haft Lejlighed til med Glæde at konstatere.

Efter at have gennemgaaet Officersskolen paa Frederiksberg Slot, kom jeg i 1898 til Gardehusarregimentet, det Regiment, hvis Uniform jeg bærer og hvor jeg har tilbragt mange og lykkelige Aar og har er­

hvervet mig Venner og Kammerater blandt Personalet af alle Grader.

Med særlig Glæde ser jeg tilbage paa Tjenesten som Eskadronschef, og særlig rig paa Minder blev den Tid i Sikringsstyrkeperioden, da Eska­

dronen længe ad Gangen laa i Kantonnement ude paa Sjælland. Vel

blev denne Tid under Verdenskrigen paa mange Maader byrdefuld for

Landbefolkningen gennem den hyppige og langvarige Indkvartering,

men dog mødte Hærens Afdelinger altid den største Gæstfrihed, og det

er faa Befalingsmænd og Menige, som ikke har hentet gode og varige Minder; den ældgamle Samhørighed mellem Landbefolkningen og Hæ­

ren stod her en smuk Prøve. For mange Officerer, og saaledes ogsaa for mig, blev der her givet en nyttig Lejlighed til at lære de Forhold at

Hans kongelige Højhed Generalløjtnant Prins Harald.

kende, som Hovedparten af vore værnepligtige, navnlig ved Rytteriet, var vokset op under og præget af.

Efter som Premierløjtnant at have gennemgaaet ældste Klasse 1900—02 paa Officersskolen, var jeg i 1906— 09 til Tjeneste i General­

staben ved 1. Generalkommando; siden da har jeg, selv om min meste Tjeneste faldt ved Gardehusarregimentet, jævnlig deltaget i General­

stabens taktiske Øvelsesrejser. Foruden at dette i sig selv var interessant og lærerigt, bragte det mig i nær Forbindelse med mange forskellige Officerer og ligestillede af alle Vaaben og Grader. Da det jo er General­

stabens fornemste Opgave at faa alle Hjulene i den i vore Dage saa

2

17

komplicerede Hærmekanisme til at gribe ind i hinanden og at arbejde uden Friktion, er det klart, at personligt Samarbejde og gensidig Hjælp ­ somhed er en Betingelse for Arbejdet i en stor Stab; denne Samarbej­

dets Aand og det deraf opstaaede Kammeratskab, har i Aarenes Løb knyttet mig med stærke Baand til en Bække af Officerer — baade gamle og unge — som gennem deres Arbejde har haft saa stor en Ind ­ flydelse paa Hærens Udvikling og Opbygning.

Det er mit Haab for den danske Hær i Fremtiden, at den altid vil

forstaa at værne om sine gamle, stolte Traditioner, og at man altid i

dens Rækker fra den højeste til den laveste vil finde det ubrydelige

Kammeratskab, som alene kan sikre Sammenholdet i Farens Stund, og

som kan gøre det daglige Arbejde til en Glæde.

DANMARKS HÆR I FRED OG KRIG I HOVEDTRÆK

AF

KAPTAJN K. C. ROCKSTROH

D

brudt Udviklingsgang i Krig og Fred af mere end et kvart Aartusind, medens af Nabostaternes Hære mod Nord og Syd kun nogle svenske og enkelte norske kan føre deres Udviklingshistorie saa langt tilbage. Disse ældgamle Afdelinger har været den Kærne, hvorom talrige andre, dels endnu bestaaende, dels ophævede Afdelinger af de forskellige Vaaben har sluttet sig iTidernes LøbunderPaavirkningafpolitiske, geografiskeog øko­ nomiske Forhold. Alt efter de skiftende Tidsomstændigheder har Forøgel­ ser, Sammendragninger og Ophævelser indenfor Hæren fulgtpaa hinanden i stadig Vekslen lige til denne Dag. — Men med Hæder har vore ældste Af­

delinger i Fodfolket og Rytteriet kæmpet ved Landets Grænser, snart til Forsvar, snart til Angreb; med Hæder har de kæmpet paa Valpladser i Tyskland, Nederlandene, Ungarn, Italie^ — ved Rhinens, Donaus og Po- flodens Bredder og gjort det danske Navn, den danske Hær, agtet og æret af de store Nationer og disses berømteste Førere.

Vore ældste kendte Værneforfatninger,

Knud den Stores Tingmannalid. Valdemarstiden, Skipæn, Hafnæ.

Inden vi gaar over til i Sammenhæng at skildre vor nuværende Hærs Ud­ vikling og Historie fra omtrent Aar 1600, skal der gøres nogle Bemærknin­

ger om Udviklingen i de foregaaende Aarhundreder, saavidt sikre Efterret­

ninger foreligger.

Naar Digteren synger: »Engang Du Herre var i hele Norden, bød over England«, er dette vel, om end med Moderation, Sandhed; men det ene som det andet skyldtes ligesaameget klog Politik og dynastiske Forbindelser som egentlig krigerske Handlinger, materiel Magtudfoldelse. Og naar den samme Digter mistrøstigt fortsætter: »Nu Du kaldes svag«, bør det fremhæves, at i Virkeligheden havde det daværende Danske Rige omtrent den samme geo­ grafiske Udstrækning som i den nyere Tid: Jylland, Øerne og Skaaneland,

19

og Befolkningen var etnografisk den samme som nu. Grundene, der satte de Danske i hine fjærne Tider i Stand til de virkelig betydelige Udfoldelser af krigersk Kraft, var navnlig, at Jyder, Øboer og Skaaninger, ligesom det norske og svenske Folk, men i Modsætning navnlig til Nabofolkene mod Syd var blevet et fuldkommen ensartet Folk, for en meget betydelig Del Kystbefolkning, samtidig Agerdyrkere og Fiskere, alt efter Aarstiden, der drog Næring baade af Jorden og de omgivende Vande og hjemmevant fær­ dedes paa disse. Naar kloge og kraftige Fyrster, støttet af fremragende Mænd fra de storættede Slægter, kaldte til Leding, kunde de derfor byde over et yderst kraftigt, modigt og haardført Folk, der ved Landsdelenes gunstige geografiske Beliggenhed hurtigt kunde samles og hurtigt og over­

raskende sættes ind paa de valgte afgørende Punkter, saa at Betingelser for betydelige Resultater var tilstede. Mindst to Gange i det danske Folks Historie fandtsaadanne Kraftytringer Sted: omkring Aar 1000 og Aar 1200.

Allerede før Suend Tueskægs Tid havde talrige Skarer af Danske og Nor­ ske vundet fast Fod i det østlige og sydlige England, hvis Befolkning, An- gelsachserne, dels var mindre krigerske, dels indbyrdes uenige, og efter at Svends to nærmeste Forgængere, Gorm og Harald (Blaatand) havde over­ vundet Smaakongerne og samlet Landsdelene i Danmarks Rige, førte Svend en virkelig Hær over Havet og naaedeinden sin Død (1014) at erobre Stør­

stedelen af England. Det lykkedes vel nu Angelsachsernes Konge, Æthelred, inden ogsaa han døde, hurtigt at erobre næsten hele sit Land tilbage, bg Svends purunge Søn, Knud, maatte forlade England. Men allerede Aaret efter havde Knud samlet en mægtig Flaade, og med kraftig Hjælp af sine kongelige Slægtninge i Norge og Sverige og efter en Række voldsomme Kampe med den nye, kraftfulde Angelsachserkonge Edmund (Jærnside), fik Knud atter fast Fod i England, hvorpaa de to unge Fyrster enedes om at deleHerredømmet, saaledes at Knud fik det nordlige England, det gamle Danelaghen. Ved Edmunds pludselige Død 1016 gik hele Herredømmet over England over til Knud, derægtede Æthelreds Enke.

Skønt Knud mest opholdt sig i England, foretog han dog adskillige sejr­ rige Tog udover Danmarks Sydgrænse og erobrede betydelige Dele afØster­

søkysten. Han døde Aar 1035, endnu i sine bedste Aar, og hans Sønner var ikke istand til at fastholde Herredømmet over England, der gled tilbage til de angelsachsiske Fyrster, indtil disse Aar 1066 bukkede underfor Norman­

nerne under Vilhelm (Erobreren).

En staaende Hær i nogen Lighed med den nyere Tid kendtes ikke i den gamle Tid i Danmark. Naar Krigstoget var endt og Fjenden overvundet, blev den opbudte Ledingshær opløst for atvende tilbage til Hjemmene. Dog underholdt Kongernefør Knud ved deres Hofen Livvagt, som allerede Svend Tveskæghavde forøget betydeligtog i England stiftet et Krigersamfund, der under Knud blev til det navnkundige Tinglid eller Tingniannalid, bestaaen- de af Ryttere i nogen Lighed med det i de sydlige Lande opstaaende Ridder­ skab. For denne Livvagt, der siges at have talt 3000 udsøgte og fornemme Krigere, lod Knud forfatte en Ordning, Regler, der fastsatte Hirdmændenes Pligter og Forrettigheder, den saakaldte Vederlagsret. Den blev ogsaa affat­ tet paa Dansk ög er den ældste nordiske Lou, hvortil Eftertiden har nøjere

Kendskab. De gamle Danekongers Hird opretholdtes tildels ogsaa i de føl­

gendeTider og bestod under Valdemarerne som et Antal godsejende Krigere i Kongens Tjeneste, hvoraf de følgende Tiders Adel fremgik.

MedSlaget paa Grathehede 1157 afsluttedes en aarhundredlang Nedgangs­

tid, hvori de forskellige Landsfyrster havde bekæmpet hverandre og Lands­ del staaet mod Landsdel. Danmarks Rige bliver atter samlet og enigt under de tre dygtige Konger: Valdemar den Store, Knud den Sjette og Valdemar Sejr. Det bærer atter opad i alle Henseender, og Folkemængden tiltager og naaer en Højde, som langt overgaar Fortidens og den følgende Eftertids og Nedgangstids.

Historien melder intet om, hvorledes Landets almindelige Værneforfat­ ning var ordnet forud for Valdemarernes Tid, og først afJyske Lov (1241) erfarer man, hvorledes Forholdet var dengang og sandsynligvis har været allerede noget tidligere i Jylland-Fyen — og formentlig ogsaa i det øvrige Danmark, hvad Værnepligts-, Ledingsbestemmelserne, angik. Ifølge denne Lov var Herrederne langs Kysterne og tildels ogsaa længere ind i Landet delt hver i et Antal Skipæn alt efter Herredets Størrelse. Hvert Skipæn skulde til enhver Tid have i fuldt Beredskab et Ledingsskib og stille det dertil hørende Antal Krigere, som Regel højst 40, ofte noget mindre. For hvert Skipæn var der en Styrismand, der havde Befalingen og Ansvaret. Han fik en vis Afgift af Skipænets Befolkning og skulde herfor holde fuldstæn­

dig Udrustning med Angrebs- og Forsvarsvaaben (Rustning m. m.). Han tjente tilhest, medens de»Menige«var tilfods og udstyret med Tidens almin­ delige Vaaben. Hver tre Fuldgaarde dannede et Læg, Haf næ, og de tre Gaar- des Besiddere, Bønder, var efter Tur, et Aar ad Gangen, Krigere. De mindre Gaardes Besiddere var tjenstpligtige i Forhold til Gaardens Størrelse. Var en Besidder utjenstdygtig paa Grund af Alder eller andet, skulde han stille en Mand for sig. Beboere, somikke besad Jord eller af en eller anden Grund ikke var personlig værnepligtig — saaledes Kvinderne — betalte en Afgift.

Værnepligten fyldestgjordes saaledes dels personligt, knyttet til Jord­

besiddelse, dels som en Afgift.

Denne Ledingsordning bestod det 13. Aarhundrede igennem, men var henfaldet paa Valdemar Atterdags Tid, da kun Herremændene var forplig­

tet til personlig Krigstjeneste; men denne Konge anordnede, at Købstæder­

ne stillede Skibe og Mandskab, og han foretog gentagne Gange Udskrivnin­ ger, Opbud af Bønderne.

Paa Grundlagaf Valdemar Sejrs Værneordninghavde der kunnetopstilles Styrker til Angreb og Forsvar, der i Tal og Kampkraft langt overgik den tidligere Tids. De første Tog gjaldt Rügen og Egnene deromkring, hvis Befolkning, Venderne, ligesom de nordiske Vikinger i sin Tid paa andre Kyster, havde benyttet Rigets Forfaldstid til stadige Plyndrings- og Ødelæg­

gelsestog paa vore Kyster. Højdepunktet af Kraftudfoldelse naaedes 1219 med Toget til Estland med en Flaade, der siges athave talt 1500 Langskibe, hvorpaa en vældig Hær, hvormed Landet erobredes.

I det følgende Par Aarhundreder var Forholdet paa Krigsvæsenets Om- raade i Danmark som i andre Lande, at der i Fredstider kun underholdtes smaa Styrker af Landsknægte, senere ogsaa Bøsseskytter (Artillerister), 21

suppleret med Borgervæbninger, som Besætning paa Slottene og andre faste Pladser, og at der i Fejdetid ved Hverving i Ind- og Udland rejstes Smaa- hære, der opløstes ved Fejdens Afslutning. Rigets Stormænd, Ridderne og Biskopperne, underholdt paa deres Gaarde et ofte betydeligt Antal Karle og Væbnere til Beskyttelse paa deres Rejser, til Brug ved private Fejder eller til Raadighød for Kongen ved Landekrig. Til Togene i Sverige udskrev Christian II vel hver tiende Bonde i Danmark, men han modtog villigt

Arild Huitfeldt.

Ledingspengene i Stedet. De Styrker, hvormed Christian III sikrede sig Kronen, var alle ty­ ske Lejetropper. Frederik II aabnede Syvaarskrigen (1563— 70) med en Hær paa 24.000 Landsknægte og 4000 Ryttere under lutter tyske Feltøverster, saa at Hæren blev betegnet som »en dansk Hær uden Dan­ ske«. I det sejrrige Slag ved Axtorna 1565 under Daniel Rantzau var dog omtrent en Trediedel af Fodfolket jyske Karle. Af Rytterietvar derimod alene »Hoffanen«, et Kompagni Lensryttere, Danske.

Efterhaanden, som Lensvæ­ senet varblevet udviklet, opstod Rostjenesten, de Ryttere, som enhver Adelig var pligtig til at holde i Beredskab i et Antal, der rettede sig efter Godsets Størrelse, og som med visse Forbehold kunde opbydes af Kongen. Hertil kom de saakaldte Lensryttere, der stod til Kon­ gens Raadighed saavel i Krig som i Fred og dannede Hoffanen. 1525 talte Rostjenesten ialt 12—1400 Ryttere.

TIDEN 1600— 1660

Rostjenesten ordnes 1609, Faste Fodregimenter fra 161b.

I Fortalen til sin Danmarkskrønike 1599 tog Rigets Kansler Arild Huit­

feldt kraftigt til Orde for en Værneforfatning for Riget paa Grundlag af indfødt krigsøvet Mandskab. I Modsætning til gammel Tid, siger han, har vi rettet os efter den udlændiske Skik; derover sidder vi ubevæbnet og har ikkun Penge og fremmed Magt (udenlandsk Hverving) at forlade os paa.

I de oldenborgske Kongers Tid er vi blevét tilvant, mere at bruge fremmede end vore egne, hvorover vort Folk er ubrugt og ubevæbnet. Han opfordrer den unge Konge, Christian IV, til sammen med Rigsraadet og Adelen at overvejeMidler til, at Riget kunde bestyrkes med indfødtFodfolk.

En saa anset og indflydelsesrig Mands Ord har ikke lydt forgæves men

vakt til Eftertanke. Straks efter Aar 1600 anordnedes der Mønstringer af Købstadborgerne, Bønderne i Sundprovinserne øvedes i Vaabenbrug, og i Kongens Andel af Holsten blevder opstillet nogle faaKompagnier. Af mere Betydning var dog den Ordning af Rostjenesten, der blev fastsat 1609, hvor­ ved bestemtes, at der af hver 312 Tønder Hartkorn Adelsgods og Tiender m. m. skulde stilles en fuldt udrustet Rytter. Efter at disse Ryttere var blevet inddelt i Kompagnier, rejste Kongen personlig omkring i Landet, ansatte Officerer fra Ritmestrene til Korporalerne — alle valgte blandt Høj adelen — og afholdt Mønstringer af og Øvelser med Kompagnierne. De tre jyske Kompagnier (»Faner«) benævntes »Den Røde«, »Den Hvide« og

»Den Gule« Fane. De øvrige benævn­ tes Den Fyenske, Den Sjællandske og en Skaansk-Hallandske Fane. Hertil kom Lensrytterne, »Hoffanen«. Her­

med var for første Gang i den nyere Tid det nationale Rytteri formeret som fast Institution ogsaa i Fredstid.

Med Befalingsmændene var Tallet 1617 godt 1200 Hoveder, altsaa hvad der svarer til to stærke Rytterregi­ menter nuomstunder. I Kalmarkrigen (1611—13) bestod Hærens Rytteri hovedsageligaf denne Rostjeneste, der deltog med Berømmelse.

Kalmarkrigen viste tydelig de mangfoldige Vanskeligheder ved Krigsføring med udenlandske Leje­ tropper, navnlig ved pludselig ind­

trædende Krigstilstand og paa Grund

Pikenerer ca. 1610. Hovedbevæbningen er den ca. 5^ m lange Pike.

af de store Bekostninger. Spørgsmaalet om faste, udskrevne Fodfolks- afdelinger ogsaa i Fredstid i Lighed med Rytteriet blev derfor taget op straks efter Krigen. Rigsraadet mente, at Udskrivning af danske Karle var det sikreste og billigste — Kongen derimod holdt baade da og senere paa hvervede; men da han var utilbøjelig til selv at benytte af sine store Indtægter, navnlig Øresundstolden, til deres Hvervning og Under­ hold, blev Resultatet, atder ved Forordning af 17. Nov. 1614 udskreves 4000 af »Kongens og Kronens« Bønder, hvoraf de 3500 var Selvejere, til Soldater tilfods, nemlig i Jylland 2000, i Skaaneland 1600, de øvrige af Fyen og Sjæl­

land. Var Bonden ikke selv tjenestedygtig, skulde han stille en Karl for sig.

Til Gengæld for denne Forpligtelse blev Bonden skattefri. — Denne Styrke indordnedes i to Regimenter: Jyske Regiment paa 9 Kompagnier, Skaanske Regiment paa 8; men under Jyske Regiment henlagdes yderligere et fyensk Kompagni, under Skaanske et sjællandsk. Befalingsmændene var Danske.

Disse to Regimenter blev Grundlaget for vort Fodfolk gennem Tiderne ind­

til denne Dag, og fra dem nedstammer vore to ældste Afdelinger, 4. og 5.

Bataillon, og det er fra dem, vi regner vor nuværende Hærs Bestaaen.

Allerede syv Aar efter forandredes Grundlaget for Mandskabets Udskriv- 23

to

Fra en Lærebog i Krigs­

kunst omkr. 1570: Ske­

matisk Fremstilling af en befæstet Fodfolks- lejr, omgivet af baade Vold og Grav. — Lejr- omraadet er delt i Kvar­

terer med Bivuakhytter for Mandskabet og Telte for Officererne. En sær­

lig Plads var indrettet som Justitsplads (med Galge). Andre Pladser var bestemt til Køb- mandshandel, Slagtning

o. s. V.

Fra en Lærebog i Krigs­

kunst omkr. 1570: Ske­

matisk Fremstilling af en Rytterafdeling paa March, medførende Train og Tros. I dette indgik ogsaa levende Slagte­

kvæg. En særlig Afde­

ling af Trosset omfatte­

de Soldaterkoner og Børn i et i Reglementet

fastsat Antal.

to Ul

ning til, at der af Kronens Bønder dannedes Læg paa 9 Gaarde i hvert, og af hvert Læg udtoges der en ugift Tjenestekarl, der skulde staa indtil tre Aar til Raadighed for Regimentet. Herved forøgedes Antallet af Menige fil 5000, og af de afskedigede Karle vilde der efterhaanden blive en Reserve af uddannede Folk. Det fyenske og sjællandske Mandskab deltes nu i 4 Kom­ pagnier, der ligesom hidtil var underlagt henholdsvis Jyske og Skaanske Regiment.

Kejserkrigen 1625—29. Torstensonkrigen 1643—45.

Imidlertid var Religionskrigen, Trediveaarskrigen, kommet til Udbrud i Interesse af Christian IV, der følte Tyskland. Dens Udvikling fulgtes med

Musketerer ca. 1610. Luntebøssen hviler under Skydnin­

gen i en Forketstok. »Patronerne« i Bandoleret inde­

holder en afpasset Krudtladning, medens Fængkrudtet opbevares i den nederst hængende Krudtflaske. Broget

Paaklædning.

en stedse stigende Lyst til at tage Del i Kampene. Han be­

gyndtepaa egen Haand athver­

ve en Del Kompagnier, samti­ dig med at Rigsraadet medvir­

kede til at forøge de hvervede Besætninger i Grænsefæstnin­ gerne mod Sverige. Raadet søg­

te længe at holde igen paa Kongen og vilde ikke yde Mid­

ler til Hvervinger i Udlandet og foreslog i Stedet at forøge det indenlandske Fodfolk med yderligere 6000 Md. og at ind­

rette en Landstorm af alle unge Bønderkarle i Landet. Kongen lod sig imidlertid ikke holde tilbage; han fortsatte med at hverve Tropper i Ind- og Ud­

land, og fra 1625 greb han ind i Krigene i Tyskland med en megetbetydelig Hær, hvori kun to Fodregimenter og en Del af Rostjenesten var danske Folk. 1626 led handel afgørende Nederlag ved Lutter am Barenberg overfor Tilly. Herefter var selve Danmark truet.

Til Rigets Forsvar forberedtes nu overalt en Landstorm; det allerede bestaaende Fodfolk skulde forøges med 12000 Md. udskrevne Bønderkarle, inddelt i tre Regimenter, og da Wallensteins Tropper 1627 trængte op gen­

nem Halvøen, befaledes endelig en Udskrivning af hver femte Mand. Af det dygtigste af dette Mandskab opstilledes der tre meget talstærke Regimenter:

et sjællandsk, et laaland-falstersk og et fyensk. Jylland var oversvømmet af fjendtlige Tropper lige til Skagen. Skaanske Regiment blev forøget til den dobbelte Styrke. Med disse Regimenter holdtes Krigen nogenlunde gaaende, og det lykkedes at begrænse den fjendtlige Invasion til Jylland, der forblevi Fjendens Hændertil Fredslutningen 1629, medens Krigen ved­ blivende rasede i Tyskland.

I de nærmest følgende Aar, efter at Sverige under Gustav Adolf havde grebet ind i Krigen i Tyskland, og Krigsluen gentagne Gange nærmede sig syd fra mod Holstens Grænse, oprettedes der et »Sjællandske Regiment Knægte« i Lighed med Jyske og Skaanske Regiment. Hertil føjedes to hver­ vede Fodregimenter paa 5000 Md., der fik en Del Mandskab afgivet fra Jyske Regiment, hvorhos nogle Fæstningskompagnier Aarsknægte indlem­

medes deri. Endvidere hvervedes der en Eskadron (4 Kompagnier) Ryttere paa 600 Md. Endelig blev de tre udskrevne Regimenter forøget til dobbelt Styrke, samtidig med at der af Ade­

lens Gods oprettedes et Antal Kom­ pagnier, uden Regimentsinddeling, med omtrent 4000 Md. Dette var den militære Stilling, da en svensk Hær under Torstenson brød ind i Holsten og op i Jylland ved Juletid 1643.

Ved dette Tidspunkt havde Hæren faaet et nyt Overhoved i Rigsmarsken Anders Bille, en efter Tidens Forhold fuldt uddannetKrigsmand, stor Gods­ ejer, fremragende Administrator, en sjælden kraftig og maalbevidst og samtidig overordentlig fædrelands- kærlig Mand, gennemtrængt af sine Pligter som dansk Adelsmand. Han overtog straks Ledelsen af Forsvaret ved Lillebelt og søgte at udbygge Forskansningenved Snoghøj til offen­ sivt Brohoved. Fjenden kastede dog

straks de fremskudte Styrker overende, erobrede Forskansningen og trængte videre op i Jylland. Bille satte gentagne Gange over Beltet, trængte frem til Kolding, Ribe m. fl. Steder og tilføjede Fjenden betydelige Tab.

Da Fyen var blevet sikret tilstrækkeligt, blev Størstedelen af Hæren samlet i Skaane, hvor Krigen dernæst førtes under Kongens Ledelse. Der opstilledes efterhaanden dels af udskrevne, dels af hvervede 11.000 Md. Fodfolk, om­ trent 3000 Ryttere og 900 Dragoner, hvormed Krigen førtes snart i det syd­

lige Jylland, snart i Skaane. Foruden de regulære Styrker blev Landstormen organiseret ganske godt. Den fik i Jylland ikke ringe Betydning, og navnlig bør Vendelboernes gentagne Rejsninger og tapre Forhold fremhæves.

1645 trak den svenske Hær sig ned i Tyskland igen, efter i omtrent to Aar at have holdt Jylland under Aaget. Der var kun gaaet fjorten Aar mellem de Kejserliges og Svenskernes Besættelse, og der skulde atter kun gaa tolv Aar, inden Svenskerne besatte hele Landet og fastholdt det i aarevis. Det var strænge Tider dengang.

RigsmarskAnders Billes Hærordninger, 16^5—57.

Sverige varnu blevet en militær Stormagt. Hidtil havde det ved Kattegats­ kysten kun ved Udløbet af Gøta Elv, omkring Gøteborg, haft en lille Stræk-

Anders Bille.

27

ning Land, men fra 1645 havde det erhvervet det store Landskab Halland fra Danmark, saa at det nu beherskede Kysten fra Skaane til Bahus Len, og mod syd blev det Herre over det meste af Landet fra Riga til Bremen.

Store Opbud afkrigshærdede Soldater med talrige erfarne Generaler i Spid­

sen stod til dets Raadighed, og for store Dele af det svenske Folk var Krig næsten blevet en normal Tilstand. Hvorlænge vilde det vare, inden Sverige ved Erobring af Skaaneland blev Herre over hele den Skandinaviske Halvø? —

Saasnart de værste Følger af Torstensonfejden var forvundet, søgte Anders Bille med Støtte af Rigsraadet at gennemføre en bedre Værnefor­

fatning. Der maatte handles hurtigt, thi Uvejret hang mørkt og truende over Hovedet; Lynet kunde slaa ned hvilketsomhelst Øjeblik. Hvis ikke det danske Folk traf Anstalter til Modværge til den yderste Grænse af, hvad de personelle og økonomiske Kræfter tillod, var yderligere Sønderlemmelse af Riget vis. Aldrig før eller senere har vort Lands politiske og militære Stil­ lingværet farligere end i hine Aar.

Allerede i det sidste Krigsaar (1645), saasnart Fjenden var ude af Lan­

det, blev der taget fat paa Anlæg af Befæstninger til Støtte for Hæren ved Angreb og Forsvar; Kjøbenhavns Befæstning forstærkedes; en storslaaet Befæstning paabegyndtes ved Frederiksodde (Fredericia) med et mindre Anlæg ligeoverfor paa Fyen, og Ghristianspris (Frederiksort) ved Kieler Fjordudvidedes stærkt. For at skaffe Midlerne til disse Arbejderblev defør og under Krigen opstillede, meget bekostelige hvervede Styrker efterhaan- den ophævet omtrent fuldstændigt, thi Rigsmarskens Hovedformaal var, at Rigets Forsvar fremtidig først og fremmest skulde hvile paa danske Afde­ linger, der til Gengæld i størst mulig Udstrækning skulde have virkelig Soldateruddannelse.

Bille fik oprettet et Generalitet, et Krigsraad af erfarne danske Officerer, der til enhver Tid kunde drøfte de militære og politiske Forhold og ud­

arbejde Forslag til Vejledning for Konge og Rigsraad. Dernæst fremsatte han en samlet Befæstningsplan for Riget. Til Landets Forsvar, siger han i et udførligt Forslag om Hærens fremtidige Organisation, maatte vel Fod­

folket forøges og uddannes bedre, men Hærvæsenets sidste Udvikling (i Trediveaarskrigen) viste Rytteriets overvældende Betydning, i strategisk Henseende ved Operationerne og i taktisk paa Kamppladserne, hvorfor denne Vaabenart burde forøges stærkt, saa at en kommende Krig kunde føres offensivt, ind i det fjendtlige Land.

Til Opnaaelse af disse Formaal fremsatte Bille positive Forslag. De mest fremsynede i Rigsraadet sluttede sig ganske til ham,men andre i Raadet og i den øvrige Adel havde ikke tiltrækkeligt Øjet aabent for den store Fare, hvori Riget svævede; stærkt svækket i deres økonomiske Evne efter de to ødelæggende Krige skyede de at tage de nødvendige Skridt fuldtud, og efter lange Overvejelser nøjedes man med kun delvis at følge Billes Forslag. Til Befæstningsanlægene bevilgedes der dog betydelige Summer og Arbejds­

mandskab, og saavel Rytteriet som Fodfolket blev organiseret mere for- maalstjenligt end hidtil. De bevilgede Pengemidler viste sig dog snart util­

strækkelige; den første kraftige Offervillie tabte sig under Trykket af de store Ødelæggelser, og da Forholdet til Sverige syntes at bedre sig noget, skred man i Frederik IIIs første Regeringsaar til en Reduktion af Hæren, hvorved man endog gik ned under det før Krigen 1643 bestaaende.

1653 havde de økonomiske Forhold bedret sig en Del,og da der dette Aar til den stadige Fare fra Sverige kom Mulighed for Forviklinger med Eng­ land, tog Overvejelserne om en bedre Værneforfatning atter Fart. Det be­

sluttedes, at samtlige unge Karle paa Landet skulde øves i Vaabenbrug og de dygtigste af dem særlig inddeles og yderligere indekserceres i særlige Kompagnier som Reserve for de stadigt bestaaende tre gamle Fodfolks­ regimenter. Rostjenesten skulde forstærkes ved, at hvert Sogn i Landet skulde stille en fuldt rustetogbereden Rytter, Sognerytteren, og Præsterne to og to samt Fogderne skulde stille enHest og fuld Udrustning til en Ryt­ ter. Rostjenesten blevherved forøget til over 6000 Ryttere, hvis Uddannelse straks paabegyndtes og dreves med Iver. Bønderne, navnlig de jyske, der havde lidt mest under de to Krige, gik med stor Beredvillighed med til Op­

stillingen af Sognerytterne. Yderligere blev der 1656 truffet Anstalt til, at der iJylland kundeoprettes fire nye Infanteriregimenter. Efter dette kunde man regne med en Fodfolksstyrke paa omtrent 10,000 Md., en Reserve paa 10—15,000 vel bevæbnede og nogenlunde indeksercerede Karle, og endelig var der truffet Forberedelser til at rejse alt øvrigt værnedygtigt Mandskab som Landstorm.

Men trods al god Villiehos Bønder somhos Adeltil at værne Fædrelandet led vort Hærvæsen underManglen paa grundig Indøvelse og Sammenarbejd- ning samt Krigserfaring — alt dette, som den svenske Krigsmagt havde i et Maal, der overgik alle andre Hæres paa dette Tidspunkt.

KRIGEN 1657 — 60

Den uundgaaelige Krig med Sverige brødud Sommeren 1657, medens Karl Gustav med Kærnen af de svenske Hære var paa Krigstogt i Polen. Ved Hvervninger i Danmark og Hertugdømmerne og ved Nyudskrivninger var Hæren i Løbet af nogleMaaneder bragt op til 15 Rytter- og Dragonregimen­ ter og 9 Infanteriregimenter, omtrent 23,000 Md. Regimenterne varaf meget forskellig Styrke, med fra 4 til 14 Kompagnier. De hvervede Afdelinger var alle opstillet af Adelsmænd, for en stor Del paadisses egen Bekostning. Af denne Styrke opstilledes der i Skaane et Korps paa 11,000 Md., i Holsten et paa 12,000.

Der var overvejende Stemning for med det talrige Rytteri straks at føre Krigen ind i Fjendens Land: fra Skaane mod Halland-Smaaland, fra Hol­

sten ind i svensk Pommern eller Stift Bremen, der ogsaa var svensk. — Krigen begyndte gunstigt, idet det skaanske Korps under Axel Urup m. fl.

tilkæmpede sig væsentlige Fordele, medens Korpset i Holsten underAnders Bille erobrede næsten hele Stift Bremen med flere faste Pladser. Men med Karl Gustavs Indtræffen paa den sydlige Krigsskueplads med en yderst slagkraftig Hærafdeling forandredes Situationen her. Billes Korps blev hur­

tig tvunget ind i Defensiven og skilt i to Dele til Forsvar af Marsklandene 29

og af Jylland. Medens en Del af den svenske Hær oversvømmede Jylland, lagde Hovedstyrken sig for den endnu ikke helt fuldendte Fæstning Frede­ ricia, der indtoges i Slutningen afOktober efter et tappert Forsvar, hvorved Bille blev dødelig saaret.

Karl Gustavs March over Isen til Fyen og derefter til Sjælland uden at støde paa synderlig Modstand er vel bekendt ligesom ogsaa Fredslutningen i Februar 1658 i Roskilde, hvorved Danmark maatte afstaa Skaaneländ,

Hans Schack.

Norge Trondhjem Len m.

m. Nu var altsaa hele Øst- danmark gaaet tabt. Endnu inden Fjenden havde røm­ met Landet, begyndte man at reducere den danske Hær for at mindske de store Udgifter. Men i Be­ gyndelsen af August sam­ me Aar marcherede Karl Gustav atter mod Kjøben- havn med et Korps, og alle Landsdelene undtagen Smaaøerne fra Møen til Langeland oversvømmedes af andre svenske Styrker.

Men denne Gang beslut­ tede man at forsvare Kjø- benhavn og havdeHaab om betimelig Hjælp fra Hol­ land, den tyske Kejser, Bran­

denburg-Preussen ogPolen.

Til Kjøbenhavns For­ svar raadede man over Kongens Livregiment til Fods, den nye »Feltherre« Hans Schacks Regiment, Sjællandske Regiment, Gyldenløves Dragoner og Kongens Livregiment til Hest — altsaa en betyde­

lig Styrke af prøvede Soldater. Hertil kom nogle Kompagnier af Studenter, Haandværks- og Købsvende, der snart blev brugbare Soldater, og endelig havde man som Reserve i yderste Nød de egentlige Borgerkompagnier. Af Flaadens Mandskab opstilledes der 5 Kompagnier. Af Artilleripersonel og -materiel var der forholdsvis rigeligt. Kommandanten, Feltherre Schack, var en prøvet, koldblodig og yderst energisk Fører. Sidst i Oktober ankom

en hollandsk Flaade til Kjøbenhavn og forøgede Besætningen med et an­ seeligt Troppekorps, og i Løbet af Vinteren rykkede et allieret Korps under den Store Kurfyrste af Brandenburg op i Jylland. Men forinden dette skete, havde flere danske Oberster begyndt Opstillingen nord for Limfjorden af Afdelinger til Fods og til Hest paa Grundlag af de i det første Felttog ad­ spredte Regimenter. Disse Afdelinger forenede sig med Kurfyrstens Korps, og Jylland blev hurtig vundet tilbage.

Trods yderst energisk Forsvarfra den stedlige Befolknings Side erobrede Fjendeni Løbet af Foraaret 1659 Smaaøerne; dog holdt Nakskov sig endnu en Tid.

Da Stormen paa Kjøbenhavn var afslaaet i Februar 1659, kunde man tænke paa at gaa angrebsvis frem ved først at erobre Fyen tilbage og der­ næst angribe Sjælland. Efter Foreningen af de jyske og holstenske Afdelin­ ger med de allierede Tropper samt Dele afKjøbenhavns Besætning lykkedes det med Hjælp af den hollandske Flaade at gøre Landgang paa Fyen, og i November 1659 fuldendtes Øens Erobring ved den svenske Hærafdelings fuldstændige Nederlag ved Nyborg. Herefter begyndte langstrakte Freds- forhandlinger, hvorunder Svenskerne støttedes af Frankrig og tildels af England, Danmark af Hollænderne m. fl. Ved den anden Fredslutning, 1660, fik Norge Trondhjem Len tilbage men Danmark kun Bornholm, der selv havde frigjort sig.

Det fortjener at fremhæves, at Landstormens Genoprettelse 1653 havde haft en Virkning, som næppe nogen havde ventet. I Skaane havde betyde­

lige Styrker af Landstormen deltaget under Knud Ulfeldts udmærkede Føring 1657; Vendelboer og Thyboer havde kraftigt sat sig til Modværge ved Aggertangen sammeAar; Landstormen i Laalandog Falsterhavdeviist Mod og Udholdenhed ved Forsvaret af deres Lande i den anden Krig. Men navnlig bør Møenboerne og Langelænderne samt Borgerne i Nakskov frem­ hæves for deres uforligneligt tapre Forsvar overfor uafladelige Angreb af stærke fjendtlige Korps.

TIDEN 1661— 1679 Enevældens hvervede Hær, 1661—69.

Efter Freden kuldkastede Frederik III, der kunde støtte sig til de hver­

vede Regimenter, Rigets ældgamle Forfatning og indførte et Arve-Enevælde:

Intet Rigsraad mere; intet Valg af Tronfølger; en talrig og fornem Hofstat om Tronen. De fleste af de før Krigen bestaaende eller under denne opret­ tede Afdelinger blev afviklet i Løbet af et Par Aar, og det bedste af de hver­ vede Befalingsmænd og Mandskab blev indlemmet i de herefter bestaaende.

Disse blev navnlig Livgarden (Livregiment) til Hest med blandet dansk, holstensk og tysk Mandskab; Livgarden til Fods, navnlig skaansk og dansk Mandskab, ikke faa Norske og Tyske; Dronningens (Gyldenløves, Holcks) Livregiment Dragoner, mest Jyder, en Del Tyske; Schacks (Feltherrens) Regiment, meget blandet af forskellige Nationer; Lübbes’ Regiment, alle Holstenere eller Tyske; Ebersteins Regiment, Holstenere eller Tyske. Eber­

steins Regiment fik Garnison i Holsten; Dragonerne blev forlagt til Kron­ borg; Lübbes’ (Rüses) blev foreløbig i Kjøbenhavn men forlagdes nogle Aar senere til Fredericia m. fl. St.. Schacks Regiment kom foreløbig til Fre­

dericia, senere til Kjøbenhavn. Fra Livgarden t. F. nedstammer den nuvæ­ rende Livgarde i uafbrudt Følge; fra Dronningens Dragoner 17. Bataillon;

fra Ebersteins Regiment 6. Bataillon — alle siden 1657. Endnu ældre er 2.

Bataillon, der nedstammer fra Lübbes’ Regiment.

En kort Overgang efter Regeringsforandringen havde man kun rent for­ 31

melt bibeholdt det udskrevne Fodfolk — om af Besparelseshensyn eller fordi den unge Enevælde helst var fri for de udskrevne Afdelinger fra

»Adelsvældens« Tid, kan ikke afgøres. Da man 1663 bestemte sig til reelt at bibeholdeog endog udvide de udskrevne Afdelinger, stod Enevælden alle­

rede paa et sikkert Grundlag, og en storartet Udvidelse af Kjøbenhavns Befæstning var vedtaget, hvortil man behøvede en betydelig og billig Arbejdskraft, og den havde man i de udskrevne Bønderkarle, foruden at ogsaa de hvervede Soldaterblev benyttet i fuld Udstrækning.

Nævnte Aar, 1663, befaledes Udskrivning til 4 Regimenter å 8 Kompag­

nier: et sjællandsk, et fyensk (af Fyen, Langeland, Laaland, Falster og Møen), et nord- og et sydjysk. Af 60 Tønder Hartkorn efter den nylig ind­ rettede »Gamle Matrikkel« skulde der udskrives en Soldat, der leveredes af Godsejeren. Allerede om Foraaret samme Aar mødte Halvdelen af hvert Regiment til Eksercits og Arbejde ved Kjøbenhavn, Nyborg og Fredericia.

Sognerytterinstitutionen havde man derimod ganske ladet falde, og selv den gamle Rostjeneste var for cn Tid ophørt. Ogsaa i de kongelige Dele af Slesvig og Holsten blev der udskrevet et Regiment til Arbejde paa Fæstnin­ gerne og Besætning i disse; men dette blev dog ikke fuldt gennemført i Frederik His Tid.

Det af Anders Bille 1646 indrettedeKrigsraad (Generalitet) blev 1660, til­

dels dog alleredefra 1658, omdannet til et Generalitet og Krigskollegium for Ledelsen af Hærens Anliggender i Krig og Fred, og det blev Forbillede for de senere oprettede civile Kollegier. Under Kollegiet hørte et Sekretariat, et Kommissariat (for Pengemidlernes Administration) og et General-Audito- riat. Som Præses i Kollegiet, Hærens øverste Leder, »Feltherren«, virkede Hans Schack en Aarrække med Klogskab, Myndighed og skarp Kortfattet­

hed, og Hæren skylder ham overmaade meget.

Christian V.s Hær organisation, 1670—74.

Den skaanske Krig, 1675—79.

Med Tronskiftet 1670 begyndte et overordentlig betydningsfuldt Afsnit af Hærens Udvikling, idet der straks toges fat paa en indgribende Forbed­

ring og Udvidelse paa alle Omraader. Christian V var ingenlunde hverken nogen krigersk Begavelse eller overdrevent krigslysten, om han end besad gode almindelige Soldateregenskaber; men hanvar opfyldt af et brændende Ønske om, ansaa det for sin Pligt, at søge at vinde de Landsdele tilbage, som hans Fader og Bedstefader havde maattet afstaa; Monarkiets saa stærkt sunkne Anseelse og Betydning skulde søges genoprettet, og det ene som det andet kunde kun naas gennem en Krig, ført med al den Kraft, Monarkiet endnu kunde udvikle.

Begyndelsen skete allerede fra 1. August 1670 med Oprettelse af Rytter- distrikter, hvori der udlagdes Gaarde paa 8 Tønder Hartkorn, hvoraf enten en paa Gaarden udlagt Rytter fra de geworbne Kompagnier skulde under­ holdes; eller ogsaa skulde den paaboende Bonde selv eller en Søn eller en anden nær Slægtning være Rytter — altsaa en Ordning omtrent som i Sve­

rige. Den hidtidige, stærkt nedskaarne Livgarde til Hest og de bestaaende

Frikompagnier til Hest blev opløst og Mandskabet fordelt i Rytterdistrik­

terne. Heraffremstod Sjællandske, Fyenske, Nordjyske og Sydjyske Rytter­ regiment. Samtidig genoprettedesRostjenesten af Adelens Gods og lidt sene­ re oprettedes det »Slesvigske« Rytterregiment i de kongelige Dele af Hertug­ dømmerne. Dernæst blev de fire udskrevne Fodfolksregimenters Styrke for­ øget, og det Slesvig-Holstenske Provincialregiments (til Fods) Oprettelse blev endelig gennemført. Det ses, at den nye Hærorganisation navnlig hvile­ de paa Landets Bonde­

befolkning;de geworbne Regimenter udgjorde nu kun den mindre Del af den staaende Hær, og i disse Regimenter var mange af Udlændingene efterhaanden skilt ud og erstattet med indenland­

ske hvervede Folk.

Til det i Fæstningerne fordelte Artilleriperso- nåle føjedes et i Frede­ ricia opstillet lille »Felt­

artilleri« med en Stald­

etat.

Ved regelmæssige Ek- sercerøvelser, Indkaldel­ ser, Sammendragninger i Fæstningerne og ved Grænsendroges der Om­ sorg for at dygtiggøre Afdelingerne og forbe­

rede dem for Krigen.

1673 samlede Kongen en Christian V.

Styrke paa omtrent 14,000 Md. i en Lejr ved Almind, mellem Kolding og Vejle, til krigsmæssige Manøvrer en Maaned, hvorved de deltagende Afde­ linger mødte med fuldt Krigsudstyr, Feltartilleriet bl. a. med nyt Skyts og fuld Bespænding.

Umiddelbart før Krigsudbruddet Forsommeren 1675 gennemførtes en omfattende Ændring i Organisationen. Saavel de udskrevne som de hver­

vede Regimenter sattes fra 8 i 12 Kompagnier, hvoraf fire skulde forblive i Fæstningerne, de otte rykke i Felten. De meget talstærke Rytterregimenter deltes hver i to, saaledes at der fremkom 1. og 2. Sjællandske, 1. og 2. Fyen­

ske, 1. og 2. Nordjyske, 1. og 2. Sydjyske. Slesvigske Rytterregiment afgav dog kun to af sine Kompagnier— til Stamme for to Regimenter, der skulde hverves. Rostjenesten deltes i Jyske og Sjællandske Rostjenesteregimenter.

Ved Hvervning i Indlandet opstilledes endvidere fire Infanteri-, tre Dragon- og endnu et Rytterregiment. Samtidig skete der Nyudskrivninger over hele Landet til Infanteriet for athave en Reserve foruden de efterladte fire Kom­

3

33

pagnier pr. Regiment. Det nyudskrevne Mandskab blev straks trukket ind i Fæstningerne til Indøvelse, og en Del deraf blev afgivet til Feltartilleriet og Regimenternes Træn.

Felthæren kom til at bestaa af de 4 udskrevne Infanteriregimenter, 5 gamle geworbne (4 fra Kongeriget og et fra Holsten) og 3 af de nye ge­

worbne. Af Reserver var der i Kongeriget 48 Kompagnier, hvoraf en Del kom ombord paa Flaaden; i Hertugdømmerne ligeledes 48 Kompagnier, medens der i det nylig tilgaaede Arveland Oldenburg stod tre endnu ikke fuldtallige Regimenter. Af Rytteri var der i Felthæren de 8 nationale Regi­ menter af Kongeriget og et af Hertugdømmerne; endvidere tre geworbne samttre (geworbne) Dragonregimenter. Endelig et betydeligt Felt- og Belej- ringsartilleri samt Znøeniørpersonale og Personale til de forskellige Arter af Hjælpetjenesten. PaaSjælland varefterladt et geworbent Rytterregiment, og Rostjenestens to Regimenter var fordelt i Landet. Det var saaledes en efter Tallet og hovedsagelig ogsaa efter Feltdygtighed overordentlig anseelig Hær, hvormed Kongen kundeindlede Felttoget, og i Modsætning til tidligere Tider var det en overvejende national Hær, hvoraf det stærke Rytteri gav betydelig offensiv Slagkraft. Slutstenenpaa Værket blev en Opfriskning af den gamle Landeværns- (Landstorms-) forordning.

Felttoget indledtes med, at de gottorpske Landsdele blev besat og de got­ torpske Tropper afvæbnet. Derefter gik Hæren over Grænsen og drev i For­

bindelse med et preussisk og et kejserligt Korps Svenskerne tilbage mod øst, til Stralsund, hvorpaa den danske Hær indesluttede den stærke Fæst­ ning Wismar, der efter en meget vanskelig Belejring indtoges med Storm i December. Medens dette var foregaaet, var Størstedelen af de i Kongeriget efterladte Dele af de gamle Regimenter blevet trukket over i Hertugdøm­ merne som Besætningstropper. Til Gengæld blev detnyudskrevne Mandskab inddelt i Regimenter,der foreløbig fikNavn som Nye Sjællandske Regiment og tilsvarende.

I Løbet af Vinteren blev Regimenterne rekrutteret for Afgangen i Felt­ toget, og Fodregimenterne fik hver en lille Afdeling let Feltartilleri. De fire gamle udskrevne fik Hvervepenge til Rekrutter og betragtedes herefter som geworbne. I det første Felttog havde Hæren ikke haft nogen egentlig Over­

general, da Feltherre Schack var syg. Han døde om Foraaret 1676, men for­

inden var den meget krigserfarne og energiske Hertug Johann Adolf af Plön blevet udnævnt til Overfeltmarskal.

Foraaret 1676 havde man indrettet en Lejr i Dyrehaven ved Kjøbenhavn.

Den var bestemt til at optage den Hær, der skuldeføres over i Skaane,nu da Sydgrænsen var blevet sikret, og fra Juni Maaned samledes her 11 Fod-, 2 Dragon- og 8 Rytterregimentermed deres fulde Træn samt et Artillerikorps.

Denne Felthær, disse 21 Regimenter, der nu havde deltaget i et heldigt Felt­

tog og i et Aar været samlet under Vaaben, var den bedste, Danmark havde haft i A ar hundreder, og som uddannede Reserver stod der spredt i Dan­

mark, Hertugdømmerne og erobredeLandsdele ennæstenligesaa stor Styrke.

I Slutningen af Juni sattes Felthæren over Sundet til tæt syd for Helsing­ borg, erobrede hurtigt denne By og det befæstede Landskrona og marche­ rede derpaa med Hovedstyrken mod øst for at opsøge den fjendtlige Hær.

Denne trak sig foreløbig op i Smaaland, hvorpaa den danske Hær indtog Christianstad med Storm. Medens Hærens Hovedstyrke var i det østlige Skaane, var et Korps af alle Vaaben sendt mod det sydlige Halland. Dette Korps blev i August pludselig angrebet af den svenske Hovedhær og fuld­ stændig adsplittet, hvorved vor Hær mistede omtrent en Femtedel af sin Styrke. Den svenske Hær havde herefter atter trukket sig ind i Smaaland og undgik foreløbig at indlade sig paa den afgørende Kamp, som vor Hær søgte, skønt den yderligere var blevet svækket ved Detacheringer og Afgi­ velse af Besætning i de erobrede Fæstninger. Men fra Oktober stod de to Hære overfor hinanden midt i Skaane og afventede det gunstigeØjeblik til et Hovedslag.

Dette udkæmpedes ved Lund den 4. December, paa begge Sider med stør­

ste Tapperhed og vekslende Held samt under stort Mandefald; men Sven­ skerne beholdt Valpladsen, medens den danske Hær samlede sig i og om­ kring Landskrona. Hertugen af Plön havde allerede før Slaget afgivet Kom­

mandoen, der fra nu af skiftede hurtigt fra en General til en anden.

Vinteren 1676—77 dreves der paa med at fylde Regimenterne ud for de lidte Tab med Reserverne, Udskrivning af Rekrutter, Hvervinger, og sam­

tidig foretoges der Reduktioner af nogle af degamle udskrevneog af de nye hvervede Regimenter, hvis Mandskab blev stukket ind i de forblivende. — Det gamle Krigskollegium var blevet erstattet med et »Generalitet« alene.

Kommissariatet blev udvidet til et for Hær og Flaade fælles General- (Krigs) -Kommissariat.

Vinteren 1676—77 rasede smitsomme Sygdomme i de overfyldte danske Garnisoner i Skaane. Da Felttoget aabnedes om Foraaret, blev samtlige Rytterregimenter undtagen et trukket sammen i Skaane, men de havde ligesom Fodfolket mistet meget Mandskab ved Sygdomme. Af Fodfolket fandtes kun godt en Trediedel i Felthæren — alt det øvrige var spredt i de erobrede Fæstninger eller laa i Hjemlandet og samlede Mandskab til at udfylde Hullerne. Til Gengæld var der indtruffet en Del Hjælpetropper fra Danmarks Allierede. Medens vort Rytteri beherskede det aabne Land, blev det fjærneKarlshamn erobret og det stærkt befæstedeMalmø belejret.Tvun­ get af Omstændighederne:Den svenske Hærs Fremrykning tilUndsætning af Malmøog en truendeLandsætning af Landgangstropper fra en stærk svensk Flaade skred man til Storm paa Malmø, inden Belejringsarbejderne var skredet tilstrækkelig frem. Følgen blev, at Stormen trods den største Tapperhed fra Angribernes Side blev afslaaet med meget store Tab, og Belejringen hævedes. Faa Uger efter kæmpedes der haardt ved Landskrona og atter med ugunstigt Resultat for vor stærkt svækkede Hær.

Efter Niels Juels glimrende Sejr i Kjøge Bugt besluttede vor Hærledelse at indskrænke sig til i Skaane at fastholde Landskrona og Christianstad og i Forbindelse med de Allierede at angribe Rügen. En Del af Rytteriet blev trukket over paa Sjælland for at komme til Kræfter, hvorefter de mest kampdygtige Regimenter samvirkede med den norske Hær i Bahus Len og ved Indeslutning af Gøteborg. En Omorganisering og Reducering af Regi­ menternes Antal blev nødvendig efter de store Tab. Rostjenesten blev sammendraget i eet Regiment, nogle af de geworbne Rytterregimenter blev

3*

35

ophævet, og kun de ni nationale forblev som hidtil og fik Mandskab fra de ophævede, da de fleste »Landryttere« dels var faldne, dels foretrak at betale en Pengesum for at kunne blive ved Gaarden. Af Fodregimenterne skulde de fem gamle hvervede af »det kongelige Hus«, nemlig Livgarden, Dronnin­ gen, Prins Frederik, Prins Christian og Prins Georg, bibeholdes og blev for­

stærket med Mandskab fra de reducerede Regimenter. Endvidere skulde forblive et sjællandsk, et fyenskog to jyske Regimenter samt et i Udlandet nyhvervet. Disse fire Regimenter, der bestod af de i 1675 udskrevne, skulde sammen med Resterne af de gamle udskrevne Regimenter og af nogle af de nyhvervede danne Besætningstropper, medens de seks ovenfor nævnte sammen med Rytteriet skulde danne Felthæren.

I to Aars Felttog, tre Slag i aaben Mark og fire Fæstningsangreb og ved hærgende Sygdomme havde den før saa fortrinlige Hær mistet mellem Halv­

delen og tö Trediedele af sin oprindelige Bestand. Paa Gevinstsiden kunde opføres Besættelsen af de gottorpske Lande, Fæstningen Wismar med Omegn, betydelige Dele af Stift Bremen, Dele af Skaane omkring Helsing- borg-Landskrona og Christianstad samt Gulland og det nylig erobrede Rügen.

For yderligere at komme til Kræfter og konsolidere Rytteriet besluttede man for Felttoget 1678 at begrænse sig til Defensiven i de erobrede Lands­ dele, medens Flaaden med betydelige Landgangsstyrker skulde forurolige de fjendtlige Kyster. Rügen, som Fjenden havde erobret tilbage, blev atter indtaget og fastholdt, men Christianstad maatte overgive sig efter et langt og tappert Forsvar.

Vinteren 1678—79 benyttedes til yderligere Konsolidering afRegimenterne med et muligt Felttog mod syd for Øje. Rytteriet beholdt sine tretten Regi­

menter, Dragonerne samledes i to, Fodfolket i de seks geworbne og fem udskrevne Regimenter, foruden et Antal enkelte Batailloner og Kompagnier som Besætningstropper. Foraaret 1679 var Hæren bragt op til en Styrke af omtrent 18.000 Md. Fodfolk, 7000Ryttere og 1000 Dragoner foruden et ansee­

ligt Artilleri. Hovedstyrken samledes ved Sydgrænsen, og alle Vidnesbyrd gaar ud paa, at Hæren nu atter var fuldt kampdygtig. Fredsforhandlinger var imidlertid indledet, og om Efteraaret samme Aar sluttedes Freden.

Denne kom ikketil at svare til de storepersonelle og økonomiske Ofre i den lange Krig, og skønt den danske og den norske Hær vedblivende fastholdt betydelige svenske Landsdele, maatte alt det erobrede gives tilbage. Dette skyldtes atternavnlig Vestmagternes Indgriben til Fordel for Sverige, thi de saakaldte Sømagter var stærkt interesseret i, at Danmark ikke atter blev Herre over begge Sundets Kyster. Skaane forblev altsaa svensk.

TIDEN 1680—1762

Christian. V vender tilbage til hvervet Hær alene, 1680—99.

Efter Overvejelser om, hvorledes Hærorganisationen nu skulde fastsæt­ tes, bestemte man sig, i Modsætning til Ordningen 1661, for Opretholdelse af et stærkt Rytteri. I »Riget«, altsaa bortset fra Norge ogHertugdømmerne med Oldenburg, skulde forblive bestaaende 10 Rytterregimenter, nemlig

Artilleri 1676. — Grønne Benklæder og Strøm­

per, blaa Frakke, sort Hat med røde Kanter.

2. Sjællandske nationale Rytterregiment 1677.

Skind-Benklæder, graa Frakker med røde Op­

slag, sorte Hatte, røde Sadel dækkener.

Prins Frederiks Regiment 1679. — Musketerer og Pikenerer. — Lyse Strømper, røde Benklæder,

blaa Frakker med røde Opslag, sorte Hatte.

37

Livgarden, den nye Overgenerals, Wedels, Regiment og de otte tidligere nationale men nu geworbne, hvilke ligesomhidtil fordeltespaaRyttergodset.

Fem geworbne Fodregimenter: Livgarden, Prins Frederiks, Sjællandske, Jyskeog Fyenske Regiment, samt syvFrikompagnier. Disse fem Regimenter optog i sig samtlige øvrige udskrevne og geworbne Regimenter og Bataillo- ner, hvorved det gamleJyske Regiment blev stukket ind i Wedels hvervede tyskeRegiment, der til Gengæld fikNavnet Jyske Regiment, medens Fyenske Regiment blev stukket ind i General Esches hvervede tyske Regiment, der nu fik Navnet Fyenske Regiment. Alene det gamle Sjællandske Regiment forblev bestaaende og blev kompletteret med Resten af et tysk Regiment.

I Hertugdømmerne bibeholdtes to Rytterregimenter, tre Fodregimenter (Dronningens, Prins Christians og Prins Georgs) samt tre Frikompagnier.

Disse tre Fodregimenter optogi sig en Mængde udskrevet jyskMandskab.

Artilleriet og Ingeniørkorpset, der havde været adskiltunder Krigen, blev atter forenet som »Artilleri- og Fæstnings-Betjente«, delt iTøjhuspersonale, Voldpersonale og fem egentlige Artillerikompagnier. I Oldenburg blev der et geworbent Fodregiment. General-(Krigs)-Kommissariatet blev ophævet men genoprettet allerede 1683; en »General-Stab« blev genoprettet. Det fremgaaraf foranstaaende, at ChristianVganskehavde forladt Udskrivning af Mandskab til Infanteriet, og at Bestemmelsen fra 1670 om, at Bonden skulde ride for Gaarden, var ophævet. Fra 1679 i en Aarrække kom Hæren til at bestaa alene af hvervet Mandskab —dog overvejende afUndersaatter.

Udgifterne til en saa betydelig hvervet Hær var imidlertid saa trykkende for Landet, at man Gang paa Gang i Christian V’s senere Regering over­ vejede Genoprettelse af udskrevne Afdelinger under en eller anden Form;

men Hensynet til Hærens fortsatte Slagfærdighed ved flere Stridigheder med Naboer mod syd og til Jordbrugets Tarv forhindrede, at der i denne Konges Tid kom noget positivt ud af Overvejelserne. Hertil kom, at Udgif­ terne formindskedes meget betydeligt fra 1689 ved de store Afgivelser af Lejetropper (Auxiliærkorps) til England. Dette Korps deltog indtil 1692 i Nedkæmpelsen af Irlændernes Modstand mod det engelske Herredømme;

dernæst indtil 1697 i Flandern mod Franskmændene. Overalt kæmpede Korpset med Hæder, om der end er gjort noget mere ud deraf, end Begiven­ hederneberettiger til. Omtrent samtidig var etmindre Korps udlejet til den tyske Kejser.

For at skaffe fast Soldateske til en Del af Flaaden, til Vagt og Arbejde paa Orlogsværftet o. s. v., blev der 1682 i Norge oprettet en Afdeling

»Marinere«, der kort efter blev forlagt til Kjøbenhavn og blev det senere Marineregiment.

Frederik IV’s første Krig 1700. Landmilits oprettes 1701.

Ved Fredslutningen med Sverige 1679 havde Christian V dengang maattet opgive Forsøget paa at vinde de tabte Landsdele tilbage; men Haabet om under gunstigere politiskeForhold at forsøge igen opgavhan aldrig, og to Aar før sin Død udtalte han i et Slags politisk Testamente til sin Efterfølger, at Hæren ikke kunde formindskes, da man ikkekunde bygge paa Sveriges Ven­