Generelle udfordringer

Vejledning er et uddannelsespolitisk område som der er stort fokus på, og som der politisk er sto-re forventninger til. Ungdomsuddannelserne oplever et stort frafald, og mange unge starter sto- rela-tivt sent på en videregående uddannelse. Vejledning er derfor udset til at spille en afgørende rolle i forhold til de uddannelsespolitiske målsætninger om at 95 % af en ungdomsårgang skal gen-nemføre en ungdomsuddannelse, og at 50 % af en ungdomsårgang skal gengen-nemføre en videre-gående uddannelse. Skal vejledning for alvor bidrage til at nå disse målsætninger, er der behov for at tydeliggøre hvad vejledning er, hvad den kan, og hvad den skal.

Bedre sammenhæng gennem dataoverførsel, skriftlighed og klarere roller

Vejledningsreformens overordnede mål har været at skabe en sammenhængende vejledningsind-sats, og sammenhæng er en forudsætning for at vejledningen kan opfylde sit formål.

Vejledningsindsatsen er i dag ikke tilstrækkeligt sammenhængende. Unge med behov for vejled-ning der ikke blot drejer sig om informationer, slippes i overgangen fra én institution til en anden, fx i overgangen fra grundskolen til en erhvervsuddannelse eller til en gymnasial uddannelse. Det skyldes først og fremmest at der ikke foretages dataoverførsel. Elevernes uddannelsesplaner bru-ges sjældent af ungdomsuddannelserne når eleverne forlader grundskolen, og de brubru-ges slet ikke i kontakten mellem ungdomsuddannelserne og studievalgsvejledningen. Det betyder at der ikke findes noget overblik over hvilke behov den enkelte unge har, og hvilken vejledning den pågæl-dende har modtaget.

Uden dataoverførsel kan der ikke skabes sammenhæng ved overgange, og resultatet er mang-lende sammenhæng i hele vejledningsindsatsen for den enkelte unge. En systematisk dataover-førsel mellem overgangsvejledere og uddannelsesinstitutioner skal sikre at den institution der skal modtage den enkelte unge, ved hvilken vejledning og anden faglig, social og personlig støtte den unge har fået, dvs. om og i bekræftende fald hvor der er identificeret behov for støtte. Med den-ne viden kan der skabes progression i vejledningen, og den modtagende institution kan sætte

156 Danmarks Evalueringsinstitut

hurtigt og målrettet ind og dermed undgå at udsætte den unge for nederlag ved at skulle starte forfra. Uden oplysninger om de unge kan den pågældende institution først sætte ind når der vi-ser sig et behov, eller hvis den unge selv er i stand til at sætte ord på sit behov for støtte.

Uddannelsesplanen modsvarer i sin nuværende form ikke behovet for systematisk og ensartet da-taoverførsel i vejledningsindsatsen. Evalueringsgruppen anbefaler derfor at der etableres et natio-nalt system i elektronisk form i sammenhæng med uddannelsesplanen hvor der samtidig gives mulighed for en nem og fleksibel adgang for alle relevante parter.

Problemet med den manglende dataoverførsel forværres af det relativt store antal personer med en vejledningsfunktion som de unge møder. Unge der går den direkte vej fra grundskolen til en erhvervsuddannelse og videre i beskæftigelse, har minimum én UEA-lærer og én UU-vejleder i folkeskolen og én kontaktlærer og én gennemførelsesvejleder i løbet af sin erhvervsuddannelse hvor den unge måske tilmed er i kontakt med en studievalgsvejleder. Derudover kan de unge og-så have kontakt til personer med en vejledende funktion fra pædagogiske støttefunktioner, sags-behandlere i de kommunale forvaltninger og vejledere i de nye jobcentre.

Et tættere samarbejde mellem overgangs- og gennemførelsesvejledere kan bidrage til at skabe bedre sammenhæng i vejledningen, både i forhold til vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv og i forhold til vejledning om valg af videregående uddannelse og erhverv. Dokumen-tationsmaterialet viser at der er stor forskel på hvordan samarbejdet er tilrettelagt, og hvordan det foregår i praksis.

Rammerne for samarbejdet bør i højere grad skrives ned, ikke mindst når det gælder UU-centrenes samarbejde med uddannelsesinstitutionerne. Skriftlige aftaler der som regel bliver ind-gået på institutionsniveau, og som fastsætter mål og rammer for samarbejdet, skal følges op af personlig kontakt. På den måde knyttes de forskellige vejledere stærkere til samarbejdet, og det bliver desuden lettere at tilpasse aftalerne til de faktiske behov under hensyntagen til vejledernes roller.

Et tættere samarbejde mellem vejlederne kræver en tydeligere rollefordeling i den samlede vej-ledningsindsats. Gennemførelsesvejlederne på de gymnasiale uddannelser har fået nye opgaver, men de har stort set ikke ændret deres opgavevaretagelse. Det skyldes bl.a. at de har fået be-grænset støtte til at definere deres nye rolle, og at opdelingen i henholdsvis overgangs- og gen-nemførelsesvejledning er svær at håndtere i praksis.

Studievalgsvejlederne opfattes dermed som eksterne, og de udnyttes ikke som en vejledningsres-source på uddannelserne. Det gælder ikke mindst i forhold til unge med særlige behov for vej-ledning som de ikke har mulighed for at identificere og skabe kontakt til på egen hånd.

Vejledning om valg af uddannelse og erhverv 157

Både gennemførelsesvejledernes og studievalgsvejledernes roller bør derfor defineres anderledes.

Gennemførelsesvejlederne skal fortsat varetage vejledning om gennemførelse af en påbegyndt uddannelse. Desuden får gennemførelsesvejlederne ansvaret for at fortælle de unge om hvordan de kan bruge studievalgscentrene, fx til at indhente informationer, og for at identificere unge med særlige behov for vejledning, henvise dem til studievalgsvejlederne og samarbejde med stu-dievalgsvejlederne om indsatserne i forhold til disse unge. Stustu-dievalgsvejledernes indsatser målret-tes unge med særlige behov for vejledning, samtidig med at de fastholder ansvaret for den kol-lektive vejledning, herunder informationer om uddannelsessystemet og karrieremuligheder, som henvender sig til alle unge.

Prioriteret indsats i forhold til unge med særlige behov for vejledning

Ét af reformens nationale mål for vejledningen er at den i særlig grad skal målrettes unge med særlige behov for vejledning om valg af uddannelse og erhverv. Målet er gengivet i bekendtgørel-serne idet det fremgår at vejledningen skal afpasses efter den enkeltes behov med vægt på unge der på grund af personlige forudsætninger, fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, etnisk baggrund eller andre forhold har et særligt behov for vejledning.

Intentionen om at målrette vejledningen til unge med særlige behov for vejledning er altså afspej-let i regelgrundlaget, men den er ikke handlingsanvisende. Fordelen ved at måafspej-let ikke er ledsaget af en bestemt handlingsanvisning, er at det kan tilpasses lokale målsætninger og udgangspunk-ter. Ulempen er at det giver et uensartet og utilstrækkeligt grundlag for at fokusere vejlednings-indsatsen. Det medfører usikkerhed om hvem målgruppen er, og hvad det betyder for vejlednin-gen af både unge i og uden for målgruppen.

Der er stor forskel på i hvilket omfang og hvordan UU-centrene og studievalgscentrene har ope-rationaliseret målet, og hvordan de udmønter det i praksis. Flertallet af de selvevaluerende centre peger på at det er vanskeligt at operationalisere målet. Ud over problemet med at gøre målet handlingsanvisende vægrer centrene sig typisk ved at prioritere vejledningsindsatsen fordi de me-ner at alle unge i princippet har behov for vejledning.

Vejledningen skal fokusere på unge som har brug for vejledning for at komme i uddannelse eller få et arbejde. Det betyder at nogle unge skal have mere eller anderledes vejledning, og at man i højere grad skal arbejde med en differentieret vejledningsindsats, både i forhold til redskaber, ak-tiviteter og omfang.

Evalueringsgruppen anbefaler at Undervisningsministeriet i samarbejde med forskningsverdenen og med henholdsvis UU-centrene og studievalgscentrene og med inddragelse af gennemførelses-vejlederne definerer gruppen af unge med særlige behov for vejledning. Definitionen skal altså fastsættes centralt, men operationaliseres i lokale mål der er handlingsanvisende og udtrykker en

158 Danmarks Evalueringsinstitut

lokal prioritering af vejledningsindsatsen. Arbejdet med at opstille og operationalisere definitio-nen giver anledning til at overveje om gruppen af unge med særlige behov for vejledning er den samme i UU-regi og i studievalgscenterregi. Samlet set skal definitionen og de lokale mål resulte-re i en prioriteresulte-ret indsats i forhold til unge med særlige behov for vejledning. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på at et særligt behov for vejledning ikke er en absolut størrelse, men må ses i forhold til den enkelte og dennes konkrete situation. Det betyder også at den en-keltes behov kan ændre sig over tid.

I forhold til at tilrettelægge en differentieret vejledningsindsats over for unge med særlige behov er det afgørende at arbejde med et udvidet vejledningsbegreb. Det betyder bl.a. at man bør kombinere den vejledning der søger at hjælpe de unge med at vælge blandt de eksisterende ud-dannelsestilbud, med en vejledning der fokuserer på at der også skal skabes nogle uddannelses-muligheder der passer til de unges behov og forudsætninger.

Den vejledning der søger at placere den unge i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet, fokuserer på at identificere unge med forskellige problemer og henvise disse unge, fx til forskelli-ge eksisterende støtteordninforskelli-ger i form af ekstra undervisning eller særliforskelli-ge introduktionsforløb.

Den vejledning der søger at skabe nogle muligheder der passer til de unges behov, fokuserer på at uddannelsessystemets rammer og indretning er med til at skabe problemer for den enkelte unge. Det betyder at vejledningen bør fungere som den unges advokat, fx ved at opsamle erfa-ringer med forskellige grupper af unge og gå i dialog med skoleledere og med arbejdsmarkedets parter om etablering af uddannelsesforløb der kan rumme en bredere gruppe af unge.

Arbejdet med det udvidede vejledningsbegreb understreger at vejledning er mere end kollektiv og personlig vejledning, herunder den individuelle samtale. Det giver også mulighed for at slå fast at en udfyldelse af en professionel vejlederrolle i et vist omfang indebærer mere konfrontationstid for vejlederne, men det indebærer i høj grad også tid til at arbejde med kompetenceudvikling og til at arbejde med at sikre og udvikle kvaliteten af indsatserne.

Behov for viden om hvad der virker

Bekendtgørelserne om vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv og om vejledning om valg af videregående uddannelse og erhverv – dvs. for UU-centrene og studievalgscentrene – fastlægger at centrene skal have et system til at sikre og udvikle kvaliteten af deres vejledningsak-tiviteter og til at vurdere resultaterne af dem. Tilsvarende er der etableret et kvalitetssikringssy-stem for vejledningsportalen til at sikre og udvikle kvaliteten af portalens indhold.

For både UU-centrene og studievalgscentrene offentliggør Undervisningsministeriet tal for over-gange til ungdomsuddannelser og videregående uddannelser der er de eneste tal der stilles til rå-dighed som udtryk for vejledningens effekt, jf. afsnit 3.2 som problematiserer disse målinger. For

Vejledning om valg af uddannelse og erhverv 159

studievalgscentrene indsamler og offentliggør Undervisningsministeriet desuden kontaktstatistik-ker og resultatmålinger (tilfredshedsundersøgelser blandt brugerne).

Kvalitetsarbejdet på vejledningscentrene er meget forskelligt – især på UU-centrene. Det gælder bl.a. i forhold til hvad man måler i forhold til (produktion, kvalitet eller effekt), og hvilke metoder man anvender (kontaktstatistikker, tilfredshedsundersøgelser og andre brugerundersøgelser og overgangsfrekvenser). Generelt sætter centrene spørgsmålstegn ved relevansen af både de an-vendte mål og metoder. Centrene forsøger derfor på forskellig vis at kvalificere dem. Men navnlig UU-centrene har ikke tilstrækkelige forudsætninger for at løfte opgaven. Det er i sig selv nyt for centrene at gennemføre kvalitetsarbejde og afsætte medarbejderressourcer til det.

Samlet set er der behov for at skabe en tydeligere sammenhæng mellem mål og metoder i vurde-ringen af vejledningsindsatsen. I den forbindelse er det problematisk at der kun er et meget be-skedent fokus på vejledningens kvalitet og effekten af den, både lokalt og centralt. Det er ikke muligt at vurdere hvad der virker for hvem når man ikke ved hvad man har gjort, ligesom det ikke er muligt at forholde sig til kvalitet når man ikke har gjort sig klart hvad god vejledning er.

Vejledningscentrene bør sætte fokus på hvad der virker. Der skal skabes mulighed for datafangst – ud over den der sker ved den personlige overlevering – dvs. skabes mulighed for at følge vej-ledningsindsatserne i forhold til den enkelte. Der skal altså etableres en datakæde. Det forudsæt-ter at vejledningscentrene i særdeleshed nøje registrerer hvilken vejledning de unge får. For at mindske den statistiske usikkerhed og gøre det muligt at sammenligne er det afgørende at regi-streringen er tværgående, systematisk og ensartet. Registreringssystemet bør derfor være natio-nalt forankret. Individuelle bestræbelser på at registrere sammenhænge mellem vejledning og valg af uddannelse og erhverv ved hjælp af forskellige, lokalt tilpassede metoder skal således er-stattes af ét sammenhængende system. I den sammenhæng er der grund til at understrege at vejledning er mere end personlig vejledning, herunder den individuelle samtale. Etableringen af et nationalt system er derfor ikke ensbetydende med en ensretning af vejledningen.

På baggrund af registreringer af unges uddannelsesaktivitet og af vejledningen af de unge kan forskningsverdenen i samarbejde med vejledningscentrene udvikle metoder til at måle effekten af den vejledning der gives. Det vil også give bedre mulighed for at vurdere vejledningens fokus og målene for vejledningen og vurdere om man når disse mål.

Evalueringsgruppen anbefaler således både at der oprettes et system der skal sikre en systematisk dataoverførsel om vejledningsindsatsen i forhold til den enkelte unge, og et system der skal sikre en systematisk registrering af hvilken vejledning de unge får. Det ene system sigter mod at over-føre viden om den enkelte unge fra én aktør til en anden og på den måde støtte den unge. Det andet system skal gøre det det muligt at gennemføre forløbsstudier og på den måde opsamle

vi-160 Danmarks Evalueringsinstitut

den om hvad der virker. De to formål kan formentlig opfyldes ved at opbygge ét system, men det må undersøges nærmere hvad der er mest hensigtsmæssigt.

Ud over at opsamle viden om hvad der virker er der behov for at sætte fokus på vejledningens kvalitet og generelt kvalificere kvalitetsarbejdet i relation til vejledningen, fx ved at tildele kvali-tetsarbejde en større rolle på uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelsen. Kvalikvali-tetsarbejdet kan desuden opprioriteres gennem udviklingsarbejder på vejledningscentrene med deltagelse af forskningsinstitutioner og med en forpligtelse til at udbrede resultaterne og eksemplerne på god praksis.

Både centralt og lokalt bør man diskutere og opstille mål for vejledningens indhold og rolle. Di-skussionen kan have et normativt fokus (hvad er god vejledning?), et ressourcemæssigt fokus (hvad er effektiv vejledning i forhold til at udnytte ressourcerne bedst muligt?) og et virknings-mæssigt fokus (hvad er effektfuld vejledning i forhold til at mindske frafaldet på ungdomsuddan-nelserne?). I forlængelse af diskussionen skal vejledningscentrene opstille mål så de ved hvornår indsatsen er tilfredsstillende, eller hvordan de kan forbedre den, dvs. om de når de opstillede mål, og hvordan de fastlægger nye mål og udvikler vejledningen.