Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Ensomme Gamles Vel, Domsognets Kreds.
Titel | Title: Nytår
Bindbetegnelse | Volume Statement: 1927-1936 Udgivet år og sted | Publication time and place: 1927-1948
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
E N S O M M E G A M L E S V E L N
D O M - O G S C T . J O H A N N E S S O G N S KRE£>(S
N Y T A A R 1 9 2 7
Hans Holbein: Den hellige Nat.
Jakobstigen.
X n lille Dreng i s it syvende Aar, w m ed fyrige Ø jn e og k rø llet Haar, m ed røde Kinder og S m il om Munden, sto d m ed sin Tavle i M orgenstunden;
m ed T røjeæ rm et h>an pu dsede Næsen, og Moderen g la tte d ’ d e t lille Væsen;
bun strø g Ipam m ed Haanden sa a ø m t p a a Kind, og sa a f>am sa a k æ rlig t i Ø je t ind,
id et bun sagde: „Vær flink og rar og bliv til G læ de for m ig og Far."
S a a spanked' k>an a f over Eng og Vang til Landsbyskolen for fø rste Gang,
ban var sa a g la d som Fuglen i Lunden, der takker vor Herre i Morgenstunden.
Lad os g a a m ed bam > vor Hile Ven, og fø lg e bam be H Hl Skolen ben og titte ind gennem Dørens Spræ kke og se barn sid d e i Drengenes Række b elt sid st p a a Bænken ved nederste Bord, og bare opm æ rksom t p a a Lærerens Ord.
Og Læreren ta lte sa a m ild t og kæ rligt, ban sagde: „O, b vor d et dog var b^rligt, om vi kunde ligne den from m e Mand, P atriarken Jakob, som i frem m ed Land sig lagde a t sove p a a Marken derude og ba vde en Sten til Hovedpude.
Vor Herre bam vogtede som en Skat, fordi b a n sig ba vde p a a bam fo rla d t;
ban lod bam skue den m æ gtige Stige, som naaede beE Irid i Himlens Rige, bvorpaa Guds Engle steg op og ned og kom til b ° ns Leje m ed Himlens Fred;
ban lod børn i D røm m e se d et b0j e og skue bans m ilde Faderøje."
„Og, kære Børn", blev Læreren ved,
„vi kunde og kalde Guds Engle ned, vi kunde os bygge en H im m elstige
ved varm e Bønner, som naa Guds Rige."
— „Aa," tæ nkte den lille, „det vil je g prøve, naar je g kom mer bjem> sa a vil je g m ig øve, je g bruger Ø kse, Hammer og Tang,
sa a tøm rer je g m ig en Stige, sa a lang a t den kan naa over Stjernernes Vrimmel, sa a springer je g derfra ind i Guds Himmel;
naar sa a je g beder m it Fadervor,
sa a finder je g nok, b^or vor Herre bor, je g kommer igen m ed Englene ned
og ligesom de m ed Himlens Fred!" —
— 3
For i D ag (par nok Undervisningen Ende, der se vi nu Drengene lystig rende
a d Vejen (pen i flyven de Fart, a t nyde Friheden er jo sa a rart.
Hop, der sprang en, der en anden bagefter, ban naaede baia, d e t kom m er an p a a Kræfter, de daske hinanden og væ lte omkuld,
de ænse sle t ikke den p lø je d e Muld.
Nu s laas de alle, saan æ r som én,
ban tripper og bruger de stu m pede Ben,
ban tæ nkte: „Jeg tø r ej, hvor gæ rne je g vilde, for de er sa a store, og je g er sa a lille;
je g vilde vist ogsaa fa a U tak a f Mor,
bvis je g saadan sø led ' m ig til m ed Jord." — Hvem mon d e t nu er, den lille K ra b a t?
Vor nye S koleelev? — A kkurat!
Nu g a a r ban bort fra de andre Drenge, for S la g sm a a let varer barn a lt for længe.
Han lig en Hare a d Stien sprang,
mens sn a rt ban fløjtede, sn art ban sang, sn a rt b°ppede ban p a a d et ene Ben, sn a rt gik bans Vej over Stok og Sten, sn a rt rendte ban til a f alle Kræfter, sn a rt sto d ban stille og tæ nkte efter, hvordan ban skulde sin Plan udføre p a a bedste M aade og Rejsen gø re til Himlen og se, hvad deri bor, og sa a tilb a g e igen til Jord;
sn a rt andre Ting løb barn rundt i Ho’det, vel var ban lille, men varm t var Blodet.
T ilsidst dog naaede ban s it Hjem,
bans M oder sto d m ed Døren p a a Klem;
bun tog ham m ed kæ rlige Arm e i Favn, der stra n d ed ' ban vist i bedste Havn.
Da Aftenen kom, blev vor raske Dreng a f Moderen fu lg t til sin lille Seng, ban sagde: „God N a t min lille Mor", sa a læ ste ban køn t s it Fadervor,
sa a sta k ban sig under den bløde Dyne, sa a knap en k rø llet Lok var til Syne.
Han stra k te sig lid t og vendte sig om, men Søvnen p a a fø rste Vink ej kom, ban Ø jnene lu kked’, men uden Held, for Søvnen kom ej alligevel;
sa a læ ste ban a tte r s it Fadervor, d et kunde ban jo hvert eneste Ord;
men noget ham længer' fra Søvnen førte, og d e t var, hvad i Skolen ban barte, ban tæ nkte bestan dig p a a P atriarken, der laa og sov derude p a a Marken.
Nu Fader og M oder gik og til Ro, og lid t efter sov de begge to;
d e t m æ rked’ den lille derhenne i Sengen, og vips, der sto d nu l)ele Drengen
p a a G ulvet p a a tvende nøgne Ben, k>an sprang til Døren, ban var ej sen;
nu vilde ban bygge den lange Stige, som skulde naa op til Himlens Rige;
kom ban nu kun vel a f Stuen ud, sa a kunde ban sagten s naa op til Gud.
Men Faderen greb bam i Armen fa t og sa g d e: „Min Dreng, d e t er jo N at, bvi g a a r du p a a G ulvets kolde Sten m ed bare Fødder og nøgne Ben;
skyu d dig nu ben 7 Seng igen,
du m aa ej rejse dig saadan, min Ven."
Nu fik ban ingen S tig e b y g ’t, et Ø jeb lik efter sov ban try g t;
men Englene k yssed ’ b °n s bløde Kind, bans Fadervor bar de til Himlen ind.
I. P. Christensen,
Førstelærer ved Centralskolen i Mørke.
Død 1.—8.—1919.
Lad os vore Hænder folde, vi, der om Stigen bar læst,
ved vor Bøn bygge m ed p a a Værket, g ø re Tanken til Himm elgæst, bvor Gud lader Sjæ lene m ødes, der er m ed b r a n d e n i Slæ gt, og søger m ed alkæ rlig M ildbed a t fa a bævende H jæ rter lægt.
A lle I, som besvæ rede ere, kom mer til mig, bar ban jo sagt, je re s Æ n gstelse Hvile je g giver, je r e s Lykke i min H aand er lagt;
tb i m ed Sjæ lene leger ej Lykkens lunefuldeste Spil, vi véd jo, a t a l Ting føjes, som Gud i sin K æ rlighed vil.
E. C.
— 4 —
Den Almægtiges Skygge.
Det er David, der bruger det Udtryk i den 91. Salme. Han taler endog om at bo i den Almægtiges Skygge. —
Og mon der kan være noget bedre Steds at bo end i den Almæg
tiges Skygge? For man kan jo nok komme til at længes efter Skyggen.
Naar man et helt Liv igennem har baaret Dagens Byrde og Hede, har stridt og stræbt, tidligt og sent, saa kan det jo gøre godt at komme til at sidde stille og hvile sig. Og der er ingen Hvile som den, man faar i Guds Skygge. Der hviler man i Tak; Takken for alle Ting, ogsaa det sværeste. Der hviler man i Haab; et fuldvist Haab om, at der er beredt ogsaa mig en Plads i Guds Faderhus. For der hviler man i Fred; Forvisningen om, at alt, hvad man har syndet i sit Liv, er tilgivet og slettet ud for Jesu Skyld. Aa, hvor der er dejligt svalt
i den Almægtiges Skygge. Men der er man ogsaa tryg. Thi hvem kan finde mig, hvem kan røre mig eller gøre mig Fortræd, naar det er den Almægtige, der skygger over mig? 1 hans Skygge er man ikke bange, selv naar Døden kommer med sin sorte Nat. Thi man siger med David: „Herren er den, der bevarer mig“. Derfor, salig er den, der bor i den Almægtiges Skygge.
Og du kan ikke være i Tvivl om, hvor den Almægtiges Skygge er, og hvordan man kommer ind i den. Se paa den gamle Simeon! Du føler med dig selv, at han var i den Almægtiges Skygge. Men han stod jo ogsaa med Jesusbarnet i sine Arme! Thi der, hvor det Barn er, der er den Almægtiges Skygge. Det forstaar vi saa godt. Det ligger jo i Englenes Ord fra Julenat, at i ham har Gud Velbehag. Saa over ham skinner Guds Naades Sol tidlig og silde; og derfor er den Skygge, Jesus kaster, den Almægtiges Skygge.
Saa gør du da som Simeon!
„/ gamle, lister hen Til eders Sjæleven/“
staar der i en Julesalme (149). Følg den. List hen til Krybben i Betle
hem og faa jeres Hvileplads der og jeres stadige Gang der i stadig fornyet Tak og Glæde over jeres Frelser og over, hvad Gud har givet jer i ham. Saa bor I i den Almægtiges Skygge! Gud hjælpe jer og os alle med det, ogsaa i det Aar, der kommer.
J. Chr. Sennels.
— 5 —
Glædelig Jul!
Det er med saa forskellige Tanker, at disse Ord lyder Mand og Mand imellem. For nogle er de en ganske tom Formsag, for andre kan der maaske ligge Ønsket om, at Julen i rigelig Grad maa bringe alt det ydre, som nu en Gang er forbundet dermed. — Men naar vi kristne hilser hinanden med disse Ord, skulde der gerne ligge noget virkeligt bag ved dem.
Naar jeg ønsker et andet Menneske glædelig Jul, saa ønsker jeg først, at det maa faa det Sind, som er rede til at modtage Englenes Budskab: Eder er i Dag en Frelser født! Det er jo derom, hele Julen drejer sig, og den, som ikke har oplevet dette, har ikke prøvet, hvad det vil sige at holde rigtig Jul.
Dernæst ønsker jeg, at Mennesker maa forstaa, at dette er Jule
glæden. Det er ikke alt det ydre, som bruges til at skabe en vis Stemning om Julen; det kunde i og for sig godt undværes. Den vir
kelige Glæde ligger i det, der hin første Julenat raktes en sukkende Menneskeslægt gennem Stalden i Betlehem.
6
Og endelig ønsker jeg, at Mennesker maa føle Julefreden. Ikke blot i selve Juletiden, men over hele deres Liv. At de maa indleve sig saadan i Julen, at Forjættelsen maa hvile over dem: Fred paa Jorden og i Mennesker Guds Velbehag.
Alt dette ønsker jeg ogsaa Dem, naar jeg gennem disse Linier skal hilse Dem med et: Glædelig Jul!
Øjvincl Schlawitz,
Præst.
Naar de gamle Øjne straale.
De kom begge gaaende langsomt, gaaende til Helligdommen. — Gamle og hvidhaarede var de; de havde set meget i deres Dage, men i deres Hjærter var en Længsel efter at se Messias. Det syntes tilfæl
dig, men det var en Guds Førelse, at de ved Aandens Drift den Dag begge vilde til Helligdommen. Samtidig kom Josef og Maria med det lille Jesusbarn. Den gamle Simeon, hvis Øjne straks saa Messias, Verdens Frelser, gik hen og tog Barnet paa sine Arme og priste Gud og sagde: Herre! Nu Lader du din Tjener fare i Fred efter dit Ord.
Thi mine Øjne har set din Frelse. Hans Øjne — og Annas øjne straalede, da de saa Frelseren; thi nu var deres Længsel opfyldt og de kunde dø, i Fred. I Gamle skal have en Hilsen fra Guds Me
nighed. Vi glæde os altid over at se de gamle Øjne straale, naar vi se eder i Kirken og 1 i Troen har favnet eders Frelser. Hvor kan de gamle Øjne straale, naar Børnebørnene besøge eder og 1 selv tænke paa de glade Børnedage. Hvor kan de gamle Øjne straale, naar en elsket Søn eller Datter kommer hjem og har saa meget at fortælle Far og Mor. Hvor kan de gamle Øjne straale, naar der kommer et godt Brev fra Amerika fra Sønnen eller Datteren, at det gaar dem godt derovre. Der sidder paa Mols en ensom gammel Mand, hvis Hustru er gaaet hjem til Herren. Hvor kan hans Øjne straale, naar han synger de gamle, kendte Salmer i Salmebogen. Hans Hjærte har favnet Frelseren i Tro, — og hvor kan hans Øjne straale efter Bønnen. Mine øjne har set din Frelse. 1 Gamle faa saa megen Tid til Stilhed. Benyt Lejligheden som Simeon og Anna til Bøn. Bed for eders Børn og Børnebørn, for Menigheden, for Præsten, for alle de kære Mennesker, som gør eder saa meget godt; men lad din dybeste Bøn blive som gamle Simeon og gamle Anna har svaret Amen: Herre, nu lader du din Tjener fare i Fred, nu mine Øjne har set din Frelse.
Philip Boeck.
Juletræet.
- 7 -
C e først paa Juletræets Fod;
saa ser I, hvad I kender:
Det Kors, der er Livstræets Rod, det Kors, der fik sit Liv af Blod fra gennemstungne Hænder.
Af Korset vokser Julen frem med Englesang fra Bethlehem, den Sang, der aldrig ender.
Se saa paa Juletræet sel v, paa Grene og paa Stammen!
Se, Lyset strømmer lig en Elv.
En Glorie, et Straaleskælv er JulelyseflammenI
Den vidner om Guds Herlighed og om en evig Kærlighed,
der knytter Hjerter sammen!
Se saa paa Juletræets T op og se den gyldne Stjerne, der drager os mod Himlen op, did hvor den store Engletrop vil os mod Mørket værne.
Den Julestjerne svigter ej, den viser os vor Himmelvej til Freden i det fjerne!
O, Juletræ, o, Juletræ, i Skoven som i Stuen
er du for fattig Fugl og Kræ og for hver fattig Sjæl et Læ med Ly af Juleluen!
De unges Fryd, de gamles Fred, o, lad os alle samles ved
din Fod i salig Skuen!
Den 27. Decb. 1926. O l u f L. A r n dal .
Nogle Oplevelser fra ældre Dage.
Paa en elskværdig Anmodning om et Bidrag, helst en lille personlig Oplevelse, til „de Gamles“ Julehefte i Aarhus 1926, sidder jeg nu her, selv en gammel Mand, og lader min Tanke vandre rundt blandt de mange kære Minder, saavel de alvorlige som de fornøjelige. Med For
kærlighed tænker jeg da paa min Ungdoms Dage; jeg er en gammel Præst, der oven i Købet er kommen paa „Pulterkamret44, som man siger. Men i den Tid jeg tænker paa nu, mens jeg skriver, da var jeg Kapellan i Vig, det er ikke dér nedenstaaende Erindringer er foregaaet, men da jeg nu skal paa Prent, føler jeg Trang til at nævne den Pe
riode af mit Liv, som jeg levede der; den staar for mig med en særlig Glans, maaske fordi jeg var ung den Gang, og glad ved at skulle be
gynde mit Livs Gerning. 30—40 Aar efter fik jeg Beviser fra de Menne
sker dér, paa at de endnu huskede mig.
Som Kapellan i Vig var jeg naturligvis ugift, hvorfor jeg jo selv
følgelig rejste i mine Ferier, som oftest til en Onkel, jeg havde, der var Præst i Østjylland. Hos min Onkel og Tante, der var barnløse, blev vi unge modtaget med aabne Arme. Det var en af de rigtig gammel
dags Præstegaarde, som det var en Fest at gæste til alle Aarets Tider.
Til saadan et Præstegaardshjem paa Landet hørte ufravigelig en fast Besætning af Tyende, der kun forlod deres Plads i Tifælde af Gifter- maal. Her i Onkels Præstegaard havde de en Pige, Mette, som var
8
blevet gammel i Gaarde, hun havde derfor en vis Selvstændighed paa forskellige Omraader, og førte ligeledes sit eget Sprog, som hun i Tidens Løb havde tilegnet sig, og i mange Tilfælde skulde man være vel orienteret for at forstaa Meningen af hendes Meddelelser. For Eks.
hed det ufravigelig, naar en Godsejer, som boede i Nærheden og i Almindelighed blev kaldt Lensbesidderen, kom paa Visit: „A melder, te „Lissombidderen“ holder faa Daren.“ — Havde der været Storvask i Præstegaarden, og Tøjet skulde til Tørring, lød det altid fra Mette, inden hun begyndte at hænge Tøjet ud: „Hwa seje Barometen?“
Var et eller andet blevet forlagt, og man spurgte Mette, lød Svaret:
„A trowe de legge i „Poverandaen“.“ Hvilket sidste Ord i Mettes Hjerne var opstaaet, naar hun havde hørt nogen af de andre sige f.
Eks. „ude paa Verandaen". Samme Mette var en Gang til Bryllup hos nogle Venner der paa Stedet, hvor Onkel og Tante ikke skulde med. Da vi Dagen efter spurgte hende, hvordan hun havde moret sig, og om det havde været et godt Gilde, svarede hun noget undvigende;
vi blev da ved paa forskellig Maade at udfritte Mette om Grunden til hendes Utilfredshed. En spurgte om Maden ikke var god, en anden om der ikke var nok, men Mette var stadig lige tillukket, endelig paa Onkels Spørgsmaal om der ikke blev budt to Gange rundt, svarede Mette: „Jow, men vi bløw it præset."
1 de Tider var det ogsaa almindeligt, at ikke alene Sognets egne Fattige gik rundt og tiggede, men ogsaa Folk fra omliggende Sogne kom og bad om Gryn, Flæsk osv. Saaledes kom en Dag til Præstegaarden en svensk Kone, som havde en lille Dreng, Anders, med sig; da de havde faaet de behørige gode Sager i deres Kurv blev de desuden vel bespist, inden de travede videre; paa det venlige Spørgsmaal til Dren
gen, om han nu ikke vilde have mere, hvortil han svarede benægtende, gav Moderen ham følgende Opmuntring til at fylde sig: „Pinæ dig Anders."
En fin og yndig, gammel Dame var paa Besøg i Præstegaarden, hun havde paa det Tidspunkt en Datter, som skulde skilles fra sin Mand; den gamle Frue var ked af en saadan Skandale, som en Skilsmisse den Gang var, og hun forsøgte at omtale Begivenheden fra et religiøst Standpunk, hun var selv saa god og from; men Mette, som var nærværende, greb resolut ind i Samtalen og sagde: „Nej Frue, den Slags Ægteskaver stiftes it i Himlen, saan’o Makværk lawe vor Herre it."
En Gang havde der været en Mand i Præstegaarden for at melde sin Kones Død og træffe Aftale om Begravelsen; da Onkel senere fortalte Tante herom, og paa hendes Spørgsmaal om hvad Konen var død af svarede, at hun havde faaet et pludselig og meget svært Tilfælde af Apoplexie, faldt Mette højtidelig ind med følgende Bemærkning: „Nown dør ow Hjaatet, men li’saa manne ow de her Blikværk."
En stor Side hos Onkel i hans Præstegerning var hans Utrætte
lighed i Sygebesøg og Besøg i Hjemmene i det hele taget; herigennem var han til umaadelig Velsignelse og bar selv megen Glæde med sig hjem, som bragte ham stor Hjælp og Styrke i hans ansvarsfulde Ger
ning- Jeg var ofte med ham paa disse Vandringer, og vi oplevede jo naturligvis baade Alvor og Gammen. Jeg husker en Gang i Juletiden, vi kom ind hos en midaldrende Enke, som med Glædestaarer i Øjnene fortalte os om en Julegave, hun havde faaet fra nogle gode Mennesker, og hun endte sine Meddelelse i følgende Ord: „Ja, jæ bløw saamænd saa overrasket, som om jæ ha’d faa’t et Poplesislav.“
Paa samme Tur mødte vi en gammel Kone, der var nogle og 80 Aar;
hun havde for kort Tid siden haft et svært Sygeleje. Onkel talte nu til hende herom, og sagde blandt andet, at hun var en tapper, gammel Kone, der nu igen kunde gaa saa lang en Vej, som den hun havde tilbagelagt, men hertil svarede hun: „Nej Hr. Pastor, det er a it, men saa’n en Mand er Wjohær.“ (Vor Herre). —
Men nu maa jeg nok til at standse med mine Oplevelser, ellers bliver Stykket for langt; der skal jo være Plads til flere andre. Jeg vil da slutte med det Ønske til mine gamle, ukendte Venner, at de maa glæde dem lige saa meget ved at læse om disse mig saa kære Minder fra en svunden Tid, som det har glædet mig at fortælle derom.
Modtag saa, mine Læsere, Ønsket om et glædeligt og velsignet Nytaar fra eders hengivne
i Decbr. 1926. Onkel Lars.
9 —
Nytaarssang.
Mel.: „Vidunderligst af alt paa Jord“.
p T Nytaar nu igen oprandt,
^ for os en lukket Gaade;
men som det Aar, der nylig svandt, os skænket helt af Naade.
Der er en Kilde ren og skær hos Faderen i Himlen;
deraf kan øse en og hver i hele Folkevrimlen.
Den har i Evighed sin Rod, den kvæger alle Vegne;
den risler ud som Livets Flod til alle Verdens Egne.
Og den, som drikker af dens Væld, faar Hjælp i alle Sorger;
og den er Bod for Syndegæld, derfor Vorherre borger.
Den Kildes Navn er Kærlighed, Gud selv er Kildemanden;
og baade Nat og Dag vi ved, at den er fyldt til Randen.
Ja, gid vi lære maa helt ud i Aaret, os blev givet,
at fatte det, at Gud er Gud;
kun den Tro skænker Livet.
Vort eget vi maa fuldt afstaa, og Gud alene raade;
da kan paa Jorden trygt vi gaa og tage mod hans Naade.
Gid da, naar „Dagen“ gaar paa Held, en Engel med sin Finger
maa tegne Kilden i hver Sjæl, naar „Aftenklokken" ringer.
Efterladt Digt a f Førstelærer Christensen i Mørke. — Skrevet 1917.
— 10 —
Da Bedstemoder blev forkølet.
Gamle Fru Haller var ked af det, hun spekulerede saa Strikke
pindene raslede — og saa tabte hun en Maske — nu var hun igen bleven alt for ivrig, og saa gik det slet ikke, hverken med Spekulatio
nerne eller Arbejdet. Hellere sidde nu i Eftermiddagsskumringen og tænke rigtigt over, hvad hun dog skulde gøre for at finde ud af, hvad der var i Vejen med hendes egen lille glade Ellenpige, og saa, hvad der var ikke mindre vigtigt, finde ud af, hvad der kunde faa Pigebarnet til at blive netop hendes „glade" Ellenpige igen.
Hvor havde baade hun og gamle Kirsten glædet sig, da der kom Brev, at Ellen havde faaet Plads paa Amtskontoret der i Byen og nu bad om hun maatte bo hos Bedstemoderen og Kirsten fra 1ste No
vember. Ellen, den gladeste og kæreste af alle Børnebørnene — aah, sikken en Opmuntring for gamle Fru Haller, som sad saa alene, nu alle Børnene boede i andre Byer og det var tyndet saa stærkt ud mellem de gamle Venner, — og sikken en Skuffelse, da der i Stedet for den glade altid smilende Ellen, der før havde bragt Liv og Mun
terhed ind i de gamles graa Dage, viste sig en Ellen — mild og god
— I l
som altid, men Smilet var blevet saa blegt — der var kommen et lille træt Drag om den før saa leende Mund, og den perlende Latter lød aldrig mere i de stille Stuer. Hun passede sit Arbejde. Spillede og sang kønne, stille Sange og var saa sød mod Bedstemor og Kirsten, saa deres gamle Hjerter varmedes og glædedes derved — men Glæden, som de saa gærne undte deres Yndling, kunde de ikke give hende, hvor gærne de vilde.
„Du er da ikke syg, min søde Pige — jeg synes, Du er bleven saa stille", spurgte Bedstemor bekymret. „Ikke Spor, lille Bedstemor, jeg har det udmærket, jeg er bare bleven voksen", svarede Ellen, og saa var der jo ikke mere at sige til det. — Kirsten dækkede op med Havregrød og Fløde, Æg og Maltøl. „Ma’e ska’ der te’, hon haar Blaisot", sagde hun; men med Ellens Appetit var det ligesaa smaat som med Humøret.
Nu sad Fru Haller og spekulerede — det var i Dagene mellem Jul og Nytaar. Hjem til Nyby havde Ellen ikke villet i Julen — hvad var der dog i Vejen med Pigebarnet? Det ringede, Fru Haller kunde høre, at det var Fru Hejlesen, Postmesterfruen, der kom paa Visit.
Det var saamænd pænt af Fru Hejlesen, hun snakkede lidt meget, men oplivende var hun med alle de Nyheder, hun altid vidste.
„God Dag, kære Fru Haller, og glædelig Jul kan man vel nok sige, skønt Julen den er jo da egentlig forbi, og hvordan har De det?
Ja i Aar har De jo haft Deres søde lille Ellen, saa kan De jo sagtens;
men hvor er hun da kommen til at se daarlig ud — er hun rask? - aa, det var da dejligt, for det er virkeligt saa ængstende med de unge, ja, De har vel nok hørt, at Apothekerens Erna har en Gren af Tu
berkulose, ja, bare en lille Gren; men man ved jo aldrig, hvad det kan blive til — og, nej Tak, jeg skal virkelig ikke have Kaffe, jeg har lige drukken Kaffe hjemme — hvad siger De, maa jeg ikke bære Julen ud? — naa, ja Tak, maaske en lille Draabe, det er jo en rædsom Kulde udenfor".
Og Fru Hejlesen snakkede, og Kirsten kom med Kager og Kaffe.
„Tak, aa Tak, Kirsten, kun en lille Draabe, bare for at faa Kulden af Kroppen", og Kirsten skænkede en svingende Kop fuld. „Ma’e ska’
der te’, væ’s’go’, spis ro", og Fru Hejlesen smagte paa alle Kagerne, og maatte virkelig ha’ en Vanilliekrans til og en brun Kage — og et lille Stykke Lagkage og en lille halv Kop Kaffe — og en Kvart til alle de søde Kager, og imens fik Fru Haller Besked om alle de sidste Begivenheder i Byen, baade om Juleforlovelserne og Borgmesterens Julemiddag — hvor den ny Assessors Frue næsten ingenting havde haft paa — bogstaveligt ingenting — og om Skrædder Engelhardts Kat, der stjal Drejer Sørensens Flæskesteg, saa de stod Juleaften og ikke ejede Kødmad i Huset, og saa — og det havde Fru Hejlesen nær glemt
— hun stod med Tøjet paa og havde sagt Farvel — da hun kom i Tanker om Distriktslægens Mavetilfælde, jo, det var meget slemt denne Gang, han laa med varme Omslag, og der var kommen en „Amornu- ensis" fra København, saadan et nydeligt Menneske — Dr. Lange hed han — og — jamen Ellen maatte jo da kende ham, for han var jo Præstens Søn i Nyby; det havde Fru Distriksen jo selvsagt i Gaar — ja, men tænk, at Fru Hejlesen først kom i Tanker om det lige nu —
men nu maatte hun virkelig gaa — og saa gik hun.
Gamle Fru Haller var lidt ør i Hovedet af Fru Hejlesens Snak;
12
hun vilde sidde i Mørke til Ellen kom. Det var egentlig morsomt med den unge Læge, maaske kunde det opmuntre Ellen at træffe en gammel Bekendt — hun havde jo ikke villet søge ny Bekendtskaber mellem Byens unge.
Saa kom Ellen hjem, og Lyset blev tændt. „Hvordan har Du det, lille Bedstemor? Du har nok haft underholdende fremmede, siger Kir
sten". „Ja, det har jeg, min Pige. Fru Hejlesen er virkelig saa rar, men hun snakker jo lidt rigeligt; men tænk dig, hun fortalte, at Distrik- sen er syg, og at der er kommen en ung Læge Lange, og ham maa
Du da kende, han er fra Nyby“.
Fru Haller saa op paa Ellen, det maatte da glæde hende, at der var kommen en Bekendt til Byen. Men hvad var det? Ellen stirrede ganske forfærdet paa Bedstemoderen, og ligbleg blev hun. „Er Erik
— er Dr. Lange — naa — aa, jeg har saadan en Hovedpine, jeg gaar op, Bedstemor, og lægger mig lidt".
Fru Haller var ganske overvældet; saa klog var hun forlængst blevet med Aarene, at hun nok vidste, at naar unge Piger forandrede sig, som Ellen havde gjort det i det sidste Aars Tid; saa var der Kærlighed med i Spillet, og mange Gange havde hun spekuleret paa, hvordan hun skulde faa opklaret, hvad og hvem det var, der havde saaret hendes Ellenpiges varme, gode Hjerte og slaaet Rifter i hendes glade Sind; og nu saa det pludselig ud til, at hun ganske uventet havde faaet Traaden til Gaaden i sin Haand.
Men hvad saa? Var der noget, der skulde heles, eller var Saaret saa dybt, at kun Tiden kunde læge? Det var rart at faa set paa den Dr. Lange — men hvordan? Ellen blev paa sit Værelse; Hovedpinen var saa slem, at hun maatte gaa i Seng, saa Bedstemor fik Ro til at spekulere paa Sagen hele Aftenen; men tilsidst blev Kirsten kaldt ind og blev indviet i en Plan, som Fru Haller havde udspekuleret.
Det blev en slem urolig Nat. Kl. 4 blev Ellen vækket, hun maatte ind til sin Bedstemor, som var bleven rigtig daarlig, hun laa og smaa- klagede sig og vilde have Bud efter den gamle Distriks, Ellen og Kir
sten forklarede hende jo, at Distriksen var syg, og de maatte jo hellere sende Bud efter Dr. Møller, men enten det nu var Feberen, eller hvad det var, Bedstemor vilde have Bud efter Distriksen, og Ellen skulde sidde og holde hende i Haanden. Saa kom Doktoren — ikke Distrik
sen, men den unge „Amornuensis", og Bedstemor kiggede med halvt lukkede Øjenlaag paa to alvorlige, tillukkede unge Ansigter, der ikke røbede Glæde, men nok nogen Forvirring ved Gensynet. „Jeg vil helst snakke alene med Doktoren", sa’e Bedstemor; hun kunde ikke nænne, at holde Ellen derinde længere. Og saa snakkede Bedste
mor med Doktoren — baade den Nat og næste Dag og et Par Gange til, for hun var nødt til at blive i Sengen, og Doktoren skulde komme hver Dag, og det gjorde han jo, naar den gamle Dame forlangte det, skønt nogen Anledning til de mange Besøg fandt Doktoren ikke, for ud over lidt Forkølelse, var der ikke noget i Vejen med Fru Haller.
Ellen traf han ikke, og det var han glad — ja, var han egentlig glad eller bedrøvet over det — ja, det kunde han slet ikke selv sige, skulde han træffe hende som fremmed, saa hellere slet ikke, og — anderle
des fik han vel aldrig Lov at træffe hende — og saa spekulerede han
— Dag ud og Dag ind.
13
Var Doktoren ikke klar over Fru Hallers Sygdom, saa var hun, som det kloge Menneske hun var, bleven klar over, at Doktoren var en god, ung Mand, og det var det, hun vilde vide, og saa stod hun op, nu kunde den Sygdom ikke bruges længere; saa maatte vor Herre hjælpe hende, hvis det var hans Vilje, at de to unge skulde finde hinanden igen, for at de var kommen bort fra hinanden en Gang, det var hun klar over. Og saa skete der noget, som Bedstemor slet ikke havde regnet med, for saa blev hun rigtig syg; om det nu var den lille Forkølelse, der blev til en alvorlig Forkølelse, da hun kom op efter de 3 Dages frivillige holden Sengen, eller hvad det var, saa blev det til det ramme Alvor med Nødvendigheden af Dr. Langes Syge
besøg, og Bedstemor glemte rent at holde Øje med de to unge, som nu mødtes hver Dag ved hendes Sygeleje, og som ogsaa for deres Del glemte Forlegenhed, Vrede og Misforstaaelser i fælles Arbejde for at redde et Menneske, som var den ene meget, meget kært, og som den anden netop derfor vilde kæmpe til det yderste for at redde.
Det blev en lang og svær Tid. Gamle Kirsten var ganske fortvivlet og glemte for sit eget vedkommende, at der skulde „Ma’e te’“, og endnu mindre Held havde hun med at overbevise Ellen om Rigtig
heden af denne Livssandhed, saa det var en meget bleg og tynd Ellen, der en frostklar Januardag meget træt, men gladere i Sindet end længe, var paa Vej fra Kontoret hjem til en gammel Bedstemor, endnu svag og træt, men uden for Fare og saa smaat begyndt at komme op af Sengen nogle Timer, mødte Dr. Lange. Han kom hen imod hende, og Ellen følte pludseligt, hvor helt anderledes det var at møde ham her end derhjemme ved Bedstemors Seng. „Vil du gaa en Tur med mig, Ellen, vi to har vistnok lidt, vi skal have talt om.“ „Erik — nej, lad os lade være, jeg skal hjem til Bedstemor/1 „Nej, Ellen vi skal hjem til Bedstemor. Jeg tror, jeg har faaet Rede paa, hvad hun fejlede, da jeg første Gang blev kaldt til hende, og den Sygdom kommer hun sig vist ikke af, før vi to faar talt ud med hinanden. Ellen, hvad mener du, tror du ikke, vi skulde prøve paa at faa Bedstemor kureret for den Sygdom ogsaa.“ „Hvad mener du?“ Ellen saa lidt forbavset op. „Aa, jeg tror, Bedstemor lider af „Ellensorg“ — maa jeg prøve at kurere den Sygdom ?“
Og saa gik Dr. Lange og Ellen Tur, og den blev lang, for der var meget at forklare og rede ud, et helt Væv af Misforstaaelser og Bagvadskeiser og alt det, som naar det bliver blandet op med en Por
tion Jalousi i et Par unge og uprøvede Sind, kan gøre Hjerterne haarde og vende Kærlighed til Vrede og Glæde til Sorg; men om
sider fik baade Forklaringen og Turen Ende, og det var et Par glade, unge Mennesker, der med straalende Ansigter fremstillede sig for en ikke mindre glad, gammel Bedstemor, der nu kureret ogsaa for sin
„Ellensorg“, meget hurtigere end man kunde vente sig, vandt Kræf
terne tilbage.
At Kirstens ihærdige Anstrængelser for at faa baade hende og Ellen til at rette sig efter Kirstens Yndlingsregel, „Ma’e maa der te’“, naturligvis havde sin Andel i den gode Fremgang, skal indrømmes, men Ellens glade Latter og friske Humør, som nu atter satte Liv i det ellers saa stille Hus, havde en ikke mindre god Virkning.
„Du er den klogeste Bedstemor i Verden," sagde Ellen, „hvis du
ikke havde fundet paa at blive syg, saa var jeg aldrig bleven glad mere.“ „Ja,“ svarede Fru Haller, „det er en klog, gammel Bedstemor, du har, min Pige, men hvis vor Herre ikke havde været klogere end jeg, saa var der alligevel ikke kommet noget ud af min Klog
skab; lad os bare aldrig glemme det.“
— 14 —
M ari.
Nu gik det virkelig mod Vaar! Det kunde man da mærke paa Luften og paa Dagslyset og paa de lette Skyer, som drev for den milde Vind. Aa, saa dejligt det dog var at aande i Dag! Mari gik langsomt hen ad Parkvejen og drejede ind i Slotsparken mellem de to Damme, der hvor alle Smaabørnene holdt til i Vinter med Kælker og Ski. Nu var det forbi med det Mylder for i Aar. Men morsomt havde det været mange Gange at staa der lidt paa Afstand og se paa dem og deres Leg. Og Barnepigerne — jøsses — kom ikke der! Ikke for det, hun — Mari — havde aldrig snakket til Pigerne. Bare en enkelt Gang havde hun ikke kunnet dy sig for at spørge en sød lille Tulle, hvad hun hed? Men det Navn, som hun længtes saa inderligt og ømt efter at høre fra et Barns Læber, det kom aldrig. Enten svarede den pæne, lille Tulle slet ikke, eller ogsaa hed hun altid noget andet. Børn havde saa sære Navne nutildags! Der var vist ingen, der hed Vesla mere. Maaske var det ikke fint nok — eller det var maaske gammel
dags, det nydelige Navn!
Mari standsede og stod og kiggede op i de nøgne Trætoppe!
Lille, tynd og mager og graagusten i Ansigtet efter Vinterens Slid og Møje, havde hun alligevel et lille levende Glimt i Øjnene. Og Munden bevægede sig, som om hun talte til nogen: Nej, sandelig — var det ikke begyndt at grønnes! Birken stod i Spring og Hæggen ogsaa.
Om et Par Dage vilde det fine lysegrønne Løv titte frem. Hun blev staaende og stirrede og stirrede op i Luften og mærkede ikke de to graa Haartjavser, som havde slidt sig løse ved Tindingerne, mens Hatten var gieden lidt paa skraa. Var det virkelig Smaafugle, som fløj højt deroppe over Trætoppene. To i Følge! Jo, saa sandelig var det saa!
Tænk, saa tidligt de havde forvildet sig herop til det kolde Land.
At de ikke frøs rent fordærvet, de Smaastakler — sandelig, om det ikke var Vipstjærten, der allerede var kommen! Saa tænkte den vel paa Reden og havde travlt med sit. Akkurat som alle andre Nygifte om Vaaren. Hun fulgte dem med Øjnene, blev staaende med Nakken bøjet bagover. Nu kom de lavere og lavere og slog sig endelig ned i en Trætop et lille Stykke derfra.
Aa, helle dusse da, sukkede hun, sikke da et pænt lille Par. Og saa godt som de forligtes — og glade og sorgløse! Sidder de ikke der paa samme Gren og gynger og synger om Kap! Aa, den som havde været en lille Fugl! Det havde været noget andet det end at gaa ud og vaske og gøre rent — og traske og trampe Gade op og Gade ned, fordi en ikke havde Rist eller Ro hverken i Krop eller Sjæl.
Aa, Herregud! — Havde hun nu igen snakket for højt? For hun sagt
nede sin Gang, den Dame der, og saa paa Mari; men Mari hun ry
15
stede bare paa Hovedet og begyndte at se til alle Sider, som hun plejede. En kunde aldrig være sikker. Hun satte Benene pænt ved Si
den af hinanden og drev videre op igennem Parken
Den højre Arm svingede frem og tilbage i en Halvcirkel; den mindede næsten om Vingen paa en gammel Mølle, som ikke magtede at gaa helt rundt; men svingede tilbage igen.
Kommen helt op paa Bakken ved Slottet standser hun lidt og ser langt ud over Byen, lige mod Ekebergaasen med de lyse Sletter og den mørke Skov, og begge Armene slog pludselig bagud, mens hun i det samme gjorde et Hop fra Bakken. Aa — den som bare havde været en Fugl, sagde hun højt med et dybt Suk; men saa gav det et helt Sæt i hende ved at høre sin egen Stemme, og hun saa sig sky omkring. Saa satte hun igen Benene pænt tilrette og begyndte at gaa.
Lidt efter standsede hun igen pludseligt og betænkte sig et Øje
blik, men fortsatte saa hurtigt sin Vej igen, som om hun havde fattet en Beslutning. Naar en ikke kan flyve, saa faar en gaa, mumlede hun halvhøjt. Det var bare at gaa lige fremad — gennem Byen — saa kom en over paa den anden Side! Bare lige frem! Hæng i, Mari!
Har man nogensinde før mærket det saa dejligt, som der er der
ude i Dag! Solen staar lige mod Fjældvæggen og den varmer saa dejligt i Ryggen, ja, hele hendes Krop, hun maatte lukke Øjnene af og til, saa stærkt skinnede den lige i hendes Ansigt. Hun prøvede paa at lade være at se paa Solen; men hun kunde næsten ikke, saa stor og rund og mægtig glinsende som den skinnede og straalede deroppe paa den blaa Himmel. Den var noget andet end al Slags nymodens Kraft og Lys. Der kunde Menneskene se, hvordan Vorherre fyrede.
Der var ikke noget Kniberi med ham! Og ikke noget med Uddeling efter Stand og Stilling eller Fortjeneste. Nej, han satte bare Solen paa Himlen og sa’e værs’god! Ak ja! Og Gud være lovet og takket for det.
Det er en stor Naade at leve og faa Lov at sole sig. Solen den gi’er Kraft til baade Sjæl og Legeme. Den gi’er Varme og Styrke og Skøn
hed. Skønhed! Aa, som alt bliver vidunderligt rigt og pragtfuldt, lige
frem som forgyldt. Sad hun ikke selv tynde, slidte, graa, stakkels Mari her og lod sig forgylde af dens Straaler, saa hun lignede selveste Jom
fru Maria, saadan som hun var afbildet paa de fineste Julekort! Her sad hun jo ligegom en Dronning i sit Rige paa en Tronstol af Guld, saa dejligt som hun havde det. Og her kunde hun se saa langt, saa langt — udover Havnen og Fjorden og Øerne, og længst borte alle Bakketoppene, som mest lignede store, blaa Bjærge. Og saa dejligt som det lugtede fra Naaletræerne i Skoven omkring hende. Og Løv
træerne her vilde ogsaa snart springe ud. Saa vilde hun gaa tit herud og sidde her og lade Solen skinne paa sig. — Og Vesla skulde faa Lov at komme med. Mari’s lille Vesla — skulde hun ikke med sin Mor til Ekeberg og sole sig. — Med sin Mor — jo, det manglede da bare. — — —
Pludselig udstødte hun en klagende Lyd. Den lignede mest et saaret Dyrs Stønnen og gentog sig flere Gange, hun havde rejst sig og stod med sammenpressede Læber og knugede Hænderne, mens Øjnene stirrede vildt. Aa Gud, aa Gud, stønnede hun og rev en lille Bylt frem fra Brystet og kyssede den atter og atter, mens Taarerne
16
strømmede ned over hendes Kinder. Saa blev hun roligere og satte sig lidt efter igen ned paa det samme Sted som før, og forsigtigt, næsten andagtsfuldt pakkede hun ud to smaa Strømper og en lille bitte Skjorte med en lyserød Trøje udenpaa og bredte det ud i sit Skod. Hun saa op og søgte efter Solen, men den var forsvunden bag en lille Sky. Hun kyssede den lille Krave og de søde smaa Pusse
lanker. Ak, den velsignede Barnelugt, hvor den holdt sig godt. Var det ikke akkurat, som om hun sad der med Vesla paa Skødet! Endda var det over 25 Aar siden, hun kom til Verden, levede og døde
alt paa mindre end et Aar. Men alligevel havde hun været en lille frelsende Engel, det var sandt og vist. Ved hende, den lille uskyldige, dejlige Unge, var hun, Mari Syversen, bleven frelst og befriet, det var sikkert. Vesla havde udført sin Mission. Derfor havde Gud i sin Vis
dom taget hende bort fra denne syndige Verden. Den Gang forstod hun det ikke og havde knurret og sat sig op mod hans Vilje. Men nu siden havde hun forstaaet alt: At Vesla havde sonet for hendes Synd. Derfor var Vesla bleven en lille Engel, som levede med og fulgte sin Mor overalt. Det følte hun saa sikkert.
Nu tittede Solen atter frem bag Skyen og skinnede lige paa hende og paa det altsammen. Saa tog hun Hatten af, og Vinden strøg det graa Haar tilbage fra Tindingerne og op fra Panden. Og Solen for
gyldte det, saa hun sad der som med en Glorie om Hovedet.
Anna Bugge Tostrup.
(I det norske Kvindeblad „Norges kvinder").
EN ÆLDRE HUSMODERS KLAGE
Mel.: Ved Bov der slog en Kugle . . .
(7)et gamle Aar er gaaet, og det er da godt,
i det jeg har mig lovlig mange Ærgrelser fa a ’t, hvad har jeg ikke døjet med de Penge, o Skræk, som, naar jeg mente, at de var der, saa var de væk.
Paa „Sylere" jeg spared’, saa det var den rene Ynk, en Smixle Udsalg knap jeg turde søge uden Klynk, og kom saa hjem jeg med en yderst tiltrængt Stump, saa sagde Fatter: „Kom blot ikke her og pump!“
Paa Vandgrød stod den saa den ganske Uge ud, min Kaffekande havde næsten iskold Tud,
og hvad det Syn vil sige, tænke kan enhver, som véd, hvad Kaffe fo r en ældre Husmo’r er.
Og tænk, vor Fru Minister hun er ogsaa gaa’t, Forstand det havde hun paa baade stort og smaat, a f hele Ministeriet bestemt hun var
den eneste, som Bukserne i Sandhed bar.
Nu haaber jeg, det hele snart i Lave gaar, at syv og tyve det maa bli’ et bedre Aar, se, derpaa vil vi raabe her et dansk Hurra og: Længe leve Far og jeg! Hurra! Hurra!
M. Br.
1 DA R O* TRYKKER I £ T \ A A R H U S
E N S O M M E
G A M L E S V E L
D O M - O G
4 '»52 jSCT. J O H A N N E S S O G N S K R E D S
NYTAAR 1932
i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i ii i iu ii ii i iu ii ii i ii ii i u ii i n n n in ii n n ii i in ii im i ii n m ii i im u m m im n ^ m m ! ! ! !
Mørkt der var, men Lyset tændtes Thi i Julenatten hændt es
Det, som blev til evig Fryd!
Mangt et Hjærte glad udbryder:
Tonen nu fra Himlen lyder,
„Tak for Jul med Englelyd!u R. Skifter-Ander sen.
-V7
2
Me l . : T o r e n d n o g e n i h u k o m m e .
T ak for Julebud og Glæde, som paany for os genlød, alle Jordens T unger kvæde om den F relser os blev fød’;
lige ny de T oner klinge, giver H jertets Strænge Lyd, lige ny de K lokker ringe, fylder Sjælene med Fryd.
I det N yaar nu oprunden efter Julens H øjtidsbud,
lad al det, som ligger bunden, rejse sig og prise Gud;
fyld med Ydmyghed vort H jerte, Ju leb arn fra Bethlehem,
Sandhedens og Troens Kærte led i Kærlighed os frem.
Hvis Du m od en B roder synder, eller synder han m od Dig,
husk da, K ristus han forkynder, hvad I gør er gjort mod mig.
H ver Gang, vi det onde lønner m ed det gode, er h an Gæst hos os, og paa vore Bønner gør han Søgnedag til Fest.
Vi da vokse i vort N y aarr saa han ved os kendes maa, at af Vinter vi et F o ra a r samlede hos ham m aa faa.
*„Hans er Sølvet, hans er Guldet, m er end Guld hans Kærlighed, den er Himm elglans i Muldet, den skal vi forklares ved.“
* Salmebogen Nr. 332. E. C.
3
„Skatte, som er skjulte i Mørket11.
Det hedder i Beretningen om Julenat, at da Hyrderne har hørt Englebudskabet, saa siger de til hinanden: Lad os dog gaa til Betle
hem og se det, som er sket!
Jeg synes, at man kan undre sig over dette „dog“. Det kunde tyde paa, at de har haft nogen Betænkning ved den Tur; en lille Tvivl om, hvor vidt det, der var at se i Betlehem, nu ogsaa var noget for dem, saa det var Umagen værd at gaa efter det. — Og den Slags Tan
ker er vel ikke ubekendte ejheller for os Nutidsmennesker, naar Julen indfinder sig . Der kan være overlegne Aander, der kan tænke: Hvad er der ved at gaa til Betlehem? Vi kender det jo altsammen forud og kan det hele udenad. Det er jo blot en Smule Barn, det drejer sig om, tilmed et Barn paa Straa, i en Krybbe! — Der kan være sørgende og savnende Hjerter, der tænkte: Ak, hvad nytter det, at vi gaar til Betlehem? Vor Sorg er jo dog for stor til, at der kan være nogen Lægedom for os i at se ned i Krybben. For os er det umuligt at blive juleglade som de andre! — Eller der kan være Mennesker, der er saa dybt bedrøvede over sig selv og deres Synd, at de synes: for dem er der ingen Juleglæde mere. De er alt for store Syndere til, at der skulde være Naade og Oprejsning ogsaa for dem.
Men jeg siger til alle saadanne: Du skulde alligevel gaa til Betle
hem. Thi du kan være forvisset om, at ogsaa du finder i Betlehem alt, hvad du savner.
Der er et Sted hos Profeten (Es. 45, 3), hvor Gud siger: „Jeg vil give dig Skatte, som er skjulte i Mørket11. Og jeg vil sige dig: det er det, der er at finde i Betlehem. Skatte, som er skjulte i Mørket, som derfor den store Mængde gaar ligegyldige forbi og ikke censtt;
ligesom Jesusbarnet den Gang ikke blev ænset hverken af Kejseren paa hans Trone eller af de mange Gæster i Herberget; Skatte, som fordi de er skjulte i Mørket, kun findes af dem, der leder efter dem, og som har faaet deres Øjne salvede af Guds Aand til at kunne se aem og værdsætte dem. — Men dog Skatte! Skatte, som kan gøre et Men
neske hovedrigt for Tid og Evighed; som kan give en Synder Fred med Gud i Forvisning om, at Gud ikke længere er vred paa ham, men har tilgivet ham for sit kære Barn; Skatte, som kan forsøde alle Sor
ger og Trængsler, fordi de kan faa et Menneske til at tro og bekende:
Alt staar i Guds Faderhååwd. Ja, Skatte, som naar Døden kommer og henter os, kan faa os til at sige som gamle Simeon: Herre, nu farer jeg herfra i Fred! Skatte, som straaler med ny og herlig Glans for hver Gang, man tager dem i Haanden, fordi de bestaar af Guds Naade og Sandhed og Guds Kærlighed til fattige Syndere.
Men saa lad os dog gaa til Betlehem og søge efter denne Skat i Stalden og i Krybbens Mørke og finde den i det lille Barn, som lig
ger i Stiaaet. Og lad os løfte det Barn op i vore Arme og tage ham som vor Skat, vor allerbedste Skat, saa vi siger med Salmisten:
„O, Jesus er min, Saa favr og fin,
Min Jesus er Lyset og Livet. “
Saa har vi ogsaa en Skat inden i os, gemt fønligt i vort Hjer
tes Mørke; men en Skat, som lyser for os gennem alt Mørket, baade det i os og det uden om os. Og naar vi saa „vender titbage1 ‘ fra Julens Festdage til det kommende Aars jævne, daglige Liv med dets Slid og Slæb og Ensformighed, da skal det passe paa os, hvad der staar om Hyrderne, da de vendte tilbage fra Betlehem, „at de lovede og prisede Gud for alt." De havde jo nemlig i Betlehem fundet den Skat, der var skjult i Mørket. O, maatte det gaa os paa samme Maade for Jesu Skyld. — Amen!
]. Chr. Sennels.
— 4 —
Hun lagde ham i en Krybbe!
Saa fattig var Josef og Maria, at de lagde Guds enbaarne Søn i en Krybbe, dækket med de faa Klæder, Maria ejede. — Men aldrig har der vel været fejret saa skøn en Julefest paa Jord, som da Jesus blev født og lagt i en Krybbe.
En Herrens Engel gik ud til Hyrderne Julenat, som angst og bange for denne overjordiske himmelske Herlighed, som skinnede om Englen — forstod Julens Budskab: „Frygter ikke, thi se jeg for
kynder eder en stor Glæde, som skal være for al Folket. Thi eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By og dette skulle 1 have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, lig
gende i en Krybbe. Englen gav dem Tegnet at gaa efter; Guds Søn laa i en Krybbe. Aldrig er der om Krybben sunget en saadan Englesang Julenat: „Ære være Gud i det høfeste, og Fred paa Jorden! i Mennesker Velbehag! Hyrderne gik samme Nat ind til Bethlehem og fandt baade Maria og Josef — og Jesusbarnet i Krybben. — Ved Krybben fortalte de Maria Julebudskabet, som hun overvejede og gemte i sit Hjerte. Ved Krybben var Hyr
derne samlet med den hellige Familie. Der i Krybben laa han, som havde sit Faderhjem i Himlen, men kom Julenat herned saa fattig, at de lagde ham i en Krybbe. — Han levede sit Liv i Fattigdom for at gøre os rige. Der laa han, som paa Korset skulde udslette alle vore Synder og aabne Himlen for os, ja, tog en fattig Rover med sig ind i Paradiset. Der laa han, som var Livet og Paaskemorgen besejrede Døden — og Himmelfartsdag gik ind i Himlen, ombrust af Englesangen —- med Blodet som en Betaling for vore Synder og satte sig paa sin Trone ved Faderens Side og nu styrer Verden.
Det er denne Jesus, der laa som Barn i Krybben, I kære gamle skal samle eders Hjærters Tanker i denne Jul. — Han er eders Frelser og Forløser, som paa Korset udslettede alle eders Synder, saa at I for Gud Fader staar som hellige og rene, ja hvidere end Sne. Han skal have hele ederers Hjerters Tak og Kærlighed. Det er ham, som en Gang vil føre eders Sjæle ind i den Herlighed, han kom fra Julenat, og til den Herlighed, han gik ind til Himmelfartsdag. Jesus var glad for at ligge i den Krybbe, da de ude i den støjende Verden ingen Rum havde for ham. Han er ogsaa glad for at bo i dit Synder- hjerte og rense det. Maatte eders Hjerter være som Krybben i Beth-
lehem. Lad Jesus stille leve i eders Hjerter og tro ham. Saadan laa en Juleaften en gamme'l Mand i sin Sygeseng, og ved hans Side sad hans trofaste Hustru. De havde hinanden i Haand. Deres Hjer
ter var som Krybben, Jesus laa i. Deres Liv havde været et lykke
ligt Liv, fordi de begge fra deres Ungdomsdage havde levet i Tro paa ham. Som Himlen aabnedes Julenat af de Tusinder Engle, „saa- ledes," sagde den syge Mand, „vil him len aabnes for os to Gamle, naar vi skal gaa fra denne Jord. Ja! ofte er jeg der allerede helt inde i Himlen. Jeg har i min Sygeseng ofte set den store, hvide Flok.
Ja! Englesangen har jeg hørt. Nu glæder jeg-m ig til at se Jesus Ansigt til Ansigt og takke ham for den Frelse, han bragte os Julenat."
— Som han laa der med Juleglæden paa sit Ansigt og længtes hjem, saa han med Julens Glæde i sit Hjerte for sidste Gang paa sin elskede Hustrus Ansigt — og sov hen. — En Sjæl blev frelst af Naade Julenat og baaret af Engle hjem til Herren. Fra Krybben til Herligheden er der ikke langt; naar Hjertet er Krybben, hvor Jesus er lagt.
f
Som Guds Børn rundt paa Jord — Som til Himlen fra Jord — Philip Boeck.
Hellige Jul — Mindefest stor,
Gud, som Barn kom til Jord — Hellige Jul!
Glæd dig i Jul!
Jubler i Kor,
Græd ej i Jul — Frelsen er stor,
Glæd dig i Jul! Græd ej i Jul!
Sk—A.
(
Nytaarsklokken.
En Nytaarsfortælling fra Norge.
6
Ole Persstuen var bleven gammel og kroget i de sidste Aar.
Gigten havde været slem — endda rigtig slem havde den været —, men hvad, naar een gik i sit 80sindstyvende Aar, saa kunde een jo ikke vente det anderledes. Ole var glad for hver Dag, som gik, hvor han endnu selv kunde klare sig oppe i sit gamle Hus, Persstuen. Dersom ikke Gaardmanden — Lars Haugen — havde kørt et Læs Træ til ham i Efteraaret, saa han havde noget at varme op med, saa havde han nu ikke kunnet klare sig. Ja, han var en flink Mand, Lars Haugen, og Gaardskarlen havde hjulpet Ole en hel Dag med at save Brændet, Ole havde selv hugget og kløvet det, og besværligt nok havde det været.
Feje Gulvet, jævne lidt omkring med Sengehalmen, koge lidt Vælling og Kaffe, det kunde Ole klare selv, og vaske og lappe Klæ
derne, det gik endda ogsaa, — saa endnu kunde han nok klare sig alene. Lille Ingeborg Haugen kom indenfor af og til paa Vej til Skolen ®g tog Bud med til Købmanden for ham.
Persstuen laa saa smukt der højt oppe paa Fjældet! Aa, — hvor var Udsigten dejlig! Store Haugen med alle de fine Udhuse kunde Ole se, og Vagnskirken, som laa der saa rent usigeligt skønt ude paa Næsset, Elven løb der saa stille og stor, saa næsten ud som var den en stor Sø. — — Den dejlige Birkelund der foran og de skovbevoksede Højder paa den anden Side af Elven. — Aa, nej, hvor mange Gange havde han dog ikke trasket ned ad Vejen over Fjældsiden, mens han var Arbejdskarl paa Store Haugen, — rask og stærk, glad og fornøjet havde han været. Og hvor mange Gange var han ikke vandret af Sted i Søndagsstadsen, naar Kirkeklokkerne kimede Søndagsfreden udover Byen. Han havde holdt saa meget af Kirken, havde Ole!
Der var ingenting, han hellere vilde, end at faa Lov til at komme i Kirken en Søndag til, — men han kom vist aldrig mere i Kirken, — han orkede ikke at trave den stejle, besværlige Vej mere,
— det var tungt og tomt at tænke paa det — men Kirkeklokkerne, dem kunde han da høre, og deres Lyd fyldte hans Sjæl med Fred og Glæde.
Nytaarsmorgen kimede Klokkerne Nytaaret ind! —- Ole maatte uden
for for bedre at høre. Luen maatte han have paa og Halstørklædet*
for han vilde staa derude i Sneen længe, længe. Hjertedøren vilde han aabne paa vid Gab, saa Tonerne kunde trænge helt ind til Hjerte
roden, — aa, de bærer jo Bud fra Himmerigs lyse Sale — Kling klang— kling klang! Den nyfaldne Sne laa saa hvid og fin over Skov og Mark, og Luften var saa ren og klar, og Klokkerne kimede Kom — kom, kom!
Aa nej, sukkede Ole, — hvor er det dog bagvendt i denne Verden, — jeg, som saa gerne vil, jeg har ikke Ben til at gaa med, og saa mange, mange, som har gode, raske Ben, de vil ikke gaa, naar Klokkerne kalder, — aa nej, hvor er det dog sørgeligt, at Folk gaar saa lidt i Kirke. Ungdommen skal det knibe mest med. — For
eninger har de jo, og det er jo kun godt, og om Vejret er aldrig
7
saa elendigt, saa skal de nok komme af Sted, har jeg hørt — — —<
men til Kirken, aa nej, — de har saa mange Undskyldninger, saa det er fælt; — regner det — nej, da kan de da virkelig ikke gaa, og sner det — saa langt mindre, — er der sølet paa Vejen, saa ligner det da ingenting at traske ud; — en varm Sommerdag, saa er det Solen, der stikker — og er der støvet paa Vejen, saa, nej Tak — Sandelig Ole maa undres paa, hvad Slags Vejr, Vorherre skal lave, for at faa dem til at gaa til Kirken; — jeg, — aa, — om jeg bare kunde møde en Ungdomsflok en Gang, saa jeg kunde komme til at bede dem om at gaa til Kirken, mens de kan gaa, — der kommer maaske den Tid, da de gerne vilde, og ikke kan.
Og det er nok ikke Ungdommen alene, nej, min Sandten om det er, — det er tit hele Huset, som sidder hjemme — Husbonds- folk og Tjenestefolk — hele Flokken!
Kling — klang, kling — klang, Klokkerne kimede da saa helt urimeligt skønt, — men der var da ikke ret mange Folk at se paa
Kirkevejen, endskønt det endda var Nytaarsdag.
Ole stumlede ind igen. Han kom nok til at holde Kirkegang alene. Biblen kom frem, Brillerne blev pudsede, — han kom nok til at sætte sig ved Vinduet, saa kunde han da i det mindste se Kir
ken. — — Før han sang Nytaarsverset, vilde han synge et andet Salmevers, og snart lød en gammel, rusten Mandsrøst inde i Pers
stuen :
Naar andre til Kirke mon gange, da sidder jeg her i min Vraa, de synge saa liflige Sange, men jeg maa ej høre derpaa.
Min Sang er at sukke og klage, saa skride de hellige Dage for mig, som de virke i Kval.
Men hvad var det?
Ole Persstuen syntes, at han hørte Hestetramp og Bjælder uden
for Husdøren; — — ja, sandelig, var det saa ikke Lars Haugens Gaardskarl og Kørehesten i fineste Puds med Bjælder paa og Bred- slæder. med Bjørneskindsfodposen.
„Jeg skal hilse fra Lars og spørge, om Du vil til Kirke i Dag, Nytaarsdag, og saa sagde Marie, at Du maatte da endelig spise Mid
dag paa Haugen og smage paa hendes Julemad!“
Ole Persstuen var saa overvældet, at han slet ikke kunde svare.
Han kunde ikke finde Ord, men hans vandblaa Øjne straalede son> Stjerner, og Karlen blev helt sær ved det, for Ole blev saa mild i Ansigtet, som om et helt forklaret Lys straalede ud fra ham,
Skulde han faa Lov at komme i Kirke en eneste Gang endnu?
Ole var i Søndagstøjet. Halstørklædet snurrede han 2 Gange om Halsen, Skindhuen trak han ned over Ørene, og den gamle, slidte Frakke kom paa i en Fart og uden paa den Lars’ Ulveskindspels.
Og saa gik det ned ad Vejen gennem Dalen.
Folk paa Landevejen sprang til Side, for Kørehesten sparkede ud. — — Hvem mon det var, der var ude at køre saa flot?
Der var ogsaa dem i Kirken, der undredes paa, hvad det var
