Korset vel for Øje staar,
Langs med Svælget Vejen gaar, Men hvor Herren har sin Gang, Der er Englevagt og Sang.
Grundtvig.
2
I Forventning.
TAet er gamle Simeon, der staar om (Lukas 2,25), at han » f o r - U v e n t e d e I s r a e l s Trøske. — Og man kan vel godt sige, at der gik en underlig Stemning af Forventning gennem Størstedelen af den Tids Mennesker. Om I s r a e l hedder det, at hele Folket var i Forventning.
Og deres Forventning havde et bestemt Centrum at samles om;
nemlig den af Profeterne forjættede Frelser og Forløser. Men hvad der undrer os mere, er, at ogsaa i H e d e n s k a b e t rørte Forventningen sig, kun maaske mere i det ubestemte. Romerske Digtere sang begejstrede om en kommende »Guldalder«, og østerlandske Vis- mænd prøvede at granske Tidens og Himmelens Tegn. Derfor kan Salmisten synge om Jesu Fødsel:
»Ret i en s a li g T i d
kom han hid«.
Men ogsaa i det e n k e l t e M e n n e s k e l i v kan der være Forventnings
tider. E r ikke U n g d o m fuld af Forventning? Nemlig Forventning om L i v og Livets Lykke og Herlighed; maaske ogsaa om alt, hvad man skal blive til og faa udrettet i sit Liv. Men ogsaa A l d e r d o m
m e n har sin Forventning; maaske en l y s Forventning, fordi der
stadig er saa meget rart, man venter at skulle se og opleve, inden ens Øjne lukkes; maaske en s m e r t e l i g Forventning, fordi man jo stadig maa tilstaa for sig selv, at det eneste sikre, man har i Vente, er Død og Grav; maaske en l æ n g s e l s f u l d Forventning, fordi ens Kors er saa tungt og ens Lidelse saa svær, at man sukker efter Ud
frielse, Forløsning fra »Forkrænkelighedens Trældom« (Rom. 8,21).
Men aldrig rører Forventningerne sig stærkere hos os end netop ved N g t a a r s t i d . Saa er a lt F o l k e l i Forventning. Og det kan jo godt være, at den enkelte har sin specielle Forventning. Men i Almindelighed kan det vel siges, at man forventer »bedre Tider«, selv om det jo godt kan ske, at det, som for den ene er gode Tider, er daarlige for den anden. Og naar Apostelen skriver (2. Tim.
3,1), at »v a n s k e l i g e T id e r « skal indtræffe, saa er det en Tanke, som heller ikke er ubekendt for de fleste af os. Det kan derfor heller ikke undgaas, at vor Nvtaarsforventning er fuld af Frygt og Ræven.
Men hvad siger David i Salmen (7,5): » D u , H e rre , e r m i n F o r v e n t n i n g . Det betyder baade, at han har sat al sin Forventning
til G u d , hans Naade og Magt og Visdom. Alt, hvad han forventer, det forventer han fra Gud, som hans Gave eller hans Tilskikkelse.
Men det betyder ogsaa, at G u d se lv og Samlivet med ham, er hans Forventning: at komme Gud nærmere, at blive mere fortrolig med hans Tanker og mere tilfreds med hans Førelser. Og jeg vil sige: det er den eneste Forventning, man er sikker paa ikke bliver en S k u f fe l s e . Thi som der staar hos Profeten: »De som bier paa Herren, skal ikke blive til Skamme«. Saa sig du det samme, naar du gaar over Aarets Tærskel: Du, Herre, er min Forventning.
»Du Herre Krist, Min Frelser est,
T il d ig jeg haaber ene«.
3
Saa skal du se, saa faar dit Hjerte Fred. Og saa skal ogsaa du faa Frimodighed til at hilse det nye Aar med et glædeligt Vel
kommen. For saa skal du have den Forvisning, at hvad Aaret end bringer, du har i Herrens Navn a l t i d d e t b ed ste tilb a g e . Og hvad er der saa at ængstes for?
J. C h r . S e n n e ls .
Min Sjæl, lov Herren.
pva Kong David blev gammel, var hans Hjærte fyldt med Lov- sang, at han kunde udbryde: »M in S jæ l, lov H e r r e n og alt, l w a d i m i g er, lo v e h a n s h e l lig e N a v n . « Han følte sig som ung igen, hvor han lovsang Herrens Velgerninger. Han siger, at han blev ung igen som Ørnen. Naar den gamle Ørn skifter Fjer —.
idet den aflægger den gamle Fjerdragt og faar en hel ny Fjerdragt
—, svinger den sig med ungdommelig Kraft op mod Himlen — ja ser med sine skarpe Øjne lige ind i Sollyset. Trods gammel føler den sig som ung. Jeg havde en Jul en gammel troende Mand hjemme hos mig, Kobbersmed havde han været — og undertiden Degn i Kirken hjemme paa Mols. Naar han begyndte at synge med sin gode Sangstemme vore gamle, herlige Kærnesalmer, saa fyldtes han med ungdommelig Begejstring, »saa at jeg maatte undres.« Naar jeg ser eder, I kære Gamle, sidde og synge d e g a m l e k æ r e J u l e s a l m e r fra eders Barndoms- og Ungdomsdage, d a
l y s e r ed e rs k æ r e g a m l e Ø jn e , og I b l i v e r s o m u n g e ig e n . Og I vil som David synge om fire store Velgerninger mod eders Sjæle.
Den første, at h a n f o r l a d e r d i g a lle d i n e S y n d e r . Derfor blev Jesus født Julenat, og Englen kunde synge: » E d e r e r i D a g e n F r e l s e r f ø d t , s o m e r d e n H e r r e K r i s t u s i D a v i d s B y , « Jesus kom for at give os alle Syndernes Forladelse, og det giver Fred og Glæde i Hjærtet.
Den anden Velgerning var, at h a n l æ g e r a lle d i n e S y g d o m m e .
Hvor ofte har du ikke ligget syg og kommen op igen — og det var ham, som lægte dine Sygdomme. Sig ham Tak derfor. Den tredie Velgerning var, at han forløser dit Liv fra Graven o g k r o n e r d ig m e d M i s k u n d h e d og B a r m h j æ r t i g h e d . Saadan giver han eder en usynlig Krone paa Hovedet, hvorpaa der staar: G u d s M i s k u n d h e d og B a r m h j æ r t i g h e d , Ofte havde Gud hjulpet David ud af Døden, da Saul forfulgte ham. Den sidste Velgerning var, a t h a n m æ t t e r d i n S j æ l m e d det, s o m e r g o d t. Han har ofte mættet din hungrende Sjæl med Guds Ord. Sig ham Tak derfor. Ofte har han givet din urolige Sjæl H v i l e og F r e d , hvor du turde tro ham helt. — For alle disse Velgerninger tak og lovsyng Herren med Davids Ord: » M in S jæ l, lo v H e r r e n ! « r„ ... _ ,
P h ili p v. B o e c k .
4
Juletræernes Komme.
j e g s a d en stille o g f r e d f y l d t S t a n d
J v e d m i n S ta e s V i n d u ’ o g s a a n e d p a a G a d e n ,
d e r s t r a a l e d a f L y s og d u f t e d ’ a f G r a n u d o v e r h e le S t a d e n : t h i a tte r sig n æ r m e d ’ d e n M i d n a t s s t u n d ,
h v o r f o r d e r fe ste s p a a J o r d e n s R u n d . O g m e n s j e g n u s a a d a n stille sa d ,
et M i n d e g l e d f r e m o m et s æ l s o m t M ø d e
i en S k u m r i n g s s t u n d o v e r h v i d p u d r e d e H e d e s Øde, f r a T o g et, s o m h e n g e n n e m L y n g e n s k a r ,
b le v m a n g r ø n n e , g y n g e n d e T r æ to p p e v a r . E n h e l lille S k o v , f o r u n d e r l i g t d o g ,
d e t v a r i k k e e n e os, d e r s y n t e s a t v a n d r e ,
T r æ e r n e r ø r te sig , s v a je d e v u g g e n d e m o d h v e r a n d r e , d e t v a r s o m m a n b a a d e h ø r te o g sa a
V i n d e n s S u s g e n n e m G r e n e n e g a a .
V i n d e n - m o n d e n d e v u g g e n d e S t a m m e r b a r ?
N e j ! et G o d sto g la d e t m e d ' J u l e t r æ e r , f r i s k e og g r ø n n e , H u n d r e d e r a f G r a n e r og F y r s a a s k ø n n e
v a r det, s o m i T a k t m e d d e n r a s t e n d e V o g n tog A f s k e d m e d d e t f a t t i g e H e d e s o g n .
V ed d e n n e V a n d r i n g e r n o g e t v i d u n d e r l i g s to r t:
t h i k a n n o g e n m e r e b etro et v æ r e e n d d e t a t ly s e til F r e l s e r e n s Æ r e ,
og d e r f o r s p r e d e s til t u s i n d e H j e m ,
ly s e G læ d e n h o s B a r n e t , og B a r n e t h o s store f r e m . I dissse D a g e , h v o r a lle d e T r æ e r , sto re og s m u a ,
m i d t i d e n s te n e d e B y t a g e r S ta d e ,
p a a a a b n e P la d s e r , p a a T o r v og i G ade, e r det, s o m S k o v e n p l u d s e l i g sto d s a g te lig h v i s k e n d e f o r v o r F o d . M o n J u l e t r æ e r n e f ø l e r og ved,
a t d e s k a l b lo m s tr e p a a én A f t e n alle, og L y s e n e s b l a n k e T a a r e r s k a l f a l d e
p a a d e m , og S u k k e r t ø j p r a n g e , l æ k k e r t og stort, i S te d e t f o r k l æ b r i g H a r p i k s sort.
M o n d e h a r A n e l s e o m d e n S t r a a l e g l a n s , d e r J u l e a f t e n v il d e m o m b ø lg e ,
o m J u b e le n , d e r v il b r u s e og fø lg e
i T a k k e n s og G l æ d e n s ly se S p o r,
f o r d e t B u d s k a b , d e r a tte r e r n a a e t til J o rd .
S o m en n y L e g e n d e i æ v e n t y r f a t t i g T i d N a t u r e n s g r ø n n e R e g i m e n t e r v a n d r e , k n y t t e r M e n n e s k e r n æ r m e r e til h v e r a n d r e ,
o m U n d e r e t s o m i b l a n d t os b le v s a t i h i n n u t o t u s i n d a a r i g e F r e d e n s N a t .
En Nytaarsgave.
T")et var med store Betænkeligheder, at Frk. Elsebeth gik ind JL/ paa at tage sin Søster Hildes 1-aarige Dreng til sig, mens Hilde i Udlandet fortsatte den Uddannelse af sin Sangstemme, som var bleven afbrudt af et kortvarigt Ægteskab.
Ut lille Barn i Huset betød jo ny Afhængighed, nye Pligter, Afbrydelse af den Frihed, som Elsebeth havde lært at nyde efter de mange Aars Bundethed i Hjemmet, hvor Elsebeths Ungdom var svunden under trofast Pleje af Far og Mor og tilsidst Fasteren i lange Sygdomsaar. En Opofrelse, der havde faaet en Slags Be
lønning i den Formue, som Fasteren i Taknemlighed havde testa
menteret hende, og som havde sat hende i Stand til at leve sorg
ti lt i det gamle Hjem, Villaen i den lille Provinsby, hvor hun og Ane — Hjemmets trofaste Hjælper gennem mange Aar — levede rart og hyggeligt sammen, og til at drage ud paa de Rejser i Ud- landet, som hun elskede og hele sin Ungdom havde længtes imod.
■ i j 11 Elsebeth var vant til at ofre sig, ikke mindst naar det gjaldt den 18 Aar yngre, altid forkælede Søster, Hilde, og Ane var heller ikke den, der satte sig imod, naar det gjaldt om en Haandsræknmg; selv om det jo slet ikke vilde blive saa lille et Arbejde at sørge for saadan en lille Fyr som den lille Hans Henrik, der jo da forresten var et gudsvelsignet dejligt Barn, og alle Betænkeligheder blev overvunden —. Det var jo da kun for et Aar, og den l i d kunde jo snart gaa.
Og saa kom Hilde med sin Dreng. Hun knugede og kyssede kam til Afsked, var overstrømmende i sin Taknemlighed overfor baade Elsebeth og Ane, men trods alt alligevel saa fuld af For
ventning over at skulde ud i Verden og tage fat paa det Arbejde, hun elskede, at Afskeden blev som en Befrielse.
Saa gik Aaret; men Hilde maatte endnu en Tid dygtiggøre sig.
"n i t- s^ore Sanglærere i Milano havde givet hende et smig
rende Tilbud om U ndervisning—. Og saa kom der Tilbud om Engagement til en Tourne i Amerika — kun nogle Maaneder —.
Saa atter nye Engagementer! Et Par smaa Besøg hos Else- be h og Drengen, nogle faa Dage, mere blev der ikke Tid til under Hiides straalende Kariere. 1 Aar blev til 2 - til 3 — til 4 —.
, ai}s] Henrik var lige ved at blive en stor Dreng, men nu i Aar skulde Hilde komme hjem til Danmark, vilde bo i København og have sin Dreng hos sig. Hildes Brev var for en Gangs Skyld paa nele 6 Sider, og Indholdet var lutter Taknemlighed og Lovord over, hvad Elsebeth og Ane havde gjort for hende. Nu skulde
6
Elsebeth paany fritages for Ansvaret og Pligterne og paany i Uaf
hængighed nyde Tilværelsen, rejse og læse og pleje sine Interesser, og Ane skulde endelig befries for det Arbejde, der uvægerligt føl
ger, hvor der er et Barn i Huset.
Men mærkeligt nok fremkaldte Hildes Brev slet ikke de glade og befriende Følelser hos Elsebeth og Ane, som var tilsigtet.
Lille Hans- Henrik skulde bort — skulde tages fra dem! var det ikke som en haard Haand knugede om Hjertet hos de to halvgamle Piger ved Tanken.
Lille Hans Henrik, der med sin lykkelige Barnepludren havde fyldt det før saa stille Hus. Lille Hans Henrik, ved hvis Seng de to med Angst i Hjertet havde set det lille Legeme ligge brændende i Feberhede under Børnesygdommenes slemme Timer, og hvor de i Bøn og Tak havde jublet, naar Faren var ovre. Lille Hans Henrik, der kunde putte sig saa inderligt og kærligt ind til Moster og lytte saa betaget til Eventyrene om Klods Hans og Tin
soldaten i Mørkningsstunderne, og som saa tappert slugte sin Levertran, i tryg Vished om at faa en stor Theskefuld af Anes Hindbærsyltetøj bagefter.
Lille Hans Henrik skulde bort, med samt sin elskede Teddy
bjørn, sin store Bil, sin Trillebør og alle de andre Legesager, som Ane nok sommetider kunde brumme over laa og flød alt tor mange Steder i Huset. Men aah, hvor inderlig gerne vilde hun ikke blive ved at bukke sig efter dem og samle dem sammen, hvis bare hun kunde faa Lov.
Og Elsebeth tvang sig tappert til at lægge Planer for en større Udenlandsrejse — hun tik endogsaa skrevet efter Bejsebøger ; men der var ikke rigtig nogen Glæde ved at studere dem, og med et Suk blev de gemt tilside.
Selvfølgelig skulde Hilde have sin Dreng — i Virkeligheden havde det jo været Meningen hele Tiden — men hvor vilde Else
beth savne ham!
»Tror Frk. Elsebeth, at Frk. Hilde« — Ane sagde af gammel Vane altid Frk. Hilde — »kommer før Jul«, spurgte Ane en Dag i December. Som sædvanlig havde Hilde ikke givet nogen bestemt Besked om, hvornaar hun kom for at hente Drengen. »Jeg ved det ikke, Ane; men jeg tænker, hun kommer snart«, svarede Elsebeth.
" »Skal jeg saa ikke pakke Juletræspynten ind, saa den kan sendes med Drengen« — spurgte Ane, som altid maatte omsætte sine Følelser i Handling af en eller anden Art.
»Vent nu lidt med det, og vi to skal da ogsaa have lidt til vort Juletræ, selv om vi bliver ene«, svarede Elsebeth med noget i Bet- ning af et Smil, der imidlertid faldt temmelig ynkeligt ud. ?
»Jamen vi skal da ha’ et stort Juletræ ude fra Skoven, ska \i ikke, Moster?« blandede Hans Henrik sig i Sagen.
»Jo, vist skal Du ha’ Juletræ, Hans Henrik«, skyndte Elsebeth sig at forsikre Drengen.
Paa Spadsereturen samme Dag holdt Hans Henrik energisk paa, at han vilde hen til Juletræerne, og op gennem Plantagen fik han umaadeligt travlt med at udfinde, hvilket Træ, han vilde have til Juletræ.
7
»Det der — nej, det der — ikke Moster, det kan da blive flot, med Lys paa. Tror Du ikke, Mor vil synes, at det bliver fint, naar Mor kommer?«
»Naar Mor kommer« var Omkvædet paa det meste af Hans Henriks Passiar i den sidste Tid. »Mor« var egent’.ig nærmest en Eventyrskikkelse, langt borte. Een, som en Gang imellem sendte dejlige Gaver og Godter til Hans Henrik, men som han kun havde et uklart Virkelighedsbegreb om. Moster havde sagt, at naar Mor kom, saa skulde han rejse med hende, og det lød jo spændende, men lidt farligt, derfor blev det ogsaa til, at Hans Henrik svarede med et: »Du skal med Moster — og Ane«.
»Vi kommer og besøger Dig',« sagde Moster, og Hans Henrik slog sig til Ro — tilsyneladende; men den lille Hjerne arbejdede alligevel med Problemet, det ukendte, spændende, Eventyret — »Mor«, — og det kendte, trygge — Moster og Ane. I det klare Dagslys var det »Mor«, der havde Overtaget, naar der i det hele blev Tid til at spekulere for alt det meget, der var at passe med Legetøjet;
men naar Mørket faldt paa, og Legen var sluttet, saa puttede Hans Henrik sig ind til Moster og hviskede: »Jeg vil blive hos Dig og Ane, Moster«; og saa kneb det for baade Ane og Elsebeth at holde Taarerne af Øjnene.
Julen nærmede sig; men endnu havde Hilde ikke givet bestemt Besked om, naar hun kom.
Hans Henrik fik sit Juletræ hjem — dog ikke det allerstørste, han havde udpeget, og som vilde have krævet Hul i Loftet, om det skulde have været anbragt i Stuen. Og Juletræspynten, som Ane heldigvis ikke havde faaet pakket væk, blev hængt paa Træet
— men »Mor« kom ikke til Juleaften, og de tre savnede hende ærligt talt slet ikke —. Den Juleaften blev næsten den allerbedste af de 4, de havde oplevet med Hans Henrik. Tanken om, at denne Juleaften var kommen næsten som en Gave, gav alle de smaa Oplevelser ligesom forhøjet Værdi. Det blev en dejlig Jule
aften !
Mellem Jul og Nytaar kom Hilde — straalende, elegant, smuk og hjertevindende, kvidrende og leende hvirvlede hun som altid de 3 ind i den Fortryllelse, der udgik fra hendes Væsens uimod- staaelige Charme.
»Mor« var virkelig som et Eventyr —, men ogsaa vekslende som dette, stadig spændende. Var hun i godt Humør, var hun den herligste Legekammerat, der tumlede kaadere end Hans Henrik selv mellem alt Legetøjet; men sommetider havde »Mor« Hoved
pine eller var træt og blev paa sit Værelse, maatte ikke forstyrres, og saa sad Hans Henrik igen trygt paa Mosters Skød og hørte Eventyr og havde det allerdejligst.
Men en Dag, det var Nytaarsaftensdag, vilde hverken Mor eller Moster forstyrres, og Hans Henrik blev overgivet helt til Ane, hvad hverken Ane eller Hans Henrik paa nogen Maade var kede af.
Hilde og Elsebeth havde en lang Samtale. Hilde havde meget at fortælle. Om mangt og meget talte hun, om, hvor hun var tak
nemlig mod Elsebeth, fordi hun havde givet lille Hans Henrik Hjem og Kærlighed, og ikke saa lidt om, at hun bebrejdede sig selv, at hun havde krævet de store Ofre af Elsebeth og Ane, og
8
netop fordi hun vidste alt det, saa var det saa svært for liende at faa sagt det, hun havde paa Hjerte —. Det var ikke saa let at faa Lov at sige noget, naar Hilde skulde have »snakket fra Leveren«, jo mere ivrig hun blev, jo mere forceret blev hendes Tale, og Ordene jog hinanden; men Elsebeth fik da endelig sagt et Par stilfærdige Ord om den Lykke og Glæde, det havde været for hende og Ane at have Hans Henrik hos sig — og saa sprang Bomben —! Var det virkelig sandt — var Elsebeth s a a glad for Hans Henrik —, saa kunde Hilde jo komme med det, som alle de mange Ord skulde være Indledningen til — om Elsebeth vilde beholde Hans Henrik? Hilde havde truffet en Mand, som hun var kommen til at holde af, og nu skulde de giftes —. Sanger var han og store Engagementer ventede dem ude i den store Ver
den — og hvordan skulde de kunne tage en Dreng med sig ud i Verden — og hvis Elsebeth — og Ane vedblivende vilde give h e n des Dreng det Hjem, som hun ikke formaaede at give ham, saa vilde hun være fuldt ud lykkelig!
Og lykkelig var der 3 til, der blev! Elsebeth, som fik Lov at beholde Drengen, der var vokset saa fast til hendes Hjerte —.Ane, som havde græmmet sig ligesaa meget over, at Elsebeth skulde give Drengen fra sig, som ved sin egen Sorg over at komme af med ham. Og Hans Henrik, der fik Lov at blive der, hvor han følte sig hjemme og tryg — hos Moster og Ane, og beholde sin Eventyrmor alligevel paa Afstand ude i det fjerne; var, selv om han ikke var i Stand til helt at overskue Situationen, maaske den, til hvem Lykken havde haft det bedste Bud.
Og saaledes kom det gamle Aar i sine allersidste Timer til at bringe en stor Nytaarsgave til 4 glade Mennesker. y (
Mel. : Jeg h a r haarel Lærkens Vinge
i j a r n d o m s t i d , s o m F o r a a r s d a g e n ,
44 s o l f y l d t , r ig , m e d L e g og S a n g ! L y k k e t i d , s o m S o l s k i n s d a g e n
:j a n d e r P a a s k e k l o k k e r s K l a n g ! /:
U n g d o m s t i d m e d L i v e t s S t r ø m m e ; D u e r S o m m e r f y l d t m e d F r y d !
O v e r H a a b og ly s e D r ø m m e
:/ k l i n g e r P i n s e k l o k k e r s L y d ! /: *
M a n d d o m s l i d m e d A r b e j d s r a s te r , S o r g e r , G l æ d e r ! D u e r H ø s t!
A t v o r T i d m o d E n d e h a s te r , :/ m a n e r A d v e n d t s k t o k k e r s R ø s t ! /:
H v i d e H a a r , s o m S n e , d e r k æ r l i g t d æ k k e r J o r d e n s V i n t e r b l u n d !
I j e r V in te r l y s e r h e r l i g t :/ J u l e n s g l a d e H ø j t i d s s t u n d ! /:
9
O l d i n g a a r , ej f j e r n t n u k l i n g e r E n g l e s g l a d e J u l e s a n g .
G e n l y d o v e r J o r d e n r i n g e r :/ J u l e k l o k k e r s H ø j t i d s k l a n g . /:
V. 0.
Kan du huske — —- ?
TAet var en Formiddag i April for saadan noget som en Snes -L ' Aar siden, at gamle Frederik Hansen besluttede sig til at gaa ned paa Kontoret og snakke med Inspektøren, for nu havde Fru Risted ovre fra Dameafdelingen da saa bestemt sagt, at det blev en Amerikaner, der skulde have Pladsen efter Løvland, som F re
derik Hansen havde delt Værelse med i 8 Aar; og nok var Løv
land tit baade gnaven og sur, men ham kendte Frederik Hansen jo da; han havde saamænd ligefrem savnet ham siden han gik bort.
Men saadan en Amerikaner, som man vel ikke en Gang kun de forstaa, ham vilde han nu alligevel nødig have til Stuekammerat.
Inspektøren blev ikke saa lidt forbavset, da Frederik Hansen spurgte, om ikke det kunde blive saadan, at det blev ham og saa Olsen, hvis Stuekammerat ogsaa var gaaet bort, der kom til at dele Stue herefter.
»Olsen«, sagde Inspektøren, »jamen, kære Frederik Hansen, Olsen og De er da ikke altid helt gode Venner?«. Nej, det maatte Frederik Hansen jo give Inspektøren Ret i. »Men se, det er, fordi at Olsen han er krakilsk, naar han er i det Sind, og det er han jo nok for det meste; men se, Olsen har man jo kendt lige fra man var Dreng; men saadan en Amerikaner, ham er man jo noget betænkelig ved!« »Jamen, Manden er jo da født her i Aarhus, og han skal da være saadan en flink Mand«, forklarede Inspektøren og udviklede endvidere, at det virkelig vilde være en Tjeneste, Hansen gjorde hele Stiftelsen, hvis han ikke nu prøvede at lave For
andringer i Restemmelserne, »og synes de to Herrer ikke om hin
anden, saa kan vi jo altid tænke paa en Forandring«, sluttede Inspektøren, og Frederik Hansen, som ikke vilde volde Besværlig
heder, trøstede sig med den sidste Udtalelse og forberedte sig til at tage mod Amerikaneren som Stuekammerat, naar det nu skulde være saadan.
Men lidt vilde han nu have ud af det. Løvland havde altid strængt holdt paa, at hver skulde holde sine Ejendele i sin Halv
del af Værelset, og derfor havde Frederik Hansens Bornholm erur altid maattet staa skævt paa den ene Væg, og det store Billede af den grundlovgivende Rigsdag, som i Frederik Hansens Hjem havde haft Hæderspladsen over Sofaen i Stadsstuen, havde maattet hænge helt inde i Krogen over Hansens Seng til stor Ærgrelse for ham, der elskede Orden og Symmetri. Nu fik Hansen Uret flyttet hen midt paa Væggen, og Billedet fik den storartede Plads mellem Vin
duerne, hvor Hansen altid havde ønsket det anbragt, og Hansens Blomster blev anbragt i begge Vindueskarme i Stedet for at staa alt for tæt i den ene. Hansen elskede Blomster, han havde baade Pelargonier og en Kaktus, der var en ægte Nattens Dronning, som