E N S O M M E
G A M L E S V E L
D O M - O G
S C T . J O H A N N E S S O G N S K R E D S
— 2 —
„Nærmere til Lyset“.
D en københavnske P ræ st, P a sto r Steen, fo rtæ lle r i sine E rindrin- d rin g er, a t h an en g an g sad og talte m ed en gam m el K one. I S am talens Løb y tred e P ræ ste n : „ J a , det er svæ rt a t blive g am m el“ . H ertil svarede den gam le K vinde: ,,J a , H r. P astor, for saa kommer man nærmere til Lysetu.
D et var e t g o d t Svar. H un tæ n k te derved paa, a t m an kom n æ r
m ere til G ud og E vigheden. O g Gud er Lys, siger Set. Johannes. Og i Guds Lys er der, som o g sa a i det n atu rlig e Lys, forskellige Slags S traaler, b aad e gule og røde og blaa. —- O g n aa r vi ved de gule
S traaler, som kan skæ re i Ø jnene og svide og b ræ nde, tæ n k er paa G uds Hellighed og Retfærdighed, saa kan m an g o d t fo rstaa den gam le K vindes B em æ rkning. F o r a t kom m e n æ rm ere til de S traaler m aa jo b ety d e: a t kom m e n æ rm ere til Guds Dom, da a lt i ens H jerte og Liv skal læ g g es frem fo r den h ellig e G uds R ansagning, og d er skal ,,n ø je svares til h v er G erning, O rd og T a n k e “ . O g hvem kan tæ nke p aa den D om og dens U d fald u d en m ed F ry g t og Bæven.
M en hvor e r det saa g o d t at kunne tilføje, a t d er i G uds Lys er ogsaa baade røde og blaa S traaler. O g de blaa S tra a le r er dem , der
tæger og frelser. O g i G uds Lys b ety d er de Naaden og B a rm h je rtig heden. Nu vel, er d er n o g et, d e r kan forsone m ig m ed D om m en, saa er d et do g d e tte : a t tu rd e tro, at G uds N aade sta a r bag ved D om m en og siger det sidste O rd. O g er det ikke Ju le n s E vangelium , at i d et Barn i K rybben h a r G ud a a b en b a re t denne sin N aade, saa hver den, d er i T ro e n ta g e r d et B arn i Favn, i ham h a r et P an t paa G uds N aade, og i hans N avn h a r i G ud baade en n aa d ig F a d e r og en n aad ig D om m er.
O g derfor, hvis du æ n g stes fo r a t kom m e n æ rm ere til Lyset, saa tag din F re lse r i F avn og trø st dig m ed, at „ e r vort Syndem aal end stort, dog større er Guds Naadeu.
M en sæ rlig t vil je g d o g prise de røde S traaler, for d e t er dem , d er varmer. O g hvad kan v arm e et H je rte saadan som Kærligheden?
Vi k en d er det nu i disse Ju le d ag e . H vor kan et K æ rlighedens O rd e l
ler Gave sm elte v o rt H jerte ! O g hvad e r saa M enneskers K æ rlighed m od G uds? E r deres K æ rlig h ed som S tje rn e r p aa vor H im m el, saa er Guds K æ rlig h e d som selve Solen. —- D et e r vel saaledes, a t for h v ert A ar, d er g aa r, er d er noget, m an kom m er næ rm ere. O g i R e gelen vil da vor T an k e standse ved Livets E nde, den S tund, da D ø den m ed sin Istap -H aan d „b o rtv ifte r H je rte ts Varm eG M en tæ nk saa, om m an k an sig e: „ J a , m en je g kom m er ogsaa næ rm ere til den K æ r
lig h ed , der kan besejre al D ødens K ulde, og kan gennem varm e m ig
m ed den evige T rø st, og det evige Livs F re d o g G læde. Ja , jeg' k o m m er næ rm ere til det him m elske H jem ,
,,hvor lu tte r m ilde Blik m an faar,
„ o g H je rte im od H je rte slaar
„ a f K æ rlig h e d og G læ d e“ . —
Saa vil m an vel sn arere synes, a t d et e r v elsig n et a t kom m e n æ r
m ere til Lyset. —
Men, som vi h a r sagt, a t G u d er Lys, saa kan vi føje til, a t og- saa Guds O rd e r Lys. O g det skulde væ re vo rt Ø nske o g v o r Bøn for det nye A ar, a t vi i den T id, d e r kom m er, m aatte kom m e n æ r
m ere til d e t Lys, faa stø rre K æ rlig h e d til det, blive m ere fo rtro lig e m ed det o g m ere indlevede i det. T h i i O r d e ts L y s er d e r d e s a m m e S tr a a le r , s o m d e r er i G u d s e lv, saa den, d e r e r fo rtro lig m ed a t v a n dre i Guds O rds Lys, ogsaa p aa rette M aade er b ered t til a t g aa in d i det Lys, d e r skinner ham i M øde fra selve G uds A nsigt. —
M aatte det g aa os saadan! M aatte det i b eg g e R e tn in g e r tim es os i d et A ar, d er kom m er, a t vi k o m n æ r m e r e til L y s e t — fo r Jesu Skyld. Am en.
J . C h r . S e n n e ls .
— 3 —
T ? n H ilsen jeg bringer fra S k o v en s Bo, -L-' h v o r hver, der er træ t, kan finde Ro;
dér v o k ser G ranen i V inter og Vaar, og altid lige grøn d en staar.
I F oraaret springer den stille ud
og staar m ed de fine, ly seg rø n n e Skud;
m en B øgens Pragt gør den h elt til S k am m e, da tæ n k er den, ven t blot, det er det sa m m e, m in Tid k o m m er ogsaa, du sto lte Træ, n aar du staar n øgen da giver je g L æ for V ildtet og Fuglen, der træ nger til Skjul i K ulden og M ørket ind u nder Jul,
da luner je g D yret, som sø g er L y, og M enn esk et giver je g M od paa ny.
D a b liver jeg B arnets b ed ste Fryd og h ører det sy n g e m ed E nglelyd.
Jeg staar og ly se r med. sæ lso m G lans for den en so m m e Stakkel, der kun h ar Sans for m in e stille, rene Straaler
og ikke det m y ld ren d e G ad eliv taaler;
jeg m inder om L y se t fra B eth leh em , der led te syn d ige M enn esk er hjem , og om den aab ne Faderdør,
der bragte en G læ de so m aldrig før.
L B.
— 4 —
En gammel Vise
om Kærlighed og Frieri,
sk re v e t a f T h o m a s T a a r up 1 7 9 0 . J e g frem m ed h e r til S ted et kom , var faderløs og la n g t fra F ræ n d er, m it H je rte var m in E jen d o m
og tvende arb ejd sv an te H æ nder.
H er g am le M orten fæ ste d m ig, og han h a r g jo rt m ig lykkelig.
H an var en klog og æ d el M and (th i A del kan en B onde v æ re), hans S to lth e d var hans B ondestand, hans Æ rlig h e d , det v ar h ans Æ re ; h an var sin G ud og K onge tro,
hans Liv var F ry d , h ans D ød v ar Ro.
E n H ellig aften , som vi sad
lidt, før vor M oder D ugen bredte, den gam le sp u rg te m ig saa g la d : ,,H ø r H ans, vil D u vel æ g te G reth e ?“
Min G læ de -var m ig T u n g eb aan d , je g kyste tavs hans F ad erh aa n d .
I T ilk n y tn in g til ovenstaaende gam le Vise skal h er m indes om nogle gam le B ryllupsskikke, som forskellige æ ld re M ennesker i T idens Løb h a r fo rta lt. — D e fleste B ondebryllupper fan d t S ted i E fteraarstid en inden J u l; det var fo r det første en le d ig T id, o g e n frem kom m elig T id , før den stræ n g e V inter var begyndt, endvidere en u d m æ rk et D ansetid, og endelig S lag te tid , hvilket var af sto r B etydning m ed H ensyn til a t give ,,F o n “ eller „ F ø rin g 14, som det ogsaa hed,* til G il
destedet. N ogen T id før B rylluppet sendtes en B ydem and el. Byde- kone ru n d t m ed Indbydelserne, og vedkom m ende afleverede da staa- ende en bestem t F o rm u la r; T alen begyndte m ed en H ilsen fra B ru
dens F a r og Mor, hvis N avne næ vnedes, og fra begge de unge F olk om a t væ re saa go d a t kom m e til B ryllup, følge m ed til K irke o g h ø re paa en god, k riste lig B rudevielse, og saa følge m ed tilbage og faa n o g e t a t spise o g d rik k e og saa blive d er, jo læ n g ere jo kæ rere.
Var B yderen en M and, fik h an en „S k æ n k 44, h v o r han kom , var d e t en K one, fik hun G ryn el. Flæ sk.
S læ g tn in g e in d b ø d F am ilien selv, til fjæ rn ere boende kom en Søn el. K arl fra G ild eg aard en rid en d e p aa en H est m ed Indbydelsen.
D er blev nu T rav lh ed overalt, for G æ sternes V edkom m ende m ed a t faa S tadsen i S tand og p aa G ildestedet m ed alle m ulige F o rb e re d elser; 5— 6 D age fø r B rylluppet ank o m den bestilte „K o k k ek o n e44, nogle D age senere kom unge P ig er Qg h jalp m ed a t gaa rundt og laan e T allerk n er, G las, Skeer, Knive og G afler o. s. v. D et v ar r ig tignok, „ej blot til L y st44, n a a r m an e fte r G ildet m odtog de laan te G enstande igen, thi de var da i m ange T ilfæ lde saa forskelligartede,
5 —
saa m an straks in d saa U m uligheden af a t faa sine egne T in g tilb ag e;
endnu den D ag i D ag h a r jeg, fra m ine F o ræ ld re s T id , en S am ling Vinglas i alle m ulige S tørrelser, d er er V idner om a t have v æ ret til ad sk illig e B ryllupsgilder.
N aar B ryllupsdagen oprandt, red om M orgenen en K arl el. en Søn ud fra hver G aard, i deres bedste Stads, til d et frem m ede S ted for a t tag e B rudgom m en ud fra sit H jem , og i Spidsen for V ogntoget m ed hele det G ildeslag, B rudgom m en fø rte m ed sig, viste de Vej til G ildeshuset som F o rrid ere. L igeledes red de i o — 12 K arle foran V ogntoget til K irke, og næ st F o rrid e rn e fulgte H orn- o g K lari- n etb læ sem e. B ruden m aatte køre u den O vertøj til K irk en for ik k e a t krølle Stadsen, vel at m æ rk e paa aab en Vogn. Var B rylluppet i K ir
kebyen, gik hele B rudeskaren to og to til K irken. P aa V ejen og s æ r
lig ved K irkeporten, v ar d er sto rt O pløb af N ysgerrige, o g hvis det kunde lade sig gøre, storm ede hele S k aren e fte r B ru d eto g et ind i K ir
ken. E fte r Vielsen v ar d er a lm in d e lig O frin g a f hele B ru d esk aren til P ræ st og D egn, som paa den M aade m aatte m odtage en D el a f deres Løn. Ved H jem kom sten fra K irken var S pillem æ ndene igen fo r
rest og m odtog B rudefølget m ed glade, lystige M elodier, efte rh a an d en som det gik ind i B ryllupshuset. G æ sterne blev nu o rd n et ved B o r
dene a f en M and, som kaldtes ,,S k affe re n “, han havde d et H verv at sørge for, a t alt gik, som Skik og B rug var, og at paase at ingen savnede noget. Mens der spistes, spillede M usikanterne a f og til et Stykke, og ved B ordet g ik en T allerk en run d t, hvorpaa d er lagdes P enge til Spillem æ ndene, og b ag e fter en sto r G rydeske, hvori m an ofrede S k illin g er til K ogekonen. N aar Spisningen saa var overstaaet, bød S kafferen velbekom m e, ofte i ganske bestem te V endinger o g O rd.
Ved et Bryllup, m ine F o ræ ld re delto g i, en d te vedkom m ende S kaffer sit ,,V elbekom m e m ed følgende O p o frd rin g : „N u vil a b e ’ F o rsa m lingen enhver isæ r og sp lit’ dem ad en T im es T id elle r to, og siden efter sam le dem sam m en til en g em y tlig D a n s“ . Ved et a n d e t B ry l
lup, de om talte, havde der kun v æ ret én S pillem and, han sto d paa M øddingen m idt i G aarden og blæ ste paa sin K larinet, han kunde ikke m ere end no g le faa T a k te r af et M usikstykke, o g n a a r de var blæ st, endte han S tykket i en lang, u sig elig falsk T one, hvorpaa han tog fat paa B egyndelsen ig en ; m en da M eningen v ar den bedste, v ar der ingen, som tog F o ra rg e lse a f M usikken; d et vil vi h eller ikke gøre m en forlade G ildet i T a k t til K larinettens T r a —tera, tr a —te —ri
—-tra—-te— ru
---E. Chr.
„Der var en Gang“.
Vi elske vort Land naar den signede Jul tænder Stjernen i Træet med Glans i hvert Øje;
saadan skriver H o lg er D rachm ann i sin Æ ventyrkom edie, og hver eneste af os h ar sit „ D e r var en G an g “ , som vi g em m er b la n d t vore kæ reste M inder. D a vi knap nok h a r lu k k et den sidste Ju ls D øre endnu, vil vi tage denne lille Juleoplevelse m ed fra en Ju le aften for g o d t og vel 50 A ar siden.
— 6 —
D ig te re n H o lg er D rach m an n boede paa det T id sp u n k t m ed sin F am ilie paa ,,P a læ e t“ i R oskilde, en m eget o m fangsrig Bolig, hvor V æ relserne ikke var S tuer m en Sale, d er ikke v ar lette at m øblere, og som om V interen slugte en uslukkelig M æ ngde B ræ nde uden dog at blive tilstræ k k e lig t varm e. E fte r en forhenvæ rende L ejers E nke o v er
tog D rach m an n s en D el sm ukke og g ode T in g , som passede til V æ
relserne, m en n æ rm est var uanvendelige i alm in d elig e, b o rg erlig e L e j
lig h ed er. H e rib la n d t v ar en p rag tfu ld , fo rg y ld t Sofa, F am ilieom nibus
sen dø b te de d en ; den var i tre A fdelinger, en stø rre i M idten og to m in d re p aa h v er Side, den blev senere solgt til F o lk ete atret i K ø b en havn, hvor d e r blev tre S ofaer ud af den. D esuden havde D rachm ann anskaffet en M æ ngde gi. M øbler a f fo rsk ellig Slags til a t fylde op m ed i de store Sale, m en de fleste v ar u eg n ed e til B rug, hvo rfo r de blev o plagrede. D a D ra ch m a n n v ar en u ro lig A and, flyttede Fam ilien jæ vnlig, og de havde m egen B esvær og store U d g ifter af d e t um ulige M øblem ent, som en F ly tte m an d m eg et b eteg n en d e sagde en G ang, a t D rach m an n s kun b ru g te, n aa r de flyttede. —- Saa var det Ju l, og den G ang som nu tilto g S p æ n d in g en fra D ag til D ag isæ r b la n d t B ørnene, o g H u sm o d eren m ed sine to P ig e r sad oppe til lan g t ud paa N atten og k lippede o g k listre d e P ynt til J u le træ e t og m eget andet. Inspireret af a l denne Ju le ste m n in g var det, H o lg er D rachm ann skrev neden- staaen d e Ju le san g , som blev den første i en lan g R æ kke.
JU L E S A N G
fo r B ørnene, baade de sm aa og store, paa P alæ et i R oskilde, D ecbr.
1 8 3 3
-M el.: H ø jt fra T ræ e ts g rø n n e Top.
N aa, d er blev et rig tig t Styr, da de kom m ed T ræ et,
Je n s og Svend, den lille F yr, slog e t K lask p a a K næ et, lo o g sp ran g og lo igen, trak en S tol til T ræ e t hen, vilde H ø jd en m aale,
stak sig p aa dets Naale.
S øster G erda v ar im ens kom m en hjem fra Skole,
og hun sag d e: t,,Svend og J e n s ikke staa paa Stole.
J u le træ e t stikker, ja, vi skal holde os derfra.
Se, m en ikke røre,
det skal S m aabørn g ø re !“
O g saa kom den store D ag ; d et m od A ften lakker.
D er er K ager, Lys og F lag , der er m ange P ak k er;
M or hun p ak k e r ud og ind, Vita vim ser som en Vind.
Boel er en sød en
— laver Ju le g rø d e n .
— 7
G erda, Je n s og S vendem and bliver lu k k et inde,
L am pen slukkes, saa m an kan næ ppe N æ sen finde;
Je n s e r a rrig , Svend er vred, G erda k en d e r g o d t B esked:
B are ro lig vente -—
Lysene b li’r tæ ndte.
Vupti, d ér gik D øren op — nej dog, hvor det straaler!
Lys p aa G rene, F la g i T op — E t H u rra m an sk raa ler;
og saa g a a r det ru n d t i R ing, Je n s h an fin d er sig en T ing, han vil h a ’ d et bedste,
sp ø rg e r b lo t om ,,H e ste “ . H e r p aa denne P akke staar,
a t den er til F ruen,
hvad m onstro da G erda faar?
hun faar D u kkestuen;
og da D rach m an n s N æ ser sm aa a ld rig er a t lide paa,
saa faar alle T u d e deres L om m eklude.
H er sta a r skrevet Boels Navn, h er sta ar ogsaa Vita,
ja , til alle, som g ø r Gavn, sm ider J u le n lid t a ’.
F ar g ø r G avn som S pillem and, skriver Visen, som h an kan, g læ d er sig for R esten
som et B arn ved Festen.
Ser I det, I kæ re S m aa:
n aar I selv b li’r større, saadan n em lig at fo rstaa henim od de F y rre —
O g naar I, som Børn i A and, staar m ed M oder H aan d i H aand,
saa vil I fo rstaa ’et, hvem d er mest h a r faaet.
(Holger Drachmann).
(H er efter et æ ld re Ju le h æ fte ved E. C.).