Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Schandorph, S.
Titel | Title: Nogle Digte.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : C.A. Reitzels Forlag, 1875 Fysiske størrelse | Physical extent: [4], 190 s.
DK
Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.
Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.
DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1 -9 S R4 8°
1 1 54 0 8 00489 8
L
____ ________________ L _ _ . -N O G L E D I G T E
A F
S. S C H A O O R P H .
K JØ BEN H A V N .
C. A. R E I T Z E L S F O R L A G .
T R Y K T H O S J . J Ø R G E N S E N & CO.
I n d h o l d ,
S id e .
S e r e n a d e n p a a G r a v e n ... 1.
P a a B a l l e t ... i 3. F o r a a r s v i s e ... 16.
U n io m y s t i c a ... 18.
E n R ø s t f r a d e g a m le D a g e ... 19.
S k y g o v e r m i g ...g i. H u r r a f o r D r e n g e n ...23.
H j e m m e ... ... ... 25.
E n F l a s k e T o k a i e r ... 27.
K o m m ig ih u . ( E f t e r A . d e M u s s e t ) ... 30.
B r e v v e x l i n g ... 32.
M a r i et> o ... 3g I e t A l b u m ... 39.
B r u t u s d e n Y n g r e . ( E f t e r G. D e o p a r d i ) ... 40.
H v o r u n d e r l i g t S jæ le n k a n s y n k e ... 46.
T i l v e i r s ... 48.
F r . P a l u d a n - M i i l l e r ... 50.
P r i v a t b i l l e t t e r ... 52
P a a L a n d e t ... 55.
R e i s e i n d t r y k ... 57
C h r. A g e r s k o v ... 5g E t G j e n s y n ... 60.
K o r s a n g a f T r a g e d i e n A d e lc h i. ( E f t e r A . M a n z o n i) . . 64.
S o n e t ...’. ... • ... gg O p a d ! ... 69_ S ø g i t i d e L y ... 71
P a n i k ...
M a d o n n a i P a l m e lu n d e n . ( E f t e r P o p e d e V e g a ) F o r n æ g t e l s e o g B e k r æ f t e l s e ...
D e t e f a b u l a n a r r a t u r ...
E t a t s r a a d e n g a a e r i B y e n ...
S p a n s k F o l k e s a n g ...
D e n 6te A u g u s t 1870 ...
E n g j e n v a k t E r i n d r i n g ...
E f t e r P a r i s ’s F a l d ...
E t P a r E p i g r a m m e r ...
E n S o m m e r f o r tæ llin g . D i g t c y k l u s ...
T i l e n y n g r e V e n ...
B a l v i s e ...
S c e n e a f G -uillen d e C a s tr o s „ L a s m o c e d a d e s d e l C id “ V e d e n S o r a n e r f e s t ...
D e n g a m le H a v e ...
T il K r i s t i a n A r e n t z e n ...
S k j æ r s o m m e r a f t e n s t e m n i n g ...
E l s k o v o g D ø d . ( E f t e r G-. L e o p a r d i ) ...
K o n f e s s i o n ...
J o læ n g e r e j e g le v e r , jo m e r e e r j e g g l a d ...
V ilh e l m W e r n e r ...
T i l F r u F . W ...
K a n d u h u s k e , h v o r S o m m e r f y l d e n ...
Æ b l e t r æ e t . ( E f t e r L u d v ig U h l a n d ) ...
G a r i b a l d i h y m n e n ...
P r o l o g t i l F e s t e n f o r A . P . B o r g g r e e n ...
S p il i g j e n d e g a m le M e l o d i e r ...
H ø r l a d o s d a n n e e n l i l l e K l y n g e ...
S o m m e r l i v ...
D i s j e c t a m e m b r a p o e t æ ...
T i l M e l o d ie r a f A . P . B e r g g r e e n ...
B r y l l u p s v i s e ...
S id e . . 73.
. . 75.
. 77.
. . 80.
. 81.
. 93.
. 94.
. 96.
. 101.
. 107.
. 108.
. 128.
. 130.
. 132.
. 135.
. 137.
. 139.
. 143.
. 144.
. 149.
. 154.
. 157.
159.
161. 163.
165.
167.
170.
172.
175.
184.
186.
189.
Serenaden paa Graven.
Der holdtes Gilde udi Soer og det af Herrer lærde — da styred Danmarks Riges Roer Kong Kristian den Fjerde,
en Herre, gjæv til Daad og Drik og med Forstand i Panden — de Lærde fulgte Kongens Skik saavelsom Herremanden.
Ved Gildet man paa stivt Latin de Ord og Tanker spidded, imens den søde spanske Vin forfrisked yppigt Viddet.
Citerte bleve mangen Gang Folianter, tykke Kvarter — paa hvide Pibekraver hang
de stærke Knebelsbarter.
2
Blandt dem, der talte bedst Latin og ivrigst førte Ordet,
var Hr. Jens Dinesen Jersin, der midterst sad for Bordet.
En kraftig Mand med Pande bred, der kjække Tanker bused;
flot sad hans Fløilskalot paa Sned paa Haaret blondt og kruset.
Og ban slog op med hviden Haand:
„Det siger jeg forsande,
det er kun Pust af Herrens Aand, der rører Livets Vande,
men og jeg veed, at Aanden kun faaer Bøst i klare Tanker,
og ei i skumle Midnatsstund som Spøgelse den vanker.
Den har jo Hjem i Lysets Land, og Lyset er dens Styrke,
hvi flagre da som Lygtemand paa Gravene i Mørke?
Nei, vil os Aanden mande op, den taler til Forstanden
og bruger ingen Dødningkrop og endnu mindre Fanden.
Igjennem Tiden har den viist sin høie Guddomsvirken,
og derfor skal den vorde prist ved Bægret som i Kirken,
derfor dens Lovsang ren og pur i Bølgens Orgel runger,
den hele deilige Natur
en Lovsang til den sjunger.“
De lærde Folk forstummed brat, forargede ved Talen,
en Herre med en Doktorhat mod Bordet hug Pokalen:
„Stop, Hr. Professor! Hæresi, et sine mente sana;
slig Kjættersnak fordømmes i Confessio Augustana!
Jeg veed- just ei, til hvilken Sekt j eg rigtigst Jer skal regne,
men det jeg veed, I talte frækt som en af Satans Egne.
Jeg har nu drukket alt saa tæt, at Jer subtile Tale
jeg mulig ei har fattet ret fra Hoved indtil Hale.
4
|
å
IH
-
v
Dog det jeg kunde grandt forstaae:
Gj engangere •— I nægter
kan frem af Gravens Hule gaae og skræmme Støvets Slægter;
men Kristus, veed jeg, af Sankt Paul er seet i Skyens Gløden,
og Endors Hex jo har for Saul vakt Samuel af Døden.
Hvor tør I tage Kristennavn, naar Sligt I bær’ tilskue?
Godt var det, at i Kjøbenhavn I ei blev Præst ved Frue.
Hr. Jesper Brokmand håndled ret, ban afslog, hvad I søgte;
slig Atheist kun dued slet til Herrens Hjord at røgte.“
Hr. Jens fra Stol sig reiste brat, i Kinderne foer Blodet.
„Hr. Doktor, “ raabte han, „Jer Hat er stor, men lidet Ho’d e t;
sært nok, at I bar promovert, en Skolefux vil kunne
faae in absurdum reducert Jer høist futile Grunde.u
Nu raabte man med Skraalen stor, de Røster vildt sig blande;
man skjældte ud og drev mod Bord med Vælde Krus og Kande.
Men Hr. Jersin sig fatted snart, hans Øie sig -formilded,
et Smil saa lystigt, lyst og klart omkring hans Læber spilled.
Han mæled, mens han Bægret svang
„Vor Strid til Intet fører — Nei lad mig kvæde Jer en Sang, imens min Luth jeg rører. “ De fine, klingre Strænge lød smukt til hans stærke Stemme — han sang om Vin og Elskovs Grlød, da følte Hver sig hjemme.
Da stemmed i af fulde Bryst Doktores og Magistre,
sig glatted, saa det var en Lyst de Panderynker bistre.
Da naaet var Rusens Høidepunkt, man Stok og Kappe søgte
og dingled hjem, med Ho’det tungt, hver med sin lille Lygte.
6
Paa Himlen Maanen blank og pur ret som et Festblus skinned;
langs med den røde Kirkemur Hr. Jens gik, glad i Sindet.
Da pludselig han stille stod, en dristig Plan han fanger, han føler trodsigt Ungdomsmod slaae op som vilden Ganger.
„Af Spøgelser, de mente, jeg mig skulde lade skrække.
Ja, er de til, det lyster mig ret nu dem op at vække.
Lad os dog see, om til et Gisp de lade sig bevæge;
bag Altret for den gamle Bisp jeg nu vil lystigt lege.“
Med Nøglen Kirkedøren brat han aabner, saa det drøner.
Et Ekko i den tause Nat i mørke Gange stønner.
De Fliser runged ved hans Trin, alt som med Pande hævet
han længer skred i Kirken ind, dog ei hans Hjerte bæved.
Paa Muren malte Skjolde sad, i Dæmring han dem skued, Korgittrets sorte Søilerad alvorligt mod ham trued.
Yed Lygtens Skjær en Skyggedands paa Gulv og Vægge gyste,
fra lange Vindver Maanens Giands det dunkle Kor belyste.
Han gik bag Altret til den Sten med Billed grovt udhugget, der over Heltehispens Ben den dybe Grav tillukked.
Paa Stenen Maanestraalen stærk det stive Billed høined;
det var, som han i Messesærk den gamle Biskop øined.
Hr. Jens sin Luth af Kappen drog, til Trods end mere ægget.
Med Kraft hans Fingre Strængen slog og skarpe Toner vækked —
en Melodi til lystig Dands med Kvinder over Tillie,
med løste Lok, med Øiets«.Giands, med Glød i Sands og Villie.
Fra Mur og Hvælving Ekkos Røst saa dybt, alvorligt runged;
hver Tone, der sprang frem til Lyst, i Alvor ind blev sjunget.
Det var som Orglets Piber sang, ved Spotten vakt’ til Vrede, og vælted over Lutbens Klang de Tonebølger brede.
Det var, som klang hvert Vaabenskjold, der stod paa Væggen malet,
det var, som Danmarks Helteold med Aandestemmer taled.
Det gjøs Hr. Jens til Marv og Ben, mens rasende han spilled;
og see •— den gamle Billedsten sig opreist mod ham stilled.
Bisp Absalon, saa rank og høi, af hule Øine stirred —
langs henad Gulvet Luthen fløi, saa bristende den klirred.
Hr. Jens stod selv som Stenen stiv, og slukt var Blikkets Lue ■— to Spøgelser, foruden Liv, hinanden stivt beskue.
9
En Stemme lød, saa Dirren randt igjennem hver en Nerve:
„Nu danske Mænd ved Drengetant vil Heltery erhverve,
for døde Fædres trætte Ben de Skj øgeviser kvæde,
paa gamle Kjæmpers Mindesten nu kaade Pilte træde.
Hvor Fædres Fromhed har opbygt et Hus for Bøn og Psalter,
at fromme Sjæle kunde trygt faae Ly ved Naadens Alter,
vantreven Ympe, nys opskudt, nu dandser mellem Grave —
vee Danmark dig — det Led er brudt, som værned om din Have.“
Hr. Jens fornam saa tungt et Slag som ramt af Bispestaven,
og ned med Bulder og med Brag faldt Stenen over Graven.
Som alle Ben i ham led Brud, han følte Kraften briste,
hvordan han kom af Kirken ud, han ingensinde vidste.
Og ei han styrede sit Trin ind under Kirkebue,
før han i Præstekjol skred ind at præke i Yor Frue.
Da talte han om Straf og Bod, om Sjælens dybe Kvide,
og bad om Ydmyghedens Mod til Kampen ud at stride.
Og da i Ribe Bispegaard tilsidst han ind var dragen,
lød end hans Røst fra Aar til Aar om Bod og om Forsagen.
Mens Tider kom, og Tider svandt det Ene kun han evned —
mon Alt han tabte, Alt han vandt hin Nat ved Dødningstævnet?
Hans frie Ungdomsmod var brudt, hans Sjæl var myg og skræmmet, han følte sig af Gud forskudt, i Verden som en Fremmed.
Det dunkle Mulm i Gravens Land ham skikked stedse Syner,
da blev saa ræd den stærke Mand som Hesten, naar det lyner.
Angst for at tabe Spor af Gud i Verdens Færd den vilde, ban speided helst hans Veie ud dybt i det Smaa og Stille.
Han stirred nær og stirred stift — saa lavt hans Blikke lude —
og saae med Kædsel Djævlens Skrift i Duggen paa en Rude.
Paa Visitats til Landsbysogn engang den Biskop aged,
dybt skar i Sand den Bondevogn, og tungt dens Axler knaged.
I dybe Tanker gjemt han sad, med Et han skjalv og rysted, det nytted ei med Graad han bad om dog at vorde trøstet.
Hans Støttestav, hans Bibelbog blev borte for hans Minde, og ei det allermindste Sprog ihu ham vilde rinde.
Høit Tvivlens Bølger om ham slaae og kvæler Aandedrættet;
da beder han den Bonde graa foran paa Agebrættet:
„O, hvis du veed et Bibelsted, du maa mig strax det sige, det er mig, som jeg stødtes ned ret nu fra Naadens Rige.“
Med Studsen rnæled Bonden brat og sig mod Bispen vendte:
„Saa elskede Gud Verden, at sin Søn han til den sendte. “ Det Ord fra Panden Skyen drev, i Øiet blinked Glæde.
Men stedse dog hans Sjæl forblev Anfægtelsernes Sæde.
Hvert Øieblik — han tyktes — gled af Haand ham Støttestaven;
i Livet vandt han aldrig Fred, han vandt den vel i Graven.
Paa Ballet,
I l n ’y a r i e n d e p l u s h a b i l e q u ’u n e c o n d u i t e i r r é p r o c h a b l e .
M a d . d e M a i n te n o n .
See, hvor hun sig svinger, saa smidig, saa let — gjennem Salen klinger
Yiolin og Klarinet.
Brune Øine funkle
som Kronernes Grlands, Lokkerne, de dunkle,
tvinges med i hendes Dands.
Midiesmal som Vaanden, saa kjælen, saa varm, dybt hun drager Aanden,
høit det løfter hendes Barm.
Neppe den sig dølger bag Silken, den blaa' Det er, som om Bølger
over Digevolden slaae.
Blodet gjennem Aaren i sundeste Kraft strømmer som i Yaaren
de friske Planters Saft.
Derfor er hun frodig;
som Barnet saa glad ud hun springer modig
i Ungdomsjublens Bad.
Men de unge Fjanter de smidske saa raat — Tanter, Grouvernanter
paa Skandale raabe blot.
Dyden gjør ubændig!
— De bjæffe Moral:
Fy, hvor uanstændig og hvor feiende og gal.
Hunde stedse tude ved liflig Musik,
Foraarsvise.
Saa see dig dog ud!
længst Solgudens Skud
har kløvet i Vandenes Pantser et Bi’ud.
Nei see dog — inat den Krokus har sat
helt freidig paa Ho’det sin guldgule Hat.
Fra Stuen dig riv!
af Dødskulden stiv
er Sneen selv vaagnet til Glæde og Liv, som brusende Vand
den farer paastand
med skummende Trods over Stene og Sand.
De Skyer i Flugt paa Himlen saa smukt
sig tumle i mangefold Slyngning og Bugt;
af Fugtighed fuld er Agerens Muld,
alt grønnes af Spirer et lovende Kuld.
Og Blæsten er ret saa frisk og saa let,
den tørrer dit Øje, hvis nys du har grædt;
den aander i Blod dig Ungdom og Mod,
snart myldre Smaablomster saa tæt for din Fod.
Med Latter og Sang du henover Vang
skal styre din Vandring i dandsende Gang, hør Lærkernes Slag
i solmilde Dag
om Vaaren, der jublende svinger sit Flag.
Blaa Himmel og Sol!
Aurikel, Viol!
al Livet, der pranger i nyvævet Kjol!
ud skynd dig og nyd al Ungdommens Fryd,
at gruble og sørge er slet ingen Dyd.
J M H H H P i n H L
Unio mystica.
Hvor Horizonten gløder i det Fjerne, • hvor Dagens Drot i Purpurkaaben døer, og hen, hvor jeg kan see den blege Stjerne indvævet dybt i Mælkeveiens Slør —
did lokkes jeg og drages.
Mod Yandets Bund, hvis hvide Kiselstene langt under Søens Flade skimtes kun,
mod Skovens Tykning, hvor de tætte Grene udflyde i den sorte Dæmringsgrund,
did lokkes jeg og drages.
Mod Aandens Dyb, hvorhen ei Tanken rækker, hvor Sjælen, skjøndt med Gysen, higer ned, hvor Anelsen Allivets Grund henlægger, hvor Haabet drømmer, der er evig Fred ■—
did lokkes jeg og drages.
19
En Røst fra de gamle Dage.
En Røst fra de gamle Dage helt sælsomt for mig klang — det var, som jeg hørte din Stemme, at atter den barnlig sang.
Dit Billed fra svundne Tider tonede frem for min Hu,
det løfted sig frem — et Forhæng brast mellem Før og Nu.
Hvad Aarene lagde imellem — Glemselsskyerne graa,
nu hvirvledes bort som Taagen, naar Solen aander derpaa.
Jeg rakte mig hen imod dig at skue de kj endte Træk — du skjælved — og i din Mine jeg læste en lønlig Skræk.
Skyg over mig.
Skyg over mig, hvert Barndomsminde fra Fredens Tid i Hjemmets Skjød, da Trøsten var saa let at finde som Barndomshavens Rose rø d ;
skyg over mig, hvert Barndomsminde!
Skyg over mig, I Ungdomsdrømme, om end mig skuffed Eders Røst, naar Lædskedrik af Livets Strømme I loved mig med gylden Høst;
skyg over mig, I Ungdomsdrømme!
Skyg over mig, du Elskovstanke, som spired paa en Sommerdag og groede under Stammer ranke, mens Droslen slog sit sagte Slag — skyg over mig, du Elskovstanke!
22
Skyg over mig, I Arme bløde, der altid aabned mig en Favn og bød fra Livets Strid og Møde ved Arnen mig en rolig Havn — skyg over mig, I Arme bløde!
Skyg over mig, hver Vennetale af dem, som altid mig forstod, som Fuglesang i Aftensvale
den læged tidt det syge Mod — skyg over mig, hver Yennetale!
Skyg over mig, alt Godt jeg mødte, at jeg kan blive mild og blød
endog mod dem, der bort mig stødte, naar jeg min hele Sjæl dem bød — Skyg over mig, alt Godt jeg mødte!
Hurra for Drengen!
Han kom tilpas efter Tøse to!
Gid Drengen trives, gid Drengen groe og voxe op til en kraftig Knægt og Ære gjøre sin brave Slægt!
Hurra for Drengen!
Gid Moderøiet som Solen god ham varme ned til hans Hjerterod og lysne dybt i hans Sjæl og Sind og avle Roser paa liden Kind!
Hurra for Drengen!
Hans Dage rinde harmonisk, smukt som Aftenbølgen i hegnet Bugt,
naar Solen rødmer hver Krusnings Flig og Yoven sjunger saa sagtelig —
Hurra for Drengen!
Men skal han ud, hvor de Storme gaae, gid aabent Øie han stedse faae,
mens Bølgen kløves af Rorets Blad, for Stjernen, naar Skyerne skilles ad.
Hurra for Drengen!
Gid Fader og Moder engang maa see, naar Issen blegner af Aldrens Sne, i ham gjenfødes en svunden Vaar, der lyser over de hvide Haar!
Hurra for Drengen!
Hjemme.
Haar jeg seer dig, mild og venlig, ved Klaveret sidde bøiet
og opmærksom paa de sorte Nodetegn at fæste Øiet, for Oktaven helt at spænde
seer de Fingre smaa sig strække, seer dem famlende at søge
langs ad de Tangenters Kække, er det, som jeg saae Symbolet paa en Sjæl, der stille higer efter Harmoni at finde
i den vide Verdens Riger;
i den vide Verden søger om et Ekko, der kan svare Hjertets dnnkle Suk og smelte dem til Toner fulde, klare.
2
26
„Beder, saa skal Eder gives!"
Du har bedet fromt og længe om en Klang af hine fjerne Sfærers gyldne Harpestrænge Derfor vil det nok Dig gives, Sjæl, som søger, Sjæl, som længes!
Ei skal for en trofast Higen Tonelandet evig stænges.
27
En Elaske Tokaier.
har jeg kapret „en Blaa,“
Af de nyttige Ting vi til Overflod eier;
Og to Glas af de slebne skal min Yin slutte ind, see, paa Randene spiller et syvfarvet Skin.
Mod den funklende Sol ville Glasset vi svinge, i den sittrende Luft høit et Hurra skal klinge.
Si
Yed et sælsomt Mirakel
og saa let som jeg vandt den, saa let skal den gaae.
den skal springe, den Lap, til en Flaske Tokaier.
2*
28
Kan du see, hvor den funkler som en brændende Glød?
Kan du mærke den hede med Lue saa sød?
Høit sig reiser vor Krop, bliver rank som en Søile, og ubændigt vort Mod bryder Remme og Tøile.
Marsch! til Ungarn vi vandre, hvor den Solstraale huld
frem af Fjeldvæggen lokker den Yindrues Guld.
See, der luer alt Blus fra Zigeunernes Skarer!
See, der sprænger afsted de broderte Husarer!
See, hvor Piger og Svende sig i Dandsene snoe!
Tambourinerne hoppe paa trommende Kno.
Hør, de trampe saa fast med de Støvler saa store, hør den taktfaste Klang af den klirrende Spore!
See, Magnaten paa Skimlen, der gjør stolt Kapriol!
Han har Foerværk til Bræmme paa guldsnoret Kjol.
See hans Knebelsbart lang ud i Luften sig svinge, martialsk ved hans Lænd rasler Krumsablens Klinge.
Er der mere i Flasken?
Nei, jeg troer, den er tømt — Ikke sandt, for fem Daler har lifligt vi drømt?
Til vort venlige Hjem søger Tanken tilbage med en Skat Poesi for de nærmeste Dage.
Den skal synge og klinge til den daglige Dont, saa vi leer ad den Prosa, der ellers gjør ondt.
Af de nyttige Ting, vi til Overflod eier;
naar jeg tjener „en Blaa“, skal den gaae til Tokaier.
Kom mig ihu.
( E f t e r A l f r e d d e M u s s e t ) .
Kom mig ihu, naar Morgenrøden fjerner sig frygtsom-bly, naar Solen for den staaer;
kom mig ihu, naar under Krands af Stjerner den tankefulde Nat sin Yandring gaaer.
Naar høit dit Hjerte slaaer, mens Glædens Stemmer lyde, naar Aftenskyggerne dig bløde Drømme byde,
da hvisker det i Lund alt i den tause Stund:
Kom mig ihu!
Kom mig ihu, naar onde Skjæbner skille snart vore Baner ad for evig Tid,
naar Aar, Landflygtighed og Sorger ville mit Hjerte saare haardt i Livets Strid.
Tænk paa min Kjærlighed, paa mit Farvel — det sidste — min Elskov skal ei Tid, ei Rum af Hjertet
vriste;
saalænge det kan slaae, dets Røst vil til dig naae:
Kom mig ihu!
Kom mig ihu, naar paa den sorte Tillie mit brustne Hjerte so ver under Muld, kom mig ihu, da, naar en ensom Lillie sig paa min Gravhøi aabner veemodsfuld.
Jeg skal ei see dig mer, men naar du gaaer til Hvile, skal som en Søster tro min Sjæl imod dig ile,
da lyde skal dens Røst som Suk fra Nattens Bryst:
Kom mig ihu!
Brevvexling.
Bu skrev mig til om den glade Tid, da ud i Livet vi stævned
med Tro, at ædel, begeistret Id var det, som lettest vi evned.
Vi tæ nkte: den Bølge var stedse klar og med os Vinden og Veiret,
at Himlen os gav paa hvert Spørgsmaal Svar, som inde i Brystet gjæred.
Ei ændsed vi Sne, ei agted vi Frost, ei Regn eller hvinende Storme,
hver Sky vi saae som hos Ariost til Fepalladser sig forme.
For Øret Luften i Toner klang, mens Syner for Øiet svømme;
vi tænkte: Vi skal i udødelig Sang vel fange de stærke Drømme.
Og Aanden skal fra sin Kongestol Allivet som Hersker syne,
fra Tanken som en elektrisk Pol dets Fylde skal samlet lyne.
Tilsidst vi smykkes med- Seirens Krands af Yerdens fagreste Kvinde
Hurra, hvor bliver voi’t Liv en Dands omkap med Foraarets Yinde.
Saa skriver du, sort af Melankoli:
„See nu, hvor vi ynkeligt rokker!
Ei sandt — fra Heros-Kothurner vi faldt ned paa de fladeste Sokker!
For Aandens Throne Kathederets Stol, en Yraa for Elysiums Enge,
for Lyn fra Tankens knittrende Pol kun Torden mod dumme Drenge.
Ak ja — jeg er nu kun en knortet Stub med Rodskud svage og spæde;
en L ’hombre, en Toddy paa Byens Klub er al dens Grjødning og Yæde.
De Skud visne hen under grundig Snak om Kjøbstadens Tarv og Bedste,
om Kjøbmand Jespersens ny Tobak og Byfogdens nye Heste.
Og du — naar du bliver tung og dum og mat efter Veiret snapper,
sig søger du ei til det mørke Rum alt ned ad de Kjældertrapper ?
men seer forsigtig dig først omkring, om ei en Elev dig betragter — og saa — et dristigt Rubikonspring til Dybets vinrige Schachter!“
Jo, meget vi har i Livet sat til, som bittert vi længes efter,
og meget misted vi ved det Spil, hvortil vi manglede Kræfter.
Men Længslen mod det forjættede Land den banker endnu i Brystet;
jeg troede som Yngling, jeg troer som Mand, min Tro har ei Skuffelser rystet.
Yi gik vel ikke i Høvdingers Tal paa Farten, mod Lyset rettet, os Livet gav et langt ringere Kald, end Ungdomshaabet forjætted.
Yi drog kun som Menige med i Trop, men var dog ei at foragte,
endnu kan ret det mig mande op selv Kampens Ar at betragte.
Og see vi den gamle Fane forbi med hvirvlende Trommer marchere, som Veteraner da skulle vi,
instinktmæssig, stramt præsentere.
Lys, kjære Minder, en enkelt Gang paa liden Gjerning derhjemme — de gamle Marschmelodiers Klang jeg kan ret aldrig forglemme.
36
Mariebo.
Som Dantes Harpeklang fra Syd udover Yerden bruste
med Røst som mange Vandes Lyd, naar de i Stormveir suste — Birgittes Ord fra Norden kom og stævned Roma selv for Dom, men trøsted Hjerter knuste.
Paa Trillingthronen sad paa Vagt med Vælde Fru Margrethe
— den høie Dronnings Herskermagt udover Nord sig bredte —
hun grebes af Birgittes Tro, og for de bange Sjæle Bo bag Skoven hun beredte.
Hvor Sankt Birgittes Kloster stod med sine brede Piller,
hvor Søen hen mod Kirkens Fod sin Vove langsomt triller,
i Vindens Sus i Klosterlund, i Bølgens Suk ved Aftenstund den svundne Old end spiller.
Med Munkes Nonners Stemme lød udi den lyse Kirke,
thi Sankt Birgitte Brødre bød med Søstre fromt at virke;
fra dobbelt Kor de Toner svang med Fugleflugt fra hvælvet Gang sig ud blandt Havens Birke.
Ja, i de fjerne Tiders Færd sig Sjælen her maa vugge:
da Nonnen sad i Aftenskjær i Bøn bag Klosterglugge og læste i Birgittes Bog det sælsom-høie Orgelsprog og dybe Hjertesukke;
da Borgen paa den lille 0
stod stærk bag Ringmurskrandsen, og Jægerhornets Klang paa Sø sprang høit i Ekkodandsen, da Borge rundt paa Søens Kyst udsendte Svende tidt til Dyst med Sværdet og med Landsen.
End risler over flade Kyst den tunge, gule Yove — hvor er der fredeligt og tyst i disse tætte Skove!
Til Sjælely det Sted er skabt, til Fund af Fred, i Verden tabt, mens Livets Længsler sove.
I et Album.
Velsignet være hvert af dine Aar!
og hvad der fanged Spire i din Yaar, det voxe op med freidig Yæxt i Tiden.
Yel blev din Ungdom ei saa lys og klar, som for din Yugge fordum sunget var, og mere Ondt der venter dig vel siden.
Men Sjælen eier jo en Helligdom, hvor den profane Yerden aldrig kom, naar ei letsindig op man for den lukked;
der kan den gode Spire finde Ro og klækkes stille op af Haab og Tro, ja suge Næring selv af Smertesukket.
Ja, naar dig Livet tykkes goldt og graat, naar dine varme Tanker møde Spot — gjem dem til Natten, til dit stille Kammer, luk da dig selv i Helligdommen ind og søg de Blomster smaa udi dit Sind, de aabnes nok for Stjerners milde Flammer.
40
Brutus den Yngre.
A f G i a o o m o L e o p a i d i . O v e r s a t f r a I t a l i e n s k .
Da først Italiens Kraft laa dybt nedstyrtet
—• end vældig som Ruin —
i Thraciens Støv, da turde Skjæbnen vove imod Hesperiens Vang og Tibrens Bred at sende ud fra Nordens nøgne Skove, hvor Bjørnestjernen bleg paa Sneen skinner,
Barbarers Rytterflokke
og lade Romas høit berømte Mure for Gothersværdet synke.
Da var det Brutus sad paa enlig Tue i mørke Nat, besprængt med Broderblodet, paa Død beredt, mens paa de grumme Guder
og Hades høit han skjælder, og vildt fra trodsig Tunge
i døve Luft de tomme Trusler runge:
O Dyd! du tomme Ord, som er opfundet i hule Skyer, i Ørkner,
hvor travle Skygger myldre! Anger vorder din Dyrkers Løn! I kolde Marmorguder!
hvad enten dyht i Flegethon I huse, hvad eller over Skyen — grusomt lege
I med den arme Slægt,
af hvem I fordre Templer, hvem I haane med svigefulde Love.
Det altsaa Jordens Fromhed er, som vækker i Himlen Had, og altsaa throner du,
o Zeus! som Yærn for Onde. Naar fra Skyen din Straale knittrer, og din Torden ruller,
med dine hellige Flammer
de Fromme og Retfærdige du rammer!
En jernhaard, ubønhørlig Skjæbne tynger paa Dødens usle Slaver.
Den sløve Hob, som ei kan flygte bort fra Aagets Tryk, sig trøster m ed: det er nødvendigt dog! Er Ondet mindre haardt, som ei kan ændres? Føle vi ei Smerte,
skjøndt Haahet er os røvet?
En Krig paa Liv og Død den Kjække fører med dig, du onde Skjæbne!
han har ei lært at flye; men naar din Haand ham rammer og med Kjæmpetag ham ryster, med Haan du over Helten triumpherer.
* O * *
Men mod hans ædle Hjerte det skarpe Staal alt iler,
og længselsfuld mod Dødens Mulm han smiler.
Dog, Guder afskye den, som voldsomt bryder i Hades ind — den Kjækhed
ei fattes af de bløde Gudehjerter.
Yi veed jo, Himlen kaaret har vor Liden, vor hittre Vanfred, vore dybe Smerter til Skuespil for sig imag at more.
En Tid Naturen hersked
i gyldne Alder uden Skyld og Sorg
som Skovens Huldgudinde, Livets Dronning, men Ondskab styrted hendes ædle Throne, og strax det golde Liv fik andre Love.
Naar nu en mandig Sjæl vil flye de onde Dage,
kan da Naturen vel hans Sværd anklage?
Uvidende om Kval og Skyld og Brøde, de vilde Dyr i Skoven
mod sildig Alder uformærket glide, men om de ogsaa ville knuse Panden mod haarde Træbul eller Fjeldets Side og lade Vinden sprede deres Lemmer,
naar Vanheld dem betvang,
ei nogen lønlig Lov dem skulde rokke,
43 ei feige Overlæg
dem skræmme fra at lyde Smertens Attraa;
men I, Prometlieus’ Børn! hvor under Himlen I Lyset end har skuet — overalt
er Livet Jer til L ede;
og naar saa Døden tøver,
elv Zeus til Karons Strøm Jer Adgang røver.
Stig, hiege Maane, op af Havets Skjød, som nys har slugt vort Blod!
See paa hin Slette, som Ausoniens Hæder saa fjendtlig var! Lys i den vilde Nat!
Den Seirende paa Brødres Nakke træder;
Syv Høie skjælve, og det gamle Bomas skyhøie Tinder styrte.
Hvi er du nu saa rolig? Du jo saae Lavinias Afkom fødes,
dets glade Haab om eviggrønne Laurbær, og, lige taus, du samme Giands vil gyde henover Alperne, naar Romas Navn
af Trældom er besudlet, og naar dets øde Sted
høit drøner af Barbarers tunge Fjed.
O, see det vilde Dyr paa nøgne Fjelde, den Fugl paa grønne Grene,
44
ei deres Dvaleliv kan mærke Sorgen,
— lad Verdner falde, og lad Skjæbner vexle — de mærke Intet. See, i tidlig Morgen,
naar Solens første Lys paa Hytten spiller, den travle Landmand vækker
den tause Dal med Morgensangens Toner og driver ud til Græsning
sin lille Faarehjord paa Bjergets Aase,
men vi — den stolte Slægt — er Skjæbnens Udskud!
Ei Kampestenens Blok, ei Bjergets dybe og ekkosvangre Huler
ynkes ved Jordens Sukke,
ei Jordens Graad kan Stjernens G-lands udslukke.
Olympens og Kokytos’ døve Drotter!
du onde Jord, du Nat!
ei i min Dødsstund knæler jeg for Eder, ei for det sidste Glimt i Dødens Mulm, det store Fremtidsry; og ei jeg beder
den dumme Hob min nøgne Grav at hædre med Hylen og med Offre.
Tilbage Tiden gaaer, og daarligt kan man til Fremtids Dværgeyngel
de store Sjæles Ære overlade og de Ulykkeliges sidste Hævn.
Lad nu den sorte Eovfugl mig omkredse, lad Ulvetand og Regnskyl
mit glemte Lig fortære,
lad Stormen bort mit Navn, mit Minde bæ re!
Hvor underligt Sjælen kan synke.
Hvor underligt Sjælen kan synke i Natmulmets Kaos ned!
hvor smerteligt høres den klynke, som Dødens Kvaler den led!
Strax voxe da frem med Styrke og ret med dæmonisk Lyst Magter, vilde og mørke, der rive og slide vort Bryst.
Vi veed ei, hvorfra de komme, de hvirvle vort Væsen ud
i Rummet, det store, det tomme, udenfor Skranke og Bud.
Just det, som vi elske, vi krænke, drevne ved vanhellig Tvang;
vi bryde den kjæreste Lænke til Hujen og skjærende Sang.
47
Fjernt, Sjælen kan bede og sukke, dens Klage druknes i Skrig,
naar trætte vi under bukke, da ligger vort Væsen som Lig.
Det er, som paa Valpladsen øde, dødssaaret paa Sneen hvid,
det laa, omringet af døde Haab fra den gode Tid.
Da skjælner vel atter Øret Sjælens bønlige Røst, bedrøvet og sortbesløret
den stiger op i vort Bryst og græder og græder saalænge den bittreste, dybeste Grraad, til Marv og Ben sig da trænge Nagets Tænder og Braad.
Bliv hos mig, min Sjæl— jeg er bange for Kaos’s lurende Kryb —
o — vidste jeg Tryllesange, som bandt det til Mørkets- Dyb!
:
M g .
*T
48
Tilveirs!
Tilveirs paa Taget!
Jeg skuer ned paa den mylrende By,
saa svagt dens Vrimmel op til mig summer, saa dumt det brummer —
løft høit, o Latter, mig op mod Sky!
.
Tilveirs i Taarnet!
Hør Klokken klinge dybt under min Fod!
Mod Himlen de rungende Toner hige, med dem du stige,
af Malmklang løftet, mit syge Mod!
Tilveirs paa Høien,
hvor Vinde hvirvle det Løv i en Dands!
de bort skal blæse det Træge, Tunge;
det Lette, Unge
skal suse ind i min Hu og Sands.
Tilveirs paa Flugten!
Flyv op, min Tanke, paa dristig Fart!
0, bad dig ret i de Æthervover med Stjerner over,
hvor Alt er stille og stort og klart!
Dal saa til Jorden!
Med opladt Øie besku da dens Id!
see kjærligt paa den, med Ro, med Mildhed, og nær i Stilhed
dig af hint Billed fra Flugtens Tid!
Er. Paludan-Miiller
d. 7 d e F e b r u a r 1870.
Høit i Psyches Borg der bølged Sange, ned fra Kuplen Geniers Røster lød;
dem fik du et Øre til at fange, til at tolke dem en Stemme blød.
Tanken smidig sig i Rhythmen bøier, hvert et Ord er som en Tone fuld;
Musers Høitidskvad, Satyrers Løier du i Harmonier sammenføier,
saa det kj endes Lyren er af Guld.
Af de gamle Sagn du Skjønhedstanken formed ud med let og kyndig Haand;
som en Ridder uforsagt i Skranken
tren du frem til Kamp mod Smaahedsaand.
Psyches Flugt mod Luftens Slot, det fjerne, og mod Plutons Nat, Olympens Dag,
Adam Homo, der Gemyt og Hjerne bytter mod en Nøgle og en Stjerne, skabtes ved den samme Harpes Slag.
Mægtigt rørtes i dig Livets Kræfter, sært bevæget var vist tidt din Hu, men det Bedste har Du higet efter, aldrig trællet for et flygtigt Nu.
Hovedrystende du Livets Trimmel saae at kjøbe, sælge, slaae sig op,
glemme, at der var en Sol paa Himmel, smilende ad denne travle Stimmel,
og en bedre Luft paa Bjergets Top.
Hil Dig, Digter, med den bøie Længsel med det dybe, fine, skarpe Blik!
Tak for Sukket over Jordens Trængsel, Tak for Hjertets lifligste Musik!
Ei jeg ønsker Dig, hvad lidt Dig glæder:
Mængdens høie Raab og Jubelbrag,
men gid Stemmen, hvormed end Du kvæder Livets bedste Magter høit til Hæder,
staae Dig bi til Livets sidste Dag.
52
Privatbilletter.
i .
Du er jo end saa frisk og smuk som da du var min Ungdomsbrud, som da du sendte Længselssuk i Hjemmets stille Have ud.
End elsker du de grønne Træer, den friske Yind, det sølvblaa Vand, end drømmer du i Stjerneskjær saa sødt om et forjættet Land.
Og dog du vandrer her saa sund, saa stille, fordringsløs og god, og seer hver Urt i Skovens Bund, Skovmærket bly ved Bøgens Rod.
Du minder mig saa mangen Gang om Yaarens første Blomsters Duft, din Stemme har sin gamle Klang som Lærkekvad i høien Luft.
Og i vort jævne Dagligliv du Farve, Duft og Tone strøer.
Held den, der fik en saadan Viv;
han har det bedst bag Hjemmets Dør.
Din gamle Elsker her iløn en Yise til dig tømret har —
Hør — sig, at den er ganske kjøn, saa glæder sig den gamle Nar.
2.
Som dæmpet Sang paa Voven i Sommernattens Stilhed, som Aftensuk i Skoven, som Vesperklokkens Mildhed, som liden Sky, der værner, naar Solen hedest gløder, som Glimt af Sølverstjerner, der gode Tanker, føder, som alt det Varme, Milde, der soner, og der læger, som Alt, der virker stille, men dybest os bevæger,
54
saa er din Hu, du bløde og dog saa stærke Kvinde, bos hvem fra Kamp og Møde jeg altid Fred kan finde.
Paa Landet.
Luftning feier fra Skov til Skov over de frodige Sletter,
Raaen dandser paa fine Klov alt i de lyse Nætter;
vilde Roser i Tjørnehegn, Aftenfred over tause Egn Tale til Hjertet retter.
Munter Spøg i et venligt Hjem mildner det Ru og Bittre, alt det Bløde i Brystets Gjern kommer saa mildt til at sittre, Minder fra en forsvunden Tid skyder med Duft som Rosen hvid ud gjennem Glemselens Gittre.
Glemt er Fjendskab og glemt hvert Nag, Kampen har holdt ilive,
varm som den kjære Sommerdag maa man hos Eder blive,
56
mod Enhver til Forsoning stemt, mild i Alvor og mild i Skjemt, frit man sig hen maa give.
Alting mig tykkes saa smaat, saa smaat, hvorom i Verden man strider,
hver sin Kjæphest saa tappert blot langs henad Banen rider.
Under det høie Himmelpalads faae vi vel sagtens Alle Plads nok gjennem alle Tider.
Perlende skummer den ædle Vin nu i de Glas saa klare!
Lader os smage den Drue fin, kort kan kun Glæden vare.
Nyd dens Minut i et kraftigt Drag, husk det — det er til en sorgfuld Dag altid godt at bevare.
Heiseindtryk.
Her seer man kun saa lidt, saa lidt for disse tætte Pilehegn,
men Alting er saa fedt, saa fedt i Lolland-Falsters flade Egn.
Bag Pilen Hveden groer i Læ af leret Jord, saa fed som Smør, og Sulet groer paa Folk og Fæ og begges Hu gemytlig gjør.
Saa fed en Svend, en Mø saa trind, med lysblaat Øie, hørgult Haar, med deilig Æbleskivekind
man møder her, ihvor man gaaer.
Et filanthropisk, smørret Smil, en uforstyrret Ligevægt,
et kraftigt Skjold mod Sorgens Pil man finder hos den gjæve Slægt.
Chr. Agerskov
d. 30te S e p t e m b e r 1869.
En Ungersvend saa fager han drog i Verden ud, bag Brilleglasset lyned det brune Øie Bud til mangen skjøn Jomfru, der blev saa rød
som Blod, thi ud af Øiet lyste det varme Ungdomsmod.
Det Ungdomsmod blev fostret af bøi og liflig Sang, som da fra Skjaldekoret i fulde Toner klang og lokked Livets Fylde i Skjønbedslinien ind;
da svulmed vel hans Hjerte, da gløded vel hans Kind.
Og aldrig ban forgjætted de rene Toners Lyd, de mildned Livets Alvor og løfted Livets Fryd og hæged om hans Ungdom, der end saa
frodig staaer;
den smiler skjælmsk fra Øiet op mod de hvide Haar.
Og derfor er hans Hjerte jo med de Unge ungt, og derfor ei han kj ender, hvad der er dvaskt
og tungt, og derfor end han smiler til Pigerne, de smaa, og derfor ei han svigter, hvor fyldte Flasker
staae.
Og derfor end han gløder for Alt, hvad der er skjønt og smiler saa godmodigt ad det, som er lidt
grønt, og derfor vi ham ønske saa glad en Aftenstund, og derfor skal et Hurra nu klinge fra vor
Mund.
Et Cfjensyn.
Ifei! velkommen! Er det dig, du Gamle?
Fandt du dog engang til Kj øbenhavn ? Yil du ny og glade Indtryk samle, der kan krydre Dagene, de vamle, ovre i din fyenske Fødestavn?
Er det ogsaa dig? Nei hvilken Mave!
Skyldes den nu blot Boghvedegrød?
Hvilke harske Tanker kunde grave slige Rynker i din Pande, Brave?
Fy for Fanden! Næsen er lidt rød.
Du, der var saa rød og hvid som Kvinden, med en Teint saa skjær, saa jomfruren, Du, hvis Tanker fløi omkap med Vinden over Sten og Stok og Stub som Hinden, gaaer saa værdigt paa solide Ben.
61
Men paa Øinene jeg strax dig kjendte med et Blik saa aabent, barnestort, der seer ud, som havde du ivente Ting, vidunderlige, ubekjendte, gjemte bag et Feslots gyldne Port.
Livets Møllestøv har ikke lagt sig paa en Sjæl, der kigger ud saa glad.
Har end Verden tung Erfaring bragt dig, bar en indre Stemme venlig sagt dig:
Himlens Dug for Jordens Slid er Bad.
Tag en Pibe — den, du mig foræred — end dens Spids bær Mærker af dit Bid;
som Relikvie jeg har den æret 1—
min og Tidens Tand dens Brødre tæred, saa de gik itu af Bid og Slid.
Seer du Sbakespeare der? Din var ei Feilen, om ei Bogen tidt itu du rev,
naar du sprang fra Stolen op med Steilen, ridsed Kryds i Randene med Neglen
ved hvert Sted, hvor du begeistret blev.
Skal vi ud i Byen? Skal vi snuse
som paa en andægtig Pilgrimsgang —
62
efter Steder, der vort Mod saae suse frem som Tandet fra en aabnet Sluse, hilsende sin Frihed høit med Sang?
Gadens Fliser skal vi atter maale, see de Skjønne drage os forbi, mindes Tiden, da vi som paa Naale gik, naar bag et Slør vi skued straale hen paa os al Livets Poesi.
Skal vi ud i Skoven, der sin Skulder løfter fri og frank mod hviden Sky?
ud, hvor Bølgen over Stene ruller, sødt med Vuggeviser Hjertet luller, lokker gamle Længsler frem paany?
I de grønne Bøges stille Verden digte vi paany vor Sjæls Idyl;
Nymferne betragte vil vor Færden
— ligne vi end Fauner paa Gebærden med et Smil for gammelt Venskabs Skyld.
Men iaften vil vi være hjemme
— efter ungarsk Vin jeg Bud har sendt Hu har vel endnu din rare Stemme?
Bellmans Viser kan du aldrig glemme, syng om Branden i Kolmåtargrånd.
Korsang af Tragedien AdelcM.
A f A le s s a n d .ro M a n z o n i , o v e r s a t f r a I t a l i e n s k * ) .
Era mosdækte Atrier, revnede Haller,
fra Skove, fra Smedier, hvor Hammerslag gjalder, fra Marker, som vandes af Slavernes Sved, en Folkesværm, vakt som ved Lyn, sig bort
vender ; sit Hoved den reiser, sit Øre den spænder;
den drønende Krigslarm iblandt den slog ned.
I usikkre Blik og forfærdede Miner
et Glimt dog af Fædrenes Høisind fremtriner, lig Straalen, der Vei gjennem Skydækket fandt.
*) Til Forstaaelse af Situationen anføres: Karl den Store har slaaet Longobarderne. Den oprinde
lige latinske Befolkning seer i Frankerne Be
friere fra det ltmgobardiske Aag. Koret ud
taler, at der Intet er at haabe af Frankerne, der kun ville forene sig med Longobarderne til Latinernes Undertrykkelse.
65
I Øie, i Aasyn — forvirret, fortrukket,
sig blander den Skjændsel, hvorunder den sukked, med ynkelig Pukken paa Tider, som svandt.
Den samler sig ivrigt, den spreder sig bange med uvisse Skridt ad de Yildstier trange, gaaer frem, gaaer tilbage i tvivlende Færd.
Tyrannernes Flok seer den modløs at ile, forfærdet og sprængt, uden Rast, uden Hvile, i vildspredte Flugt fra de kastede Sværd.
De stønne som jagede Vildt, og saa stive af Rædsel de guldgule Lokker nu blive, til velbekjendte Hytter de søge iløn.
Der Kvinden, den stolte, ei længere truer, med ligblege Aasyn hun stander og skuer med tankefuldt Øie paa tankefuld Søn.
Og efter dem Fjender med graadige Klinge lig løsladte Jagthunde sporende springe tilhøire, tilvenstre i krigerisk Jagt.
Og Folket, af spændende Glæde forledet, med Haabet er forud for Udfaldet skredet og di ømmer, at brudt alt er Trældommens
Magt.
3 * *
Saa hør dog! Hin Hær, som paa Yalen blev Herre, som Eders Tyranner fra Flugten vil spærre, drog hid fra det Fjerne ad klippesteil Gang.
Fra straalende Festlag de Kæmper bortilte, sprang op fra det Ly, hvor de sødelig hvilte, udkaldte til Striden ved Krigslurens Klang.
Og da de fra fædrene Haller sig vendte, Farvel deres modløse Kvinder dem sendte med Raad og med Bønner, som Graaden brød af;
de Panden med Staalhjelme tunge bedække, paa Gangerne brune de Sadlerne lægge og ride paa gungrende Bro over Grav.
Saa vidt over Lande de flokkevis gange, bøit runge de jublende krigerske Sange,
men Hjertet det higer mod Hjemmets Kastel.
Paa Klippernes Aase, paa stenede Sletter de vaaged i Rustning de iskolde Nætter, men drømte om Elskovs fortrolige Kvæld!
I grufulde Nætter, paa farlige Leie, i anstrængte Marsch ad de sporløse Yeie de døiede Hunger og krigerisk Tugt.
Imod deres Bryst saae de Landserne holde, som skrabed mod Hj elme, som tørned mod Skjolde, de hørte de Staalpiles hvislen de Flugt.
I Daarer! sig, troe I, de Franker sig tænke som Løn blot at bryde den Trældommens Lænke, der tynged en ubekjendt Folkehob ned?
Til Bolig igjen I Ruinerne vælge,
drag atter til Arbeid ved Smediens Bælge, til Marker, som vandes af Shavernes Sved.
De Seirende med deres Fjender sig samle, og nye Tyranner sig slutte til gamle,
to Folk vil Jer træde paa Nakken med Fod.
Snart seer I dem sammen — I navnløse Horder!
at dele imag Eders Slaver og Hjorder
og bygge paa Marken, som rødmer af Blod.
Sonet.
Den Ild, der løfted Kvindens Barm den hvide, den Attraa, der i mørke Øine ulmed,
hvad fyldigt bredte sig, hvad yppigt svulmed, mig henrev stærkt i første Ungdomstide.
I sød Berusning lod det hen mig glide,
med Havfrusang min Sorg det stakket dulmed, og langt fra Jordens Lys, i Havbundsmulmet jeg vaagned tidt med Kaar saa lidet blide.
Men hil mig, da jeg saae det Stille, Stærke, med Fredens Klarhed i det dybe Øie,
med Lilien til sit Væsens Vaabenmærke;
det overvandt mig, ved mig blødt at bøie, det bar som Kvadet af en Morgenlærke min Attraa op mod Lyset fra det Høie.
mu r : ■ ,
G9
Opad!
Mod Lys og mod Frihed du styre, o Sjæl!
— om Byrden end hænger sig tung ved min Hæl — ad Bjerget, mod Tinden, hvor snehvid den blinker og sittrer i Solen og lokker og vinker!
Det klynker i Dalen, det stønner saa sygt;
med krumbøiet Byg og med Mine fortrykt man mødes, man krydses for Brødet at søge, at stride, at stræbe, sit Bo at forøge.
Hvad slæber du sammen, du Myre paa Jord?
Sig, lever du bedre, naar Tuen er stor?
Du fik jo dog Yinger til Arv og til Eie, mon ikke til Flugt ad de himmelske Yeie!
0 løft dem og prøv dem, imens det er Tid!
saa holde de ud indtil Alderen hvid;
de styrkes ved Brugen og stramme sig blanke, saa Lyset kan farvebrudt over dem vanke.
Og lad dit Gemyt være mangefold stemt, fra dybeste Alvor til flygtigste Skjemt, og skyller ei rislende Bølger derover,
i Dvaskbedens Bundfald det størkner og sover.
Og sørg dig ei tung over Jorderigs Ve, glem aldrig at spøge, glem aldrig at lee!
Og vænnes du til at see Yerden fraoven, du lærer at lee, saa det gjalder i Skoven.
Til Lys og til Frihed, til Liv og til Lyst!
• Mod Morgenens Fødsel i glødende Øst!
Med Haab om at vinde, med Mod til at miste, med Gru for et Liv i det Lave at friste saa styre du let og bevinget din Gang, da døer du som Svanen med tonende Sang og daler saa stolt fra din Flugt i en Bue, mens Straaler fra Himlen paa Yingerne lue.
Søg itide Ly.
Søg itide Ly i den store By,
er det selv blandt Kvistens trange Celler;
byg dig der en Bo for din Sjælero,
lad dem saa kun skjænd’s i Husets Kjælder.
Søg itide Ly,
at fra Kampens Gny
du dig kan i himmelsk Luftning bade:
Aandens Kjæmpetræ yder dig et Læ,
elsker du end blot dets spæde Blade.
Søg itide Ly!
Kamp du ei skal flye,
stil dig i Geled med Pande aaben!
Søg kun op et Sted, hvor du kan i Fred slibe blanke dine gode Yaaben.
72 Søg itide Ly, at i Aftnens Gry
du kan tro din Morgens Minder sanke.
Og naar Solen mat slaaes med Dødens Nat,
vie til Lysets Væld din sidste Tanke!
Panik.
See, hvor Solen saa sagtelig glider;
alt paa Daglarmen Aftenen tysser,
see hvor Frugttræet Blomster neddrysser, mens det dirrer i bølgende Luft.
Og de svulmende Snepyramider blandt Kastanietræers kraftige Blade i den rødlige Tone sig bade,
Duggen krydrer alt Blomsternes Duft.
Gyldne Bræmmer om Bladene blinker, som de deiligste Frugter og Druer Farvepragten i Vesthimlen luer,
der er Festblus paa Synskredsens Kyst!
Mildt den frodige Sommer os vinker med sin Fylde af Lys og af Varme, lad os styrte os ned i dens Arme, lad os trykke os tæt til dens Bryst!
4
74
Her er Sted for de fyldte Pokaler, her er Sted for de Piger saa fagre, Lueblikke og Lokker, som flagre, for hver stærk og betagende Magt!
Her er Sted for bakkhantiske Taler, for de rungende Festdithyramber, lad os synge, mens Foden den stamper anapæstisk den kraftige Takt!
Tys! — et Øieblik ville vi lytte, høre Ekko vor Jubel at laane og heruset bag Høiene daane drukne saligt i Lufthavets Strøm.
Skal med Rædsel vor Glæde vi bytte?
Hør hvor hult, hvor fortvivlet det sukked!
som om ned i. en Afgrund det dukked, hvor alt Liv veires hen som en Drøm.
Det er Dødssukket af vore Toner, det er Glæden, som mattes og synker, det er Kraften, som svindende klynker, det er Trusel om Kulde og Død!
De skal visne de blomstrende Kroner, graadig Døden al Livet skal arve, den skal falme, hver straalende Farve, snart til Is vorder Hjerternes Glød.
Madonna i Palmelunden.
O v e r s a t f r a S p a n s k e f t e r L o p e de V e g a s : L a s p a l m a s de B e le n .
Uaar I flagre om Palmerne, hellige Engle!
hold saa Grenene stille;
mit Barn skal sove.
Bethlehems Palmer, som Yindenes Aande saa vredelig ryste, som knage og brage, o dæmp Eders Susen, hold Grenene stille!
Mit Barn skal sove.
Det hellige Gudsbarn, som træt nu er vorden af at græde paa Jorden, til Slummer trænger,
4*
vil sove en Smule fra Jordlivets Jammer.
Hold Grenene stille!
mit Barn skal sove.
Det bidende Vindstød mit Barn forfølger;
jeg eier jo Intet, der kan ham dække!
Hellige Engle,
som svæve i Luften, hold fast i de Grene!
—— Mit Barn skal sove.
Fornægtelse og Bekræftelse.
Man kalder dig Fornægter, En som paa Intet troer,
naar vildt du slaaer og fægter med Himmel og med Jord.
Men jeg kan i din Stemme høre en Yemod dulgt, et Minde, du vil glemme, som stedse har dig fulgt.
Det dæmpet mod mig klinger hos dig til hver en Tid, og ei du det betvinger ved alt dit hvasse Yid.
Tidt, naar du spotter gruligt, mumler din Sjæl en Bøn —
Hvem veed •—• det var jo muligt, at den blev hørt iløn.
wmwmmam
78
En saaret Sjæl, som lider, Helbredelse vil faae,
en Aand, som tappert strider, maa dog vel Freden naae.
Men du, som dvask bekræfted bver officiel Plakat,
som man paa Porten hæfted i Kirke som i Stat,
du altid er saa færdig til positive Svar,
saa alvorsfuld, saa værdig saa triviel — og klar.
Den monotone Præken, der gaaer saa færdig ned ad Stolpen — opad Væggen i salig Søvnighed —
den gj emmer ingen Higen og intet Hjerte stort, den minder ei om Stigen til Himmeriges Port.
j t i ***** "»Sgg
79
Du troer, at du har naaet til Havets dybe Grund, naar du har rolig staaet paa Badekassens Bund.
80
De te fabula narratur.
Ad aabne Vinduer toner en ædel Melodi;
den lille Dreng fra Kjæld’ren staaer som fortabt deri, de store klare Øine opspilede staae,
og jublende ban klapper i begge Hænder smaa.
Fra Vaskertuden bruser en Flod, saa grumset, fed, og skyller, graa og skiden, i Eendestenen ned;
og Drengen ned sig kaster med praktisk Energi, begraver begge Arme til Albuen deri.
Symbolet var lærerigt, men Lærdommen grov;
oprigtig talt, — jeg følte mig inderlig flov.
Etatsraaden gaaer i Byen.
Etatsraaden drager fra Gilde;
— det stod for en Jubilar — paa Skydebanen Champagnen massevis strømmet har. '
Der var saamænd Nogle, som paastod, Etatsraaden var noget ør,
han holdt sig dog ligesaa værdig, alvorlig og net som før.
Trøstigt ad Yeien han styrer;
-—- den gik over Vesterbro -—- men underligt, døsigt, fantastisk
de Gaslygter paa ham glo.
De hopped og dirred og dandsed med Svaien og Neien saa sær, Alt havde som tabt Balancen lige til Huse og Træer.
82
Selv Frihedsstøtten, som ellers har saa adstadigt et Præg, saae ud. for Etatsraadens Øie som var den med i den Leg.
Etatsraaden tog sig til Panden:
„Er Vesterbro bleven gal?
Den teer sig underlig fjantet, som havde den en Perial. “ En dunkel Erindring opdukked og gav ham af Trøst et Stænk:
at hist i de smaa Alleer stod en eller anden Bænk.
Imellem de dandsende Træer, imellem de hoppende Blus han naaede did og sig troede i Ly for gjøglende Puds.
Og ned imod Bænkens Planke han faldt saa tungt som en Sæk, men føler sig greben om Livet og stivner i panisk Skræk.
En Stemme, som minded ham ganske om Støttens i Don Juan,
i Nattens bundløse Stilhed hæst ham imøde klang:
„Jeg drømte om funklende Øine, jeg drømte om skummende Yin;
nu vækkes jeg op af et natligt hjemdrivende Kneipesvin.“
Etatsraaden kom til sin Samling:
„Naa, naa, vær ikke saa grov;
jeg kunde jo slet ikke vide, der sad en Herre og sov.u Yed Lygteskjæret han skimted et Skjæg, saa struttende, bredt, to Øine klare og brune,
et Ansigt blussende hedt.
En Haand faldt ued paa hans Skulder
„Ho, ho, min F a’er! er det Dig?
Dig vented jeg aldrig at træffe undtagen paa Dydens Yei.“
Etatsraaden studsed forbauset, og lidt tilbage ban foer;
han søgte at fæste Foden haardt mod den usikkre Jord.
Han famled efter en Holdning, som kunde indgyde Respekt;
han mærked, han havde at gjøre med et forfaldent Subjekt.
84
Da lød det: „Kjender du ikke din gamle Kontubernal ?‘: —
„Min Gud — er det dig? — jeg troede, at længst du var bleven gal.“
— „Det er saamænd meget muligt, men nu er vi ens omtrent,
vi svømme broderligt sammen i Fuldskabens Element. — Naa —- fra Kancelliets røde store og skumle Hus
du lister dig ud paa Broen og drikker en ærlig Ku s, og dyrker andægtig i Løndom som Mystos den herlige Gud og skyller din tørre Gane for muggent Kontorstøv ud?
Kom — Ingen inat dig kj ender kom med til et herligt Lag, hvis lystige Fest først ender, naar atter det gryer ad Dag.
Saml Ungdommen i dig sammen, glem Vrøvl og Embed og Kang, vi Alle skal puste til Flammen med mangen en gammel Sang.
85
O husk paa de svundne Tider, paa Vaarens spirende Pragt, paa Hjerteslaget det unge,
der stod med det Bedste i Pagt, husk paa de lindrende Taarer,
der var som Morgenens Dug,
husk paa, hvor hver Yen var munter, hvor hver en Pige var smuk.“
Etatsraaden rysted paa Hodet, han kunde sig selv ei forstaae, det var som i Clairvoyance sin Dobbeltgænger han saae, der svæved luftigt forhi ham som seilende paa en Sky, selv kan han neppe sig rø re;
hans Fødder er tunge som Bly.
Hans Hjernetraade sig filtre sammen som speget Traad:
„O hvem der nu turde være lystig, forsoren og kaad!
Jeg bryder mig ikke det Mindste om denne Etatsraadsrang;
men — jeg er dog altid Chef for tredie Departement."
Fast uden han selv det mærked, han fulgte den Andens Fjed, og ud ad Yesterbrogade de blideligt seilende gled.
Den Fremmede endelig standsed og aahned en Gadedør,
de gik gjennem lange Gange i Mørkets ravnsorte Slør;
saa over en Gaard og en Have, hvor Foden i Sne slog Sjap:
„Nu skal du til at begynde, min gamle Yen, hvor du slap.“
Med Skodder for begge Yindver et lille Havehus laa.
Den Fremmede hanked — man aabned og Lys Etatsraaden saae.
Der sad i den lave Stue omkring det aflange Bord en halv Snes halvgamle Fyre, som op nu med Hurra fo er.
For begge de nye Gjæster de gjorde saa høfligt Plads og svang i Luften om Ho’det de svingiende fulde Glas.
