Min gamle Yen! Alt nu i mange Aar har du og jeg alt Godt hinanden undet, jeg troer, at vi hinanden godt forstaaer,
at ei omsonst vi har hinanden fundet.
I visse Maader har vi og delt Kaar:
af Laurbær har ei Overflod vi vundet ei dem, som Digterlokkerne bedækker, ei heller dem, som Chilian foretrækker.
Men ligemeget! Hvad skal vi med dem?
Os var jo ellers Guderne saa milde, jeg mener, de Penater i vort Hjem,
som ei vi bort for Laurbær bytte vilde.
Naar der vi tales ved, vi sige frem
alt, hvad der springer ud af Hjertets Kilde vi sigte ei det Fine fra det Grove, men frygte kun det Ferske og det Flove.
Jeg yeed ei ret hvorfor — i denne Stund, da jeg sad ene i den mørke Stue,
da ind ad Yindvet titted Maanen rund, og muntert buldred Kakkelovnens Lue, omkring jeg vanked i Erindrings Lund
den lystred ikke Døgntrompetens Gjald
og vandt ei dem, som den Slags Toner kræ ved.
Derfor den aldrig Vei fandt til Reklamerne, kom ei en vogue hos Grossererdamerne.
Men fremfor Alt — hav Tak for Barnesindet, der leer og græder for „et venligt Ord“, der røres ved hver lille Blomst paa Jord, der let af Illusioner bliver blindet,
men selv, naar de er brustne, stadig troer paa Sandhedsstraalen. som dem gjennemskinned;
— det Sind, som af en ringe Kreds forstodes, er dog det bedste Gods, som dig betroedes.
Skjærsommeraftenstemning.
See, de unge fine Blade vælte frem i Sommerfylde, Aftenstraaler dem forgylde, Buggens Perler alt dem bade, see hvor Buskene sig brede tæ t ved Aaens Rand dernede.
Stille Glæde gjennem Luften bølger tyst i Sommervinde, der som sagte Yover rinde, svulmende af Blomsterduften, sødt Syringens Aande dysser, Æbletræet Snefnog drysser, Guldregnbuskens fulde Klaser ned de spæde Stilke tynge, Tjørnen myldrer med en Klynge hvide Alabastervaser;
klare Yand med sagte Krusning bæver som i sød Berusning.
143
Hen jeg lægger mig ved Bækken, Sindet vugges af dens Bølger, paa dens Vandring med det følger, og paa Vandet under Hækken flyder Drømmen, lig en Svane, lydløst langs den blanke Bane.
144
Elskov og Død.
(A f G r i a c o m o L e o p a r d i . O v e r s a t f ra I ta lie n s k ) .
Elskov blev født som Dødens Tvillingbroder af Skjæbnen, deres Moder.
Ei Jord, ei Stjerners Rige
i Skjønhed eier Døds og Elskovs Lige.
Af Elskov fødes Glæden, den største for vort Hjerte,
som det paa Verdens vide Hav kan vinde:
men Døden for vor Smerte kun Lindring veed at finde.
Hun er en deilig Kvinde, hun er saa skjøn at skue,
skjøndt ei hun males saa af Sjæle svage;
og Elskovs Gud, den fagre, hun gjerne vil ledsage,
og ædle Hjerter i Begeistring lue,
naar Haand i Haand de over Jorden flagre.
Naar Elskov dybt os rammer, da svulmer Hjertet høit, og det foragter
vort Liv, og ei det tænker
146
og Smertens grumme Lyn sit Offer kræver, hvor tidt har da en Elsker
med inderlig Begjæring,
o Død! ei anraabt dig som Hjælp for Sorgen. med hede Længselssukke
af Hjertet han misundte
Saaclan mod Døden tvinges
Men de hegeistringsfulde og ædelbaarne Sjæle,
dem stille Skjæhnen under En af Eder, I Herskere saa hulde
mod Jorderiges Slægter,
saa stærke, at ei anden Hersker mægter
O, hvis jeg nogensinde du Tidens Herskerinde,
o luk for Lyset til mit trætte Øie!
Hvert usselt Haah, hvormed Alverdens Taaber som store Børn kan lege,
149
Konfession.
i .
Jeg har sukket længe, længe efter Frihed, efter Luft, efter Klang af Sølverstrænge i en sydlig Aftens Duft;
efter Livet rigt og broget, dandsende til Toneklang, aandende lig Bakchostoget al sin Jubel ud i Sang;
efter høie Bjerges Skygge over Søen fra dens Bred,
— store Tanker lig, der dykke i en trofast Sjæl sig ned;
efter Farver, efter Former fra de store Aanders Tid,
Billedverdnens Skjønhedsnormer, Blomst af Livets bedste Id.
150
Ja jeg sukker, ja jeg længes bag mit Fængsels Gitterstang, og det er, som Døren stænges fastere for hver en Gang.
Sjældent trænger der igjennem ædle Tankers Ekkorøst;
skeer det, vækker ikkun Stemmen Sangens Længsel i mit Bryst.
Men de Mure Sangen fange og den vredt tilbage slaae, derfor bæve tunge, bange Toner i den mørke Yraa.
Det er tungt sit Brød at kjøbe med sit varme Hjerteblod, tøile det, som rask vil løbe:
Sjælens høie, unge Mod.
t#
151
2.
Saadan lød saa tidt min Klage, gjorde Sindet tørt og koldt, det at savne og forsage
stedse har saa haardt mig holdt.
Men den kommer, Sjælefreden,
kommer, naar man mindst det troer, som en Trøst fra Evigheden,
saa mærkværdig mild og stor.
Mig den bragte Lattergaven, og jeg mærked, naar jeg lo, hvælved over Fængselsgraven sig en høi og luftig Bro.
Derfra saae jeg Yerdens Mylder, al den vigtig-travle Færd
med at stable op paa Hylder, hvad der ei en Hvid er værd.
Men fra mangt et enligt Kammer saae et Lys jeg skinne ud
med de klare Sandhedsflammer tændt’ af selve Lysets Gud.
152
De, som travlest sig gebærded, gjorde næsten ingen Gavn, de, der i det Dunkle færded, bandt en Krands om deres Navn.
Maatte ei min Latter klinge, da jeg saae en Harmoni frem i Verdens Liv sig svinge gjennem aandfuld Ironi:
ei den kolde Spot, som saarer, men et fint Intrigespil,
der ved Næsen trækker Daarer snildelig, hvorhen det vil?
I mit Sind sprang frem en Kilde:
Blomsten med sin Krone rund foldede sig ud saa stille
i den dybe Hjertegrund.
Vraaen af dens Duft opfyldes, vorder høi som Himlens Hvælv, af et Straaleskjær forgyldes rigt de kolde Mure selv.
Aldrig mere nu jeg klager over Liv i snæver Bo.
Kommer Sorgen, ud jeg drag' freidig paa min Latterbro.
154