A f A le s s a n d .ro M a n z o n i , o v e r s a t f r a I t a l i e n s k * ) .
Era mosdækte Atrier, revnede Haller,
fra Skove, fra Smedier, hvor Hammerslag gjalder, fra Marker, som vandes af Slavernes Sved, en Folkesværm, vakt som ved Lyn, sig bort
vender ; sit Hoved den reiser, sit Øre den spænder;
den drønende Krigslarm iblandt den slog ned.
I usikkre Blik og forfærdede Miner
et Glimt dog af Fædrenes Høisind fremtriner, lig Straalen, der Vei gjennem Skydækket fandt.
*) Til Forstaaelse af Situationen anføres: Karl den Store har slaaet Longobarderne. Den oprinde
lige latinske Befolkning seer i Frankerne Be
friere fra det ltmgobardiske Aag. Koret ud
taler, at der Intet er at haabe af Frankerne, der kun ville forene sig med Longobarderne til Latinernes Undertrykkelse.
65
I Øie, i Aasyn — forvirret, fortrukket,
sig blander den Skjændsel, hvorunder den sukked, lig løsladte Jagthunde sporende springe tilhøire, tilvenstre i krigerisk Jagt.
Og Folket, af spændende Glæde forledet, med Haabet er forud for Udfaldet skredet og di ømmer, at brudt alt er Trældommens
Magt.
3 * *
Saa hør dog! Hin Hær, som paa Yalen blev Herre, som Eders Tyranner fra Flugten vil spærre, drog hid fra det Fjerne ad klippesteil Gang.
Fra straalende Festlag de Kæmper bortilte, sprang op fra det Ly, hvor de sødelig hvilte, udkaldte til Striden ved Krigslurens Klang.
Og da de fra fædrene Haller sig vendte, som skrabed mod Hj elme, som tørned mod Skjolde, de hørte de Staalpiles hvislen de Flugt.
I Daarer! sig, troe I, de Franker sig tænke som Løn blot at bryde den Trældommens Lænke, der tynged en ubekjendt Folkehob ned?
Til Bolig igjen I Ruinerne vælge,
drag atter til Arbeid ved Smediens Bælge, til Marker, som vandes af Shavernes Sved.
De Seirende med deres Fjender sig samle, og nye Tyranner sig slutte til gamle,
to Folk vil Jer træde paa Nakken med Fod.
Snart seer I dem sammen — I navnløse Horder!
at dele imag Eders Slaver og Hjorder
og bygge paa Marken, som rødmer af Blod.
Sonet.
Den Ild, der løfted Kvindens Barm den hvide, den Attraa, der i mørke Øine ulmed,
hvad fyldigt bredte sig, hvad yppigt svulmed, mig henrev stærkt i første Ungdomstide.
I sød Berusning lod det hen mig glide,
med Havfrusang min Sorg det stakket dulmed, og langt fra Jordens Lys, i Havbundsmulmet jeg vaagned tidt med Kaar saa lidet blide.
Men hil mig, da jeg saae det Stille, Stærke, med Fredens Klarhed i det dybe Øie,
med Lilien til sit Væsens Vaabenmærke;
det overvandt mig, ved mig blødt at bøie, det bar som Kvadet af en Morgenlærke min Attraa op mod Lyset fra det Høie.
mu r : ■ ,
G9
Opad!
Mod Lys og mod Frihed du styre, o Sjæl!
— om Byrden end hænger sig tung ved min Hæl — ad Bjerget, mod Tinden, hvor snehvid den blinker og sittrer i Solen og lokker og vinker!
Det klynker i Dalen, det stønner saa sygt;
med krumbøiet Byg og med Mine fortrykt man mødes, man krydses for Brødet at søge, at stride, at stræbe, sit Bo at forøge.
Hvad slæber du sammen, du Myre paa Jord?
Sig, lever du bedre, naar Tuen er stor?
Du fik jo dog Yinger til Arv og til Eie, mon ikke til Flugt ad de himmelske Yeie!
0 løft dem og prøv dem, imens det er Tid!
saa holde de ud indtil Alderen hvid;
de styrkes ved Brugen og stramme sig blanke, saa Lyset kan farvebrudt over dem vanke.
Og lad dit Gemyt være mangefold stemt, fra dybeste Alvor til flygtigste Skjemt, og skyller ei rislende Bølger derover,
i Dvaskbedens Bundfald det størkner og sover.
Og sørg dig ei tung over Jorderigs Ve, glem aldrig at spøge, glem aldrig at lee!
Og vænnes du til at see Yerden fraoven, du lærer at lee, saa det gjalder i Skoven.
Til Lys og til Frihed, til Liv og til Lyst!
• Mod Morgenens Fødsel i glødende Øst!
Med Haab om at vinde, med Mod til at miste, med Gru for et Liv i det Lave at friste saa styre du let og bevinget din Gang, da døer du som Svanen med tonende Sang og daler saa stolt fra din Flugt i en Bue, mens Straaler fra Himlen paa Yingerne lue.
Søg itide Ly.
Søg itide Ly i den store By,
er det selv blandt Kvistens trange Celler;
byg dig der en Bo for din Sjælero,
lad dem saa kun skjænd’s i Husets Kjælder.
Søg itide Ly,
at fra Kampens Gny
du dig kan i himmelsk Luftning bade:
Aandens Kjæmpetræ yder dig et Læ,
elsker du end blot dets spæde Blade.
Søg itide Ly!
Kamp du ei skal flye,
stil dig i Geled med Pande aaben!
Søg kun op et Sted, hvor du kan i Fred slibe blanke dine gode Yaaben.
72 Søg itide Ly, at i Aftnens Gry
du kan tro din Morgens Minder sanke.
Og naar Solen mat slaaes med Dødens Nat,
vie til Lysets Væld din sidste Tanke!
Panik.
See, hvor Solen saa sagtelig glider;
alt paa Daglarmen Aftenen tysser,
see hvor Frugttræet Blomster neddrysser, mens det dirrer i bølgende Luft.
Og de svulmende Snepyramider blandt Kastanietræers kraftige Blade i den rødlige Tone sig bade,
Duggen krydrer alt Blomsternes Duft.
Gyldne Bræmmer om Bladene blinker, som de deiligste Frugter og Druer Farvepragten i Vesthimlen luer,
der er Festblus paa Synskredsens Kyst!
Mildt den frodige Sommer os vinker med sin Fylde af Lys og af Varme, lad os styrte os ned i dens Arme, lad os trykke os tæt til dens Bryst!
4
74 for de rungende Festdithyramber, lad os synge, mens Foden den stamper anapæstisk den kraftige Takt!
Tys! — et Øieblik ville vi lytte, høre Ekko vor Jubel at laane og heruset bag Høiene daane drukne saligt i Lufthavets Strøm.
Skal med Rædsel vor Glæde vi bytte?