A. ALMINDELIG DEL
1. Advokatsamfundets disciplinærsystem - reaktions- og sanktionsmuligheder
1.7. Advokatnævnets sanktionsmuligheder
1.7.8 Straffelovens § 89 – princippet
Formandskabet skrev i 2007, jf. Advokaten 6/2007, side 44:
”Er overtrædelsen i en aktuel sag begået forud for en tidligere sanktion, vil den nye sanktion blive fastsat som en tillægssanktion efter princippet i straffelovens § 89. Som følge af det, der er anført ovenfor om samtidig påkendelse af flere overtrædelser i samme sag, vil udgangspunktet i dette tilfælde også være, at der ikke ydes rabat – det vil sige absolut kumulation.”
Fra de praktiske eksempler gengivet i ”Udmåling af bøder i praksis” af Pia Birkegård, Advokaten, 2007 citeres:
”Tillægssanktion – eksempel fra 2007
Advokaten havde ikke overholdt en frist for udarbejdelse og tinglysning af skøde. Advokaten havde i november 2006 fået en bøde på 10.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik. Forseelsen i den aktuelle sag var begået
65
før november 2006. Bøden skulle derfor fastsættes som en tillægsbøde uden gentagelsesvirkning. Bøden blev fastsat til 10.000 kr.”
Et andet eksempel:
U.2007.971H – Advokatnævnets kendelse af 10. januar 2005.
Advokat A havde hjulpet klageren med en ejendomshandel. Klageren anlagde efterfølgende erstatningsansvarssag mod advokat A’s principal advokat B ved Sø- og Handelsretten. Under domsforhandlingen, hvor advokat A var indkaldt som vidne, mente advokat A, at klagerens vidneudsagn var usande. Advokat A indsendte dagen efter domsforhandlingen et brev til retten, hvori hun anførte, at klagerens vidneudsagn var usandt, hvilket hun mente at kunne
dokumentere ud fra nogle medsendte bilag.
Advokat A blev af Advokatnævnet pålagt en bøde på 10.000 kroner, da det er i strid med god advokatskik at forsøge at påvirke retten efter
domsforhandlingens afslutning. Advokatnævnet lagde ved bødens størrelse vægt på, at advokat A tidligere var fundet skyldig i at have handlet i strid med god advokatskik.
Østre Landsret og senere Højesteret stadfæstede Advokatnævnets kendelse om, at advokat A havde handlet i strid med god advokatskik ved at forsøge at påvirke retten
Højesteret nedsatte dog bøden til 5.000 kroner med bemærkning om, at bøden blev fastsat som en tillægsbøde, jf. princippet i straffelovens § 89 til en tidligere bøde på 5.000 kroner, som advokat A var blevet idømt den 16.
oktober 2003, da forholdet var begået før.
Et tredje eksempel:
Vestre Landsrets dom af 12. marts 2010 V.L. B-1725-09 - Retten i Århus' dom af 14. august 2009 i sagen BS 2-559/2008 –
Advokatnævnets kendelse af 4. februar 2008
Advokatnævnet havde pålagt Advokat H en tillægsbøde på 25.000 kroner, da de fandt, at Advokat H havde tilsidesat god advokatskik i forbindelse med berigtigelse af en ejendomshandel.
Advokat H havde i forbindelse med en ejendomshandel for et selskab, der kort tid efter gik konkurs, været langsommelig med at fremsende de nødvendige oplysninger om købesum og refusionsopgørelse til konkursboet. Advokat H var både direktør og anpartshaver i det købende selskab. Advokatnævnet fandt, at Advokat H havde tilsidesat god advokatskik ved for sent at have berigtiget ejendomshandlen.
Retten i Århus stadfæstede Advokatnævnets kendelse under henvisning til, at Advokat H som direktør og anpartshaver i det købende selskab havde haft særlig anledning til at fremkomme med oplysninger og berigtige
ejendomshandlen hurtigst muligt. Vestre Landsret stadfæstede, at der var tale om en tilsidesættelse, men landsretten mente ikke, at denne sag ville have givet en forhøjet sanktion i forhold til U.2007.2238H (også 25.000), hvor denne forseelse var forud og sanktionen skulle fastsættes efter princippet i straffelovens § 89.
66
Et eksempel på anvendelse af princippet og vanskelighederne kan endelig ses i følgende, hvor de tre nævnskendelser er illustrerende.
Københavns Byrets dom af 4. november 2010 i sagerne BS 36A-7731/2009, BS 36A-1861/2010 og BS 36A-4330/2010 –
Advokatnævnets kendelse af 17. november 2009, 15. februar 2010 og 17. juni 2010
Udgangspunktet var en "normalbøde" i 2006 på da 5.000 kroner, der på bedømmelsestidspunktet svarede til 10.000 kroner.
Ved den første afgørelse var der alene tale om gentagelse, men der blev fastsat en bøde på 15.000 kroner (en vis rabat i forhold til en anden gangs
tilsidesættelse, hvor der kunne være fastsat 20.000 kroner – men alder og forhøjelse af taksterne har nok spillet ind).
Ved anden afgørelse var der tale om en grov tilsidesættelse, der som udgangspunkt medfører en bøde på 20.000 kroner – og det blev det, da forseelsen lå før afgørelsen med bøde på 15.000 kroner – altså "to sager + gentagelse", jf. ovenfor.
Den tredje var en tilsidesættelse, men også her i tid før sagen med bøde på 15.000 kroner. Her skulle der så efter princippet ske en sanktionsfastsættelse som om de tre sager var behandlet samlet, og som en særlig sanktion – tre sager + gentagelse. Gentagelsesvirkningen skal vel ikke nødvendigvis slå igennem på alle tre tilfælde (det gjorde den ikke i den anden sag med bøde på 20.000 kroner). Gentagelsen er anvendt i den første afgørelse – men resultatet i denne tredje afgørelse er en bøde på 20.000 kroner. Det er det resultat, som første sag kunne have endt med – en fordoblet "normalbøde". Der er således her givet "fuld" gentagelsesvirkning.
De to første sanktioner blev stadfæstet af byretten, men der skete frifindelse i den tredje sag, så retten fik ikke lejlighed til at vurdere sanktionsfastsættelsen.
Man kunne i den omtalte sag argumentere for, at bøden skulle have været 10.000 kroner i tredje sag, men det må konstateres, at "systemet" er ikke rigtig indrettet på, at advokater har "serier" af tilsidesættelser.
1.7.9 "Serieforbrydere"
Problemrene med "serieforbrydere"23 bliver yderst kompliceret, hvor kendelser indbringes for domstolene til prøvelse.
Hvis man forestiller sig 3 tilsidesættelser:
1. Tilsidesættelse – sanktion 10.000 kroner.
2. Tilsidesættelse – sanktion pga. gentagelse 20.000 kroner.
3. Tilsidesættelse – sanktion pga. gentagelse 40.000 kroner.
23 Der er ikke tale om forbrydere, hvorfor citationstegn er anvendt, men ordet dækker i overført betydning. Jeg kunne også have valgt den tidligere generalsekretær i Advokatsamfundet, Detlev Thomsens betegnelse: Linksanwalt.
67
Hvis første og anden tilsidesættelse nu er indbragt for domstolene, er tredje så teknisk en førstegangsforseelse, når Advokatnævnet ser på sagen? Indbringelse har opsættende virkning – men det er kun vedrørende fuldbyrdelsen af kendelsens konsekvenser jf.
U.2010.2069Ø
Domstolen kan ikke skærpe Advokatnævnets sanktion, men de kan formilde, hvis det viser sig, at f.eks. afgørelse 2 ikke er en tilsidesættelse – så skal sanktionen nedsættes – men det bliver så domstolenes opgave.
Det bør være sådan, at nævnet fastsætter sanktionen på grundlag af egne afgørelser og sager afsluttet ved domstolene. Sagerne må så af advokaten indbringes for domstolene – i dette tilfælde altså også afgørelse 3, men det er ikke gældende. Ved mange sager, som det fremgår af det følgende, ender domstolene med at komme i samme dilemma som
Advokatnævnet, hvis de mellemliggende sager ikke alle er afgjort. Det taler så for at kumulere sagerne, men det kan også give praktiske problemer. Når der så bliver tale om mulig frakendelse, så besværliggøres det samlede overblik af, at de sager begynder i
landsretten, og således for en del kan "overhale" sager, der – ud fra formålet - burde indgå i bedømmelsen.
Disse problemer kan – delvist – vurderes ud fra de følgende afgørelser:
U.2009.1815H - Højesterets dom af 8. april 2009 i sag 314/2007–
Advokatnævnets afgørelse af 27. juni 2006 lægger måske op til en anden bedømmelse, men afgørelsen er desværre gengivet uden oplysninger om tidligere
sanktioner, herunder mellemliggende sanktioner fra forseelsen 18. august 2004, klage 22.
december 2004 og Advokatnævnets afgørelse 27. juni 2006. Den kan derfor af nogen misfortolkes.
Advokatnævnet fandt, at Advokat A groft havde tilsidesat god advokatskik, og pålagde advokat A en bøde på 25.000 kroner. Der er ikke i Advokatnævnets afgørelse særskilte bemærkninger om bødefastsættelsen ud over, at tilsidesættelsen blev anset for "grov" (der var truet med at gøre en embedsmand personlig ansvarlig i en udlændingesag). Det er imidlertid således, at der var fastsat tilsidesættelser og sanktioner i perioden fra tilsidesættelsen til afgørelsen.
Landsretten og Højesteret kom vedrørende spørgsmålet om tilsidesættelse til samme resultat som Advokatnævnet og af samme grunde.
Højesterets flertal vurderede dog, at tilsidesættelsen ikke isoleret set kunne betragtes som grov.
Da der ikke var fremlagt oplysninger om, at der forud for Advokatnævnets afgørelse i juni 2006 var Advokatnævnskendelser, og da forseelsen således var en førstegangsforseelse, og da der ikke forud for 2004 var pålagt Advokat A sagsomkostninger som følge af
Retsplejelovens § 319 i anledning af personlige søgsmål mod embedsmænd (et moment der på grund af mellemliggende sager var inddraget), fastsatte Højesteret bøden til en
"normalbøde for førstegangs tilsidesættelse" på tidspunktet for Advokatnævnets kendelse – 5.000 kroner.
Nu fremgår det af U.2012.616H, at der var tidligere og mellemliggende afgørelser, hvor Advokatnævnet havde meddelt sanktioner. Disse kan, på det tidspunkt i 2006, da
Advokatnævnet i U.2009.1815H-sagen traf afgørelse, fastlægges på grundlag af den nye dom (baggrunden for sanktionen er udeladt):
68
1. Kendelse af 17. september 1998 - en irettesættelse.
2. Kendelse af 4. september 2000 - igen en irettesættelse 3. Kendelse af 11. oktober 2001 - bøde på 5.000 kroner.
4. Kendelse af 11. oktober 2001 - bøde på 5.000 kroner. Efter genoptagelse fastholdt ved kendelse af 11. januar 2002.
(Tilsidesættelsen i U.2009.1815H, den 18. august 2004)
Det er således alene en manglende oplysning om disse forhold, der kan begrunde Højesterets sanktionsfastsættelse som en førstegangssanktion.
Det er måske mere interessant at se på Advokatnævnets muligheder, hvor de på afgørelsestidspunktet kan se tilbage på yderligere følgende afgørelser:
5. Kendelse af 12. oktober 2004 – bøde 5.000 kroner.
6. Kendelse af 10. januar 2005 - bøde på 5.000 koner. Vestre Landsret stadfæstede 9.
januar 2006
7. Kendelse af 10. maj 2005 - bøde på 5.000 kroner.
8. Kendelse af 17. januar 2006 - bøde på 5.000 kroner. Sagen var indbragt for retten.
Advokatnævnet når til, at der er tale om en grov tilsidesættelse, hvilket "matematisk"
dengang gav 10.000 kroner i bøde, og det er med gentagelsesvirkning i forhold til afgørelse 1-4. På det grundlag kan man nå til en bøde på 20.000 kroner. Så er der tale om en § 89-situation i forhold til afgørelserne nr. 5 til 8 og det kan – sådan set for hver af dem begrunde en forhøjelse – så 25.000 kroner er ikke urimelig.
Den følgende afgørelse viser dog en betydelig usikkerhed ved den fremgangsmåde, når nr.
8 er indbragt for retten.
Retten i Horsens dom af 20. september 2010 i sag BS 150-160/2010 –
Advokatnævnets afvisning af 15. november 2007 og gentaget 29. maj 2008 i sag 0401-07-1890 og Advokatnævnets afgørelse af 29. maj 2008 i sag 02-0401-07-1891, hvor Advokat B var idømt bøde på kroner 50.000 af Advokatnævnet.
Sanktionsfastsættelse var sket under henvisning til, at der var 11 tidligere afgørelser – heraf en der ikke indgik i bedømmelsen, da den verserende ved retten. Dette blev efter indsigelser fra B af formanden rettet til at der var 11 tidligere sager, men 4 nærmere angivne ikke indgik i sanktionsfastsættelsen, da de verserede ved domstolene.
Advokatnævnets formand var således af den opfattelse, at sager indbragt for domstolene ikke "talte" med.
Denne sidste opfattelse vil give og har givet anledning til megen usikkerhed, men U.2012.616H er et eksempel på den efterfølgende kontrol og korrektion, som bliver resultatet af domstolsbehandlingen.
Vi går tilbage til sanktionsoversigten, som den 27. juni 2006 var nået op på følgende 8:
1. Kendelse af 17. september 1998 - en irettesættelse.
2. Kendelse af 4. september 2000 - igen en irettesættelse 3. Kendelse af 11. oktober 2001 - bøde på 5.000 kroner.
69
4. Kendelse af 11. oktober 2001 - bøde på 5.000 kroner. Efter genoptagelse fastholdt ved kendelse af 11. januar 2002.
5. Kendelse af 12. oktober 2004 – bøde 5.000 kroner.
6. Kendelse af 10. januar 2005 - bøde på 5.000 kroner. Vestre Landsret stadfæstede 9.
januar 2006
7. Kendelse af 10. maj 2005 - bøde på 5.000 kroner.
8. Kendelse af 17. januar 2006 - bøde på 5.000 kroner. Sagen var indbragt for retten, men på tidspunkt for landsrettens afgørelse ændret af landsretten til en irettesættelse, jf.
U.2008.2758H
Da Advokatnævnet og landsretten i U.2012.616H træffer afgørelse er der kommet
yderligere til (og der medtages alene afgørelser efter Retsplejelovens § 126) og tilføjelserne (inkl. den ved afgørelse 8 ovenfor) er på tidspunkt for landsrettens afgørelse:
9. Kendelse af 27. juni 2006 - bøde på 25.000 kroner der, da landsretten træffer afgørelse er ændret af Højesteret til en bøde på 5.000 kroner ved U.2009.1815H.
10. Kendelse af 9. oktober 2006 – en irettesættelse. Sagen verserede ved retten.
11. Kendelse af 14. december 2006 - bøde på 10.000 kroner. Indbragt for retten, der havde nedsat bøden til 5.000 kroner.
12. Kendelse af 13. april 2007 - bøde på 10.000 kroner. Indbragt for retten og stadfæstet.
13. Kendelse af 29. maj 2008 - bøde på 50.000 kroner. Sagen verserede ved retten.
For Advokatnævnet gjorde anklageren gældende: "I hvert fald i frakendelsessager må der tages hensyn til verserende sager. I modsat fald vil nævnet blive magtesløs". Forsvareren gjorde gældende: "at det er utilbørligt at inddrage ikke-retskraftige afgørelser. En sådan fremgangsmåde vil være i strid med EMRK art. 6 om fair trial".
Advokatnævnet flertal på 12 anførte:
"Efter Retsplejelovens § 147 d, stk. 2, 2. pkt., har sagsanlæg opsættende virkning for så vidt angår Advokatnævnets afgørelser om bøder. Det betyder, at de bøder, som nævnet har pålagt advokat A ved de kendelser, som er indbragt for retten og fortsat verserer der, ikke kan fuldbyrdes. I det regel sæt, der regulerer Advokatnævnets virksomhed, herunder almindelige forvaltningsretlige principper, er der ikke noget, der støtter advokat A's synspunkt om, at nævnet er forpligtet til at bortse fra nævnsafgørelser, der indbringes for retten. Det bemærkes i den forbindelse, at Advokatnævnet ikke er en domstol, og virkningen af, at nævnets afgørelser indbringes for
domstolene, skal derfor ikke bedømmes ud fra synspunkter om dommes retskraft.
Efter vores opfattelse indebærer sagsanlæg således ikke, at disse afgørelser bliver uden virkning og dermed ikke kan indgå i nævnets bedømmelse af, om en advokat har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af advokatpligterne.
Det forhold, at Advokatnævnet tidligere i nogle tilfælde - typisk fordi de indbragte afgørelser var uden betydning for sanktionsfastsættelsen - har valgt ikke at tillægge kendelser, der var indbragt, gentagelsesvirkning,
70
betyder ikke, at nævnet er forpligtet til at gøre det. Nævnet inddrager således nu sådanne indbragte kendelser i bedømmelsen og vurderer i den forbindelse betydningen af, at de er indbragt.
Advokat A's påstand om, at de indbragte kendelser skal udgå af sagen, tages derfor ikke til følge."
De resterende 3 medlemmer tog ikke stilling til dette emne.
Justitsministeriet anførte i landsretten: "Advokatnævnet er ikke en domstol, og nævnet har ikke været forpligtet til at bortse fra tidligere nævnsafgørelser, der verserede for retten. Nævnet kan som et led i sin bedømmelse vurdere betydningen af, at en tidligere kendelse er indbragt for retten". Advokat A anførte: "Advokatnævnet har endelig i strid med almindelige retsprincipper inddraget ikke retskraftige afgørelser i sin bedømmelse. De afgørelser, der ikke var endelige på tidspunktet for nævnets kendelse, kan ikke nu
inddrages i landsrettens bedømmelse, uanset om de i mellemtiden måtte være blevet endelige. Det følger således af Grundlovens § 63, at det er nævnets kendelse med de daværende forudsætninger, der skal prøves af landsretten".
Landsretten udtaler om tidligere sanktioner mv.:
"De aktuelle forhold har fundet sted henholdsvis den 23-24. november 2007, den 6.-19. marts 2008 og i juli 2007.
Landsretten finder, at der med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger gentagen overtrædelse24 af advokatpligterne, ikke kan
lægges vægt på sager, der er indbragt for retten, men ikke endeligt afgjort af danske domstole. Der kan derimod lægges vægt også på
endelige domme, der er afsagt efter Advokatnævnets kendelse af 17. marts 2009.
Efter det, der er oplyst for landsretten, skal der herefter bortses fra
Advokatnævnets kendelser af 9. oktober 2006 og 29. maj 2008, men der kan ved vurderingen af de aktuelle forhold tillægges de øvrige indbragte
afgørelser betydning, i det omfang de er stadfæstet ved domstolsafgørelse."
Da sagen skal pådømmes af Højesteret ser sanktionslisten således ud:
1. Kendelse af 17. september 1998 - en irettesættelse.
2. Kendelse af 4. september 2000 - igen en irettesættelse 3. Kendelse af 11. oktober 2001 - bøde på 5.000 kroner.
4. Kendelse af 11. oktober 2001 - bøde på 5.000 kroner. Efter genoptagelse fastholdt ved kendelse af 11. januar 2002.
5. Kendelse af 12. oktober 2004 – bøde 5.000 kroner.
6. Kendelse af 10. januar 2005 - bøde på 5.000 kroner. Vestre Landsret stadfæstede 9.
januar 2006
7. Kendelse af 10. maj 2005 - bøde på 5.000 kroner.
24 Landsretten anskuer frakendelsessituationen og ikke nødvendigvis bødefastsættelsen.
71
8. Kendelse af 17. januar 2006 - bøde på 5.000 kroner. Ændret til en irettesættelse ved U.2008.2758H
9. Kendelse af 27. juni 2006 - bøde på 25.000 kroner. Ændret til en bøde på 5.000 kroner.
ved U.2009.1815H.
10. Kendelse af 9. oktober 2006 – en irettesættelse. Advokatnævnets afgørelse blev ophævet ved Vestre Landsrets dom af 29. juni 2011.
11. Kendelse af 14. december 2006 - bøde på 10.000 kroner. Nedsat af retten til 5.000 kroner.
12. Kendelse af 13. april 2007 - bøde på 10.000 kroner. Indbragt for retten og stadfæstet.
13. Kendelse af 29. maj 2008 - bøde på 50.000 kroner. Sagen var hjemvist til fornyet behandling ved Advokatnævnet.
For Højesteret gjorde Justitsministeriet herefter gældende: "Siden Advokatnævnets kendelse i 2009 er der truffet endelige domstolsafgørelser i alle de fem tidligere nævnsafgørelser om sanktioner m.v., der på kendelsestidspunktet verserede ved domstolene, og afgørelserne i disse sager kan, i det omfang de er stadfæstet, indgå i Højesterets bedømmelse af den foreliggende sag. Subsidiært gøres det gældende, at advokat A's tidligere overtrædelser af advokatreglerne m.v. har et sådant omfang og en sådan grovhed, at de sammen med de tre overtrædelser i den foreliggende sag kan begrunde, at retten til at drive advokatvirksomhed frakendes, selv om der ses bort fra de tidligere afgørelser, der ikke var endelige på kendelsestidspunktet." Advokat A er ikke refereret for synspunkter i denne relation for Højesteret, der om sanktionsfastsættelsen udtaler:
"Ved fastsættelsen af sanktionen må der lægges vægt på de omstændigheder, som er anført af landsretten, herunder …. Advokatnævnets kendelse af 12. oktober 2004 og nævnets kendelse af 27. juni 2006, jf. Højesterets dom af 8. april 2009 (UfR 2009.1815),
….."
"Der må imidlertid samtidig lægges vægt på, at advokat A ikke forud for de nu begåede forhold er pålagt store bøder med gentagelsesvirkning, idet der som anført af landsretten har været tale om 7 bøder på 5.000 kr. og 1 bøde på 10.000 kr. Det bemærkes herved, at den bøde på 25.000 kr., som advokat A blev pålagt ved Advokatnævnets kendelse af 27.
juni 2006, blev nedsat til 5.000 kr. ved den nævnte højesteretsdom af 8. april 2009."
7 bøder på 5.000 kroner og 1 på 10.000 kroner svarer til fremhævelse af disse afgørelser med de 4 hidtidige numre.
3. Kendelse af 11. oktober 2001 - bøde på 5.000 kroner.
4. Kendelse af 11. oktober 2001 - bøde på 5.000 kroner.
5. Kendelse af 12. oktober 2004 – bøde 5.000 kroner.
6. Kendelse af 10. januar 2005 - bøde på 5.000 kroner. Vestre Landsret stadfæstede 9.
januar 2006
7. Kendelse af 10. maj 2005 - bøde på 5.000 kroner.
9. Kendelse af 27. juni 2006 - bøde på 25.000 kroner. Ændret til en bøde på 5.000 kroner.
ved U.2009.1815H.
11. Kendelse af 14. december 2006 - bøde på 10.000 kroner. Nedsat af retten til 5.000 kroner.
12. Kendelse af 13. april 2007 - bøde på 10.000 kroner. Indbragt for retten og stadfæstet.
72
Højesteret anfører herefter: "Det må også indgå i vurderingen, at der fortrinsvis har været tale om tilfælde, hvor advokat A har overskredet grænserne for, hvad der kan anses for berettiget til varetagelse af hans klients interesser.
Efter en samlet vurdering finder Højesteret herefter, at der ikke er tilstrækkeligt
grundlag for i medfør af Retsplejelovens § 147 c, stk. 3, at frakende advokat A retten til at udøve advokatvirksomhed, heller ikke for et begrænset tidsrum.
Advokat A bør imidlertid nu idømmes en bøde af betydelig størrelse med henblik på at indskærpe alvoren i de gentagne tilsidesættelser af god advokatskik, herunder navnlig de gentagne tilfælde af grundløse sagsanlæg m.v. eller trusler herom rettet mod
sagsbehandlere i den offentlige forvaltning personligt. Højesteret finder, at bøden passende kan fastsættes til 50.000 kr."
Det fremgår, at Højesteret vurderer alle tidligere bødesager, men de er afgjorte, da vurderingen skal foretages.
Afgørelsen viser, at der sker korrektioner i grundlaget for sanktionen, men at det er – og bør være – domstolene, der om nødvendigt foretager disse korrektioner. Advokatnævnet burde fastsætte sanktioner på det grundlag, der er kendt og uafhængig af, om advokaten har indbragt tidligere afgørelser for retten. Har domstolene korrigeret, er det dette
resultat, der må indgå. Skal der på grund af afgørelse af indbragte sager korrigeres, må det være domstolene – men sådan ser det desværre ikke ud på baggrund af U.2012.616H.
Det er heldigvis ikke hver dag, at et forløb, som det gennemgåede, skal bedømmes, men den udførlige gennemgang er foretaget, for at vise, de problemer, som
sanktionsfastsættelse kan være, da det kun er den ene part, der kan indbringe sager for retten. Disse problemer kan Advokatnævnet desværre ikke løse selvstændigt.