Når ”en advokat bistår klienter i samme sag, hvis klienterne har modstridende interesser af ikke uvæsentlig karakter.” 115
Problematikken udspringer væsentligst – men ikke alene - af våbendragerhensynet og advokaten loyalitet overfor det først påtagne opdrag.
Et klart eksempel på en situation, hvor der var tale om ”samme sag”, ses i følgende dom fra 2001. I den sag repræsenterede advokaten begge parter i en skilsmissesag. Selvom begge parter var enige om fælles forældremyndighed, og at barnet skulle bo hos moderen,
statuerede retten, at der alligevel på grund af anden uenighed, at der var en nærliggende risiko for interessekonflikt mellem ægtefællerne. Det er her også et eksempel på, at den
”nærliggende risiko” er tilstrækkelig til at statuere tilsidesættelse.
Vestre Landsrets dom af 24. august 2001 i sag B-1766-00. – Advokatrådets kendelse af 29. juli 2000.
Advokatnævnet pålagde advokat A en bøde på 2.500 kroner [svarende i dag til 10.000 kroner] for tilsidesættelse af god advokatskik ved i en skilsmissesag at have repræsenteret begge parter.
Parterne var uenige om flere forhold, og Advokatnævnet fandt, at advokat A således burde have indset, at der var nærliggende risiko for interessekonflikt mellem ægtefællerne. Advokat A burde derfor have afstået fra at repræsentere dem begge.
Landsretten stadfæstede Advokatnævnets kendelse.
115 DA.bemærk.2011: ”Bortset fra introduktionen af en proportionalitetsovervejelse svarer bestemmelsen i nr. 1 til de hidtidige advokatetiske regler. Parter, som principielt har modstående interesser – køber og sælger af et aktiv, nuværende eller kommende ægtefæller, der ønsker at oprette en ægtepagt, deltagere i en ejeraftale etc. – kan konkret være enige om vilkårene for den forestående transaktion mv., og i sådanne tilfælde følger det af reglen i nr. 10, at advokaten kan repræsentere begge/alle parter. Se bemærkningerne til nr. 10. Forholdet mellem et konkursbo og dettes kurator er eller må ligestilles med et klientforhold i den forstand, at det er udelukket, at kurator varetager en sag – f.eks. tvist om en anmeldt fordring eller et salg af et boaktiv – både for konkursboer og for dettes modpart.
Det kan derimod ikke betragtes som endeligt fastlagt i praksis, i hvilket omfang kurator kan repræsentere boets modpart, hvis boets interesser varetages af et andet medlem af et kuratel – eller en dertil særligt beskikket ad-hockurator varetager sagen på boets vegne.
Det må dog under alle omstændigheder være en betingelse for en sådan repræsentation, at kurator ikke gennem sit hidtidige arbejde med boet er blevet bekendt med oplysninger, der i forhold til vedkommende sag må betragtes som fortrolige for boet. Dette synspunkt trækker i retning af, at det alt andet lige vil kunne forekomme, at kurator, der er en del af et kuratel, eller hvor en ad-hoc-kurator udpeges, fortsætter en repræsentation, som han havde påtaget sig, inden han blev udpeget som kurator, snarere end at han efterfølgende påtager sig en sådan repræsentation.”
153
Østre Landsret kom dog til det modsatte resultat i følgende sager fra 2000 og 2001, der vedrørte henholdsvis repræsentation af to brødre og to panthavere. I begge sager ændrede retten Advokatnævnets kendelse til frifindelse, idet der ikke efter rettens opfattelse var tale om samme opdrag/sagskompleks. Sagerne er meget konkrete og fra før de præciserende ændringer af AER.
Østre Landsrets dom af 12. oktober 2000 i sag B-3571-99.
Advokatnævnets kendelse af 19. november 1999
I en forudgående sag havde advokat A i juni 1993 bistået O og B med at overdrage en ejendom til et selskab P ejet af O. Da P gik konkurs i september 1993 indstævnede konkursboet O med påstand om omstødelse af
ejendomshandlen. I omstødelsessagen repræsenterede advokat A både O, B og O's selskab P.
I forbindelse med sagen rettede advokat A henvendelse til O's bank med oplysning om, at O uberettiget tilbageholdte et depositum. Banken spærrede på denne baggrund den pågældende konto.
Advokatnævnet udtalte i sagen, at advokat A ikke burde have påtaget sig at repræsentere O, idet advokat A som følge af den anden repræsentation burde have været klar over, at han ikke kunne fremstå som upartisk. Endvidere fandt Advokatnævnet, at advokat A ved at rette henvendelse til O's bank var gået videre end hensynet til varetagelsen af hans andre klienters interesser tilsagde.
På denne baggrund blev A pålagt en bøde på 2.500 kroner [svarende til 10.000 i dag]. Kendelsen i den sag blev ikke indbragt for Landsretten, og der er ikke tvivl om rigtigheden.
I den efterfølgende sag, der gav anledning til dommen, havde advokat A repræsenteret B i et anerkendelsessøgsmål rejst af O. Sagen omhandlede angiveligt samme problemkompleks, som lå til grund for den tidligere afsagte kendelse. Sagen vedrørte en depotkonto i Schweiz.
Advokatnævnet udtalte, at alene det forhold, at advokat A tidligere havde repræsenteret O i samme sagskompleks fandtes at medføre, at advokat A måtte indse, at han ikke kunne påtage sig en sag som advokat for B mod O.
Advokatnævnet pålagde advokat A en bøde på 4.000 kroner [et lidt skævt bødebeløb, der svært lader sig "konvertere", men nok svarende i dag til ca.
15.000 kroner]. Kendelsen henviste til, at advokat A tidligere var blevet pålagt sanktion for et tilsvarende forhold.
Advokat A indbragte sagen for landsretten med påstand om ophævelse.
Landsretten udtalte, at den problemstilling der lå til grund i den første sag, efter det oplyste intet havde at gøre med depotet i den schweiziske bank. Der fandtes derfor ikke at være omstændigheder, der bevirkede, at de to sager kunne anses som en del af samme sagskompleks. Landsretten ophævede på denne baggrund Advokatnævnets kendelse.
Landsrettens vurdering er en snæver vurdering af de opdrag, som advokaten havde haft.
Østre Landsrets dom af 23. januar 2001 i sag B-1023-00.
Advokatnævnets kendelse af 16. marts 2000
Advokat A var blevet pålagt at betale en bøde på 2.500 kroner [Svarende til 10.000 kroner i dag] for at have repræsenteret såvel en anden (B) og tredje (C)
154
prioritets panthaver i et værtshus, idet panthaverne havde modstridende interesser i sagen.
C endte med at købe både værtshuset og B's pantebrev.
Der opstod derefter strid om, hvorvidt et varelager, som advokat A havde taget i forvaring til sikring af panthavernes tilgodehavender, tilfaldt B eller C som køber af værtshuset.
B gjorde gældende, at advokat A havde tilsidesat god advokatskik ved at placere sig selv i en dobbeltrolle, hvor han samtidig med at skulle varetage B's interesser, havde haft C som klient.
Landsretten lagde til grund, at advokat A først repræsenterede C efter det tidspunkt, hvor han havde løst sine opgaver for B, samt at advokat A's
repræsentation af C vedrørte en anden sag. Det blev således lagt til grund, at B's sag vedrørte inddrivelse af manglende betalinger på et pantebrev samt et heraf følgende salg af pantebrevet, mens C's sag vedrørte tilvejebringelse af allonge om transport af B's pantebrev til C, og vedtægtsændringer i C's selskab med henblik på at opfylde kravene for restaurationsselskaber. Herefter blev Advokatnævnets kendelse ophævet.
Også her foretager landsretten en konkret vurdering af de opdrag, der er givet til
advokaten. Afgørelsen kan ses i sammenhæng med den debat, der har været om "chinese walls" i forbindelse med bud fra forskellige klienter.116
I Vestre Landsrets følgende dom om en ejendomshandel, blev der statueret
interessekonflikt, men det blev anset som en formildende omstændighed, at advokaterne på et forholdsvist tidligt tidspunkt selv udtrådte af sagen, og at de ikke beregnede salær ud over salæret vedrørende ejendomshandlens berigtigelse.
Vestre Landsrets dom af 22. februar 2001 i sagerne B-0434-00 og B-0435-00.
Advokatnævnets kendelse af 31. januar 2000.
Advokaterne A og B fra samme kontor repræsenterede hver især parterne i en berigtigelsessag. Advokat A havde, forinden han påtog sig ejendomshandlen for sin klient (sælger), orienteret denne om den potentielle interessekonflikt som følge af, at køberne var repræsenteret ved hans kompagnon advokat B.
Advokat B gjorde ligeledes sin klient opmærksom på, at hvis der opstod en tvist imellem parterne, ville han blive nødt til at udtræde af sagen.
Da der senere fremkom en mangelsindsigelse, og det derved blev klart, at parterne havde modstridende interesser, burde advokat A have været udtrådt af sagen. Advokat B burde allerede ved købernes henvendelse om mangler ved ejendommen, have indset, at der var en interessekonflikt mellem køber og sælger, og burde derfor på dette tidspunkt være udtrådt af sagen.
Advokatnævnet fastsatte sanktionen til en bøde på 2.500 kroner [svarende til 10.000 kroner i dag] til hver af advokaterne A og B.
Da advokaterne A og B på et forholdsvist tidligt tidspunkt og af egen drift udtrådte af sagen, og da de ikke beregnede sig salær ud over salæret
116 jf. se bl.a. Advokatbladet 2008, nr. 7.
155
vedrørende ejendomshandlens berigtigelse, fandt Vestre Landsret det dengang tilstrækkeligt med en advarsel.
De følgende domme kan også rubriceres under AER 12.2 nr. 1:
U.2009.1SH - Sø- & Handelsrettens dom af 30. september 2008 i sag V 1/07
I en sag anlagt af to klienter mod Advokatfirma AF og advokat A blev der nedlagt en anerkendelsespåstand om, at AF og A skulle anerkende at have krænket AER primært punkt 3.2.1 til 3.2.6 om interessekonflikt i
udformningen fra 17. januar 2002. AF og A havde bistået en klient i arbejdet med køb af en virksomhed på trods af, at andre advokater fra AF allerede bistod sagsøgerne med samme opgave.
Sø- & Handelsretten fandt, ”at formålet med bestemmelserne i Retsplejeloven om advokatmyndighedernes selvdømme, har været at tillægge dem en
enekompetence på de områder, hvor der skal ske en bedømmelse af de faglige standarder". Retten afviste derfor anerkendelsespåstanden.
På samme grundlag var der nedlagt en erstatningspåstand. Retten fandt her, at advokat A’s ”adfærd var stærkt kritisabel og i strid med de pligter, der påhviler en advokat til varetagelse af advokatfirmaets klientinteresser”
Men da der bl.a. ikke var kritik af AF's arbejde, og da dobbelt
repræsentationen ikke var årsag til, at sagsøgerne ikke blev købere, var der imidlertid ikke påvist et hæveberettiget forhold eller et tab.
AF og A blev med disse bemærkninger frifundet.
Retten fandt dog, at ”under hensyn til den adfærd, der er udvist” samt, ”at det har medvirket til, at der kunne rejses tvivl om forløbet", at hver part burde bære egne omkostninger.
Retten i Næstveds dom af 9. januar 2009 i sag BS 15-1189/2008 – Advokatnævnets kendelse af 9. maj 2008.
Advokat X havde bistået en ejerforening med to medlemmer med generalforsamling og vedtægter.
Da der opstod et økonomisk mellemværende mellem ejerne i forhold til ejerforeningen, udtog advokat X stævning mod den ene ejer.
Da advokat X ikke kunne godtgøre, at han havde fået opdrag fra
ejerforeningen til at udtage stævning, fandt Advokatnævnet, at der forelå en tilsidesættelse af god advokatskik, hvilket retten stadfæstede.
Under retssagen anlagt af advokaten på foreningens vegne mod den ene ejer (medlem 1) gjorde denne gældende, at den anden ejer (medlem 2) hæftede, og den anden ejer blev medindstævnt. Advokat X gav herefter også møde for denne ejer og repræsenterede således både ejerforeningen (med dens medlemmer 1 og 2) mod medlem 1 og medlem 2 mod medlem 1.
Også i dette forhold fandt Advokatnævnet, at der forelå tilsidesættelse af god advokatskik, og også her stadfæstede byretten.
Sanktionen blev på grund af syv sanktioner i perioden 2002-2007, senest en bøde i 2006 på 10.000 kroner [svarende til 20.000 kroner på
kendelsestidspunktet i 2008], fastsat til en bøde på 30.000 kroner.
156
Se også Hillerød rets dom af 1. oktober 2009 i sag nr. BS 2-1085.
Advokatnævnets kendelse af 25. maj 2009, der omtales nedenfor under 14.3.2.
Retten i Odenses dom af 7. oktober 2009 i sag BS 6-933/2009 -
Advokatnævnets kendelse af 16. februar 2009, rejser som anført ovenfor
spørgsmålet om, hvem der er klienten. Retten nåede til, at der forelå en interessekonflikt, da advokaten repræsenterede to parter, som ikke var enige. Resultatet er efter min
opfattelse tvivlsomt, jf. gennemgangen af dommen ovenfor under 14.2.
I Retten i Lyngbys dom af 10. januar 2011 i sag BS 150-996/2009 –
Advokatnævnets kendelse af 6. marts 2009 undlod Advokatnævnet – og dermed også retten – med rette at tage stilling til den tilsyneladende interessekonflikt, der
foreligger i en situation, hvor en ejer af 2/3 af en ejerlejlighedsejendom er repræsenteret af en advokat, der samtidig vælges som administrator, der så handler mod en eller flere af de øvrige medlemmer. Det er ikke en egentlig interessekonflikt – administrator vil altid blive valgt af den, der har flertal. "Nævnet bemærker, at det i en situation, hvor der er tvist mellem ejerne i ejerforeningen er af væsentlig betydning, at de formelle forhold, som fastsat i vedtægterne, overholdes af administrator ….". Det afgørende her at fastslå, hvem der er klienten. Klienten er ejeren af 2/3 og klienten er ejerforeningen. Ved at være klient for ejerforeningen bliver advokaten ikke advokat for de enkelte ejere. Hvis advokaten ikke overholder vedtægterne vil der være en civilretlig konflikt – men den skal ikke løses på grundlag af reglerne om god advokatskik.
14.3.2 Sideskifte (AER 12.2 nr. 2)