194
fogedretten på ny. Advokat A havde endvidere ikke meddelt K, at advokat A ikke ønskede at fortsætte sin bistand i sagen. Advokatnævnet tildelte på den baggrund A en irettesættelse.
Landsretten fandt ikke, på baggrund af det om advokatbeskikkelse i fogedsager oplyste, at advokat A havde tilsidesat god advokatskik ved ikke særskilt at søge om fri proces. Den passivitet, som af Advokatnævnet
herudover var gjort gældende over for advokat A, vedrørte alene en periode, hvor K selv havde givet udtryk for, at sagen ønskedes fortsat som en klage over politiet. Advokat A havde således ikke tilsidesat god advokatskik ved ikke at søge sagen fremmet ved fogedretten eller ved ikke at meddele, at advokat A ikke ønskede at fortsætte sin bistand.
Landsretten ophævede derfor Advokatnævnets kendelse.
16.2.2 Hvad omfatter fri proces?
Fri proces omfatter arbejdet med sagen, og der må formentlig være tale om
arbejdsopgaver, der klart falder udenfor opdraget i bred forstand, før der kan kræves salær for andet arbejde, og der må i så fald være klare aftaler herom.
Østre Landsrets dom af 5. september 2006 i sag B-1228-04 -
Advokatnævnets kendelse af 1. april 2004 opretholdt ved kendelse af 18. november 2004
Advokat A havde opkrævet et honorar på 40.000 kroner ekskl. moms. Beløbet var opkrævet til dækning af arbejde bl.a. i forbindelse med en straffesag, hvor advokat A var beskikket forsvarer. Der var bl.a. tale om de "sociale" opgave, som forsvareren har men også om egentlige forsvareropgaver.
Advokat A havde herudover betinget sit arbejde som beskikket forsvarer i en efterfølgende straffesag af indbetaling af 15.000 kroner ”for at træde i
funktion som din forsvarer”.
Advokatnævnet fastslog, at dette var i strid med Retsplejelovens § 336 c, stk. 5 og pålagde en bøde på 10.000 kroner, der blev stadfæstet af landsretten.
16.2.3 Salæret til den beskikkede advokat
Der er ikke umiddelbart domstolsafgørelser på dette område
195
bagvedliggende interesse, der ikke umiddelbart (måske sjældent) er klientens interesse.
Det er advokatetisk i sig selv et problem – der er to herrer – med forskellige interesser.
Ud fra en streng opfattelse af advokatens uafhængighed burde resultatet være, at
advokaten ikke accepterede at være primært underlagt forsikringsselskabets betingelser, men lod det være et restforhold mellem forsikringstager og klienten. Det er ikke
stemmende med god advokatskik, at en advokat skal lade sig styre af andre interesser end klientens.
Man kan stille spørgsmålet: Er klientens berettigede krav underordnet
forsikringsselskabernes aktuar beregninger? Det må advokatorisk være sådan, at klienten søger råd og advokaten er forpligtet til at bistå bedst mulig. Klientens mulighed for at honorere advokatens rimelige økonomiske krav skal ikke være et "forsikringsvilkår", det er et advokatetisk spørgsmål, som må løses – ikke af forsikringsselskaber efter en dækning, der ikke har nogen sammenhæng med værdien af arbejdet – men ud fra retsplejelovens regler om vederlag til advokater.
Den forsikringsmæssige dækning er i kraft af henvisning til retsplejelovens
omkostningsregler og landsretternes vejledende regler om omkostninger i relation til sagens værdi uden sammenhæng medværdien af advokatens arbejde.
Det er for alle et valg at forsikre sig mod specifikke skader, med specifikke begrænsninger i dækningssummen, men den nuværende ordning sætte "leverandøren", advokaten i det dilemma: vil jeg – uden at kende sagens reelle omfang – gamble på, at de vejledende proceduretakster skal give dækning – eller skal advokaten anvende sin ret til at sige nej – jeg vil ikke arbejde på dit forsikringsselskabs betingelser.
Hvis advokaten sige fra - er han så en etisk korrekt advokat, eller er det forsikringsvilkårene der er forkerte?
Udgangspunktet er imidlertid, at advokaten ikke kan betinge sig et højere salær hos klienten, end hvad der dækkes af forsikringsselskabet.
I Københavns Byrets dom af 1. marts 2013 i sag BS 43C-266/2012 –
Advokatnævnets kendelse af 5. januar 2012 stadfæstede retten en normalbøde for at kræve salær hos klienten udover dækningen fra forsikringsselskabet.
Klienten kan imidlertid erklære sig indforstået med at afholde en udgift, der falder uden for dækningen og, afhængig af aftaler og forsikringsbetingelser, muligt dækning for et salærkrav, hvis forsikringsmaksimum er udnyttet.
Det er væsentligt, at de forskellige forsikringsbetingelser følges – og der er forskel på forbrugere og forsikringer tegnet i erhvervsforhold.
I Retten i Koldings dom af 6. november 2013 i sag BS 2.862/2013 –
Advokatnævnet kendelse af 11. april 2013 var der under domstolsprøvelsen enighed
196
om, at en klient skulle betragtes som forbruger151. Der var gjort opmærksom på
muligheden for at der ville blive egenbetaling. Da retshjælpsforsikringsdækningen var opbrugt påhvilede det imidlertid Advokat V skriftligt at gøre opmærksom på, at risikoen for egenbetaling var aktualiseret. Sanktionen blev en bøde på 5.000 kroner – altså en mindre sanktion end en "normalbøde". Retten stadfæstede.
Det er, som det fremgår af følgende noget teknisk komplicerede dom, vigtigt at være opmærksom på vilkårene for retshjælp:
Østre Landsrets dom af 14. oktober 2010 i sag 3. afd. B-1275-10 - Københavns Byrets dom af 16. april 2010 i sag BS 39B-834/2009 – Advokatnævnets kendelser af 5. og 6. januar 2009, der ved retten blev behandlet samlet.
Advokat K havde vundet en sag, hvor begge havde haft retshjælp. Hans klient skulle efter dommen modtage 325.000 kroner plus 39.350 kroner i
omkostninger + renter – opgjort af Advokat K til 400.359,55 kroner som blev afkrævet domfældte.
Domfældte tilbød at forlige med "det mulige" og Advokat K accepterede et forlig på 250.000 kroner hvorefter "min klient er indstillet på at kvittere kravet". Beløbet blev betalt "til fuld og endelig afgørelse" og Advokaten K skrev, at "saldokvittering er herved meddelt".
Advokat K anmodede om dækning fra retshjælpsforsikringsselskabet, der anmodede om transport i klientens krav på omkostninger fra modparten i henhold til forsikringsbetingelserne, og det fik de og betalte.
Ved henvendelse til dømtes advokat blev det klart, at dømtes
forsikringsselskab havde betalt omkostningerne til "vinderen" med fradrag af selvrisiko til dømtes advokat, men at disse var gået til opfyldelse af det
indgåede forlig.
Advokat K blev herefter afkrævet det omkostningsbeløb, som han havde fået, hvilket han nægtede, og dømtes advokat blev af Advokat K truet med
politianmeldelse, hvis omkostningsbeløbet ikke blev betalt.
Grundlaget for tvisten er forsikringsbetingelserne, hvor forlig skal godkendes af forsikringsselskabet, og hvor der ved forlig er særlige regler om fordeling af omkostningsbeløbene.
Advokatnævnets kendelse er ikke anført i dommen, men Advokat K fik 2 bøder hver på 20.000 – på grund af fortid – for dels at have indgået bindende aftale om forlig uden om forsikringsselskabet og dels for truslerne om
politianmeldelse, der var uberettigede.
Byretten og landsretten stadfæstede i begge spørgsmål og stadfæstede vedrørende bøden.
Truslen om politianmeldelse var helt ubegrundet – men afgørelsen vedrørende forholdet til retshjælpsforsikringsselskabet maner til eftertanke, som følgende afgørelse:
151 Advokatnævnet havde i kendelsen anført, at det påhvilede advokaten "at dokumentere, at [klienten] ikke var forbruger i forholdt til den rådgivning, som blev ydet". Advokatnævnet fandt, at advokaten ikke havde dokumenteret, at klienten ikke var forbruger. Enigheden kan måske ses på baggrund af disse beviskrav.
197
Københavns Byrets dom af 20. september 2010 i sag BS 38A-6749/2009 – Advokatnævnets kendelse af 6. oktober 2009 i sag 2008-03-0405
Advokatnævnet havde fastsat en bøde på 30.000 kroner for 5 tilsidesættelser af god advokatskik ved afregning i erhvervssager med retshjælp både over for forsikringsselskabet og over for klienten og uden orientering af
forsikringsselskabet vedrørende alle afregninger. Der var yderligere tale om for sene afregninger i to sager, og i et tilfælde, der samlet blev bedømt som en grov tilsidesættelse, tillige anvendelse af forsikringsdækning udbetalt til brug for sikkerhed i en voldgiftssag (hvorved maksimum blev nået), hvor advokaten anvendte midlerne til dækning af salær.
Advokaten accepterede afgørelserne i 4 af forholdene, men indbragte det forhold, hvor tilsidesættelsen blev anset for grov, for retten i sammenhæng med en påstand om nedsættelse af sanktionen.
Retten fandt, at der var tale om en grov tilsidesættelse, når beløb udbetalt af forsikringsselskabet til brug for sikkerhedsstillelse anvendtes til salær, og fandt ved en samlet vurdering af alle forhold, at sanktionen var passende fastsat.
I følgende afgørelse er konflikten mellem advokatens forventninger til salær i retshjælpssager og forsikringsselskabernes dækning af disse forventninger ført til Højesteret.
U.2010.2439H - Højesterets dom af 10. juni 2010 i sag 407/2008 Advokat L repræsenterede under en retssag nogle retshjælpsforsikrede klienter. Efter retssagen var afsluttet, sendte han sin afregning til C, som imidlertid ikke ville betale det fulde beløb. Forsikringsselskabet mente, at afregningen ikke var i overensstemmelse med de afregningsprincipper, der gjaldt for sagen. Advokaten indhentede herefter en udtalelse om
salærspørgsmålet fra Advokatrådets Responsumudvalg, der gav ham delvis ret. Også for Højesteret var hovedspørgsmålet, om forsikringen skulle dække de udgifter (eget arbejde), som advokaten havde haft i forbindelse med at indhente udtalelsen fra Responsumudvalget. Højesteret frifandt
forsikringsselskabet. Uden en aftale herom eller uden andet retsstiftende grundlag i øvrigt kunne advokatens udgifter i forbindelse med henvendelsen til Responsumudvalget ikke overvæltes på forsikringsselskabet. Landsretten var nået til samme resultat.
198