Ar-bejdsgiveren samt arbejdsgiver-ogarbejderorganisationerne havde ret til at deltage i bedriftsrådsmøderne.16
Andre centralereformforslag som f.eks. enrevision af lærlingelovenog ekspropriation afjord fra større gårde til udstykning af husmandsbrugeller tillægtil beståendesmåbrug mødte samme kranke skæbne somde øvrige forsøg på atrokke ved borgerligerettighederiforbindelse med den private ejendomsret. Det blev kun til mindre sociale forbedringer og låne- og støtteordninger til kriseramte småvirksomheder og eksportfirmaer.17
På en lang række andre områdersøgte den socialdemokratiske regering forgæves at reformere og demokratisere via statsmagten. Detborgerlige flertal i Landstinget tillod ikke, at Socialdemokratiet erobrede nogen væsentlige borgerlige magtpositioner. Til gengæld gjordeSD god brugaf de muligheder, kontrollen med statsapparatet gav for forskellige admini
strative ændringer. F.eks. blev statsbudgettet ændret under parolen om
»den ærlige finanslov«. Der blevforetaget rationaliseringer i centraladmi
nistrationen og de offentligevirksomheder. Efter deflationskrisen satte manadministrativt den ekstraordinære arbejdsløshedsstøtte op,og rege ringsmagten blev udnyttet til at besætte en række vigtige embeder med socialdemokrater, bl.a. Jak. Lindberg i Nationalbankens direktion.18
I sit første regeringsår havde SD således fremlagt forslagtil en omfat
tende reformlovgivning, men uden at være kommet igennem med nogen væsentlig lovgivning. Der foregik ikke noget demokratisk skred som i perioden 1918-20. På den anden side opstodder heller ikke dehelt skarpe politiske konflikter. Dette billede ændrede sig imidlertid med den store transportarbejderstrejke i 1925, der erindrede SD på en yderst voldsom måde om uløste modsætninger i den socialdemokratiske bevægelses soci
ale basis. Det blev samtidigindledningen til et voksende borgerligtangreb på regeringen, derforstærkedes af deflationskrisen fra årsskiftet 1925-26.
Den
socialdemokratiske
regerings faldmod-sætningsforhold indenfor den socialdemokratiske arbejderbevægelse mel lem regeringen og DsF på den eneside og Arbejdsmandsforbundet på den anden side.
Devoksendeforligsbestræbelser fra SD og DsF førteiløbet af april til et brud med Arbejdsmandsforbundet, der ikke ville opgive sine lønkrav.
Bruddet blev åbenbart under ogefterden transportarbejderstrejke, som arbejdsmændeneiværksatte i maj og juni. Stauning søgte herunder uden større held at få unddraget landbrugseksporten fra strejken for ikke at udvidekonflikten til den »3. part«, nemlig landbruget.21 Følgelig kastede nu hele den borgerlige presse sig over de strejkende og ikke mindst regeringen, der blev gjort ansvarlig for konflikten og dens kriseagtige følger for en lang række virksomheder.
Regeringen besluttede derfor at gribe til statsindgreb i begyndelsenaf juni. Der udarbejdedes en provisorisklov om tvungen voldgift, hvorefter alle konflikter skulle ophøre og overenskomststridigheder afgøres af en statslig opmand. Begrundelsen forstatsindgrebet lød således:
»Da det danske samfunds interesser bringes i alvorlig fare ved de langvarige og særdeles omfattende arbejdskonflikter, og da den gældendelovgivning ikke hjemler midlertil at bringe denne tilstand til ophør,harvi, da Rigsdagen ikke er samlet,fundet det påkræveti medfør af grundlovens paragraf 25 at udstede følgende foreløbige lov«.22
Inden loven kunne effektueres, ophørte konflikten ved forlig mellem parterne. Men SD og DsF’s holdning under hele konflikten, der mere og mere var bestemt af hensynet til bevarelsen afden socialdemokratiske regering,resulterede i åbenlyse modsætninger i fagbevægelsen og arbej
derklassen. Hertil kom de voksende borgerlige angreb på regeringen, i særdeleshed efter transportarbejderstrejkens overgreb på landbrugsek
sporten. Idenekstraordinære sommersamling i 1925 forsøgte Venstresig med et mistillidsvotumtil regeringen, mende radikale sikrede regeringens fortsættelse.23
De skarpe modsætninger under overenskomstforhandlingerne i 1925 var en væsentligbaggrund for den arbejdskommission, der samtidig ned sattes. Med repræsentanter forarbejdere, arbejdsgivere og politiske par tier blev deten hovedopgave for kommissionenatfremlægge forslag til imødegåelse og bilæggelse af arbejdsstridigheder, ikke mindst adstatslig vej. I kommissoriet hed det således:
»Ikke mindst den nuværende faglige konfliktsituation må medføre en overvejelse af spørgsmålet om, hvorvidt densidstemenneskeal
ders nydannelser på arbejdsrettens område bør videreudvikles, eventueltændrestil større betryggelseforproduktion ogomsætning.
Herunder vil det være naturligt at drøfte hele forholdet mellem arbejdernes og arbejdsgivernes faglige organisationer, Den faste
Voldgiftsrets og Forligsinstitutionens opgaver og virkemåde samt tankenom statsvoldgift, frivillig eller forpligtende«.24
Arbejdskommissionen skulle også behandle spørgsmålet om »det ind
ustrielle demokrati«, dvs. omarbejdernesdeltagelseibedrifternesledelse ogandel iudbyttet. Dette vardenvigtigsteopgaveforkommissionen, idet opbygningenafet industrielt demokrati ifølge SD bedst villekunne fjerne årsagerne tilde skarpe klassemodsætninger,som partiet ønskede at udlig
ne adfredeligvej. Kommissionsberetningenudtrykte det således, at »det i forholdetmellem arbejdsgivereogarbejdereherskendelønsystemistadig stigende grad fører til økonomiskeinteressemodsætninger og kampe, der virker lammende på samfundets produktion og uddyber klassemods
ætningerne«.25
Arbejdskommissionens nedsættelse på baggrund af konflikterne i 1925, de forgævesmæglingsforsøgog forslaget om statsindgreb vidnede om en fornyetskærpelse afSD’s uløste problemiform af modsætninger mellem faglærte og ufaglærte arbejdere og mellem Arbejdsmandsforbundet og DsF. Det svækkede SD’s muligheder forat indpasse fagbevægelsen i den parlamentariskestrategi,hvilket understregedes af Arbejdsmandsforbun
dets udmeldelse af DsF.
Den svækkelse af den socialdemokratiske regering, som storkonflikten resulteredei, udnyttedes tilenvoksende borgerlig bekæmpelseaf regerin
gen. Fra efteråret 1925 benyttede Venstre ogDetkonservativeFolkeparti mere og mere deres Landstingsflertal tilat blokere de socialdemokratiske lovforslag. Den samtidige drastiskestigning i dendanskekrones kurs og deflationskrisen medprisfaldog arbejdsløshed fra årsskiftet1925-26 øgede de borgerlige kræfters aggressivitet. Krisen og den skærpede borgerlige tone bevirkede også, at Det radikale Venstre lagde større afstand til regeringen.
Den socialdemokratiske regering fremlagde allerede iefteråret ogvinte ren 1925 forslag til modvirkning afkrisen, der især ramte industrien og dermed hovedparten af den organiserede arbejderklasse. SD forsøgte omkring det indkaldte arbejdsløshedsudvalg fra juli og industrikonferen cen i december 1925 sammen med andre foranstaltninger at samle de vigtigste organisationer og partier omkring en krisepolitik, der ydede hjælp til industri og arbejdsløse.26
Densamarbejdspolitik, SD lagde op til, varikke mindst påbaggrundaf erfaringerne fra den netopoverståede storkonfliktog med de store opgør fra 1921-22 in mente udtryk for en klasseforsonende linie. Herigennem håbede man på at kunne bringe industriens arbejdere og arbejdsgivere sammen om en konstruktiv krisepolitik, der samtidig kunne sprænge det borgerlige samarbejde på Rigsdagen.
De socialdemokratiske forhåbningerstrandedeimidlertidhelt på Venst
res modstand.27 Venstre øgede angrebene på regeringenogsatsede på igen at erobrestatsmagten. Deflationskrisen skærpede Venstres holdning over
fordenøkonomiskepolitik. Sometparti, der i særlighøj grad repræsente rede det eksporterende landbrug og dermed den dominerendeborgerlige gruppe, krævede det, at prisfaldet på verdensmarkedet også .satte sig fuldstændigt igennem på det danske marked. Venstre ville således ikke accepterenogen prisfordyrende beskyttelseslovgivning. Industrienmåtte selvklarekrisenved at sænke sine omkostninger, dvs. først ogfremmest lønnen. Somforbruger af industrivarer var landbruget stærkt interessereti et prisfald svarende til prisernes nedgangforlandbrugsvarerpåverdens
markedet.
Disse forhold begrundede Venstres konsekvente frihandelspolitik. Den frie konkurrence skulleherskeoveralt.Derforangreb partiet også fagbe
vægelsen og dermed regeringen for at monopolisere prisdannelsen på varen arbejdskraft oghindre en naturlig tilpasning af lønnen til verdens
markedets prisniveau.Venstre dannede således frontmod både industrien og arbejderne. Men industrifløjens manglende styrke inden for Det kon servative Folkepartiog manglenpå noget borgerligt alternativ til Venstre bevirkede, at angrebene i første række rettedes modden socialdemokrati
ske arbejderbevægelse ogdens regering. Særligt vanskeligeblev forhol
dene for regeringen fra foråret 1926, hvor også Det radikale Venstre tydeligt indfangedes afkrisen og deborgerlige fremstød.28Frygtenforat læggesig ud med et »vredt« borgerligt samfund stak stadig dybt i partiet efter de bitre erfaringerfra 1920. Men hertil kom nok så meget krisens anspændelse afde materielle levevilkår for partiets vigtigste støttegruppe, nemlig husmændene. Det drejede partietendnu mere iretning af Venstre og detskrav om lønnedskæringerog ligeledes besparelser påstatsbudget tet, der uvægerligtmåtte ske påarbejdernes bekostning. Heriligger forkla
ringen påDetradikale Venstres efterhånden kølighed over for regeringens socialeforslag, der efterhånden endikke kunneblivevedtaget iFolketin
get.
Modtagelsen af SD’s samlede forslagtil løsning afkrisen,som fremlag-des i Folketinget i efteråret 1926, blev derfor anledningen til regeringens udskrivelse af valg. Forslagene indebar direkte støtte til alle erhverv, iværksættelse af offentlige arbejder, formueafgifttildækning af udgifterne tilerhvervstilskuddene samt ekstraordinærhjælp til arbejdsløse.29Samtlige forslag blev udsat forkraftige beskæringer, også fraDet radikale Venstres side. Da den radikale leder Ove Rode i Folketinget i begyndelsen af november 1926 direkte krævede ministeriets afgang og dannelse af et samlingsministerium til løsning af krisen, var det afgjort, at valget måtte komme. Det blev udskrevet til begyndelsen af december.30
Ved valget den 2. december søgte SD klarere end nogensinde før at fremtræde forvælgerne som detbrede og samlende folkeparti. De social
demokratiske ministre førtes frem som stemmemagneter i hele landet assisteret af hele den socialdemokratiske arbejderbevægelse, dervar mo biliseret til det yderste. Den brede vælgerappel viste sig i agitationen.
Partiet henvendte sig ikke blot som vanlig gennem fagbevægelsen til
arbejderne. Med udgangspunkt i særlige pjecer henvendteman sig til det store flertal af befolkningen i land og by. Det gjaldt i det sønderjyske område, i byerneogi landdistrikterne, ligesomdervar speciel adresse til
»den næringsdrivendemellemstand«, til »de immanterielle erhverv« og til kvinderne.31
Trods mobiliseringen fik SD kunen mindre fremgang fra 36,6%i 1924 til 37,2 i 1926. Detradikale Venstremistede derimod næsten to procent, der overvejende giktilde konservative, mens Venstre holdt stillingen.32 Til sammenhavdeVenstreogDetkonservativeFolkepartiherefter flertallet i Folketinget, og Venstre dannedepå nyregering med støtte fra de konser
vative. Forinden havdederadikale forgæves søgt at få dannetensamlings regering.33 Det radikale Venstre var havnet i et politisk tomrum, der sammen med erfaringernefra den følgende Venstre-regering atter skulle føre det tilbagetil den faste alliance med socialdemokraterne.
Ved indgangentil enny borgerlig regeringsperiode kunne SDse tilbage på 216årstid ved regeringsmagten, der ikke havde bragt mange egentlige politiske sejre. Partietpegedeselv på valutaordningen som den vigtigste gevinst, der først og fremmestvar kommet lønarbejdernetil gode ved at øge købekraften. Men deflationskrisens store arbejdsløshedog de mang
lendeforanstaltninger herimod havde til gengæld gennemsnitligt sænket arbejdernes levefod.
SD måtte således konstatere:
»Vi nåede ikke den demokratisering af samfundet, som skal gen
nemføres, men vi vil opnå den«,34
sluttede man fortrøstningsfuldt om denfremtid,hvor partietog hele bevæ ge! senstraksefter regeringsskiftetforberedte sig på definitivtat overtage det skrantende Venstres rolle som regeringsbærende parti. Det vigtigste resultataf den første socialdemokratiskeregering varderformåske,atdet havdevistsinevnetilat regere som et demokratiskfolkeparti ogikkesom noget socialistisk parti:
»og ikke mindre er det værd, atSocialdemokratiethar dokumente ret, at det eretvirkeligt folkeparti, at detsevne tiladministration og praktisk statsvirksomhed ikke er ringere end andres, og at vort partis bestræbelser stiler efter en lovgivning ogforvaltning, under hvilken der øves ret og skabes sikkerhed«.35
Sådan vurderede partiet sin egen regeringsindsats på kongressen i 1927, hvordet opsamlede erfaringerne fra den første socialdemokratiske rege
ring og lagde op til en større politisk indflydelse på denkommende sam
fundsmæssige udvikling.
Noter
1. Beretning fra Soc. Forbund 1924, s. 14f.
2. Samme, s. 15.
3. En redegørelse forSoc. 1924, s. 11.
4. Detførste socialdemokratiske ministerium, oversigt til kongressen 1927, s.6.
5. En redegørelse forSoc. 1924,s. 11.
6. Samme, s. 8ff.
7. Samme, s. 10.
8. Samme, s. 73.
9. Samme, s. 18ff.
10. Socialdemokratiskhåndbog 1924-25,s. 17ff.
11. Samme,s. 19.
12. Samme, s. 23.
13. Samme, s. 37.
14. Samme, s. 49.
15. Samme, s.90.
16. Samme,s. 9Iff.
17. Samme, s.87ffog 107ff.
18. K. Svendsenm. fl., op.cit. II,s. 102.
19. T. Sinding: Dansk Arbejdsmandsforbund under storkonflikten 1925, 1976, s. 19ff.
20. Beretning om DA 1924-25, s. 25.Kr. Bording: Dagbog 1924-26, s. 72.
21. Kr. Bording, op.cit.,s. 73, 80.
22. Ib Nørlund: Rids af dansk arbejderbevægelses udvikling, I, 1972, s. 123.
23. Socialdemokratiets håndbog 1925,s. Ilf.
24. Arbejdskommissionen af1925 I, betænkning, s. 6.
25. Samme, s. 5.
26. Socialdemokratiets håndbog 1925-26, s.33ff.
TI. Samme, s.48ff.
28. Samme 1926-27, s. 20ff.
29. Samme, s. 12ff.
30. Samme,s. 20ff.
31. BeretningfraSoc. Forb. 1926,s. 12f.
32. Samme,s. 14ff.
33. Samme, s. 34ff.
34. Detførste socialdemokratiske ministerium,op. cit., s. 14.
35. Samme.
De samvirkende Fagforbunds splittelse
under den første socialdemokratiske regering 1924-1926
Overenskomstforhandlingerne
ogbruddet mellem
DsFog
Arbejdsmandsforbundet iforbindelse med transportarbejderstrejken
i1925
DAoptrådte langt fastere under overenskomstforhandlingerne i 1925 end i det foregående år. Omend der sporedes krisetegn på verdensmarkedet, foregikoverenskomstforhandlingerne også dennegang under en vis øko nomisk opgang med fortsatte prisstigninger. Det mente arbejderne og fagbevægelsen berettigede til lønkrav, særligt fordelavtlønnede derhavde måttet bære de største byrder i forbindelsemedlønreduktionerne iårtiets begyndelse. Alligevel lagde arbejdsgiverne op til kamp og krævede en generelordning mellem hovedorganisationerne på grundlag af lønredukti
oner og afskaffelse af pristalsreguleringen. Samtidig opsagde Arbejdsgi verforeningen alle overenskomster.1
Den socialdemokratiske regering og den statslige forligsmand skulle hurtigt vise sigat blive en væsentligfaktor underforhandlingerne. I sine bestræbelser på at gennemføre en generel ordning, der tilsyneladende sigtede mod en uforandretforlængelse afoverenskomsterne, søgte DA at udnytte den socialdemokratiske regerings iver efter at opnå en fredelig overenskomstfornyelse. Arbejdsgiverne byggede også deres taktik på DsF’s svage kompetance siden 1922, ligesom de søgte at drage fordel af den faglige hovedorganisations nødvendige hensyntagen til regeringen.
Alleredei november 1924 havde forligsmanden henstillettil hovedorga
nisationerne omen uforandret forlængelse af overenskomsterne foret år.
Forligsmanden henviste til regeringens valutapolitik, der villeblive nega tivt berørt af kampfyldte overenskomstforhandlinger. Dennehenvendelse gav arbejdsgiverne en klarpolitisk fordel, idetdemedstøtte af regering og forligsmand kunne begrunde deres ønske om en generel ordning, hvorDA godt kunne acceptere en uforandret forlængelse af overenskomsterne, med nationaløkonomiske argumenter.2
DAfastholdtderforkravet om en samlet løsning ogstøttedesig herbl. a.
til forligsinstitutionen. Den hårde kampliniefra arbejdsgivernes sidegjor de det uhyre vanskeligtat komme nogen vegne med de lokale forhandlin
ger. Efterhånden ophobede der siget betydeligt antalkonflikter, hvorefter forhandlingerne overgik tilhovedorganisationerne og forligsmanden. DA tillod derefter ikke,at forhandlingernefjernedesig fra dette centrale plan.
Fra februar begyndte strejke- og lockoutvarslerne at hobe sig op. Det trakisær op til et fornyet sammenstød mellemArbejdsmandsforbundet og
DA. Arbejdsmændene gik mere og mere deres egne veje uafhængigt af DsF og andre centrale instanser. Den 18. marts iværksatte DA derfor lockout over for arbejderne ijernindustrien, samme dag som Arbejds mand sforbundet startedeen strejkeninden for en række forskellige bran cher. Forinden havde statsministerStauning forgæves søgt at mægle mel lem parterne, men arbejdsmændeneville ikke bøje af over for presset.4 Modsætningerne mellem DsF og Arbejdsmandsforbundet skærpedes fra slutningenaf marts itakt med den faglige landsorganisations og flereog flere især faglærte forbunds stigende forligsvilje.
I løbet af april blev Arbejdsmandsforbundets strid med DsF evident.
DAkunne medindirektestøtte fra regering, forligsmand og DsFskride til en udvidelseaf lockouten fra den 20. april. Derpå varslede Arbejdsmands
forbundet transportarbejderstrejke med virkning fra den 15. maj. Strejken iværksattesfra denne dag trods ihærdigeforligsbestræbelser fra den soci
aldemokratiske regerings side. Det voksende pres fra regeringen, der måtte se sig angrebet i hele den borgerlige offentlighed,bidrog imidlertid blot til at skærpe modsætningerne mellem SD og Arbejdsmandsforbun
det.5
Konflikten blevsærligvoldsom og fik en totalsamfundsmæssigkarak
ter, da sømændene og søfyrbøderneefter opfordringerklærede sympati strejke og forlod skibene den 1.juni.6 Men allerede den 5. juni vedtogde to parteretforligsforslag efter hårde forhandlinger, dertil sidsteminut fore gik som en styrkeprøve mellem DA og Arbejdsmandsforbundet, mens sidstnævnte fuldstændig negligerede regeringen, forligsmanden og DsF.
Ved forliget sikredes arbejdsmændene tilsyneladende ikkestørre løntillæg end de øvrigefag. Nogen egentlig sejrherrevar der såledesikke. Overen
skomsterne blevfor arbejdsmændene som for de øvrigefagsluttetfor en to-årig periode.7
Var deringensejrende mellem Arbejdsmandsforbundet og DA, såstod den socialdemokratiske regeringog DsF med deres magtesløshed utvivl
somtsom konfliktens tabere. Detgjaldtbådefor regeringen i forhold til det borgerlige samfund ogfor DsF over for Arbejdsmandsforbundet. Inden for fagbevægelsen førte detåbenlyse politiske brud mellem arbejdsmæn
dene og hovedorganisationen til Arbejdsmandsforbundets udmeldelse.
Forbundets kongres i september 1925 vedtog således en betingelsesløs udmeldelse med virkning fra det følgende år.8