den borgerlige
regering1927-29
Erfaringerne fra storkonflikten i 1925, der i den grad skærpede modsæt ningernei detdanske samfund og splittede den socialdemokratiske fagbe vægelse, førte som tidligere nævnttil politiske initiativer, ogsåfra hove dorganisationernes side, for atskabe fredeligere forhold mellem arbejdere ogarbejdsgivere. Dissebestræbelser på at styrke hovedorganisationernes kompetance og forligsinstitutionen sammen med SD’s forsøg på at øge arbejderbevægelsens indflydelse på produktionen og samarbejdet med arbejdsgiverne gennem oprettelse af bedriftsråd strandede definitivtmed den socialdemokratiske regerings fald i slutningen af 1926. Venstrerege ringen afbrød alle forhandlinger om enstyrkelse af klassesamarbejdet og
omstørre arbejderindflydelse på det private erhvervsliv. Forslagene ud
gjordeikke blot en trussel mod det borgerlige magtgrundlagog det borger lige samarbejde mellem industri oglandbrug,der først og fremmest foregik pålandbrugets præmisser. En sådan udvikling stillede sig ligeledes ivejen for Venstres planer om at løse den kapitalistiske krise på arbejderne og arbejderbevægelsens bekostningved atgive privatkapitalismen friere tøj
ler.
Venstres kriseløsningsmodel udfordrede direkte den socialdemokrati
skearbejderbevægelse, ikke mindst fagbevægelsen, med sine forslag om sociale nedskæringer i bl.a. arbejdsløshedsunderstøttelsen og tjeneste
mandslønningerne samt angrebene på det kollektive overenskomstsystem og strejkeretten. Det var også en udfordring af DA, hvis strategi tværtimod byggede på en styrkelse af overenskomstsystemet og organisationernes indflydelse, især hovedorganisationerne. DA havde så sent som i 1925-26 i forlængelseafforligetefter storkonflikten forgæves forsøgtatpresse DsF ind i enordning, dersamlede afgørelsenafoverenskomstforhandlingerne om hovedorganisationerne. DsFhavde hersom vanligt måttetsige fra på grund af internsplittelseogmodstand. Men overenskomstforhandlingerne i 1927viste, at ikkemindst arbejdsgiverne var interessereti at skabe mere ordnede og fredelige relationer til fagbevægelsen ud fra det bestående overenskomstsystem. Selv om arbejdsgiverne således støttede Venstre regeringens sociale nedskæringer - det betød jo skattelettelser og måske mere føjelige arbejdere - såtog de afstand fra regeringens opfordring til at gribe til drastiske lønreduktioner som ledi kriseløsningen.Mens samarbej det mellem arbejderne og arbejdsgivernes faglige organisationer på den eneside voksede, efteratdønningernefrastorkonflikteni 1925 havde lagt sig, så lagdeVenstre op til et opgør med denlevestandard ogde rettighe
der, som den socialdemokratiske arbejderbevægelse garanterede for ar
bejderne. Det fik ikke blot som tidligere omtalt arbejderne til at slutte tættere op om SD. Samtidig pustede det nytlivi DsF’s samlingsbestræbel ser.
At Venstreregeringens angreb på arbejderne og arbejderbevægelsen bidrogstærkt til at svejse den splittede fagbevægelse sammen og samtidig samle sig mere politisk bevidstom SD, det viste den førnævnte landskon ference i september 1927.9 Konferencens anledning var bortfaldetaf den ekstraordinære arbejdsløshedsunderstøttelsefra den første oktober sam
me år. Samtidig protesteredes der mod de manglende foranstaltninger mod krisen,der mereend nogensinde afslørede densamtidige privatkapi talismes helt utilstrækkelige evnetilat skaffe beskæftigelse til arbejderne.
Forførste gang var hele fagbevægelsens ledelse samlet om bekæmpel sen afen fælles fjende, nemlig regeringen, og stærkere end nogensinde blevdersluttet op om SD som det enestearbejdervenlige alternativ til den borgerlige regering. Samtidig understregede de borgerlige overgreb vær dien af en socialdemokratisk regering. Mødet var samtidig en klar demon
stration af fagbevægelsens underordning under SDogden
parlamentari-ske strategi. Udtalelsen fra mødet sluttede således stærkt op om det socialdemokratiske kriseprogram og var udelukkende rettetmod de par lamentariske organer, hvilket også gjaldt det nedsatte fællesudvalg for fagbevægelsen og partiet.
Venstreregeringens svar, om at arbejdsløsheden kun kunne løses ved betydelige lønreduktioner ogensvækkelse afdet kollektiveoverenskoms tsystem, bidrog blot yderligere tilatstyrkesammenholdet inden for fagbe vægelsenogindenfor hele den socialdemokratiske arbejderbevægelse. På landskonferencen hørtes bl.a. fra kommunistiskholdrøsteromat gribe til stærkere midler end simple parlamentariske protester. Men dels holdt kommunisterne fast ved enhedsfronttaktikken, ogdels vejede de ikke nok til at præge afgørelsen.10
En anden provokation fra regeringens side, der styrkede fagbevægel sens sammenhold, var forslaget omværnfor erhvervs- og arbejdsfrihed.
Lovforslagetindebar en svækkelseaf det kollektive overenskomstsystem og strejkeretten, og det var sikkert inspireret af den såkaldte »Kolind- sundsag« fra 1923 og flere år frem.11 I Kolindsund søgte arbejderne at boykotte nogle gårdejere og deres handelsforbindelser,fordi arbejdsgi verne først frigjorde sigfra indgåede overenskomster og derpå sænkede lønnen betydeligt under det overenskomstmæssige niveau, hvorefter de hyrede en ny og uorganiseret arbejdskraft. Det hedsåledes i lovforslagets første paragraf: »Kollektiveaftaler, somutilbørligt begrænser den enkel
tes frieadgang til erhverv ellerarbejde, kan ikketillæggesretsvirkningved domstolene«. Bestemmelsenangående kriminalisering af boykot o.l. lød:
»Enhver art af økonomisk ellerpersonlig forfølgelse - derunder boykot
ning - som tilsigter utilbørligt at begrænse den enkeltes frie adgang til erhverv ellerarbejdeellerhans (hendes)ret til atvære medlem af eller stå uden for en organisation, erulovlig«.12
Imod dette lovforslag, der greb ind ihævdvundnerettigheder,proteste rede DsF og hele fagbevægelsen voldsomt lige fra dets fremsættelse i begyndelsen af 1927til detsendelige vedtagelse kort før regeringens fald i 1929.13 Lovenslange behandlingstid skyldtesikke mindst, at DA var imod den.
Afandre provokationer måttefagbevægelsen også se sig angrebet af den borgerlige presse, der især i 1927 bakkede de socialenedskæringer op med påstanden om, atarbejdernes kontingenter meregik i strejkekassen end i arbejdsløshedskassen. Detforanledigede DsF til at foranstalte en stati stisk udregning, der klart modbeviste denne påstand.14
De borgerlige angrebpå fagbevægelsen overbevisteDsFom,at der nu villevære en basis for at genoptage dei 1926strandedebestræbelser på at samle hele fagbevægelsen under landsorganisationen. På repræsentant
skabsmødet i maj 1927nedsattesetudvalg til at tage kontakt med fagorga nisationerne uden for DsF.15 Den beretning,udvalget aflagde detfølgende år, viste imidlertid, at der endnu ikkevar basisforen formel sammenslut ning med landsorganisationen.16
Sammenslutningsforhandlingerne fortsatte imidlertid i de følgende år.
Specielt ivrede DsFforArbejdsmandsforbundetsgenindtræden, idetfor bundet ikke blot varfagbevægelsens største, men efter bruddetfaktisk optrådte somen hovedorganisation på lige fod med DsF. DsF’sformand stillede sig derfor imødekommende over for forbundets krav på dets kongres i 1929, hvor forholdet til DsF blev behandlet. Det gjaldt også spørgsmålet om en størreindflydelsepåden centrale beslutningsproces og dermed i det hele taget enmere solidarisk holdning fra DsF’s side over for de ufaglærte. Kongressen vedtog således med knebent flertal atindmelde Arbejdsmandsforbundet i DsF.17
Arbejdsmændenes genindtræden i landsorganisationen blevfulgt op af andre forbundogorganisationers indmeldelse idetfølgendeår.18Detblev indledningen til 1930’ernes stærke organisatoriske opslutning om DsF samtidigmed en fordobling af medlemstallet. En vigtig baggrund herfor varden socialdemokratisk-radikale regeringsstramme statslige styringaf arbejdsmarkedet og DsF’s kompetancemæssige styrkelse. Denne udvik
ling stod i klarmodsætning til 1920’ernes faglige splittelse og stagnation i medlemstallet.
Samtidig medat fagbevægelsen og DsF sammen medSD tog kampen op modden borgerlige regerings nedskæringer,ogDsF øgede bestræbelserne på at samlefagorganisationerne undersig,udbyggedes de fredelige relati oner til arbejdsgiverne. Allerede i september 1927 henvendte DA sig til DsFianledning af de overenskomster, der i 1928 udløbfor godt 60.000ogi 1929 for knap 50.000 arbejdere. DA foreslog overenskomsterneforlænget for en flerårig periode, f.eks. tre år med gradvise lønreduktioner. Som begrundelse for reduktionerne henvistestil den udbredte kritik aflønnin gernes højde.19 Tanken om lønreduktioner ud over pristallet, hvordette var indflettet ioverenskomsterne, blevpure afvist afDsF.20 Det togDA i realiteten til efterretning, og forhandlingerne mellem hovedorganisati
onerneblev afbrudt den 1. november. Derefter indledtesforhandlingernei de fåfag, som overhovedet havdebenyttetsig af mulighedentil at opsige deresoverenskomster med henblik på nyforhandlinger. Disseforhandlin ger afsluttedes hurtigereogunder fredeligere formerend ved nogen tidli gere overenskomstsituation.21 Kun hos skotøjsarbejderne udviklede det sig til en egentlig konflikt. Arbejderne i det stærkt kriseramte fag måtte imidlertid bøje sig for arbejdsgivernes krav om en mindre løntilbage
gang.22Medsamme baggrund varder optræk til kamp ilandbruget.23 Flere overenskomster sluttedesi 1928 for entre-årig periode.
Også op til overenskomstforhandlingerne i 1929 var hovedorganisati
onerneenigeomatfrarådeopsigelseafoverenskomsterne. I oktober 1928 gik man etskridt videremednedsættelsen af etfællesudvalgforDA, DsF og Arbejdsmandsforbundet. Den 31. oktober underskrevdetre parter en slags fredsaftale om nedsættelseaf et fællesudvalg, der skulle
»optage en almindelig drøftelseaf samarbejdet og herunder navnlig undersøge, om det måtte være muligt at bortrydde de hindringer,
som for tiden gør sig gældende for tilvejebringelsen af flerårige overenskomster«. Forudsætningen for længerevarende overen skomstervar imidlertid, at manundlodat opsige de løbende overen skomster: »Det erimidlertid en forudsætningforudvalgets nedsæt telseog arbejde, at de mellem vore organisationerløbende overen skomster i det store og hele forbliver uopsagte«.24
Et andet spørgsmål, detifølge aftalen nedsatte udvalg skulle tage sig af, varudløberne efter Arbejdsmandsforbundets blokade affinskeskibei juli og august i anledning af en transportarbejderstrejke i Finland. Blokaden var således en international solidaritetsaktion,der økonomisk ramte dan
ske kapitalinteresserogi spørgsmålet omkulforsyninger i øvrigt også den socialdemokratisk styrede hovedstadskommune. DA forsøgte først for
gæves atfå erklæret blokaden ulovlig ud fra nationaløkonomiske hensyn samt i betragtning af, at det var enkommunistisk domineret organisation, derstrejkede i Finland, og at Arbejdsmandsforbundet stod uden forDsF.
Da forbundet i august varslede en udvidelse af blokaden,blevden imidler
tiderklæret for ulovlig af voldgiftsretten. Arbejdsmandsforbundet accep
terede dommen, menfor blot i næste øjeblik at varsle strejke i alle danske havne. Denne handling var sikkerten protestaktion mod voldgiftsrettens indskrænkning af blokaderetten. Der blev ikke noget ud af varslet, men der lå heri en mulighedforat ramme arbejdsgiverne meden international blokade af danske varer. At Arbejdsmandsforbundet ikke stiltiende ville finde sig i dommen, viste sig ved kongressen i februar 1929, hvor man opsagde Septemberforliget over for DA. Denne beslutning ophævedes imidlertid ved forbundets samtidige vedtagelse om indtræden i DsF.25
Arbejdsmandsforbundets kamplyst dukkede også op under overen skomstforhandlingernei 1929. Det hang delssammen medenbegyndende økonomisk opgang, menvar sikkert heller ikke uden sammenhæng med udviklingen under og efter »denfinske blokade«.Ioverensstemmelsemed fredsaftalen af 3I. oktober 1928opfordrede DsF på et følgende formands
møde forbundene til ikke at opsige overenskomsterne, men søge dem forlænget for enflerårig periode.26 Det var alleredeindendette møde sket for jernindustriens arbejdere, ogiden følgende tid fulgte de fleste andrefag trop.
Derimod trak forhandlingerne ud for arbejdsmændene, idet forbundet opsagde samtligeoverenskomster, da de lokaleforhandlinger ikke gav de ønskede resultater. Forhandlingerne fortsatte ind i 1929, ogden 16. januar kunne DA meddele om forlængelse af overenskomsterne for hovedparten af de faglærtearbejdere i overensstemmelsemed aftalenaf 3 1. oktober.
DAindklagede derpå Arbejdsmandsforbundet for voldgiftsretten for brud på denne aftale, mensforbundetsvaredemedat opsige Septemberforliget.
Konflikten afsluttedes imidlertid få dage efter Venstreregeringens fald, hvorvoldgiftsretten erklærede forbundetsopsigelse af overenskomsterne for ugyldig i forhold til den aftale, som det selv havde skrevet under på.
Derpåforlængedes overenskomsterne for et år.27 Arbejdsmandsforbundet
havdepå ny prøvet kræfter medDA, menudenatopnåvæsentligeøkono miskegevinster. Ved det følgende årsoverenskomstforhandlinger havde forbundet imidlertid større held med sin kamp mod arbejdsgivernes ind kredsningstaktik over for arbejdsmændene.