Socialdemokratiets krisepolitik og
forsvar af arbejdernes vundne
rettigheder 1920-1924
til løsning af krisen, somogså regeringen anbefalede, var store lønredukti
oner. Arbejdsgivernefulgte med stor voldsomhed denne vej under over enskomstforhandlingerne i 1921 og 1922, hvor det lykkedes at sænke lønnen ganske betydeligt. Industrikrisen svækkede tydeligvisarbejdernes modstandskraft. Hovedparten afdenorganiserede arbejderklasse var be
skæftiget i industrien, og krisen kastede gennemsnitligt en femtedel af arbejderne ud i arbejdsløshed. Under krisens kulmination i 1921-22 blev det derfor SD’s hovedopgave at sikre den størst mulige støtte til de arbejdsløse og i øvrigt værne mod sociale nedskæringer i forhold til de efterhånden brede samfundslag, der gennem løn eller understøttelse var afhængig af statpn, samt arbejde for at øge beskæftigelsen og i det hele taget støtte truede samfundsgrupper.
Arbejdsgivernes angreb på lønnen blevfulgt op af Venstreregeringens forsøg på atreducere arbejdsløshedsunderstøttelsen, især den ekstraordi
nære. Den socialdemokratiske arbejderbevægelses styrke og understøt telsens vigtighed for arbejderne og for bevægelsen gjorde det umuligt for regeringen atforetage radikale nedskæringerpå dettepunkt. Den ekstra ordinære arbejdsløshedsunderstøttelse, der gennemførtes i marts 1921, tillod ikke, at støttenoversteg to trediedele aflønnen, endvidere ydedes hjælpen næsten udelukkende til forsørgere, ligesom den uddeltes efter skøni byer med under20.000 indbyggere, dvs. ide af Venstre dominerede landkommuner, hvor der ikke blev givet ved dørene over for det store landproletariat.2
Venstreregeringens angreb på den ekstraordinære arbejdsløshedsun derstøttelse forstærkedes midt under DA’s storlockout i marts 1922. Ved et cirkulære bestemtesdet at lukke for støtte til hjælpekasser, hvis fag var ramt af konflikt. Samtidig blev støtten beskåret og tidsbegrænset til 90 dage, ligesom det skønsmæssige princip for tildelingen udvidedes. Tids begrænsningen sendte på grund af den kroniske arbejdsløshed efterhån den adskillige arbejdere på fattighuset.3
I 1922 greb regeringen ligeledes til nedskæringer i tjenestemændenes løn. Kun SD støttedekonsekvent tjenestemændenes interesser, hvilketi løbet af1920’erne førtemange vælgere fra denne kategorifra de konserva tive over til SD.4 På sammemådevirkede partiets faste lejervenlige politik vendt modde store grundejerinteresser. Boligmanglen ogden manglende kontrol med huslejerne øgede lejernes boligudgifter, dvs. for det store flertal af lønarbejderne og de mindre erhvervsdrivende.5
Over for industrikrisen forholdt regeringen sig overvejende passiv.
Krisens omfang og et voksende presfra Industrirådet ogDet konservative Folkeparti tvang i efteråret 1921 regeringen til at fremlægge et støttepro gram over for industrien. Dervar imidlertidkun tale om forslag til indirek te støtte, derikke fraveg den frihandelspolitiske linie. I realitetenforetog Venstresigintetogfastholdt,atdetvarindustriensegensagatløsekrisen, hvilketkun kunne ske ved at sænke omkostningerneogøge konkurrence
evnen.
SD søgte atudnyttemodsætningerne mellem industri og landbrug vedat fremlægge et program til løsning af industrikrisen, der kunne vinde ind ustriens støtte.6 SD foreslog kontrol med valutahandelen og importregule
ring, begrænsning af handelsavancen, nedskrivning af priserne på dyrt indkøbte varelagre, genoptagelse af produktionen på det lavere prisni veau, nyorganisering af produktionen vedsammenslutninger,størrestats lig efterspørgsel, statshjælp til eksport, igangsættelse afboligbyggeri og fremskaffelse af mere jord til husmandsbrug. Sidstnævnte punkt under stregede,at det, partiet herfremlagde, var et beskæftigelsesprogram, der skulle komme både arbejdere ogarbejdsgivere iindustrien tilgode ogved en jordreform mindske indvandringen fra land og by.
SD’s kriseprogram var på mange måder udtryk for arbejdsgivernes interesser inden forindustrien, men der varstærkerekræfter, der priorite rede detborgerlige samarbejdehøjere end støttetil de mange kriseramte industrier. SD’s forslag forblev derfor etparadeforslag. Ved sit beskæfti gelsesprægede indhold demonstrerede det imidlertid de nye politiskeom
stændigheder under den kapitalistiske krise og den borgerlige regering, hvor SD måtte søge at vinde politisk indflydelse for atvaretage først og fremmest arbejdernes interesse. Debatten om foranstaltninger mod ind ustrikrisengjordedet klart, at SDikkeskulle regne med nogenalliancemu lighederi forhold til industrien og håndværkets arbejdsgivere og dermed også Det konservative Folkeparti.7
Derimod var der større politiske muligheder forat vinde mere indpas hos det agrare småborgerskab, især de nederste lag, der lå tæt op ad landarbejderne og næppe varintegreret i husmandsbevægelsen ogandels bevægelsen. Detdrejede sig om den store gruppe af såkaldte »indeklemte«
husmænd med etmegetringe jordtilliggende af ofte dårligkvalitet. Deres eksistens blevdaglig truet. For at sikre videreførelsen af disse halvtreds tusinde truede brugog give mulighed for oprettelsen af endnu fleresmå
brug, så vandringen fra land til by kunne ophøre og arbejdsløsheden dermed mindskes,nedsatteSDet udvalg. Udvalgetfremlagdesinbetænk ning med lovforslag ijanuar 1922 til forbedring afjordlovene af 1919.8
Lovforslagene sigtede mod at dæmpe prisudviklingen på jorden, at mindske etableringsudgifterneogøge jordtilliggendet til støtte for eksiste rendeog kommende brug. Detskulle ske ved inddragelse af de samfunds
skabte værdier og nyudstykning af eksproprieret jordfra store jordgodser.
Afgørende for SD var imidlertid det akutte beskæftigelsesmæssigebehov for en jordreform:
»Og i hvert fald i øjeblikket står valget imellem enten at skabe tålelige kår for landbrugets arbejdere i eget hjem eller at udlevere dem til udbytningsobjekter for stordriftens indehavere, de af dem, som ikke er drevne ud aflandet eller ind til byerne for at forøge industriens reserevarmé«.9
Jordreformen trængte sig således på som følge af industrikrisen og den
tilsyneladende kroniske arbejdsløshed, og eftersom jordkoncentrationen omkring store og mellemstore landbrug hindrede ubemidlede iatfå adgang til jorden.
Venstre ville imidlertid ikke vide af nogen ekspropriation og ind skrænkning i denprivate ejendomsret. Der var fortsat 10.000 storbønder, der tilsammenejede merejord endde 100.000 husmænd, samtidigmed at det udgjorde den mest frugtbare jord. Socialdemokratiet viste stigende politisk aktivitet i udstykningsspørgsmålet på trods af de begrænsede lovgivningsmuligheder.10 Partiet satsede i det hele taget tilsyneladende bevidstpå at knytte an til de interesserog behov,derfandtes hos de talrige
»indeklemte« deleafsmåborgerskabet. Det var utvivlsomt kampen for et bredere vælgergrundlag, der her gjorde sig gældende, et grundlag som måtte udvides, hvis partiet skulle gøre sig håb omat erobrestatsmagten.
Først Landmandsbankens sammenbrud i 1922 fremkaldte den svækkelse af de borgerlige kræfter og det regerende parti Venstre og førte til den styrkelse af SD, der mundede ud i dets overtagelse af regeringsmagten i
1924.