I forbindelse med overenskomstforhandlingernei 1922 kulminerede ar
bejdsgivernesforsøg på at vinde tilbage, hvad man havde måttetindrøm me til arbejderne under disses offensiv 1918-20. Den økonomiske krise hærgede på det voldsomste, og Venstreregeringen afvisteenhver hjælp til industrien. Den overvejende arbejdsintensive danske industri følte sig derfor i høj grad tvunget til at imødegå afsætningsvanskelighederne og prisfaldet med drastiske lønnedskæringer. Sådanne overvejelser lå ikke fjernt fra tankegangen hos de ledende fagforeningskredse, der samtidig måtte prioritere opretholdelsen afde socialdemokratiske organisationer, det parlamentariske system og overenskomstsystemet højest. Forudsæt
ningen for SD’s fortsatte dominans iarbejderklassen varimidlertid, at der i ensådan krisesituation blev kæmpet hårdt imod det kapitalistiske forsøg på at løse krisen ved en sænkning af arbejdernes levevilkår. Da lønnen skulle sænkes, måtteDsF blive et offerfor modsætningerne blandt arbej derne mellem højt- og lavtlønnede, faglærte og ufaglærte.
Allerede på DA’s generalforsamlingi oktober 1921 vistemedlemmerne deresaggressivitetoverfordekommendeoverenskomstfornyelser.19 Det besluttedes at opsige både lønoverenskomsterne og overenskomsten af 1919 om8-timers arbejdsdagen.Man frigjordesigfraalleoverenskomster fra 1. januar 1922, krævede betydelige lønreduktioner, nedsættelse af overtidsbetaling og andre former fortillæg samt arbejdsgivernesret til frit atforhandlemed arbejderne omarbejdstidens længde.Samtidig arbejdede manforad parlamentarisk vej at få større indflydelse på arbejdsanvisnin
gen og tildelingenaf arbejdsløshedsunderstøttelsen. Den nye arbejdsløs hedslov fradecember 1921 gav arbejdsgiverne betydelige indrømmelser i den henseende. I samme måned meddelte DA sinebeslutningertil DsF.20 Derefter indledtes forhandlingerne. DsF og fagbevægelsen indtog her det standpunkt, at lønnen skullefølgepristallet og de gældende overtid sprocentsatser og 8-timersdagen bevares. Især Arbejdsmandsforbundet stod fast på disse punkter.21 DA erklærede følgelig lockout over for de arbejdere, hvis overenskomster udløb pr. 1. februar.22 Den 28. januar greb forligsmanden ind og fik udsat lockouten. Det generelle overenskoms tforslag, derblevfremlagtden 3. februar,og som indebar en lønreduktion ud over pristallet, blev vedtaget af DsF, men forkastedes af DA, da forhandlingerne i underorganisationerne ikke var kommet nogen vegne.
Lockouten iværksattes derfor den 14. februar i en rækkefag.
Den 9. marts blevderpånyforelagt et forligsforslag, som DsF vedtog, men DA forkastede. Den 16. marts holdt DA formandsmøde for sine ca. 40 lokale bysammenslutninger for at styrke arbejdsgiverfronten. Det var tydeligt, at kampen skærpedes og nu prægedehele samfundet. Samtidig var arbejdsgiverne inden for havne- og købmandsorganisationerne be
gyndt at vakle. De var dels primært involveret som led i den udvidede lockout-taktik, og dels begyndte importen af korn og kunstgødning i forbindelse med landbrugets markarbejde at trænge sig på. Problemet klareredes ved, at landmændene lod sig indrullere som frivillig arbejd
skraft i havnene sammen med anden uorganiseret arbejdskraft, der var blevet stablet påbenene af »Samfundshjælpen«,ogsomnublevsat indi en række østjyske havne og i København. Detforegikunder beskyttelse af militær og politi ved Venstreregeringens ivrige medvirken.
Hårdestgik det til i Randers, hvor hele fagbevægelsen i protest mod politibrutaliteten gik i generalstrejke fra den 21. marts og indtil den 18.
april. Sammedag, som generalstrejken brød udi Randers, udsendte inden rigsministeren et cirkulære om generelindskrænkning af den ekstraordi
nære arbejdsløshedsunderstøttelse og ikke mindst om fuldkommen luk ning for hjælpgennem hjælpekasserne til fag, der berørtes af nogen konf likt. Det var enåbenlys håndsrækning til arbejdsgiverne.23
Nu varslede DA udvidetlockout for de fag,hvis overenskomster udløb pr. 1. april. Den 25. marts fremsatte Det radikale Venstre i Folketinget forslag om konfliktens afslutning ved tvungen voldgift. To dage senere blev lockouterne udsatogforhandlinger indledt mellem
hovedorganisati-onerne ved forligsmændenesindgriben. Den 4. april forelåetsamlet for ligsforslag, derfor hovedparten af arbejderne indebaren lønsænkning på 15 % samt reduktionaf tillægsbetalingerneforoverarbejde,akkord, skif
teholdo.l. Overenskomsterne forlængedes etårmedadgangtil yderligere et årsforlængelsei stedet for en augustregulering i 1922. Forslaget blev så få dage efter vedtaget af hovedorganisationerne ved en ekstraordinær generalforsamling. Derefterindgik underorganisationerne overenskomst ud fraforligets generelle principper. Arbejdsmandsforbundet bøjede sig endeligt i slutningenaf april.24
Arbejdsgiverne havde såledespå ny fået gennemtrumfet dereskrav om lønreduktioner. Med stor voldsomhed var DA faret frem med velvillig bistand af regeringen på konfliktens højdepunkt. DsF’s passivitetogefter givenhed over forarbejdsgiveroffensiven skulleføre til enkraftigdegrade ring af den centrale politiske magt, som det faktisk havde opnået i den foregående periode. Samtidig rejste dersig kraftige protestbevægelser.
I februarogmartsopstod der en bevægelse i etvoksende antalfagfore ninger medstøtte fra flere fællesorganisationer for atgå ud igeneralstrejke mod arbejdsgiverne. På lokale møder støttede den ene fagforening efter den andendette krav. Størst tilslutning fik en landskonference ihovedsta
den,hvortil skotøjsarbejdernes fagforening i København indkaldte i slut
ningen affebruarogigen i marts ogapril. Påmødeti slutningen af februar vedtogfagforeningsledere repræsenterende ca. 35.000 arbejdereatmobi
lisere arbejderne og fagforeningerneomkring kravet om generalstrejke.25 Den følgende måneds politiske arbejde resulterede i, at over 160 faglige repræsentanterfor 75.000 arbejdere på en ny landskonference i Køben
havn den 21. marts, samme dag som generalstrejken brødud i Randers, krævede generalstrejke.26 Det vartydeligt,atDsFvarvedat miste grebet om fagbevægelsen. Det sås også af, at ovennævnte fagforeningsrepræsen
tanter på en tredie landskonference ibegyndelsen af april fikmereperma nent karakter med konturerne til en alternativ landsorganisation. En må ned senere fremlagde et udvalg et syndikalistisk præget program for en reorganisering af fagbevægelsen på grundlag af industriforbund.27 Da overenskomstkonflikten dødehen, smuldrede imidlertid også denne be vægelse. Men faren for DsF’s sammenbrud som faglig landsorganisation tilskyndede utvivlsomt stærkt DAtil at søge forligmed DsF,der var en uundværlig delaf arbejdsgivernes samarbejdsstrategi overfor arbejderne.
En anden og nok så vigtig protestbevægelse udviklede sig inden for DsF’sstoremedlemsorganisationer, førstog fremmest Arbejdsmandsfor
bundet. Ligesom i 1921 havde dette forbund også denne gang strittet længst imod. Mange arbejdsmændvar ikke blot normal- men også lavtløn nede og ramtes derfor ekstrahårdtaf de generelle lønreduktioner i både
1921 og 1922. I beggetilfældehavdeArbejdsmandsforbundet stemt imod det generelle forlig mellemhovedorganisationerne ogførst bøjet sig, efter
hånden som forbundene havde indgået overenskomster. Forbundetsutil fredshed med DsF varsærlig stærk efter overenskomsthandlingernesaf-
slutning i 1922, hvor centralorganisationens kampindsats havde ligget på et minimum. Det aktualiserede spørgsmålet, om DsF overhovedet havde nogen eksistensberettigelse,om det eventueltburdereorganiseres, og om det i det hele taget kunne betale sig at være medlem af landsorganisati
onen.
I første omgang besluttede Arbejdsmandsforbundet på sin kongres i august 1922atudmeldesig af DsF.28 Forbundets formand Lyngsie, der var imodudmeldelsen, foreslogen resolution, som aldrig kom til afstemning på grund afovennævnte beslutningomudmeldelse, men som skulleblive retningsgivende for vedtagelserne på DsF’s følgende generalforsamling og føre til annullering af Arbejdsmandsforbundets beslutning om udmeldelse.
Det hed her:
»Kongressen pålægger hovedbestyrelsen at udmelde DAF af DsF, såfremt detikke ved den forestående reorganisation af fagforbun dene slås fast, at DsF ikke har bemyndigelsetil at afslutte lønove renskomster på de tilsluttedeorganisationersvegneellerimod der es vilje eller deltager i forhandlinger om sådanne, uden at det på
gældendefag er repræsenteret, og at hvert af de tilsluttede fag får en til deresmedlemstalsvarenderepræsentationpå generalforsam
lingerne, og at alle, derikke er direkte repræsentanter for forbun
dene, ikke kan deltage i afstemninger vedrørende lønsager.
Endvidere pålæggesdet hovedbestyrelsen, atdervedreorganisa tionen af DsF søges gennemført en for de større organisationer gunstigere stilling m.h.t. de økonomiske forpligtelser og rettighe
der«.29
Lyngsie lagde her op til en begrænsning i DsF’s kompetance og en styrkelse af destørre forbund, dvs. primært Arbejdsmandsforbundet ville ikke lade sig binde af DsF’s defensivetaktik, der ihøjgrad var bestemtaf de mange små faglærteforbund med en uforholdsmæssig stor repræsenta
tion på generalforsamlingerne. De generellelønreduktioner i 1921-22,der ramte de lavtlønnedehårdest,var sket på trods af arbejdsmændene. Det begrundede mereend noget andetArbejdsmandsforbundets krav om ind
skrænkninger i DsF’s myndighed over for enkeltforbundene og større indflydelse på hovedorganisationens beslutninger. Dette fremførtes på DsF’s generalforsamling i oktober 1922.
Til grundforkompetancespørgsmålets afgørelse forelå der en betænk
ning fra det nedsatte udvalg, som var stærkt prægetaf forretningsudval
gets ønske omat udvideDsF’s kompetance. Pågeneralforsamlingenkom striden hurtigt til at samle sig omkring tilhængere og modstandere af en kompetanceudvidelse. Arbejdsmandsforbundet førte an blandt modstan
derne, og det blev dette forbunds standpunkt, der sluttelig sejrede. Ved afstemningen om det afgørende punkt vedtoges følgende formuleringer med 287 stemmer mod 235, som foreslået af Arbejdsmandsforbundet:
»Generalforsamlingen kan ikke slutte overenskomster, der angår løn- og arbejdsvilkår, på de tilsluttede organisationers vegne eller modderes vilje, og forretningsudvalget kan ikke deltage i forhand
linger om sådanne overenskomster,uden at detpågældende fager repræsenteret«.30
De enkelte forbunds afstemning pegede i retning af en modsætning mellem faglærte og ufaglærte.31 Defaglærteforbund, der i forvejensom overvejende højtlønnede fag havde den afgørende indflydelse på DsF, støttede forretningsudvalgets ønske om at øge hovedorganisationens kompetance. Derimod delte industriforbundene sig påspørgsmålet, hvil ket imange henseender afspejlede disses sammensætning afdels faglærte ogdelsufaglærte. Derudover spillede det politiske hensyn om at undgå en splittelse afDsF sikkert også en vis rolle for nogle forbund.
Generalforsamlingen resulterede såledesi en sejr for Arbejdsmandsfor
bundets standpunkt. Det foregående årtis voksende tendens til at styrke hovedorganisationens magt i forhold til forbundene syntes foreløbig brudt. DA havdemeddens sammenkoblings- og udvidede lockouttaktik haft held til reelt at presse en generel overenskomst igennem, som DsF bøjedesig for udenkamp. Det forringede stærkt enkeltforbundenes mulig
heder foratføre en selvstændig overenskomstkamp,hvilketisær det store Arbejdsmandsforbund måttesande. I modsætning til de generelle overen
skomstordningerunder højkonjunkturen 1917-20, hvor DsF styrkede sin centrale kompetance, og hvor arbejdsgiverne trængtes i defensiven, så blotlagde krisen og arbejdsgiveroffensiven 1921-22 klare interessemod
sætninger i arbejderklassen, som det ikke var lykkedes SD atløse.
Samtidig med at SD i 1922 relativt styrkedes på baggrund afden svæk kelse, regeringspartiet Venstre udsattes for i forbindelse med Land
mandsbankens sammenbrud ogde interne borgerlige modsætninger mel
lem først og fremmest landbrug og industri, så måtte partiet sesin arbej
derbasis splittet af interessemodsætninger og DsF svækket over for un
derorganisationerne. DsF’s kompetanceforringelse viste en udvikling stik modsat udviklingen i partiet. Her voksede partiledelsens magt overpar
tiet. Den faglige splittelse muliggjorde en yderligere styrkelse af den socialdemokratiskepartiledelse i forhold til hele den socialdemokratiske bevægelse. SDkunne udnytte den materielle forringelse af levevilkårene for brede småborger- og lønarbejderlag og den borgerlige krisei 1922 til at samle nye store vælgerskarerfra disse kriseramte samfundslag omkring partiets kriseprogram.
SD’s fremgang frem til valget i 1924 kom til atforegåunder en mindre økonomisk opgang,der gavmulighed for en vislønfremgang vedoveren
skomstforhandlingerne i 1924og således gjorde modsætningerne mindre omfattende end ved de foregåendeoverenskomstforhandlinger. Konflik
ten mellem Arbejdsmandsforbundet og DsF,der foreløbig var blevet løst med begrænsningen af DsF’skompetance vedgeneralforsamlingeni 1922
og omstødningen i 1923 af arbejdsmændenes tidligere beslutning om at udmelde sig af hovedorganisationen,32 blussede ikke op i større omfang i
1924.