tilsyneladende kroniske arbejdsløshed, og eftersom jordkoncentrationen omkring store og mellemstore landbrug hindrede ubemidlede iatfå adgang til jorden.
Venstre ville imidlertid ikke vide af nogen ekspropriation og ind skrænkning i denprivate ejendomsret. Der var fortsat 10.000 storbønder, der tilsammenejede merejord endde 100.000 husmænd, samtidigmed at det udgjorde den mest frugtbare jord. Socialdemokratiet viste stigende politisk aktivitet i udstykningsspørgsmålet på trods af de begrænsede lovgivningsmuligheder.10 Partiet satsede i det hele taget tilsyneladende bevidstpå at knytte an til de interesserog behov,derfandtes hos de talrige
»indeklemte« deleafsmåborgerskabet. Det var utvivlsomt kampen for et bredere vælgergrundlag, der her gjorde sig gældende, et grundlag som måtte udvides, hvis partiet skulle gøre sig håb omat erobrestatsmagten.
Først Landmandsbankens sammenbrud i 1922 fremkaldte den svækkelse af de borgerlige kræfter og det regerende parti Venstre og førte til den styrkelse af SD, der mundede ud i dets overtagelse af regeringsmagten i
1924.
Socialdemokratiets
politiske styrkelseDetvar ikke på det parlamentariske plan, SDstyrkedes.Den importre
gulering, der iaugust 1922indførtes til beskyttelse af tobaks-og skotøjsin
dustrien, sketeene og alene forat bevare Det konservative Folkepartis støtte til regeringen. Også importreguleringens fastsættelse afet såkaldt kriseværn fra 1923 begrundede sig i dette hensyn. Det viste ligesom regeringsændringen i oktober 1922 den tydelige politiske svækkelse af Venstreregeringen.12 SD søgte at udnyttesituationen med skærpede krav om socialisering afog kontrol med det private erhvervsliv, der i dengrad blevmisrøgtet, ogforslagenetil enmere effektivkrisepolitik og en udbyg
ning afarbejdernes støtteordninger.13 Venstre svaredeherigen medyder
ligere nedskæringeri arbejdsløshedsunderstøttelsen og andre statsudgif
ter. 14 Partietog regeringens krise søgtes overvundet ved skærpede angreb påarbejderbevægelsen. Venstre krævedeogså denfrie konkurrence ind ført på arbejdsmarkedet og mente, at organisationerne og overenskoms tsystemet stod i vejen for den omkostningssænkning, der skulle løse krisen. Til loven om kriseværn knyttede sig således den betingelse, at arbejdstiden skulle øges eller lønnen sænkes. Da det ikke kunne accepte res af arbejderne, benyttede regeringen sig aflejligheden til at ophæve loven. Pågrundaf protesternemåtte regeringen i stedetgennemføre loven om begrænset adgang til at anvende pap og kunstlæderi skotøj. Venstre kunne således ikkegøresigheltfriaf indrømmelserne til de konservative.
Den socialdemokratiske styrkelse foregik ikke indenfor statsmagtens rammer. Men SDudnyttede den borgerlige regerings passivitet over for industrikrisen og stagnationeni landbruget, der blot blev afbrudtaf ned
skæringerne i statsstøttentil arbejderne oglønnen til tjenestemændene,til at styrke sinepositionerblandt desociale lag, der ramtes hårdestaf krisen og den økonomiske politik. Den politisk-organisatoriske indsats øgedes over for de klemtehusmænd i landkredsene. Socialdemokratiet gik her til angreb på Venstres politiske højborge, ikke mindstiJylland. Bl.a. udbyg
gedes det socialdemokratiske organisationsnet ganske betragteligt i Søn derjylland samt i de midt- og vestjyske egne, men også på øerne trængte SD frem blandtsmåbønder og landarbejdere.15 Endelig styrkede regerin
gens lønreduktioner over for tjenestemændene uden hensyn til disses forhandlingsret utvivlsomt dennestore gruppes politiske loyalitet overfor det socialdemokratiske parti, der eneafallesolidariserede sig med tjene
stemændene.16
I 1923 begyndte en mindre økonomisk opgang,der varede ved frem til 1925. Den efterfulgtes af et kursfald på den danske krone, der i denne periode gjorde løsningen afvalutakrisen til det mestfremtrædende øko- nomisk-politiske problem. Nogen fundamental bedring af levevilkårene forlønarbejdere og småborgerskabblevder imidlertid ikketale om. Men det mildnede deskarpeste politiskefronter oggav bedre mulighed for,at der kunne foregå et politisk skred i retning af Socialdemokratiet som følge af den dybtgående økonomiske krise og den borgerlige politiske krise i 1922. Detvar på baggrundaf kriseperiodenspolitiske erfaringer, især fra
1922-23, at SDgik styrkettil kongres i september 1923. Her blev der for førstegangi partietshistorie lagt op til dets selvstændige overtagelse af regeringsmagten.
Ud over den lovmæssige begrundelse indkaldtes partikongressen til september 1923for at forberede partiet til det kommende folketingsvalg, der senest skulle udskrives til foråret 1924, og for at forberede SD’s eventuelle overtagelse afregeringsmagten. Denne stillingtagen skete ud fra erfaringerne med tre års defensiv kamp under økonomisk krise og politisk reaktion. Det havde aktualiseret en krisepolitik til forsvar for lønarbejdere og småborgeres umiddelbare materielle interesser. SD søgte at tilpasse sigtil disse ændrede sociale behov og derved opnå den udvidel se af vælgeropslutningen, som var nødvendig forat sikre indflydelse på statsmagten. Opgøret med oppositionen i 1919-20 og den efterfølgende borgerlige offensiv bevirkede, at partiledelsen på kongressen kunne få fastslået den socialdemokratiske arbejderbevægelses fulde tilslutning til partiets eventuelle selvstændige administration af statsapparatet.
Efter socialdemokratisk opfattelse havdeVenstreregeringen siden 1920 ført en asocialpolitik, der kun kom enfåtallig overklasse til gode. Social politikken var blevet forringetogen beskæftigelsesfremmendejordreform og erhvervspolitik afvist, mens krisen fik lov til at gå sin skæve gang.
»Kyniskhar ministeriet handlet over for arbejderne og samfundsø delæggende over for store dele afbyernes erhvervsliv. Denne ad færd vil for bestandig stemple det nuværende Venstre som det bundreaktionære klassepartidet er, og hvis det konservative parti drages med i den afgrund, som en gang åbner sig for Venstre, vil det værevelfortjent, fordi dette parti så fejgt svigtede erhvervslivet, da en arbejderfjendtlig,antisocialistiskregeringspolitikvar det eneste, som partiet kunne vinde«.17
Venstre havdeifølge SD forvandlet sig til enantidemokratisk bevægel
se. Det repræsenterede ikkelængere de brede samfundslags interesser. På den baggrund fremstillede SDsigsom arvtager til det oprindeligdemokra tiske Venstre, der skulle videreføre den demokratisering af samfundet, som dette parti i de foregående år havde sat en stopper for.
»Det socialdemokratiske parti henvender sig til alle dele i vort folk, men fortrinsvis til alle dem, der ved eget arbejde - fysisk eller åndeligt - bidragertil samfundets beståen, og opfordrer dem til at medvirketil detsystemskifte, som kan hidføres vedde kommende valg«. Ogvidere: »Det er Socialdemokratiets mål at fremme sam
fundets forskellige befolkningsklassers berettigedeinteresser igen nemen omfattende samfundspolitik. En politik, der ønskestilrette lagt oggennemførtveddeltagelsei det parlamentariske arbejde, ved folkets selvstyre, ikke ved diktaturaf nogen art«. »Skaf Socialde mokratiet sejren, såledesatærligt arbejde på samfundets genopbyg
ning kan blive påbegyndt«.18
Kongresmanifestet understregede således tydeligt partiets demokrati ske karakter i modsætning til det »reaktionære« Venstre. Over for Venst
res snævre »klassepolitik« stillede Socialdemokratiet den brede »sam fundspolitik«,
»dertager sigte på beskyttelse afde interesser, der knytter sig til arbejde, legitimhandel, produktion i landbrug, håndværkogindustri og bekæmper den usunde spekulation, der virker fordyrende og ødelæggende for det arbejdende samfund«.19
Det systemskifte, SD lagde op til, var ensbetydendemedpartiets udvik
ling til et bredtfavnende regeringsparti, der udfyldte det demokratiske tomrum, som var opståetefter bondebevægelsen og Venstresamttil dels husmandsbevægelsen ogDetradikale Venstres »afdemokratisering«. SD fremlagde således et kriseprogram på kongressen, der skulle sikre en udbygning af den statslige fordelingspolitik i den store befolknings interes
se. Partiet undlodikkesamtidigatopstille socialiseringsperspektivet trods arbejderbevægelsens defensive position ogdemanglendeparlamentariske mulighederfor at gennemføreen socialisering. Det var de skarpe modsæt ninger tilde borgerlige kræfter og Landmandsbankaffæren, der her gjorde sig gældende.
Det fremlagte program havde tydeligvis den økonomiske krise som baggrund. Programmet omtaltes som
»i særlig grad foranlediget ved erhvervskrisen, ved den danske valutasfald og ved den samfundsskadeligespekulation og svindel«.
Om midlerne til krisens løsning hed det:»Til afhjælpning af erhverv
skrisen ogtil modvirkning afden danskevalutassvækkelse gennem
føres en effektiv regulering og begrænsning af importen«. Videre skulle »Privatebanker underkastes en effektiv kontrol til sikring af befolkningensinteresser« og staten have større indflydelse på pen
gepolitikken. »Loven om aktieselskaber underkastesen gennemgri
bende revision med det formål at sikre borgerne mod det usunde spekulationsliv«,
ligesom derburde gennemføres enbørsreform. Endelig gentoges fra tidligere langt nede iprogrammetkravene om nationalisering af monopoler,kontrol med priser og avancer og arbejdernes andel i bedriftsledelsen sammen med en del sociale foranstaltningertil fordel for den store befolknings
gruppe, der på grundaf arbejdsløshed, sygdom eller alder var afhængig af statsstøtte.20
Det væsentligstekendetegn for programmet af1923 vardetsumiddelba re tilknytning tilden aktuelle krise. Programmet sigtede førstog fremmest påatlindre krisensvirkninger for denbrede befolkning via statslig indgri
ben. Der var ingen klare samfundsændrende perspektiver ud over en bedre kontrol med ellerfordeling af den bestående kapitalistiske produk tion og omsætning. Detudtrykte endefensiv positionioverensstemmelse med partiets politiske erfaringer frade seneste år.
Indløsningen af dette program krævedesocialdemokratisk indflydelse på statsmagten. Hvis de kommende valgs udfald gav partiet mulighed herfor,vedtog kongressen at overlade spørgsmåletom ensocialdemokra
tisk regeringsdannelse til afgørelse ved forhandlinger mellem rigsdags gruppen oghovedbestyrelsenellerved en ekstraordinær kongres »såfremt hovedbestyrelsen skønner, atderkan være tvivl«.211forhold tilkongres sen i 1919 betegnede denne beslutning en magtforskydning i forhold til partiledelsen,dernu fik kongressens bemyndigelse til selvatforhandle om en eventuel regeringsdannelse. Kongresvedtagelsen lød således:
»For så vidt valgene, således som den store arbejdende befolkning ønskerdet, hidfører en ændring i de parlamentariske magtforhold, kandet socialdemokratiske partiunder forskellige formerblive stil let overfor spørgsmåletom dannelse af ministerium eller medvirk ning dertil. Partiet vil ikke unddrage sig nogen forpligtelse, der følger af dets deltagelse i det parlamentariskeliv,men vil heller ikkesøgeat få andel i regeringen uden fornødent parlamentarisk grundlag«.22 I programmet og i de øvrige kongresudtalelser markerede SD sig i forhold til de øvrige partier, først og fremmest Venstre, som ikke blot arbejdernes parti, men også som det eneste virkelig demokratiske parti, der idet store befolkningsflertals interesse kunne foretage den samfund smæssige stabilisering, somkrisen havdenødvendiggjort, og den demok
ratisering, som Venstre havde afbrudt. Ligesom SD understregede sin brededemokratiske karakter tilforskel fra de borgerlige partierog bevæ
gelser, således lagdedet en klar afstandtil den kommunistiske bevægel se.23
SD fremstillede sig somet nationalt og demokratisk parti, mens kom munismen stod for en international bevægelse,derlededes diktatorisk fra centret i Moskva.24 Forsøgene på at danne en enhedsfront med den socialdemokratiskebevægelse i allelandeopfattedes blot sometsplittel
sesforsøg over for den dominerende arbejderbevægelse, som man ad den vej søgte at komme til livs.25 I Danmark udgjorde kommunismen igen trussel mod SD. »Dansk kommunisme hører til kommunismens mere gemytlige overdrev«,kunne man tillade sigatskriveiberetningen.26 Dette kunne mangøre meddestostørre sindsro, som den organiserede venstref
løj i 1923 befandtsig på næsten samme lavpunktsomi 1910, og eftersom derikke længere fandtes nogenoppositionindenfor partiet. Socialdemok ratiet nøjedes med at konstatere det rigtige i dets egen kamp og det udemokratiske ogmeningsløse i noget andet arbejderparti.Nogenegentlig bekæmpelse afvenstrefløjen somtidligere eller senere varder ikke behov for. Uden nogen socialistisk oppositiontil denenesideog afdemokratise-ringenafde tidligere demokratiske småborgerlige bevægelser til den an den side drejede SD ogheleden socialdemokratiske bevægelse iretning af at udfylde det opståede brede demokratiske tomrum.
Et vigtigt led idenne udvikling var udbygningen af den
socialdemokrati-ske arbejderbevægelse og den politiske forbindelse mellem de forskellige led. Delsetableredes et formelt samarbejde med den nye socialdemokrati
ske ungdomsbevægelse, der var opstået i stedetfor den oprindelige ung domsbevægelse, som efter bruddet med partiet i 1919 havdeknyttet sig til kommunismen. Dels blev derknyttetenformel forbindelse til Det koope
rative Fællesforbund,derdannedes i 1922 som det første centrale led for den kooperative bevægelse. Dels vedtog kongressen på grundlag af en betænkning fraoplysningsudvalgetatoprette Arbejdernes Oplysningsfor
bund. Endelig bekræftedes tilslutningentil den socialistiske internationa le, der efter sammenbruddet i 1914 først formelt genoprettedes på en kongres i Hamborg i foråret1923. Endvidere vistepartiorganisationen igen fremgang samtidigmed, at krisen slog ind ibevægelsens vigtige faglige basis med skarpe modsætninger mellem faglærte og ufaglærte arbejdere, der tydeligvis svækkede DsF.27
Denfunktion,»Danmarks socialdemokratiske Ungdom«fik i forholdtil partiet, viste tydeligt, at partiledelsen ville undgå en gentagelse af det tidligereungdomsforbundsudvikling til en selvstændig politiskbevægelse i opposition til ledelsen. Ungdomsbevægelsen skulle først og fremmest væreen oplysningsbevægelse for arbejderungdommen meddenopgave at dygtiggøredenarbejdende ungdomsåledes, at den hurtigstmuligtkunne overgå til de ældresorganisationer som »klassebevidste arbejdere«. »Der kanaldrigværetale om, atD.s.U. kan drive selvstændig politisk virksom hed af nogen art, og det kan mindst af alt være formålet at tilstræbe dannelsen af nogen ny politisk retning«.28 Der var således tale om en fuldstændigunderordning under partiet, der måtte virkeafpolitiserende på ungdomsbevægelsen.
Med dannelsen af Det kooperative Fællesforbund i 1922 blev der sat system i den kooperative bevægelse som en fast bestanddel afden store socialdemokratiske arbejderbevægelse. Det bekræftedes ved en samar
bejdsaftale med partiet. Ligesom for de øvrige led i bevægelsen blev samarbejdet ikke mindst praktiseret vedrepræsentationihinandensledel se.29
Kongressen vedtog også at oprette et særligt oplysningsforbund. Det skete på baggrund af enbetænkning fra eti 1922nedsat fællesudvalg forde forskellige socialdemokratiskeorganisationer. Angående baggrunden for oprettelsen af et oplysningsforbund netop pådette tidspunkthenvistes til arbejderbevægelsens voksende samfundsmæssige opgaver siden ver
denskrigen. Denne udvikling havde gjort arbejderorganisationernetil vig
tige og anerkendte led i administrationen af detbeståendesamfundog ikke blot i modsætning til dette samfund. Om fagbevægelsen hed det:
»Såat sige alle danske lønarbejdere er nu organiserede i fagforenin ger. Men fagforeningerne erikke længere alenekamporganisationer til varetagelse af arbejdernes lønforhold. De er blevetetvigtigt led i selve samfundsorganismen, anerkendte af lovgivningsmagten og
grundlaget for en særligretsudvikling«. Samtidigvar Socialdemok ratiet i færd medat blivelandets største parti. »Det er ikke længere blot et parti med oppositionens opgaver. Det må forberede sig på at regere og administrere«. Også på kommunaltplan var SD’s politiske indflydelse voksende, hvilket stillede stadig større administrative krav tilde socialdemokratiskerepræsentanter.»Kommunestyreter erobret i 19 byråd og adskillige sogneråd. Jævne arbejdere rykker ind i vigtige kommunale stillinger. Flere og flere administrative hverv lægges ind under arbejderklassens myndighed og ansvar«.
Også den kooperative bevægelse var i vækst. »På alle områder vokser kravene til arbejderklassens og dens lederes intellektuelle ydeevne og saglige dygtighed«.30
Betænkningen tegnede billedet afen stor og voksende socialdemokra
tisk arbejderbevægelse, der gradvist overtog mere og mere af magten i samfundet. Detvar nødvendigtat uddanne bevægelsens lederetilat vare
tage denne administration og foretage en bred oplysningsvirksomhed blandt de menige arbejdere. SDstod ifølge betænkningen umiddelbart for at overtage regeringsmagten, og derfor måtte hele arbejderbevægelseni højeregradendtidligere som et integreret led i samfundet forberede sig på opgaven som bærere afdette samfund.
Betænkningen understregede tydeligt det skifte, dersiden 1920 var sket for SD. Karakteristisk nok nedsattes oplysningsudvalget i slutningen af 1922, efter at Landmandsbankens sammenbrudhavde betydet en kraftig svækkelseaf de borgerlige kræfter. Sammenslutningen ogudbygningen af den hidtil noget spredte oplysningsbevægelse i »ArbejdernesOplysnings Forbund«, der endelig oprettedes i 1924,var således udtryk forSD’s mere bevidste styring mod regeringsmagten på baggrund afde ændrede politi ske styrkeforhold.
Endelig fastslog kongressen SD’s tilslutningtil den nye socialdemokra
tiske internationale, »Socialistisk Arbejder-Internationale«, der var op
rettet få måneder før i Hamborg.31 Hertil sluttede sig også DsF og den socialdemokratiske ungdomsbevægelse. Den nye internationale sam menslutning markerede afslutningen på den revolutionære fase i arbejder bevægelsen, der varbrudtudi 1917. I de enkelte lande havdede socialde
mokratiske partier og organisationerstabiliseret sig somintegrerede dele af det bestående samfund, og var flere stederpåvejtilatovertage kontrol
len med statsmagten og administrationen af dette samfund.
Det politiske resultat afde seneste års udvikling viste sig ved valget i april 1924.SDøgede hersin andel af stemmerne med overfire procenttil 36,6%, mens regeringspartiet mistede seks procent og fik 28,3%,mens de konservative og deradikale havde enmindre fremgang tilhenholdsvis 18,9 og 13,0% af stemmerne. I mandatfordelingen betød det, at Venstreog de konservative ikke længere havde et flertal i Folketinget.32
SD blev hermed for første gang det størsteparti, en position det siden har beholdt, mens Venstre indledte en stagnationsperiode på den i 1924
opnåede stemmeandel, derefterfulgtes af 1930’ernes decimering.SD hav
de fremgangihele landet, men størst var fremgangen i de egne i Jylland, som Venstre dominerede. I disse landkredse oplevede SD et afgørende valgskred,hvilket sikkert skyldesvoksende tilslutning fra detagrare små
borgerskab. Men også i byerne stemte utvivlsomt nye kredse uden for arbejderne på SD.33 Valgresultatet vistetydeligere end før billedet afSD som et folkeparti med hovedbasis i arbejderklassen, men med voksende tilslutning fra andre ogisærbeslægtede samfundslag. Det stilledeSDover for kravet om at danne regering.
Noter
1. J. Braskhøj m. fl., op.cit., s. 56ff.
2. En redegørelse forSoc. 1920-21,s. 33ff og 1921-22, s. 13ff.
3. Samme 1922-23, s. 107f.
4. Samme 1921-22, s. 62f og 1922-23, s. 150ff.
5. Samme 1921-22, s. 63ff og 1922-23, s. 132ff.
6. Stauningsfinanslovstale; Rigsdagstidende, Folketinget 1921-22, sp. 50-90.
7. En redegørelse for Soc. 1921-22, s.43ffog 187ff.
8. Samme, s. 74ff.
9. Samme, s. 78.
10. Samme 1921-22, s. 74ff og 1922-23, s. 120ff og 1923-24, s. 59ff.
11. De økonomiske forhold omkring Landmandsbanken erindgåendebehandlet i»Beret
ning om forholdene i Den danske Landmandsbank«, 1924. Jvf. endvidereS. Mørch:
»Landmandsbanksagen i 1922«, Hilsen til Hæstrup, 1969, s. 131-59. Endelig i En redegørelse for Soc. 1922-23, s. 1 Iff, der leverer den fyldigstedokumentation.
12. En redegørelse forSoc. 1922-23, s. 50ff. K. Larsen: »Regeringskrisen i 1922«, Historie 1974, s. 562-631.
13. En redegørelse 1922-23, s. 80ff.
14. Samme, s. 104ff.
15. Beretningom detsocialdemokratiske partis virksomhed 1919-1923, s. 20ff.
16. En redegørelse forSoc. 1922-23, s. 150ff.
17. Beretning om detsocialdemokratiskepartis virksomhed 1919-1923, s. 15f.
18. Prot. for partikongres 1923, s. 55.
19. Samme, s. 28.
20. Samme, s. 26ff.
21. Samme,s. 29.
22. Samme, s. 28f.
23. Samme, s. 55. Beretning om Soc. virksomhed 1919-1923, s. 14ddog 79ff.
24. Beretning om det socialdemokratiske partis virksomhed 1919-1923,s. 79ff.
25. Samme, s. 81f.
26. Samme, s. 84.
27. Jvf.nedenfor.
28. Beretning om detsocialdemokratiske partis virksomhed 1919-1923, s. 62.
29. Samme, s. 34.
30. Beretning og forslag fra oplysningsudvalget, 1923, s. 5.
31. Prot.forpartikongres 1923,s. 22.
32. Beretning fra Soc. Forb. 1924, s. 7ff.
33. Samme, s. 9f.