accele-rerendeinflation,der allerede i løbet afsommeren udhulede lønfremgan
gen fra forårets overenskomster. Der opstod på den baggrund mange mindre »ulovlige« strejkerlandet over. Kun ihovedstadenvardetilsyne ladende kombineret med politiske angreb på overenskomstsystemet, voldgiftsrettenogSD. Menallevegne var der antydninger i den retning, og strejkebevægelsen rummede faretruende perspektiver for SD. Bevægel
sens styrke og arbejdsgivernes interesse i at udnytte det industrielle op
svingførte til dyrtidsforhandlinger inden for de enkelte fag.25
Særlig hårdt kørte Arbejdsmandsforbundet frem. Som overvejende lavtløns-gruppe og bundet til normallønssystemet kæmpede medlemmer ne, som oftest i strid med overenskomsterne en voksende kamp mod lønudhulingen. Det var fortsat arbejderne, der var i offensiven, og ar bejdsgiverne bøjede sig på ny. Man ønskede ikke gentagetforårets hårde kampe. De politiske overtoner, der allerede havde vist sig i foråret, var vokset i de følgende månederblandt arbejderne.I oktober 1919 acceptere
de arbejdsgivernederfor en dyrtidsordningmed Arbejdsmandsforbundet og siden med Smedeforbundet og de øvrigefag.26
Dyrtidstillæggene i efteråret 1919 skulle imidlertidblive arbejdsgivernes sidste indrømmelser, før offensiven satte ind imod bådeden socialdemok
ratiske arbejderbevægelse og de radikale arbejderkredse i forbindelsemed overenskomstforhandlingernei 1920.
Overenskomstforhandlingerne
ogopgøret
fagoppositi-onen, der løber af medsejren. Man kunne måske sige, at Arbejdsgi verforeningen i sine bestræbelser for at hjælpe fagforeningerne til at bevare magten undertiden har gjort dem en bjørnetjeneste«.
Alex. Foss opfordrede derfor arbejdsgiverne til at stå fast over for arbejdernes kravog til at indlede en modoffensiv, hvorman bl.a. tog den borgerlige presse i anvendelse.27
Spørgsmålet om arbejdernes andel i bedriftsledelsen omtaltes på samme generalforsamling af DA’s formand, Langkjær. Arbejderne og arbejder
bevægelsens øjeblikkelige styrke gjorde problemet presserende ogunder stregedenødvendigheden af at gåtil modangreb. Langkjær afvisteogså,at arbejdernes andel i virksomhedernes ledelse skulle virke passiviserende på arbejderne.
»Der er mange, der ladersig lokke af denforestilling, at der vilkunne tilvejebringes arbejdsro ved, at mangiver arbejderne andel i ledelsen ud over den, de allerede har, og under visse omstændigheder også andel i udbyttet, og arbejderne brugerogsåselv atfremstille det på den måde, at det er det, der tiltrænges, for at vi kan komme ind i roligere tilstande.Jeg advarer bestemtimod,atman ladersig lokke af den slags forestillinger. Det er en meget nem måde at gøre det første skridtpå. Har man fået det øvrige samfund, f. eks. den radika
le del af samfundet, til at understøtte arbejderne i visse efterderes formening rimeligereskridt,vil mandermed have gjort nogle skridt, somikke harkostet enselv megenmøje,ogmanergodtpåvej til de næste skridt. Jeg vil ikke håbe, at der er nogen, der tror på, at arbejdernehar opgivet at se deres idealer virkeliggjort«.28
Langkjær udtrykte det direkte således, at arbejderbevægelsens frem gang udgjorde entrussel mod privatkapitalismen.
»Jegnærer ingen som helst tvivlom, at i øjeblikket liggerdet politi ske tyngdepunkt i fagforeningerne. Det har medført meget skadelige foranstaltningerognavnlig da arbejdernes ulyst til arbejde. Hvis det borgerlige samfunds repræsentanter ikke nu tagertiden i agt, tror jeg, atden kommende tidvil lægge det eneste, som efter min mening
giver livet indhold, det private imitiativ på sygesengen«.29
Disse indlægfra DA’s ledende folk vendte sig mod hele den socialde mokratiske arbejderbevægelses reformdemokratiske fremstød med ud
gangspunkt i de stærke bevægelserblandt arbejderne ogi fagbevægelsen.
Samtidig med at SD forberedteet nyt angrebpåde borgerligemagtpositi
oner med forslagene om arbejdernes andel i bedriftsledelsen, statslig kontrol med det private erhvervsliv og en yderligere demokratisering af forfatningen, besluttede arbejdsgiverne op til de kommende overen skomstforhandlinger at afvise alle lønkrav fraarbejderne. Det skete, mens modsætningerne skærpedes på det parlamentariske plan med
udgangs-punkt i Sønderjyllandsspørgsmålet, men reelt omkring de nævnte strid
spunkter vedrørende deafgørende »økonomiske« og»politiske« magtpo
sitioner i samfundet.
Da DA’s hovedbestyrelse på mødet i begyndelsen af december 1919 formulerede betingelserne for den kommende overenskomstfornyelse, var det klart,at rollerne i forhold til DsF varbyttetom sammenlignet med åretfør. Arbejdsgivernetilbød en uforandretforlængelse af overenskom sterne for et år.Dette bekræftedes på generalforsamlingen den 17. decem ber, der samtidig vedtog at opbygge en strejkefond med henblik på de strejker, som utvivlsomtville følge af arbejdsgivernes fuldstændigeafvis
ning af forhandlingerom ændringer afde beståendeoverenskomster. Der var udbredtopbakningom den hårde linieoverforarbejderneilighed med den aggressive arbejdsgiverpolitikunderdetilsvarende overenskomstfor
handlinger i Norgeog Sverige. Endelig øgedesarbejdsgiverneskampvilje af, at den udenlandske konkurrence var begyndt at blive mærkbar.30
DA’s offensivelinie gjorde DsF forsigtig. DsF svarede igen på arbejds
givernes forslag med at foreslåoverenskomsterne fornyet et år mod dyr tidstillæg, en regulering efter augustpristallet, rettil lokale forhandlinger om arbejdernesandel i bedriftsledelsen. Samtidig opfordredes underorga
nisationerne til ikke at opsige overenskomsterne, før hovedorganisati
onerne havde forhandlet færdig.31 På repræsentantskabsmødet den 12.
januar 1920 blev DsF kritiseret af Arbejdsmandsforbundet for at have sendt sit generelle forslag afsted før repræsentantskabsmødet. Arbejds mændenestillede idet hele taget de største krav til overenskomstforhand lingerne og fastholdt først ogfremmest kravet om rettilforhandlinger om lokale ændringer i overenskomsterne. Derimod indtog Smedeforbundet en mere forsigtig holdning ud fra nationaløkonomiskehensyn. Generalfor
samlingen vedtog imidlertidDsF’s forslagtil engenerel ordning afoveren
skomstfornyelsen i lighed med det foregående årsoverenskomstforhand linger.32
DsFfulgtetydeligvisenforhalingstaktikihåb om at gøre arbejdsgiverne møre.På et nytrepræsentantskabsmøde den 10. februar opgav man en del af kravene, menfastholdt først ogfremmestunderorganisationernes ret til overenskomstforhandlinger.33 Mens de højtlønnede arbejdere med mini
mallønogløfteparagraf, somf. eks.inden for Smedeforbundet, ikke stille de krav i den retning, forholdt det sig anderledes med arbejdsmændene.
DsF var tvunget tilat opretholde kravet om lokaleoverenskomstforhand linger for at undgå etbrud medArbejdsmandsforbundet. Dette blev afgø
rende for overenskomstforhandlingernes videre forløb, idet DA fastholdt kravet om en generel og uforandret forlængelsé af overenskomsterne.
Arbejdsgiverne krævede også,at de strejker, der i nogen tilfælde var brudt ud ved overenskomsternes ophør, skulle standses.
Efter atdetvarblevet klart, atDsFikkevillebøjesig for arbejdsgivernes krav, vedtog Arbejdsgiverforeningen på en ekstraordinær generalforsam
ling den 12. marts at skærpe kampen. Den 19. marts udsendtes første
varsel om storlockout. Den 27. martsfulgte detandet varsel sammen med det første lockoutvarselfor fagforeningerneuden for DsF.34 Den samtidi
ge storlockout i Sverige, Socialdemokratiets reformfremstød på Rigsda
gen og de løbende strejker blandt ikke mindst slagteriarbejderne, der i allerhøjeste grad besværliggjorde landbrugseksporten og ophidsede an-delsgårdmændene mod arbejderne, skubbede yderligere påarbejdsgiver
ne. Hertil bidrog også havnearbejdernes jævnlige aktioner.
Allerede i december 1919 og januar 1920 havde Arbejdsmændenes fag
foreningi Køge,der stod tilsluttet den syndikalistiskefagforening, forsøgt at gennembryde arbejdsgivernes »nulpolitik«. Arbejdsgiverne svarede imidlertid igen medlockout ud fra enforståelse afde uheldigekonsekven ser, eftergivenhed på dette område kunne få for de kommende overen
skomstforhandlinger. Konflikten endte med en fuldstændig sejr for ar
bejdsgiverne.35
Telefonstrejken,der løb gennem hele januar ogindtil midten affebruar, afsluttedes først efter trafikministerensindgriben,hvilket gav arbejderne større fordele, end arbejdsgiverne kunne ønske sig.36 En tredie vigtig konflikt var slagteriarbejderstrejken, der brød ud den 1. februarog først afsluttedes efter påskeforliget i april.
Slagteriarbejderne havde en årrække været i defensiven på grund af branchens eksportvanskeligheder, men ville nu udnytte en produktions fremgang til et lønfremstød.37 Forbundet bakkede arbejderne op under strejken, selv om hovedorganisationerne stadigvæk lå i forhandlinger.
Andelsslagterierne modsatte sig arbejdernes krav i overensstemmelse med DA’s generellepolitikom ikkeatindladesigpå lokale overenskoms tforhandlinger. Samtidig arbejdede slagteriernes ledelse med held påat erstatte destrejkende meduorganiseret arbejdskraft, ogerfaringerne her
fra blev vigtige i forbindelse med »Samfundshjælperne indsats under strejkerneefter påskeforliget. Realiteten var dog, atslagtningen og kødek
sporten var mere eller mindre lammet gennem to måneder. Detteskærpe
de utvivlsomt både DA, landboorganisationerne og partiet Venstresvilje til atgenerobre kontrollen med statsmagten og fåsat endefinitiv stopper for arbejdernes strejkeaktiviteter. DA’s andet storlockout varsel den 27.
marts,samme dag somVenstre og Det konservative Folkeparti erklærede regeringen for uegnet til at løse det sønderjyske spørgsmål og andre væsentlige samfundsspørgsmål og krævede udskrivelse af valg, vidnede omen stærk borgerlig kampvilje. De sociale konflikter og de demokratiske kræfters fremstødhavde tilsyneladende for første gang drevet deborgerli ge kræftersammen i en samletfrontfor at forsvareafgørendemagtpositi
oner. Påskekrisen må ses i den sammenhæng.
Påskekrisen udbrød som tidligereomtalt, da kongen afskedigede ministe riet Zahle den 29. marts.38 To dage senere erklærede DsFgeneralstrejke på kravene om regeringensgenindsættelse, valglovens demokratisering, udskrivning af valg og en tilfredsstillende løsning på overenskomstfor handlingerne og arbejdsgivernes ophævelse aflockout varslet. Dermed
blev detfaglige spørgsmål fuldstændig integreret iSD’skamp mod »stats
kuppet«, forsvaret af detparlamentariske demokrati og videreførelsen af reformlovgivningen. Det understregede på den ene side fagbevægelsens fuldeunderordning under SD’s generelle parlamentariskestrategi. På den anden sidebetøddeti denaktuelle situation, at striden mellem arbejdere og arbejdsgivere fandt sin løsning på det parlamentariske plan. Hele påskekonflikten demonstrerede den socialdemokratiske arbejderbevæ gelses styrke og magt. Således udkom den borgerlige presse ikke under konflikten. Denne magtdemonstration begrænsede virkningerne af det borgerlige fremstød, der havde fremkaldtpåskekonflikten, og tvang ar bejdsgiverne til at slutte op omforligsforslaget af 5. april i forlængelse af det parlamentariske forlig fra dagen før. Den væsentligste indrømmelse var arbejdernes ret til at optage lokale forhandlinger om udløbne og udløbende overenskomster, men hovedorganisationerne fik samtidig mu lighed for at deltagei disse forhandlinger.39 Endeligfikarbejderne løfte om forhandlinger om sommerferie og om andeli bedriftsledelsen. Detoløfter mistede helt deres betydning efter den borgerlige regeringsdannelse og udbruddet af den økonomiske krise.
Med forliget af 5. april ophørte konflikten mellem hovedorganisationer ne. Men herefter forestod en del lokaleforhandlinger, hvilket isærførte til skarpe modsætninger mellem arbejdsgiverne og Arbejdsmandsforbundet.
Den 28. maj var forliget en realitet for dette forbunds vedkommenee, ogde resterende fag sluttede overenskomster i løbet af juni.40
Detvar imidlertid ikke alle fag, derfulgte den socialdemokratiske poli tik. Fagorganisationerne uden for DsF besluttede således ikke blot strakp at effektuere generalstrejken efter erklæringen herom den 31. marts. De fortsattegeneralstrejken i de følgende måneder.41 Sømændene, søfyrbø
derne og havnearbejderne førtean i strejken. Andre strejkende, bl.a. de københavnske byggearbejdere, indgik forlig i løbetaf april, men der var stadig løbendekonflikter, især i provinsen. Endvidere lammede typogra ferne pånydenborgerlige presse den 24. april, to dage før valget. Tran sportarbejderstrejkerne var imidlertid afstørst politisk betydning.
Dansk Transportarbejderforbund, Sømændene ogSøfyrbødernes For bundopretholdt deres generalstrejke fra den 31.marts tilmidten afjuni.42 Efterforliget den 5. aprilblev strejken erklæretulovlig,ogorganisationer ne idømtes en stor bod. Den 19. maj idømtes Sømændenes og Søfyrbø dernes Forbund en bod på henholdsvis 400.000 og300.000 kr. På dette tidspunkt var »Samfundshjælpen«, der var dannet på landboorganisati
onernes initiativ efter opfordring fra den nye Venstreregering og som støttedes af politiet, i fuld gang med at bemande skibene og overtage arbejdet i havnene med en broget flok af uorganiseret arbejdskraft. Den socialdemokratisk ledede kommune i København og Arbejdernes Brændselsforretning, der ligeledes ramtes af strejkerne, forsøgte samti dig at bryde blokaden ved hjælp af Arbejdsmandsforbundets
medlem-mer. Men det lykkedes ikke at få organiserede arbejdere til at fungere som strejkebrydere på trods af politiske uoverensstemmelser med de strejkendes organisationer.43
Som følge af Samfundshjælpens virksomhed og den kompakte mod stand fra regering, DA ogSD måtte de strejkendegive op i juni måned. Der blevderefter indgået overenskomster på arbejdsgivernes betingelser, der sigtede mod en strammere disciplinering af arbejderne. Transportarbej
derforbundet måtteforpligte sig til medlemmernes overholdelse af over enskomsten og indførelsen af legitimationskortfor arbejderne. Langt hår
deregik det udover søens arbejdere. De mistede ved forliget treskifts-vag
ten og dermed otte timers arbejdsdagen, ligesom de måtte finde sig i, at rederne overtog forhyringen.44
Nederlagene for de tre strejkende organisationermarkerede den defini
tive afslutning på arbejderne og arbejderbevægelsens offensive periode.
De mest kampbevidste ufaglærtearbejdere, der fandtes blandtdekøben
havnske transportarbejdere, var bragt næsten fuldstændig til tavshed.
Københavns Metalarbejder Forbund, der omfattede den stærkeste orga
niseringaf radikale faglærte arbejdere, var alleredepå retur. Dermed var forsøgene på at opbygge en selvstændig syndikalistisk fagbevægelse dødsdømt. Resterneaf fagoppositionen måtte søge sin overlevelse i fagk
lubberne,dadenborgerlige regeringog arbejdsgiverne underden økono
miske krise i 1921 for alvor gik i offensiven mod arbejderne ogde gevin ster, de foregående år havde bragt dem. Den socialdemokratiske arbej derbevægelse stod efter disse konfliktersafslutning på højdepunktet afsin dominans i arbejderklassen. Partiet og fagbevægelsen havde mere end fordoblet sit medlemstal i det forløbne årti. DsF og fagbevægelsen var blevet fast integreret i SD’s parlamentariske strategi. Overenskomstsy stemet, det politiske grundlag forden socialdemokratiske fagbevægelses arbejde, havde i 1919 vundet en udbredelse, som ingen socialdemokrat drømte om for blot få år tilbage. Ved siden af faglærte og ufaglærte arbejdere var de voksende masser af private og isærstatsligefunktioner blevet loyale støtter til det SD,der via overenskomster og indflydelse på statsmagten havde bedret deres levevilkår ganske betragteligt. SDogDsF var gennem sin egen udviklingi 1920 med hænder og fødder bundettil at søgesin politiske indflydelse inden fordenborgerlige statsmagt. Det måtte ske i forhold til bevægelsens omfang og styrke og de muligheder, den kapitalistiske økonomi bød på.
Noter
1. Forhandlingsprot. for DsF 28-29/10 1918.
2. Forhandlingsprot. for Fællesorg. 11/11 1918.
3. Forhandlingsprot. forDsF 28/12 1918.
4. Samme, 14/1 1919.
5. Beretning om DA 1918-19,s. lOOff. Forhandlingsprot. forDsF 13/1 1919.
6. Forhandlingsprot. for DsF 23/1 1919.
7. Samme9/2 1919.
8. Samme 19/2 1919.
9. Beretning om DA1918-19, s.22. Rassow, op.cit.,s.116ff.S. Kolstrup, op. cit., s. 24ff.
10. Samme.
11. Forhandlingsprot.for DsF24/4 1919.
12. Beretning om DA1918-19, s.24. Forhandlingsprot. for DsF 7/5 1919.
13. Forhandlingsprot. forDsF 14/5 1919.
14. Rassow,op.cit.,s. 116.
15. Forhandlingsprot. for Fællesorg. 19/8 1919.
16. Samme 15/3og 5/41920.
17. Samme 24/6 og 19/8 1919.
18. Beretning om DA 1918-19, s. 26ff. A.Kocik, op. cit., s. 58ff.
19. Forhandlingsprot.for Fællesorg.6/1 1920.
20. A. Bjørklund: Smede-ogmaskinarbejderne i København, 1944, s. 10.
21. Beretning om DA 1918-19, s. 28ff. Bang m. fl.: Fagoppositionens Sammenslutning 1910-21, 1975,s.66ff.
22. Bangm. fl., op. cit., s. 66ff.
23. Solidaritet 9/8 1919.
24. A. Bjørklund, op.cit., s. 12ff.
25. Forhandlingsprot.for DsF 23/91919.
26. Forhandlingsprot. for DsF21/10, 29/10 og 4/11 1919.Beretning omDA 1919-20, s. 3ff.
27. Beretning om DA 1919-20, s. 49f.
28. Samme, s. 58f.
29. Samme, s. 59.
30. Samme, s. 21 Iff.
31. Forhandlingsprot. forDsF 12/12 1919.
32. Samme 12/1 1920.
33. Forhandlingsprot. for DsF 10/2 1920.
34. Beretning om DA 1919-20, s. 15ff.
35. Samme, s. 44ff.
36. Samme, s. 47ff.
37. Samme, s. 52f. Skjoldbo: Dansk Slagteriarbejderforbund gennem 50 år 1895-1945, 1945, s. 152ff.
38. Jvf. ovenfor.
39. Beretning omDA 1919-20, s. 31 og 167f.
40. Samme s. 33ff. Beretningom DsF 1920-21, s. 5ff.
41. Samme.
42. Samme.
43. Forhandlingsprot. for Fællesorg. 21/5 og 1/6 1920.
44. Beretning omDA 1919-20, s. 36f, 43f,58f.