DA. Arbejdsmændene gik mere og mere deres egne veje uafhængigt af DsF og andre centrale instanser. Den 18. marts iværksatte DA derfor lockout over for arbejderne ijernindustrien, samme dag som Arbejds mand sforbundet startedeen strejkeninden for en række forskellige bran cher. Forinden havde statsministerStauning forgæves søgt at mægle mel lem parterne, men arbejdsmændeneville ikke bøje af over for presset.4 Modsætningerne mellem DsF og Arbejdsmandsforbundet skærpedes fra slutningenaf marts itakt med den faglige landsorganisations og flereog flere især faglærte forbunds stigende forligsvilje.
I løbet af april blev Arbejdsmandsforbundets strid med DsF evident.
DAkunne medindirektestøtte fra regering, forligsmand og DsFskride til en udvidelseaf lockouten fra den 20. april. Derpå varslede Arbejdsmands
forbundet transportarbejderstrejke med virkning fra den 15. maj. Strejken iværksattesfra denne dag trods ihærdigeforligsbestræbelser fra den soci
aldemokratiske regerings side. Det voksende pres fra regeringen, der måtte se sig angrebet i hele den borgerlige offentlighed,bidrog imidlertid blot til at skærpe modsætningerne mellem SD og Arbejdsmandsforbun
det.5
Konflikten blevsærligvoldsom og fik en totalsamfundsmæssigkarak
ter, da sømændene og søfyrbøderneefter opfordringerklærede sympati strejke og forlod skibene den 1.juni.6 Men allerede den 5. juni vedtogde to parteretforligsforslag efter hårde forhandlinger, dertil sidsteminut fore gik som en styrkeprøve mellem DA og Arbejdsmandsforbundet, mens sidstnævnte fuldstændig negligerede regeringen, forligsmanden og DsF.
Ved forliget sikredes arbejdsmændene tilsyneladende ikkestørre løntillæg end de øvrigefag. Nogen egentlig sejrherrevar der såledesikke. Overen
skomsterne blevfor arbejdsmændene som for de øvrigefagsluttetfor en to-årig periode.7
Var deringensejrende mellem Arbejdsmandsforbundet og DA, såstod den socialdemokratiske regeringog DsF med deres magtesløshed utvivl
somtsom konfliktens tabere. Detgjaldtbådefor regeringen i forhold til det borgerlige samfund ogfor DsF over for Arbejdsmandsforbundet. Inden for fagbevægelsen førte detåbenlyse politiske brud mellem arbejdsmæn
dene og hovedorganisationen til Arbejdsmandsforbundets udmeldelse.
Forbundets kongres i september 1925 vedtog således en betingelsesløs udmeldelse med virkning fra det følgende år.8
blev således ikke udgangspunkt for nogen politisk radikalisering eller organiseringi socialistisk retning.Men forden socialdemokratiske arbej derbevægelse ogde borgerlige kræfter gav den anledning til overvejelser over fremtidige midler til at undgå gentagelse afden slags storkonflikterog arbejdskonflikteridet hele taget. Disse overvejelserforegik inden for den af regeringen nedsatte arbejdskommission,9 og et fællesudvalg for DA og DsF. Forhandlingerne strandedei løbet af 1926pågenerel modstand mod at øge statens indflydelse på overenskomstforhandlingerne og DsF’s af
visning af Arbejdsgiverforeningens forsøg på en fuldstændig centralisering af disse forhandlinger omkring hovedorganisationerne.10
De skarpe modsætninger inden for fagbevægelsen og mellem arbejdere og arbejdsgivere under og længe efter storkonflikten gav ikke nogen mu
lighed for strukturelleændringer af forholdene på arbejdsmarkedet. Kun inden for Arbejdsmandsforbundet var der optræk til visse omlægninger efter bruddet med DsF, mens DsF anlagde en yderstforsigtig linieogså med hensyn til kompetanceforhold og den organisatoriske struktur.1
Arbejdsmandsforbundets kongres iseptember 1925 arbejdede bl.a. med forslag om en reorganisering af forbundet, hvorved det opdeltes i bran cheområder.1 - Det mest radikale forslag i den retning indebar en opdeling i overvejende selvstyrende industriforbund. I modificeret form gennemfør tes detteforslag, således at forbundsledelsen bevarede sin fulde kompe tance og forbundet organiseredesi tre brancheområder, nemlig for tran
sport-, fabriks- samt bygge- og anlægsarbejdere.
Forbundets reorganisering udsprang dels af et udbredt ønske om såle
desat øgekampkraften overfor arbejdsgiverne. Dels var detudtryk for, at forbundet forberedte et medlemsmæssigt fremstød over for beslægtede fag. Dette skyldtes entenforbundets bestræbelser påat udvikle sig til en alternativ hovedorganisation til DsF,eller også søgteman en styrkelse for med henblik på en senere genindtræden at opnå større indflydelse på beslutningsprocessen i DsF. Den sidste mulighed skulle vise sig at blive den foretrukne.
Efter det negative udfald af forhandlingerne i fællesudvalget med ar
bejdsgiverne, der understregede deresvilje til at opretholde hovedorgani
sationens stærke kompetance med dens sammenkædnings- og udvidede lockout taktik, og de manglende resultater af arbejdskommissionens ar
bejde sammen med denvoksende borgerligebekæmpelse af den socialde
mokratiske regering efterdeflationskrisens gennembrud i 1926, visteder sig ændredesignalerinden for DsF og måske også Arbejdsmandsforbun
det.
DsF besluttede således på sit repræsentantskabsmøde i maj 1926 at indbyde de udenforstående organisationer til forhandlinger om genind
træden i hovedorganisationen.13 Det gjaldt ikke mindst over for Arbejds mandsforbundet. DsF begrundede bl.a. samlingsbestræbelserne med henvisningen til arbejdsgivernes sammenkoblingstaktik, deralene kunne modgås ved et stærkere sammenhold i fagbevægelsen. I 1926 var modsæt-
ningerneimidlertidendnufor skarpe til, at Arbejdsmandsforbundet kunne acceptere en genindtrædeneller DsF godtage forbundets krav i denfor
bindelse.14 Samtidig stod DsF’s argumentation omkringarbejdsgivernes taktik iskærendemodsætning til en mangeårigpraksis, hvor landsorgani sationen gang på gangunder overenskomstforhandlingerne havde udnyt tet DA’s sammenkoblingstaktiktilatpresse de sidste genstridige forbund ind i en generel ordning. Det var i næsten alle tilfælde gået ud over arbejdsmændene. Og endnusåsent som i 1931 blev denne taktik anvendt over for skotøjsarbejderne. Dette må utvivlsomt tages somtegn påhove
dorganisationens manglende politiske styrke til at gennemføre en sådan centralisering af kompetancen som følge afunderorganisationernes mod
stand. Først den socialdemokratiske regering skullei løbet af 1930’erne give DsF denne myndighed.
I 1926 lagde DsFop til at overvinde den splittelse og politiskesvækkel
se,dervar resultatetaf storkonflikten i 1925. Dissesamlingsbestræbelser skulle få øget aktualitet under de følgende årsborgerligeangrebpåarbej derbevægelsen.
Noter
1. Beretningom DA 1924-25, s. 11.
2. Samme. T. Andersen, op. cit., s.46.
3. Beretningom DA 1924-25, s. 13. P. F. Jørgensen, op. cit., s. 40f.
4. Jvf. ovenfor.
5. T. Andersen, op. cit., s. 63ff.
6. Samme, s.99.
7. Samme, s. 103f.
8. P. F. Jørgensen, op.cit., s. 45.
9. Jvf. ovenfor.
10. Beretning om DsF 1926-27, s. 9ff.
11. P. F. Jørgensen, op. cit.,s. 47f.
12. Samme, s.45f.
13. Arbejderen 29/5og 12/6 1926.
14. Beretning om DsF 1926-27,s. 3ff.