program fra november 1918

I januar 1918havdede to borgerligepartier trukket deres kontrolminister ud af regeringen. Det var indledningen til de følgende måneders hårde valgkamp frem til valget i april, hvor de borgerlige kræfter foretog den første brede massemobilisering mod den omfattende statslige interven­ tionspolitik, som den radikale regering støttet af SD stod for. Dermed indvarsledeborgerskabet den kampmod den stærkestatsmagt, der kulmi­

nerede i 1919 og især i 1920. Fraborgerlig side rettedes kampenmod den trussel mod privatkapitalismen, somførstogfremmest repræsenteredes af den voksende arbejderbevægelse omkring SD.

Samtidig med at de borgerlige indledte opgøret medborgfredspolitikken og denstatsmagt, der var vokset op i ly heraf,øgede SD fremstødene mod de borgerlige magtpositioner. Allerede i 1918 foreslog socialdemokraten Hans Nielsen nedsættelse af enkommission med den opgave:

»I. atundersøge kapitalens ogdemonopolagtigebedriftersuheldige indflydelsepå de sociale forhold her i landet, og 2. at overveje, om ikke hensynet til folketsog landetsfremtid kræver, atstaten snarest overtagersådanne pengeinstitutter,telegrafer og telefoner jernba­

ner ogskibe,forsikringsselskaber af enhverart samt sådanne mono­

polagtige virksomheder som sukkerfabrikker ograffinaderier, papir­

fabrikker, oliefabrikker og selskaber, der driver handel med olier, tændstikfabrikker, garverier og læderfabrikker, gødningsfabrikker, cementfabrikker, saltværker, spritfabrikker, ølbryggerier og im­

portforretningeri kul og koks m.fl.«.1

Forslaget efterfulgtesaf et megetlangtogdetaljeretindlæg, der område for område gjorde rede for monopolernes betydning for prisdannelsen.

Det skulle dokumentere monopolernes udplyndring af forbrugerne og misforholdet mellem arbejdsløsheden og virksomhedernes udbytte som begrundelse for nationalisering og udbyttedeling.

»Vi kan ikke tillade, at industrien ordner sig i store ringe eller karteller, der opretholdes alene med det formål atplyndre forbru­ gerne. Det er hovedindholdet af det foreliggende alvorlige spørgsmål og afdet i forbindelse dermed stående spørgsmål om, hvorledes arbejdets udbytte skalfordeles. Disse ting hænger nøje sammen«.2

Hans Nielsens indlæg var dels SD’s modsvartil Venstre og Det konser­

vative Folkepartis voksende antisocialistiske kampagne frem til valget.

Men samtidig betegnede det begyndelsen til den offensiv, som brød ud efter krigsafslutningen, for gennem en videreudbygning af krigstidens statsapparatatgøreendnu flere indhug i deborgerligemagtpositioner som et nyt stort skridtpå den parlamentariske vej til socialismen. I slutningen afsin tale sagde Hans Nielsen således,

»at tiden før krigen kommer aldrig tilbage. Alle de statsforanstalt­ ninger, som vi nu har, vil efter min opfattelse ialt væsentligt blive opretholdt, og det vil blive nødvendigt at supplere dem med andre.

Jegtror også, at den store befolkning, som har haft så trangog dårlig en tid under krigen, vil kræve, at alle disse millionforetagender drages ind under staten, så at overfloden kommer alle til gode«.3

»Den storebefolkning«, der hentydes til, var ikke blotarbejderklassen og dens stadig stærkere politiskebevægelse. Kampen modmonopolerne støttedes af en betydelig bevægelse i vide småborgerkredse, hvilket be­ grundede Det radikaleVenstres opbakning.4 Detvar først og fremmest en kamp mellem deborgerlige kræfter og den socialdemokratiskearbejder­

bevægelse om statsmagtens fremtidige rollei detkapitalistiske samfund, der her introduceredes. Mendet betød samtidig indledningen til en hård ideologisk kamp om den politiske kontrol med det store småborgerskab, der følte sig økonomisk presset og ikke var uden sympati for tanken om statskontrol med monopolerne og med priserne. Fraborgerligside gjaldt det derfor om at fjendtliggøre småborgerens forhold til staten. Valget i april 1918 tydede på en uafgjort kamp i dette spørgsmål.

At der i februar 1918 indledtes et samlet og bevidst fremstød mod de borgerlige støttet afdet radikale regeringsparti understregedes af, at an­ grebet på industrien og handelens monopoler umiddelbart blev fulgt af socialdemokraten Marotts indlæg mod de feudalejordmonopoler med forslag om inddragelse under staten.5 Det var samtidig karakteristisk, at det nu var SD, som i højere gradenddetradikale regeringsparti førte an.

Baggrunden herfor var delsden voldsommestyrkelse af de socialdemok­ ratiske organisationerfra 1917, men nok såmeget den stærkeradikalise­

ring af arbejderklassen på baggrund af en direkte revolutionær udvikling blandt arbejderne i andre lande. SD’blev skubbet frem og skød sig selv frem for at indfangebevægelsen iarbejderklassen ogdrejeden ind i en ny og omfattende kamp om reformering afdet borgerlige samfund.Det gjorde det imidlertid ogsånødvendigt for SD atdistancere sigfra ogbekæmpe de arbejderkredse, der trodsede de parlamentariske spilleregler og dermed angrebdensocialdemokratiskearbejderbevægelsespolitiskegrundlag og dens dominans i arbejderklassen.

Detvar ind i dennesammenhæng, SD’s 18-punkts program fra novem­ ber 1918 faldt. Allerede på hovedbestyrelsesmødet i september vedtog manet arbejdsprogram forrigsdagsgruppen, der herudfra begyndte forbe-

redeisen af reformforslag.6 Våbenstilstanden den 11. november, den in­ ternationale revolutionære udviklingi arbejderklassen, ikke mindst inabo­ landet Tyskland, ogbevægelseniden danskearbejderklasse, hvor venst­

refløjsorganisationernefulgtekrigsafslutningen og denrevolutionærebe­

vægelse iudlandet op medaterklære generalstrejke den 13. november for atfåde fængslede lederefrigivet, krævede øjeblikkelig handling fra SD.

Samme dag, som generalstrejken iværksattes - i øvrigt uden større tilslutning da den socialdemokratiske arbejderbevægelse modarbejdede den- offentliggjorde SD sit 18-punkts reformprogram. Reformerne blev begrundet med, at partiet og arbejderne havde vist tilbageholdenhed og ydet ofre under krigen, somnu måtte godtgøres ved en demokratisering af samfundet.

»Det er lykkedesdet danske folkunder krigen atbevareen ubetinget og ligelig neutralitet. Hertil har også det danske Socialdemokrati bidraget af yderste evne. Vihar i det øjemed ført en politik, hvorved stridsspørgsmål, der kunne splitte den danske befolkning, i så høj grad som muligt erholdt ude fra den politiske dagsorden.

Det er arbejderbefolkningen, som har båret krigstidens tungeste byrder. Den har derfornu,da krigensophør bringer enforandringi den politiske og sociale situation, krav på, at der hurtigst muligt gennemføres reformer til dens bedste og indledes en vidtgående både politisk og økonomisk demokratisering af vort samfund«.7 Reformkravene vedrørte begrænsninger af militæret, kontrol med bankvæsen og produktion, fortsat prisregulering og dyrtidsforanstaltnin­ ger, jordlovsspørgsmålets optagelse, udbygning af de direkte skatter, iværksættelse afoffentligearbejderog indførelse af 8-timersarbejdsdagen sammen med en anden række socialeforbedringer. Hertil kom kravet om en demokratisering afvalgloven og grundloven.

Inden offentliggørelsen havde reformkravene været forelagt regeringen og Det radikale Venstre og blevetaccepteret. Det fremgik endvidere af udtalelsen, atSD på denene side krævede en snarlig revisionafvalgloven efterfulgt af valg, hvor partiet ville opstille uden alliance med andrepar­

tier. På den anden side var det

»under hensyn til de foreliggende ekstraordinære forhold og det forøgede,omfattende arbejde, derkræves af regeringen, i overens­ stemmelse med indenrigsministerens ved rigsdagssamlingens be­ gyndelsefremsatte ønske om at lettes forendel af sit arbejde, nu foreslået, atministeruden portefølje Th. Stauning midlertidig over­ tagerudførelsen af de forretninger under indenrigsministeriet, som står i nært forhold til forskellige af de ovennævnte reformer«.8 Staunings udnævnelse til enart »socialminister« afspejlede SD’s vok­

sende betydning i forholdtil Det radikale Venstre,ogat det i høj grad var detteparti, der havde styrkenog viljen til via statsmagten at gennemføre

en gennemgribende demokratisering af samfundet. Men det var først og fremmest udtryk for, at den stærkeste sociale kraft i dette øjeblik lå i arbejderklassen, og at denne sociale kraft kunkunne holdes indenfordet borgerligedemokratiog den privateejendomsrets rammer -somudgjorde de radikales politiske præmisser - hvis der gennem statsmagten blev indfrietenlang række arbejderkrav. Det var en opgave, somkunSD kunne klare.

I denoffentlige udtalelseblev heledensocialdemokratiskearbejderbe­

vægelse opfordrettilat støtte regeringen og partiet for at sikregennemfø­ relsen af reformkravene. Partiledelsen appellerede videre til »de velstille­ desamfundsklasser iby og på land«, som havde haft stor fordel af landets neutralitet, om at »se med forståelse på arbejdernes krav«. Gennem et dybtgående reformarbejde skulle Danmarkgøres til et

»mønstersamfund idetstoreFolkenes Forbund, som vihåber påog arbejder for må rejse sigpå ruinerneaf det kapitalistiske og militari­

stiske samfundssystem, som styrtede menneskeheden ind i ver­ denskrigens navnløse ulykke«.9

Appellen tilborgerskabet efterfulgtes afSD’s klareunderstregning af, at det arbejdede på det borgerlige demokratis præmisser, men også havde vilje til at udnytte vælgerflertallet fuldt ud.

»Danmark er etdemokrati. Vi vil ingen reform, for hvilken vi ikke kanvindetilslutning fra folkets flertal. Men vi villige så sikkert, at de reformer, der har denne tilslutning, skal gennemføres«.10

Derved ville SD givetvis påminde borgerskabet om at overholde dette demokratis spilleregler. Men detdrejedesig endnu mereforpartietomat distancere sig fra den syndikalistiske og revolutionære delaf arbejderbe­

vægelsen, dertruede partiets politiske grundlag.

»Den syndikalistiske ophidselse, den planløse strejkeagitation og dens angreb påvort partisparlamentariske virksomhed er et skæn­

digt attentat på arbejderklassens faglige og politiske organisation og gavner kun den værste reaktion. Skulle syndikalismen få magt, vil den ødelægge enhver udsigttil gennemførelsen af det her fremførte reformprogram, ligesom den vil gøre arbejderklassen uhyre skade ved de forestående vigtige faglige forhandlinger om nye overen­ skomster.

Vi opfordrer befolkningen til atholdesig fjernt fra de syndikalisti­ ske urostiftere og voldsprædikanter.Jo bedre derkan bevares ro og orden, desto kraftigere vil arbejdernes faglige og politiske krav kunne gøre sig gældende.

Den beundringsværdige holdning, den danske arbejderstand har udvist under krigen, og som har vakt almindelig anerkendelse, bør

nu,da deratter er fred,finde sin fortsættelse i enrolig, planmæssig, målbevidst reformaktion, hvoraf resultatet ikke vil udeblive«.11 Arbejderklassens radikalisering i forbindelse med krigsafslutningen havde såledesfået SD til prompte at reagere med et omfattendereform­

program. Programmet indeholdt intet nyt i forhold til tidligere krav, men denåbenbare ændring i klassernes styrkeforhold til fordel for arbejderk­ lassen gjorde det påkrævet med et socialistisk initiativ for at bevare dominansen i arbejderklassen, for at fastholdearbejderne på parlamenta­ rismens grundog for at udnytteden borgerligesvækkelse til en afgørende nydemokratisering afsamfundet. Ide to følgendeår skulle den socialde­ mokratiske offensivstå sin prøve underetvoksendepres fra borgerlig side og fra den radikaliserede del af arbejderklassen. Dette dobbelte pres bidrogtil en cementering af den parlamentariskepraksisog strategi, hvor

18-punkts programmet fra starten placerede SD i denne sammenhæng.

Socialdemokratiets

for