Partikongressen i 1915 bekræfter borgfredspolitikken

socialdemokratiske rækker. Især virkede rigsdagsgruppens støttetilmili­

tærbevillingerne som en direkte udfordring til de store antimilitaristiske kredse inden for partiet. Disse kredse fandtes stærkest koncentreret inden for ungdomsbevægelsen, der åbenlyst tog afstand fra rigsdagsgruppen.

Bl.a. blev partiledelsen fraungdomsforbundetspurgt,hvadden ville gøre, dersom den politiske situation tilspidsedes. Stauning svarede blot meden advarsel til forbundet om ikke at foretage sig »overilede skridt«.6 I de følgende år skulle der udviklesiget voksende modsætningsforhold mellem parti og ungdomsforbund. Det fikdog aldrig et omfangog en betydning, somopgøret med fagoppositionen. Sammen med DsF øgede SD fra 1914 bekæmpelsen af denne opposition, der mere end nogen anden kunne true og underminere borgfredspolitikken og den parlamentariske strategi.

Endelig søgte SD allerede fra efteråret 1914 at udnytte den danske neutralitet til en genoprettelse af de ved krigen afbrudte forbindelser mellem landenes arbejderbevægelsesomled i et internationalt fredsiniti­ ativ.7 Det førte til et samarbejde mellem primært de neutrale landes partier. Allerede fradet følgende år kom borgfredspolitikkentilattrække stadig skarpere skillelinier i den internationale arbejderbevægelse, som også gjorde sine virkninger her i landet.

Partikongressen

i 1915 bekræfter

I september 1915besluttededen socialdemokratiske ledelse at indkalde til partikongres. Delsønskede ledelsen en bekræftelse afpartiets opbakning om de vigtige beslutninger, rigsdagsgruppen havde taget siden krigsud­ bruddet,og dels vardetnødvendigtatimødegåen begyndende parti oppo­ sition.

Kongressen indkaldtes på et gunstigt tidspunkt. I løbet af 1915 havde derudvikletsig en kraftig højkonjunktur, hvor der blev gjort store fortje­ nester på eksport og transport på verdenshavene. Arbejdsløsheden var ringe, og der havde vist sig visse muligheder for yderligere skatteudskriv­

ninger tildækning afisær nye dyrtidsforanstaltninger, sombl.a. styrkede

SD’s politiske indflydelse hosde offentligtansatte. Alle lønarbejdereled dog fortsatunder prisstigningerne ogde utilstrækkelige muligheder for at sikre, at lønnen steg i takt med priserne, inden for borgfredspolitikkens rammer. Men højkonjunkturen hindredei 1915, atarbejderne udsattes for et markant fald i levefoden. Endelig kunnepartieti juni notere sigden nye grundlovsunderskrivelseefterflereårshård politisk kamp, selv om grund­

lovens demokratiske indskrænkninger i visse partikredsegavanledning til kritik af partiledelsen.

Partiledelsen anført af Stauning forsvarede på kongressen sine disposi­ tioner siden sidste kongres i 1913 og især siden krigsudbruddet under henvisning tilde afsavn,dermåtte gøres forat sikre forfatningsændringens gennemførelserog for at sikre videreførelsenaf den radikale regering og opretholdelsen af landets neutralitet, der var et eksistentielt spørgsmål ogsåfor arbejderbevægelsen. For at føre arbejderne og organisationerne sikkert igennem krigens oprørte vande var det imidlertid påkrævet med fuld støtte fra hele arbejderbevægelsen om den førte politik. Stauning gik ud fra den betragtning til angrebpå ungdomsforbundet,der gennem dets blad »Fremad« havde kritiseret ledelsens støtte til militærbevillingerne.

Der krævedes politisk loyalitet fra forbundets side.8 Ernst Christiansen hævdede derimod ungdomsforbundets ret til atytre kritik. Modsætninger­ ne var imidlertid endnu af begrænset omfang inden for partiet. Således udvidedes samarbejdet mellemparti og ungdomsforbund, og sidstnævnte sluttede opom borgfredspolitikken.9

Borgfredspolitikken fik generelt fuld opbakning på kongressen, trods kritiske røster imilitærspørgsmåletog stridomdentemmeliginferiøre sag om partiet burde lade sig repræsentere ved de såkaldte »kongemidda­

ge«.10 At dette repræsentationsspørgsmål overhovedet kunne blive et vigtigt punkt på kongressen, vidner om en endnu manglende politisk dybdei oppositionen. Problemet blev løst engangforallevedatoverføre kompetencen i den sag til hovedbestyrelsen.

Kongressens støtte til SD’s politik under krigen blev fastslået i en resolution:

»Idet Socialdemokratiets 15. kongres udtaler sin fulde tilslutningtil den neutralitetspolitik,som siden verdenskrigens udbrud,med støt­ te fra Socialdemokratiets.parlamentariske repræsentanter, er førti Danmark, udtaler den sin afsky for den tilstand, som trods alle kulturbestræbelser nu beherskerverden, og sin fordømmelse over for det samfundssystem, der er krigens årsag«.11

Krigen havdegjortdet nødvendigt med politiske ofre fra partiets side.

For at fjerne kritikkens søgelys fra partiet fortsatte resolutionen med voldsommeudfaldmod denkapitalistklasse og det kapitalistiske system, der havde fremkaldt krigen, og som udnyttede den til en hensynsløs udbytning, samtidig med at millioner forblødte på slagmarkerne:

»Arbejderklassens repræsentanter har i alle landet påpeget faren, medens overklassen hævdede, at kæmperustningerne sikrede fre­ den. Nu taler kendsgerningerne deres tydelige sprog, nu vidner kanonerne,de nedskudte byer, millioner af krøblingeogmillioneraf lig, at rustningsvæsenet kun vari de øverste titusindes interesse, men landenes og menneskehedens ulykke«.12

»Landenes arbejdende befolkninger ønskede fred, men kapitali­

sterne, storagrarerne, storindustrienogpengefyrsternedrev, under jagten efter markeder,nationerne fremtildengrufuldekatastrofe«.

»Overalt er man vidne til kapitalisternes hensynsløse og skamløse færd, overalt finder man et slæng af grådige udbyttere, som i ly af krigstilstanden tilraner sig mægtige indtægter på de forpinte folks bekostning«.13

De hårde udfald mod kapitalismen og militarismen afsluttedes med den nogettamme konstatering af, at dette system efterhånden skulle afskaffes ved atflere meldte sig ind i partiet og stemte på det ved valgene.

»En kraftig tilslutning til Socialdemokratiets organisationer og en energiskkamp for vort partis sejr vedvalgeneerden piest virknings­

fulde protest mod krigens rå moral ogkapitalismens grådige plyn­ dring. Og derigennem skabes den styrke, der skal afskaffe klasse­

samfundet og frigøre det arbejdende folk«.14

Partiet understregede således sit socialistiske programpå trodsaf ind­ rømmelserne under borgfreden til det kapitalistiske samfund, og man fæstedesin lid til, at de mange nye vælgereunder den nye grundlovville give mulighed for at indfri programmet.

Realiteten var imidlertid, at SD var stærkt påvej til at blive integrereti det kapitalistiske samfund,som man angreb så heftigt. De kraftige udfald mod kapitalismen og kapitalistklassen fungerede således som et politisk skjold og afværgemekanisme over for depolitiske realiteter og kritikerne heraf. Specielt medhenblikpå danskeforhold blev det ien resolution om dyrtiden udtrykt således:

»På detarbejdende folks vegne udtaler Socialdemokratietskongres en skarp fordømmelse overfordestoragrarer og spekulanter, som hensynsløst fører økonomisk krig mod deres fattige landsmænd«.

Og videre hed det: »Kongressen erkender, at de pristalsregule­

rings-foranstaltninger, som er iværksatte, har virket hæmmende på denstedfindende udplyndring, men beklager, atdet ikke har været muligt at få endnu videregående foranstaltninger bragt til udførelse.

På en række områder burde det private udbytningssystem være fjernet og samfundsdriftværeindført; men hvad der ikke er foretaget under krigen, kanog bør udføresefter krigen, og hertil kanvælgerne ydebistandved atstøtte Socialdemokratiet, når der atter kaldes til valg«.15

Den eneste hindring for at opnå en løsning på den arbejdende befolk­

nings problemer var den utilstrækkelige vælgeropslutning om SD.Gangpå gang understregede kongressens resolutioner parlamentarismen som den eneste farbare vej til socialismen for at bekræfte rigtigheden af partiets politiske praksis.

Partikongressen

i 1916 og

Det var den socialdemokratiske partiledelses erklærede hovedmål at sikre neutralitets- og dyrtidspolitikken videreført under ledelse af den radikale regering, der gav partiet de hidtil bedste muligheder for at øve indflydelse på statsmagten. Detkrævede imidlertid politiske ofre, da den sociale og økonomiskepolitik måtte læggestil rette efter flere samfundslag og -klassers interesser. Udviklingen i 1916 krævede etnyt offer, da SD blev stillet over for kravet om at ladesig repræsentere i regeringensam­

men med deøvrigepartier. Dermed kom den såkaldte »ministersocialis­ me« på dagsordenen.

I sommeren og efteråret 1916 foretog Venstre og Det konservative Folkeparti en ministerstorm mod den radikale regering. Det borgerlige fremstød skyldtes den radikale regerings fortsatvoksendeinterventions­

politik overfor markedsøkonomien og den begyndende skærpelse af den sociale kamp, som bl.a. havde vist sig underde netop afsluttede overen­

skomstforhandlinger. Da spørgsmålet om salget af de vestindiske øer dukkede op, fandt de toborgerlige partier enanledning til atløbe storm mod regeringen.16

Sagen havde sidst været aktuel i 1902, hvor salget strandede på Højres modstand. Højrepressen iværksatte i 1902 en omfattende nationalistisk kampagne, der påny førte til en kraftig mobilisering af partiets brogede vælgerskare, som lettest lod sig samle,når de nationale strengeblevslået an.Afgørende forudfaldeti 1902 var ligeledes, atstorkapitalistiske kredse sombl.a. ØK støttede dennationale bevægelse med tilbud om at investere i øernes økonomiske udvikling, hvis de forblev danske.

11916vardet klart, atder ikke varkommet noget udaf investeringerne.

Da krigen samtidig gav sikkerhedspolitiskegrundetil at afhænde øerne, sluttede regeringen i al hemmelighed en overenskomst iaugust 1916 om salgaf øerne til USA.Da dette komfremfor offentligheden, rejste højrep­

ressen en storm mod regeringen. Venstre fulgte angrebene op, selv om partietalleredei 1902 havde tilsluttet sig salgstanken. Det konservative Folkepartivar tvunget til atfølge trop i den nationalt inspirerede bevægel­

se blandtpartiets vælgere for at holde sammen på partiet.

Venstre krævede folketingsvalg inden sagensafgørelse og håbede såle­ despåatkunne udnytte situationen til et regeringsskifte, der bragte partiet til magten igen. Detkonservative Folkeparti følte sig med sin manglende organisatoriske og politiske stabilisering ikke synderlig tiltrukket af tan­

ken om valg, men spillede dog med på Venstres spil. Regeringen og SD

foreslog folkeafstemning om spørgsmålet og dets endelige afgørelse, før der kunneblive tale om folketingsvalg. Dette taktiske tovtrækkeri endte efter forhandlinger om dannelse af en samlingsregering med et forlig.

Forliget sikrede denradikale regerings fortsættelse,samtidig medatrege­ ringen udvidedes med en såkaldt »kontrolminister« fra hver af de tre øvrige partier. Folketingsvalget udsattes foreløbiget år,hvilket skulle vise sig at blive næsten to år.

Ministerstormen løbsåledes delvis udi sandet.Vælgerne var imidlertid blevet ladet op og de nationale strenge rørt. Få år senere skulle den nationale musik blive så øredøvende meddet formål atovergålarmen fra de sociale kampe, at hverken regering eller folketingsflertal kunnened­ dæmpe den.

SD’sledelsehavde under helesu ministerstormenstået i stadigkontakt med den radikale regering.17 Hensynet til denne regerings fortsættelse krævede nu, atogsåSD udnævnte en kontrolminister. Det indebar imidler­

tid et brud med en kongresbeslutning fra 1908 og måtte derfor først bekræftes af en kongres. I hast indkaldtes til kongres i oktober 1916.

Stauning førte ordet på kongressen og forklaredebaggrunden for forli­ get. Det afgørende for SD’s tilslutning havde værethensynet tilbevarelsen af den radikale regering og den førte neutralitets- ogdyrtidspolitik. Forli­ getudlagdessom den enesteløsningog tillige som en sejr for både regerin­

genog SD.

»Regeringens politik blev uændret, og vor indflydelse vil vokse, fordi det bliver muligtaltid at kendedet rette tidspunktfor atøve indflydelse, navnlig påden økonomiskepolitik. Vihar i sogneråd og overalt betragtet detsomen sejr, når den første arbejder rykkerind som talsmand for Socialdemokratietskrav. Derer grund tilogsånu at gøre dette synspunkt gældende«.18

Forslagetomudnævnelse af en socialdemokratisk kontrolminister brød med detgamleprincip, sidstfastslået på kongressen i 1908, om, at partiet først kunne indgå i en regering, når det havde vælgerflertallet bag sig.

Stauning udlagde det anderledes og svarede på kritikken:

»Vi opgiver ikke klassekampen, menvi anvenderet middelmere i denstjeneste.Dette kanikke sammenlignes meddeeksperimenter, der er foretaget i Frankrig af enkeltmænd. Her er taleomen repræ­ sentant, der under fuldt ansvar for partiet bærer dettes ønsker frem«.19

Forslaget vedtogesmed 291stemmer mod32,og Stauning udnævntes til kontrolminister. SDvar dermed trådtstatsmagten nok et skridt nærmere og involveredes som nævnt af Stauning især yderligere idenøkonomiske politik. Nejstemmerne på kongressen repræsenterede ikkenogenegentlig organiseret opposition endsige nogen samlet bevægelse blandt

medlem-merne. Den eneste markante begivenhed varGerson Triers individuelle udtræden af hovedbestyrelsen. Hans plads overtoges blot af en anden repræsentant for venstrefløjen Marie Nielsen.20 Krigens fortsættelse og den begrænsedebevægelse i arbejderklassengav ikke mulighed fornoget alternativ eller nogen større modstandmod partiledelsens videreførelse af borgfredspolitikkenogdenstærkere integration i statsmagten, som»mini­

stersocialismen« medførte.