stagnation ved valget i 1926 og den medlemsmæssige stilstand sammen med DsF’s svækkelsegjorde det klart, at kampen måtte intensiveres for at samle endnu flere samfundslag omkring SD ibekæmpelsenafdet beståen
de borgerlige styre og for erobringen afdet eftertragtede vælgerflertal. I den henseende skulle opgøretmed Venstreregeringen fremtil valget i 1929 blive afgørende.
Socialdemokratiets demokratiske kamp
modDe omfattede drastiske reduktioner i aldersrenten, iulykkesforsikringen,i sygekasserne, invaliderenten og ikke mindst i arbejdsløshedsunderstøt
telsen og tjenestemændenes lønninger. Nedskæringerne var størst over for tjenestemændene, dernæst over for de arbejdsløseog de aldersrente nydende. I alle tilfælde modsatte SD sig konsekvent nedskæringerne, mens Venstre og de konservative stemte forslagene igennem, og Det radikaleVenstre indtogen mellemstilling, der under indtrykafde asociale foranstaltningerlangsomt drev det overi den politiske alliance med soci aldemokraterne, som havde været opløst siden 1920.
De politisk vigtigste nedskæringer foregik over for de arbejdsløse og tjenestemændene. Ved ændringerne i arbejdsløshedsloven afskaffedesal ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse fra den 1. oktober 1927, sam tidig medat deoffentligetilskudtilarbejdslødhedskasserneblev reduceret fra 65 % til ca. 48 % af medlemskontingentet. Dertil kom enrække politi ske stramninger i loven, tydeligvistilfordel for arbejdsgiverne og medden hensigt at svække fagforeningerne,f. eks. bestemmelsenom fuldstændig lukning af arbejdsløshedskassenover for samtlige arbejdere iet fag eller en virksomhed i tilfældeafden mindste konfliktpå området.29
Lovændringensklare politiske sigte om en svækkelse af arbejderbevæ gelsen ved at sænke arbejdernes levefod fremgik ikke mindst af den omstændighed, at forringelserne indførtes netop som krisen og arbejds løsheden kulminerede på andet år med engennemsnitlig arbejdsløshed sprocent på overtyve. Detunderstregedes yderligere af,atlovændringen trådte i kraft optil vintersæsonen, hvor arbejdsløshedentoppede. DsF’s undersøgelserviste, at i januari 928 stodca.50.000 arbejdere uden lovplig tig understøttelse. Adskillige arbejdsløshedskasservarpåsammenbrud
dets rand ogmåtte optage store lån forat klare udgifterne. Kontingenterne for folk i arbejde lå samtidig højere end nogensinde før som følge af den store arbejdsløshed og den reducerede statsstøtte til kasserne.30
Påden baggrund mobiliseredes hele den organiserede arbejderklasse, både inden for oguden forDsFtilen protestbevægelse mod regeringen. En uge før den nye arbejdsløshedslov trådte i kraft, mødtes hovedbestyrelsen for samtlige forbund og organisationer repræsenterendeover 300.000 or ganiserede arbejderetil en landskonference i København for at protestere mod indgrebene. Et udvalg med repræsentanter for fagbevægelsen, ar
bejdsløshedskasserne, fællesorganisationen i hovedstaden samt Social
demokratiskForbund og den socialdemokratiske rigsdagsgruppe nedsat
tes til ledelse af kampen mod ministeriet. Udvalget fremførte over for ministeriet en udtalelse fra mødet, som krævede foranstaltninger mod industrikrisen til fremme af beskæftigelsen, iværksættelse af offentlige arbejderogikke mindst enøjeblikkeligudvidelse af støtten til arbejdsløse, så de ikke blev tvunget til den sociale degradering at henvende sig til fattigvæsenet ogdermed også miste deres politiske og borgerlige rettighe der. Udtalelsen pegededirekte på, at sidstnævnte skullevære hensigten med loven.31
Mødet,der taltemere end 600 repræsentanter for over 300.000arbejde re, var ikke blot det største møde af sin art nogensinde. Det udtrykte samtidig den hidtil stærkeste opslutning om SD.
»Fagforbundenes repræsentanter tilsiger Socialdemokratiet den kraftigste støtte i dennevirksomhedog i den politiske kamp, som må udkæmpesi det arbejdende samfunds interesse«.Over for det politi
ske angreb på arbejderne og arbejderbevægelsenville man »rejse ikke blot arbejderklassen, men ogsåandre tusinder af humant tæn
kende borgere, og arbejderorganisationerne vil ikke spare noget offerfor at rejse befolkningen til protest og kamp imod en sådan politik«. I denne kamp bemyndigedes »det nedsatte udvalg til at foretage de skridt,som måtte anses for formålstjenlige, såvel over for regeringen oglovgivningsmagten som over for kommunerne«.32 Hele fagbevægelsen var mobiliserettil støtte for SD’s kampfor arbej dernes interesser over for den borgerlige nedskæringspolitik. Dette for
holdforstærkedeskun af regeringens svarpå henvendelsen fra mødet.Det hed her:
»Hovedårsagen til, at arbejdsløshedenendnuikkeer i aftagende, er efter regeringens opfattelse at søge i de mellemarbejder-ogarbejds giverorganisationerne trufne overenskomster med de deri fastsatte arbejdsvilkår, somkun i utilstrækkelig grad er blevetafpasset efter de ved kronestigningen fuldstændig ændrede økonomiske for hold«.33
Venstreregeringenangreb med dette svarikke blot det bestående lønni
veau, men også det overenskomstsystem der dannede grundlaget for forholdet mellem arbejdere ogarbejdsgivere.
Nedskæringerne i tjenestemændenes løn indeholdt ligeledesen politisk brod mod SDog lønarbejdernesoverenskomstmæssige rettigheder.34 Al
lerede under Neergård-regeringen var der sket forringelseriden pristals regulerede lønordning, som tjenestemændene havde opnået i 1919. Den socialdemokratiske regering udlignede en stor del af dette tab, samtidig med at den udvidede tjenestemændenes forhandlingsret. Disse fordele blev af Madsen-Mygdal regeringen frataget tjenestemændene sammen med betydelige lønreduktioner, afskedigelser og forlængelseaf arbejdsti den uden hensyn til deres forhandlingsret. Det bidrog til yderligere at styrke denne lønarbejderkategoris opslutning om SD.
Venstreregeringens angreb på arbejderbevægelsen fremgik endvidere tydeligt afforslaget til lov om værn for erhvervs- og arbejdsfrihed, der forelagdes i januar 1927.35 Lovforslaget, deralleredehavde været fremsat under den socialdemokratiske regering, sigtede mod en svækkelse afdet kollektive overenskomstsystem og af strejkeretten og dermed af den fag
bevægelse, der gav Socialdemokratiet dets afgørende politiske styrke.
Venstresangreb på det organiserede arbejdsmarked var i egentligste for-
stand etreaktionært forslag, der ville bringe forholdene tilbage til tidligere tiders friekontraktforhold, hvor arbejdsgiveren fritkunne fastsætte løn nen. Det indgiksom led i regeringens liberal-økonomiske kriseløsnings
model. Hermedbragte Venstre sig i modsætning til fundamentale politiske samfundsforhold, idet regeringspartiet opfordrede til en borgerlig kon frontation med arbejderne og arbejderbevægelsen omkring det overen
skomstsystem, som også arbejdsgiverne anså for uundværligt.
DAtog således afstand fra forslaget. Det gjaldt også Den faste Voldgifts
ret, der mente, at herved »væltes ved etslag hele den retsudvikling over ende, som er sket her i Danmark siden hovedorganisationernes dannelse og Septemberforliget, og som i højgrad har bidraget både til arbejdsfre-dens udvikling og højnelse af arbejdsvilkårene«.36 Det trak daogså ud med vedtagelsen af dennelov, idet detførst skete umiddelbart før regeringens tilbagetræden i 1929.
Op igennem 1928 fortsatte regeringen sin liberale økonomiske politik støttetaf de konservativeogden konfrontation med densocialdemokrati
ske arbejderbevægelse, som denne politik indebar. SD forsøgte sig til stadighed medforslagtil statsindgreb modkrisenogarbejdsløsheden,men nedstemtes, selv omder i industrikredse ytredessympati for de socialde mokratiske forslag. Det sammevar tilfældet i husmandskredse over for SD’s agrare kriseprogram.37 Menforeløbig holdt stærke kræfter det bor
gerlige samarbejde sammen. Svækkelsen af Venstreregeringenbegyndte imidlertid at vise sig, samtidig medat SD mereogmeredemonstrerede den politiske styrke,derudsprang af arbejderneog andre afkrisen ognedskæ ringerne truede samfundslags samling om partiet.Venstreregeringen blev enklar demonstration for lønarbejderne og brededele afsmåborgerska bet, hvilken forskel der var på en borgerlig og en socialdemokratisk regering.
I løbet af 1928 begyndtederatkomme skår i det borgerlige samarbejde.
Det skete først i forbindelse med forhandlingerne om en nyordning for Landmandsbanken, hvor der opstod uenighed mellem Venstre og de konservative. De topartiersyntesathældei retning afstridende borgerlige interesser i spørgsmålet om bankens videreførelse. Venstres »lad-fal- de-hvad-ikke-kan-stå-politik« bragte det i betænkelig nærhed af Privat
banken og Handelsbankens utvivlsomme interesse i at få likvideret den store konkurrent. Det kunne de konservative ikke acceptere, sikkert af hensyntil de håndværks- ogindustriinteresserderfinansieredesaf ban
ken. For overhovedetat bevare livet måtte regeringen bøjesigforenlov, hvorSD og de konservative kunne enes omreeltatgive staten ejendoms
retten til banken for at sikre dens eksistens.38
Oven på dette nederlag forVenstreog denafslørede brist idet borgerlige samarbejde fulgte striden om forsvarsbevillingerne, der skulle føre til regeringens fald.39 Samtidig hermed fortsatte industrien og landbrugets krise uden nogen virkningsfulde indgreb, ligesom regeringens forsøg på at få arbejdsgiverne ud ien kamp forlønreduktioner havde slået fejl.
Tvær-timod indgik DA og DsF og Arbejdsmandsforbundet i efteråret 1928 en slags fredsaftale for de næste par år. I begyndelsen af 1929 bristede forhandlingerne mellem Venstre og de konservative i forsvarsspørgsmå let. Den 21. marts faldt regeringen, da de konservativefik afvist et forslag om forhøjede militærbevillingerog følgelig undlodat stemme for finanslo
ven. Derved kom regeringen i mindretal, idet SD stemte imod og de radikale afholdt sig fra at stemme. Det i forvejen flossede borgerlige samarbejde brød sammenfor lange tiderfremover,og der blev udskrevet valg til den følgende måned.
I marts måned havde der været kommunevalg, hvor SD opnåede sin hidtil største fremgang ved at forøge andelen af stemmerne med fem procent. Partiet viste isærstemmefremgang i hovedstaden og dernæst i provinsbyerne, mens derkunforekomenmindrestigning i landområder ne.40Derpå fulgte folketingsvalget. I valgmanifestet gik SD voldsomt til angreb på den tidligere regerings nedskæringspolitik, samtidig med at partiet fremstillede sig for vælgerne som repræsentant for den brede befolkningsinteresser og videreføreraf en af Venstreafbrudt demokrati sering afsamfundet.
»Fra vide kredse lødkravet om fjernelse af det ministerium, dervar en trussel, ikke blot over for landets arbejderklasse, men også over for-næringsdrivende, embedsmænd, mindre landbrugere, funkti onærer og andre kredse, der har interesse i en opadgående udvik
ling«.41
I modsætning til SD stod det afgåede ministerium og dets parti:
»Aldrigfør har et danskministerium etableret enklassekamp, som den derer iværksat afministeriet Madsen-Mygdal; aldrig før har et ministerium førten såreaktionær overklassepolitik; og aldrighar et ministerium udspredt had til arbejderbefolkningen og til samfund snyttige organisationer ien grad, som det er præsteret af ministeriet Madsen-Mygdal«.42
Efter den hårde valgkamp mod de borgerlige partiervistevalgresultatet en betydelig fremgangfor SD, der øgedesit stemmetal med ethundrede tusinde til knap 600.000 og stemmeandelen fra 37,2 til 41,8%. Venstre bevarede sin stemmeandel på 28,3%, mens de radikale gik tilbage fra 11,3 til 10,7%. Den støre taber var Det konservative Folkeparti, der herefter stod på 16,5%. Folketingsvalget viste ligesom kommunevalget, at valg-skreddet mod SD først og fremmest skete i byerne og formentlig i de kredse, der var blevet truet afnedskæringerne, og som tidligere havde stemt konservativt.43
Sammen med de radikale havde SD nu flertal i Folketinget, og der indledtes regeringsforhandlinger mellem de to partier. Erfaringerne fra Madsen-Mygdals regering tillige med det socialdemokratiskepartis
tyde-lige politiskemoderering sidensammenbruddet for dentidligerealliance i 1920 resulterede i etregeringssamarbejde mellem de topartier omkring et demokratisk reformprogram.
Den